XVI

Det er herligt at have de klamme Værkstedsmure bag sig og staa oppe til Vejrs paa et luftigt Stillads, tage mod Materialet ved Taljen og fordele det til de andre. Dette er Ungdom: at arbejde sig opad, stadig opad, forlænge Stilladsstøtterne opefter, lægge ny Løbebro! Tilværelsen føles som Kildevand i Aarerne, Luften tager om én med blød Styrke; den bliver renere jo højere man kommer, Landskabet bliver større, Tingene dernede mindre og mindre. Set fra Taarnets sidste Omgang er Menneskene grinagtig stumpede; de gaar saa sjovt og trisser, paa skrævende Fodplader; man faar Lyst til at gi dem en Skvat Kalk i Hodet.

Murerne synger til Arbejdet, det er et glad Folkefærd; det er fordi de stadig faar Lov at arbejde sig i Vejret! Og Tømrerne synger saa det runger op fra Hvælvingerne af Sang og Hammerslag – bare for at den gode Akustik ikke skal gaa til Spilde. En enlig Maler gaar og stryger Træværk etsteds dernede, i Vaabenhuset vel, og fløjter til Arbejdet. Hans Triller skærer sig Vej gennem Hammerslag og Sang og stiger op gennem Taarnet, helt til Tops.

Om Taarnet kredser Fuglene allerede Dagen lang og snakker om Tingene. Deres Tilværelse har faaet et Midtpunkt; de er glade ved at Menneskene har bygget dem en Kirke, saa de har et Taarn at slaa sig ned i. »Hvornaar kan vi flytte ind?« siger Alkene. Og Taarnfalken svarer: »Til Vinter, til Vinter!«

Taget er lagt, og vi har sat smaa fordækte Glugger saa store som en halv Mursten af til dem at flyve ud og ind ad. Det hører ikke med i Byggeplanen, Nils Larson og jeg har gjort det for egen Regning og haaber det ikke skal blive opdaget. Og nu er den værste Fare forbi, jeg har tjæret Stjærnbaandet med Karbolin, og nu begynder vi at arbejde os nedad. Larson og en Mand til fuger mellem de store Granitkvadre; jeg skal blot tage imod Fugekalken til dem ved Taljen. Og saa forøvrigt vaske Muren efter de andre to; der maa ikke være Kalk paa den kophugne Sten, Fugerne skal staa rene. Vaskemidlet er fortyndet Saltsyre – og Masser af Vand til at skylle efter med. Saltsyren æder Kalken, men om man ikke passer paa, farver den ogsaa den blaa Granit rustrød.

Saltsyren æder forresten alt andet ogsaa, som den kommer i Nærheden af; inden jeg fik lært at omgaaes den har den ædt Neglene af mine Hænder og et helt Sæt Arbejdstøj. »Han griner bare, han!« sae de andre Arbejdere. »Og saa ejer han ikke engang Skjorten paa Kroppen.« Nej, men jeg hade saa vanvittig god Raad. Det var en saa æventyrlig Rigdom, det ikke længer at være dømt til at sidde lukket inde paa et skummelt Værksted! Jeg var drukken af Luften og Lyset og følte mig saa let, at jeg syntes Luften maatte kunne bære mig. Jeg maatte minde mig selv om Tyngdeloven, for ikke at træde lige ud fra Stilladset.

Mon Solen nogensinde hade skinnet saadan paa mig? – da ikke siden jeg var Vogtedreng. Og et Steds ude i Sollyset synger det; er det Sollyset der toner – som dengang? Paa Vejen oppe fra Højskolen kommer en Klynge unge Piger; de er i blomstret Sirtses- og Bomulds Vaskekjoler, en Blomsterbuket ligner de. Brødrene Lind, der staar nede ved Foden af Taarnet og hugger Sten til, lægger Hammer og Mejsel og lytter efter Sangen; de er begge meget musikalske og bygger Orgler i deres Fritid. Men de er ogsaa saa hellige at det driver af dem; da de hører det kun er verdslig Sang, tager de forarget til Værktøjet igen. De er de eneste i Arbejderflokken jeg ikke kan lide; maaske kommer det af at de ikke kan lide mig. Ellers synes jeg, jeg kunde omfavne alle Mennesker.

»Du, dèr gaar Nette nede,« siger Nils Larson og ler forblommet.

De driller mig alle med Nette, og hun er sød og god – det deler hun forresten med alle andre unge Piger. Hun er Gaardmandsdatter nordlands fra, lille og lattermild og sejsten Aar, og har en hvid Marelok i det svære Haar. Nette – jo hvorfor ikke; hun er lige saa sød som alle de andre. Det er blot kommet lidt akavet til Verden, vort Forhold.

Sidste Vinter var hun i Højskolens Køkken og hjalp til. Ofte sad hun ogsaa paa en Skammel ved Fru Foverskovs Fødder inde i den store Dagligstue og strikkede. Jeg var bange for hende, for hvergang hun saa mig brast hun i Latter, helt ovenud; og hendes Latter smittede alle der var i Nærheden, saa de maatte le med. Bagefter gloede de saa paa mig, de troede jeg hade et eller andet komisk ved mig som kun hun kunde se. Det var pinligt og ærekrænkende, det saarede mig i min Selvfølelse at den dumme Tøs fandt mig lattervækkende. Jeg holdt mig saa vidt mulig paa Afstand fra hende.

Men en Aften løb jeg lige i Armene paa hende – eller hun paa mig; og da lo hun for en Gangs Skyld ikke. Det var oppe paa den lange Gang mellem Loftsværelserne; jeg hade været oppe paa mit Værelse og hente noget; de andre sad ved Aftensmaden. Lys var der ikke paa Gangen og jeg famlede mig frem. Pludselig holdt jeg om noget blødt, som lagde sig ind til mig og gav sig til at græde. »Det er jo bare Nette,« sae det – »aa jeg kan saa forfærdelig godt lide dig!« Hun græd det ud og gned sit vaade Ansigt mod min Kind.

Mandfolk tænker vist uhyre langsomt sammenlignet med Kvindfolk; jeg gjorde det i al Fald dengang – og har egenlig aldrig naaet at udligne Afstanden. Der skulde gaa Aar, inden det faldt mig ind, at Nette jo slet ikke hade noget heroppe paa »Karlegangen« at gøre og overhodet burde være nede og varte op nu der spistes – at hun altsaa maatte ha set mig gaa op og vilde benytte Lejligheden til at møde mig, mens alle de andre var optagne. Her stod jeg blot og hade tabt Hodet; usigelig blød var hun at holde om, og hendes Graad slog Benene væk under den sidste Rest af klart Omdømme. Taarer er noget vanskeligt noget at værge sig imod. »Jeg kan jo ogsaa godt lide dig,« sae jeg og blev tyk i Halsen, helt overvældet.

»Kan du?« udbrød hun straalende, med en Stemme der var fjærn fra al Graadklang, og kyssede mig – Kys, Kys, Kys, som en Due pikker Korn op. Og – med et Ord mellem hvert Kys – sae hun hurtigt: »Det maa jeg fortælle Stine!« – og var med det samme borte i Mørket. Som en Vind var hun nede af Trappen; der var ingen Tid til Protest.

Stine, Skolens halvgamle jyske Kokkepige, smilede medvidende og trykkede min Haand, da vi var samlede til Aftenens Oplæsning; og saa var jeg altsaa hemmelig forlovet. Da Nette var saa ung, kunde der ikke være Tale om at gøre Forlovelsen offenlig, og det var jeg glad for. Jeg tog i sig selv tungt paa alle Ting og hade yderligere læst Bjørnsons »Engifte og Mangegifte« og »En Handske«. Forholdet mellem Mand og Kvinde stod for mig som det alvorligste af alle Forhold. Og nogen Fremtid sammen med Nette kunde jeg slet ikke forestille mig, saa sød og kær hun end var af Væsen.

Jeg var kidnapped, og frigøre mig kunde jeg ikke; det var jo umuligt at fortælle andre, hvordan det egenlig var gaaet til. Jeg maatte finde mig i, at Omgivelserne betragtede os med forblommede Smil. Og jævnlig kom Stine og trak mig ind paa sit Værelse. Nette var der, og Stine sae bredt: »I kan godt kysses, forde a ser paa det, I tow towlige Væsner.«

Nils Larson var den eneste, jeg hade fortalt hvordan det forholdt sig; men han vilde ikke tro mig. »Du kysser hende jo,« sae han – »det gør man kun naar man holder af. Og du er ogsaa glad for at være ene med hende!«

»Naa ja, lidt maa man da ha Lov til.«

»Nej man maa ikke – hvis man ikke holder af. Du stjæler ikke, men du hæler – man har ikke Lov til at lege med Mennesker.« Han var helt ilter.

Vi hade læst Bjørnson sammen og drøftet det erotiske Spørgsmaal, og han var endnu strængere i sine Krav til Renhed end jeg – vel ogsaa fastere af Karakter. Og saa var han vildt forelsket i Gothardine inde i Højskoleforeningen. De var forlovede, og han saa overhodet ikke til de unge Piger paa Højskolen, skønt der var adskillige imellem, som alle var enige om at kalde Skønheder. Efter min Mening var de søde allesammen; var jeg forelsket, saa var det i hele Flokken. Men mig overlod de til Nette, mens de gjorde alt for at kogle Luften mild omkring ham og fordreje Hodet paa ham. Naar vi legede Rundlege i Gymnastiksalen eller Haven, var det altid ham der blev valgt ind i Ringen af »Skønjomfruen«. Det var som om hans Standhaftighed og det at han var ringforlovet æggede dem. – Han var en pragtfuld Fyr, høj og spændstig, Kindbenene stod lidt frem og gav Ansigtet Karakter, Øjnene var smaa og lysende. Han passede godt til den sunde karakterfaste Gothardine. Men uanfægtet var han, alt Kogleri prellede af paa ham. Han vinkede ikke engang igen til Pigeflokken dernede. En rigtig Dødbider forekom han mig i dette Øjeblik. De skønne Sommerpiger!

Ja han og Gothardine passede til hinanden – alt passede til hinanden. Det var næsten til at fortvivle over, som der var Harmoni allevegne. Den lykkelige Følelse af Ungdom gjorde sorgløs, jeg saa rundhaandet paa alting, det hele var saare godt. Men det hændte, at noget i mig efterlyste et fastere Syn paa Tilværelsen, et der hverken betingedes af Weltschmerz eller overvættes Lykkefølelse, men var Resultatet af indre Ligevægt, af Overblik og Hold i Tingene.

Min Lykkerus rev det mig ikke ud af. Friluftsarbejdet gjorde mig godt, min Brystkasse begyndte at vide sig ud. Og jeg tjente hele tolv Kroner om Ugen, og brugte kun de seks til Kost og Logi paa Højskolen. Det var knap Foverskov vilde tage dem; hver Lørdag Aften, naar jeg betalte, hade vi en lille venskabelig Strid om det. »Du kan faa haardt Brug for dem til Vinter,« sae han bestandig.

Aa til Vinter – jeg var jo rig! Velstanden kom indefra og gød sig som Følelse af god Raad ud over alt, hvad jeg hade med at gøre, over Nuet, Fremtiden, hele Tilværelsen.

Vi hade arbejdet os et godt Stykke nedad; jeg som Murvasker og sidste Mand pillede Stilladset ned efter os Omgang for Omgang. En Dag vi skulde gaa til Middag, trak Formanden mig lidt bort fra Kirken og pegede op mod Taarnet – en hvid Plet Træværk grinede paa Stjærnbaandet deroppe, den var lige til at se. De andre Arbejdere samledes om os, de stod tavse og stirrede. »Det blir et værre Arbejde at rigge Stillads ud af Lugen for den Plets Skyld,« sae en. Saa gik man til Middag.

Jeg gik ikke med, men gav mig noget at bestille. Jeg var gal i Hodet, flov og gal paa mig selv over min Fadæse, og paa de andre som hade set beklagende paa mig. Da de var borte, tog jeg en Bøtte Karbolin og steg op i Taarnet, dyppede forsvarligt – og svang mig ud af Taarngluggen med den vaade Pensel mellem Tænderne; hængende i Tagrenden klatrede jeg Haandgang hen til den fatale Plet. Jeg hang i én Haand, mens jeg strøg den; det dækkede ikke, jeg maatte tilbage og dyppe en Gang til. Karbolinen rendte ned ad mig og Fingrene truede med at faa Krampe; men det skulde gøres – her skulde ingen Stilladser rigges ud! Penslen faldt fra mig, idet jeg klatrede tilbage til Lugen; jeg hade bidt Skaftet over. Saa krampagtigt koncentrerede jeg alle Kræfter i Hænderne. Gaa til Middag kunde jeg ikke; jeg smed mig under en Busk og faldt i Søvn af Udmattelse. Fingrene paa den venstre Haand kunde ikke rettes men hade boret sig ind i Haandfladen, Senerne var gaaet i Knude.

Jeg vaagnede ved Stemmer. »Hvor Pokker er Martin henne?« sae en. »Ja, og hvor er Pletten?« Det var Formanden.

»Den har han nok læst over, mens vi spiste,« sae den ene af Brødrene Lind – »han er jo saa belæst. Og saa er han faldet hen bagefter; det gør saadanne Heksemestre altid.« Jeg kom hurtig paa Benene.

De slog Kreds om mig og betragtede mig generende. Den tykke Tømrer Munk flyttede Blikket fra mig op til Taarnet og tilbage igen. »Hvad er der med din Haand?« spurgte han. Jeg holdt den gemt paa Ryggen, men han trak den frem.

Han saa paa den, strammede Øjenbrynene i Vejret og fløjtede. Og inden jeg fik sanset, hade han og et Par Kamerater kastet sig over mig. De holdt mig fast mod en Bjælke, og Munk brækkede Fingrene op én for én og trykkede Seneknuderne ud. Det gjorde vanvittig ondt; hvergang en Knude rettedes ud, gik det sort for Øjnene paa mig.

En hel Uge maatte jeg spadsere med Haanden i Bind. Men Æren var reddet; jeg kunde mærke paa dem alle, at jeg var steget i deres Agtelse. »Du er jo ikke bare en Bogskid,« sae Munk – »det var godt gjort, det dèr!«

Og Sommerpigerne blev saa omhyggelige for mig – de vilde allesammen forbinde Haanden. Nette kunde slet ikke komme til og stampede i Gulvet. »Jeg river Bindet op igen,« skreg hun iltert.

Det var herligt at være til!