XIII

Jeg tog mig Unge Mesters Død meget nær; saa længe den hade været undervejs, virkede den alligevel brat. Det var som et Stykke af Tilværelsen uigenkaldelig gik under, da han for bestandig ophørte med at kalde mig Halvsatan og Løjerlig Skabhals med sin gode Stemme. Det var Kærtegn, der for evig blev slaaet Streg over. Jeg hade hygget mig i disse robuste Kærtegn, der kun anvendtes paa mig. Unge Mester var trods Udtrykket Skabhals den eneste, der hade taget mig som jeg var, og holdt af mig for den jeg var.

Læretiden var paa Mester Jeppes Værksted halvfemte Aar. Peter Drejer blev Svend ved den Tid Unge Mester døde; jeg hade et Aar igen af Læretiden. Jeg hade længe været bestemt paa, at jeg vilde benytte Opløsningen af Værkstedet til helt at forlade Faget. Men nu overtog Hansen paa Storegade, Jeppe Køllers Svigersøn, hvad der var til Rest og mig med. Jeg blev solgt paa en Maade, og min Protest nyttede ikke. Gamle Jeppe, der var Retsvidne, truede mig med Lovens fulde Strenghed, om jeg ikke godvillig fulgte de øvrige Rester af Virksomheden. Læretiden hos Skomager Hansen var kun fire Aar, og jeg kom et halvt Aar i Forbundt hos ham. Jeg skulde ha Kosten og to Kroner om Ugen – paa eget Logi. Da jeg kun betalte 75 Øre for et Værelse, fik jeg – for første Gang i fire Aar – faste Indtægter.

Nogen Skade af at lade mig overtage hade jeg ikke. Værkstedet var Byens største, og Mester Hansen en Mand med Orden i Sagerne. Her lærte Drengene noget, Blaamandag var der ikke noget der hed, Overarbejde Aften og Søndag heller ikke. Mester behøvede ikke gemme sig væk for Kunderne, eller stikke dem en Plade om at Materialet ikke var kommet endnu ovre fra Hovedstaden. Aldrig slæbte noget paa; til den Tid et Arbejde var lovet, stod det ogsaa færdigt. Alligevel var Arbejdstiden kortere, vi holdt en Time Middag og hade Fyraften Kl. syv. Det hele gik som et Urværk.

Mester holdt ikke af at vi fuskede for os selv. Trængte vi til lidt Penge, kunde vi faa et Stykke Arbejde af ham til Svendebetaling, men aldrig større end at det kunde udrettes paa en Søndag Formiddag. Søndag Eftermiddag og efter Fyraften maatte vi ikke bestille noget.

Her endelig fik jeg Lov at blive ved Arbejdet, jeg skulde ikke længer tage Stødet af for min Mester eller springe og forsøge at faa en halv Portvin paa Klods. Men jeg savnede Unge Mester, hans forsorne Gemytlighed, hans dødsenstriste Smil naar han rettede sit gode Blik paa mig til Tak for en Haandsrækning. Her var alt saa rigtigt, man levede godt, og der vaagedes nøje over, at der ikke skete én Uret. Men koldt virkede det hele, jeg savnede Unge Mester!

Min Hoste var blevet værre, og Mester Hansen sendte mig en Dag til Lægen: Dr. Kabell, der var berømt som Dilettant-Skuespiller og altid gik og nynnede Lystspil-Melodier paa Gaden.

»Jeg synes jeg har set dig i Teatret,« var det første han sae. »Hvad for en Rolle synes du jeg er bedst i?« Jeg nævnede en Rolle.

»Hm! Der spillede jeg sku forresten rigtig skidt,« svarede han bister. »Klæd dig af!«

Han bankede mig paa Nøgleben og Ryg og lae Øret til. »Suk engang!« sae han.

»Ak!« svarede jeg.

»Suk engang!« gentog han stærkere.

»Ak,« svarede jeg igen, denne Gang heftigere.

»Ja vist saa: Ak sukkede Grevinden!« vrængede han gennem sin Rubinnæse. »Træk Vejret dybt for Satan!«

Da først gik det op for mig, hvad et Suk var. – –

Mester Hansen, saa retfærdig han var, kørte ogsaa med for mange Læredrenge; da jeg var udlært, var der ikke Brug for mig. Men han vilde hjælpe mig over paa en Fagskole i København. »Der faar de boglig Undervisning ogsaa, og du har jo Anlæg for Bogen,« sae han og saa lidt ironisk paa mig gennem Brillerne. Selv kunde han ikke fordrage Bøger; han mente de forkludrede Haandelaget. Jeg hade stor Lyst; men det strandede paa at der ikke var nogen Friplads ledig.

Jeg var udlært – og arbejdsløs. Og ikke et Værksted paa hele Øen hade Brug for en Svend!

Det stundede mod Vinter; Aarstiden var ikke til, at der kunde begyndes paa noget nyt. Skibene laa og taklede af i Havnen; der var ingen Mulighed for at gi sig tilsøs. Og andet Arbejde var heller ikke til at opdrive, den døde Ende af Aaret var inde. Søen lokkede mig; jeg hade stadig en Forestilling om, at der laa noget godt i Behold for mig, om jeg blot kom Tilfældet imøde. Og den der fór tilsøs, gav Skæbnen paa Haanden baade paa den ene og den anden Vis. Saa lejede jeg mig et Tagkammer i en høj Gavl, der vendte ud mod Havnen.

Nu og da kom der Bud efter mig fra en Mester, der hade et Par Dages Travlhed. Ellers holdt jeg mig paa mig Logi og tilbragte Tiden med at læse. De to-tre Kroner jeg brugte om Ugen til Logiet og lidt Mad, kunde jeg som Regel tjene ind ved at reparere Fodtøjet for en og anden Kamerat, der hade Arbejde. Jeg levede af Rugbrød og Mælk, ved højtidelige Lejligheder kogte jeg Kaffe i Kakkelovnen. Paa Gaden viste jeg mig saa lidt som muligt; Folk begyndte at se skævt til mig for det Liv jeg førte. Jeg hverken arbejdede eller gik ud paa Drik og Tøsesjov men sad dèr og hang over Bøger. En rigtig Dagtyv var jeg – jeg fik det at mærke paa mange Maader.

Værst kneb det for mig i de døde Maaneder efter Jul; da var det som om alt sank i Jorden; min Indkomst var saa sløj, at jeg ikke hade Kræfter til at læse. Jeg faldt i Søvn, saa snart jeg stirrede i en Bog og søgte at tilegne mig dens Indhold. Den meste Tid tilbragte jeg paa min Seng, laa og lyttede til Blodets uophørlige Sang i mine Øren og stirrede ud i Tomheden.

Georg var stukket af og hade efterladt sin Mester en køn Gæld. »Det er lige, hvad Mester har snydt mig for!« sae han sorgløst. Han hade faaet Arbejde i en By nordlands, hos en Enke; han skulde bestyre Værkstedet for hende og var allerede forlovet med Datteren. Han kunde sagtens!

Og pludselig dukkede han op hos mig, Forlovelsen var gaaet overstyr og han var blevet fyret.

»Hvorfor?« han lo. »Tror du jeg vil gaa og la mig slavebinde? Jeg kissemissede en Smule med en anden – det var det hele. Men Fruentimmer er jo nu engang kulrede!« Min Seng var bred nok til os begge, men ellers hade jeg ikke andet at dele med ham end min Sult; og han sagde meget hurtig Farvel.

Det var Tysk jeg tumlede med. Jeg hade faaet fat i nogle billige Reclam-Hæfter med lovende Titler: Schillers Tredveaarskrigen, en Bog om Sokrates, og andre Værker – og skulde rigtig svælge; men til min Forbløffelse kunde jeg kun tyde ganske enkelte Ord. Nogen sammenhængende Mening kunde jeg ikke faa ud af det.

Min Stædighed kom mig tilgode – jeg vilde ikke give op! Ogsaa Ærgerrigheden drev paa; Georg hade kigget i Bøgerne, stavet et og andet Ord og erklæret: »Det kan du ligesaa godt la vær med, for det er noget farligt Sludder, saa det faar du ingen Mening i alligevel.« – Men jeg vilde ha Mening i det!

Jeg skrev de Ord op, jeg var sikker paa Betydningen af, og lærte dem udenad. De kom igen længer fremme som gode gamle Bekendte, og ofte med andre Ord under Armen, hvis Mening gav sig af Selskabet de var i. Nogen Ordbog hade jeg ikke, og vidste heller ikke, at der eksisterede et saadant Hjælpemiddel. Men Listen over tydede Ord blev stadig større, blev til hele Sætninger. Og pludselig kunde der gaa Bevægelse i en Bogsides mange Ord og en Mening udkrystalliserede sig, sprang mig ligefrem i Øjnene som Frø pludselig springer af Kapslen. Til Gengæld var der saa Sider, der slet ikke var til at faa Mening i, selv om man var mæt og hade god Ild i Kakkelovnen. Først da jeg fik fat i et Reclam-Hæfte med Oehlenschlägers Correggio, hade jeg endelig den Tilfredsstillelse at kunne læse i Sammenhæng; han kunde skrive Tysk, saa det var til at forstaa! Jeg tog det som et Bevis paa hans Storhed som Digter, og fik gennem min Kamerat hans danske Værker fra Lejebiblioteket. Correggio hjalp mig ogsaa videre i det Tyske; der kom den Dag, da jeg kunde hakke mig gennem en almindelig Fortælling. Men Hoffmanns og Goethes Tysk kunde jeg ingen Vegne komme med.

Med Foraaret levede alting op, og jeg fik Arbejde saa her saa dèr, men ikke noget varigt. En Overgang arbejdede jeg hos en Vandreskomager nordlands; vi drog fra Gaard til Gaard med Disk og Læster og Værktøj paa Nakken; Bønderne lagde selv Lær og andet Materiale til. Det var et Lævn fra ældre Tid, da alle Udøvere af det lette Haandværk drog rundt til Gaardene, og Bonden til Gengæld »tog til Smeden med Jærn og Staal og Kul«, som der staar i den gamle uartige Vise. Mester her var den sidste Vandreskomager, vistnok i hele Landet. Noget morsomt Arbejde var det ikke; Bønderne saa ned paa Skomageriet og Skrædderiet som Krøblingehaandværk og satte daarlig Mad for os. Det hjemmegarvede Lær var surt at slide i; Seletøjet der skulde repareres var raaddent af Hestesved, og Sengetøjet klæbede til Kroppen af Klamhed. Daarlig betalt var Arbejdet ogsaa, Mester beregnede sig en Krone om Dagen for hver af os. Da han skulde lægge baade Redskab og »Anseelse« til, kunde der kun blive fire Kroner til mig om Ugen.

Ind imellem vendte jeg tilbage til min Hybel, som jeg stadig holdt paa, skønt jeg daarlig kunde afse de 75 Øre om Ugen den kostede. Det lille Loftskammer højt oppe over Havnen var blevet mit Hjem; jeg hade tilbragt saa mange hyggelige Timer dér og blev varm og glad tilmode, naar jeg vendte hjem efter en Arbejdsudflugt. Under de skraa lasede Vægge var jeg vokset, var blevet mig bevidst som Menneske. Hidtil hade mit Væsen været Kaos, en Taage hvori Haab og Higen var fremherskende Kræfter. Min Strid her paa Hybelen, med Ensomheden og det fremmede Sprog, med Sulten og de mangehaande Tanker, der som Rotter gnavede sig op paa Overfladen indefra, hade sat den glødende Taagemasse i Bevægelse. Der gik Kærnedannelse i den, opstod Centre her og der, hvorom tilegnet Stof, som hidtil hade ligget dødt i mig, lejrede sig. Jeg dannede mig Meninger, gale Meninger de fleste, som maatte omformes igen og igen; men Meninger der var tungt erhvervet mine egne og derfor skænkede Sindet en egen Fylde. Jeg bar paa noget dyrebart nu, et eget Indhold; det var en forunderlig Følelse at gaa svanger med en selvstændig Tankeverden.

Mine Kamerater gjorde Nar af mig for det. »Han tænker!« sae de spottende. Men Folk, der var noget og selv gav sig af med at tænke over Tingene, hørt alvorligt paa mig naar jeg ængsteligt vovede mig frem med en Mening. Og det hændte, at man spurgte mig om min Opfattelse, naar Diskussionen galdt en Bog eller et eller andet aandeligt Spørgsmaal.

Men var der ved at danne sig en fast Kærne i min indre Verden, saa flød til Gengæld alt omkring mig. Jeg skulde ha sprunget af, da det naturlige Ophold var der ved Unge Mesters Død. Nu slæbtes jeg med videre, med et Ben i Faget, det andet svingende udenfor – stod paa Trinet og svingede, parat til at springe af – og kunde ikke bestemme mig. Hele min Færd prægedes af dette, blev ubeslutsom og vagabonderende. Jeg flakkede og flakkede! De daarlige Arbejdsforhold var først Skyld i det; men naar jeg endelig hade Udsigt til støt Arbejde, slog jeg selv Chancen i Stykker. Opbruddet var gaaet mig i Blodet.

En Overgang var jeg i Neksø og arbejdede hos Arrestforvareren, der ogsaa var Skomager og hade Værksted paa Raadhusloftet lige over Fangecellerne. I den Tid var jeg hver Aften sammen med Jakob, der gik mit hjemmegjorte Tysk efter med Skrubhøvlen og bibragte mig Regler for Udtalen. Det var en frugtbar Tid. Jakob var ængstelig for mit Helbred og slæbte mig med ud; saa snart Vejret var til det, gik vi lange Ture, og han underviste imens – hans forbløffende Hukommelse gjorde det af for Lærebog. Eller han talte om de aandelige Spørgsmaal der optog ham. Naar han af en eller anden Grund ærgrede sig over mig, forlod han Samtaleformen, slog over i Doceren og hamrede Sætningerne fast ved at hugge Knoen i Skulderen paa mig.

Mens vi gik og talte gik der Skred i saa meget, der laa ophobet i mig som død Masse efter min ihærdige men spredte Læsning. Min Bevidsthed var som et Kosmos, hvori Klode efter Klode dannede sig. En god Tid var det; jeg var fuldt ud lykkelig!

Alligevel stak det mig; jeg kom pludselig til at længes efter Højskoleforeningen og de Unge i Rønne og pakkede mine Ting. Mor skældte mig ordenlig Huden fuld, da jeg kom for at hente mit Vasketøj og sige Farvel; det lignede ikke noget saadan at rende sin Vej fra godt Arbejde! Jeg henviste til, at Georg flyttede meget oftere. »Ja Georg – men du er nu engang ikke Georg! Han skal ha Lov at ha det paa sin Maade!«

I Rønne fik jeg straks Arbejde hos en Mester, der stillede mig en fast Stilling i Udsigt, om vi ellers kunde komme ud af det med hinanden. Han var et eller andet stort i en af Byens mange Sekter, Apostel eller Hyrde eller saadan noget; om Søndagen prækede han og stod og hoppede foran et Alter i rød Talar. Han understregede stadig at han fik Løn for det; og det blev mig hurtig klart, at han ved at »komme godt ud af det med hinanden« forstod, at jeg skulde slutte mig til Sekten. »Der kommer mange unge kønne Piger,« sae han naar han forsøgte at overtale mig. Eller: »Du har jo Ord for at give dig meget af med Bøger – og Ordet i din Magt har du! Du skulde komme til os, du vil ikke fortryde det.«

Hans Argumenter oprørte mig, og jeg sae ham det.

»Sandelig om ikke du har baade Ordet og Troen i din Magt,« sae han og saa paa mig med et Udtryk af kær Beundring. »Du gør mig helt flov! Du skulde bestemt komme til os.« Han skelede lidt, og det gav hans Ansigt et Udtryk af Godhjærtethed, som det vel ikke ellers hade noget Krav paa.

»Jamen jeg er jo Fritænker,« indvendte jeg nærmest paa Trods. »Det regnes jeg da for.«

»Troen har du skam alligevel – og Fortørnelsen til at ruske op i Sindene ogsaa; og det er det de vil ha! Jeg skal sige dig« – han bøjede sig frem over Disken og hviskede fortroligt: »der er for lidt Fortørnelse i mig, og det er de utilfredse med i Menigheden. Men du har den!«

Der var noget lokkende i det; maaske var her en Vej til at slippe over i en – i al Fald til en vis Grad – aandelig Tilværelse. Mente jeg mon for Alvor, at det hade noget med aandelig Virksomhed at gøre at lave rytmiske Bevægelser til Messetoner foran et Alter, i rød Messehagel og med Ryggen vendt til en Mængde sjælelig forhutlede Mennesker, der søgte denne billige Spænding af Mangel paa noget bedre? Og vilde jeg kunne faa mig selv til at gøre disse Kunster? – og tale i Tunger, sige en hel Bunke meningsløst Tøjeri med et Udtryk af den højeste Henrykkelse?

Mester mente det i al Fald; han var ikke i Tvivl om, at jeg med Tiden vilde kunne naa frem til Stillingen som den Øverste – Ypperstepræsten. »Men pas paa, du ikke blir en Tværdriver!« sae han. »Du interesserer dig ikke for de unge Piger, og du ler ikke. Den der skal være de andre et godt Eksempel, maa ogsaa selv ha Smag paa Livet. Og han maa kunne sige en Morsomhed.«

Det var han selv god til. Kunde han ikke drive det til at ryste Menigheden op gennem Fortørnelse, faa den til at le kunde han.

Jeg var en Tværdriver, jeg følte det selv. I Højskoleforeningen, som dog hade lokket mig til Byen igen, kom jeg ikke. Jeg besøgte Menighedsmøderne sammen med Mester, men blev ikke gladere af det. Der var gaaet noget i Staa i mig; indefra groede et Tungsind frem, som ikke gav Grunde for sig, men bare var der. Jeg syntes Livet var saa tungt, Verden saa jammerlig, jeg selv saa plat umulig.

Som jeg var allerlængst nede, dukkede min Bror en Dag op paa Værkstedet. Han hade haft Arbejde i Hasle men var blevet fyret – eller hade selv gjort Slut, jeg ved det ikke. I al Fald skinnede han af Lettelse over at være en fri Mand igen. Han forstod at afvinde Livet dets lyse Sider! »Vil du med ud?« sae han. »Jeg har Penge paa Lommen, og Solen skinner saa kønt.«

»Jeg har fjorten Dages Opsigelse – og sidder midt i et Arbejde,« svarede jeg afvisende.

»Aa skidt med det – kom bare med. Solen skinner saa storartet!«

Jeg hade altid haft svært ved at staa for hans Overtalelser, og snart besatte Vagabonderingens Djævel mig ogsaa. »Maa jeg faa Afregning!« sae jeg til Mester, som kom ind for at se hvor langt jeg var med Arbejdet. Det var et Par hvide Brudesko, som var lovet færdige til om Aftenen.

»Er du forrykt?« sagde Mester. »Du sidder midt i et Par Brudesko, og du har fjorten Dages Opsigelse. Jeg melder dig, du kommer for Retten!« Han var helt fra'et.

»Maa jeg faa Afregning,« gentog jeg stædigt.

Saa gav Mester sig, mod at jeg lovede at komme tilbage, og gik i Byen for at laane Penge. Mit Tilgodehavende, som var løbet paa for længere Tid, udgjorde en vanvittig Sum; tæt ved tredve Kroner fik jeg udbetalt. Mester saa bedrøvet efter mig, da jeg gik; jeg var ikke klar over, om det var Udbetalingen der smærtede ham, eller Tanken om at vort gudelige Samarbejde maaske nu gik i Stykker.

Men Georg var ovenud glad. »Jeg har lige saa mange Penge, nu skal vi slaa en rigtig Skæv sammen,« sae han og saa kærligt paa mig. »Nu er du Svend, og vi har alligevel ikke været paa Bummel sammen. Jeg kender en Mand, du – bliv bare staaende her!« Han forsvandt og lod mig staa paa Gaden; noget efter dukkede han op med et Enspænder-Køretøj. »Nu tar vi hele Øen rundt og hilser paa gode Venner, og Aakirkeby inde i Landet tar vi til sidst. For der bor en Pige, jeg godt ku li og hilse paa igen.«

Vi lagde Vejen nordud mod Hasle, hvor Georg hade Bekendte, der gærne maatte se os i »Selvejerkøretøj«. Det var glade, sorgløse Svende ligesom han selv, og vi naaede ikke videre den Aften. Næste Dag fulgte et Par Stykker med, paa Georgs indtrængende Opfordring. »I maa da prøve mit ny Køretøj,« sae han. Der var mange Ophold undervejs; »Hesten maa ha noget at drikke!« sae de hvergang vi kom til en Kro. Folk var der ogsaa ude, og Georg blev Venner og Dus med alle ved første Sammentræf. De maatte endelig følge med. Da vi naaede Allinge ved Aftenstid, var vi syv paa den lille Vogn. Jeg morede mig storartet i deres Selskab; det var helt dejligt at gi Pokker i Livets Alvor og slaa sig rigtig løs. Da vi sent paa Aftenen skulde gaa i Seng i Kroen, var jeg godt oplagt og – vel for første Gang i mit Liv – lidt ør.

Men Georg var svært alvorlig, mere alvorlig end det egenlig laa til ham. Han sad paa Sengekanten og stirrede ud i Luften, glemte helt at trække af Tøjet. »Hvordan i Alverden blir vi af med dem?« sae han grublende, »de følger sku med Øen rundt! – Kan du ikke sige til dem, at de skal skrubbe a? Du kan jo alligevel ikke fordrage dem; det har været let nok at mærke paa dig!«

Det vilde jeg nu ikke gi ham Ret i. »Nej, klar du den selv – det er dog dig der har indbudt dem,« sae jeg leende.

»Ja du kan sagtens grine; men hva Pokker – naar de nu hænger paa! Nu ved jeg hva vi gør, vi staar op i Nat og joller af – li'saa stille!«

»Og Betalingen paa Kroen?«

»Den skal jeg nok ordne med Karlen – for os to altsaa!«

Midt om Natten vækkede Georg mig, og vi rullede videre. Hvordan han ordnede det med Betalingen, ved jeg ikke; jeg har i al Fald aldrig senere staaet over for noget Efterkrav fra Affæren.

Paa Østlandet var Georg ikke saa stedkendt, og vi naaede Neksø hen paa Eftermiddagen. De kom alle til Vinduerne, da vi holdt udenfor; Mor stod og løftede den sidste lille, »Skrabkagen« op saa hun kunde se med. Hun var vel et godt Aar nu, men en rigtig Tyksak; ingen skulde se paa hende at hun var kommet, efter at det hele forlængst skulde være forbi.

»Vi faar nok Aftensmad derhjemme,« hade Georg sagt undervejs. »Saa ber vi den Gamle hen paa Hotellet bagefter.«

Men Far lo blot ad os; han skulde ikke ha noget af at lade sig indbyde til Kros af saadan et Par snottede Knægte, der oven i Købet gjorde sig latterlige ved at komme anstigende som var de Selvejere. Han kunde ikke lide at vi tossede saadan om, oven i Købet om Hverdagen, og vendte os Ryggen. Mor var ked af det, saa vi stak hurtig af. Ogsaa paa Hotellet behandlede de os underligt, og forlangte Pengene for Nattelogiet forud. »Jeg er ikke tilstede i Morgen tidlig,« sae Krokonen sleskt. »Men kanske de unge Herrer ikke hade noget imod at betale nu?«

»Hørte du, hun kaldte os unge Herrer?« sae Georg stolt.

»Ja, jeg hørte nok hun gjorde Nar af os!«

»Du skal nu altid se sort paa alting,« svarede han forstemt.

Meningen hade været at runde hele Øen, men Sydlandet maatte opgives til en anden Gang. Jeg vaagnede nemlig om Morgenen ved, at Georg sad overende i Sengen og rystede sin tomme Pengepung. »Du, hvor mange Penge har du?« spurgte han spændt.

Jeg talte efter, det blev til nogle og tyve Øre. »Saa mange har jeg ogsaa; det er paa høje Tid vi vender Næsen hjemefter!«

Vi tog saa Landevejen tværs over Øen. I Aakirkeby gjorde vi Holdt; Georg vilde hen og besøge »Svigerfars«. »Hvis jeg bliver over et Kvarter borte, saa er den god nok og du kan rolig komme bagefter.« Han kom meget hurtig tilbage – der hade ikke været en Kæft hjemme. Han saa til Siden, da han sae det.

Vi var godt sultne, og begav os igen paa Vej – ad Rønne til. Dér var der altid Udveje, mente Georg. Hvad han tænkte paa var ikke godt at sige, for vi hade hverken Arbejde eller Logi. »Ja det er jo rigtigt nok, og hvis du var alene, saa –. Men Udveje er der nu altid for den som forstaar at klare sig i Livet. Vær du glad du har mig med!«

Men lidt oven for Rønne stansede han Køretøjet; han kom i Tanke om, at han hade nogen han kendte oppe ved Rabekkeværket. »Ham tar jeg og besøger.«

»Hvad saa Køretøjet?«

»Det kan du jo aflevere,« – han rakte mig Tømmen. »Sig bare at jeg kommer forbi og betaler.«

Men det hade jeg ingen Lyst til. Det var dog ham, der hade lejet det.

»Ja hva saa? Men naar du ikke vil, saa lar vi det bare staa; Hesten finder nok hjem af sig selv.« Han var allerede paa Vej indover.

Jeg sprang af og tog Landevejen fat i modsat Retning; aflevere Køretøjet og staa til Skamme for hans Upaalidelighed hade jeg ingen Lyst til. Et Stykke ude smed jeg mig bag en Busk i Vejgrøften. Jeg kunde følge ham opover Landskabet; han hade allerede svedt mig og Køretøjet ud, saa sig ikke tilbage men gik og svippede efter Blomsterne med sin Stok – fløjtede vel sagtens. Saa krøb jeg op af Grøften, luskede tilbage til Køretøjet og bragte det til Rønne. Nogen morsom Opgave var det ikke.