VIII

Værkstedet laa mod Nord ud til Haven og var et lavt, skummelt Rum med to Fag Vinduer. Mellem Vinduerne og Haven var Grisehuset, Retiraden og en Krog hvor alt Skrabeglasset blev smidt hen. Der stank af Urin og Rendesten, naar man aabnede Vinduet. »Luk, luk for Satan!« skreg Unge Mester og hostede. Langs Vinduerne var der en Forhøjning, som gik midt ind i Stuen, under det ene Vindue stod Disken, under det andet Mesters Tilskærebord. Ved Disken var der Plads til tre Mand; saa længe vi hade Svend, maatte jeg sidde ved Enden af Mesters Tilskærebord, lige over Sandbunken. Hvergang han spyttede, maatte jeg læne mig til Siden. Forhøjningen blev fejet hver Morgen, og Sandbunken fornyet – det var mit Arbejde; vasket blev der aldrig. Men én Gang om Aaret blev Forhøjningerne stillet paa Højkant, og Rummet under dem renset for det værste Snavs.

Da jeg hade været i Lære et Aarstid, begyndte jeg at hoste og spytte op ligesom Unge Mester. »Du gør jo Nar, din Halvsatan,« sae han og gloede nysgærrigt paa mig. »Eller kanske er det denneher Eftergørelsestrang, som visse Skabninger har. Ægte er det ikke, for der er ingen Blod i!« Naar Hosten faldt over mig paa Gaden, blev jeg svimmel og maatte læne mig til Husene for ikke at falde om. Jeg var heldigvis i Luften det meste af Dagen; der var Ærender bestandig, alt foregik i Klatkøb, det meste paa Kredit. Nægtedes Kreditten, saa ud og prøve at inddrive Smaabeløb eller laane.

Paa Farterne spurgte jeg altid Nyt af en eller anden Art; og naar jeg vendte hjem, stod Unge Mester i Gadedøren og kiggede frittende ud i Luften. Med sit morsomme Udtryk lignede han en Fugleunge, der sidder paa Kanten af Reden og overvejer, om den skal kaste sig ud. Idet jeg smøg mig forbi ham, krammede han Haanden ned i min Skulder. »Du har jo været paa Havnen, din Halvsatan,« sae han og saa paa mig med sit gode Blik. Jeg hade været dèr og mange andre Steder og maatte med ind i Læderkammeret, hvor han sov om Sommeren, og fortælle løs. »Jøsses som du farter,« sae han og kunde ikke faa nok.

Og det kunde jeg heller ikke. Værkstedet var mørkt og trist; derude i Lyset skete der dog altid noget. Kanske skete det uventet store ogsaa en Dag, noget som kunde ryste op i Fattigdommen og Trøstesløsheden. Jeg løb til Hverdags i mit Konfirmationstøj, som Far hade sagt skulde holde Læretiden ud; jeg hade ikke andet, og det begyndte allerede at blive medtaget. Alene af den Grund maatte der ske noget uventet. Blev Tingene ved at gaa deres skæve Gang, var jeg nøgen inden Vinteren kom igen.

Bevægelse var der ogsaa nok af saadan sét; men det var svært at hitte Rede i det. Tilsyneladende gik det jo om stort nok; man fablede fra den ene Side om altings Undergang, fra den anden talte man stort om en helt ny Verden. Men det var smaat Skyts man brugte mod hinanden, man fortrædigede og bagtalte Modparten, hang sig i Legemsfejl og andet ligegyldigt. Det egenlige store blev aldrig ført i Marken.

Hvori det store skulde bestaa var jeg ikke klar over, og lytte sig til det kunde man jo altsaa ikke. Jeg hade altid drømt om at slippe ud af Elendigheden og haabede fremdeles paa det, men at det kunde ske ved egen Kraft troede jeg ikke længer paa. Det var som om alle de andre Fattige her ogsaa hade opgivet Haabet om at arbejde sig op af Sumpen; de lod staa til, levede fra Haanden i Munden og slog sig paa Tanken om, at der maatte ske noget – noget som fik Sumpen til at synke væk fra dem! Mange løb til de Hellige i Haab om, at Vorherre skulde gøre det store Underværk; andre satte sig blot hen og ventede.

Det var ikke til at forstaa, at de det først og fremmest angik, alle de Fattige, nærmest var ligeglade med det hele i Stedet for at slutte op om dem, der vilde noget nyt. Kanske troede de ikke rigtig paa Alvoren i det? Et eller andet i mig fik mig til at beundre de Mænd, der med Opofrelse af deres egen gode Stilling i Samfundet tog sig af de Fattiges Sag. Men Unge Mester lo ad mig.

»For Pokker, tror du de vil lave om paa Samfundet, Bidstrupperne og de store Venstrebønder,« sae han. »De hører jo selv til i den fede Ende – de leger nok bare, de! Nej, saa skulde du se Socialisterne! De vil vende op og ned paa det hele, og de vedgaar det aabenlyst – det er Karle! Men dem har vi ingen af her, ellers skulde du nok se Venstremændene finde hjem til Madgryden igen.«

Unge Mester hade arbejdet som Svend i København og været midt oppe i det hele. Dèr var der ikke noget som hed daarligt Ben; man maatte værsgod med ud enten man vilde eller ej, ud paa Fælleden eller til den slesvigske Sten. Og dèr var der Talere, som kunde ruske op i Kallunet paa én; satans ogsaa som de tordnede løs – at de bare turde! Men krible gjorde det i Kroppen paa hver og en, og hjemme paa Værksted og i Logis holdt man et Vaaben parat. For det kunde jo gaa løs i Morgen den Dag! Det var Sager det; dèr kunde visse Folk her godt gaa hjem og lægge sig med samt deres Legeværk. »Du skal se, de vender op og ned paa det hele, før én ved et Ord af det; Socialisterne er ikke til at spøge med; de leger nok ikke, de. Naa, jeg skal ikke være ked af det, dette her er der ikke meget ved. Og kanske faar de ogsaa Bugt med Tuberklerne; der paastaas jo, at de bare skyldes Fattigdommen.« Mester langede ud efter Bajerflasken og holdt den op mod Lyset; der var endnu en Sjat i den.

Georg hade skrevet: »Kom bare, jeg skal nok hjælpe dig«; men ret meget saa jeg ikke til ham, og nogen Haandsrækning gav han mig ikke. Han kunde spille Biljard og hade engang truffet Unge Mester ved Biljardet i Ølhansens Kælder. Det var længe før jeg kom til Byen, nu gik Unge Mester aldrig ud. Georg kom undertiden paa Værkstedet, mere vist for Mesters end for min Skyld; men jeg var alligevel glad for Besøgene – jeg beundrede ham. Flot i Tøjet var han og gik med Pigebørn fra bedre Familier; hans Løn som Forbundter var ikke stor, men han forstod at tage paa Kredit.

Han stod og lavede Smørdritler i en Kælder nede ved Havnen, og jeg lagde gærne Vejen forbi for at nikke ned til ham. Hurtig til sit Arbejde hade han altid været, og der sagdes om ham, at han var saa dygtig som nogen Svend. Mesteren tjente godt paa ham og satte ham højt; han fik ikke mere i Løn for det, men Mesteren gik i Borgen for ham hos Skrædder og Ekviperingshandler. »Saa tar vi det igen paa den Maade,« sae Georg, »en skønne Dag stikker jeg af! Du tror da ikke, jeg er tosset og staar og arbejder for ingenting.«

Jeg hade ingen af hans Udveje, og mit Tøj var efterhaanden saadan, at jeg ikke kunde gaa ud om Søndagen men maatte blive paa Værkstedet. Jeg hade to gode Kamerater, Karl Glistrup – en Skolekamerat fra Neksø, der nu var i Konditorlære – og den lange Handelslærling Knud Juncker. Vi tre hade hidtil holdt sammen i tykt og tyndt, og naar det regnede, blev de hos mig paa Værkstedet, og vi spillede Tremandswhist. Men i Godtvejr strøg de ud og lod mig sidde og ruge over Problemet Søndagstøj.

»Gaa hjem,« sae Georg. »Lad den Gamle se dig i Stadsen, saa kanske strammer han sig op.«

Jeg hade ikke megen Tiltro til det, men en Lørdag Aften efter Fyraften bestemte jeg mig alligevel til at gøre Forsøget. Peter Drejer, som var en skikkelig Fyr, hjalp mig at blive færdig og rømme op, og ved Nitiden gav jeg mig i Lag med de fire Mil. Jeg var træt efter den lange Dag og sov det meste af Vejen; saa fast sov jeg under Gangen, at et Køretøj overhalede mig paa Skovgaardsbakken en lille Mil fra Neksø og jeg først opdagede det, da det var for sent. Ved Totiden bankede jeg paa Vinduet hjemme, og Mor lukkede mig ind. Far sov oppe paa Loftskamret, vidste jeg.

Han gjorde et syndigt Vrøvl næste Morgen, over at jeg allerede hade ødelagt mit Konfirmationstøj; mere var der ikke at faa ud af ham. Men Mor hittede en Udvej – som altid. Hun gik med mig til en Uldjyde, som hade slaaet sig ned i Byen og solgte billigt færdigt Tøj til Tjenestefolk; og hos ham fik jeg et pænt Sæt Tøj til 25 Kroner. Mor skulde afdrage det paa et Aar med 50 Øre om Ugen. Kontant kostede det 20 Kroner. »Det bryder vi os ikke om; vi er fine Folk og tar kun paa Kredit,« sae Mor rask. »Men De kan være sikker paa Pengene, finere er vi dog ikke!«

»Ok ja, Madam Andersen er solid som Guld,« svarede Klædehandleren.

Mor var lykkelig. »Ja, de ved, hvad de har, naar de har Madam Andersen at holde sig til,« sae hun paa Hjemvejen. »Isenkræmmeren har da faaet sit – det har ellers voldt mig Kvaler, kan du tro!« Georg hade, mens han var i Lære her i Byen, foræret Mor Saks og Strygejærn, lutter Ting, hun maatte gaa og savne. Hvergang hun klagede over, at hun haardt savnede et eller andet, kom han med det. Han tog det paa Kredit hos Isenkræmmeren, mens vi andre troede, han købte det for Overarbejdspenge. Siden, da han var væk, kom Regningen til Mor, og hun maatte betale det i Afdrag. »Men saa fik én det da,« sae hun og lo paa sin egen Maade – »ellers var én vel aldrig i sit Liv naaet saa vidt. Ok ja, den kære Dreng, han mener én det godt. Han ga'e saamænd gærne Skjorten af Kroppen paa os alle sammen.« Mor tørrede en Taare væk.

Straks efter Middag maatte jeg afsted igen. Mor mente, den lange Fodtur vilde ta for meget paa det ny Tøj og pakkede det ind. Mine Søstre fulgte mig paa Vej, helt til Bolskirke. Lidt ovenfor, i et lille Krat, der hedder Gryet, klædte jeg mig om. Mor hade jo Ret, men det var Søndag – og længe siden, jeg hade været pæn i Tøjet. Lidt længer fremme indhentede Vejinspektørens Vogn mig. Den tykke Vejinspektør kendte mig igen fra den Tid, jeg løb med Nivellerstokke for ham i Neksøs Gader, og tog mig op. Jeg kom trillende ind i Rønne i Wienervogn og splitternyt Tøj – jeg hade sandelig Lykken med mig!

Jeg løb straks ud til Georg paa hans Logis for at vise ham Tøjet, han var endnu ikke staaet op, skønt det var hen imod Aften.

»Du er rigtig pæn,« sae han anerkendende. »Der er saamænd ingen, der kan se paa dig, at det er købt billigt – Mor er nu dygtig!«

»Vil du saa følges med mig nu da?«

»Ja – ser du, vi har jo hver sine Bekendte. Men jeg skal nok hilse paa dig, naar vi møder hinanden.«

»Ogsaa naar du har Pige paa?«

»Ja! Men du behøver jo ikke ligefrem komme hen og stikke paa Næven!« Men det var netop det, der var saa fristende; Georg gik altid med kønne Piger. »Du vil jo heller ikke ha, jeg kommer og stikker paa Næven, naar du har Pige paa,« tilføjede han og saa drilsk paa mig. Jeg og Pige paa! Gjorde han Nar?

Det er mærkeligt, saa selv det profaneste og latterligste kan blive højtideligt, ja helliggjort ved at træde i Forbindelse med én selv. Jeg hade set med Foragt paa alt Kæresteri som noget, der var en Dreng uværdigt. Mine ældre Lærekamerater rendte ude hver Aften; saa snart det var Fyraften, Spanderemmen af Knæet og ud. Ofte gav de sig ikke Tid til at vaske Skosværten af Ansigt og Hænder. Det virkede nærmest komisk, omtrent som naar Hunde strejfer. Vi var en Flok Drenge, som hade vor Fornøjelse af at drille Kæresteparrene, vi la'e os i Baghold paa Steder, hvor vi vidste, de holdt til, i Plantagen og Havbakkernes Dværgvækst, og fo'r op med et Vræl, naar det blev altfor hedt mellem dem.

Og pludselig var jeg den selv, maatte vende Banden Ryggen og kom selv ud for dens Spot. Der var en lille lyshaaret Pige, der hver Morgen hentede Mælk hos Per Købmand ligesom jeg. Hun var Barnepige i Kvarteret og vel 15-16 Aar; et helt Barn forekom hun mig, og jeg var glad for at møde hende i Per Købmands store Køkken, hun mindede mig om mine Søstre derhjemme. Jeg led ofte af Hjemvé, og hun var som en Hilsen fra Hjemmet.

Naar Folk talte om en Kvinde, var noget af det første og væsenligste de dvælede ved, om hun var skøn eller grim. Nogle Kvinder i Byen var bestandig i Folkemunde paa Grund af deres Skønhed; man sværmede for dem og trættedes om, hvem der bar Prisen. Byskønhederne vidste godt selv, at de var i Folkemunde for deres Udseende; man kunde se paa deres Holdning, at de var stolte over at vække Opmærksomhed. Jeg kiggede paa dem men kunde ikke finde noget pænt ved dem; Vigtigheden gjorde dem kolde. Mod de skønne Kvinder, jeg hade sét paa Glansbilleder kunde de ikke komme op.

Men den lille Barnepige var skøn som Billederne i et Glansbilled-Album, ja meget skønnere endnu. Hun var saa blid og barnlig i sit Udtryk, at man kunde komme til at græde af Længsel efter dem derhjemme. Det varmede at tænke paa hende, som det varmede at tænke paa det ny Søndagstøj; Tilværelsen antog en egen Tone af Velvære.

En Aften, jeg skulde hente noget paa Apoteket, sad hun derinde paa Ventebænken. »Vent paa mig,« sae hun højt, »saa kan vi følges ad hjem.« Hun skubbede sig sidelæns paa Bænken som en Skolepige og klappede paa Sædet ved Siden af sig – jeg skulde sætte mig. Jeg adlød men var ved at gaa i Jorden af Generthed. Folkene paa Apoteket lo, og det gjorde det ikke bedre.

»Hvad mon de ler af?« sae hun forundret. »De tror nok, vi er Kærester.« Ordet Kærester fik mig til at dukke mig og rykke væk fra hende; men hun rykkede frejdigt efter; Folkene lo til hinanden. Til sidst blev det mig for meget; jeg satte ud af Døren og løb. Et Stykke oppe i Gaden stansede jeg; jeg skammede mig og vendte om. Uden for Apoteket mødte jeg hende. »Du kunde godt ha ventet paa mig derinde,« sae hun og tog min Haand. Vred var hun ikke, og det var jeg hende taknemmelig for. Jeg skammede mig over min Fejghed, men det var saa svært at være Genstand for de Voksnes vidende Blikke. Her i Mørket var det let nok at være fortrolig; det var som hade vi gaaet Haand i Haand mange Gange før, ja kendt hinanden altid.

»Hun er sød,« sae Georg, der hade set os sammen en Aften, vi stod og gemte os under Søjlerne ved Hovedvagten – »du kunde godt føre mig sammen med hende engang. Du skal ikke være bange; jeg tar hende ikke fra dig.« Men tryg for ham var jeg nu ikke; jeg passede paa, at vi ikke rendte paa ham.

Aftenerne var vor Tid. De lyse Nætter var forbi; men Mørket hade mistet det afskrækkende, det var blevet rigt paa Hygge. Anna var fra et meget fattigt Hjem, hun hade kun en tynd Kjole paa og ikke noget Overtøj. Meget Tøj inden for Kjolen hade hun nok heller ikke; Kropsvarmen gik tværs igennem, saa jeg mærkede den om mig. Men hun frøs aldrig, altid var hun glad, hendes klare Blik tog om mig med et Udtryk af stille Lykke. Hun beundrede mig, i hendes Øjne var jeg noget af en Prins, og det gjorde mig godt. »Men jeg vil ikke altid gaa i Mørket med dig,« sae hun – »jeg vil ses med dig. Mine Søskende maa ogsaa godt se mig med dig!« Hun var den ældste og talte helt moderligt om sine mindre Søskende; Forældrene nævnede hun ikke gærne. Noget ved Hjemmet kastede Skygge over hendes Sind; jeg mærkede, at hun kun var rigtig lykkelig, naar hun var sammen med mig.

Var det kun barnligt Kameratskab, eller var der andet bagved, som vi ikke var klar over? Vi hade det godt i hinandens Selskab, og ogsaa naar vi ikke var sammen, virkede hun velgørende paa mig. Jeg fik Selvbevidsthed, Følelsen af eget Værd fik mig til at tage Vare paa mig selv og pleje mit Tøj. Ved at arbejde over tjente jeg til Gummiflip og -mansjetter som jeg selv kunde vaske, og til et ottekantet Kravat, der gjorde det af for Kravebryst og kunde vende fire forskellige Felter opad. Anna mønstrede mig under Lygten ved Hovedvagten og klappede i Hænderne af Beundring. »Men nu skal du gaa med mig Søndag Eftermiddag,« sae hun. » Jeg vil ses med dig!«

Enten jeg vilde eller ej, jeg maatte frem i Lyset med min Kærlighed. Det var den Sommer Skik, at unge Fyre gik med farvede Solskærme, blaa, gule og røde; de kostede fra 75 Øre til halvanden Krone, og alle Læredrenge, der gik med Tøs paa ved Dagslys, hade en farvet Parasol. Søndag Eftermiddag mødtes vi nordude, paa Spaserestien som fører til Vandmøllen. Arm i Arm gik vi ikke, for det gjorde kun rigtige Kærestefolk; men Anna holdt sig saa nær op ad mig, at hun fik Del i Solskærmens Skygge, og satte stolt og selvbevidst den ene Fod foran den anden. Jeg var ikke slet saa fast paa Benene; noget i mig slog Klik, jeg undgik at se paa Folk. Jeg var glad nok for Anna, men hendes Ligegladhed med alle andre hade jeg ikke.

Og pludselig lød der et Vræl inde fra Træerne. Jeg kendte Stemmen; den tilhørte en af Banden, den værste af dem alle. Nu var de ude paa Jagt efter Kærestepar; og saa løb jeg – den lige Frafaldne – bardus i Armene paa dem.

»Hansen« var bagfra kommet op paa Siden af os; der gik han – lidt inde paa Grønsværen – og saa paa os med et væmmeligt Grin. I Banden kaldte vi ham altid ved Efternavn, fordi ingen af os kunde lide ham; han var i Lære i Tidendens Trykkeri og stjal Eksemplarer af Bladet, som han solgte for halv Pris. Pengene købte han Brændevin for. Det ene med det andet gjorde, at han kun var taalt i Banden og derfor maatte gøre sig fortjent ved at overgaa alle andre i Frækhed. Han var den værste, jeg kunde falde i Kløerne paa.

Han blev ved at holde sig paa Siden af os, vrængede ad os og udstødte sine Hyl – Bandens Signal. Og pludselig var Flokken over os, fra alle Sider brød de ud af Tykningen. »Aahaa! Skomageren har faaet Tøs paa – Riv-Ravens Tøs!

Saadan omtrent sang de og vrælede det ind i Ansigterne paa os, Anna brast i Graad. Saa kom Turen til mig:

De fulgte os med deres Spotviser; Folk stansede og saa paa os. Pludselig gav Anna sig til at løbe, Kjolen baskede hende om Haserne, hun græd højt.

Jeg var ogsaa gærne stukket af, men Banden hade slaaet Kreds om mig. De stod og grinede, en smækkede min skønne blaa Parasol op og i, op og i; pludselig krængede han den bagover med et Ryk. Jeg tog en Sten og slyngede mod dem, og en til. Jeg var vild af Raseri, blindet af Vrede saa jeg ikke kunde ramme. Men de flygtede, og jeg forfulgte dem, tudende som et Dyr af Vrede. Et Par stærke Arme holdt mig fast, jeg drejedes rundt, et Ansigt saa alvorligt paa mig. Det var Jessen, den stærke Styrmand som var gift med Mesters yngste Søster. Saa luskede jeg hjem.