XV

Vinterskolen begyndte første November, og det var med bankende Hjærte jeg sagde Farvel til Vennerne i Højskoleforeningen. Blinde Andersen, der hade sine Øjne i Fingerspidserne, befølte mit Ansigt ved Afskeden. »Hvor ser du glad ud,« sae han – »du venter dig nok meget af Vinteren. Og for god Lærerhjælp er der jo sørget. Men du maa godt blive lidt mere tykkindet ogsaa der nede i Østermarie; du er fælt mager.«

»Det kommer nok,« sae Karen Holm, »i Vinter vil de faa god Mad paa Højskolen. Men sørg for gode varme Sengeklær. Din Mor maa vist kunne hjælpe dig.«

Det var Karens store Bekymring, hvor jeg fik Sengeklær fra. Hver Elev skulde ha Udstyr til en Seng med; og selv kunde hun ingen undvære, saa mange Pensionærer hun hade. Men sammen hade vi regnet ud, at Mor maatte ha Sengetøj tilovers, nu Bedstemor var død og alle vi større Søskende fløjet ud.

Jeg lagde Vejen til Højskolen om ad Neksø og gik de fire Mil til Fods, aldrig hade Vejen forekommet mig saa let. Nu drog jeg igen ud som Lærling, men til en Lære jeg selv hade valgt; for første Gang i mit Liv gik jeg ind til noget, som ikke fyldte mig med Angst. Denne Gang hed det ikke, at smutte ned i det første det bedste Musehul mod sin Vilje og blive stikkende dèr, fordi der ikke var anden Udvej. Nu maatte Alverden gærne spørge mig, om jeg hade Lyst til min Gærning!

Mor hade Sengeklær men turde ikke laane mig dem; Far stod hjemme i Skuret og arbejdede, og det var ikke muligt at faa dem afsted uden at han mærkede det. »Jøsses hvad skal jeg arme Menneske gøre,« sae hun fortvivlet. »Der ligger et Hus, om Far faar at vide, at du tager paa Højskole! Kunde du ikke la vær med det og holde dig til dit Arbejde? Du ved jo, Far hader alt hvad der har med Lærdom at gøre. Igaar brændte han igen en af dine Bøger.«

Det var en Bog jeg hade faaet af Jakob, Bjørnsons En Handske. Han maatte ha læst den, for han sae til Mor, at saadan noget Svineri vilde han ikke ha i sit Hus. Men naar han var i det Hjørne, brændte han alle Bøger han kom over, uden Hensyn til om vi hade laant dem. Han følte sig slaaet ud og hævnede sig til alle Sider.

Godt gik det ham ikke. Hans Fjender hade sejret over den Formastelige, der paatog sig Arbejder som der hørte studeret Folk til; noget større Arbejde fik han ikke mere, han var slaaet ned. Nu huggede han Randsten til det ny Vejarbejde derhjemme i Skuret; Stenværksejeren lod som et særligt Hensyn Raaæmnerne køre herind, saa han ikke behøvede gaa den halve Mil til »Bakkerne«. Nu og da, naar der var et særlig vanskeligt Arbejde, kom der Bud efter ham – naar en Brønd skulde føres ned gennem dybe Sandlag eller der skulde arbejdes i Dykkerklokke i Havnen. »Ja, naar ingen anden kan, saa gaar der Bud efter Hans Jørgen Andersen,« svarede Far saa. »I fortjente, at man lod Jer sidde i Klemmen.« Men dertil elskede han sit Arbejde for højt; det endte bestandig med, at han kom naar der kaldtes. Siden kunde han saa staa og skumle og slaa Brosten.

Mor klagede over, at han hade lukket sig helt ind i sig selv og aldrig talte i andet end Enstavelsesord. Kun den lille Ella, Skrabkagen, kunde lokke Ord og Smil af ham; med sine tre-fire Aar tyranniserede hun ham fuldstændig.

Far gik sjælden paa Værtshus nu men hældte jævnt paa Lampen derhjemme. Hver halve Time maatte han ind og gæste Hjørneskabet. Saa fulgte den lille ham tæt i Hælene over Stuegulvet. »Saa, er du nu tørstig igen – det er farligt saa du pimper,« sae hun. Mor levede i bestandig Angst for, at han skulde lade en tung Næve falde ned paa Ungen, men han mumlede blot uforstaaeligt og trak sig afvejen, med den lille tæt i Hælene paa sig.

Naturligvis hade Far faaet at vide, at jeg skulde paa Højskole, han kom slet ikke ind men holdt sig ude i Arbejdsskuret. Mor hade sendt Tio, den næstyngste, ud til Marie Pihl, der arbejdede sammen med hende, naar der skulde desinficeres efter smitsomme Sygdomme. Marie Pihl hade endnu Sengeklæderne liggende efter sin Mor. Tio kom hjem med den Besked, at de skulde blive bragt hen i Købmand Bergs Gaard, saa de kom afsted til Østermarie med første Vognlejlighed. Saa var den Sorg slukt. Mor vidste Udveje som altid.

Jeg brød snart op; der var et Par Mil til Højskolen, og jeg vilde først op om og fortælle Jakob Hansen den glædelige Nyhed. Morsomt var det heller ikke at tænke paa, at jeg holdt Far borte fra hans egne Stuer. Da jeg gik, kom han frem i Døren til Arbejdsskuret med Hughammeren i Haanden; han var blaasort i Ansigtet.

»Naa skal du saa afsted og skabe dig stort?« sae han og grinede ilde, – »du skulde hellere passe din Profession. Her har én gaaet og rakket sig af for at holde saadant et Drog i Lære, og naar han saa har udlært, smider han det hele væk for Tossestregers Skyld!«

Noget ukendt forfærdeligt steg op i mig, en Vrede jeg aldrig før hade følt mod noget Menneske. Jeg følte en hæftig Trang til at springe over Gaarden og slaa til ham saa han dejsede, give ham igen, betale ham for saa meget. Det flimrede for mine Øjne. »Ja, du har sandelig rakket dig kønt af!« skreg jeg ude af mig selv. »Hældt i Halsen har du, og ladet os bjærge os som vi bedst kunde. Du, du –!«

Det var første Gang jeg satte mig op imod ham, og vel ogsaa første Gang jeg sae du til ham; han stod et Øjeblik maalløs, stirrede som begreb han ingenting. Saa kom han over mod mig med Hammeren hævet. Jeg greb et eller andet, Jærnbolten til Porten tror jeg, og stod parat. »Prøv og kom!« raabte jeg – »jeg slaar dig i Jorden!« Blodet kogte i mig, jeg maatte gøre Vold paa mig for ikke at springe frem; brændende ønskede jeg at han vilde angribe, saa jeg kunde faa afregnet med ham for al hans Tyranniseren. Men Far vendte om, gik ind i Skuret og smækkede Døren i efter sig.

Og i samme Øjeblik knækkede der noget i mig ogsaa. Hvor saa han gammel og brudt ud, som han dèr trak sig tilbage! Jeg smed Jærnstangen og stod der slap og tvivlraadig, hade mest af alt Trang til at gaa ind i Skuret og sige ham et godt Ord, ydmyge mig for ham og bede ham om Forladelse, for at give ham hans Selvfølelse tilbage. Hvor kunde jeg i dette Øjeblik unde ham Bevidstheden om at ha Ret over for mig. Men Far var ikke den, man kunde komme saadan til; han foragtede Føleri og mest af alt Angergivenhed.

Lidt længer hen skrev Mor til mig, at jeg godt kunde komme hjem paa Besøg, Far hade ikke noget imod at jeg var paa Højskole. Han var blot blevet ærgerlig over at jeg laante Sengeklær af fremmede Folk.

Besøget hos Jakob Hansen blev en stor Skuffelse for mig. Jeg kom i den sikre Forvisning, at han vilde blive glad paa mine Vegne, naar han hørte at jeg skulde paa Skole; men i Stedet gav han sig til at haane Grundtvigianismen og rakke Højskolen ned – og med noget nær de samme Argumenter jeg hade hørt Avisen og de sure Højremænd i Rønne bruge.

»Præsten i Pærsker er Grundtvigianer ved du nok – og en farlig Idiot er han, for det er alle de Folk. Han lar sin Tjenestekarl ligge inde paa Sofaen i sit Studereværelse og ryge Pibe, mens han arbejder; og naar Præsten minder ham om at han skal ud og muge, siger han: Nej i Dag er det din Tur, Marius!« Han sae det drævende, med krænget Mund.

Jeg blev gal i Hodet. Hvorfor skulde han krænge paa Munden, naar han lod en Tjenestekarl snakke; og hvad ondt var der i, at Præsten lod sin Karl komme ind i Studerekamret. De snakkede vel saa sammen; Karlen hade kanske været paa Højskole. Men Jakob vilde ikke høre paa mig. »Det er noget Bavl, alt hvad der kommer fra den Kant,« erklærede han kort.

»Det er fordi du tror du selv er finere, at du gør Nar af Højskolen,« sae jeg for at ramme ham. »Paa Højskolen lærer man jo ikke Latin og saadan noget fint Skidt!«

Ordet Skidt ramte; han blev bleg og stak begge Hænder i Lommen. Det gjorde han altid naar han var ved at koge over. Han læste Latin og Græsk hos Provsten og kunde holde lange Lovtaler over de to Sprog og deres Literatur. »Det er fordi du hører til Massen, du kalder det Skidt,« svarede han med et Smil der dirrede. »Grundtvig det er rigtig Gufguf for Hoben!«

»Og det er, fordi du er Møllersøn, du bilder dig noget ind!« raabte jeg og smækkede Døren i. Han kunde sagtens snakke og være stor paa det – hans Mor hade Penge. Hvad Anelse hade han om, hvad jeg hade døjet!

Det var første Gang vi skiltes i Vrede. Jeg kunde ikke tilgive ham, at han vilde slaa min surt erhvervede Triumf i Stykker for mig! Hele Vejen til Skolen bryggede jeg paa det skete, og fandt baade det ene og det andet der viste, at han saa ned paa almindelige jævne Mennesker. Det var det samme med ham som med Provsten selv, og Byfogden, og Dommerfuldmægtigen – de var vigtige af deres Latin og deres Lærdom og vilde gøre sig til over for andre Mennesker. Men jeg hade faaet nok af at lade mig se ned paa og lovede mig selv ikke at besøge ham oftere!

Denne Vinter var der kommet mere Skik paa Højskolen. Foverskov hade faaet fat i gode Lærerkræfter og hade holdt et stort Efteraarsmøde med Talere fra selve Askov. Det ene med det andet bevirkede en Stigning i Elevantallet; vi var nogle og tyve »rigtige« Elever. Den foregaaende Vinter hade han maattet tælle sin Husstand med for at naa op paa et Tal, der gjorde Skolen berettiget til Statsunderstøttelse.

Gladere var Forstanderen ikke blevet. Elevantallet var ikke stort nok til at bære de forøgede Udgifter, Skolen kørte med Underskud. »Jeg er bange for, jeg ikke kan holde den til du kan komme og gi en Haand med,« sae Foverskov til mig allerede en af de første Dage. »Det meste af min Kones Arv er allerede gaaet med, til Gæld og paatrængende Reparationer; og dette her ser jo ikke ud efter meget. Bønderne har ingen Tiltro til mig; de sender mig kun dem af deres Børn, de ikke vil ofre en Rejse paa til Skolerne ovre.«

Den almindelige Mening blandt de grundtvigianske Bønder var, at Skolen ikke i tilstrækkelig Grad plejede det højere Aandsliv. Forstanderen regnedes ikke for nogen aandig Mand, han ævnede ikke at lade »Aanden flyve over Sletten«. Men det saa ud, som om de, naar det kom til Stykket, heller ikke selv brød sig større om Aandens Flugt. Den Dag Vinterskolen aabnede, mødte de fleste selv med deres Sønner, og de gik rundt i Gaard og Bygninger og mønstrede det hele med en Mine som sagde, at alt dette var deres og at det var daarligt forvaltet. Noget Enhedsmærke for dem var Skolen ikke; der hade været meget mere af Fællesskabet om en Idé over Forsamlingerne i Rønne Højskoleforening end der var over de Stævner, der nu og da fandt Sted her paa Skolen.

Jeg sae det en Dag til Foverskov, efter et stort Vintermøde. »Det er rigtig nok,« svarede han, »de er trætte af den høje Flugt herude paa Landet! Det er fordi de begyndte før dem derinde i Byen – det kommer nok dèr ogsaa. Det kunde nu være det samme med Flugten; men de er trætte af at leve under aandelig Spænding, og det er det værste. Gud ved, hvornaar vi kommer dertil, at Mennesket føler sig utilpas, naar han ikke er under et vist sjæleligt Højtryk. De her nyder ligefrem Afslappelsen, og alligevel bebrejder de én, at man ikke gaar tilvejrs med dem, men prøver at bibringe dem og deres Børn fornuftig Viden om det daglig forekommende. Det er ikke nemt, du.«

Nej nemt hade han det ikke. »Det gør ikke saa meget med de store Tanker og den Slags,« sae Bønderne gærne naar de afleverede deres Sønner. »Men de maa godt blive lidt flinke til Regning og Skrivning.« Og saa forlangte de alligevel, at Sønnerne skulde komme ud ved den anden Ende af Vinterskolen som en Slags Vidundervæsener, der ragede et Hode op over alle andre.

Ved de store Stævner – Efteraarsmødet, Vinterstævnet og andre – kom der Folk fra hele Øen. De hade Sengeklær med og blev tre Dage, Gaarden var fuld af Køretøjer, overalt i Skolestuerne var der lange Borde, dækkede med hvidt Papir og bugnende af Mad. Der gik noget til, og Prisen for de tre Dages Ophold og Foredragene var lav. Bønderne syntes alligevel den var for høj – det var jo Vennemøder. Ja Tak, for 12-15 Aar siden, da det hele var nyt, da hade det været Vennemøder. Da bragte hvert Køretøj Gildesmad med, en Otting Smør, en halv Gris eller Kalv, saa der var Mad til Skolen en hel Maaned efter. Nu maatte man kontrollere ved Indgangen, at alle løste Kort til Stævnet. Det blev min Opgave. »Men forsigtigt,« formanede Foverskov mig, »du maa jo lade som de har glemt det!« Jeg passede godt paa, men et Underskud paa et Par Hundrede Kroner var der alligevel, da vi gjorde Kassen op. Foverskov sukkede; han hade regnet med et lille Overskud denne Gang.

Lørdag Aften var der Sammenkomst for Omegnens Folk, som kom for at høre Oplæsningen eller et Foredrag. Det var Landhaandværkere og Husmandsfolk de fleste af dem, Folk af en egen Slags, som hade slaaet sig ned her ved Skolen i dens Ungdom – som Ørkenfolk slaar sig ned ved en Kilde. Der var en Del som fremdeles hentede deres aandelige Næring her og var trofaste og tilfredse Venner af Skolen; andre hade under den første Begejstrings Rus sat alt ind paa det ene Kort, og sad der nu skuffede, bundne til Stedet for hele Livet. De hadede Foverskov og bekrigede ham hvor de kunde, skønt han først var kommet til efter at Tilstanden hade formet sig som den nu var. Men blive borte fra Skolens Møder kunde de ikke; de sad der mutte, med et Udtryk som nedlagde de Forhaandsprotest, ligegyldigt hvad der saa vilde ske.

»Det er nu blevet deres Livsindhold,« sae Foverskov overbærende. Han var lige saa venlig mod dem som mod de andre Gæster.

For mig var de to Besøg paa Bornholms Højskole af stor Betydning. Saa beskeden Skolen var, betød de otte Maaneder et godt Skub fremad. Jeg hade som Dreng tilbragt forholdsvis lidt Tid paa Skolebænken, under mit første tre Maaneders Besøg paa Højskolen indhentede jeg alt det, Børn er syv-otte Aar om at tilegne sig. Og den anden Vinter fik jeg et godt Grundlag i Fysik, Geometri og sværere Regning. Jeg hade som Barn arbejdet i Marken og hade nu let ved at tilegne mig Teorien og samle mine tusend spredte Erfaringer til et Hele. Mit eget Tilfælde har bundfældet den Overbevisning i mig, at man vilde undgaa en Mængde Spild og give Børneaarene levende Indhold i Stedet for Tusender af golde Bænketimer, ved at forbinde Barneskolen med det praktiske Liv og forlægge den mere teoretiske Undervisning til en voksnere Alder – først Byggematerialet saa Arkitekturen! At man er gaaet denne Vej i Sovjet-Unionen er et af de Træk, som tidlig sagde mig at man var rigtig vendt derovre.

Noget udvalgt Skolehold var det ikke, jeg var sammen med. Flertallet af Elever betragtede Skoletiden som en velkommen Ferie. Standsforskellen gjorde vel ogsaa sit til, at jeg ikke kom de andre nærmere ind paa Livet; de bornholmske Bønder har en Klassefølelse, der ofte grænser til Hovmod. Heldigvis var der endnu en Arbejder som Elev paa Skolen, en ung svensk Murer Nils Larson. Foverskov hade givet os Kammer sammen, og vi blev hurtig gode Kamerater, læste sammen, gjorde lange Ture og betroede hinanden vore Fremtidsplaner. Nils Larson, der trods sin Ungdom var en af Øens hurtigste og dygtigste Murere, hade allerede lagt sig Penge op; naar han hade arbejdet et Par Aar endnu, vilde han over og studere til Arkitekt.

Da Skolen var forbi, kunde vi ikke tænke os at skilles; vort Samvær hade udviklet sig til vel det skønneste og uegennyttigste Forhold af alle – ubrødeligt Kameratskab. Nils LarsonA var Mestersvend, og hans Mester ventede utaalmodigt paa, at han skulde vende tilbage. »Nu kommer du med og bliver min Haandlanger,« sae han. »Jeg skal nok sørge for, at du tjener ordenlig og faar Arbejde du kan magte.«

Vi kom først i Gang ved Byggearbejdet paa en Cementfabrik ved Rønne, siden kom vi igen ned til Østermarie og fik Arbejde paa en ny Granitkirke, der blev opført ikke ret langt fra Højskolen.