XX

Amtsraadet gav mig Afslag paa min Ansøgning om Understøttelse til et Vinterophold paa Askov Højskole og det var med lavt Humør jeg pakkede mine Ting for at tage til Rønne. Nils Larson var der allerede og var i Gang med at bygge Skorsten til Chamotfabrikken; han hade sørget for at der var Arbejde for mig ogsaa for hele Oktober. Første November begyndte Vinterskolen i Askov.

»Ja, nu har du saa taget din Skæbne i din egen Haand,« sae Foverskov betydende til mig ved Afskeden. »Maatte det gaa dig godt alligevel. Vore Veje krydses vel nok engang.« Han var meget nedslaaet; jeg mærkede, at han ikke længer saa en fremtidig Hjælper i mig. Han kom snart efter bort fra Øen; jeg hørte at han hade overtaget en lille Højskole paa den jyske Hede; senere igen, at han var blevet Enkemand, helt hade opgivet Højskolegærningen og giftet sig igen med en Proprietærenke. Saa behøvede han da ikke længer græde og bede for Brødet; hans Skikkelse blev ved at beholde et Skær af Vemod over sig i min Erindring.

En Del Aar efter krydsedes for saa vidt vore Veje. Jeg gik en Dag paa Udstillingen i Aarhus og saa pludselig en lille bøjet Mand med Bukkeskæg pile afsted mellem Montrene. Efter ham fulgte en før gammel Kvinde, som skældte og smældte, stansede for at faa Vejret, og kæftende tog Jagten op igen. Jeg hade ikke Mod til at hilse paa ham.

– –

Sommeren hade været god for mig; jeg var blevet af med Hosten og det ulidelige indsnævrende Tryk om Brystet. Og Forholdene hade lagt sig lyst tilrette; baade mit Blod og mit Sind hade taget Solvarme. Jeg saa glad Fremtiden i Møde – til Afslaget fra Amtet kom. Med Udsigten til at slippe over paa en lysere Side var det forbi; der ventede mig igen Skomageriet, eller tilfældigt Sjov opblandet med Arbejdsløshed; Tilværelsen hade igen lagt sig sin gamle graa Lød til.

Robust nok til Arbejdet paa Fabriksskorstenen var jeg heller ikke. Der var hundekoldt paa Stilladset som hver Dag kravlede et Par Meter opad; det gav for lidt Arbejde at staa ved Taljen og betjene de to Mand, Oktobers Slud og Blæst gennemisnede mig. Og naar jeg forkommen af Kulde og svimmel af Blæsten kom ned paa Jorden fra den svajende Skorsten, gyngede den faste Grund under mig som et Skibsdæk. Den tynde Skorsten svajede for Stormen; naar Solen brød igennem, gik dens Skygge frem og tilbage som et Pendul ude over Marken. Bevægelsen selv generede mig ikke, først naar jeg kom ned paa den faste Jord, gav Nerverne sig til at gynge. Det tog mit Humør – jeg var altsaa fremdeles det akavede Spøgelse, jeg altid hade været. Jeg følte mig som en skabet herreløs Hund, undgik Mennesker, og luskede fra Arbejdet lige hjem og i Seng.

Nils Larson kom gærne om Aftenen og slog sig ned paa min Sengekant. Han var ked af, at han hade faaet mig med til Arbejdet paa Skorstenen, og vilde ha mig til at holde op. »Vi er kun oppe i halve Højden,« sae han – »du staar det ikke igennem. Og jeg kan sagtens faa Mester til at gi dig andet Arbejde.«

Halve Højden – og vi var højt over Byens Tage. Men Skorstenen skulde være saa høj, at en Hue der blev smidt ind i Luftkanalen forneden, røg til Vejrs og kom ud foroven; før var der ikke Træk nok i den. »Det kan du ikke holde ud til; vi maa mindst 90-100 Fod til Vejrs!«

Give op vilde jeg ikke; jeg vilde blive ved til Kransen lukkede foroven. Om de saa blev ved helt op til Skyerne, vilde jeg være med.

»I andre giver jo heller ikke op,« sae jeg, ærgerlig over, at det altid var mig der skulde være den svage.

»Vi er jo vant til Turen – og kan arbejde os varme,« sae Nils Larson godmodigt. »Du ødelægger dig bare, saa du blir syg og ikke kan rejse; vi skulde gærne følges ad.« Skønt han vidste at alle Sunde var lukkede for mig, optraadte han bestandig, som var det en given Sag, at vi rejste til November, han til Haandværkerskolen paa Vallekilde, jeg til Askov. »Der viser sig altid en Udvej!« var hans stadige Omkvæd. Han kunde sagtens se lyst paa alting, han hade Pengene til sit Vinterkursus liggende.

Enten jeg vilde eller ej maatte jeg opgive det luftige Arbejde; en Morgen kunde jeg ikke røre mig i Sengen. Jeg var som stivfrossen, og hvert Forsøg paa at gøre en Bevægelse fremkaldte ulidelige Smærter. Opad Dagen tøede jeg op, Tilstanden slog pludselig over i Glohede. Min Seng var slaaet op paa Kransen af den færdige Skorsten, jeg sejlede frem og tilbage under Skyhimlen og maatte klamre mig til Sengens Fjæle; Heden nede fra Chamotfabrikkens Ovn kogte op om mig. Det var slet ikke ubehageligt, jeg følte mig befriet for alle Bekymringer!

Hvor længe jeg laa saadan ved jeg ikke; jeg kom til mig selv ved at Nils Larson sad paa min Sengekant og betragtede mig med et bekymret Udtryk, der forekom mig meningsløst komisk. »Naa det var da godt, du kom til dig selv,« sae han glad – »for nu skulde du gærne se at blive rask, saa vi kan komme afsted. Skorstenen er færdig nu, og vi har tjent godt; der blev to Hundrede Kroner som din Part.« Han lae Pengene paa Dynen og sae Farvel. »Jeg skal til Hasle og se paa et nyt Skorstensarbejde,« sae han i Døren.

Lige straks tog jeg det som en Selvfølge, at alt var klaret; Febertilstandens Lyssyn hang endnu i Sindet. Men saa slog det ned i mig, at det med Overskuddet maatte være noget Sludder; det var simpelthen sine egne Sparepenge han hade givet mig. Der var et Par Dage til vore Skoler begyndte, og han vilde se paa et nyt Arbejde? Han hade opgivet at tage paa Skole hade han – til Fordel for mig!

Men det gik ikke. Jeg maatte op, ud og se at finde ham! Han hade glædet sig mindst lige saa meget til Vinteren som jeg! Hvor hade vi ikke drøftet det hele: hvad vi særlig vilde kaste os over, og hvordan vi ordenlig skulde hænge i og faa noget ud af Tiden. Skrive til hinanden og holde hinanden underrettet om Fremgangen vilde vi. Og nu skulde jeg saa tage over paa hans Bekostning, og han blive hjemme og arbejde – det gik ikke!

Jeg kom paa Benene og stavrede til hans Logi. Svimmel var jeg og svedte, jeg kunde knap staa paa Benene. Men Ophidselsen og den friske Luft slog Feberen ud af Kroppen paa mig. Han var ikke hjemme; hans Værtinde mente han var kørt til Hasle.

Jeg gik saa op i Højskoleforeningen for at aflevere de to Hundrede Kroner til Gothardine, hans Kæreste.

Karen Holm var i Haven og klippede Roser. »Hva, er du ikke rejst endnu?« sae hun forundret. »Jeg mente det var i Orden.«

Jeg forklarede hende Sagerne og bad hende overtage Pengene. »Nej det kan jeg godt forstaa, at du ikke kan ta imod – saa gode Venner I er,« sae hun. »Saa det er derfor, Nils Larson pludselig hade ombestemt sig og ikke vilde ta over i Vinter. Men nu skal jeg sige dig noget: Rejs du bare endnu i Aften, saa skal vi her i Foreningen nok ordne det med Pengene. Skolen begynder jo i Morgen Aften; saa det kan naas, om ellers du har alting i Orden.«

Om jeg hade. Paa en Time var jeg hjemme, pakkede en Kurvekuffert, der hade afløst den altfor bondske grønne Kiste, og stillede om Bord paa Dampskibet.

Jeg har siden ogsaa kunnet pakke min Kuffert og bryde op med en Times Varsel – og kan det endnu, selv om det skulde dreje sig om en Rejse omkring Jorden. Men med saa stor Forventning er jeg vel aldrig senere brudt op til en Rejse som til denne.