XVIII

Stilladset var pillet ned, Stolpehullerne jævnet og Fodmuren vasket færdig. Jeg rømmede op omkring Kirken, rensede et bredt Felt langs Granitmuren for Kalk og Brokker, saa den kunde staa ren i Linjerne, naar den af Arkitekt og Bygherre skulde forevises for nogle høje Herrer ovre fra, der kunde ventes naar som helst. Prægtig saa den massive Bygning ud, da der blev ryddet væk omkring den, de stærke Murflader var Fjæld og Menneskeværk paa samme Tid. De rent optrukne Fuger delte Fjældsiden ind til et stort Tavl; og naar Solen faldt paa det, gnistrede det fra de hundrede Felter af Kvarts og Glimmer, af Fjældets Indre, som det aabenbarer sig i de friske Brud. Dejlig var Granitten at se paa og tage paa; lagde jeg Kinden til den nybrudne Sten, føltes den overraskende varm og levende som det helt nøgne; som rørte jeg ved Moder Jords nøgne Krop. Mange sure Timer hade Klippen forvoldt mig i min Barndom, naar jeg maatte med Far i Slamre eller i »Bakkerne«; forelsket i den var jeg alligevel og gik og kælede for den; jeg syntes næsten, Kirken var mit eget Værk.

Men de andre Arbejdere var ikke saa ømme over den, respektløst grisede de den skønne Mursokkel til. Det harmede mig; og skælde ud kunde ikke nytte – jeg var jo Altmuligmanden, den ringeste paa Arbejdspladsen. Mest ærgrede jeg mig over Brødrene Lind; de var hellige og skulde alene af den Grund vide bedre. Men da jeg foreholdt dem dette, svarede de at de jo ikke tilhørte Statskirken.

En Aften lavede jeg en Plakat og satte op paa Kirkemuren: Al Urinlighed forbydes. Overtrædelse straffes efter 6. Mosebog, 13. Kap. .- 25. Vers med henholdsvis Omskæring eller Kastration. De andre Arbejdere morede sig over Tavlen og respekterede den; men Brødrene Lind gik til Formanden og vilde ha mig jaget bort fra Arbejdet som Gudsbespotter. Da han afviste dem, henvendte de sig til Præsten og vilde ha mig for en Provsteret. Jeg kunde takke Foverskovs Indblanding for, at jeg ikke kom til at staa Kirkeret. Siden kaldte de to Brødre mig »Fritænkeren«, noget af det værste der kunde hæftes paa et Menneske dengang, og de lod her og der et Ord falde om, at jeg nok hade sluttet Kontrakt med Mørkets Magter. »Han læser tilmed Tysk«, sae de.

De var stopfulde af Overtro og tog højtideligt paa alting. Munk og hans Kamerater gjorde paa den anden Side Løjer med alting; det ene var lige saa hen i Vejret som det andet. Jeg trængte til fast Bund under Fødderne, og kunde for saa vidt godt lide Folk der tog lidt tungt paa Tingene. Men Brødrene Lind var mig for heldørede og for dumme; ikke engang Spot bed paa dem. Jeg satte dem i Gabestokken hvor jeg kunde, og de andre Arbejdere var ogsaa bestandig ude efter dem. Men det var som at slaa Vand paa Gæs; de hade oljet sig ind i en harsk Gudhengivenhed, alting prellede af paa dem.

Besværlige var de, ofte indtil Ulidelighed. De prækede aldrig for mig og talte overhodet saa lidt som muligt med mig, men jeg hade deres Øjne paa mig hele Tiden. Hvor jeg saa gik og stod, bestandig var de efter mig med Blikket; det var som søgte de noget i mig, prøvede paa at blive klog paa noget der var dem gaadefuldt.

En Dag kom den kloge Mand fra Østermarie forbi. Posen kaldtes han og boede i en Hytte ned ad Svaneke til. Hans Ry gik over hele Øen, der paastodes at han kunde kurere Folk og slaa dem med Sot efter Forgodtbefindende. Da Estrups »Lyseblaa« en kort Tid prydede Øen, skulde der ogsaa rømmes op med Overtroen. Det blev forbudt Posen at praktisere, og da han ikke holdt sig Forbudet efterretteligt, red Gendarmerne ud, tre Mand høj, for at bringe ham til Arresten i Svaneke. Men han slog Mavepine i dem, de kunde ikke bestille andet end sidde i Grøften til Spot og Spe for alle Vejfarende. De maatte lade ham løbe.

Jeg hade selv set ham i Funktion en Gang. Som alle gode Bornholmere fødte Mester Jeppe hvert Aar en Gris op. En Sommer blev den lam; den laa ude ved Truget, tog godt nok til sig af Ædelsen men kunde ikke rejse sig. En Dag Posen var i Rønne, gik der Bud efter ham. Han læste først over den lamme Gris og mumlede uforstaaelige Formularer over den. »Hav og Strand – Jord og Vand – i min Magt – Ord haver sagt,« opfangede mit spændte Øre. Saa strøede han Krudt omkring Grisen og antændte det. Og idet Krudtet futtede af, tog Pokker ved Grisen; Vøf! sae den og røg som en Raket ind i Boet. Siden var der aldrig noget i Vejen med Grisen, og Posens Ry voksede.

Han var bestandig paa Vandring Øen rundt, læste over Syge og gendrev onde Øjne. Han hade altid en Sæk paa Ryggen; under Gangen skramlede dens mystiske Indhold. Oppe i Huen hade han en Snog gaaende. Det ene med det andet bevirkede, at Folk tillagde ham hemmelighedsfulde Kræfter.

Vi laa netop og holdt Eftermiddagsrast i Skyggen af nogle Træer, og Posen kom over til os. »Er der nogen der behøver mig?« spurgte han.

»Ja, jeg har ondt her,« sae Tykke Munk og drejede sin solide Bag mod ham; de andre lo. Kun Brødrene Lind lo ikke; deres Øjne vandrede fra Posen til mig og tilbage igen, som vejede de os mod hinanden, Djævel mod Belsebub.

»Dér faar du snart din Overmand,« sae den ene pludselig og viste mod mig.

Posen kom hen til mig. »Hvad er du da for én, og hvad kan du, siden du skal være saa farlig?« sae han og lod spottende sine Fingerspidser stryge hen ad Ryggen paa mig.

»Tag dig i Agt, nu hypnotiserer han dig!« raabte Munk og væltede sig rundt i Græsset. »Du blir aldrig til Menneske mere. Bed Fadervor, for Pokker.« Det var ikke til at afgøre, om hans Forskrækkelse var ægte, eller han gjorde Grin.

Strygningen fik det til at sitre i min Rygrad, men vel paa en anden Maade, end Posen hade tænkt sig. Jeg hadede fremmed Berøring og blev flintrende gal. Jeg sprang op. Gærne hade jeg langet ham en i Synet; men her gik det ikke, her skulde der Humør til. Altfor ofte ødelagde jeg Spillet for mig selv.

»Naa, hvad kan du saa da?« gentog Posen kælent og forsøgte igen med sin Strygen. »Kan du læse i Cyprianus kanske?«

»Nej, men jeg kan Malebarisk,« sae jeg og satte mit Ansigt lige ind i hans.

Ordet hade en mærkelig Virkning paa ham, han tog Haanden til sig med et Ryk og skrækkede tilbage. »Det – det kan jeg ikke,« stammede han. »Jeg – jeg skulde ha lært det men kunde ikke, fordi jeg hade mistet Fortænderne. En – en Hest hade sparket dem ind.« Han sae det helt ynkeligt.

Nu hade jeg ham! Han var bange for Ordet, endnu mere ræd for det end de Folk han kyste med det. Her var et Ord han ikke forstod og som lød af noget særligt i hans dumme Hjærne. Nu kom Humøret jeg saa ofte forgæves hade paakaldt i en svær Situation, mit Indre lyste op i Haan. Nu skulde han faa for sin ækle Haandspaalæggelse, og de andre skulde faa noget at grine af – de Idioter som halvvejs tog det sølle Pjok alvorlig!

Jeg huggede mit Blik i hans og gik ind paa ham med fremstrakt Hode. »Saa du gir dig ud for at ha været paa den sorte Skole og ved ikke engang hvad Malebarisk er,« sae jeg fortørnet. »Nu skal jeg prøve dig, min Far; lad os nu se om du kan staa for en Manen. Ka-hvap!« Jeg slyngede pludselig højre Haand frem saa Pege- og Langfingeren sigtede mod hans Øjne, bed mit Blik endnu bedre fast i hans og avanserede. Og med Vrøvleremsen Hokus-pokus, allebøjs-marsjier; hegojandiplets, højskitiføjt, ulrækli (hvor jeg nu hade den fra) drev jeg ham baglæns til han stod med Nakken mod Kirkemuren, stivstirrende og lammet, fastholdt af mit Blik og de sigtende Fingre. Han kunde ikke røre sig, saadan troede han selv paa at han var fortroldet, han tiggede og bad ynkeligt om at jeg vilde løse ham; tilsidst gav han sig til at flæbe, og Benene begyndte at slaa Slask under ham. Jeg lod Haanden synke og vendte mig fra ham, fuld af storsnudet Foragt. Og han løste sig fra Muren, tog sin Sæk over Skulderen og stolprede af.

En vidunderlig Følelse gennemstrømmede mig, en overdaadig Erkendelse af, at det Stærkeste hade været oppe i mig, og at jeg hade mestret det. Jeg hade været rasende, opbragt til det yderste, men var for en Gangs Skyld ikke gaaet ud af mit gode Skind. Jeg hade mestret den ubændige Vrede og omsat den i kold lysende Haan – i Humør!

Jeg smed mig midt i Kredsen og saa rundt paa de andre for at indkassere min Triumf. Men de saa ikke paa mig, talte heller ikke til hinanden. Brødrene Lind rejste sig, uden et Ord gik de til deres Arbejde, og de andre fulgte efter. Selv den tykke gudsforgaaene Munk lignede ikke sig selv. Den Eftermiddag hade han glemt baade at le og at bande, og naar vi de følgende Dage kom ud for hinanden, rystede han paa Hodet og gik udenom mig. »Satan til Horra!« hørte jeg ham mumle. Sejrsstemningen blev der ikke noget af.