42| II

Stenhugger Hans Kæmpe var som altid stiv og fuld af Værk i Lemmerne, da han i Vintermørket arbejdede sig fra Hytten op over Klippebrynet for at begynde Dagen med den milelange Vandring til Arbejdsstedet. Der sad aargammel Mødighed i Kroppen og gjorde smærtelig Modstand mod enhver Bevægelse, Leddene var ømme og tilkapslede, Nattehvilen havde skorpet til i de slidte Lejer. Han gav sig med en taalmodig Knurren, idet de størknede Lemmer brækkedes løse igen, og førte selv Bevægelserne helt ud for hur43|tigere at faa Ende paa det. Stien, som han selv og hans Fædre havde traadt dybt ind i det uvejsomme Klippehæld, var føget helt til; han kunde ikke løfte sine stive Ben ud af Sneen; saa skød han den foran sig, saa den gik ovenud til begge Sider. Han tænkte paa, hvordan Kone og Børn vel skulde kunne arbejde sig igennem dette her, og satte Fødderne dybt for at tage saa meget som muligt med sig. For hver 5-6 Skridt pakkede Massen sammen og stod som en Mur foran ham; men han gav sig ikke. Sindigt blev han ved at bryde paa, der var en Hests Styrke og Stædighed i hans afstumpede Bevægelser.

Oppe paa Klipperne stansede han for at puste og vendte som sædvanlig sit tunge, alvorlige Ansigt den Vej ud i Vintermulmet, hvor det dyrkede Land laa. Dernede laa 44| de endnu og snuede eller gik i den lune Stald og røgtede Kvæget – og imens laa Jorden og arbejdede for dem under Sneen! Han kunde kun skimte et enkelt Lys hist og her i Mørket; alligevel blev han staaende og stirrede – hensunken og tungt aandende som sov han endnu – til Snevandet begyndte at løbe ham ned i Træskoene. Saa rettede han sig, bankede den værste Sne af Lærredsbukserne og begav sig ind i Granskoven.

Vinternatten laa mørk og byrdefuld over alting, med denne graa, dødlignende Tynge, der gaar forud for en barsk Dag. Han var blevet svedig og lind i Lemmerne af den strænge Opstigning, Sliddet med Sneen havde drevet Mødigheden ud af ham. »Det er underligt med alting herinde,« tænkte han. »Selv Hvilen, der kommer til andre Men45|nesker som en god Ven, bærer kun ondt med sig her! Det er Stenen, der er forbandet.« Han gik fremad med jævne, tunge Skridt, der lød dumpt af Monnet; Stokken holdt han i svag Bevægelse foran sig for ikke at tørne mod Trærne.

»Hvorfor skal man gaa og spekulere over det, der ikke kan være anderledes,« tænkte han og kastede med Hovedet, som kunde han frigøre sig for disse Tanker, der i den senere Tid blev ved at trave rundt og rundt paa samme Plet. Naar han først stod over Arbejdet, kunde han lade det tage Tankerne og lulle dem bort i sin monotone Sang, og paa Hjemturen om Aftenen gik han gærne og sov. Det hele laa da blot over ham som et Tryk, der gav sig Udslag i hans Væsen og Handlinger, men lod ham selv med Fred. Men om Morgenen kom det hele væltende, 46| den dumpe Lyd under Granerne satte det lige ind i Skallen paa ham: Hvordan udfri sig af Forbandelsen og slippe væk fra denne graadige Klippe, der knap gav den usle Føde til Vederlag for alt, hvad den krævede – hvordan? Altid det samme, tungt travende Spørgsmaal derinde i Hovedet og intet Svar.

Hans Kæmpe vidste, at Gud havde givet Fattigmand to Bud, dengang han satte ham paa Jorden: at han skulde slide løs og ikke blande sig i Tingene! Det var ogsaa altid med en Følelse af Skyld, han greb sig i at gaa og tænke – han følte sig paa forbudne Veje. Overfor det første Bud havde han ren Samvittighed, han var ikke bange for at bruge sine Kræfter. Tusender af Dage havde han slidt blindt og ufortrødent som en Maskine, lagt al sin Styrke i hver ny Dag – og set den fortære det hele spor47|løst og den næste begynde paa bar Bund. Som et godmodigt Kæmpedyr havde han bestandig hver ny Morgen lagt sig mod Aaget med et Overmaal af Kræfter, som Buddet paabød, i blind Tillid til Retfærdigheden. Den, der anstrængte sig og gjorde sin Pligt og mere, maatte før eller senere faa sit Vederlag! Hvordan gjorde han sig ikke Rede for, men bares oppe af Fattigmands uklare Haab om Lykken, der skulde komme i en eller anden ubegribelig Skikkelse.

Hans Taalmod syntes uden Grænse. Gennem lange Aar var det prøvet, Dag for Dag. Naar han efter endt Arbejde mødig krængede sig ud af Aaget og med enfoldig Glæde saa tilbage over et uhyre Dagslid, laa der intet for ham; Dagen havde slugt sig selv og intet lævnet, i den Fure, hans Kræfter drog gennem Klippen, sad Sulten og pillede 48| sig. Usynlige Hænder tog alt, hvad han skabte, og Elændigheden blev ved at hænge med en Nats Varsel over Hjemmet. Det var, som det nu engang skulde være, og hver ny Morgen tog han fat igen.

Men saa kom der en Dag akkurat som de ti Tusend andre, med samme taalsomme Slid og samme Udgang. Der var ikke Spor af særskilt ved den, den blev blot som den Tørv for meget, der faar Læsset til at knække sammen – man studser uvilkaarlig og synes, den maa have haft en egen Tyngde. Hans Kæmpe saa sig tilbage og fornam Bundløsheden – som en Tomhed i Sindet, et Savn. Og saa var det forbi med hans døde Ro, i hans Hjærne var Taagen begyndt at vandre og blev ved at hvirvle rundt, til der dannede sig en Kærne i det, et Hvorfor?

49| »Det er Klippen, der er forbandet,« svarede han omsider sig selv; og med Svaret var det, som han brød et Lag til Side med sin Kæmpeisse. Han havde aldrig før stillet noget Spørgsmaal til Tilværelsen og selv taget Svaret i sin Haand. »Hvordan kan det ellers være,« tænkte han videre, »at dernede paa Agerlandet bliver enhver Anstrængelse liggende efter sin Mand og gavner ham fra Aar til Aar, mens alting herinde æder sig selv saa fort, det frembringes? – Jo, Klippen er det, som er forbandet.«

Han var mange Dage om at faa det til at staa rigtig fast, men en Dag føjede han et nyt Led til sin Tankerække: »Jeg maa se at komme ned paa Agerlandet.«

Det var en Udfordring til Skæbnen, han havde opgivet sin sløve Tro paa Lykkens 50| Et-eller-andet og selv formet sit Krav paa Tilværelsen. Nu skulde Lykken komme netop paa denne bestemte Maade, og saa var han nødt til selv at tage en Haand i Hanke med og retlede den! Han slap sin ubehjælpsomme Tanke ud i Rummet paa maa og faa, den flakkede herreløst om derude og kom hjem igen forvirret og ynkelig, svimmel af Tomhed.

Søndag Morgen, naar han ellers skulde ligge længe og hvile ud efter Ugens Slid, kom det og drev ham ud af Sengen. Han gik op paa Knægten og stod og stirrede ned over det dyrkede Land; hans skorpede Hænder krympede sig af Drift efter at komme til at rode med Muldjorden. Han havde et Krav i sig efter Spænding og Vækst i Forbindelse med Arbejdet, det skulde gro efter hans Hænders Gærning, 51| han vilde se sit Slid ligge synligt og mættende efter sig som Landet dernede.

Saa greb han tomt ud efter Udveje, og i sin Hjælpeløshed kunde han tumle hjem, tage Værktøjet, og give sig til at rode rundt i Fjældsiden, hvor hans Fader havde været før ham – sprænge til Side og rydde Trær. Men han begreb ikke selv Hensigten med Sliddet og lod det synke for noget andet, der heller ikke førte frem.

Han var hvileløs i sin Søgen som et indestængt Dyr og søgte Aarsagen til sin Indespærring de underligste Steder; ofte saa han sig ond paa Kone og Børn og mente det var dem, der spærrede. Livet i Hjemmet var han helt fremmed for, det var ikke begyndt naar han gik om Morgenen, og om Aftenen, naar han kom hjem, var det afsluttet – de smaa var i Seng, og de store 52| holdt sig af Vejen. Han saa kun noget til dem, naar en af dem havde været saa slem, at der maatte Prygl til af Far selv. Noget godt sammen med dem havde han ikke, og det var ham umuligt at forstaa, hvad de fik Dagen til at gaa med – om de da ikke levede højt paa hans Bekostning.

Om Søndagen var han dødtræt og umedgørlig. Enten sov han Dagen hen eller trak i Tøjet fra Morgenstunden og gik. Kone og Børn saa ham gaa uden noget større Savn, de havde indrettet sig ham foruden. Han gik gærne hjemme fra med noget af en Hensigt, men naar han kom op over Klippen, vidste han ikke, hvor han skulde gøre af sig selv, Vanen tog ham saa og førte ham ud paa Arbejdspladsen. Der kunde han staa og hænge det meste af Dagen og glo ned i det forhadte Stenværk. Ved Aften 53| søgte han hjem og gik i Seng – naar han ikke traf paa Kammerater og gik med til Kros. Af sig selv kom han der ikke.

Spiritusen virkede frigørende paa ham, han talte store Ord til Konen om alt det, han ævnede; nu skulde dette have en Ende, om en Maaned skulde alting være i en anden Gænge. »Saa bor vi ikke her i Ødemarken mere,« sagde han og nikkede forblommet. Hvordan det skulde gaa til? Ja, nu kunde hun jo bare vente og se! Konen sørgede for at faa Børnene af Vejen, for at han ikke skulde forsé sig paa dem; forøvrigt lod hun ham vrøvle.

Ellers gik han tavs med sit; han befandt sig i en dump Tilstand af Oprør, men vidste ikke, hvor han skulde rette det hen. »Dér sidder Gammelfar og æder bare og har ingen Bekymringer – det er bedst, Sognet 54| tager sig af ham,« kunde han nok sige til sig selv, men han mente ikke noget med det. Det eneste, hans Nag rigtig kunde faa Hold om, var Klippen – den af Gud forbandede Sten. Og dèr sagde Konen ham imod, skønt hun i sit Sind mente som han. Hun var bange for, at han skulde fatte Lede til sit Arbejde.

Videre kunde han ikke komme, der var ingen Vej ud, og han længtes tilbage til sin tidligere Sløvhedstilstand.

»Hvorfor skal man gaa og tænke og spekulere over Tingene?« sagde han til sig selv, mens han idag vandrede frem under Granerne. »Det bliver dog, som det er; for Fattigmand er alting ordnet paa Forhaand. Tankerne gør blot Byrden tungere og Sindet ulykkeligt.«

Som han gik saadan og tænkte i Takt 55| med sine tunge Skridt, mødte han den graa Mand. Han saa ham ikke just med sine Øjne, men vidste paa sig selv, at han var der. Herinde i Klipperne havde alle følt hans Nærhed mere end én Gang og vænnet sig til ham; han fik komme og gaa for den, han var; man maatte blot ikke vende sig efter ham.

»Hvad gaar du og taler med dig selv om?« spurgte Døden og holdt sig paa Siden af Stenhuggeren.

»Aa, jeg gik bare saadan hen for mig og ønskede,« svarede Hans Kæmpe uden at vende Hovedet efter ham. »Og hvad ønskede du dig saa?«

»Det er ingen Nytte til – Folk som jeg har ingen Ønsker.«

»Det kunde dog være, du kom til at fortryde, hvis du ikke fortæller mig det. Jeg er Lykken, skal jeg sige dig.«

56| Stenhuggeren lo bittert: »Ja, jeg vil tro det! Lykken, som den kommer til Fattigmand i al Fald.«

»Hvorfor ler du saa haanligt? Er det ikke mig, der sætter jer paa lige Fod med selv de fornemste? Og hvem andre end jeg sørger vel for, at I faar hvilet ordentlig ud? Alle andre aser jer blot ud og ser ned paa jer.«

»Aa ja, der kan vel være noget om det – du er da den eneste, vi er nogen Tak skyldig. Jeg gik ellers og ønskede at komme ned paa Agerlandet og faa mig et Stykke Jord. Herinde gror der ingenting efter èn.«

»Det er et rimeligt Ønske, og du skal faa det opfyldt. Jeg har en lille god Lod, der passer for dig – Græsset gror min Hest til Knærne dèr. Der er Rift om Grunden, men jeg har holdt den tilbage til dig.«

57| »Tak skal du have,« svarede Hans Kæmpe. »Nu har jeg søgt og søgt og kunde ingen Udvej finde. Hvem kunde vel tænke, at du vilde hjælpe mig.«

»Ingen Tak,« svarede den anden med en Latter, der fik Stenhuggeren til at vaagne frysende op. Han aabnede Munden for at kalde sit Ønske tilbage, men den graa Mand var borte.

»Naa, ja, ja,« tænkte han træt, »derned kommer jeg jo dog paa en Maa de! Sognet faar saa tage sig af dem derhjemme.«

Omkring ham var det svagt begyndt at dages; dybt nede laa Havet og droges tungt mod Snetykningen. Han gik ned mod Stenværket med rolige, drøje Skridt; der var ingen Tvivl oppe i ham om, at det havde sin Rigtighed med Drømmen.