IX

Anna og jeg kom ikke sammen mere siden den uheldige Søndag i Skoven. Vi trøstede os begge hurtigt; hun fik andre at gaa med, og jeg vendte med lettet Sind tilbage til Kameraterne. Det hade alligevel været anstrængende at agere Voksen, og nogen Spænding ved »at gaa med Tøs paa« var der ikke; Aftenerne med de andre Drenge bød paa meget mere. Badetiden var endnu ikke omme, ved Fyraften styrtede jeg afsted til Havbakkerne, til de andre. Solen var ved at gaa ned, Aftenrøden flød indover og efterlod dybt Mørke bag hver af de store Maagestene. Ude i Vest stod Aftenen som en Port ind til en Ildverden. I sladrende Flokke svømmede vi ud mod det glødende Svælg; Havet blomstrede om vore Skuldre, et slimet Blomsterstøv, som Vandplanterne satte op fra Bunden. Kælende tog det om én, og man glemte alt og svømmede udad, bare udad. Til Trætheden mindede og vi maatte vende om. Dèr laa Natten for os, det mørke Vand, hvorfra det ligesom stirrede graadigt efter én, Havbakkerne som allerede hade hyllet sig for Natten. Saa kneb det stundom at naa ind; man svømmede uden Glæde, for det nøgne Liv – med Munden stadig nærmere Vandskorpen. Bagefter mens vi trak i Tøjet, pralede vi af, hvor nær vi hade været ved ikke at kunne mere.

Saa var Sommeren uigenkaldelig forbi, og det var godt. Naar Solen skinnede derude paa Æbletræet i Jeppes Have og Fuglene hoppede i det grønne Løv, fangede gule Orme som hang i tynde Spind, og pippede som fortalte de hinanden noget – saa var det svært at faa Vejret i det lille mørke Værksted, hvis Vægge var sortgrimede af Fugt og Ælde. Den første Sommer var det gaaet nogenlunde; jeg hade endnu Minderne om Mark og Eng at falde tilbage paa. Naar Mester Kl. halvseks dunkede med sin Stok i Loftet og jeg fangede det lette Rosaskær af Dagningen gennem den lille Glug nede ved Gulvet, der tjente Loftskamret som Vindu, rykkedes jeg ud paa Landet. Jeg syntes, jeg hørte Kvæget brøle af Daglængsel, og mens jeg trak i Tøjet, drømte jeg, at jeg drev ud med Hjorden, Klaffen slynget mange Gange om Halsen, Madkurven paa Armen, og den tykke Vams for Regn slængt over Ryggen paa Yndlingskalven, der altid skulde gaa bag mig med Panden mod mine Skuldre for at være tilfreds. Var Gaden vaad af Dug, naar jeg løb over til Per Købmand efter Morgenmælken, fantaserede jeg at det hade regnet om Natten for at jeg skulde faa en god Soldag derude. Og jeg saa i Syner Solen staa op over Havet derhjemme, slaa Hul paa sortblaa Skybanker saa der splintrede Ild af dem, og sende Bjælker af Lys ind over Landet.

Men den anden Sommer var det ikke nærværende mere; og Badningen var det eneste, der knyttede mig til Naturen. Vi trak den længe ud, men hen i Slutningen af September blev det koldt, blaa og tænderklaprende krøb vi i Tøjet og rendte hjem. Nu var Værkstedet til Gengæld ikke saa kvælende at opholde sig i, helt lunt lukkede det sig om én, de skidne Vægge fik noget beskyttende ved sig.

Naar Unge Mester var rask nok til at taale det, drattede den ene og den anden ind for at faa sig en Passiar og berette Nyt. Det var en fast Stab der kom, Træbene Larsen, der om Sommeren rejste Landet rundt med en Lirekasse, vor Nabo Bageren, der var gift med Gamle Mesters Søster, Gamle Skrædder Bjerregrav og Konditor Stibolt, der var Skolekamerat med Unge Mester. Stibolt kom hver Aften ved Sekstiden og blev til vi slukkede Kl. halvti. Naar Unge Mester var uoplagt, blev han ved at læse i sin Bog og lod de Besøgende skøtte sig selv; de sad saa og smaasnakkede og skottede hen til ham.

»Du læser, du Andres,« kunde Bjerregrav sige. Unge Mester hørte det ikke.

»Du maa jo snart være saa klog, som et Menneske kan blive,« blev Bjerregrav ved. Unge Mester svarede stadig ikke. Saa lod de ham være og snakkede indbyrdes; men Øjnene hade de paa ham. »Han er jo Livgiveren dermedsaa,« kunde Gamle Bjerregrav hviske; og sandt nok var det. Det var Unge Mester som trak!

Og pludselig kunde han løfte Ansigtet fra Bogen, trykke Hænderne mod de brændende Kinder og sige: »Ukristeligt ogsaa som de kan faa det sat op, de Digtersataner! Her er der en som forelsker sig i en ufattelig skøn Kvinde, som har et sort Fløjlshalsbaand paa. Det er jo det, der gør hende saa infernalsk skøn; men da han rigtig skal til at knuselske hende, triller hendes Hode sku ud over Sengekanten og ned paa Gulvet. For hun har nemlig været halshugget engang, og det har han jo ikke kunnet opdage for Halsbaandet, som holdt sammen paa det hele. Det maa ha været en kold én for ham – jeg vilde nødig været i hans Sted.« Unge Mester skuttede sig frysende.

»Nej, fi for den Lede,« raabte Bager Jørgen. »Fi for den!«

»Ja, Morbror har jo været ude for et og andet i Elskovs Medfør,« sae Unge Mester polisk. »Men det har Morbror vel alligevel ikke oplevet?«

»Nej saagu!« Den svære Bager slog sig paa Laarene og lo. »Nej det har jeg ligegodt ikke. Nej, nej, nej! Og jeg skulde heller ikke ville opleve det – saa opsat én ellers kan være paa Oplevelser, naar én er ude i det Ærende.«

»End Bjerregrav?« Unge Mester kneb det ene Øje i.

»Aa lad mig være,« stammede Bjerregrav og tog i Luften med de tynde Hænder. »Jeg – jeg –«

»Bjerregrav han er Jomfru, han« sae Bager Jørgen haanligt. »Han skulde været Lysttur til Møn engang med Damperen, men opgav det af Angst for Søsygen. Se det er hans Oplevelse!«

»Ja, jeg hører til dem, der er bedst tilfreds, naar der ingenting sker,« sae Bjerregrav undskyldende. »Der er Ulykke nok det foruden! Og Taarer flyder der ogsaa.«

»Det hører sig vel til, det,« mente Bageren. »For Kvindfolk er det halve Fornøjelsen.«

»Saadan var der et Spøgelse hjemme paa Nørremark, der altid gik med sit eget Hode under Armen,« faldt Svenden ind.

»Det er nok en der er faret ilde med,« mente Bjerregrav. »Vi Mandfolk har et stort Ansvar.«

»Aa, Sludder, Kvindfolk har jo ikke noget Hode – det jeg ved af,« sae Bageren.

»Morbror Jørn er altid paa Nakken af Kvindfolkene,« sae Unge Mester. »Og saa kan han alligevel ikke leve dem foruden! – Men sikken et Paahit ogsaa at gaa med sit eget Hode under Armen! Om hun nu tabte det – hun kunde jo ikke se og finde det igen.« Unge Mester legede med Ordene som Katten med en Mus; man vidste aldrig, om han talte i Alvor eller i Spøg.

»Det er næsten lige saa galt som ham Münchhausen, der tog sig selv paa Nakken og bar sig væk fra Slagmarken, da han blev saaret. Han gjorde nu mærkelige Ting, den Münchhausen – jeg har læst det i en trykt Bog.« Bjerregrav klippede med Øjnene, usikker paa om Unge Mester vilde godkende hans Viden.

Men Unge Mester fik et Hosteanfald; Oprømtheden hade været for meget for ham. »Der er min Salighed igen en Bid Lunge,« sae han og viste.

»Du skulde drikke Linolie, du,« Gamle Bjerregrav saa besværgende paa ham.

»Han skulde gifte sig, skulde han,« sae Bager Jørgen med en forsoren Gestus. Men Unge Mester hinkede ind og i Seng. Saa gik de og jeg kunde slukke og lukke.

Unge Mester hade glemt sin Bog paa Tilskærebordet. Det var længe siden, jeg hade haft en Bog i Haanden; jeg hade vel overhodet ikke læst i en Bog, siden jeg paa Vogtemarken slugte Rocambole og Paris' Mysterier. Jeg tog Bogen og den lille Værktøjslampe med op; vi maatte ikke ha Lys paa Kamret, men det lod sig gøre at stille den grønne Kiste saadan, at det opslaaede Laag dækkede for den lave Vindusglug. Egenlig hade jeg ingen Trang til at læse; jeg vilde bare se, om man fik Hodet sat paa Damen igen. Men jeg læste, lige til Emil og Peter, der var ude at stryge, kom hjem . . .