5| Der kom en høj Mand ridende ad Landevejen Sønder fra; hans store graa Kappe dækkede Øget ogsaa, saa kun Hovedet og de fire travende Skanker var synlige. Han sad og saa sig genkendende om, og alle, der kom i Møde med ham, syntes de havde set ham før – men ikke for noget godt; de veg forsigtigt ind over Grøftekanten, dèr stod de spejdende og grundede paa hans Ærende. Han red langsomt, alligevel stod Luften som kold Træk bag ham.

Oppe ved Rundkirken red han sin Hest ind over Kirkegaardsdiget og saa sig om efter 6| Græsning. Gravstederne var indhegnet med forsvarlige Jærngitre, men bag Gitteret var der ikke andet end en Sten med prangende Indskrift og nogle fremmedartede Buske. Hesten snuste til det og stødte Lugten kraftigt ud, saa trak den ned mellem Gravstederne; den gik med en underlig Humpen herinde som havde den en svullen Hov, det lød hult under Jorden, naar den traadte.

Den bageste Del af Kirkegaarden laa hen i knæhøjt Græs, lidt Indsænkninger i Ukrudtet viste, at her var Grave; hist og her stak ogsaa en numereret Pind eller et Trækors op. Hesten græssede graadigt løs.

»Æd kun,« sagde Rytteren og klappede den paa Halsen, »det er de Fattiges Kirkegaard. Dem gror det jo efter selv i Døden.« Han sagde det bittert, som havde han noget udestaaende med de Fattige.

7| Hesten aad sig frem Skridt for Skridt, og Rytteren overlod den ganske til sig selv; han sad og tog et Skøn over Gravene og lod til at have Interesse i hver enkelt. Den venstre Haand holdt han i Hoften og kunde ligne en Feltherre, der inspicerer Lejren. Saa nikkede han.

»Naa, NGuldfakse, min ædle Ganger!« sagde han oprømt og trak Hestens Mule op af Græsset, »saa skulde vi vel videre fort.«

Lidt forbi Kirken forlod han Landevejen og tog en Bivej fat, der førte mod Nord. Landskabet begyndte at skifte Karakter. Markerne blev magrere, og midt i dem laa uryddede Pletter af Tjørn og Sten og dannede grimme Ar, eller Klippen selv brød igennem som en Knold, der med sin stride Vækst af NPurr og Slaan og vilde Ranker lignede en stubbet Vorte i et mildt 8| Kvindeansigt. Og forude hævede Klippelandskabet sig som et mægtigt Kæmpeaasyn, der laa aabent under Himlen i forhærdet Dødsro, endnu kolerisk blaat af en forfærdelig Vrede.

»Jeg har hørt, der skal bo Mennesker deroppe,« mumlede den Fremmede og holdt Hesten an. »Det er vel sagtens Rigmænd, der har deres Landsteder dèr – for Menneskeføde ser der ikke ud til at vokse. Men smukt er der. Jeg tager derop og forskrækker Matadorerne lidt; det skal ogsaa blive rart for en Gangs Skyld at være fri for disse evindelige Fattigfolk.« Saa red han videre.

Hvor Stigningen begynder, sprang han af Hesten og drev den med et Klask over Krydset ind i en snæver Dal mellem to stejle Klippevægge. Til Fods tog han den snævre Sti fat.

9| Der var tungt at gaa, Enebærbusken havde lukket sig over Stien, og Vinterfrosten spærret den med nedfaldne Klippestykker. Møjsommeligt banede han sig Vej opad; han stansede nu og da og tog sig til Siden.

»Det er underligt,« mumlede han, »jeg kan rumme Nordenvinden i min Brystkasse og tage Aaret i ét Aandedræt, mangen Gang har jeg aandet Sommeren ind og givet den fra mig igen som Isvinter. Og dog er jeg belemret med al menneskelig Svaghed. Det kommer af al den Elendighed, man maa tage i – du bliver hypokonder, Gamle!«

Oktobervæden dryppede fra de store NValbirke, faldt smældende i NKaprifoliens Blade og videre ned i store Draaber gennem Hyld og Brombær og Bregner, til den klang bort i Vand dybt nede under Klippen. Den Fremmede bøjede sig udover – et lille sort Vand 10| laa som et spejdende Øje under den ludende Væg. Nu kom Solen jagende og tændte et flygtigt Smil i al Væden, og han vidste, han havde været her før. En udhungret Kvinde gik dengang derovre paa Skraaningen med syv Børn om sig, de havde mistet Forsørgeren og gik kummerligt og plukkede lidt Bær og Brænde. Han stødte lidt til det ældste Barn, nærmest overgivent, saa det gled og styrtede ned i Vandhullet; men da tændtes netop dette Solsmil i Kvindens Taarer, som havde nogen givet hende en lykkelig Idé. Hun tog selv Fodfæstet fra de andre, og med den mindste paa Armen lod hun sig glide i Dybet. – Han huskede hende, og alle disse andre Fattige, der gjorde hans Magt til ingenting.

Den Fremmede gik videre, op over store glatte Skraaninger af staalgraa NKlippetavl, 11| som indrammedes af afblomstret Lyng og røde Blaabærris, og gennem nye Skove af skælvende Birk og Asp. I den knæhøje Lyng havde Snogen smøget sin Ham af sig, og paa fremspringende Klipper var der Rester af Rævens Maaltid – Pindsvineskind og hvide Knogler, og dens syrligt stinkende Ekskrementer.

Deroppe strakte Landet sig NKam bag Kam i sovende Ro, som et bølgende Granithav, der pludselig var stanset i sin Bevægelse og størknet. Stort og dejligt laa det, i blaanende Konturer; hvor Plantevæksten endnu ikke havde faaet fat, laa det hen som paa Nden første Dag. NVandreren rakte sig i Velvære – ikke en Menneskevaaning heroppe! »De Rige har ikke opdaget Stedet til Rekreation endnu,« tænkte han. »Og disse Fattige, som snylter allevegne og bjærger Udkommet af 12| ingenting – her lader de nok være med at faa Føden.«

Han vadede rask frem og nød den store Ensomhed; Tanken om at han endelig en Gang kunde lade det hele passe sig selv og stjæle en Dag fra Evigheden gjorde ham i godt Humør.

Men et Stykke fremme fik han Øje paa en Stak Lyngtørv. »Armodens Vinterbrændsel,« tænkte han ærgerlig og saa sig om efter Hytterne – naa, Fattigmand lægger ikke sin Bolig paa Højderne.

Lidt fremme stødte han paa en af disse Spalter, der pludselig ligger og gaber én i Møde heroppe. Siderne dannedes af løsrevne Klippestykker; hemmelige Kræfter havde moret sig med at stable dem saa vilkaarligt oven paa hinanden, at det syntes som de maatte faa Overvægt og styrte knusende 13| ned, blot en Fugl satte sig paa dem. Brombær og Kaprifol skød frem af de mørke Huller under Blokkene og klamrede sig om dem som galdt det om at holde godt fast. Længere nede mellem Klippens snævre Vægge laa en lille Hytte og trykkedes af de tunge Masser, og langt ude i Udsnittet sad Havet som en stor blaa Ædelsten, indfattet i Graniten.

Den Fremmede steg ned i Dalen, han var i ærgerligt Lune. Gigtfeber og NLungesot slog klamt op af det sure Grundvand hernede, og her krøb de ned for at kunne yngle tættere; jo oftere man slog ned iblandt dem, des flere Børn satte de blot i Verden!

»Du vasker efter din fjortende Barselseng?« sagde han til en Kone, der laa bøjet over den lille Bæk et Par Skridt fra Hytten og bankede Vask paa en flad Sten.

14| »Ja,« svarede hun og slap forundret Banketræet. »Er I Doktoren, siden I ved Besked?«

»Jeg kan kurere alle Sygdomme, ja,« han lo underligt. »Fejler du noget?«

»Ikke andet end at det venstre Bryst ikke vil give Mælk.«

»Hun sulter,« tænkte den Fremmede skadefro. »Du har født for mange Børn,« sagde han.

»Jeg skulde gærne lægge Skød til tre Gange saa mange, om blot Vorherre vilde mætte dem. Børn er Fattigmands Velsignelse – naar de da ikke sulter. – Og hvad Ærende fører Jer helt her ind i Klipperne?«

»Jeg har en Hilsen til dig fra Døden,« sagde Manden med et Grin.

»Vi er alle Vorherre en Død skyldige,« 15| svarede Konen roligt. »Jeg har haft min Dødssærk liggende i mange Aar.«

»Og Børnene?« sagde den Fremmede ondt.

»De faar det nok godt. Den ældste som er ude at tjene, vil tage hjem og være dem i Moders Sted.«

»Men du selv mener jeg. Denne storladne Natur og Børnene – gør det dig ikke ondt at skulle forlade alt det?«

Hun saa op paa ham – han var da en snurrig Pave – kanske boglærd. »Hvad Vægt ligger der vel paa mig,« sagde hun og tog til Banketræet igen.

Den Fremmede gik videre, ond i Sindet paa disse Mennesker, for hvem Dødens Storhed blegnede og svandt ind til ingenting. Lidt henne stod to Smaabørn oppe paa en Klippe og forsøgte at fange Sol i deres 16| smaa Forklæder, de lo og struttede med de korte Lemmer.

»Spring kun!« raabte han lokkende og bredte Armene ud. – »Jeg skal nok tage imod jer!«

Drengen løb forskrækket indover, men Pigen lo frygtløst ned til ham, hun havde allerede Kvindens uforfærdede Nysgærrighed i sine Barneøjne. Saa kastede hun sig ud og faldt med Hovedet mod en Sten; Manden trykkede hendes Øjne til.

»Tag det, du tapre Moder,« mumlede han og vendte sig haanligt mod Hytten.

Et Stykke fremme førte en Sidedal ind til venstre. En eller anden forfærdelig Kraft havde slidt i Klippen og rodet den op, de friske Brudflader stod som et Saar til Fjældets øvrige Ælde. Ned igennem Brudfladen stod der flere Fod lange Aftryk, som var 17| Fjældet spaltet af en fortørnet Guddoms Tordenkile. Andre Steder bar Bruddets Rand Aftryk af en Række Kæmpetænder, og udover laa Klippen i tyggede NBillinger, som havde en Kæmpe været i Færd med at æde sig ind og spyttet det ud igen! Rundt om laa Træerne væltet ind over Bruddet med opbrækket Rod, overalt var der rodet i Fjældet og sparket til Side – vældige Jætter maatte husere her.

Der laa en lille Hytte lidt inde, ved den vestre Gavl sad en Olding og slikkede Sol.

»God Dag,« sagde Vandreren, – »er det ikke Gamle Ole? Lever du endnu?«

»Ja, jeg gør saamænd, det lader næsten til, at Døden har glemt mig.« Den gamle løftede Hovedet og rettede sit blinde Aasyn opad.

»Nu er der Bud efter dig, Ole.«

18| »Ja, jeg er beredt – naar det endelig skal være.«

»Du trækker paa det.«

»Aa ja du. Forhen var det mig altid det samme. Naar man har arbejdet fra sit femte Aar til de syv Gange ti, kan man vel blive træt. Men saa tog Stenstøvet mit Syn, og nu sidder jeg her og er til ingen Nytte, og tænker paa saa mangt og meget, som forhen aldrig vilde aabenbare sig for mig. Solen glæder jeg mig ogsaa ved, og jeg lytter til Naturen. Og de, jeg lever iblandt, har jeg lært at kende; lige til jeg mistede Synet, kendte jeg ikke andet end Stenen og min Hughammer – Føden skal jo skaffes frem.«

»Du har altsaa ikke faaet nok af Livet endnu?«

»For min egen Skyld skulde jeg gærne ville leve en Stund endnu paa denne ny 19| Maade. Det er saa morsomt at sidde og tænke Tanker – hvor nu al den Rigdom kommer fra, som kan gaa ind i ens Hoved; og omkring mig leger Børnebørnene, og Sønnekonen gaar til og fra. De har et helt Liv, de lever, fra Sol staar op til Sol gaar ned! – Men jeg ligger jo de andre, som maa arbejde, til Byrde; hver Bid Brød jeg fortærer, gaar fra dem, som skal vokse til. Ole staar bare i Vejen, han maa helst se at komme væk! – Hvem er ellers du, med Forlov?«

»Jeg er Lykken,« sagde den Fremmede; han var blevet mærkværdig mild i Stemmen.

Oldingen lo: »Spaserer nu Lykken omkring paa disse Kanter ogsaa? – saa staar Verden vist ikke længe. Men siden du nu er her, skulde du hjælpe min Søn Hans; han har gaaet hen og sat sig op efter Lyk20|ken, saa jeg er bange, hans Forstand ikke holder til det. Men varigt maatte det være, for han er noget tung i det.«

»Den Lykke, jeg skænker, varer evig,« svarede den Fremmede, »og naar først man har naaet den, ønsker man sig intet mere.«

»Den er der pinedød Forslag i – ellers plejer det ikke at vare længer end til man faar det,« udbrød den gamle. »Indtil videre er det nu et Hus med Avlsjord, Sønnen ønsker sig, han er træt af at pløje Klippen. Det er ogsaa en haard Maade at faa Føden paa.«

»Hør, hvad er det for vældige Kræfter, der har huseret heroppe? Hele Fjældsiden er rodet op og slængt omkring.«

»Vældige Kræfter!« Oldingen lo. »Det er nok Gamle Ole – han har udrettet 21| det hele med sine Hænder. Jeg pønsede jo paa engang at faa dannet mig noget for mig selv, jeg ogsaa; saa krængte jeg det yderste Lag af Fjældet til Side en Vinter for at naa ind til Kærnen. Men da jeg naaede saa vidt, kunde jeg ikke mere, Spisekammeret var tomt, og Krediten gaaet til. Gamle Ole skulde nu ikke have sit eget Stenværk at arbejde i.«

Ole løftede sit udslukte Blik mod det Sted, hvor den Fremmede skulde staa; da han intet Svar fik, opdagede han, at han var ene, og sank hen i sit eget.

Manden i den graa Kappe forlod Tusmørket i Dalen og steg op over den vide Slotslyng. Solen var gaaet ned over Havet og lagde Rødme over Klipperne og Lyngen, saa det saa ud, som den blomstrede endnu engang. Paa en Klippe sad nogle Skovhuggere 22| om en Kammerat, som laa og rullede sig af Smærte. Han havde hugget sig i Benet.

Den Fremmede bøjede sig over ham og undersøgte Saaret med kyndig Mine. »Det kan blive til, hvad det skal være,« sagde han. »Brug Spindelvæv!« Saa gik han videre ad den smukke Sti, der løber paa Kanten af Klipperne højt over Havet. Han havde Retning mod NRingebakkerne og blev borte i Mørket.