VI

Jeg gik og kom mig i min nye Plads. Min Husbond, Hans Dahl, saa mere paa den gode Vilje end paa Kræfterne. Naar jeg ikke strakte til i et Arbejde, hjalp han mig og sae smilende: »Du har Viljen til det, det er det vigtigste!« Han drev aldrig paa for at presse endnu mere Arbejde af mig; naar han lagde Haanden paa min Skulder, var det for at holde igen. »Unge Heste maa skaanes,« sae han. Det hade min forrige Husbond ogsaa sagt, men kun i Forbindelse med Plagene. Det var en egen Følelse at gaa og vide, at man var lige saa meget værd i sin Husbonds Øjne som et af hans Dyr.

Jeg hade gaaet og baaret paa tunge Tvivl om mig selv; et sølle umuligt Kræ forekom jeg mig nærmest at være. Det virkede velgørende paa mig at høre Husbonds »det skal nok komme«, selv om Arbejdet ikke lykkedes allerbedst. Hans Tiltro virkede som Sol paa mit Sind; under den voksede jeg fysisk, fik runde Kinder og tykkere Haandled, saa Mor maatte flytte Knapperne i Haandlinningerne paa min Busseronne. Og under hans Tiltro aabnede mit Sind sig og lægtes. Hudløst som et forsømt Spædbarn hade mit Indre været; nu kom det sig og satte glad Velvære op i mig.

Det var et Tohesteavl, og Jorden laa spredt i Byvangen; der var nok at gøre. Men Husbond tog dygtig fat selv. Han gik altid med i Arbejdet og tog den tunge Ende af det, var oppe før jeg og holdt strængt paa, at Dagen ikke blev for lang. Før seks blev jeg aldrig purret ud, og han saa helst at jeg sov Middagssøvn.

»Hans Dahl er Retfærdigheden selv,« sae Folk. Men det var alligevel ikke det rigtige Udtryk. Far var ogsaa retfærdig paa sin Vis, han saa gærne en Sag fra begge Sider; men der kom ofte noget haardt ud af det. Naar der var noget mellem os Børn, straffede han gærne begge Parter. »Saa sker der hver af jer hans goe Ret,« sae han. Men der var noget i det, der ikke stemte; den der hade Uretten paa sin Side, fik en billig Lejlighed til at hovere over den anden.

Hans Dahl var mere end retfærdig, han var pinlig angst for at gøre andre Uret og tog derfor hellere Skylden paa sig. Og saa var han »hellig«, tilhørte Møllerianernes Sekt. Jeg kendte Sekten fra min Tid i Søndagsskolen; noget opbyggende hade den ikke givet mig, snarere givet mig Afsmag for al Gudelighed. Det var Folk, der stillede strænge Fordringer til andre og fordømte til højre og venstre; men mod sig selv var de ikke videre strænge, syntes jeg. De kaldte sig selv Guds Børn, mens alle andre var Verdens Børn eller endda Djævlens Børn.

Men her var nu én, som tvang mig til at tage det hele op igen. Jeg maatte beskæftige mig med Husbond, søge bagved hans Ord og Mine og bagved hans aabenlyse Handlinger. Jeg var vant til, at Bevæggrundene var af ringere Art end det udtrykte; bagved Ros og Venlighed laa oftest Beregning. Men her slog mine Erfaringer ikke til!

Husbond vilde ikke ha, jeg skulde arbejde om Søndagen. »Der staar i Guds Ord, at Søndagsarbejdet er Synd,« sae han. »Nu er det ogsaa Synd at lade Kreaturerne sulte, de skal jo passes. Men det er ikke dine Kreaturer, saa det skal du ikke undgælde for.« Saa passede han dem selv, og lod mig gaa og stadse som en der har været til Alters – i mit pæne Tøj fra Morgenstunden. »Det er jo fordi du er et Syndens Barn, og han staar sig bedre med Vorherre,« sae Mor; og det forstod jeg godt. Men han tog Byrden af mig og lagde den paa sig selv; det var for mig det uvante. I Begyndelsen tænkte jeg, at han maaske gjorde det for at forlede mig til at gaa til Sektens Gudstjenester; men han var i alt Fald lige venlig mod mig skønt jeg blev borte. Og det førte igen til, at jeg nu og da gik til de gudelige Forsamlinger, blot for at glæde ham. Noget ud af det hade jeg ikke.

Men Husbond selv hade Bud efter mig, mere end noget andet Menneske jeg hidtil hade haft med at gøre. Her galdt det ikke om at tænke paa sig selv, og se hvordan man slap lettest ud af en Knibe; over for Husbond maatte man først tænke paa, at han ikke gjorde sig selv Fortræd.

Jeg hade aldrig Penge dengang, da det ikke kunde falde mig ind at tage op af Lønnen, som var steget til 25 Kroner for Sommeren; men en Dag fandt jeg alligevel et større Beløb i mine Lommer, flere Kroner drejede det sig om. Jeg maatte ha glemt at give dem tilbage efter et Ærende og gik til Husbond med dem, dygtig skamfuld over min Glemsomhed og vel ogsaa bange for endelig en Gang at faa paa Hodet. Men Husbond vilde ikke høre Tale om, at det skulde være hans Penge, trods alle mine Forsikringer om, at de ikke kunde være nogen andens. »Jeg kan ikke huske det,« sae han. »Om det var mine Penge, skulde jeg vel nok vide det – saa velhavende er jeg heller ikke.«

»Jamen det er Husbonds,« sae jeg fortvivlet. »Jeg har jo slet ingen Penge selv.«

»Du har ikke en Øre?« sae han og saa tankefuld paa mig, – »og saa vil du alligevel gi mig dem der! Men saa – ja saa deler vi lige, du, saa sker der da kun hver af os halv Uret.«

Det var lige ved at være svært, det at skulle stille sig om fra det evige Selvforsvar til at forsvare den anden – forsvare ham mod sig selv saa at sige. Helt foruroligende greb det ind i ens Tilværelse. Jeg hade begyndt at lægge mig haard Skal til som Værn mod Omgivelserne, og nu var den i Vejen; Sindet trængte paa for at lægge sig aabent, og dèr sad Mistroen og gjorde skamfuld og ringe. Glad var jeg ikke. Jeg hade en Fornemmelse af, at der ikke lod sig leve hverken paa Mistro eller aaben Tillid alene; men hvordan træffe det rigtige uden at øve Uret eller selv komme ud for det?

Jeg hade Aftenen til egen Raadighed men løb ikke ofte hjem; jeg hade faaet mit eget at slaas med, som det ikke kunde nytte at betro sig til andre om. Jeg var ogsaa kommet paa Afstand fra forskelligt derhjemme, forstod ikke rigtig deres Sorger og syntes ofte det var Smaating imod hvad jeg selv hade at slaas med. Nu f. Eks. Bedstemor. Jeg syntes det maatte være storartet dejligt at ha hende hver Dag – altid; saa gærne som vi hade besøgt hende. Men hjemme var hun til Besvær; baade Mor og mine Søstre klagede over, saa meget hun gav at bestille; hun gik i Barndom, og der maatte passes paa hende Nat og Dag. Og saa var hun sulten altid. Et Kvarter efter at de hade spist kom hun og spurgte om de ikke snart skulde ha Mad. Mor var helt fornærmet. »Det er som om hun ikke fik nok at spise,« sae hun. »Og se saa paa hendes Krop! Da hun kom var hun som en pillet Fugleunge; nu er hun som en stoppet Pølse.«

Og det var sandt, Bedstemor var blevet rund og trind med sine tre fire og firs Aar; hun bugnede som en Plante, der flyttes fra Sand over i Muldjord. Kun Hjærnen kunde ikke holde til det. Underligt var det at se hende gaa der og slet ikke savne Bedstefar. Hun vidste godt, at han gik derude i Hytten og traadte; men viste nærmest en Slags Hoveren over, at det var gaaet hende saa meget bedre end ham her i Verden. Og saa var det dog ham, der ofrede sig og gav Afkald paa alt til Fordel for hende!

Der var nok at undres over, og nu hade jeg igen Tid at prøve at tænke over Tingene og samle lidt til Rede aandeligt. Jeg vaagnede af den aandelige Døs, det altfor strænge Arbejde i min forrige Plads hade nedsænket mig i, og begyndte igen at bruge mine Øjne. Den strænge Tid hade lykkeligvis ikke varet længe nok til, at Sløvheden satte sig fast; nu faldt den af mig sammen med det, den skulde værne mig imod. Hellere død end en sløvsindet Træl, hedder det jo; men for den sløvsindede Træl er der dog Haab, for den Døde ikke.

Jeg levede en Del med mig selv denne Sommer, vegeterede aandeligt; – bedre sagt – jeg groede. For Pengene Husbond saa urimelig gavmildt lod mig beholde, købte jeg en brugt Harmonika hos Marskandiseren. Gennem Aar hade jeg drømt om at eje en Harmonika – lige siden Bageren Jens Vestergaard ved Høstgildet spillede til Dans, saa Mændene maatte vride Vandet af deres Jakker. Fra jeg var lille, hade jeg haft en Marchtakt i Øret, naar jeg laa med Hodet til Puden, et taktfast Traadd af mange; og naar jeg gik paa Vogtemarken, var Luften ofte fuld af Toner – som sang Lyset for mig. Jeg kan endnu ha det saadan, at der lyder Musik inde i Hodet paa mig, især paa Solskinsdage – uden forøvrigt at kunne kende to Musikstykker fra hinanden. Men dengang troede jeg, at jeg vilde kunne spille, blot jeg fik noget at spille paa.

Det meste af min Fritid den Sommer tilbragte jeg paa mit Værelse og sad og hakkede »Gubben Noah« og »Ach du lieber Augustin«. Værelset vendte ud til Gaden, og jeg holdt Vinduet aabent for at andre ogsaa kunde faa Del i min Musik. Jeg hade en usigelig Glæde af Instrumentet, og kunde hale enhver Melodi jeg kendte ud af det. Men Harmonikaen hade den Ejendommelighed, at jeg ikke blev dygtigere; jeg spillede »Gubben Noah« og de andre Stykker lige saa godt første Gang som senere. Og Bassen blev jeg aldrig fortrolig med.

Alligevel var jeg helt ud lykkelig over Instrumentet, indtil mine Søstre begyndte at skose mig, naar jeg kom hjem, og spurgte hvornaar jeg skulde optages i Brødrene Kofoeds Orkester. Folk i Gaden hade ærgret sig over min Musik og kommet med Hentydninger til Mor om, at Avlsbruger Hans Dahl nok hade lagt sig en musikalsk Gris til.

Min Husbond sae: »Spil du bare væk, men luk Vinduet; det er ikke alle, der kan taale at et Menneske er glad.« Men jeg solgte Harmonikaen – om end med Sorg. Og med uhyre Tab; jeg hade givet tre Kroner for den og fik kun halvanden igen. Men mere skulde der heller ikke til for at lægge min Løbebane fast for en Aarrække.

Jeg var klar over, at jeg ikke duede til Musiken; og Landmand vilde jeg ikke være. Saa var der kun én Udvej – at lære et Haandværk. Far blev rasende, blot jeg slog paa, at der ikke var nogen Fremtid i at tjene Bønder; men det var jeg ligeglad med. Her i Neksø vilde jeg alligevel ikke være, jeg længtes ud. Georg var allerede stukket af; han var rendt af Lære og arbejdede nu som Forbundter hos en Bødker i Rønne. Hjemme turde han ikke vise sig, men han skrev til mig. »Kom bare,« skrev han. »Jeg skal nok tage mig af dig og skaffe dig en god Plads.« Og nu hade jeg de halvanden Krone! Det var lige, hvad Turen til Rønne og tilbage igen kostede med Slagteren.

En Høstmorgen Kl. halvto bankede Slagter Glistrup paa mit Vindu, og holdt udenfor mens jeg jog i Tøjet. »Har du Pengene, saa hit med dem!« sae han, før han lod mig stige til Vogns. »Din Bror har endnu ikke betalt for sig.« Glistrup kørte hver Lørdag til Torvet i Rønne med Kød.

»Saa har han nok Pengene med i Dag, for han kommer og tager imod mig,« svarede jeg lidt fornærmet paa Georgs Vegne. Slagter Glistrup lo:

»Han skal saa hjælpe dig at finde noget kan jeg tænke. Men jeg er bange for, han ikke viser sig! Naa, vi skal nok finde noget uden ham.«

Vidste jeg, hvad jeg vilde være? Det var for saa vidt ligegyldigt, som den Fattige ikke har noget Valg, men maa søge ned i det første det bedste Musehul. Jeg vidste i al Fald, hvad jeg ikke længer vilde være. Noget om Lykke, om et eller andet med Fremtid i, foresvævede mig vel; men i hvad Retning det laa hade jeg ingen Forestilling om. Og det var som sagt ogsaa ligegyldigt; det var allerede store Ting at kunne slippe over i noget andet.

Georg kom ikke paa Torvet og tog imod mig; men en Plads fik jeg alligevel. Byens Mestre løb fra Vogn til Vogn og følte paa Kød; og ved at spørge os for fandt Slagter Glistrup og jeg frem til en lille halvfjerdsaarig Skomagermester med Briller og Kalot; som de kaldte Oldermand og Mester Jeppe; han hade fra November Brug for en Læredreng. Jeg hade ikke just tænkt mig at blive Skomager, noget med lidt mere Slav i maatte det gærne ha været. Men der frembød sig ikke noget andet, og saa var det altsaa mit Musehul. Jeg tingede mig i Lære hos Retsvidne, forhenværende Oldermand, Skomager Jeppe Køller i Bagergade; og dermed var min Fremtid bestemt for en Række Aar.