X

Vi Læredrenge var et forsømt Folkefærd. Ingen tog sig af, om vi lærte noget af Faget; ingen i Verden bekymrede sig om os ellers heller. Mestrene klarede sig med Drenge for at ha billig Arbejdskraft; naar en Dreng var udlært, satte de ham paa Gaden og antog en ny. Brug for Svende var der ikke paa Øen, ud over de tre-fire der hade Arbejde. De udlærte blev Landpostbude eller Arbejdsmænd; en og anden stak ogsaa til Søs, og det hændte en sjælden Gang, at en nybagt Svend vovede Springet og tog med Damperen til Hovedstaden. »Det er en fræk Fyr,« sae Folk. Og Mod hørte der til! Derovre maatte de saa gi sig i Forbundt – naar de da ikke udgik fra Mester Hansens Værksted. Paa de andre Værksteder lærte man ikke noget ordenligt.

Noget at se frem imod var der ikke; og Arbejdet i sig selv var ikke egnet til at kalde paa noget i én. »Jeg har spildt min Ungdom,« sae Svenden bestandig. »Jeg vilde ha været til Søs; men Far tvang mig til at blive hjemme og hjælpe til paa Værkstedet. Og nu kan jeg sidde og lappe gamle Sko hele mit Liv. Nyt Arbejde kommer én jo sjældnere og sjældnere til, siden Fabriksfodtøjet er kommet op. Det faar Maskinerne Fornøjelsen af at lave; vi andre kan saa lappe efter dem.«

Emil og Peter var heller ikke kommet ind i Faget, fordi de følte Trang til at gaa den Vej. Ingen af os var blevet spurgt om, hvad vi egnede os til eller hade Lyst til. Det hændte, at Mester blev gal i Hodet og kaldte os en doven Bande; og særlig haardt tog vi ikke ved. Vi sled os gennem Dagens mange Timer, til det blev Fyraften. Saa strøg de andre ud, og jeg rømmede op og drev saa op paa Gadehjørnet, stod der en Timestid og frøs og gloede ud i Mørket og Tomheden. Mange Aftener stod jeg der og gloede, frøs og kunde dog ikke faa mig selv til at gaa hjem og i Seng. Et vanvittigt Haab om, at der skulde ske noget, møde mig et eller andet, der grundigt ændrede Tilværelsen, holdt mig fast til det kolde Hjørne.

Henne fra Sidegaden hørte jeg de taktfaste Tramp af Dansende til Harmonikaspil. Nu og da gik Døren til Dansebulen op, saa Lyset flød ud over Stenpikningen; en drukken Knøs fløj ned ad den høje Trappe og faldt midt i Lysfeltet, der ligesom rykkede sig bort under ham, idet Krodøren smækkede i. Kanske dansede Emil og Peter derinde. Det kostede 25 Øre i Entre, men de kunde sagtens; de fik Klæderne hjemmefra. Den Smule jeg kunde tjene gik med til at holde Garderoben vedlige. Forresten fristede Dansen mig heller ikke; jeg syntes det var en sur Fornøjelse at dreje rundt med Armen om Livet paa en Tøs, til Sveden løb ned ad én. Saa var det hyggeligere at sidde og spille Domino i Afholdshjemmet paa Nørregade. Der kunde man ogsaa blive hele Aftenen, om man købte en Kaffe med Brød, for 25 Øre. Men det blev der højst Raad til en Gang om Maaneden.

Ellers var der det mørke kolde Gadehjørne. Hvad der drev mig just derhen, ved jeg ikke; for jeg holdt mig i Skjul af Muren, saa Lykken ikke engang vilde ha fundet mig, om den hade søgt mig. Kærestepar gik forbi i Mørket, tæt ind til hinanden; de fnisede og hviskede. En Hund snusede til mig, jeg mere mærkede end saa den. Ovre i Dansebulen hamrede den gamle Dansefar Takt med sin Knortekæp og raabte kommanderende til de Dansende. Nu og da listede et Dansepar over Gyden og forsvandt ind i Smedens Lade lige overfor. »Tag Jer i Agt for den Lade,« plejede Unge Mester at sige, »for der holder Alimentationen og den tyrkiske Musik til. De siges at ha delt Halmen ligeligt imellem sig!« Mangen Ung mødte sin Skæbne dèr, men hade ikke noget Valg.

Intet Sted var der man kunde gaa hen, fra ingen Side var der Bud efter en fattig Fyr med en Sjæl, der skreg af Hunger; Mørke og Tomhed til alle Sider.

Og pludselig skete der saa noget, som rykkede os fattige Læredrenge frem i Lyset og gjorde os til Ungdommen, den opvoksende Slægt, som der maatte regnes med.

Der blev bygget et Forsamlingshus nordude, det skulde vistnok være et Slags Bolværk mod det fremrykkende Venstre. Ovrefra kom en egen Stemning og skyllede hen over By og Land, gik som en pludselig Flodbølge over hele Øen – Forsvarsbevægelsen kaldte den sig. Fædrelandet var i Fare, og den nye Bevægelse hade Bud efter alle, der følte sig som Danske. Ikke mindst de Fattige hade Fædrelandet Bud efter – og først og fremmest den fattige Ungdom. Der blev foranstaltet Baller i det ny Forsamlingshus med Udskænkning af gratis Puns, og vi Læredrenge opfordredes indtrængende til at komme. Det var jo »de Fine«, der var Værter, og vi mødte frem med megen Mistro; men smidt ud blev vi ikke. Man bænkede os høfligt, og vi hørte en sønderjydsk Lærer tale om Grænsekampen; bagefter dansede vi med Borgerskabets Døtre og drak gratis Puns. Gærne lod de sig ikke byde op af os Gadens Knægte; deres Paarørende skældte dem ud, naar de nølede. Det galdt jo en hellig Sag.

Nogen Følelse af at Skel var slettet, hade vi Drenge ikke. Vi var taalte, og det benyttede vi os af. Maaske var der lidt Hævn i det, naar vi – som efter Aftale – Slag i Slag bød de Piger op, der trak mest paa Næsen af os; Trods var der i al Fald. Vi grinede til hinanden i Forbifarten og udholdt uden at blinke de unge Borgersønners onde Blikke. De var vore Fjender, paa mangfoldig Vis var vi tørnet sammen med dem paa Gaden og Havnen; nu var det en ren Svir at svinge deres Søstre og Veninder, uden at de turde mukke. Agitationen selv gik hen over Hodet paa os; der var intet i den som hade Bud til en pjaltet, forkommen Drengesjæl.

Saa pludselig den patriotiske Bølge kom, saa hurtig ebbede den ud. En Lørdag Aften vi som sædvanlig mødte op, renvaskede og i blanke Sko, blev der meddelt os ved Indgangen, at vi kunde gaa hjem igen. Af en eller anden uforklarlig Grund hade Fædrelandet alligevel ikke Brug for os. Længe før Vinteren var forbi, var Luften gaaet af den konservative Aktion.

For os Læredrenge var det et Savn. I ethvert Barn af Underklassen er der et skjult Haab om at komme løs af Bunden og op i højere, lysere Lag. Det tages oppefra som en Bekræftelse af Overklassens Eksistensberettigelse; »I vil jo alle op til os,« siges der. Rimeligere var det maaske at udlægge det som naturstridigt, at der overhodet skal findes noget som kan kaldes Underklasse. Vi hade nydt godt af Lys, Musik, Varme en stakket Tid; nu var vi atter henvist til Gaden.

Nu og da kom der rejsende Selskaber og spillede i Byens Teater, en Bygning, der lignede et vældigt Pakhus og laa i en Smøge ved Østergade. Og det hændte ogsaa, at Borgerskabet spillede Dilettant-Komedie; i begge Tilfælde lod det sig gøre at komme billigt i Teatret. Toiletforholdene var primitive; efter første Akt strømmede de mandlige Tilskuere ud i det skumle Stræde og tog Muren i Besiddelse, og saa lod det sig gøre at glide med ind, med Huen stukket ind paa Brystet og – ligesom de andre – travlt optaget af at ordne Klæderne. Men første Akt gik man Glip af; og den var gærne den mest spændende. Det gik til en Tid, saa kendte Kontrolløren ved Døren – der røgtede sit Hverv pr. Øjemaal – mig og lod mig ikke slippe igennem. Karl Glistrup, der i Mellemakten solgte Kager for sin Mester i Teatret, reddede disse sjældne Aftener, der var de eneste Lyspunkter i den graa Tilværelse, for mig ved at sende mig hjem til Konditoriet efter en ny Forsyning Kager. Jeg kunde nu passere Kontrollen i lovligt Ærende og blive derinde under Resten af Forestillingen; men Førsteakten gik jeg stadig Glip af. Og god til at gætte baglæns var jeg ikke; jeg kunde meget bedre gætte fremefter og sige, hvad der vilde komme. Da der ogsaa blev sat en Stopper for denne Trafik, nødtes jeg til at slaa mig paa de andre Teaterrotter, der skillingede sammen til en Billet. En af Flokken fik Billetten uden at betale nogen Andel; til Gengæld hade han Forpligtelse til at aabne til Teatrets Kælder indefra. Paa den Maade fik man ogsaa første Akt med, men man kom heller ikke gratis i Teatret. Hver Andelshaver maatte tilskyde ti Øre, og de kunde ofte være svære nok at afsé.

Det var ikke saa lige en Sag at slippe nogenlunde usét fra Kælderen op paa Tilskuerpladsen; men var man der først, saa var man med det samme i den syvende Himmel. Det morsomme faldt gærne før Tæppet gik op. Der var flere Huller i det i Ansigtshøjde, og i dem kom lange Fingre frem og gjorde Dikkedarer til Publikum. Ofte stak ogsaa en rød Næse frem, som vilde man derinde bagved spørge, om Farven var god nok. Saa gav hele Teatret sig af Latter.

Stykkerne selv var oftest drøvelige, fulde af Elskovs Sorg og Elskovs Kvide som Viserne fra min Vogtedrengetid. Men det var i al Fald en anden højere Kærlighed end den jeg hade for Øje i det daglige. De Tøse, Emil og Peter rendte med, hade udtraadte Sko med skæve Hæle og skældte ud med hæs Stemme, om de maatte gaa forgæves. Her paa Teatret sang den forgæves ventende sin Kvide ud, helst ved en Spinderok og med en Stemme saa sorrigfuld, at det halve Teater maatte hulke med. Og hun hade hvide Silkesko paa og Guldbaand om Haaret, og en Barm, der vuggede op og ned paa Sorgens og Lidenskabens Hav. Underligt var det at møde et saadant guddommeligt Væsen næste Dag paa Gaden som et ganske almindeligt Kvindemenneske, med et pænt Hverdagsansigt, der puttede sig i en Boa. Men saadan var Teatret; det løftede alting op i et højere Plan, saa man glemte den graa Hverdag.

Det varede otte-fjorten Dage; saa rejste Selskabet, Teatret lukkede; Vintermørket og Ensomheden sænkede sig igen over Tilværelsen.

Men nu kom Bøgerne mig til Hjælp. Jeg hade en Overgang som Dreng læst som en besat, slugt alt, hvad jeg fik fat i. Nu fik jeg Smag for det igen, ved i Smug at læse en af Unge Mesters Bøger. Helt godvilligt gik jeg ikke til at lukke mig ude fra Livet og spærre mig inde med en Bog – Fattigdommen tvang mig! Der skulde Stads til at færdes ud, om man ikke vilde gaa som et Skumpelskud; lidt Lommepenge skulde der til. Jeg hade forsøgt mig med Overarbejde; men det var surt efter en 14 Timers Arbejdsdag igen at sætte sig til at slide i gamle Sko. Og ud kom man jo heller ikke paa den Maade.

Ak Penge, Penge! Som Dreng hade man dog Knapper, det dejlige Betalingsmiddel som altid var ved Haanden. Mor skældte ud over, saa mange Knapper jeg rev af mit Tøj; men det var til at bære. Men Knapperne galdt ikke i de Voksnes Verden – der i mange Maader var en vanskelig Verden at blive fortrolig med. Der hed det Penge og atter Penge. Har du Penge med? det var det første og det sidste.

Jeg prøvede paa at sætte Drikkepengene, der vel kunde beløbe sig til et halvt Hundrede Øre om Ugen, i Vejret ved at være ovenud elskværdig og hjælpsom mod Kunderne, løbe private Ærender for dem og lignende. Men Bornholmerne er ikke rundhaandede af sig. De fleste kiggede i Pengepungen med et søgende Udtryk, stak den saa i Lommen og sae: »Jeg skal huske paa dig næste Gang!« Nogle gav regelmæssigt en Øre for en Sko og to Øre, naar jeg bragte to. Da jeg første Gang fik en Øre i Drikkepenge, fór en lille Djævel i mig og jeg sae med uskyldig Mine: »Undskyld, men jeg kan ikke gie igen.« Men det blev jeg vænnet grundigt af med.

I min Nød for Udveje snød jeg et Par Gange Mester; jeg lod det, jeg skulde købe, skrive og beholdt selv Pengene. Men de brændte mig hver Gang paa Lommen og lod mig ingen Ro, før jeg hade stukket dem ind under Mesters Tilskærebræt. Naar han saa fandt dem, fløjtede han, gjorde Armbevægelser i Luften som var han en Troldmand og hade hekset Pengene frem, og sae oprømt: »Du, Martin, en halv Portvin! Men spring, som om Fanden var i Hælene paa dig.«

Bøgerne krævede ingen Penge. Unge Mester var Medlem af Colbergs Lejebibliotek og slugte flere Romaner om Ugen, som jeg byttede til ham efter eget Skøn. Jeg hade i Boghandelen Lov til at klatre op paa Stigerne og selv søge ud; og der hang jeg saa oppe, studerede Bogtitler og Forfatternavne og søgte at træffe noget godt. Hidtil hade jeg mest taget efter Bindene; Unge Mester holdt ikke af Bøger, der var altfor lasede. Men noget med Forslav i skulde det være. »For ser du, de tykke Bøger har mestendels ogsaa mange Personer og megen Handling; og saa er det ligesom én besøgte en hel fremmed Verden. Ellers kommer én jo aldrig noget Sted. Med det Ben, din Halvsatan! Vil du gi mig Ret i det?«

En Dag huggede jeg paa maa og faa en Bog til mig selv, stak den op under Blusen og holdt de andre dækkende foran. Det gik meget godt, men en Bog var hurtig læst til Ende; paa en Aften slugte jeg en Roman. Og de fleste var der ikke noget ved. De handlede om Kærlighed, det dummeste af alt – naar den da ikke foregik paa Teatret. Jeg higede efter Bøger, der skete noget i. »Du skal ta Indianerbøger,« forklarede Boghandlerens Bydreng mig. »I dem sker der en farlig Masse.« Saadan fik jeg fat i Cooper og Marryat.

En Dag jeg rakte Unge Mester Bøgerne, gled min egen Bog frem under Blusen. Han saa fløjtende paa mig. »Den tar jeg,« sae han, men skældte ikke. Det var en Indianerbog af Karl May. Da han hade læst den, sae han halvt i Spøg, halvt bebrejdende: »Dit Spøgelse, du tar jo det bedste selv.«

»Jeg troede, Mester helst vilde læse om Kærlighed,« sae jeg skamfuld.

»Nej, fy for Pokker – at ligge og rode i hvad andre laver. Det blir man jo syg af.«

Siden var jeg omhyggelig i Valget af Bøger til Unge Mester. Jeg begyndte ogsaa at blive orienteret paa Hylderne og faa et Begreb om, hvad der laa bag de forskellige Forfatternavne. Naar jeg kom med Bøgerne, snuste Unge Mester til dem med et komisk Udtryk og skelede til min Bluse. »Du har jo ikke noget til dig selv, din Røver,« sae han og stødte mig for Brystet. »Saa ta den ene da! Men lad ikke Far mærke noget.« Saa fik jeg to Bøger; min egen Bog hade jeg nemlig stukket til Side ude i Smøgen, inden jeg gik ind.

Jules Verne var Mester mest begejstret for. »Som den Mand kan rejse, ud i Verdensrummet og helt ind i Jordens Mave! Det er vel nok en Digter!« Mester tog sig til de hede Kinder. Naar han var rigtig oplagt, gav han sig til at fortælle os om det han læste. »Det er jo Løgnehistorier,« sae Emil, der snart skulde være Svend og derfor dristede sig til at snakke med – »men det er godt fundet paa!« Løgnehistorier er det bornholmske Udtryk for Digtning – Skønlitteratur overhodet. Han selv læste aldrig en Bog og Peter heller ikke. De betragtede det som nedværdigende at gi sig af med Bøger. Hos Unge Mester kunde det undskyldes – han var jo en Krøbling. Men at jeg gav mig af med at læse, tog de som et Varsel om, at der aldrig blev noget rigtigt Mandfolk af mig.

Bøgerne var for saa vidt gode nok, men de isolerede. Mine Arbejdskammerater brød sig ikke om mine Interesser og gav mig ikke Del i deres. Naar Mester ikke var tilstede, drøftede de deres Oplevelser paa en Maade, der trods alt nok kunde fremkalde Hjertebanken. Emil fik Lommepenge hjemmefra, og Peter biksede for sig selv det meste af Søndagen for at kunne være med om Aftenen. Han drev det til at gi den i Overfrakke, en blaa Dyffels som han hade købt hos »Tante Skov« for otte Kroner. Pengene skulde han reparere gammelt Fodtøj for, som Marskandisersken saa solgte videre. Saa han kunde sagtens; han var den eneste Skomagerdreng i Byen, som smækkede sig i Overfrakke.

Tilværelsen hade forsét sig paa mig, eller jeg var kommet tværdrejet til Verden; der var altid noget, enten i mig selv eller uden for mig, der saa sin Fornøjelse i at spærre mig ude. Om Vaaren kom de svenske Eger for at fiske Sild under Bornholm. De var haardføre Konkurrenter og derfor ilde lidt af de bornholmske Fiskere, der helst holdt sig hjemme i daarligt Vejr. Der paastodes ogsaa, at de fiskede inden for Søgrænsen. De slog sig ned i Telte uden for Byen, i »Kanondalen«, og hade unge Kvinder med til at røgte Garnene og lave Mad. Om Aftenen, naar Fiskerne var paa Søen, drog Byens unge Gutter ud med Harmonika i Spidsen og bød de svenske Piger op til en Dans i det grønne. Emil og Peter svang sig der hver Aften; Georg kom der ogsaa. Det gik stundom varmt til, især Lørdag Aften naar Fiskerne ikke tog paa Søen. Saa vankede der braadne Pander, og Emil og Peter gik der Dagen efter, maaske med et blaat Øje eller et hævet Øjenbryn men fulde af Oplevelse.

»Kærlighed – nej fy for den Lede,« sae Unge Mester, og han hade jo Ret. Der løb de og halsede, gik gennem Loftsvinduet, solgte Undertøjet, stjal maaske for at kunne møde Pigen. Og bagefter hade de en Klods om Benet, gik og betalte til en Unge – undertiden inden de hade udlært. Eller de giftede sig før Tiden og kunde meget hurtigt ikke taale at se hinanden, kævledes og løb fra hinanden og flyttede sammen igen. – Jammer og Graad og Slagsmaal. Nej, saa var Elskovs Sorg og Kvide paa Teatret og i Viserne noget helt andet.

Alligevel efterlod det Savn ikke at være med; det gjorde ondt i mig, naar de andre susede ud – og naar de kom listende hjem over Loftet om Natten med Skoene i Haanden. Om Dagen hang de søvnige og klatøjede over Arbejdet; men nu og da smilede de til hinanden og kneb et Øje i, saa var Nattens Oplevelser oppe i dem.

En Aften tog Peter mig med ud til Sommerlyst, et Danselokale i en Lund lidt uden for Byen. Sommerlyst var bekendt som et Forlystelsessted, hvor Livsglæden slog voldsomme Knuder paa sig; og jeg modtog et uafrysteligt Indtryk af hvirvlende Arme og Ben, røde Ansigter, der drejede som glødende Pletter i Taage, Skaller der fik Blodet til at sprøjte, Sprut og skærende Dansemusik. Som et vældigt Hjul af Blod og Ild, Brunstskrig og hæse Brøl snurrede og malede alting om mig, og jeg satte i panisk Angst hjem over Markerne.

»Hvor blev du af?« spurgte Peter næste Dag. »Nø, hvor vi morede os!«

Var det frysende koldt at staa paa Gadehjørnet og stirre ud i Mørket, saa brændte man sig til Gengæld paa Mørket, om man kastede sig ud i det. Det bedste var dog at krybe til Sengs med sin Bog! Laaget paa den grønne Kiste hade jeg slaaet op, saa det dækkede den lave Vinduesglug, og stoppet gamle Sække imellem, saa det ikke kunde ses fra Gaarden at jeg hade Lys. Lampen hade jeg i Sengen hos mig, i en Slags Grotte dannet af Dynen og det høje Hovedgærde. Naar Gamle Mester listede i Trappen for at snuse, kunde jeg lukke Grotten helt med Dynen. Det var brandfarligt men hyggeligt.

Men Savnet blev, og selve Læsningen satte ondt op i én – Utilfredshed; man maatte ud og søge. Det sad i Hjærtet og i Knoglerne, som en Hunger eller Higen efter noget, man ikke vidste hvad var. Det var, som om der kaldtes utydeligt paa mig og jeg forsømte noget, der var af skæbnesvanger Vigtighed, sad noget overhørig, som jeg ikke kunde faa Rede paa hvad var. Til at fortvivle over var det ofte, for bag alt andet laa bestandig en Følelse af, at Lykken hade noget for med mig, og at jeg maatte komme den til Hjælp. Ellers vilde den ikke kunne finde mig.

Naar det kom op i mig, var jeg som en Hund, der strejfer; jeg jog hid og did, ledet af de mest fantastiske Tilskyndelser. Naar jeg løb Ærender gjorde jeg lange Omveje, og jeg lavede mig Ærende ind til vildfremmede Folk, hvor jeg intet hade at gøre. Jeg vilde række Tilfældet eller Forsynet – Lykken – en hjælpende Haand. Jeg hade ikke hilst paa Onkel Mortens endnu, skønt de boede faa Huse fra Værkstedet; Far mente, jeg helst maatte holde mig derfra. »De er rige og vi andre er fattige,« sae han. Men nu fik jeg den forrykte Idé, at jeg skulde opsøge dem; selv hade de jo ingen Børn, kanske hjalp de mig over i noget andet – noget med Fremtid i. Onkel sad i en Rullestol og lallede, Tante stod over ham og tørrede Savlet af hans Hage. Hun spurgte mig ud, om hvordan jeg hade det med Jesus, og hvorfor de aldrig hade set mig i Missionshuset. Jeg maatte love at gaa derhen og gjorde det ogsaa nogle Søndage. Første Gang jeg var der, kom Menighedens Spidser og trykkede mig i Haanden; men siden fik jeg Lov at skøtte mig selv.

En anden Gang vovede jeg mig op til den ny Amtsfysikus Hansen. Han var nylig blevet forflyttet til Øen, og Rygtet sagde, at han var meget rød – rødere endnu end baade Redaktør Smidt og Bidstrupperne – og simpelthen vendte op og ned paa alle Begreber. En stor svær Mand kom farende imod mig, han hade en Serviet foran paa Halsen, ligesom de Smaa hjemme naar de fik Vælling, og gule Ægrester i det store sortkrusede Skæg. »Hvad vil du? De?« spurgte han barsk.

Hvad jeg vilde? – dèr stod jeg. Jeg kunde ikke forklare, hvad det var der foresvævede mig i Forbindelse med denne Mand, der sagdes at være som ingen anden.

»Naa, hvad vil De saa?« gentog han brydsk.

»Jeg – jeg vilde gerne spørge, hvad det koster at studere,« fik jeg frem.

»Herut! Vil han se han kommer herut!« skreg den ualmindelige Mand og traadte i Gulvet.

Hvorfor hade jeg ogsaa sagt det dumme? Ikke i min vildeste Fantasi hade jeg tænkt mig, at jeg skulde kunne komme til at studere. Hjemme i Neksø hade Borgerne talt om at lade mig læse til Præst; men det var fordi jeg rokkede saa godt med Ørerne. Læreren hade efter Konfirmationen antydet over for Far, at jeg burde holdes til Bogen. Hverken det ene eller det andet hade rørt ved noget i mig. Men nu var Ordet faldet – nærmest i Forfjamskelse, som et flyvende Fnug hæftede det sig i Sindet, slog Rod og voksede. Hvordan drejede man sin Skæbne?

»Den der ved meget er klog, og Bogen er stærkere end ti Heste,« sae Bedstefar til mig engang, jeg fandt nogle gamle Almanak'er frem paa hans Loft. Nu forstod jeg med ét, hvad han mente; Bogen kunde hjælpe mig. Og jeg forstod paa min Maade et andet Ord af Bedstefar, som hade forekommet mig endnu mere gaadefuldt: »En faar æde sig igennem, sae Sjæsken – han sultede!« Bøger var gode nok, de var en Vej til at magte Livet; men de kunde være farlige. Unge Mester brugte dem til at dulme og glemme; han slukkede sin Udvé og Savnet af sin Førlighed i Bøgerne lige saa fuldt som i Øllet og Portvinen. »Det er for Tuberklerne,« sae han tidt undskyldende, naar jeg maatte springe efter Drikkevarer til ham, »de kreperer sku, bare der kommer rigeligt med stærkt ned til dem. Men en god Bog det er godt for Hjærtet.« Han læste sig ikke mere Forstand til men hastede bare fra Spænding til Spænding, Bogen og Alkoholen var lige enige om at omtaage ham, saa han gik i en dobbelt Rus bestandig. Naar han løftede Øjnene fra Bogen, var det som saa han paa én gennem et Slør eller langt borte fra, fra en anden Verden.

Mester kunde ikke taale Alkoholen; han kastede det lidt, han spiste, op igen. Hvorfor blev han ikke klogere af at læse, saa han holdt op med at drikke saa meget. Jeg spurgte ham om det en Dag, jeg var inde og bragte ham Øller paa Sengen. »Du er en Gavflab,« svarede han men blev ikke vred. Han laa ofte nu. Vi hade faaet en ny Dreng, Gustav, en lille klarhodet Gut fra Blekinge; han skulde besørge Ærenderne, saa jeg kunde blive ved Arbejdet. Men naar Mester laa, maatte jeg gaa ham til Haande; de tre Slag i Væggen galdt altid mig.

»Sæt dig ned, dit Spøgelse,« sae han og saa paa mig med sit gode, feberhede Blik – »jeg vil snakke lidt med dig. Men om Far kommer, maa du lade som om du tar imod Besked. Ser jeg daarligere ud – du synes? Nu er jeg snart tredve, saa vender Naturen sig. Saa skal du bare se mig dampe væk, over til Bror Martin i Amerika. En Tosse skulde sidde her i denne Luserede af en By. Hva Pokker, du hoster endnu! Pas du paa, du ikke faar Dyrene; det er ikke det bare Sjov vil jeg sige dig. Men giv dig bare ikke til at drikke – det er ikke alle, det hjælper. Og du er jo et fornuftigt Menneske. Men fræk er du som en Ulykke – og aabenmundet. Skrub nu af med dig ind til de andre og se til, at der blir noget bestilt.« Mester greb mig om Haandleddet med sin magre, feberhede Haand og saa hastigt paa mig. Saa vendte han Ansigtet mod Væggen. Der var lidt Græmmelse fremme i hans Øjne endnu, over at jeg hade rørt ved hans Forhold til Spiritus'en.

Men sandt var det, Bøgerne hjalp ham ikke til at faa Magt med noget, hverken i eller uden for sig selv; de slog bare Tiden ihjæl for ham. Skulde der komme noget ud af Læsningen, maatte man nok ha fat i Bøger med Viden i, om Jorden og Naturkræfterne og den Slags.

I min Flakken efter Veje ud hade jeg forvildet mig ind til Fysikus og var blevet hældt ud igen, haardhændet saa det bed i Sindet. Hvordan jeg efter den Erfaring fik Mod til at opsøge Skoleinspektør Hjort ved jeg ikke; men han smed mig i al Fald ikke ud. Han gav sig god Tid til at tale med mig og gav mig Bøger med hjem, en Fædrelandshistorie og en lille Naturlære. Jeg læste en Tid flittigt i dem men uden at komme i Kontakt med Indholdet. Den tørre Opremsning af Fakta blev liggende som en Murstensbunke i mig; noget Hele vilde det lærte ikke forbinde sig til – det laa nærmest i Vejen.

Dèr var det ikke! Og hos de Hellige heller ikke. Møllerianerne hade indregistreret mig som et Tal, vel ogsaa som en Sjæl mere vundet for Himlens Sag. Men jeg trængte til paa en eller anden Maade at føle mig i mystisk Tilknytning til Livet. Den Betagethed, som de Hellige lagde for Dagen i deres Forhold til Himlen – nogle af dem i al Fald – vilde jeg gærne kunne føle i Forhold til Tilværelsen. Senere da Livet saa at sige rørte ved min Pande og jeg følte mig kaldet, følte Stoltheden og Ophøjetheden ved at være et Menneske, da forstod jeg, hvad det var jeg hade savnet. Det var Ligegyldigheden jeg hade lidt under, Hjemløsheden; jeg savnede den Tændthed i Sindet, der skulde sætte mig i levende Forhold til Tilværelsen.

Det var en brydsom Tid. Lille følte jeg mig, afmægtig lille; og alt det udenom mig var saa ufattelig stort og fremmed, slet ikke til at magte. Men det skulde magtes; jeg begyndte at tvivle om, at Lykken uformodet drattede ned i Hodet paa mig en skønne Dag. En Forestilling om, at man selv maatte smede sin Tilværelse, begyndte at forme sig i mig.

I Tidenden læste jeg en Dag om en Dansk-Amerikaner, der hade et Seminarium et Steds i de forenede Stater. Ophold og Undervisning var gratis, Rejsen og Klæderne kunde man tjene til ved at tage Arbejde ved Landbruget i Sommerferien, der varede flere Maaneder. Jeg skrev derover og gik med Hjærtebanken mange Uger. Endelig kom der Svar –: hvis jeg var det engelske Sprog mægtig, vilde man gærne have mig derover. Og der var det igen – Bogen! Man maatte kunne noget.