XIV

Min Plads var optaget, saa jeg var igen ledig paa Torvet. Gavlhyblen ved Havnen var heldigvis ogsaa ledig; ingen vilde bo der, man paastod at der var Væggetøj. Jeg hade ikke mærket noget til Dyrene; og nogle af mit Livs lykkeligste Timer hade jeg tilbragt dér, stridende med Stof og Tanker. Hvor ofte var jeg ikke kørt fast her, hade traadt i det med samme Følelse af Ufremkommelighed, som da jeg, lille og spinkel, i Nattens Mulm og Mørke skulde tumle den tungtlæssede Bør op over en smal Planke. Men her sank man ikke dybere og dybere i jo mere man masede; Hjærnen hade alligevel en hel anden Maade at arbejde paa. Den kunde gaa istaa over for en enkelt Børfuld og ikke være til at faa i Gang; og saa med ét tog den ved og klarede ikke blot den ene Bør men hele Grejen paa én Gang. Sommetider arbejdede Forstanden med en Opgave som en Mus med et Æg, vendte og trillede den, sprang op paa den og tumlede med en Kolbøtte ned paa den anden Side – det endte med, at Ægget gik itu og maatte spises paa Stedet. Men ofte igen tryllede den sig sit Resultat til; hokus pokus var det der fikst og færdigt. Det var morsomt at arbejde med Hjærnen. Naar jeg reparerede et Par Sko, ja saa var de pæne; men naar min Tanke pudsede en enkelt Genstand op, satte den ind i sin Sammenhæng og gjorde den levende, ja saa gav alle Ting sig til at skinne og leve!

Jeg hyggede mig igen ind under Skraataget, med en lidt slukøret Erkendelse af, at jeg hade det bedst naar jeg var ene. Slaa mig løs sammen med de andre egnede jeg mig ikke til; selv om jeg med den bedste Vilje sluttede op i Selskabet, gled jeg af mig selv ud, arbejdedes ud af Kredsen som et Fremmedlegeme og befandt mig pludselig ene i en Krog!

Ked af det var jeg ikke. Jeg tog min gamle Levevis op, hade Arbejde nu og da, flikkede ogsaa lidt hjemme paa Logiet – og læste. Lørdag Aften gik jeg i Højskoleforeningen til Foredrag og Diskussion; ellers holdt jeg mig hjemme. Georg kom nu og da og delte min Seng med mig, naar han var blevet fyret et Sted. »Hvad har du for at være saadan en Dydsdragon,« sae han, naar han saa, hvor tomt der var hos mig for Mad og Penge. »Du er jo endnu fattigere end én anden; du har ikke engang en Smule Madkærest.« Han forsvandt hurtigt, der var ikke morsomt hos mig.

Og jeg savnede ham ikke, savnede overhodet ikke Mennesker, ensom følte jeg mig aldrig dengang; det er vel noget der først melder sig med Aarene. Man isoleres indefra og trænger derfor til mere udvendigt Samvær! Jeg tænkte overhodet ikke i Enkeltvæsner; det var Menneskeheden det smærteligt galdt. Og jeg nød at være ene med min Verdenssmærte.

Et Drog syntes Folk jeg var; jeg vidste det nok. Enten tog man til Søs eller tog Havnearbejde, naar der ikke var noget i Faget. Man gik ikke saadan og læste Bøger og halvsultede. Det godtede mig at tænke paa, at jeg hade mere ondt af dem og hele Verden end de af mig.

Selv Karen Holm, Værtinden i Højskoleforeningen, var ikke tilfreds med min Levevis. »Du blir tyndere og tyndere, hoster gør du og faar sikkert hverken Varme eller Mad.« Hun indbød mig til at komme og spise med de andre Unge: »– saa faar du frisk Luft med det samme; du sidder for meget inde! Du kan betale det, engang naar du har fundet frem til dit. Vi tror alle paa dig!«

»Ja han, han er et Søndagsbarn,« sae den unge Stenhugger Jakob Mogensen.

Jeg følte mig ikke just som et Søndagsbarn; men det gjorde godt at høre det. Ivrig stredes Smaaborgerlighed og Ærekærhed med Sulten; jeg hade selv tjent Føden fra jeg kunde krybe og vilde ikke tage den som Gave af andres Haand. Skrækken for at spise »Naadsensbrød« sad dybt indgroet i Almuen dengang; selv naar man arbejdede, mente man man fik Brødet af de Bedrestilledes Naade.

Jeg hutlede mig videre. Ved Nytaar meddelte Karen Holm mig, at der var Brug for en ung Mand paa Højskolen i Østermarie – til at passe Kakkelovnene Resten af Vinteren. Jeg vilde faa frit Ophold og Lejlighed til at tage Del i Undervisningen.

Lyst til at skilles fra mit Tagkammer og min Eremit-Tilværelse hade jeg egenlig ikke; men der var noget ved den Maade hun gav Meddelelsen paa, der fik mig til at føle den som en Henstilling. Senere blev det mig klart, at det med Fyringen kun var et Paaskud; jeg fik ingen Kakkelovne at passe.

Og meget hurtig blev jeg fanget ind af Livet paa Skolen. Selve Undervisningen var ikke meget bevendt; der var kun én virkelig Lærer – Forstanderen. Saa var der en falleret Gaardmand fra det sønderjyske, som ogsaa en Overgang hade været Uddeler i en Brugsforening. Nu underviste han i Verdenshistorie og Verdensliteratur paa smaa Højskoler om Vinteren; om Sommeren rejste han som Agent i Margarine og Kunstgødning. Som Barn af det tabte Land Sønden Aa repræsenterede han Skolens Udsyn til den store Verden. »Den Spørgsmaal maa ses i Verdensformat,« sae han til hveranden Sætning, naar han holdt det der paa Timeplanen stod opført som Foredrag. Vi kaldte ham »Udsynet«. Han fik Opholdet og 50 Kr. om Maaneden.

Læreren i Sløjd, Gymnastik og Fysik var kun fra Nørrejylland; han hade været Elev paa Vallekilde Højskole et halvt Aar og fik 30 Kr. om Maaneden. Med Fysiken og Sløjden var det smaat bevendt, men han sprang godt over Hesten og var os en god Kamerat. »I maa helst ikke stille mig Spørgsmaal, for a er jo kun Nybegynder i Videnskaben,« sae han forud for hver Fysiktime.

Forstander Foverskov var den eneste, der hade nogen Uddannelse til Gærningen; han var Seminarist. Han var en smuk Mand med en ualmindelig klangfuld Stemme til Sang og Foredrag, men hans Væsen var bebyrdet og Stemmen hade altid en Underklang af Kummer.

Højskolen var bygget af Øens grundtvigianske Bønder i den første Grundtvig-Begejstrings Rus, stor og dyr, med Plads til vel hundrede Elever. Det naturlige Opland var paa Forhaand for lille til at fylde den; en Del af de Unge tog paa Skole ovre, for at forene Skoleopholdet med et Ophold i det fremmede. Et Par Højskoleforstandere, der erstattede det store Sus ved at male Vind, sejlede Skolen helt i Sænk. Nu skulde Foverskov faa den til at flyde igen; og Følelsen af at han ikke magtede det, lastede tungt paa ham. Han hade en udvalgt Bogsamling, og ofte sad jeg inde i hans Studereværelse og læste. Han kaldte mig ind under Paaskud af at jeg skulde skrive noget for ham. »Sig til de andre, at du hjælper mig,« sae han »– det er ikke noget for dig at sidde dér og høre paa Sørensen og »Udsynet«. Det er en skidt Tid du er kommet her paa; men om du vil komme igen næste Vinter, skal det nok se anderledes ud. Min Kone faar en Arv udbetalt nu til Foraaret, og den sætter vi ind. Saa slaar vi det sidste Slag!« Han lo mismodigt; det hørtes paa ham, at han ikke troede paa Sejren.

Han kom ofte tilbage til, at jeg maatte se at komme igen næste Vinter, og rigtigt: »Du kan søge Amtsunderstøttelse, og Resten sørger Højskoleforeningen og jeg for, saa det ikke bliver et Pengespørgsmaal for dig. Og om du saa kunde tænke dig at gaa videre – og komme igen engang som Lærer; saa kanske det gik.«

Der aabnede sig med hans Ord en Lysning fremefter, en Løbebane, et Maal! Som en smuk Gærning stod det at være Lærer for Ungdommen for mig, at tage den ind fem seks Maaneder, aabne dens Øjne for Dagliglivets Rigdom og sende den ud i Hverdagen igen. Jeg forstod godt, at de nøgterne bornholmske Bønder hade vendt den forrige Ledelse af Højskolen Ryggen. Der gik Folk rundt om, der hade været her paa Skolen og var blevet fyldte med Gas, saa de svajede hid og did i deres Stræben tilvejrs, som en Ballon der er lænket til Jorden. Men Foverskov var en klar og forstandig Mand, der aldrig prøvede at fange Folk ind ved deres Søndagsstemning, men gav dem jævn og solid Besked om jordiske Ting. Jeg forstod ikke, at de var utilfredse med ham ogsaa. Der var ikke Flugt nok over ham; saa nøgterne de var, vilde de alligevel rives med.

Vi var vel 10-12 Elever den Vinter. Lidt forslog vi i de store Bygninger, som der ikke var Raad til at varme op; vi frøs og rykkede sammen. Ofte kneb det ogsaa med at skaffe Maden til os. Men hyggeligt var det alligevel, især om Aftenen, naar vi alle samledes i den store Spisestue og legede Ordsprogslege eller Forstanderen læste op. Han læste godt og mindede hvad Organ og Fremstilling angaar om Holger Begtrup eller Vilhelm Andersen, men nød aldrig sig selv. Naar jeg har hørt de to sidstnævnte, har jeg jævnlig maatte tænke paa visse Sangfugle fra min Tid som Vogterdreng, der kunde falde i forundret Lytten til deres egen Stemme.

En Dag gik jeg og spændte den lille Enspænder for; Foverskov skulde køre til Rønne. Hans Hustru kom hen til Vognen. »Kan du ikke finde et Paaskud til at køre med? jeg tør ikke lade min Mand tage afsted alene,« sae hun stille. Jeg bad saa Forstanderen om at ta mig med, da jeg hade noget at udrette i Rønne. Han blev paafaldende oplivet ved min Anmodning. »Det var da morsomt, at du ogsaa har at gøre i Rønne,« sae han Gang paa Gang og saa taknemmeligt paa mig. Ydmyg saa han ud, ydmyg og trist.

»Kender du noget, der kan ydmyge som Fattigdom?« sagde han med et da vi kørte ind i den mørke Alminding. »Her sidder jeg og er taknemmelig fordi min Kone sendte dig med til at passe paa mig. For det var jo hende! Hun turde ikke la mig køre ene her i Skoven; og selv kan hun ikke ta med, saa svag hun er. Og saa er hun alligevel saa stærk, dersom jeg ikke hade hende du; én synes mange Gange Døden er at foretrække. Men en Selvmorder, der har været Højskoleforstander – det lyse Livssyn – det gaar jo ikke du! Jeg skal ind og tigge Brød paa Dampmøllen – helst til hele Vinteren; der skal noget til til tyve voksne Munde. Og Bønderne er ubarmhjærtige mod den der staar og mangler Brødet; de har aldrig selv prøvet det – derfor hader de den Fattige. Men du har prøvet det; du har set din Mor græde for Brødet, kanske ogsaa selv maattet det. Derfor er jeg saa glad for dig, for du har lært af bitter Nød, hvad det daglige Brød er værd, og det har præget dig i Sjælen ogsaa. Jeg kan se det paa dig, naar du lytter; det er ikke Flødeskumskager din Aand har Brug for, men Brød – Sjælens daglige Brød kunde man vel kalde det.«

Saadan blev han ved at tale i de to Timer til vi naaede Rønne, med en sagte, enstonig Tale der lignede Halvgraad. Han græd for Brødet – som jeg saa tidt hade hørt Mor græde for det, saa det blev til et Sting i ens Hjærte. »Lad os køre hen og tale med Brodersen,« sae jeg; og det var en lykkelig Tanke. Da vi kørte fra den lille mærkelige Mand, der ikke fungerede glidende men i rytmiske Stød, hade Højskolen Brødet sikret for Vinteren.

Og saa med ét var de tre Maaneder omme og Vinterskolen forbi. Mit største Resultat af Opholdet var, at jeg hade faaet Ligevægt i Sindet og Tro paa min Fremtid. Desuden hade jeg lært at skrive en fast læselig Haandskrift og et klart og rent Dansk. Foverskov der selv underviste baade i Dansk og Skrivning, hævdede bestandig i Undervisningen, at der var en organisk Sammenhæng mellem Skrift og Fremstilling. Skriftens Krussedulle og Stilfrasen hade samme Rod, bekæmpede man den ene, kom man ogsaa den anden til Livs!

Ved Afrejsen maatte jeg love at komme igen næste Vinter, og det var velgørende endelig engang at vide at der stod Plads aaben for én. Ellers hed det altid: Optaget!

Om det nu hang sammen med at jeg hade faaet nyt Mod – jeg var heldig den Sommer og hade temmelig støt Arbejde. Jeg fik min Gæld tilside og anskaffet mig et Sæt nyt Tøj.