96| XII

Det var en god og frugtbar Tid, mens jeg laa og ventede paa, at Blodet skulde blive færdig med sit ekstra Rengøringsarbejde i mig og min Temperatur blive normal. Jeg læste ikke noget videre; og naar jeg hade Besøg, lod jeg de andre om Underholdningen. Siden laa jeg saa og prøvede paa at rekonstruere hele den Paagældendes Væsen over de Brokker, han hade forraadt af sig i sin Passiar. Men helst laa jeg og tænkte ud i det blaa, holdt Sindet aabent og lod Tanker og Stemninger strømme ind paa mig.

Sengelejet har sit for med èn. Meget, der ikke naar ind til èn for Travlhed og Larm, naar man er oppe og midt i Dagens Gærning, kom nu og aflagde Besøg eller slog sig ned for bestandig; Tanker og Følelser, ofte fremmedartede og sælsomme, kom dalende gennem Roen og Tystheden. Og de selvfølgeligste Hverdagssandheder, som skulde synes at ligge i Luften om èn til enhver Tid – nu først indfandt de sig. Det var i Grunden ikke mig, der tænkte, men et eller andet, der arbejdede for mig; jeg laa blot stille og tog imod.

Undertiden var det en Antydning af en Lugt, der kaldte Forestillingerne til, ofte langvejs fra. »Idag faar Du undvære dit Æg, for det hade en Tanke,« sae Karen, som kom med min Frokost. Men en Kende Svovlbrinte hang ved hende og førte mig til Stranden derhjemme og de mægtige Volde af raadnende Tang, hvori Melden bredte sig, yppig som ikke noget andet Sted, og stod og duftede af kogte 97| Kartofler. Og Knivbladet her duftede af Violer, dem fra Skrænten derhjemme paa Vogtemarken, som engang duftede saa mægtigt af Jærn, at man maatte drømme sig hele Hære af Mænd i Panser og Plade.

Ilde var det dengang! Mor syntes, jeg var et rædsomt Spøgelse, naar jeg gøs sammen for en Bismag ved Maden, som andre knap kunde konstatere. Og noget Forhold var der jo saadan sèt heller ikke i, at man, naar man traadte ind i et Værelse, kunde lugte om der var Væggetøj under Tapetet – naar det dog hørte til det uundgaaelige og tilmed ikke bed paa èn! Men her var det bare godt med de tossede Sanser; de gjorde Tilværelsen endnu mangfoldigere.

Tanken om Døden gæstede mig jævnlig, men ikke som noget afskrækkende. Jeg laa og bildte mig ind, at jeg kunde føle, hvordan det var baade at fødes og at dø, og skrev noget op om det. I det samme kom den gamle Doktor; han bankede ikke paa, der var ikke Tid til at gemme Papiret afvejen. Han tog det uden videre og gav sig til at læse.

»Naa saa man ligger og skriver Kærlighedserklæringer til Døden,« sae han, da han hade siddet en Stund paa min Sengekant og pustet ud. »Ja, det har man Raad til i Deres Alder.«

»Hvorfor saa? Er De saa sikker paa jeg kommer mig?« spurgte jeg.

»Gu gør De saa! Den der skal dø lar nok vær og kigge – dèr hedder det: Baglæns ud igen! De og dø – De er jo ikke engang født rigtig endnu! – Puh ha, sikken et Mas det er og være til – det faar De nok at føle – gaa dèr og fødes til Verden Stump for Stykke hele sit Liv! Ja, De ler, De tror man fødes til Verden med én Gang – Jordemor'en med Tasken, hva? Men det er bare Begyndelsen – en Finger man stikker ind i Tilværelsen for at lugte hvor man 98| er! Og saa hænger man paa den; et Klaps bagi, og værsgod har man at overtage Tingene selv – man tuder! Det er den første Hilsen til Livet, og saa kan man gaa i Gang med det, der saa kønt kaldes at leve: det vil sige at føde sig selv, faa sig læmpet over i Tilværelsen Stump for Stykke. Det er sku et drøjt Arbejde, den Tilpasning. Hvorfor skriger Børn – og Voksne da forresten ogsaa, der ved Gud ikke har noget at skrige for – som Deres egen Mor sae, da De laa og skreg Dem en Navlebrok til? Fordi man ikke kan faa sig klemt igennem alle de forbandede Naaleøjer, Tilværelsen er fuld af. Det er vel nok en Trængsel – især for den, som har Hode. For det bliver ved at være det vanskelige Problem hele Livet igennem: Kan Hodet komme igennem? Dersom det bare var gjort med at patte og trække Vejret, saa – ja saa voksede man rolig til og blev Bryder eller Bokser, og alting var i Orden. Men er man saa ulykkelig at ha lidt ud over det animalske, saa opdager man, at hvad man saa lægger sig til af Ævner og Færdigheder – altid er det sværeste i Behold. Der er mange, som mister Lysten paa Halvvejen og gør Slut; andre er for fejge og nøjes med at bedøve sig – som Undertegnede. Hvorfor Fanden skal man kæmpe sig frem til en Slags Fuldkommenhed, som man alligevel ingen Del faar i? Naar den sidste Rest af èn fødes, saa er det jo forbi. – – Kan De forstaa det, unge Mand? Naar man endelig er saa vidt, at man skulde kunne fungere tilfredsstillende, saa skal man pakke sammen – saa er den store Ligevægt naaet. Fra Intet til Nirwana – æv! Føj for Satan!«

»Tror De, det gør ondt at fødes, Doktor – paa Barnet mener jeg?« spurgte jeg, lidt ilde til Mode.

»Barnet – Barnet! Altid denne Sentimentalitet!« vrængede han. »Tror De man føler noget, naar man ligger under en Vejtromle? Saa er man bare flad!«

99| Jeg kunde ikke forstaa, at en Mand med hans Udrustning kunde gi op, og sae ham det.

»Nej, det kan De vel ikke – endnu. Men naar èn nu render rundt med Orm i Sjælen – netop i Kraft af sin Udrustning. Der er for meget, der slaas i èn, og som skulde bringes til at forliges og helst samarbejde – to Racer blandt andet. Og saa Ravnekrogen her, tror De, den strammer op? Hovedstaden i Danmarks Smørhul, Matador- og Etatsraadsbyen – Sladderhullet! Ta Dem selv – har nogen hittet paa at indbyde Dem? Dertil er man for eksklusiv. De er ikke her fra Bjærget, og har ikke noget Stamtræ. Lad os endelig ikke faa vore Lus blandede! Men vi snager i Dem, kære Ven, saa De er optaget i det gode Selskab alligevel. Man ved godt, at De gaar med en Digter i Maven, men ikke kan nedkomme med ham, fordi De ikke render efter Kvindfolk.«

Jeg var ikke slet saa glad ved den gamle Doktors Besøg mere. Den godmodige Vrøvletone han hade til at begynde med, gled mere og mere over i Desperation. Han kunde minde om Hugormen, der huggede giftigt og magtesløst til alle Sider, naar vi Vogterdrenge hade hængt den op og tændt Baal under den. Jeg hade ikke nogen egenlig Følelse af at han var farlig for mig, dertil mente jeg mig for fast i mit Syn paa Tilværelsen; alligevel fyldte han mig med Uro, baade naar jeg var vaagen og naar jeg sov.

Jeg hade engang som lille Dreng været med Far henne og se en Tryllekunstner, som optraadte inde i Kresjan Bænkestræde, hvor Tante Trine boede. Troldmanden laante Fars Vidunder af et gammelt Sølvur, kom det i en Morter og stødte det til Pulver. Da jeg gav mig til at tudbrøle, skød han en Pistol af mod Væggen; og dèr, paa et Søm, hang Fars Ur nok saa nydeligt. Nu var Doktoren Troldmanden! Med et djævelsk Grin kom han mig i en 100| stor Morter, stak en lang spids Næse ned for at se, om jeg laa rigtig, og gav sig til at støde mig til Pulver. Saa skød han ned i Massen, og jeg vaagnede med et Skrig, drivvaad af Sved men lykkelig over, at jeg fremdeles hang paa mit Søm og dikkede. Nat efter Nat forfulgte den onde Drøm mig; og jeg tænkte paa at be Karen Jørgensen sige til Doktoren, at han ikke skulde komme mere. Men jeg turde ikke, jeg var alligevel angst for ham.

En Dag han kom, laa der et lille Digt paa min Dyne. »Lad vær med det Svineri,« sae han, krammede Digtet sammen uden at læse det, og smed det hen i en Krog. »Jeg er Deres Læge, og det kan jeg ikke ha. Alle Digtere er tuberkuløse!«

»Jamen det er jeg da ikke,« svarede jeg forskrækket.

»Plevritis er tuberkuløs – bild Dem bare ikke noget ind. Det er Resterne af Unge Mesters Opspyt, De ligger og slaas med. Lev animalsk, æd og drik og hold Dem langt borte fra alt aandeligt – for det er Sygdom altsammen. Tror De maaske, den fuldkomment sunde tænker? Atleter er altid Idioter, og den billedskønne Kvinde altid en Gaas. De er harmoniske, mens vi andre Stakler er smækfulde af Kiv og Rivninger indvendig. Alt det, vi kalder betydelige Mænd, er saadan nogen det rummesterer i – af Racer der ikke kan forliges, Anlæg der gaar paa tværs af hinanden: Sygdom. Derfor er de altid grimme! Og det har saa igen tvunget os til at revidere vort Skønhedsbegreb og skaffe Plads til saadan noget Sludder som sjælfuld Skønhed.«

»Lad bare være at protestere i det ophøjede Aandslivs Navn. De Vilde er sku altid kønne, naar de ikke fejler noget. Men de grubler heller ikke; de er ikke syge oven i Krukken! De har ikke noget, der skal mægles imellem og helst bringes i Ligevægt; de er harmoniske. De har ikke Brug for sjælfuld Skønhed; de er bare satans dejlige. Der101|for misunder vi de Vilde, trods al vor paastaaede Overlegenhed – som den Syge altid misunder den Sunde og den Grimme den Kønne.«

»De synes vel det lyder kynisk, men det er et Spørgsmaal, om den menneskelige, højt udviklede Hjærne ikke er en Svulst, maaske opstaaet ved en Lædering af Baghodet engang i Tidernes Morgen, der saa er blevet en Konstant, som den øvrige Organisme har maattet opta i sig og indstille sig paa. Den Vej er det gaaet med mange sygelige Dannelser i Naturen. Det er jo blevet Mode at lave Udviklingshistorier. Jeg kunde godt tænke mig en Flok Aber hoppe omkring i en Palmelund og ha det ganske storartet sorgløst. Saa rammes en af dem ved et Tilfælde i Baghodet af en Kokosnød der falder ned. Det saarede Sted vil ikke læges igen; der gaar Betændelse i det; Fluer lægger maaske deres Æg i Saaret. Det arme Dyr er segnefærdigt under det tunge Tryk fra det syge Baghode; det stemmer imod – indtil det gaar paa to og er lige ved at gaa bagover. Allerede her udøver det syge Sted altsaa en Funktion, og den oprejste Gang forpligter i sig selv til videre Fungeren, man er jo nærmere Himlen. Efterhaanden omdanner saa Puss'en – Materien som den morsomt kaldes – sig til Hjærnemasse; det syge Sted danner Organ; Bruddet lukker sig om en Nyerhvervelse. – Værsgod Højstærede, dèr har De Deres lovpriste Hjærne!«

Doktoren gjorde en ubeskrivelig Gebærde, idet han stolprede ud. Det var hans sidste Besøg, for næste Dag stod jeg op – jeg hade faaet nok af at være under Lægebehandling. Temperaturen vilde ikke helt ned paa det normale; men ud fra mit Befindende kunde jeg slutte, at den var dèr, hvor den normalt plejede at være. Jeg hade altsaa altid haft lidt Feber! Hade jeg ogsaa altid været tuberkuløs?