23| I

Der arbejdede den skiftende Lyd af en halv Snes sovendes Aandedræt i Mørket, korte spæde, der lød som bløde, henaandede Fløjt, og den tunge Lyd fra et stort mødigt Legeme. Og en Oldings rallende Mareridt, der steg jævnt, til det endte i et kvalt Brøl; saa vaagnede han, vendte sig langsomt og begyndte forfra. Aandedrættene gik ud i den lave Stue, blandedes og hang som en tungtbedøvende Masse under det lave Loft.

Saa rørte en Haand sig efter Tændstikker, Flammen aad sig ind i Mørket og blev til 24| kold Em over hver sovende. En Kvinde stak Benene ud af Alkoven, hun sad lidt og Nsvinglede med lukkede Øjne, saa løftede hun Lyset, saa det faldt paa det gamle Ur – halv fire! Hun fik hastigt et Skørt paa og gav sig til at tænde op i Kakkelovnen. De nøgne Ben var blaa af Kulden og dødtrætte i deres Bevægelser.

Kedlen begyndte at snurre. Hun gik ud og ind mellem Stue og Køkken med det flakkende Lys, prøvede en Gang at se ud gennem de nøgne Vinduer, sukkede saa og gøs sammen. Kaffelugt listede sig efterhaanden ud i Stuen.

»Hans,« kaldte hun varsomt, »Hans! Klokken er fire!« Inde i Alkoven vendte et tungt Legeme sig og faldt hen igen. Hun kom ind og kaldte igen. »Du har lang Vej at gaa og tungt Føre, det har været Snestorm i Nat.«

25| Saa sad han paa Sengekanten og klædte sig paa, det knagede i Leddene for hver Bevægelse. Strømperne maatte Konen hjælpe ham paa, Vesten og den strikkede Islænder ogsaa – han kunde ikke selv føre Armene saa langt tilbage. Saa stod han der, tung og bredbygget, i hans Ansigt trak det smærteligt, som var han revet brutalt ud af en Dødhvile, han vaklede søvndrukken hen til Bordet og drak sin Kaffe.

Et og andet Barn rejste sig over Ende fra sit Leje, stirrede søvngængeragtigt paa ham og faldt bagover igen. De, der vaagnede, trak hastigt Sengeklæderne op over Hovedet, naar de mødte hans Øjne.

Der faldt ingen Ord mellem Mand og Kone. Hun gik til og fra, hældte Brændevin og Øl paa Flaskerne og pakkede NMadkarpen. Saa tog hun Halmviskene fra Kakkelovnen, 26| lagde dem i hans Træsko og hjalp ham i den svære Trøje.

Først da han var halv ude af Døren, kaldte hun usikkert paa ham. »Aa, kunde du ikke købe et Par Smaating til mig i Aften, naar du gaar forbi Handelshuset,« sagde hun med et Tonefald, som kom hun først nu i Tanke om det, og stak et lille Papir til ham. Han gik uden at sige noget, men hun vidste, han havde opfattet hende rigtigt.

En Stund sank hun hen med Hænderne i Skødet. Hun tænkte frysende paa Manden, som gik derude i det onde Vejr og sled sig frem gennem Klipper og Mørke. En Times Vandring havde han til Arbejdspladsen i dette Føre, og saa var der den lange Dag i Havklipperne; bidende Kulde satte ind fra Søen, Jærnværktøjet hang ved Hænderne, 27| og Klippen var glat og forræderisk under Sneen. Om han nu kom en Ulykke til, hvad skulde de saa? Et Øjeblik strejfedes hun ogsaa af en Mindelse fra blidere Ungdomstider og fortrød, at hun ikke havde holdt ham hjemme for hans egen Skyld. Men saa maatte hun op, hundrede Ting laa og kaldte paa hende, der var ingen Tid til flæbede Følelser. Mandens og de ældstes Tøj havde hun gaaet efter med Lapning og Stopning i Aftes efter at de var i Seng: nu var der de yngstes, de skulde have det paa, naar de vaagnede. Der var intet at skifte med. Saadan var det Dag ud og Dag ind Aaret rundt, blot hun vendte Tankerne bort et Øjeblik, faldt det hele Hjem i Pjalter.

Ved Sekstiden kom de største af Børnene op. Mens de klædte sig paa, mundhuggedes de om Tøjet, hver vilde have de varmeste 28| Klædningsstykker. Alfred havde haft NUnderbullen i Gaar og vilde tage den i Dag ogsaa, Ditte græd. Moderen maatte dømme dem imellem med en Lussing. Hun fór kommanderende ud og ind: »Lars, fej Sneen væk fra Køkkendøren! Ditte gaar til Kilden efter en Spand Vand! Alfred, vask din mindre Søster!« Dagen begyndte at lysne, Stormen var stilnet af, nu sneede det stille; rundt om laa Klipperne og ludede under deres tunge Dyner af tilsneet Skov.

Endelig fik hun de største af Sted til Skolen og kunde trække Vejret – de voldte saa meget Bryderi.

De to mindste, en Dreng paa fem Aar og en Pige paa seks, havde hjulpet hinanden i Tøjet og indtaget deres Legeplads ved Vinduet. De havde taget deres Fedtebrød med hen og legede Konge og Dronning, men 29| Kongen var gnaven, fordi der kun var smurt paa den ene Side af Brødet, og vilde ikke spise. »Kongen er finere end andre Folk, kan du vel begribe,« sagde han. Saa maatte Dronningen ofre sit eget Fedtebrød og lægge det over paa Kongens – med de bare Sider mod hinanden – for at stille ham tilfreds.

»Det er tykt,« sagde Drengen og anstrængte sig, han kunde næsten ikke gabe over det.

»Ja, men Kongen har større Mund end andre Folk, du.«

Den gamle laa i sin Seng og fulgte lyttende deres Leg.

Konen kom ind: »Skal Gammelfar ikke op i Dag?«

»Nej, hvad skal jeg oppe efter, du? Jeg har paa Fornemmelsen, at i Dag er det Alvor med mig.« 30| Siden Døden i Efteraaret var i Dalen og tog Brændehuggeren og den lille Pige, havde Gamle Ole det med ikke at ville staa op.

»Nej, jeg bliver i min Seng, for han kan komme hvad Stund, det skal være,« sagde han gærne. »Jeg har jo selv set og talt med ham.«

»Jamen, Bedstefar, du er jo blind,« indvendte Børnene.

»Jeg saa ham med det indre Øje,« svarede den gamle saa.

Svaret spøgede i dem, de kunde aldrig blive klog paa, hvor Bedstefars indre Øje sad.

»Jeg fik det jo, den Gang Stenstøvet tog mit Syn,« sagde den gamle. »Da fik jeg Syn paa Livet, som jeg forhen havde gaaet og traadt min Vej igennem uden at se.«

31| »Kan du se os da?«

»Ja, jeg kan se jeres Glæder – og Sorgerne, som vil møde jer, alt som I vokser til. Og jeg ser nogenledes, hvordan alting er, som det er.«

»Nu skulde Gammelfar holde op med saadan Snak og staa op – saa jeg kan faa Stuen i Stand,« sagde Konen. »Gammelfar er vel ikke synsk heller.«

»Nej, men Vorherre kan vel gøre én et og andet begribeligt, naar han vil,« svarede den gamle.

Hun hjalp ham i Klæderne og førte ham over det ujævne Lergulv hen til Halmstolen ved Kakkelovnen. »Vil Gammelfar have Strikketøjet?« spurgte hun.

»Den har NKlyv og Borst og Svall,« svarede han langt henne i sit – saa var han i Lag med Stenen igen! Hun lagde Strikke32|tøjet i hans Skød og gik ud. Han sad lidt og smaasnakkede med sig selv, saa rejste han sig og stavrede ud i Kulden, han følte sig frem fra Karm til Karm. Konen stod ude ved Gavlen og huggede Kvas.

»Skal vi ikke snart spise til Middag?« spurgte han.

»Klokken er ni – der er tre Timer til Middag,« svarede hun bidsk. »Gammelfar har jo ikke sunket NFrokosten endnu.« Hun vidste godt, at han gik i Barndom i dette Øjeblik; alligevel var det, som om Maden var utilstrækkelig – eller ikke god nok. Hun førte ham lidt ublidt ind igen.

De to smaa var kede af at lege Konge og Dronning og kom hen til den gamle: »Fortæl os noget, men det skal være fornuftigt – du maa ikke vrøvle. Noget om gamle Dage, hva?«

33| Der gik et Smil over Oldingens blinde Ansigt; han løftede det højt, som saa han langt ud over Bjærge og Dale. »Der var engang Nen Kat og en Mus, der giftede sig – hører I efter?«

»Ja, ja!«

»Men pas saa paa, jer Mor ikke kommer.«

Drengen stillede sig hen ved Døren og holdt den paa Klem, Pigen satte sig paa Skamlen mellem Bedstefars Fødder; de havde hørt Historien nogle Gange før, men det var altid lige spændende med den Mus, der partu vilde bortføres af en Kat. Den bragte en stor Krukke Fedt i Medgift, som Katten gemte under NAltertrinet til de daarlige Tider. Katten gik altid Ni Stads og havde lange fine Negle paa Poterne, fordi den ikke bestilte noget, men Musen sad hjemme 34| og var flittig. Og hver Nymaane gik Katten hen for at se til Fedtet.

»Naa, hvordan gaar det?« spurgte Musen og slikkede Kattens Poter; der var lidt Fedt paa dem.

»Hinden af,« svarede Katten, den var mæt og kort for Hovedet.

Saa blev det NNytænding, og den gik igen.

»Naa, hvordan gaar det?« spurgte Musen stille. Den var just i Færd med at rimpe sine Tarme sammen, fordi den ikke havde noget at komme i dem.

»Halv forbi!« svarede Katten nedladende.

Og tredje Gang gik den ud for at se til Krukken.

»Naa, hvordan gaar det?« hviskede Musen; den var helt syg af Sult.

»Helt forbi!« sagde Katten og glinsede om Munden af Fedt.

35| »Kys mig, kære,« sagde Musen bedrøvet. »Nu har du ikke andre end mig.«

Saa kyssede Katten Musen. »Av du kilder mine Knurhaar!« sagde den vredt, fordi Musen slikkede den om Munden. Og habs havde den ædt den stakkels Mus.

»Var det i gamle Dage?« spurgte Børnene.

»Ja det var i gamle Dage.«

»Var du da født dengang, Bedstefar?«

»Ja – jeg saa det selv!«

»Fortæl os ogsaa noget om nye Dage.«

»Der er ikke noget at fortælle – dem ser I jo selv.«

»Hvor er Menneskene kommet fra?« Drengen kom hen.

Oldingen stirrede endnu længer ud med sine blinde Øjne. »Der strandede en Nat et Skib hernede i Klipperne ved NVang, og 36| kun én Mand kom til Land. Han krøb op gennem NFinnedalen og blev ved at krybe, til han kom op paa NKnægten hvor Møllen dengang laa. Tilsidst var han kommet helt op paa Møllerens Tag og faldt igennem – lige ned i Sovekammeret til Møllerens Datter. Og de to giftede sig. Saadan blev Menneskene til.«

Konen kom rask ind fra Køkkenet: »Har Gammelfar ikke bedre Forstand end at fortælle Smaabørn Pjank? Fortæl dem hellere, hvordan det kan være, at Fattigfolk slider tidlig og silde og dog ingen Vegne kommer, mens de Rige faar alt deres Ntil Givende. Det Æventyr har de mere Gavn af – og Gammelfar kan jo tale med dér. Hvorfor har Gammelfar aldrig faaet lidt Hus med Jord til for sig selv? Saa havde han nu haft sit Syn og kunde sidde i pæn Aftægt i 37| Stedet for at ligge sine Børn til Byrde – og vi andre havde Jorden at arbejde med og ikke Stenen. Jorden har Vorherre velsignet, og sagt til Menneskene at de skulde dyrke; men Stenen har han forbandet. Derfor gror der ikke Mad paa den! Vi Stakler herinde i Klipperne har faaet NStene for Brød.«

»Saadan har jeg ogsaa følt det,« svarede Oldingen. »Far huggede Sten og vilde, at jeg ogsaa skulde gaa den Vej; men jeg var ung og fuld af Mod. Jeg vilde have et NHusbrug inde ved NOlskirke, der er Jorden venlig, og Solen staar paa – Kornet lyser altid saa gult derinde. Gaa ud Børn, og se om Solen har gulnet Kornet.«

»Nej nu er det Vinter, Gammelfar – der er Sne over det hele.«

»Ja ja, der skulde det have ligget. Og en Pige derinde fra vilde jeg have, de er mil38|dere i Sindet. Dèr gaar Mand og Kone sammen i Arbejdet og taler sig til Rette om alting – Folk dèr er ikke ensomme. Jeg gav mig paa Langfart for at lægge Penge op, og gik med Hvalfangere til Nordhavet for hurtigere at faa dem samlet; det er raat Arbejde, og Hyrerne er store. Men saa forliste jeg og mistede alting.«

»Det var bare én Gang det,« sagde Konen tørt. »Sin Ungdom forliser man vel ikke saadan?«

»Saa købte jeg Baad og Redskab Npaa Borg og vilde fiske det ind – kanske findes Lykken hjemme ved! tænkte jeg. Det gik ogsaa godt, jeg fik det hele afbetalt og skulde Nlægge mig lidt op. Men en Nat kom Uvejret og ødelagde Redskaberne, og om Morgenen laa Baaden og var slaaet itu mod Klipperne.«

39| »Ja noget gaar der jo i Løbet! – Og saa kunde Gammelfar ikke mere?«

»Jeg havde Kone og Børn dengang, du – de skulde have Føden. Konen tog jeg saa herinde fra, det var Jens Køllers Datter heromme i NRavnedalen, og jeg var den nærmeste til at gifte mig med hende. Hun var saamænd saa god en Ledsagerske som nogen anden; men megen Gammen havde vi jo ikke sammen ud over det at faa Børn. Dernede paa Agerlandet gaar de og gør Arbejdet i Fællesskab, og om Søndagen gaar de ud sammen og ser paa Tingene. Men det skulde nu ikke saadan være.«

»Og saa slog Gammelfar sig til Taals med Stenen?«

»Ja, der har én jo Føden nogenlunde sikker – man kommer bare aldrig videre! Jeg forsøgte dog paa det, som du ved; en 40| hel Vinter ofrede jeg paa at faa mit eget Huggeri. Klipperne heromme ligger endnu og griner ad mig – gudskelov jeg ikke kan se det. Vi herinde kommer aldrig ned til Muldjorden, ikke før de bærer os med Fødderne fremefter. Og her sidder jeg forglemt af Døden og maa ligge jer andre til Byrde.«

»Snak ikke om det,« sagde Konen mildere – »kan ni finde Føden paa en Sten, kan den tiende vel ogsaa. Naar bare Solen vilde vise sig lidt, men surt og trist er det bestandig«. Hun sukkede dybt.

»Det er de

marts kunne der ifølge folketroen tages vejrvarsler for de næste 40 dage; navnet hidrører fra 40 kristne riddere i den romerske hær, som i år 320 nægtede at ofre til de romerske guder og den romerske kejser; i et forsøg på at tvinge dem til det lod deres kommandant dem stå nøgne en hel nat på et tilfrossen sø i Armenien, og næste morgen var de alle frosset ihjel; de blev senere helgenkårede for deres udholdenhed i troen.