XVII

Brødrene Lind holdt til i en Lade og levede paa Tørkost. Hver Lørdag efter Fyraften vandrede de de Par Mil hjem til Nordlandet et Steds og furagerede. Der sagdes, at de ikke gik i Seng derhjemme men benyttede de to Nætter og Søndagen til at bakse med Orgelbyggeriet; Mandag Morgen var de altid tilbage ved Arbejdstidens Begyndelse. Det var haardføre, gammeldags Folk, som ikke kunde tænke sig at give seks Kroner ud om Ugen til Kost og Logi. Der var heller ikke blevet ret meget til Kone og Børn saa, for de arbejdede under den gængse Dagløn.

Ret meget undte de ikke sig selv, knap nok Nattesøvnen. Det hændte jævnlig, at de efter Fyraften vandrede lange Veje for at stemme Orgler eller Klaverer for Folk. Det fik de en Daler for, som de delte. Og ellers blev de paa Arbejdspladsen og hængte i, længe efter at vi andre hade holdt op. De tjente ikke mere for det, men hævdede, at det var Synd mod Gud at holde op ved højlys Dag. Vi andre holdt Fyraften Kl. syv; og Tømrere og Murere skældte de to Stenhuggere ud og vilde tvinge dem til at holde op sammen med os andre. »I er nogen skidt Kamerater,« sae den tykke Munk. »I fortjente at faa en ordenlig Omgang!«

Men de lae gudhengivent Hodet paa Siden: »Den der griber til Sværd, skal omkomme ved Sværd, staar der skrevet; saa du maa ikke forvente at vi slaar igen. Din Besøgelsestid kommer ogsaa nok.«

Munk gik oven ud af sig selv: »Jo, I er nogen nette nogen med Jeres Hellighed; det er et kønt Kameratskab I præker. Min Besøgelsestid – saadan noget forbandet Sludder. I vil da ikke pudse den hellige Jomfru paa mig for Pokker. For saa er jeg sku færdig.«

De andre lo. Men de to Brødre blev uforstyrret ved med at hugge. »En skylder baade Gud Herren og sin Arbejdsgiver at gøre sit bedste,« sae de.

Munk vilde tage Værktøjet fra dem, men Formanden kom og lagde sig imellem; han hade ikke noget imod at de to Stenhuggere gjorde Dagen længer end de behøvede. »Det staar jo ogsaa Jer andre frit for,« sae han og saa mod Solen – »det er højlys Dag endnu.«

»Ja, det kunde De li!« svarede Tykke Munk. »Nej, vi arbejder vore elleve Timer og ikke et Slav længer – ovre arbejdes der kun ti Timer.« Han var den der førte Ordet, og bange for at sige Formanden sin Mening var han ikke; vi andre hade vældig Respekt for Munk.

»Men Brødrene Lind kan du alligevel ikke klare,« sae en.

»Aa, jeg skal nok faa Ram paa dem, vent bare. Kanske blir det dem der faar Besøgelsestid!«

– –

Med Udgangen af Juli var Sommerskolen forbi, Pigerne spredtes for alle Vinde, de skulde hjem og hjælpe til med Høsten. Nette tog det Løfte af mig, at jeg skulde skrive til hende, men under Dækadresse – Forældrene maatte ikke vide noget. »For du er jo dog en Bybo,« sae hun dennegang. Det var en Lettelse for mig at hun rejste; hun hade været skrap til at passe paa mig og holde Regnskab med hvert Skridt jeg tog.

Ud over Formanden var Nils Larson og jeg de eneste der boede paa Højskolen. Arbejdsfolkene gik hjem om Aftenen, ofte lange Veje; og de andre Haandværkere ved Kirken – nu i Hovedsagen Tømrere – boede hos en hjemvendt Amerikaner, Fuglsang, der hade Butik og Smugkro lidt ude paa den anden Side Højskolen. Foverskov og Fuglsang hade et Horn i Siden paa hinanden. »Vi repræsenterer hver sit, det aandelige og det materielle,« sae Foverskov spøgende. »Og det har jo ofte svært ved at forliges.« Højskolens Modstandere holdt til hos Fuglsang og dannede hvad Foverskov kaldte et Aandløshedens Centrum.

»Det er godt, du ikke færdes derhenne men holder tilhuse her,« sae han jævnlig til mig. »De er Materialister; ja jeg er næsten bange for de er Sosjalister.«

»Nej det er de nu alligevel ikke,« indvendte Formanden, »for de har ingen Fagforening; og det er noget af det første én kan kende Sosjalisterne paa. De har ofte truet med at lave en, men det blir ikke til noget. Her paa Øen er der ingen Jordbund for den Slags. Men de kan forresten være vanskelige nok at tumle alligevel.« Nils Larson sae ingenting; han var fordybet i et Billedværk over italiensk Arkitektur.

Vi sad som saa ofte inde i Foverskovs store Arbejdsværelse. Formanden fortalte om Munks og de to Brødre Linds Sammenstød.

»Det er den gode gamle Almuetype, der ikke ser paa sit eget og ikke synes den kan yde nok til dem, der giver dem Føden,« sae Foverskov rørt. »Desværre er den vist ved at forsvinde.«

Jeg maatte tænke paa mine egne Erfaringer i Forholdet til Arbejdet. »Skal man saa blive ved, til man styrter da?« spurgte jeg.

»Næ-i. Det skulde jo saa være den Foresattes Pligt at passe paa, at man ikke bliver misbrugt,« mente Foverskov lidt nølende.

»Men hvornaar skal man saa læse da – og lære noget? Naar man skal blive ved, bare til man er træt.«

»Ja, det er ikke nemt, du Martin,« Foverskov smilede opgivende. »Skønnest vilde det jo være, om det kunde ordnes i Fordragelighed, saadan saa baade Arbejderen og den der gav ham Føden kom til deres Menneskeret. Og én skulde ikke synes, det kunde være saa vanskeligt?«

»Det blev vist svært,« mente Formanden. »Det er som naar to skal dele en Dyne, der kun er bred nok til én. Saa haler de i hver sin Side, og den stærkeste faar det hele.«

Jeg syntes Billedet haltede, men kunde ikke finde hvori Skævheden bestod og tav derfor.

»Ja,« sae Foverskov, »det er jo en lidt underlig Diskussion for mig. Jeg arbejder til Kl. to-tre hver Nat, uden at nogen har sagt: Du skal! og uden at nogen siger: Du skal holde op.«

»Det gør jeg da min Sandten saa tidt,« raabte Fru Foverskov ovre fra sin Krog, hvor hun som sædvanlig sad med sit Haandarbejde og lyttede efter vore Samtaler med et Udtryk der ikke var let at tyde, mens hun sjælden tog Del i dem. »Jeg henter dig da tidt nok i Seng. Og – ja undskyld jeg blander mig i det – men jeg synes, der er Forskel paa dig Foverskov som arbejder af fri Lyst, og saa de andre som er tvungne til det.«

»Det har du Ret i Mor,« sae Foverskov. Det svarede han til alt hvad hun fremførte.

»Ja, mange Tak!« hun smilede ironisk. »Forresten synes jeg, det er et daarligt Billede, det med Dynen. Mon det virkelig skulde være Tilfældet, at den kun strækker til til den ene af Parterne? Er det ikke snarere saadan, at den ene Part vil ha det hele og ikke under den anden noget.«

»Nu er Mor nok ogsaa paa Vej til at blive Sosjalist,« udbrød Foverskov og teede sig som blev han forskrækket. »Saa staar Verden ikke længe.«

»Jeg synes bare der skal være Mening – og ogsaa Ret og Billighed – i det man siger. En Diskussion, der er bange for at se Tingene i Øjnene, er efter min Mening uværdig!«

»Ja, du har Ret, Mor!« sae Foverskov. Fruen sendte ham et lynende Blik.

Foverskov gik i Staa. Lidt efter sagde han, henvendt til Formanden: »Det er forresten en underlig Diskussion for mit Vedkommende, for jeg tjener vist ikke engang saa meget som en faglært Arbejder. Aandsarbejdet blir efterhaanden en ringeagtet Syssel; én faar saa trøste sig med, at én besidder Alverdens Rigdomme trods alt.« Han saa hen paa Boghylden. – –

Disse Samtaler har fæstnet sig uudsletteligt i min Erindring. Det var første Gang jeg rigtig blev taget for gyldig og paa lige Fod var med til at drøfte alvorlige Problemer, og disse Drøftelser gav mig en stærk Fornemmelse af Vækst. Bedst som der taltes, vendte Problemerne ny overraskende Sider frem i Lyset; jeg maatte uafladelig ændre mit Syn paa Spørgsmaal af den ene og den anden Art, og derigennem paa Ting og Mennesker. Det paavirkede igen mit Forhold til Tilværelsen; jeg hade en behagelig Følelse af at tage Ballast ind, af Støthed og Holdning, af voksende Stabilitet.

Samtalerne kastede nyt Lys, ikke blot over Spørgsmaalene, men ogsaa over dem der drøftede dem. Formanden var en anden her i Foverskovs Stue end paa Arbejdspladsen, hvor han gærne lod som han var paa vor Side mod Bygherrerne. Og Fru Foverskov viste sig at være en hel anden end jeg hade anset hende for. Det hed sig, at hun var kold og hoffærdig og holdt sig for fin til at snakke med; men hendes Krav om Ærlighed i Tale kunde jeg fuldt ud tiltræde. Hvor ofte hade jeg ikke faaet paa Hodet for Aabenmundethed; det var saa som saa med at sige Tingene lige ud i det daglige Liv. Men her hvor det galdt Drøftelsen af Livsspørgsmaal, var det simpelthen en Forbrydelse at fordreje noget eller stikke noget under Stolen. Jeg maatte overføre noget af min Beundring for Foverskov paa hende. Det Udtryk hvormed hun hade siddet der og lyttet saa længe uden at sige noget – nu saa jeg det, det var ikke Hoffærdighed, det var den Kloges Skepsis over for dem, der omgikkes Ordet for letsindigt. Maaske var hun en af hine store kloge Kvinder som Ibsen og Bjørnson altid skildrede, disse Hadere af al Hulhed, som var Mændenes onde Samvittighed og tvang dem til at gaa mod Vind og Strøm! – Jeg hade vel set mere i Foverskov end Virkeligheden i Længden kunde holde til; nu reddede jeg Forholdet ved at føre noget af Beundringen over paa hans Hustru. En klog Kvinde var hun.

Naar Foverskov roste mig, fordi jeg ikke søgte hen til de andre Arbejdere hos Fuglsangs, sae hun: »Hvorfor det? Martin kan da ingen Skade tage af at omgaas sine egne; det har han jo gjort hele sit Liv.«

»Uden at blive ødelagt mener du,« faldt Foverskov ind. »Ja, du har Ret, Mor. Men jeg tror nu alligevel, han trænger mere til at beskæftige sig med Fredens end med Kampens Evangelium.«

Foverskov talte til det ideelle i mig; Fred mellem Menneskene vilde han, Fred og Fordragelighed. »Lad os søge at gøre Menneskene gode,« sae han, »saa ordner alt det andet sig af sig selv. Det er det ene fornødne.« Han gav mig en lille Bog af en engelsk Idealist og Fredsven, Pax vobiscum hed Bogen; Forfatteren hed vistnok Drummond. Det var en af disse Bøger, der under Idealismens Maske forgriber sig paa det urørlige i Mennesket og gejler ham op aandeligt. Jeg hade under Læsningen Følelsen af at blive pumpet op, fyldt med Idealisme til Bristepunktet. Det var som holdt Forfatteren én om Hjærtet og arbejdede med det i de heftigste Pumpestød. Jeg gennemrystedes under de kyniske Idealisthænder, mit Hjærte bankede mig op i Halsen, Aandedrættet gik i Feberstød. Men med ét kendte jeg Grebet igen; det var det samme Greb som de store Mænd med de bløde Hænder hade haft, der i Søndagsskolen tog Kvælertag om Barnets Hjærte og i Guds Navn holdt det lukket inde i en Kæmpenæve og nød dets sitrende Angst. Jeg slog over midt under Læsningen, sparkede Voldtageren fra mig i Had og Væmmelse.

»Jeg har flere Bøger af ham,« sae Foverskov da jeg gav Bogen tilbage. »Se her: Det største i Verden! Den er endnu bedre end Pax vobiscum.«

Nej, jeg vilde ikke læse mere af ham. »Han er ækel,« sae jeg.

Foverskov smilede overbærende. »Naa, ækel – skal vi sige, at han ikke tiltaler dig? Du har Materialismen i Kroppen endnu, og det er ikke saa underligt, da du kommer fra Arbejderkredse. Men husk paa, nu hører du til hos os. Du maa vænne dig til Lufttrykket i Aandens Verden. Men det kan godt være, Drummond er for stærk en Dosis for dig endnu. Han har ellers meget tilfælles med Bjørnson.«

Ja det hade han vel, men jeg hade faaet nok af ham alligevel. Jeg hade arbejdet for mange Aar, hade for mange Erfaringer; og de sagde mig, at al den Snak om det Godes Sejr var løsagtig Tale. Hvad vilde det sige at være god? En Mand der af sin Omgangskreds og af Folk i Almindelighed hade det Lov paa sig, at han var en god Mand, kunde udmærket godt være en haard Hund mod sine Undergivne, kunde forkæle og skaane sine egne Børn og rakke den lille Tjenestedreng af til han styrtede. Efter mine Erfaringer sejrede den gode ikke, det var tvært imod ham det gik ud over; først naar man lærte at knibe udenom hvor man kunde, fik man taalelige Kaar.

Alle disse Erfaringer hade ligget i mig uden at paavirke mine Handlinger eller omsætte sig til Livsanskuelse; nu skete der det, at den altfor overdrevne Idealisme fik dem til at rejse sig og bære Krav paa mig. Jeg vilde gærne være Aandsarbejder; men jeg vilde ogsaa gærne blive ved at være den jeg var. Det maatte kunne lade sig gøre at skabe en Aandens Verden, der ogsaa optog Almuen i sig og byggede over dens Erfaringer. Det var dog, naar alt kom til alt, de arbejdende Mennesker, der med deres Hænder hade skabt Verden.

»Du er jo forfærdelig,« sae Foverskov. »Det er dog Tankens Mænd der har formet Verden, ved Guds Hjælp.«

»Nej det er vi Arbejdere,« kom Nils Larson mig ganske uventet til Hjælp. »Tankerne bliver til af Arbejdet.«

Foverskov rystede paa Hodet over saa meget Vrangsyn. Han saa længe paa mig, tankefuldt. Saa sagde han: »Det blir vel Aandsarbejderens Opgave at formidle mellem de store Modsætninger og søge at skabe et Samfund, hvor alt ordner sig med det gode. Kanske naar vi alligevel ad Hjærtets Vej at virkeliggøre Grundtvigs Drøm om en Verden, hvor faa har for meget og færre for lidt.«

Det var en køn, en forførerisk Tanke; men lod den sig virkeliggøre ad Hjærtets Vej? Jeg var forlængst ude over min Børnelærdom, som hade lært, at de bedste kom i Vejret, de ringere blev nede. Men hvad saa med Godheden, som skulde virke Retfærdighed? Den skulde jo komme oppefra, som Frivillighed; nedefra kunde der ikke udrettes noget med det Gode! Det var ikke til at hitte Rede i!

En Aften søgte jeg over til de andre, »de Uforsonlige« som Foverskov kaldte dem. Han vilde blive ked af det, naar han fik det at vide, men –. De sad i Fuglsangs store Stue med Øl foran sig; den svære Tømrer præsiderede for Bordenden. Han løftede Flasken til Hilsen; »en Bajer her til Højskolemanden!« raabte han og gjorde Plads til mig.

De var midt oppe i en Diskussion, og gik videre saa snart jeg var kommet til Sæde. Foverskov hade Ret, det var Materialisme det drejede sig om: hvordan de skulde tjene lidt mere og opnaa kortere Arbejdstid. Noget aandeligt talte de ikke om.

»Ja hvad Fanden skulde vi ellers diskutere?« sae Munk, »Profetens Skæg maaske? De af os der har Kone og Børn, er ikke bedre kørende end at vi maa gaa med blankpudsede Træsko om Søndagen. Og i de fleste Tilfælde er Vejen til og fra Arbejdspladsen saa lang, at der ikke blir Tid til andet end at æde og sove. En Ting ad Gangen – som hun sae Kællingen, hun fik Tvillinger. Skaf os Mad og Fritid, saa kan vi igen snakkes ved!«

Jeg dukkede mig, og de diskuterede videre. Ordet Strejke kom stadig igen.

Jeg hade selv været med til at strejke engang, uden at være klar over det før nu. Det var hos Arrestforvareren i Neksø; vi hade arbejdet det meste af Søndagen for Mester, og mente vi til Gengæld kunde snue lidt længe om Mandagen. Følgen var at vi ingen Morgenkaffe fik, og vi svarede alle tre med at trække i Pudsen og gaa i Byen. Den tredje Dag sendte Mester Bud efter os og Spørgsmaalet gik i Orden; vi fik Kaffe paa Sengen om Mandagen, naar vi hade ofret Mester en Del af vor Søndag.

Jeg hade selv strejket – rent spontant, uden at sætte Handlingen i Forbindelse med det fatale Ord, der fik Folk – ogsaa mig – til at gyse. Ordet betød jo slaa, lange en eftertrykkeligt ud, saa meget Engelsk kunde jeg. Men heller ikke nu kunde jeg frigøre mig for den Uhygge der klæbede ved Ordet Strejke.

Jeg blandede mig igen i Diskussionen, kørte op med Drummond, skønt jeg var grundig færdig med ham, og med Historien om Solen og Blæsten der væddede om, hvem der kunde trække Frakken af en Mand. »Det blev Solen der sejrede,« sae jeg triumferende. »I præker Had og Strid, men man skal elske hinanden. Saa blir der ingen Nød og Fattigdom.« Jeg talte mig varm ud fra det Standpunkt jeg egenlig var færdig med, maaske fordi jeg endnu ikke hade fundet Ordene for det ny. Som ung gik det mig ofte saadan, og de fleste Digtere naar overhodet aldrig videre end til at sætte det næstsidste Standpunkt i Ord.

Munk sad og lyttede med et gudhengivent Udtryk; han gjorde Tegn til de andre om at holde Mund, naar de vilde afbryde mig. Jeg var forbløffet over, saa let det var at overbevise ham; det gode lyste formelig af hans Ansigt. Kanske var det alligevel Vejen?

»Den med Solen og Overfrakken er knippelgod,« sae han da jeg var færdig. »Det er lige noget for en Arbejdsgiver, naar han vil trække Tøjet af Kroppen paa sine Folk. En Gang Kærlighed – vupti, og man er klædt af til Skindet. – Jasaa du mener man skal elske alle Mennesker – ogsaa sin Arbejdsgiver?«

Jeg var flad over den Udlægning, Munk hade givet Lignelsen om Solen og Blæsten, og gal i Hodet over at jeg dummede mig, tilmed ved Meninger jeg ikke længer svor til. »Ja det skulde man vel gærne, han giver én dog Føden,« svarede jeg – nærmest paa Trods. Nu lod jeg staa til.

De vred sig af Latter. »Saa han giver dig Føden,« raabte de i Munden paa hinanden. »Saa behøver du da ikke bestille noget!«

Munk larmede ikke med men smilede blot. Han sad og vuggede sin Kæmpekrop med et Udtryk som hade jeg givet ham Del i noget mageløst Nyt og han nu sad og baksede med det.

»Saa det er ikke nok at gøre sit Arbejde ordenligt,« sae han eftertænksomt – »én skal oven i Købet elske sin Arbejdsgiver – kanske knuselske ham tilmed. Skal han kysses ogsaa? – og klappes paa Patterne? Jeg er bange for han trak det af i Ugelønnen. – Du kunde vist blive en god Lærer for Folket du, om du lagde dig efter det. Det er jo saadan en Slags Slavefogder – ogsaa din Højskoleforstander derhenne. De gir os grønne Briller paa, saa skal vi æde Høvlspaaner og tro det er Grønsager. – Han har kanske oven i Købet sendt dig! Saa kan du gaa hjem og sige, du har været der.«

Forklare mig kunde jeg ikke og tøflede af, slukøret og gal paa mig selv. Og Foverskov, der fik at vide at jeg hade været derhenne, tog mig det meget ilde op. Jeg begyndte igen at synes, jeg var en umulig Fyr. Men det var min egen Skyld, jeg hade ikke sagt min oprigtige Mening!

Og hvad var saa min oprigtige Mening? Snart syntes jeg Foverskov hade Ret, som hade Menneskeaandens Store bag sig! Snart gjorde mine Erfaringer – og vel ogsaa det proletariske i mig – deres Krav gældende og jeg droges mod de fæle Folk i Fuglsangs Smugkro, som ikke vilde vide af nogen Barmhjærtighedshandlinger oppefra men hellere slog et Slag for deres Ret.