V

En Dag hade Bonden været borte og kørt Materiale til Genopførelsen af en Gaard, der var brændt ned. Det gik altid muntert til ved dette Hjælpearbejde, hvor der mødte Køretøjer frem fra mange Gaarde; og Peter Dam var i daarligt Humør. Han mente, det tilkom ham at køre, da det var hans Spand Heste der blev brugt; de var de eneste, der kunde gaa fint for en Fjedervogn paa Landevejen, og Kørslen for Brandlidte betragtedes nærmest som Stadskørsel. »Der gøres kun to Ture til Staden paa hele Dagen, og man blir traktert paa Hotellet; den heldige maa betale. Der er Bønder som holder sig for gode til at være med og lar deres Hovdreng (Forkarl) køre.«

»Hvem er den heldige?« spurgte jeg Dumrian – og blev rød i Hodet saa snart Spørgsmaalet var gjort.

»Den det brændte for, kan du vel begribe! Han faar jo ny Gaard og kanske Penge til. Jøsses hvor er du indskrænket. Et rigtig Guds Ord er du!«

Bonden kom hjem lidt hen paa Aftenen; han hade kørt og tabt Pisken, men var alligevel i godt Humør. »Spring du og led efter den; du er jo hurtig til Bens og Øjne har du som en Dævl,« sae han til mig.

Jeg var taknemmelig for Ros'en, som en tørkende Plante for Vand og gjorde mig Umag for at fortjene den. Jeg løb i Luntetrav og krydsede fra Grøft til Grøft; der var Maane bag Skyerne, og jeg var sikker paa mine Øjne. Hade jeg ikke mærket mig en Syvkløver – og fundet den bagefter – engang jeg som Vogterdreng satte i fuldt Firspring gennem en Kløvermark for at fange et Nød ind! Jeg skulde nok finde Pisken!

Jeg fandt den ogsaa, helt nede ad Dueodde til, ikke langt fra den nedbrændte Gaard. Da hade jeg løbet en Timestid og var træt. Om jeg nu skyndte mig tilbage, laa Aftensyslerne og ventede paa mig, og jeg blev ikke færdig før sent paa Aftenen. Blev jeg længe nok borte, maatte Bonden selv udføre dem. Men det dumme var, at jeg hade fundet Pisken; den sad i min Haand og vidnede mod mig – jeg kunde knalde med den! Kunde jeg bare lade for mig selv, som om jeg ikke hade fundet den – og saa stikke en Tur hjem! Og kanske finde den hjemme ved, lige uden for vor Laage. Nej, der var for langt hjem, men ned til Bedstefars kunde jeg naa paa en halv Times Tid, om jeg satte Fart paa. Saa kunde jeg finde Pisken paa Tilbagevejen!

Ved et Vejkryds, hvorfra en Vej drejede af i Retning mod Gaarden, gemte jeg Pisken under en Stenkiste i Vejgrøften og fortsatte ligeud, ad Balka til. Saa var Anklageren af Vejen! Det hade været rart at ha den i Haanden og knalde med mens man løb – det vilde ha forkortet Vejen. Om ikke Samvittigheden hade været og hele Tiden villet genne én den anden Vej – hjem mod Gaarden. Det var bedst saadan, og jeg naaede i god Behold den lange, lavryggede Rønne.

Bedstefar var i Gang med Aftensyslerne, da jeg kom. Skinnet af hans Tranlygte, som hang ved en Knap paa Brystet af ham mens han arbejdede, belyste Midten af ham og lod Hode og Ben i Mørke. Omtrent som en St. Hansorm i Græsset lyste Lygten, og han maatte løfte den i Højde med mit Ansigt for at se hvem jeg var.

»Hvor er Bedstemor?« spurgte jeg uroligt. Der var mørkt i Bryggers og Stue, det hele virkede forladt. Og Bedstefar selv var som en, der gik og traadte ene paa Jorden.

»Nej, ved du ikke det? Naa nej, du kommer jo aldrig hjem heller. Du har nok rigtig vendt Hjemmet Ryggen, siger de derhjemme.«

»Jeg har jo aldrig fri,« brast det ud af mig. Tanken om Hjemmet, og at de derhjemme troede, jeg ikke vilde komme hjem – al den Uret jeg syntes jeg var ude for – væltede ind over mig og fik mig til at storbrøle. Bedstefar lagde Haanden paa min Skulder som støttede han sig paa mig.

»Du har det nok ikke godt indeni, siden Bunden saadan løsner paa dig,« sae han. »Men lad os nu gaa ind i Stuen, saa skal du li'godt ha en Knald Kandis.« Han rakte op i Vægskabet, gik i Staa med Haanden deroppe, stod og funderede en Stund; saa tog han Haanden til sig og satte Lygten fra sig paa Bordet. »Nej, det er sandt, én har jo ikke Sukker i Huset, siden Mor kom væk.«

Bedstemor var blevet syg allerede før Jul. Hun hade faaet det med at gaa og falde om og tabe Bevidstheden, og Aareladning hjalp ikke; saa var hun kommet hjem til Far og Mor. »De skal jo ikke ha hende for ingenting,« sae Bedstefar stolt. »Jeg betaler for hende – 50 Øre om Dagen. En har jo lagt op hele sit Liv for det samme. Og her gaar én saa og træder alene, laver Mad og alting selv. Og det gaar vel, til Mor gier op! Saa skulde én anden jo ind til dine Forældre; til os begge rækker Pengene ikke, og de kan ha nok at slaas med. Sognet har jo tilbudt at betale, naar ens eget slipper op; men én vil helst i Graven som en fri Mand.«

Sit lidt beske Humør hade Bedstefar sat til; hans eneste Trøst og Opmuntring syntes at være, at han nu rigtig kunde spare. Han hade strøget baade Sukker og Gryn af Husholdningen og nærede sig af det sorte Brød og en Bid røget Flæsk. Ild paa Skorstenen hade han aldrig, eller i Kakkelovnen heller. »Varm Mad laver én aldrig, og i Stuen er én heller aldrig. Og Blakka, saa gammel hun er, gir god Varme fra sig.« Om Dagen var han i Stalden og paa Loen, og om Natten sov han med Døren til Stalden aaben.

Bedstefar var faldet stærkt af, der manglede Plan i hvad han foretog sig; han gjorde mange unyttige Skridt frem og tilbage, tog Ting og slap dem igen. »Ja, du ved vel, at Jakob Kristianska er død?« sae han med ét. »Jo, Kragen skreg tre Gange her uden for i Asken den Nat, og saa vidste én, at det var Nabo Kristianska, der hade sagt stop. Glad for at dø var hun nu ikke, hun hørte til dem der ikke kunde faa levet nok. Hun var saa fed, saa Huden brast paa hende, da de klædte hende og lae hende i Kisten. – Du blir vel her i Nat og varmer Mors Ryg?«

»Nej, jeg skal ud til Gaarden – og Bedstemor er her jo heller ikke.«

»Det er ogsaa sandt! Naar hun saa slipper, var det saa Meningen at én anden skulde være hos dine Forældre. Til begge rækker det jo ikke, men kanske – –« Bedstefar stod bøjet over mig, hans Hode dirrede, Haanden dansede da jeg trykkede den til Farvel, Tungen bevægede sig mellem Læberne. Han var borte i et eller andet, mærkede vist knap at jeg gik. Det var som Ensomheden hade taget ham helt! Jeg var ikke sikker paa, at han vidste, jeg besøgte ham. Det var til Bedstemor, han talte bestandig; meget mere hade han at sige hende nu, end dengang de gik sammen.

Saa løb jeg. Jeg var ked af at skulle lade Bedstefar være ene i det øde Hus; paa den anden Side var jeg glad og let tilmode ved Tanken om, at det ikke var mig som var gammel og rystede paa Haanden. Paa Gaarden var der ikke meget ved at være – det var en møj Tilværelse. Men der kunde ske meget godt og stort, inden jeg blev saa gammel som Bedstefar. Jeg fandt Pisken frem under Stenkisten og travede med dygtige Knald afsted mod Gaarden – af en eller anden Grund i saa godt Humør som jeg længe ikke hade været.

Jeg hade faaet sagt op i rette Tid – med Hjærtet i Halsen; men Husbond lod forøvrigt ikke til at være ked af at skulle af med mig. »Du er for liden,« sagde han. »Viljen er der saamænd ikke noget at sige paa, men du er for liden.«

»Han er nu vokset godt her,« mente den gamle Bonde; men jeg troede ham ikke. Jeg higede efter at blive stor og lyttede spændt efter enhver Udtalelse om mine Udsigter i den Retning; men naar jeg kom hjem, saa Mor beklagende paa mig. Det hændte at hun græd over, saa forslidt og kuet jeg saa ud.

Men nu var det værste overstaaet; jeg hade taget Bakken, lagt Halvdelen af Tiden jeg skulde være her bag mig. Det gik ned ad Bakke, Læsset var meget lettere at trække – alligevel gik det opad! Hver Dag jeg krydsede ud paa Kistelaaget var Mørke jeg kastede bag mig.

Tre Gange hade man i Følge Tyendeloven Ret til at bede sig fri for at søge ny Plads. Jeg fik allerede Plads ved første Udgang, hos en Avlsbruger i Neksø. »Det er du da ikke saa dum at fortælle Husbond,« sae Peter Dam, da jeg kom hjem. »Tag du alle tre Udgangsdage med!« Men allerede anden Gang jeg kom hjem, jog Far mig afsted. »Se du kommer hjem paa Gaarden til dit Arbejde,« sae han. »Skulkepetere bliver aldrig til noget!A«

Mor slog et Sjal om sig og fulgte mig paa Vej. Det var mørkt, og jeg var skuffet og ked af det, men hun trøstede mig. »Nu kommer du jo snart til Byen, saa kan du stikke et Rend hjem saa tidt du vil. Bryd dig bare ikke om Far; saadan har han altid været. Han holder mere med andre end med sine egne. Og i denne Tid er han slet ikke til at ha med at gøre.«

Det gik ikke godt med Far. Han hade daarligt Arbejde, stod hjemme paa Trekanten foran Huset og huggede Brosten paa Oplag. Stenværksejeren gav ham fem Kroner om Ugen som en Slags Forskud; Resten skulde saa afregnes, naar Sommeren kom og der blev Anvendelse for Stenene. »Det er lige akkurat til Brødet og lidt amerikansk Fedt,« sae Mor. »Vi spiser tre Lispundsbrød om Ugen, og et Brød koster over en Krone nu. Og naar én saa fik de fem Kroner af ham; Pengene for Bedstemor skal jo lægges til Side til Skatter og Renter – om han nu gør det!«

Mor hade igen maattet finde paa Udveje. Den »franske Vask« gav ikke noget; men Øens Sundhedsvæsen oprettede en Karantænestation for det Tilfælde der skulde komme Skibe med smitsomme Sygdomme, Kopper og Kolera og den Slags. Et gammelt, forfaldent Ledvogterhus ude ved den søndre Grænse af Bymarken blev pudset op og fik Navnet Isolationshuset. Der var ingen andre end Mor, der stillede sig til Raadighed; de andre Koner var angst for de blotte Navne. »De tror allerede jeg smitter, skønt der ingen Patienter har været her endnu,« sae Mor og lo højt. »De dumme Tosser – som om der var noget der bed paa Madam Andersen! Mine Forældre døde af Kolera da jeg var lille Tøs; skulde jeg ha den, hade jeg vel faaet den dengang. Men misundelige er de allerede.« Mor fik 15 Kr. om Maaneden for at staa til Raadighed, og en Krone om Dagen ekstra, naar hun tog ud i Hjemmene og desinficerede efter smitsomme Sygdomme.

Og hun hade Ret, det bed ikke paa hende hvad hun tog i, og hun slæbte heller aldrig nogen Sygdomskim med hjem. Tapre lille Mor! Hun hade sin egen Sygdom, Morsygen kaldte hun den; og den kunde ofte være slem ved hende. Til Gengæld holdt den alle andre Sygdomme borte. Den hade Eneret paa hende, derfor tog hun frejdig i med al Daarligdom.

Og hendes Hænder var aldrig gladere, end naar de fik Lov at tage hjælpende ved; alle de Syge hun kom i Berøring med elskede hende. Helt til hun blev op mod de halvfjerds, paatog hun sig Sygepleje; og endnu kan jeg opleve, at gamle Kvinder kommer til mig og siger med lysende Øjne: »Deres Mor plejede mig engang jeg laa i Barselseng – hvor hade hun dejlige Hænder!«