31| IV

Mens jeg skriver dette, beretter Bladene om en Tjenestedreng i Jylland, der hade det med ikke at kunne blive varm i Sengen. Naar han hade ligget en halv Times Tid, blev han iskold om Fødderne. Da man endelig blev træt af at høre paa hans Klager og en Aften gik ind og slog Dynen tilside for hans Fødder, laa der tretten Hugorme og varmede sig ved dem. Sengen bestod af en Kasse uden Bund, som stod paa det bare Jordgulv og var fyldt op med Lyngtørv.

Der tales mange kønne Ord om de mægtige Fremskridt, Smaafolk har faaet Del i de sidste halvhundrede Aar; og noget er der jo om det, selv om det ofte ser ud efter mere end det er. Naturligvis faar de Del i den tekniske Udviklings Goder, for saa vidt de da kan betale dem; det er ikke forbudt Fattigfolk at se ved elektrisk Lys! Naar Jordkloden flytter sig i Verdensrummet følger ogsaa Smaafolk avtomatisk med; om man just kan kalde det Fremskridt er en anden Sag. Forstaar man ved Fremskridt for Smaafolk, at de rykker ind paa de andre Samfundsklasser, at de sociale Afstande bliver mindre, saa er der maaske liden Grund til at falde i Henrykkelse. Afstanden mellem Samfundets Spidser og dets underste Lag bliver stadig større.

Ikke mindst gælder dette paa Landet; Tyendet og Landarbejderen har stort set ikke flyttet ret meget paa sig i de sidste halvhundrede Aar. Det er stadig et duknakket, lidt 32| lyssky Folkefærd, der har svært ved at organisere sig og kender Kroen mere fra Ballets og Drikkelagets end fra det politiske Foredrags og Organisationens Side. Helt uden Forbindelse med Karlekamrene er dette ikke; Tyendets Trang til at bo ordenlig er stundom mindre end Husbondsfolkets Trang til at Tyendet skal bo ordenligt. Gode men ilde behandlede Karlekamre er vistnok i Dag lige saa almindelige herhjemme som slette Kamre, hvis Beboere har forsøgt at forskønne lidt paa Armoden.

Hvor ligger Skylden for, at Landarbejderne i Dag er tilbage for Byarbejderne? Uden Tvivl bærer den reformistiske Arbejderbevægelse sin Del af Skylden; den har forsømt at tage til Bunds. Nu er det svært at indhente det forsømte, Landarbejderen ser med Mistillid paa Byarbejderen, nogen gensidig Følelse af Kameratskab er der ikke. Selv det moderate Socialdemokrati er for Flertallet af Arbejdere paa Landet en Vederstyggelighed, noget den Lede har skabt; den vrangvillige Holdning til Spørgsmaalet om at organisere sig præges deraf. Nogen Følelse af Varme og Taknemmelighed over, hvad Socialismen har været for de daarligst stillede, træffer man sjælden paa Landet; Skræk og Had til Socialismen hyppigere. Heller ikke i dette har Forholdene forandret sig stort fra min Tjenestedrengetid, da man fik Gaasehud paa Kroppen ved at høre Ordet Socialist. Socialismen har i sin første – homøopatiske – Fase ikke haft Held til at vinde den fattige Landbefolkning for sig, end sige overbevise den om, at den er Verdens store humane Bevægelse. Kanske har den været for »human« i Midlerne, paa Maalets Bekostning?

Karlekamret var som sagt hundekoldt, med stampet Ler til Gulv og gammelt Høstænge til Loft. Men vi hade en rigtig Seng med Halm i; den var ikke jordfast men hade 33| Bræddebund – man kunde stille Ting ind under den. Der stod mine Fedtlærs Sko, til Rotterne begyndte at gnave i dem. Tykke Dyner var der i Sengen, og naar vi først var i Dynerne og fik varmet dem igennem, hade vi det rigtig godt. Over vort Hode skar Musene i det gamle Kløverhø, saa Blomster og Frø dryssede os ned i Ansigtet; undertiden skar de sig ogsaa igennem og drattede ned i Hodet paa os.

Rotter hade vi aldrig i Sengen, til Gengæld huserede de hele Natten nede paa Lergulvet, som var helt undergravet. De hade flere tragtformige Gange op i Kamret og slæbte alt rørligt fra os. En Morgen, Karlen strøg en Tændstik for at se hvad Klokken var, laa hans Lommeur ikke paa Halmstolen ved Sengens Hovedgærde. Vi ragede ned i Rottehullerne og trak Uret frem ved Kæden. Jeg spekulerede længe paa, hvad Rotterne vilde med det – var det til Legetøj til Ungerne? Selv drømte jeg bestandig om at naa saa vidt, at jeg kunde »stille med Ur paa«. Der laa et brugt til fem Kroner hos Marskandiseren i Neksø.

Ofte var Tøjet føget til med Sne, naar vi om Morgenen skulde tørne ud. Saa blev det rystet en Omgang, der var ikke Tid til mange Ophævelser – og man gik tænderklaprende til sit Arbejde.

En Nat brød vi ud, Karlen og jeg. Vi hade hørt om et Karlekammer i den anden Ende af Sognet, der hade faaet rigtigt Gulv af Brædder; og da der var slukket overalt i Stuehuset, listede vi bort for med egne Øjne at se det ufattelige. Vi var ikke ene ude, fra forskellige Gaarde kom de snigende i Mørket. Karlene, som beboede Kammeret med det nye Gulv, der lyste som var det af Guld, hade købt en Dunk Brændevin og en Krukke Honning og beværtede alle Besøgende med Honningsnaps. Det Gulv lyste over hele Sognet og langt ud over dets Grænser.

34| Det gik grundigt op for mig, at jeg var kommet til Landbruget fra den forkerte Ende. En Forestilling om Lykken hade fulgt mig fra jeg var lille – og har vel til Huse i ethvert Menneske, hvor beskedne Kaar han saa fremgaar af; den er simpelthen ét med selve Opdriften i én. Og jeg hade ikke tænkt mig, at jeg skulde hverken røve eller slumpe mig min Lykke til – jeg vilde gærne arbejde. Men her var enhver Tanke om at vinde fremad haabløs paa Forhaand. Arbejde sig i Vejret var udelukket; jo mere jeg sled, des dybere sank jeg ned i haabløs Selvopgivelse.

Fordringsfuld i mine Krav paa Tilværelsen kunde jeg næppe kaldes. Som Barn hade jeg stundom fantaseret om en Verden, hvor man hverken behøvede at sulte eller fryse; men hurtig begreb jeg, at det var et umuligt Ønske. Der var simpelthen ikke nok til alle, og saa hade den retfærdige Gud indrettet det saadan, at de flittige fik mere, de dovne mindre. Vi lærte det tilmed i Skolen og ogsaa hos Præsten ved Konfirmationsforberedelsen; naar der var mange fattige, var det ganske simpelt, fordi de dovne var i Flertal.

Jeg var ked af, at jeg var faldet mellem de fattige og dovne, og lovede mig selv, at jeg nok skulde rykke op i de flittiges Lejr. Det var jo saa enkelt – bare tage fat, saa gav Resten sig af sig selv! Fliden belønnedes, det var alle Sandhedsvidner inden for min Verden enige om. Jeg var fast besluttet paa at blive et godt Tyende.

Og alle Forhold kom mig for saa vidt til Hjælp; som Fattigbarn hade jeg til Overflod faaet at vide, hvad det vilde sige at være et godt Tyende. Det gode Tyende sae ikke imod men gjorde alt, hvad det blev sat til, uden at mukke. Det svarede villigt, naar der blev kaldt, og kom med et Smil, gjorde ingen Forskel paa Nat og Dag. Mor kunde fortælle, hvordan hun som Tjenestepige vaagnede 35| ved den mindste Lyd fra Herskabets Sovekammer – og listede til Døren og lyttede; ingen kunde fejle noget uden at hun mærkede det paa sig. Engang Etatsraaden var alvorlig syg og ikke tog Føde til sig, kunde hun selv ingen Mad faa ned. Derfor var hun ogsaa kun i den ene Plads; det gode Tyende skiftede ikke men blev i sin Plads, til det skulde giftes.

Far gjorde Nar, naar hun talte om dette; men han var heller ikke af den Slags Mennesker, der kun saa paa sin Foresattes Interesser og holdt med sit Herskab i tykt og tyndt. Naar Maden var uspiselig dèr hvor han tjente, kunde han godt falde paa at klaske den op paa Væggen eller hælde den i Pigernes Strikkestrømpe. Vi Børn lo, naar han fortalte om det; men Mor rystede paa Hodet. For det var jo derfor, han aldrig kom frem!

Nej, til det gode Tyende hade Far sikkert aldrig hørt. Men Mor hade – – og hun kom jo heller ikke frem! Var det fordi hun var gift med Far og ikke kunde trække ham med opad? Men det gode sae man jo altid var det stærkeste!

I Læsebogen stod der en Historie om en Skovløber, der var paa Vildandejagt med sin Herre Greven. Skovløberen roede Baaden og Greven skød; og naar han hade anskudt nogen Ænder, sprang Jagthunden overbord og hentede dem ud af Sivene. Men engang kunde Hunden ikke klare sig men blev siddende fast i nogen Vandplanter. Det var Grevens kæreste Hund, og Skovløberen sprang i Vandet for at redde den, skønt han ikke kunde svømme. Han druknede, mens Hunden slap til Land. Og Greven blev saa rørt over sin Skovløbers Troskab, at han lod Enken og de faderløse Børn blive boende i Skovløberhuset. Og da de endelig maatte flytte, fordi der skulde en ny Skovløber ind, 36| blev han ved at følge dem med Interesse, hjalp dem med Klær og Fødevarer og besøgte dem endda. Saa der kunde man da se, at Troskab belønnes!

Det var Historien om det gode Tyende, og Mor græd over den, da jeg læste den højt; hendes Taarer løb ad den lange Næse ned i Strikketøjet. Men Far gjorde Nar af Historien. »Nej, maa jeg saa be om Peter den Store«, sae han – »det var en Karl! Han var Kejser over den halve Verden og sprang alligevel ud og bjærgede en Matros, der faldt overbord.«

»Jamen han var jo fuld,« sae Mor foragteligt.

»En Matros er vel ogsaa et Menneske, selv om han har en lille en paa.«

»Nej, jeg mener Peter den Store, naturligvis – den Fyldebøtte!«

»Des flinkere var det vel gjort af ham. Jeg skal love for, at han blev ædru efter den Omgang. En kold en maa det ha været!«

»Ja, for han fik Lungebetændelse og døde,« faldt jeg ind.

»Aa, dit Fjols, det var jo bare fordi han sprang ud efter en Matros. Det kan en Kejser ikke!« sae Georg.

Historien om det gode Tyende gav noget at tænke paa allerede dengang, og ikke mindre nu jeg selv var Tyende. Naar Trillebøren slap fra mig og gik til Bunds i Møddingskulen, skulde jeg saa springe ud efter den og risikere Livet for den gamle Møgbør? Husbond selv syntes at finde det rimeligere, end at han blev tilkaldt. Han var selv lige ved at gaa til Bunds i det engang, og saa var der naturligvis ingen Tvivl. Saa maatte jeg ud – trods alt; for han kunde jo ikke svømme.

Om det nu brændte! Ja, saa skulde man som Røgterdreng prøve at redde Kreaturerne; det var der ikke noget 37| at sige til, man fik jo Kost og Løn. Men det var ikke mit, og jeg hadede det hele, Arbejdet og Husbond – hele Tilværelsen. Andre Drenge satte Ild paa, naar de hade det som jeg, og jeg skulde tilmed vove Livet for at holde Helvede vedlige for mig selv.

Jeg var mødt op med den bedste Vilje til at tage min Gærning op, med Sindet fyldt af en næsten sygelig Trang til at gøre mine Husbondsfolk tilfreds. Men hvad hjalp det alt? Selv den største Beredvillighed hade ingen Bærekraft, man sank blot dybere i. Nej, man kom nok ikke fri af Fattigdommen og Undertrykkelsen ved at være flittig og tro; i bedste Fald fik man et Klap paa Skulderen som Opmuntring til at anstrænge sig endnu mere. Flid og Troskab var som Blylodder om Benene; de trak én blot endnu dybere ned i Stedet for at hjælpe én i Vejret. Og værst af alt var næsten de opmuntrende Klap paa Skulderen; Skænd sløvede, men de jog én til Døde, om man ikke forhærdede sig.

Der var noget ved Fordelingen, der ikke passede, Fliden førte ikke til, at man kom ovenpaa, og Dovenskaben vel heller ikke til at man blev nede; Retfærdigheden var ikke helt i Orden.

»Menneskene er dovne af sig, de maa ha Sultepisken – og helst en rigtig Pisk ogsaa – over Nakken for at gide ta ved,« hed det i Bøndernes Samtaler, naar der var Besøg paa Gaarden og de gik i Stalden og besaa Kreaturerne. Mig lille Klør regnede de ikke med.

Jeg hade hørt den Lektie før. Menneskene, det var selvfølgelig Tyendet, Smaafolk, dem der arbejdede for Føden. Bønderne selv skulde nok ha sig Sultepisken frabedt.

Samtidig slog det mig, at det i første Række var Karlen, Pigerne og mig, der holdt det hele gaaende. Jeg hade fejet Gaarden pænt, til Gæsterne kom, og Rosen for at 38| Kreaturerne saa godt ud tilkom i Grunden ogsaa mig. Pigerne hade slagtet og bagt, og Karlen spændte de Fremmedes Heste fra og sørgede for dem. De, der skældte ud for dovne, stod gærne med Hænderne i Lommen og skældte ud over dem, der hade begge Hænder fulde. Der laa et Hus, hvis jeg skulde ha fri en Eftermiddag og rende hjem med mit Vasketøj; der gik Maaneder imellem at jeg var hjemme. Det samme var Tilfældet, naar Karlen skulde ha en Fridag. Men alt gik sin Gang ligegodt, selv om Husbond var borte. Vi var de fattige og vel altsaa de dovne; men det var ikke os, der var de overflødige.

Jeg betroede Karlen mine Tanker; men han løftede begge Hænder over Hodet. »Gud fri os vel, du gaar da ikke og blir Fritænker?« sae han forfærdet.

Peter Dam kunde sagtens. Han hade sit bestemte, passede og fulgte Hestene – færdig. Alligevel var han heller ikke tilfreds. »Jeg rejser til første Maj,« – sae han hver Dag. »Men du skal ikke sige det til nogen – én skal aldrig sige op før i sidste Øjeblik. Saa snart én har sagt op, faar én det ringere.«

Man skulde være klog, helst durkdreven saa man kunde lure de andre. Naar Husbond ved Bordet sae til Peter Dam, at han blev vel nok i Sommer – det regnede Husbond da med, saa slog Peter Dam Spørgsmaalet hen. »Det er der jo Tid nok til at ta Bestemmelse om,« sae han – »lad os nu se om vi lever saa længe.« Det var helt forbløffende som han kunde sno og vende sig, saa Husbond ingen Vegne kom med ham. Jeg selv kørte uhjælpelig fast, naar man gik mig paa med et Spørgsmaal; jeg kendte kun ja og nej, alt som laa der imellem var en lukket Verden for mig. »Du er for aabenmundet,« sae Karlen. Det hade jeg hørt før, men lige meget hjalp det.