XI

Emil fik udlært og blev fyret med det samme. Brug for en Svend var der ikke noget Sted paa Øen, og tage over hade han ikke rigtig Mod paa. »Jeg er ikke dygtig nok,« sae han, »saa tar jeg hellere til Amerika. Der kan en altid tjene til Føden og lidt til.« Han hade en Bror derovre, som hade tilbudt at sende Billet; det var bare at skrive. Han kunde daarlig undværes paa Værkstedet, men der var ikke Raad til at holde lønnet Arbejdskraft.

Gustav, den ny Læredreng, tog ikke godt ved. Han kunde ikke finde sig til Rette paa Skomagerstolen, men sad og vred sig som et Dyr i Bur. »Ak, hvem der var hjemme i Blekinge igen,« gentog han bestandig. »Faar jeg Lov at fløjte lidt?« Det stred imod Disciplinen, at en Læredreng – og tilmed den yngste – fløjtede paa Værkstedet. Men nu var vi kun Drenge paa Værkstedet; Unge Mester holdt for det meste Sengen. Og Gustav kunde slaa de blødeste Triller og Løb med Tungen. Folk stansede op udenfor og lyttede, naar han rigtig satte i. God at holde til Arbejdet var han ikke just, det var svært at bibringe ham det rigtige Haandværkergreb paa Værktøjet. Strygestaalet blev i hans Haand altfor let til et Triangel; i Stedet for at skærpe Kniven paa det aflokkede han det klingre Toner. Og naar han strøg Risp til os andre, greb han i den saa en sagte Melodi listede sig frem. Men vred paa ham kunde man ikke blive; han kunde jo ikke gøre for det, det sad ham ligefrem i Fingrene. Det bedste var at be ham fløjte; saa fik Fingrene Fred og kunde samle sig om Arbejdet.

Og saa bankede Mester i den tynde Væg, og jeg maatte ind til ham. »Det er dog Pokker til Skovdjævel,« sae han lyst – »det er jo ligesom én hørte Blinde Andersen spille paa sin Fløjte! Og om ikke han lægger Understemme under Melodien ogsaa – med Drøbelen saagu. Vil du bare høre! – Men bestiller han noget?«

Meget var det ikke. Arbejdet og han passede til hinanden som en Højresko til en Venstrefod; nogen Interesse kunde han ikke afvinde det. Det kunde vi andre for saa vidt heller ikke; jeg hadede det nærmest, og Peter Drejer var ogsaa parat til naar som helst at ombytte det med noget andet. Men vi affandt os med at vi nu engang var blevet Skomagere, og Peter Drejer satte en Ære i at levere et godt Stykke Arbejde fra sig. Hvad andre kunde udføre, maatte han ogsaa kunne lære, mente han. Jeg selv hade ingen Ærgerrighed i Forbindelse med Faget; til Gengæld var jeg fra lille opdraget til stærk Pligtfølelse over for det, jeg nu engang var sat til. Tanken paa Unge Mester, som laa derinde og spyttede sin blodige Lunge op i en Kop, gjorde Resten. En saadan Hengivenhed hade jeg aldrig følt for noget Menneske før – eller Taknemmelighed; blot han saa paa mig, følte jeg mig som en nøgen Fugleunge i en varm nænsom Haand. Jeg trængte stærkt til Overbærenhed, og hvor var han overbærende! Tanken om at han maaske skulde dø, kunde ryste mig, saa jeg maatte gemme mig afvejen.

For Unge Mesters Skyld hængte vi i, Peter og jeg, saa det ikke skulde gaa altfor skævt. Jeg overtog en Del af Gustavs Ærender igen, slog Plat, tog paa Kredit og drev Regninger ind, for at den kunde holdes gaaende, uden at Unge Mester hade altfor meget Bryderi med Tingene. Og Peter Drejer arbejdede over baade om Aftenen og om Søndagen, for at Kunderne ikke skulde gaa forgæves og søge andetsteds hen.

Gustav egnede sig ikke til at slaa Plat for Mester, var overhodet paa Siden af det hele. Naar man gav ham Besked, svarede han fraværende og klangløst, som en Søvngænger. Men ved Fyraften kom der Liv i ham. Han hade tigget en ualmindelig stor Cigarkasse omme hos Købmanden, en til 500 Cigarer; og den masede han med hver Aften til der skulde slukkes – og hele Søndagen. Han rundede Hjørnerne, satte Hals og Strænge paa og lavede Lydhuller. Det tog ham flere Maaneders ihærdigt Slid, og tosset saa det ud, vi andre lo ad ham. Men han masede lige ihærdigt paa, og en skønne Dag var Violinen færdig. Det forunderligste var næsten at han straks kunde spille paa den, skønt han aldrig hade rørt en Violin før. Det saa ud, som hade han indsuget Ævnen til at behandle den ved at bygge den op.

Unge Mester hade bedt mig ha et Øje med ham. »Det er en af den Slags, der stikker af en skønne Dag,« sae han. »Ikke fordi han er noget at holde paa – han er kommet paa en forkert Hylde. Men det ser saa ilde ud, naar en Dreng løber af Lære. En faar daarligt Rygte paa sig.«

Det kunde Mester og enhver ellers se med et halvt Øje, at han var kommet paa den gale Hylde! Men naar jeg hade det ligesom han og ikke kunde afvinde Arbejdet nogen Interesse, var jeg bare en doven Rad. Jeg misundte ham for hans Linje. »Du behøver ikke passe paa mig,« sae han, »nu skal jeg først ha lært mig at spille efter Noder. Saa stikker jeg af – kanske med et rejsende Cirkus.« Den lille ubehjælpsomme Fyr vidste nøjagtigt hvad han vilde, Retningen sad ham i selve Kroppen. Selv kunde jeg ikke hitte Rede i nogenting.

En Dag fik jeg ganske uventet Besøg af Jakob Hansen; han var gaaet gennem Smøgen ind i Gaarden og stod pludselig uden for Værkstedsvinduerne, og kaldte ad mig med sin lange Pegefinger. Komisk virkede det, og de andre gav sig til at le højt. Det var hans Generthed; den fik ham altid til at gøre Ting, der henledte Opmærksomheden paa ham i Stedet for at aflede den. Han trak sig fornærmet ind i Smøgen, og jeg skyndte mig ud for at han ikke skulde gaa sin Vej. »Du, det er nogen Idioter!« sae han og stødte mig for Brystet; det var hans Goddag.

Vi hade ikke set hinanden længe, vel ikke siden jeg kom i Lære; det var min Skyld, jeg opsøgte ham ikke, naar jeg kom til Neksø. Han var i Lære paa Savskæreriet, da jeg tog hjemmefra; men et Aarstid efter blev der oprettet en Realskole i Neksø, og Jakob meldte sig straks til. Han tog sin Eksamen paa godt et Aar og med Udmærkelse. Der gik Ry af det over hele Øen. Nu var han vandret til Rønne for at hente Oplysninger, det var hans Agt at læse videre paa egen Haand og saa gaa op til Artium paa Latinskolen her. Jeg var stolt af ham, og glad for hans Besøg; der laa en hel Oprejsning for mig i, at han opsøgte mig. »Hvad Pokker, er du Ven med ham,« hade Unge Mester sagt, da Jakob for et halvt Aarstid siden skrev imod Provsten i Avisen og satte ham til Vægs ved Hjælp af Biblen. »Ham vilde jeg gærne se!«

Og nu var han her! Mit Hjærte slog baade forlæns og baglæns Kolbøtter af Glæde.

Men han var ikke til at faa med ind. Han blev ude paa Gaden, mens jeg gik ind til Unge Mester for at bede mig fri.

»Ih du Alstyrende, er han her?« sae Mester – »ham vil jeg sku se. Sig til ham, at du kun faar fri, naar han ber om det.«

Det sae jeg nu ikke. Jeg sae, at Unge Mester var syg og trængte til et godt Ord. Saa stærk og haardfør Jakob var, var han nænsom over for dem der fejlede noget.

Unge Mester hade rejst sig op paa Albuen, han saa beundrende paa Jakob, idet han gav ham Haanden. »Det var vel nok en Eksamen,« sae han ligeud. »Saadan en er der aldrig taget før her paa Øen; den er vi vigtige over, kan De tro! Og som De gav Provsten i Avisen; De satte ham ordenlig til Vægs.«

Jakob smilede: »Det hører der nu ikke megen Kunst til – at sætte en Teolog til Vægs.«

»De er vel Fritænker De?« sae Unge Mester – »for det er jo alle kloge Hoder. Men om én nu laa og skulde pakke sammen, hvad saa? kunde det saa holde? Ikke fordi jeg har i Sinde at kradse af; jeg kommer mig nu – om et halvt Aar er jeg tredve! Men hvis det nu skulde være – kunde én saa?«

Jakob sad lidt og tænkte, med rynkede Bryn. Hvor saa han klog ud – klogere end alle andre syntes jeg. »Det kan én godt,« sae han langsomt – »én kan godt gaa sin Vej uden Krykker. Der er forresten skrevet en udmærket Bog om det; Forfatteren døde for et Par Aar siden – af Brystsyge. Og han døde selv tappert.«

»Af Brystsyge?« Unge Mester stirrede spændt. »Og Forfatteren kom sig ikke, men tog sig selv paa Ordet og døde – uden det Spor at støtte sig til?« Unge Mester sank tilbage i Puden og blev stille. »Den Bog maa du skaffe mig, din Halvsatan!« hviskede han.

Boghandleren havde ikke Niels Lyhne i Lejebiblioteket, men laante Mester et Eksemplar fra Bogladen. Mester læste hurtig Bogen til Ende men sagde ikke noget om den; han var meget alvorlig da han gav mig den tilbage. Selv læste jeg den ikke dengang. Jeg trængte til Oplysning om Livet, ikke om Døden – og mener den Dag i Dag, at Døden er det eneste vi Mennesker ikke trænger til Oplysning om. Den gir sig af sig selv, saadan eller saadan. Unge Mester døde ikke staaende; da han et halv Aarstid efter laa og stredes med Døden sendte han Bud efter Præsten. Og Jakob holdt heller ikke Maal med sine strænge Krav, da det kom til Stykket og han – kun godt fyrre Aar gammel – maatte bukke under for samme ondartede Sygdom, som rev Niels Lyhnes Forfatter og Unge Mester bort. Kun i den jævne Almue træffer man vel Mennesker, der dør som de har levet, som Blade paa et stort Træ. I al Fald hyppigst dér. – –

Vi gik en lang Tur sønderud, helt ud til Stampen. Jakob talte hele Tiden, han var stærkt optaget af Renans Jesu Liv og gav et begejstret Referat af Bogens Indhold. Det var velgørende at gaa og lytte til Tale, der for en Gangs Skyld hverken drejede sig om gamle Sko eller Tøsesjov, jeg nød det at faa vendt op og ned paa de gamle Forestillinger om Jesus og Jomfru Maria. Himlen hade jeg forlængst ophørt at tro paa; der hvor den hade været, var der opstaaet et tomt Rum, som var nok saa besværligt at trækkes med. Nu blev det fyldt med levende haandgribelig Virkelighed.

»Du kan sagtens,« sae jeg, »du har Lov til at gi dig af med alt det dér. En anden maa sidde og slide i gamle Sko. Naar én saa endda hade nogen at snakke med!«

»Hvorfor har du aldrig besøgt mig, naar du var hjemme?«

»Fordi jeg tænkte, hvad Fornøjelse kan han ha af at omgaas en som mig.«

Jeg fik et Puf saa jeg fløj nogle Skridt hen ad Vejen; det var Jakobs Maade at sige at han godt kunde lide mig. »Forresten skal du ikke være ked af, at du ikke kan komme til at læse, for du egner dig ikke til det.«

»Hvorfor det?« spurgte jeg fortrydelig. Jeg tog det som en Dom, næsten som en Dødsdom.

»Nej for du er ikke noget Eksamensmenneske, du fordøjer for grundigt. Et Eksamensmenneske skal la vær at fordøje det han tar ind, og la det ligge i sig som Hukommelsesstof. Eksamensvæsnets Tid er ogsaa snart forbi; i Amerika er de allerede væk fra det. Du skal bare lære og bruge dine Øjne; det gjorde Benjamin Franklin, og han blev vel nok en Karl. Forresten kunde du ha godt af at læse hans Selvbiografi, saa du maa se at lære dig Engelsk eller Tysk.«

Henad Aften var vi tilbage igen, og han begav sig paa Hjemvejen til Neksø, efter at ha vandret de fire Mil om Formiddagen og gaaet Tur med mig hele Eftermiddagen. Stærk var han i alt hvad han foretog sig; og styrkende hade det været at møde ham igen. Han kunde kalde Selvtilliden til Live i én, og faa én til at synes at man hade Kræfter til at overvinde hvad det skulde være. Saa overlegen han var af Ævner, var han Beskedenheden selv. Han talte bestandig med én som vidste man lige saa meget om Æmnet som han, og sin Trang til at beundre hade han ubeskaaret. »Du skal nok komme i Vej,« sae han gentagende – »du er en Epiker, en Platon!«

Da jeg spurgte ham, hvad det var, tog han mig om Haandleddet og gav sig til at løbe med mig.

Jeg fulgte ham paa Vej. Da vi skiltes oppe ved Robbedale, sae han: »Læs bare og arbejd med dig selv. I Nordfrankrig er der en Koloni af Folk, der deler alting lige. De fordeler alt Arbejdet mellem sig og studerer i Fritiden. Der kan vi ta ned naar du har lært dig Sprog. Du kan skomagerere og jeg dyrker Grøntsager.«