VII

Saa var jeg Skomager! Gadedrengene vidste det næsten før jeg selv; som et Kobbel Hunde, smaa og store mellem hinanden, hade jeg dem i Hælene paa mig, saa snart jeg viste mig paa Gaden. Og der tilbragte jeg den meste Tid, med at besørge Ærender af mange slags. Til at begynde med styrtede jeg mig ind i Slagsmaalet uden større Overlæg. Mor hade lært mig, at man lige saa godt kan springe i det som krybe i det; og jeg var opsat paa at skaffe mig Respekt. Men der var for mange om mig, tampede jeg én igennem, dukkede der ti andre op. Det gik ud over Tøjet – og over de Ting jeg bar paa; og morsomt var det ikke at blive set af Mesters Kunder, mens man laa paa Ryggen i en Rendesten med to-tre Drenge overskrævs paa sig.

Bagefter kom Gamle Mester prustende ind paa Værkstedet. »Naa, nu har du saa igen været i Slagsmaal,« sae han strængt. Han var Retsvidne og stirrede paa mig som en stræng Dommer gennem Brillerne.

»Jeg har ikke slaas – jeg blev overfaldet,« sae jeg krænket.

»Ja saadan kan enhver sige! Der hører vel to til et Slagsmaal?«

»En kan vel blive overfaldet – for Pokker!« sae Unge Mester. »Hvad skal han gøre, Staklen, naar de nu gaar løs paa ham. Far har kanske glemt, hvordan det er at være Skomagerdreng?«

»Da jeg var i Lære, da skreg hele Staden Spotviser efter én, de Voksne ogsaa. Men det var i Hovedstaden det. Han her –.« Gamle Mester truede ad mig med Stokken.

Jeg tudede. »Saa, lad nu vær med det, for Helvede,« sae Unge Mester og saa helt elendig ud. »Tag du hellere et Vaaben – du har Lov og Ret til at slaa hver den i Skallen, der anfalder dig!« Han gav mig et gammelt Hælejærn.

Det brugte jeg, næste Gang jeg blev overfaldet; jeg slog en Dreng oven i Hodet med det, saa han skar Ansigt og gjorde Kravlebevægelser i Luften med begge Hænder.

Bagefter kunde jeg ikke blive det kvit igen; bedst som jeg sad, maatte jeg slippe hvad jeg hade i Hænderne, skære Ansigt og gribe kravlende ud i Luften. »Hvad Satan gaar der nu af dig?« sae Unge Mester – »du faar da vel ikke Lyde? – Fy for den Lede, gjorde han virkelig saadan! Nej, én skal nok alligevel ikke slaa! Men hvad Pokker skal én saa gøre. – Forsøg hellere med det gode, du.«

Jeg lod Hælejærnet blive hjemme. Men Haanden holdt jeg under Blusen naar Drengene nærmede sig; og det holdt dem paa Afstand. Vi stod saa og kæftede mod hinanden, og paa en eller anden uforklarlig Maade gik vor Kæften over i, at vi kom paa Talefod med hinanden. Og da jeg først hade to-tre af dem, hade jeg hurtig hele Flokken; Prisen var blot, at jeg sluttede mig til den.

Jeg fik Fred for Drengene, men den var lidt dyrekøbt. Om Aftenen fartede Banden rundt i Baggader og Gaarde og gjorde Skarnsstreger, og for at blive taget helt for god maatte jeg være aktivt med. Men det hade langt fra været min Drøm at blive Gadedreng.

Der er i Fattigfolk en umaadelig Respekt for Kultur og Kulturformer, og en Hunger efter at faa Del i dem. Og jeg hade ikke noget imod at ombytte den udfordrende Trods, der var Fattigdrengens selvfølgelige Indstilling til Samfundet, med høflige Former, pæn Tiltale og pæne Svar. Haarde Ord var jeg grundig hærdet overfor, de virkede kun endnu mere forhærdende paa mig; men et blødt Ord kunde faa mig til at gaa i Knæ. Naar Unge Mester saa bedrøvet paa mig, var jeg ulykkelig Dage efter.

– – –

Rønne lignede Neksø deri, at man ikke overanstrængte sig. Arbejdstiden var endeløst lang, fra seks Morgen til otte Aften, med kun en kort Middagspavse, lige mens vi slugte Maden. Men Tempoet var derefter. Fjorten Timer er en lang Arbejdsdag; alene Selvopholdelsen dikterer én at sætte Farten derefter. Fyraften virkede saa endeløst langt borte, og naar den endelig indfandt sig, var det næsten Sengetid; noget til at sætte Humør over Arbejdet var der ikke. Der udrettes mere idag paa den halve Arbejdstid – og præsteres bedre Arbejde.

Noget Krav paa at holde Fyraften Kl. otte hade vi forøvrigt ikke. Om Lørdagen arbejdede vi altid til sent paa Aftenen og Søndag Formiddag kom der gærne Folk drattende og skulde ha Fodtøjet gjort i Stand til om Eftermiddagen. Mester sae ikke nej; den Slags Folk betalte altid kontant. Til Gengæld drev vi den af om Mandagen; Svenden trak i sit pæne Tøj og gik i Byen, de ældre Drenge sendte Bud efter en Pægl Brændevin og satte sig til at spille Kort.

Især om Sommeren var Søndagen en kritisk Dag, den ene efter den anden løb os paa Dørene eller slog sig simpelt hen ned paa Værkstedet og sad og gav ondt af sig. Unge Mester holdt sig inde i sin Stue, jeg maatte gaa Bud mellem ham og Værkstedet. »Er det nu galt igen – Folk er ogsaa bleet tossede til og skulle i Skoven! Du har vel sagt, at jeg er syg? Sig til Peter, at han gier Topgaleasens Sko en Øretæve; saa faar vi dem igen hen i Ugen og gør dem rigtig i Stand. Og Svenske Anders' Sko maa du børste lidt pænt, saa kan han nok gaa med dem i Dag over. I Ugen gør vi dem rigtig i Stand til ham.« Mester svor og saa besværgende paa mig.

Men naar vi saa fik Skoene om Mandagen, kunde de godt ligge over hele Ugen og det samme gentog sig næste Søndag. Alting slæbte paa bestandig; der var ikke Skub i nogen Ting. Folk blev fornærmede og gik til andre Værksteder, hvor det var ligedan. Naar de blev trætte af det dèr, kom de igen.

Der var kun et Værksted i Byen, hvor det ikke gik paa den Maade; det var hos Hansen paa Storegade, som var gift med Mester Jeppes ældste Datter. Der hade de lige travlt om Mandagen og om Lørdagen og arbejdede aldrig om Natten, ikke engang forud for Pinsehøjtiden. »Fanden ved, hvordan Svoger Hansen bærer sig ad,« sae Unge Mester og saa ud som stod han over for en uløselig Gaade. »De holder Fyraften Kl. syv og holder en Time Middag, to gifte Svende har han altid paa Værkstedet, og blande sig i Politik gør han, og saa har han endda altid Penge til at købe Materialer for og behøver ikke springe og laane! Pokker maa vide, hvordan han hekser sig til alting!«

Vi andre maatte bestandig springe og laane: Pløkker, Messingstifter, Klausens de største Læster naar der skulde sys et Par Søstøvler. De andre Smaamestre laante hos os igen, og i Aarets Løb gik det vel lige op. Men hver mente om sig selv, at han maatte holde særlig for og hade Materialer til gode hos alle de andre.

Hansen paa Storegade var Venstremand. Det hørtes dengang omtrent som naar man nu siger om en solid Næringsdrivende, at han er Kommunist. Man gyste og paakaldte Gud, Konge og Fædreland. Venstremændene vilde jo omstyrte Samfundet; og vendte han ikke allerede i sin Virksomhed op og ned paa alting! For en alvorlig Dreng var det underligt at se, at Byens Store, der skulde være de første til at værne Samfundet, alligevel gik til ham og fik syet. Han hade alle de bedste Kunder, dem der gik med Lærfodtøj til daglig; og det hjalp ikke andre Mestre, at de for at konkurrere med ham løb hen og meldte sig ind i den konservative Klub. Hansens Værksted var det eneste, der gik fremad.

Han holdt ikke engang Tidenden i Smug som saa mange ellers, men fik den aabenlyst tilbragt og hade sin Morskab af at pakke Skotøj ind i den til de fine Kunder. »Satan til Svoger!« sae Unge Mester stolt. Unge Mester var ogsaa Venstremand, men sagde aldrig sine Kunder imod. »Læret er dyrt, og Raad til at holde Anskuelse er der ikke; èn faar stryge Kunderne med Haarene. Hvad har èn ellers faaet Talegaverne til.« Han kunde snakke sig til Rette om hvad det skulde være; naar han satte sit troskyldige Blik paa Folk, blev de bløde og medgørlige som Modellérvoks, saadan talte han for sig. »Men hvad Pokker – Ligtornene melder sig jo igen, saa snart Folk kommer ud paa Gaden,« sae han mismodigt. »Nogen stor Skomager bliver der sku aldrig af èn.« Saa trøstede han sig med Svogeren og pralede med ham.

Der var en lille Kreds af fremtrædende Borgere i Byen, som sluttede sig til Venstre og Højskolebevægelsen; der var den gamle Pastor Christensen, Bygherrerne Brødrene Bidstrup – og Stenværksejer Brodersen, en lille ilter Husmandssøn fra Stenløse paa Sjælland, ikke at forglemme. Han kom til Bornholm som almindelig Stenhugger, arbejdede sig i Vejret, hvad der dengang hørte noget til, giftede sig med en Søster til Brødrene Bidstrup og blev hurtig Sjælen i en Kulturbevægelse af jævn, menneskelig Art. Brodersen gik i Spidsen for Cyklesporten, som dengang var ny, og var en ivrig Skytte og Dyrker af svensk Gymnastik. Han tog Ungdommen fra de gamle reaktionære Skytteforeninger og samlede den i Højskoleforeningen; sammen med de andre »Frafaldne« grundede han Højskolehjemmet, i hvis Lokaler den ny Ungdom hade til Huse. I den store Gymnastiksal dyrkedes den svenske Gymnastik og holdtes folkelige Møder, alt i Tilknytning til den Højskole, Bønderne hade bygget et Par Mil østpaa, i Østermarie. Mens By og Land ellers stod ret fremmede over for hinanden, fandt her en stærk Vekselvirkning Sted. Højskolebønderne kom ind til Møderne; og de af dem, der hade Børn i Byen lod dem bo i Højskolehjemmet, som ogsaa var Pensionat.

Alt dette gik en fattig Skomagerdrengs Næse forbi. Jeg hørte om Livet deroppe i Højskoleforeningen med den store Have, oftest i forvrænget Form. Byens Borgere, der gennemgaaende førte en forhutlet Tilværelse ogsaa aandeligt, spyede af et godt Hjærte deres Gift over den ny Bevægelse, hvis Medlemmer »kyssedes og næbbedes og gik med hinanden om Livet bestandig.« Selv Smaaborgerne, hvoraf en Del politisk hældede til Venstre, begreb ikke, at Mennesker kunde samles for at dyrke aandelige Interesser, og mente, det var en Slags Mormoneri man bedrev deroppe i Forsamlingshuset. Unge Mester, som dog gennem sin Svoger Mester Hansen, hvis Datter var gift med en af Bidstrupperne, skulde have en vis Tilknytning til det ny, stod helt udenfor. »Hva Pokker, naar én nu er halt,« sae han. »Der er sku ingen pæn Pige, der lar sig klemme af saadan en som mig. Ellers kunde det været Sjov nok, hum – svup!« Han stak Fingeren inden for Kinden og frembragte et svuppende Smæld; for Højrebladet skrev jo, at naar man gik forbi Foreningens Have ved Aftenstid, hørtes det bestandig derinde fra, som naar en Ko trækker Bagbenet op af en Sump.

Unge Mester gik ingen Steder; han generede sig over sin Klumpfod, var vel ogsaa for svag. Han laa længe om Morgenen; naar han kom ind paa Værkstedet hen paa Formiddagen, maatte han støtte sig til Kakkelovnen, mens Hosten en halv Times Tid sled i ham. Saa kastede han op og fik Ro en Tid, han klatrede op paa sin Treben og sad sammensunken, Sveden stod ham paa Panden. »De satans Tuberkler,« sae han og saa over paa mig, »bare én snart var tredve. Du Martin, spring og hent –,« han gravede i Vestelommen. »Tror du, Købmanden –«

»Der ligger Penge i Skuffen,« sae jeg. »Klemmesens betalte.«

Unge Mester fik Skuffen til sit Tilskærebord op i en Fart, hans Øjne lyste. »Spring hurtig efter en halv Portvin, de nedersaksiske Tuberkler lar mig ingen Fred.« Han begyndte at hoste igen; paa Gulvet ved hans Tilskærebord var en Sandbunke til Opspyttet, jeg fornyede den hver Morgen.

»I Guder,« sae han og kiggede hovedrystende ned i Sandbunken – »Blod er ligegodt noget underligt noget. En kan ikke lide at se det flyde, og saa er det alligevel det, der er Skyld i Alverdens Tossestreger. Som nu Smeden heromme, han maa høre for den Dag i Dag, at han som Ung vaagnede op med Blod paa Skjorten Morgenen efter et Bal.«

»Han hade slaas da?« sae Svenden.

»Det er der vist ingen, der hører ilde for. Nej, han hade plukket Roser, mens Maanen stod i Næ; og saa smitter de af. Maanedsrosen kaldes han endnu!« Peter og Emil fniste.

»Det satans Blod.« Unge Mester saa drømmende ud i Luften. »Har én for lidt af det, kreperer man sku; og har én for meget, ser man rødt og vil slaa andre ihjæl. Tror du, det har nogen Forbindelse med Skægget, du Martin.« Unge Mester henvendte sig oftest til mig, selv om vi for en kort Tid hade Svend.

»Redaktør Schmidt har jo rødt Skæg,« sae jeg.

»Ja, og Bidstrupperne for Pokker. De Røde kalder Avisen dem jo. Hvis én ikke hade haft det daarlige Ben –« Mester strøg kælende sit rødlige, store Overskæg.

Schmidt, Tidendens Redaktør, var Sjælen i alt det oprørske, og Avisen lod ham altid høre for hans ildrøde Skæg, som om det var dèr det sad.

Men Lucianus Kofod var ogsaa rødskægget; og han var Samlingsmærket for alle de Kræfter, som ikke vilde, at Verden skulde gaa under i Tøjlesløshed og Ugudelighed. Han var afdanket Militær og sled altid gamle Uniformer, saa Klærne kostede ham ikke noget. Og hver Maaned fik han sin Pension af Staten, saa han kunde sagtens være ferm. Det var han ogsaa; overalt hvor der var en Anledning, stod han op og talte for Gud, Konge og Fædreland. Han kunde vende og dreje de tre Ord, saa der blev flere Timers Tale ud af det. Og hver Dag hade han en lang Artikel i Avisen om det samme. Og naar Folk læste ham eller hørte ham tale besværgende og manende om de tre urørlige Grundpiller for det Bestaaende, kom de altid til at tænke paa hans Husholderske i Stedet for paa Gud og Konge og Fædreland og gav sig til at le. Saa var det ligegyldigt, om de var Venstremænd, Højremænd eller Baptister. For det var jo saadan, at hun hade Bændelorm, Husholdersken, og at hun gærne vilde giftes med sin Husbond. I sin Fortvivlelse over, at det slog fejl, tømte hun Løjtnantens Blækflaske for at dø. Men det førte bare til, at hun kastede Bændelormen op – og at Avisen en hel Uge ingen Artikler hade om Gud, Konge og Fædreland; for hun hade jo drukket alt Blækket, og det var sidst paa Maaneden. Saadan fik Fremskridtet en hel Uges Forspring – bare ved en Bændelorm; og det var helt morsomt at tænke paa. »Gud virker altid i det smaa,« sae de Hellige og lo de ogsaa. De begyndte at tænke paa, at dog vist ikke alt i det Bestaaende var, som det skulde være, for den reaktionære Kultusminister hade forbudt dem at kolportere deres Ugeskrift Budskab fra Naadens Rige, og det betød et stort Tab i Penge for Menigheden.

Da Redaktøren for Tidenden slap ud af Raadhuset, hvor han hade siddet nogle Uger for respektløse Skriverier om Samfundets tre Grundpiller, mødte ogsaa mange af de Hellige op paa Torvet for at tage imod ham. Byens to Politibetjente stod ovre i Købmand Rasks Port, klare til Udrykning; og en Snes unge Samfundsstøtter sad nede i Dams Hotel og drak sig Mod til. Men da det rygtedes, at Amtmanden, Kammerherre Peter Holten, hade laaset sig inde af Skræk for Revolutionen, og at hans Nabo, Skomager Hansen, hade lejet en Lirekassemand til at spille Melodien: »Dumme Peter, dumme Peter –« hele Eftermiddagen udenfor sin Butik, luskede de unge Samfundsvægtere hjem, og det hele opløste sig i ingenting.