XIX

Det religiøse i ordinær Forstand voldte mig ingen Anfægtelser. Forestillingerne om en Himmel og et Helvede, om Arvesynden og en almægtig, retfærdig Gud fik deres Grundskud allerede i Barndommen; siden hade jeg maset med at faa Mening i Tingene, knytte Virkning til Aarsag, faa fast Bund under Fødderne. For en fattig Fyr var Himlen upaalideligere end tynd Is. For de Rige kunde den være god nok at falde tilbage paa, men være fattig af Himlens Naade var der ikke stor Stads ved.

Irreligiøs var jeg derfor ikke; jeg hade arbejdet mig frem til en højere Form for Religiøsitet end den primitive, der tillod at skubbe Ansvaret fra sig, bare lade staa til og saa ynkeligt bede en Gud om Forladelse. »Du har taget en tung Byrde paa dig, Martin, du har glemt hvad det er at folde Hænderne« sae Foverskov bekymret til mig. »Den der ikke formaar at tro, vil altid være utilfreds med sig selv.«

Utilfreds med mig selv var jeg. Beruselsen ved at arbejde i det Fri, der en Tid hade løftet mig ovenud af mig selv, var forbi; mit Jeg begyndte igen at trykke mig paa alle Leder og Kanter, som var jeg kommet i et forkert Futteral. Og udad mod Omgivelserne var det ikke bedre; jeg hade for mange Kanter, bestandig tog de imod. At det ikke bare beroede paa Indbildning fra min Side, erfarede jeg gennem en – oftest smærtefuld – Afhøvling. Det var drøjt nok at tage Ansvaret for sig selv i Stedet for at skubbe det over paa Himlen; Handlinger kunde forfølge én lang Tid efter at man hade foretaget sig dem.

Stadig kom den Tanke op i mig, at jeg ikke hade været mod Far som jeg burde være. Jeg var klar over, at det var Forholdene, der hade gjort ham til den han var; og netop denne ny Bevidsthed krævede stor Overbærenhed. Undertiden blev min Selvbebrejdelse saa stærk, at jeg vandrede til Neksø naar Arbejdet var forbi. Men naar jeg saa stod over for Far derhjemme, var det mig umuligt at komme ind paa Livet af ham med min Godvilje. Han hade ikke længer noget imod, at jeg hade opgivet Faget og var taget paa Højskole, men var simpelthen omgivet af en Skal som intet kunde trænge igennem. »Forær ham en Flaske Brændevin,« sae Mor ironisk. »Saa skal du se han blir glad for dig.« Men dertil var mit Forhold til ham altfor alvorligt.

Ogsaa over for andre led jeg af en nagende Følelse af ikke at ha gjort Fyldest. Naar jeg undertiden efter mange Aars Forløb træffer en og anden, som jeg gennem Aarene hade bebrejdet mig selv at jeg ikke hade været noget for, og han saa takker mig for hvad vi har haft sammen i vor Ungdom, saa blir jeg glad overrasket. Og jeg siger mig selv: Bare jeg hade faaet det at vide dengang jeg var ung! Det er ingen Sag, naar man straks ser, at det grønnes hvor man færdes.

En svær Tid var Ungdomsaarene ogsaa uden Anfægtelser af religiøs eller erotisk Art – en byrdefuld Tilpasning. Ofte staar de unge Aar for mig som en trang Fødsel, der trak sig ud i det uendelige.

Min Barndom og Opvækst hade været fri for erotiske Kvaler, maaske var jeg for beskæftiget, saa den spirende Erotik omsattes i Aktivitet. Heller ikke gennem Kameratskabet i Skolen og paa Vogtemarken kom Problemet: Barnets erotiske Nød, der nu har faaet literær Aktualitet, mig ind paa Livet. I Læretiden var jeg Vidne til megen erotisk Strejfen; men det var Tilværelsens Tomhed der piskede de halvvoksne Lærlinge ud. Saa snart der tilbød sig noget med lidt Indhold i, lod de sig let fange ind af det og fik Holdning. Man kunde ligefrem se udvendig paa en Kamerat, paa Klær og Væsen, om han hade noget menneskeligt Tilhold efter Fyraften eller var en Strejfer.

Ogsaa det var Forholdene – som det var Forholdene, der hade gjort Far til den han var. Jeg var tidlig klar over, hvilken uhyre Indflydelse Forholdene hade paa den Fattiges Skæbne, maaske bidrog denne Erkendelse til at give mig Modstandskraft netop mod Forholdene.

Var jeg sluppet lempeligt hen over det religiøse og – indtil videre – ogsaa det erotiske, huserede det sociale Problem til Gengæld kraftigt i mine Forestillinger.

Jeg var paa det rene med, at der maatte ske noget, som gjorde Tilværelsen taalelig for Menneskene, tog Byrden af de Fattiges Skuldre og gav dem Del i Livet. Først og fremmest maatte Børnene ha en Barndom, Sulten og Nøden maatte ud af Smaahjemmene, Mors endeløse Arbejdsdag maatte gøres kortere og lysere. Og Far maatte man gærne ta Brændevinen fra, naar han saa til Gengæld fik Oprejsning for det, der var slaaet i Stykker for ham.

At det var gørligt at ændre Forholdene tvivlede jeg ikke om, men ved hvad skulde det ske? Den Foverskovske Lære om det Gode som Samfundsreformator troede jeg ikke paa; mine Erfaringer modsagde den. Han henviste bestandig til, at Bondestandens Frigørelse var Herremændenes Værk; men læste man udførligere om det, saa viste det sig at Forklaringen ikke holdt Stik. Stavnsbaandet maatte ophæves, simpelthen fordi det spærrede for Herremændenes egne Interesser. Det betalte sig ikke længer, og saa var det en letkøbt Godhed at ophæve det.

Der var det ejendommelige ved Ordet Frihed, at det kun lød rigtig vederhæftigt naar det kom i Selskab med Ordet dyrekøbt. Menneskene maatte nok købe deres Frihed og betale den dyrt, om der skulde være Hold i den. Kampen for Frihed hade sin egen lysende Linje op gennem Historien; den var altid de Underkuedes Oprør mod dem der hade Magten. Om Rettigheder, forholdte Rettigheder, drejede det sig hele Vejen, og aldrig fik de Forurettede dem til givende; de maatte kæmpe sig til dem, bringe Ofre for dem, dø for dem! De største Helte i Historien var ikke de store Erobrere, men dem der førte an i Kampen mod Uretten. Selv Foverskov dvælede inderligere ved Spartakus og Vilhelm Tell end ved Alexander og Napoleon; det var ligesom Menneskene maatte beundre Oprøreren, enten de vilde eller ej.

Munk og hans Fæller vilde jo Uretten til Livs; og de vilde slaas for deres Ret hellere end at faa den forærende. Men var de Kæmpere? De tog mig for let paa alting, der var ingen Fortørnelse i dem. Som nogen Magt virkede de ikke.

– –

Det var blevet Efteraar, og Kirken var paa det nærmeste færdig; der var kun lidt Maler- og Glarmesterarbejde til Rest. Før vi skiltes, vilde vi ha et lille Afskedssold; der blev aftalt en Tur i Charabanc til Hammershus. Nette hade hørt om det, vel sagtens gennem Stine. Hun boede i Nærheden af Slotslyngen og skrev til mig om at møde hende ved en bestemt Sten. Stenen er let at finde; hver der gaar over Slotslyngen maa forbi den; og hvergang jeg passerer den tænker jeg paa Nette fra dengang. Men dengang glemte jeg hende med Skam at melde; Turen var altfor lystig. Brødrene Lind vilde ikke være med; Tømrerne slog sig rigtig løs med Tykke Munk i Spidsen. Hverken Nils Larson eller jeg hade særlige Ævner i Retning af at slaa os løs, men de andre rev os med. Da vi vendte hjem, kom Stine hen til mig. »Hwa sae saa Nette?« spurgte hun smiskende.

»Hende glemte jeg rent,« svarede jeg studs. Jeg var stødt over hendes Fortrolighed.

»Saa sku da osse Skam ha dig!« raabte Stine og vendte sig fra mig. »Du leger jo med Hjærter.«

Det syntes jeg ikke, jeg kunde ha siddende paa mig; og jeg skrev til Nette, at da jeg hade glemt at komme til Stævnemødet, maatte jeg vist ikke holde rigtig af hende.

Først mange Aar efter saa jeg hende igen, som en ældre stræng Gaardmandskone. Jeg kom kørende med Posten ind i en Gaard paa Nordlandet, hvor han skulde aflevere en Pakke. Oppe paa den høje Stentrappe stod hun, før og bestemt. Kusken bragte Pakken en Dag for sent; det kan nok være han fik Besked. Med ét genkendte hun mig, satte Blikket hvast paa mig, og holdt det dèr uden at mæle et Ord.

»Hvor er din Bror henne?« spurgte jeg for dog at sige noget.

»Ja hvor er han henne?« svarede hun haardt. »Hvor kommer vi alle hen? Hvor tror du, du gaar hen, naar der en Dag kommer Bud efter dig?«

Saa kørte vi; jeg knappede Frakken om mig. »Ja det er koldt,« sae Posten, forøvrigt en Lind, en Søn af en af Stenhuggerne fra dengang.

Ja det var koldt – i al Fald koldt at tænke Tanker!

– –

Jeg hade reddet Pengepungen nogenlunde helskindet gennem den Forsnævring, som en Afregning næsten altid viste sig at være selv om man hade de klareste Aftaler. For vel tyvende Gang svor jeg, at jeg aldrig mere skulde lade mit Tilgodehavende staa, selv om det hørte med til den gammeldags Opfattelse af at være et ordenligt Menneske. Det førte blot til, at Mester syntes man maatte ha tjent for meget, siden der kunde blive tilovers. »Nej du skal ta Forskud, for Pokker,« sae Tykke Munk da jeg gik og bød Farvel. »Saa bliver der aldrig Vrøvl!«

Jeg hade allerede samlet mine Ting, da Formanden kom og stoppede mig. Der skulde sættes farvede Ruder i Kirkens Kor, og hverken her paa Øen eller ovre hade man opdrevet nogen, som forstod det. Saa hade man maattet indforskrive en Glarmestersvend fra Berlin; og nu var han her, og ingen forstod et Ord af hvad han sae. Jeg blev saa antaget igen; jeg skulde gaa ham til Haande og være Tolk mellem ham og Formanden. »Det skal du forlange godt betalt,« hviskede Munk og puffede mig i Siden – »det er Specialist-Arbejde!«

Fløjls-Arbejde var det; jeg sad paa det nederste Trin af Alteret og fulgte ham med beundrende Øjne, rakte ham nu og da et Stykke Værktøj; sprang til Brugsen og hentede Øl til ham. Han gik og klippede det farvede Glas til og fattede Bidderne i Bly, eller hang oppe paa sin Stige og masede saa Sveden drev af ham. Imens sludrede han med mig, fløjtede Internationale, prækede Socialisme for mig, drak Øl. Det var mit første Møde med Tyskland, hvor jeg siden gennem en Aarrække skulde finde et nyt Hjemland. Og Mødet kunde ikke være bedre. Saadan som denne Berliner-Arbejder var – retskaffen, klog og samtidig naiv, fagstolt og fordringsløs, pligttro og hjælpsom, saadan lærte jeg senere det jævne tyske Folk at kende gennem mangeaarigt Samvær. Pudsig kunde han være i sin Fagstolthed. Han udnævnte mig til sin Adjudant, og jeg hade derfor Lov til at gaa ved hans venstre Side, naar vi fulgtes til og fra Arbejdet. Som hans slet og ret Haandlanger hade jeg maattet gaa tre Skridt bag ham.

Da der var gaaet et Par Dage, forstod vi hinanden godt nok til at kunne føre en Samtale. Der var ikke andre, den tyske Glaser kunde underholde sig med, saa holdt han sig til mig ogsaa om Aftenen og Søndagen, fortalte om den tyske Arbejderbevægelse, som han var meget stolt af, og sang dens Kampsange for mig. Undrende lyttede jeg til Beretningerne om de tyske Arbejderes mægtige Kamporganisationer, deres bestandige Sammenstød med Politiet, Undtagelseslovene, Strejker som omfattede Hundredtusender af Arbejdere. Her var der endelig engang Mening i Tingene; Fattigmand hade gennem sine Organisationer skabt en Magt, som fik mit Hjærte til at svulme, her var Viljen til den dyrekøbte Frihed! Sætningen: Arbejderens Frigørelse skal være Arbejderens eget Værk! kom igen og igen i hans Tale og blev i min Forestilling til en lysende Indskrift over en mægtig Portal, Indgangen til en ny Verden. Over Portalen til Troldens Verden stod der: Idag arbejde, imorgen æde! Hver Dag stod det der, imorgen kom aldrig. Men nu var Stærke Hans fra min Barndoms Æventyrbog vaagnet; snart slog han Trolden for Panden og forandrede imorgen til idag!

Saa meget jeg hade drømt og lidt og tænkt, alt indgik det ved Glaserens Tale i lysende Forbindelse og blev til noget straalende skønt: Omridsene af en ny Menneskelighedens Lære, som hverken spiste den Fattige af med Himlen eller et imorgen men rykkede hans Sag frem i Nuet. Der var Mening i det jeg hade gaaet og bakset ubehjælpsomt med, endda stor og stærk, almægtig Mening. Vi var jo de mange, og hvad vi vilde, var retfærdigt; Følelsen af det store Fællesskab satte Kræfter op i mig; nu syntes jeg jeg hade, hvad jeg hidtil hade savnet – fast Bund under Fødderne.

Nogen Tvivl var der ikke Plads til, Foverskov kunde gaa hjem og lægge sig, Tykke Munk ogsaa. Denne sejrssikre Berliner-Arbejder med de Hundredtusender bag sig, organiserede i stærke Formationer, han holdt den ny Tid i sin Haand!

Og som han kunde faa Arbejdet fra Haanden – og tale – og drikke Bier til. Aldrig hade jeg truffet en saadan Arbejderskikkelse. Han bevægede sig mellem de andre som var han en Junker og jeg hans Væbner. Eller Page – for som han værnede om mig. Jeg hade en Følelse af at være i god Varetægt; saadan hade aldrig nogen taget sig af mig før.

Glad var jeg ikke, da han efter en lille Maaneds Forløb rensede og pakkede sit Værktøj. Da han tog Afsked, skete der noget jeg aldrig kunde glemme. Han gav de andre Haanden, men mig omfavnede han, kyssede mig paa Kinden og sae, med Taarer i Øjnene: »Wenn du einmal Dichter wirst, dann vergesse nicht das Proletariat.«

Hvor underlig følte jeg mig i det Øjeblik, dum og hjælpeløs; sige noget til Svar kunde jeg ikke. Jeg hade stor Respekt for Digtningen; aldrig hade jeg vovet – ikke i min vildeste Fantasi – at tænke den Tanke, at jeg selv skulde komme til at digte. Og nu gav han mig paa en Maade Ridderslaget.

Jeg har siden følt det som en Udnævnelse, ja en Udvælgelse, og bebrejdet mig selv, at jeg var saa stum dengang. Først en lille Snes Aar efter, da Pelle Erobreren blev offentliggjort i »Vorwärts«, kom min Tak. I Forordet til Romanen sendte jeg en Hilsen paa maa og faa ud over Tyskland for at sige Glarmestersvenden fra Østermarie Kirke, at hans kejtede Hjælper fra dengang var blevet Udvælgelsen tro. Men jeg hørte aldrig fra ham.