103| XII

Emil hade taget fat paa Skovarbejde hjemme i Almindingen, mens han gik og ventede paa Billetten fra Broderen i Amerika. Jeg traf ham en Dag paa Gaden. Han var blevet vejrbidt og hade faaet røde Kinder, der var kommet et Overskud af Kraft i hans Bevægelser; han var helt forandret. »Bryd ud,« sae han, »jeg skal nok skaffe dig Arbejde. Det er alligevel noget andet at hugge Trær om med en Økse end at sidde krum over en gammel Støvle og slaa Pløkker i. Blodet ruller saa storartet, og man behøver ikke ta Rabarberrod hveranden Dag for at faa Afsætning paa det spiste!«

Jeg hade Lyst nok, Arbejdet holdt ikke paa mig. Men der var saa meget andet, der holdt igen. Der var Lærlingekontrakten, og Hensynet til Unge Mester, som jeg ikke kunde faa mig selv til at lade i Stikken. Det blev ringere og ringere med ham, og inden ret længe vilde Forandringen give sig af sig selv.

Der kom bestandig mindre med Arbejde, nu Folk vidste at Unge Mester laa og skulde dø. Der var Tid til at læse ind imellem om Dagen ogsaa; og jeg hade Bogen under Disken for det Tilfælde at Gamle Jeppe skulde komme. Peter stak Biksearbejde for Tante Skou ind imellem, og Gustav hersede med at lære sig Noder. Lidt ond Samvittighed hade vi vel alle tre; Stemningen paa Værkstedet var ikke god.

104| Jakobs Raad om kun at læse nyttige Bøger fulgte jeg trofast. Jeg slog ned paa maa og faa, læste Jordbeskrivelse, Historie, Fysikens Grundlove. Men det var svært at faa det tørre Stof ned, faa nogen Næring ud af det var der slet ikke Tale om. Nu og da var jeg saa heldig at falde over en populær-videnskabelig Bog om Havets Vidundere eller om Stjernehimlen. Saa læste jeg, saa jeg blev svimmel og fik Hjærtebanken; saa stærkt levede jeg med. Men det var Undtagelserne. Og Jakob hade skældt ud over Populærvidenskaben, Seminariedannelse kaldte han den! Tørt skulde det være, nøgne Fakta! Jeg forsøgte at lære Grundtræk af Danmarkshistorien udenad; men Tallene manglede Kød og Blod og blev liggende ufordøjede og tunge i mig som Stenene i Maven paa Ulven. Det var som at sætte det afpillede Skelet af en Fisk tillivs.

Jeg vendte skuffet tilbage til de underholdende Bøger. Men den planløse Læsning tilfredsstillede mig heller ikke mere, Jakob hade brændemærket den, og nu maatte jeg give ham Ret. Der var virkelig noget, der mindede om Drankeren i denne ustanselige Gliden fra Stærkt til Stærkt; man hældte paa og hældte paa – og blev bare fordummet. Saa slap jeg det helt og søgte ud igen. Paa Værkstedet var der heller ikke morsomt at være; Gustav sad hele Aftenen og masede med sin Violin, og inde bag Væggen laa Unge Mester og gennemrystedes af Hosten.

Karl og Knud saa jeg sjælden noget til; jeg hade vel selv forskærtset Kameratskabet ved min Hængen over Bøger. Hos Konditterens bagte de om Natten, og Karl tog sin Søvn paa den Tid jeg hade fri; Knud, Handelslærlingen, hade begyndt at omgaas andre Kredse og faaet fine Fornemmelser. Saa tog jeg til det mørke Gadehjørne igen.

»Hvad staar du dér og glor ud i Mørket efter?« sae 105| Peter Drejer, der hade anset mig for haabløs men nu begyndte at trække i mig, da han saa jeg hade opgivet »Løgnehistorierne«. »Gaa med ud paa Sjov; der er ikke noget at staa og betænke sig paa!«

En Aften gik jeg ud med. De Unges Træk hade skiftet Retning; de trak ikke længer nordud men op om Østre Kirkegaard, et bevokset Indelukke, der hade været nedlagt som Begravelsesplads i en Del Aar. Pigerne gik to og to inde under Trærne, en og anden Gadelygte kastede Strejflys derind; de fnisede og tiskede. Deres Ansigter kunde man ikke se, men Peter var vant til at orientere sig. »Det er bare nogen, som har deres bestemte de venter paa,« sae han Gang paa Gang.

Nu var jeg helt spændt. Som en Slags Jagt var det, en Jagt der satte Blodet op i én, jeg gik og fik Hjærtebanken over Fejlslagene. Et Par Gange prøvede han at knytte Forbindelse. »Godaften Frøkner – De er nok ude at gaa i Aften,« sae han og løftede elegant paa Hatten. Men de vendte os Ryggen og slog en skraldende Latter op. »Det er din Skyld,« sae Peter vredt »– hade jeg haft en anden med, skulde jeg nok ha faaet Bid!« Jeg stak Bebrejdelsen i Lommen uden at protestere, frygtelig flov over mig selv. Jeg var en umulig Fyr – paa alle Omraader.

Der gik to foran os Arm i Arm inde under Træerne, en høj og en lille; vi kunde lige skimte deres Skikkelser i Mørket. »De sagtner Farten,« sae Peter, »– den er pivæng. Det er Sypiger; de gaar altid saa grinagtigt og vugger – ligesom Søfolk. Nu tar du den lille og jeg den lange.«

»Det er Vejr i Aften,« sae han rask idet vi naaede ind paa dem, og dermed var Bekendtskabet indledet. Jeg var forbløffet over, saa lidt der skulde til for at faa en 106| Underholdning i Gang; jeg hade forestillet mig det som en stor og vanskelig Kunst at underholde unge Kvinder. Men disse to lo da for et godt Ord! Der var ingen Grund til at rumstere i sin Hjærne efter noget vittigt eller underholdende; det var ganske ligegyldigt hvad man sagde, bare man gav Lyd fra sig. Men det skulde man ogsaa hele Tiden, ellers var man en kedelig én.

Og det var slet ikke saa nemt; jeg opdagede, at jeg hade endnu sværere ved at vrøvle end ved at sige noget med Indhold i. »Du siger ikke noget,« sae den lille hvert Øjeblik og trak mig i Ærmet. »Katten gør Æg,« sae jeg i min Fortvivlelse for Udveje; og saa lo hun ovenud.

Da vi hade spaseret rundt en Tid, lagde Peter den højes Arm i sin. »Nu gaar vi to,« sae han og drejede ind paa en Sidesti. Saa stak jeg min Arm ind under den lilles og fortsatte ligeud med hende.

Jeg var besynderlig tilmode, mit Mellemgulv bævrede, jeg kunde ikke faa et Ord frem. Noget rykkede truende ind paa mig, stort og skæbnesvangert, og snørede Hals og Hjærte sammen. Min Arm dirrede i Sypigens, jeg vilde trække den til mig for at hun ikke skulde mærke min oprevne Sindstilstand; men hun trykkede den fast ind til sin Barm. Og med ét var det som Trykket om mit Hjærte sprængtes; Varme bølgede igennem mig – Blodvarme; hæftigt slog jeg Armene om hende. Mine Hænder faldt ikke blødt til, de stødte mod noget haardt – en Pukkel. Hun søgte mig med sin Mund som for at afbøde noget. Men jeg satte væk fra hende, sprang tilside som for en voldsom Eksplosion. Mit Hjærte var som en Klovn, der slaar Hovedspring hen over en Manége; jeg løb i Siksak mellem Træerne og satte i et Spring over Stenmuren der omgav den gamle Kirkegaard.

Inde paa en Mark stansede jeg og hentede Vejret. Jeg 107| hade en Fornemmelse i Fingrene som var de ikke mine, og det forekom mig jeg hørte den pukkelryggede Sypige græde. Jeg løb igen, ned til hvor Marken stødte til Bagsiden af Huse. Der var Lys her og der i Køkkener og Loftskamre, og henne tilhøjre afbrødes Mørket af Lysgløder, der hang i Buer under Trær og kastede et sælsomt Skær op under det sildige Løv.

Det var Højskoleforeningens store Have, og der var Fest. Jeg hade hørt meget om disse Fester og Livet derinde i Foreningen, men ikke haft nogen Mulighed for at slippe indenfor. Men nu vilde jeg opleve noget; jeg var helt udgaaet af Hunger efter Mennesker og Oplevelse. Jeg kravlede op paa det høje Plankeværk, lod mig glide ned i Haven – og gled lige ned i Armene paa en stærk Mand. Han førte mig gennem de feststemte Flokke op til Forsamlingshuset.

Jeg selv var ikke feststemt. Jeg var blevet taget en og anden Gang tidligere, naar vi Drenge snød os ind i Teatret eller et tilrejsende Cirkus, og hade faaet en ret haardhændet Medfart; det laa et Par Aar tilbage, nu var jeg egenlig for voksen til den Slags. Jeg var uhyggelig tilmode, men der skete mig ikke noget. Jeg skulde hverken meldes til Politiet eller ha en Gang Stryg – jeg skulde blot vises ud igen. Han var allerede ved at følge mig ud til Hovedindgangen, da en lille ilter Mand kom trippende.

»Hva – hva – hva ska han sættes paa Døren for? Han – han har vel vist godt nok, at han gærne vil være her, saa ska han da osse ha Lov te'ed. – Du maa godt blie her – og du maa osse komme igen!« vendte han sig til mig og gav mig en lille bitte fast Haand. »Men du ska love mig at benytte den rigtige Indgang.«

Saa var jeg altsaa blevet optaget i det mærkelige Høj108|skolesamfund, som der gik saa mange Historier om, ikke alle for det gode. Det var rigtig nok hvad Rygterne fortalte at alle sae du til hinanden; derimod passede det ikke, at de gik med hinanden om Livet og bestandig kyssedes, saa Folk i Nabolaget ikke kunde sove. Dér hade Avisen løjet godt! Og i meget andet ogsaa; disse Mennesker gik ikke og lallede Halleluja og var skøre af hjemmelavet Livsglæde, som der paastodes! Men de talte frit og aabent til hinanden og drøftede alvorlige Ting; og den Maade de Unge omgikkes hinanden paa overraskede mig. Jeg var vant til, at der var noget bagved, naar unge Kvinder og Mænd talte sammen.

Stenværksejeren hade opfordret mig til at komme igen, og jeg gjorde flittig Brug af Opfordringen, især Lørdag Aften, naar der var Foredrag og Oplæsning af ny opsigtsvækkende Bøger. Her lærte jeg første Gang Ibsens og Bjørnsons Værker at kende. Ogsaa Strindbergs »Tjänstkvinnans son« blev gennemgaaet og sat til Diskussion. Bjørnson blev voldsomt angrebet af en Præst nede fra Sydlandet for »Det flager –«, og jeg oplevede det mærkelige, at to unge Arbejdere, Stenhuggerne Jacob Mogensen og K. A. Petersen, der senere begge blev betydelige Mænd paa Øen, forsvarede den Bjørnsonske Moral mod den studerede Præst og fik Forsamlingens Medhold. Jeg oplevede meget mærkeligt og nyt og paa samme Tid opløftende. Det bekræftede forskelligt i mig, der før var blevet set ned paa.

Hjemmet bestyredes af en ældre Tjenestepige, Karen Holm, der hade været et Par Vintre paa Askov. Hun hade et godt Greb paa at holde Justits uden at Hyggen led ved det; en egen Myndighed udgik der fra denne Gammeljomfru, parret med megen Moderlighed, der ikke mindst kom 109| mig tilgode. Senere fik jeg Lejlighed til at fastslaa, at der sad Kvinder af hendes gode Slags rundt om i de danske Byer som Ledere af Højskolehjemmene, enlige Kvinder, der fra Tjenestepigegærningen og med Højskolen som Mellemled var gledet over i denne Stilling. Pudsigt nok hed mange af dem Karen; og adskillige Ældre vil med Tak mindes disse Karen'er fra Nørrevold og Odense, Rønne, Svendborg og Silkeborg og mange andre Højskolehjem, der hade givet Afkald paa at stifte Hjem i snævrere Forstand og til Gengæld skabte Tusender af Unge og Landboere et hyggeligt Tilhold.

Hjemmet stod aabent hver Aften for Medlemmerne af Foreningen. Karen og hendes Hjælperske Gothardine, en rødkindet djærv Bondepige fra Pærsker, sad med deres Haandarbejde; Blinde Andersen spillede paa Fløjte eller der blev læst højt. Inde i den store Foredragssal tumlede de Unge sig i Gymnastikapparaterne. Der boede fem-seks Unge i Pension paa Højskolehjemmet, Sønner af Højskoleforstandere og Valgmenighedspræster i Jylland og paa Øerne; de var i Lære paa Maskinfabrikken her. Karen sørgede for, at de aabnede deres Kreds for mig.

Ogsaa Omgangen med dem lod mig se ind i en anden Verden, der stundom var lige saa fattig som min egen hvad Penge angik, men alligevel vidt forskellig – meget mere menneskelig. Naar Far slog os, plejede han at sige: Kan én ikke gi sine Børn andet, en god Opdragelse skal de ha! – men disse her var aldrig blevet legemlig revset af deres Forældre. Og de var friskere og ogsaa oprigtigere end jeg! Det var en hel anden Ungdom end den forsømte, forkomne jeg selv tilhørte; der var saa meget af Drømme og Higen i én, den bekræftede, velgørende var det. Og jeg hade fundet et Tilhold, et Hjem!

110| Godt var det, for paa Værkstedet gik alt sin Opløsning imøde; Unge Mester laa og stredes med Døden, og Kunderne forlod os. Peter og jeg gjorde hvad vi kunde for at holde sammen paa Stumperne, men de gled ud af Hænderne paa os. Vi savnede Erfaring, turde heller ikke handle paa egen Haand; og Penge til Materialer var der ikke. Gamle Jeppe var ingen Gavn til, han gik i Barndom.