34| V

For Mad, Logi og Undervisning var der sørget saa godt og diskret, at jeg aldrig mærkede andet end at jeg hørte til de fuldt betalende Elever. Det var Stenværksejer Brodersen, der ordnede det hele; jeg fik det først at vide af Karen Holm, flere Aar efter hans Død. Han var barnefødt ikke langt fra Stenløse, hvor jeg sidder og skriver dette, og naar jeg kommer forbi det lille Husmandshjem ved Svedstrup, maa jeg tænke paa denne Mand, der – lille og energisk, en mærkelig Blanding af idealistisk Sværmer og Forretningsmand – kom til Bornholm som en fattig Gut, steg med noget af en Rakets Hast og Pragt over Øens Himmel, og endte syg og fattig efter en straalende Bane paa nogle Aar. Brodersen, Manden med det ivrige rige Sind og de smaa varme Hænder, gjorde det lettere at være fattig.

Det kunde ellers være svært nok, selv om Aarene efterhaanden gav en vis Øvelse. Der siges mange kønne Ord om Frihed, men ingenting i Verden gør ufri som Fattigdom. Det er et forbandet svært Kunststykke at føle sig fri, naar man ikke kan skaffe sig Udveje for det nødvendige, saa man ser ud som andre Mennesker; eller naar man skylder her og dér og maa hitte paa Udflugter for at holde den gaaende. Georg kunde, hans Frimandsfølelse var ukuelig; men han hade ogsaa sat sig uden for Sammenhængen og anlagt Vagabondens Maalestok paa Tilværelsen. Han tog 35| hvad han behøvede, som bedst han kunde, slog Plat, gjorde Gæld og lod andre om Resten. »Jeg gør jo Nytte,« sae han – »saa skal jeg vel ogsaa kunne eksistere! Du er en god Kraftidiot, som skriver op hvem du skylder noget – det kan du faa og trækkes med hele dit Liv. La vær og skriv det op – glem det! Saa glemmer de andre det ogsaa nok.«

Spidsborger kaldte han mig; og der var vel noget om det. Men gjorde Fattigdommen ufri, saa galdt det for mit Vedkommende i endnu højere Grad om Gælden; det pinte mig at skylde. Jeg skyldte Skrædder Pedersen i Neksø for et Sæt Tøj, som jeg fik i Anledning af, at jeg skulde herover; jeg regnede med til Sommer at kunne tjene saa meget, at jeg fik det betalt og hade lidt til at møde næste Vinters Skoleophold med. Jeg vilde ikke kunne komme hjem til Neksø før det var betalt; det var en altfor pinlig Tanke, at man skulde risikere at møde Skrædderen paa Gaden. Georg hade jo Ret i, at de der ejede noget ikke tog det saa nøje med, hvordan de kom til deres; men der var alligevel ikke noget fristende ved den Retfærdighed, man skulde stjæle sig til.

Skolen her bestred det Materielles Betydning for Lykke og lae hele Vægten paa det Ideelle; blot man levede i Aanden, besad man uendelige Rigdomme, hvor fattig man saa var. Man fik det Indtryk, at alle Historiens store Tildragelser og alle betydelige Personers Handlinger skete i Ideens Tjeneste. Det var Aanden, der beherskede Verden; Aand var den eneste virkelige Magt i Tilværelsen. Den dengang mægtige Tietgen blev bestandig af Forstanderen fremhævet som et stort lysende Forbillede for os Unge. Og fra den nederste Ende af Samfundsstigen fremhævede han et Par gamle Husmandsfolk, som sad og smaasultede, fordi de ikke vilde ligge Samfundet til Byrde.

36| »Det er ogsaa forbilledlige Samfundsborgere,« sae Schrøder, »der i et virksomt Liv har gjort Samfundet rigere. – Ja, jeg kan se paa Martin, at han ikke forstaar mig.« Han smilede venligt for at ta noget af Brodden af Udfaldet.

Nej, jeg forstod det ikke. Hvem blev gjort rigere ved at de to Slidere nægtede sig alt paa deres gamle Dage? Tietgen? – og hade han ogsaa gjort Samfundet rigere? Ja, det hade han vel; men hvem var saa Samfundet? Var det ham? Eller de to Gamle – – mig?

Jeg hade rig Lejlighed til at konfrontere mit eget Liv med det, man her opstillede som ideelt. Arbejdet hade jeg fra jeg kunde krybe, ikke ud fra ideelle Grunde men fordi jeg maatte; faaet noget videre for det hade jeg aldrig. Før Konfirmationen og ogsaa i Læretiden hed det altid, at man gav daarlig Vederlag for Føden; og hvad man siden tjente, forslog knap nok til at holde Klærne paa Kroppen. Der blev sjælden noget tilovers til at ta Brodden af de arbejdsløse Perioder. Hvis Samfundet var blevet rigere ved mit Arbejde, maatte jeg altsaa ha Reserver, noget tilgode at tære paa – forudsat at jeg selv hørte med til Samfundet. Men hvor var de henne? Takket være en fremmed Mands Godhed hade jeg Opholdet; men skønt jeg dygtiggjorde mig med den Tanke at yde Samfundet noget værdifuldt engang, var der ingen Haandsrækning fra den Side. Jeg maatte hutle mig igennem med Vask, Petroleum og Brændsel; Tobak kunde der overhodet ikke blive Raad til.

Det var min Plan at ta Plads paa en Gaard i Jylland for Sommeren og tjene saa meget, at jeg kunde faa Skrædderen i Neksø betalt og ha lidt tilovers til at møde det andet Vinterkursus med; for selve Kursus'et var der fra Brodersens Side sørget. Iversen, Skomageren i Askov vilde gærne ha mig, men jeg kunde daarlig tænke mig at vende tilbage 37| til Faget. Jeg hade allerede Løfte om en vellønnet Plads paa en Gaard i Salling; men hen paa Foraaret fik jeg under en Brydekamp det venstre Ben af Led og maatte humpe om ved to Stokke. Alle Sunde syntes lukkede naar Skolen var forbi, noget Arbejde kunde jeg ikke paatage mig, og noget Sted at være hade jeg ikke.

Jeg hade ofte nok været baade hjemløs og eksistensløs, uden at det anfægtede mig større; men nu var jeg Invalid, og det brød Sorgløsheden i mig. Jeg hade adskillige søvnløse Nætter.

Er jeg af Natur Optimist, som det saa ofte er blevet paastaaet? Jeg har ikke villet indrømme det; men de andre maa vel alligevel ha Ret. Var jeg ikke Optimist paa Bunden af mit Væsen, hade jeg vel forlængst opgivet Troen paa Proletariatet og solgt min Førstefødselsret for en fed Ret Linser.

Ikke desto mindre led jeg i disse Aar – og helt til jeg blev over tredve – meget af Tungsind. Et Slags Weltschmerz var det vel nærmest; jeg hade ondt af den brede Menneskehed, pintes ved Tanken om det, der for mig stod som den faarede Godmodighed hos Masserne. De var mig for langmodige, fandt sig i alt: i Gendarmer og Provisorier efter prøjsisk Mønster, i Fattigdom og Elendighed, som der ingen Undskyldning var for. Jeg forstod endnu ikke, at de brede Lags Langmodighed med Udviklingen er Udtryk for en Modningsproces i dem selv; at Sætningen: Aldrig saa ondt, det er dog godt for noget! som hade været Almuens Trøst gennem Aarhundrederne, mindre var et Udtryk for 38| Fatalisme end for, at man hade Tid til at vente med Høsten, til Sæden var moden og vejrhærdet.

Hvor ofte hade ikke Modgang sat en Stopper for mig selv paa min Bane, saa den eneste Udvej var at trøste sig med, at det jo maatte være godt for noget. Og kom der ikke bestandig noget bedre ud af det? Jeg vilde ikke bytte mine Oplevelser med nogen som helst andens paa denne Jord, eller mit Livsløb med nogen andens. Ikke en Episode af mit Liv vilde jeg være foruden; omend der er forskellige Episoder jeg nødig vilde leve om igen.

Nu gik jeg dér og humpede ved Hjælp af Stokke og fik Massage hos Gymnastiklæreren; ta paa Landbrugsarbejde naar Skolen var forbi kunde jeg ikke – og hvor skulde jeg gøre af mig selv? Jeg læste i Fru Schrøders Øjne, at den samme Tanke beskæftigede hende; her paa Skolen var der ikke Plads for mig.

Der var en Stilling som Vandrelærer ledig ude paa Ringkøbingegnen; man skulde gaa fra Gaard til Gaard og undervise Børnene fra Gaardens nærmeste Opland, og ha Kosten paa de forskellige Gaarde. Lønnen var 30 Kr. om Maaneden; deraf vilde de fem gaa til Logi og ligesaa meget til Vask, Frimærker og andre Smaaudgifter, saa der blev tyve tilovers. Det kunde godt gaa an – men Benet? Jeg vilde ikke kunne trave fra Gaard til Gaard! Foreløbig kunde jeg kun flytte mig nogle Hundrede Meter.

De Lørdag Aftener, der ikke var Dans paa Skolen plejede vi, fordelte i Hold, at hjemsøge de forskellige Lærerhjem; og en Aften hade en Gruppe Karle og Piger besluttet at aflægge Besøg paa Forsøgsgaarden, hvis Ejer Fredrik Hansen underviste i Landbrugsfag paa Skolen. Pigerne vilde absolut ha mig med – jeg var saa god til Ordsprogsleg; og da jeg ikke kunde humpe saa langt, blev jeg baaret 39| derud. Pigerne bar med – og tog meget varsommere paa mig end Karlene. Mere udholdende var de ogsaa, og det var som en sød Sang i Hjærtet at klamre sig fast til deres bløde Former.

Konen, Anina Hansen, var fra Bornholm, hun hade Hodet bundet ind paa bornholmsk Konevis. »Det er altsaa Landsmanden,« sae hun halv bebrejdende, fordi jeg ikke hade besøgt dem før; »du skal ikke være nogen hel Idiot, siges der. Og hvad vil du saa nu? Med det Ben kan du jo ikke ta noget Sted hen!«

»Han kan ta med mig hjem,« sae en ung Pige, Datter af en Fabrikant i Silkeborg. »Vi har Gæsteværelser nok.«

»Mon ded?« sae Anina Hansen. »Det faar du ham vist aldrig til. Vi Bornholmere er stikne, skal du vide; vi gaar ikke gærne paa Naade.«

»Saa kan han hjælpe til paa Fars Kontor da.« Den unge Pige saa paa mig med sine mørke Øjne, saa varmt og godt, at jeg for første Gang i mit Liv følte Blodet som en forrykt, paa samme Tid kold og varm Kildren helt ud i Tæerne.

»Men det behøver han ikke ta til Silkeborg for,« mente Husmoderen nøgtern. »Vi kan ogsaa godt ha Brug for en Mand paa Kontoret – ikke sandt Far? Og saa er han herovre ved. Meget kan vi ikke gi for det, men du kan komme og gaa som selv du vil.«

Det var allerede noget, og mere kom til. Holger Begtrup var begyndt at samle Materiale til et Værk om Christen Berg, og hos ham fik jeg Beskæftigelse et Par Eftermiddage om Ugen med at skrive af efter gamle Aviser og Rigsdagstidender fra Bibliotekerne. Og den gamle Filolog og Folklorist H. F. Feilberg, der hade taget sin Afsked som Præst og lige var flyttet til Askov, søgte en Hjælper til at holde Orden i sit uhyre Kartotek over Folkesprog og 40| Folklore. Der blev, saa at sige med ét Slag, nok for mig at bestille. Da Skolen lukkede sidst i April hade jeg kun én Sorg, at finde mig et Logi; paa Forsøgsgaarden var der i Forvejen overfyldt.

Der var ledige Værelser nok i Byen. Naar Skolen var godt besøgt, hade den ikke Plads til alle de unge Karle, en Del af dem maatte leje sig ind hos Privatfolk i Byen. Men nu aabnede Sommerskolen, som kun var for Piger; og Forstanderens holdt ikke af, at der var unge Karle paa Pladsen – skønt Vinterskolen, som lige var sluttet, var for baade Karle og Piger. Maaske var det Aarstiden, Skolens Ledelse var bange for; ingen i Byen turde leje mig et Værelse. »Saa faar vi ingen Elever fra Skolen til Vinter,« sae de. Boghandler Arnum, som jeg var Ven med, overlod mig et Gavlværelse – men kun til jeg fandt mig noget andet. »Husk paa, jeg skal staa mig godt med Skolen,« sae han.

Inde i en gammel Have i den vestlige Udkant af Byen laa et lille Hus med Spaantag; det var helt overgroet med Efeu, »Spurvely« hed det. Holger Begtrup hade ejet det men boede nu i et stort Rødstenshus lidt ned ad Vejen St. til; nu tilhørte det Enken efter Digteren Molbech, en ældre Dame som beboede det sammen med sin unge Datter.

Ingen begreb, hvad der hade faaet de to Kvinder til at slaa sig ned her; Grundtvigianere var de ikke og tilhørte en helt anden Kulturkreds. Det lille indspundne Hus midt i den lukkede Have dannede ogsaa ligesom en afsluttet Verden for sig; og de to Kvinder saas ikke ret ofte paa Skolen. Men naar man gik forbi, lød der gærne klar Ungpigelatter inde fra Ejendommen. »Det er Datteren,« sae Folk, »hun griner ad ingenting. Det kan jo deher Københavnere.«

Jeg hade læst Skuespillet Ambrosius og kendte ogsaa 41| forskellige Digte af Molbech, bl. a. »Naturaanderne« som hade gjort et stærkt Indtryk paa mig. Det var helt spændende, at der holdt to Væsner til her midt i Hverdagen, som var Enke og Datter efter en Digter; og jeg lae ofte min Vej forbi Huset. Engang hade jeg endda været indenfor; jeg hade besøgt de finske Magistre, som hade lejet sig ind ovenpaa i »Spurvely«.

Aftenen før de skulde rejse indbød de mig til Afskedskaffe. Selskabeligheden foregik neden under – i det luneste, hyggeligste Hjem jeg endnu hade set. Væggene var fulde af Oliemalerier og gamle italienske Gravurer; Bogskabe var der med grønt Forhæng, og skønne gamle Mahognimøbler. Jeg var helt trykket af Situationen; min Generthed blev ikke mindre af, at den unge Frøken ganske tydelig sad og morede sig over mig. Hun hade Opstoppernæse, ligesom Portrættet af Faderen, der hang over Klaveret; og i hendes lidt fremhvælvede Øjne legede Munterheden, tydelig paa Nippet til at slaa ud i Latter. Fru Molbech sørgede moderligt for mig og gjorde alt for at hjælpe mig over min Generthed; jeg kunde mærke, at man oftere maatte ha talt om mig – jeg var ingen helt fremmed for dem.

Pludselig spurgte Fruen, om jeg ikke kunde tænke mig at flytte ind paa et af Loftsværelserne, nu Magistrene rejste. Jeg blev helt forfjamsket, for jeg hade lige tænkt: Aa, hvem der kunde komme til at bo her!

Nu brast det for Frøken Mathilde. »Og saa rødmede han brat!« udbrød hun og lo klingende. Det lød som Citatet af et eller andet Digterværk.

»Det koster ikke noget,« vedblev Fruen, da jeg ikke svarede, »De gør os tværtimod en stor Tjeneste med at flytte om til os. Luften i Stuerne bliver saa dum for to enlige Kvindfolk, naar der ikke er nogen til at rummestere ovenpaa.«

42| »Jamen Forstanderens vil vist ikke synes om det,« indvendte jeg.

»Naa, det er nu noget vi selv bestemmer,« svarede Fru Molbech.

Jeg var mere end lykkelig, da jeg gik hjem. Og det til Trods for, at jeg vidste med mig selv, jeg ikke vilde komme til at bo i det lille skønne Hjem. Jeg vilde simpelthen ikke kunne overvinde Hæmningerne i mig og komme anstigende med mit Kluns.

Men den næste Dag stillede Ole Lauritsen, en frastødende Mandsling som hver Dag rejste som Bud mellem Skolen og Kolding, for at hente mit Tøj. »Du ska skynde dig og komme med!« sae han med et modbydeligt Grin.