58| III

Aa-haa haa! aa-haa haa! lyder det ude fra det blytunge Hav, der ligger og ruller sig dumpt i sin Snegrød. Og langt ude i Tykningen, hvor Horisonten skulde være, vandrer Storisen Sønder paa, bestandig Sønder paa. Oppe fra Finske og Botniske kommer den som en blændende Sejlerskare og byder Foraaret det første Offer.

Aa-haa haa! aa-haa haa! Det er Gaddisens – de tusend Havlitænders – Korsang. Som et Aandedræt tier Lyden og toner, og Nordlandets Klipper ligger som altfor tunge Byrder over Jorden. Ingen Rejsende 59| kommer og bryder deres Ensomhed ved Vintertid, og haabløse er de for Fattigmand at færdes over. Det er, som selve Tyngden lukkede deres Runding, ikke en Ridse finder han, hvor han kan putte en Haandfuld Brødkorn ind. Der er ingen smaa Ting for en lille Menneskeforstand at tumle med – kun det store, der lukker sig overmægtigt og enkelt i en ubøjelig Skæbne. Klippelandet ligger og tier ubønhørligt som Guds forstenede Ansigt under Himlen, og Havet gaar i afmægtige Stød imod det. Den, der færdes for Brødet her, er bestandig fulgt af Det Ubekendte; usynligt overluder det ham. Han tier helst med det og gør sig lille, opgiver at tænke og søger Ly i Hengivelse under Skæbnen.

Ude fra Havet synger det usynlige Kor. Og Lydbølgerne drager ind, Række paa 60| Række, fyldte af levende Uhaandgribelighed. Det er Rummet selv, der fortættes og fortyndes, saa Luften vugger for Øjet og Jordens forstenede Ansigt bevæger sine ubønhørlige Træk – det er Stilheden, der ligger og snakker Forstand med sig selv. Hør, Tilværelsen nynner Visdom, det Alraadende aabner sin Stenmund og synger dump Trøst – i ufattelig Enkelhed. Aa-haa haa! Aa-haa haa! Og Søen vandrer tungt indefter, med Blyglans over de vage Dønninger. Først inde under Klippen rejser den sig og sætter haabløst sin vældige Skulder mod Fjældet.

Ingen anden Tale griber Sindet som Gaddisens altfyldende Vintersang; den gør Kulden blødere og det altfor vældige lettere at bære; i den lyder al Folkesangs søde Klage igen.

Om Morgenen, før Lyset endnu har faaet Magten, dukker halvhundrede tavse Skikkelser frem ad alle de øde Stier, der samles herude som i et Brændpunkt og bryder brat af mod det tavse Himmelrum. Vamsede og uformelige ser de ud i Vintermulmet; Monnet lyder hult af deres tunge, jærnskoede Træsko; duknakkede, stive og ubehjælpsomme i deres Gang ligner de Væsner, der ikke er vant til at færdes paa Jordens Overflade. De rumler af Sted foroverludende, som om Lyset havde overrasket dem, og forsvinder ude over den skarpe Æg, hvor Klippen brat styrter sig i Havet.

Det er vel Dybets uformelige Væsner, der har taget sig kejtet Menneskeskikkelse paa og været oppe og gæstet Landjorden. Nu forsvandt den sidste, og Ensomheden breder sig over Klippelandet. Til i Aften det samme Tog 61| dukker op over Kystbrynet og snegler indover, hvert Væsen søgende sit eget Traadd gennem Lyngen – –.

Midt paa den bratte Kyst hænger Stenbruddet. En Sti fører besværligt ned til det oppe fra, og fra Bruddet er der hugget en Skinnevej nordefter ned til en Strimmel Forstrand, hvor Huggerierne ligger. Bruddet lyser ud som et friskt Saar i Kystens evige Ælde; Luften over det er hvid af Stenstøv og overmættet af Lyd: Pikkertens ustanselige Regn af klingende Atomer, det syngende Bor og Penhammeren – og Mukkertens dumpe Enkeltslag.

Spillet fører sin egen modstræbende Tale, som gjorde det Vrøvl over Byrden; men Blokvognen durer helt Fanden-i-Voldsk ned ad Skinnevejen med et Klippestykke paa Ryggen.

Paa Bruddets Bund og oppe paa Hylder 62| i Fjældet kravler de krogede Skikkelser om og ser paa Forhaand saa magtesløse ud mod Klippen. De gnaver og borer og kradser til Side, som vilde de undergrave selve Uforgængeligheden.

Tre-fire Arbejdere bakser som Myrer med et udsprængt Klippestykke, der skal trilles hen under den store Kran. De er hjulbenede og krogknæede; Næverne er store og uformelige, med manglende Fingerled, graa og haarde som det Stof de slider i. En af dem har kun ét Øje – Arbejdet har taget det andet; en anden har Krudtslag som en blaa tatoveret Masse hen over Ansigtet. De tunge Træsko har været knust under væltende Klippestykker mere end én Gang, de ligner Tøndestaver og er tvunget sammen med Jærn­baand; det synger sprukkent i dem, naar der spændes i til Løft. 63| Mændene hænger i det yderste af Løftestængerne og letter Blokken et Par Tommer i den ene Side, én kryber ind og kiler den af, og de løfter igen. Saadan bliver de ved, til den faar Overvægt og vælter sin egen Brede fremad.

En Arbejder hænger blaasort i Ansigtet over Kranens Spil og stemmer af al Kraft Maven mod Svinget for at holde en Klippeblok svævende, mens Makkerne svinger den over paa Vognen. To andre gaar frem og tilbage og dasker taalmodigt til nogle smaa Kiler, der stritter paa Rad ud af Klippens nøgne Ryg. Det ser idiotisk ud, men de bliver ved, og lytter nu og da til Stenen. Og langt om længe høres en langtrukken Lyd – som af Tøj, der rives over – og en Granitbarre skiller sig ud fra Klippen.

Oppe i Bruddets sydlige Overkant ar64|bejder Hans Kæmpe og Janus Køller. Det er deres Sag at rydde Klippen for Jord og Planter og sprænge det flere Fod tykke Stenlag bort som Sol og Vejr har mørnet, saa den friske Kærne kommer til at ligge blot. Janus sidder skrævende og drejer det store Staalbor, mens Hans Kæmpe fører den store Hammer i jævn Takt, et Slag for hver lille Drejning. Janus er en lille, snakkesalig Mandsling, Munden staar ikke paa ham; Hans Kæmpe tier og stirrer fjærnt ud for sig. »Du er saa tavs i Dag,« siger Janus under et Ophold, mens han skyller Borehullet ud. »Meget snakkende er du jo aldrig, men i Dag er du saa meget ordfattig igen. Staar det kanske galt til hjemme hos dig?« Hans Kæmpe svarede ikke. En Stund borede de videre i Tavshed, saa stansede 65| Janus Arbejdet med en varskoende Haandbevægelse. »Det gaar saa trægt i Dag,« sagde han misfornøjet – »Stenen vil ikke slippe Boret; det er som at arbejde i Tjære. Den maa være vejrsyg.« Hans Kæmpe slog en Flis af Klippen og brød den itu mellem Fingrene. »Ja, syg er den, vi faar Opslag i Luften.« Han greb Hammeren og faldt i Slag igen. »Det var ogsaa snart paa Tiden,« udbrød Janus, mens han vred Boret frem og tilbage – han blev helt livlig ved at faa et Svar af Makkeren. »Vinteren har været drøj for os at komme igennem – og det er vel ikke gaaet jer bedre?«

»Nu har vi faaet Marie og hendes Barn at forsørge ogsaa,« fortsatte han, da han mærkede, der intet Svar kom. »Det lægger 66| til Byrden altsammen, og Forsørgeren er kun én. Du har jo ogsaa faaet dit! Døden kunde godt have overtaget Forsørgelsen af din Gamle – nu han var herinde alligevel. Megen Mening er der ikke i det hele – for Fattigmand at skønne.« Hans Kæmpe stansede pludselig og saa tungt paa Makkeren. »Er her død nogen da?« spurgte han stille. »Ja, Fattig-Jakobs lille Dreng. Jakob stod i Døren i Morges, jeg gik forbi. »Her er ingen Sorg,« sagde han – »her er ingen Sorg! Der er Mad nok dér, hvor han nu er gaaet hen.« Til en død bliver der sagtens Mad nok, hvor han saa siden færdes, sagde jeg. Ingen Sorg – nej vist! Og saa staar han med røde Øjne, og indenfor hører jeg Konen klage sig.« Hans Kæmpe tav og slog sine regelmæs67|sige Slag. Hans Blik gik ikke længer søgende ude i den fjærne Uvished over Havet; nu havde han taget det ind – helt ind i sig selv; der var kommet tung Ro over ham. Hans Tanker gjorde ingen Kredse, men blev hængende ved hvad han saa; i dette Øjeblik gjorde det ham ondt for den lille skikkelige Janus, der ikke duede til andet end at dreje et Bor og snakke. I en halv Snes Aar havde de nu været Makkere og var kommet godt ud af det. »Du skulde se at blive Makker med Lars Olsen,« sagde han pludselig.

Tankerne blev til Ord uden hans Vilje.

Janus lod begge Hænder synke. »Du vil da ikke opgive Stenhuggeriet? – Eller er du utilfreds med din gamle Kammerat?« Han saa ængstelig op til ham, som til en Forsørger. 68| »Jeg tænker, jeg flytter ned paa Agerlandet snart,« svarede Hans; der var ingen Glæde i hans Ord. »Saa har du vundet i Lotteriet da! Og jeg skulde vel ønske til Lykke – selv om jeg ved, det bliver vanskeligt for mig uden dig!« »Jeg har faaet Løfte om en lille Plet Jord dernede,« sagde Hans Kæmpe lavt. Der var noget afsluttende ved ham, nu skulde der ikke tales mere om den Ting. Saa tav Janus og holdt sin Undren for sig selv; den ytrede sig nu og da ved, at han smaasnakkede hen for sig.

Borehullet havde sin Dybde, og de rensede det op og ladede Minen. De var lige færdige, da Formanden fløjtede Middag nede fra Bruddet.

»Ja, saa gaar vi vel ned og spiser,« sagde 69| Janus. »Vi kan jo saa gaa op og blæse Minen af, inden de andre begynder paa Arbejdet.« Men Hans Kæmpe havde ingen Lyst til at komme ned til de andre. »Gaa du derned,« sagde han, »og varsko saa de andre, at de holder sig til Side. Saa skyder jeg den af, saa snart jeg har spist.« Han stod lidt ret op og ned og stirrede sløret frem for sig; saa famlede han i Vestelommen og tog en Lap Papir op: »Du kommer jo forbi Handelshuset i Aften. Kunde du ikke købe de Ting til min Kone – saa kan en af Børnene hente det ovre hos jer i Morgen Formiddag.« Janus saa forundret paa ham. Det var ikke sædvanligt, at nogen herinde gik uden for de traadte Veje. »Jeg skal ned og tale med Manden om den Lod,« sagde Hans forklarende. 70| Han satte sig med Ryggen til Klippen og spiste; Udtrykket i hans Øjne var blindet, Uafvendeligheden havde dugget dem til. Mens han tyggede, gik Tankerne rundt i Ligegyldigheder; de forsøgte at sætte sig fast i Alvor, men faldt fra igen. Han følte det som en Lettelse; der laa pinlige Spor inde i hans Hoved hvor de havde traadt og traadt som en Hest i Tøjr, til alt friskt var borte og der kun var en Ring af Ælte.

Da han havde spist og som sædvanlig dækket Madkarpe og Ølflaske under en Sten, gav han Raabet ned til Bruddet og fik Svar: Fyr væk! Han gik alting omhyggeligt efter endnu engang, prøvede Pakning og Fængtraad, udsaa sig sin Dækning og tændte saa. Rolig arbejdede han sig op mod den overhængende Klippe, hvor de plejede at dække sig. 71| Der var god Tid, men han tog længere Skridt end ellers. Inden i ham sad en stridende Bevidsthed: han vidste, at der intet kunde ske, og endnu dybere sad en Overbevisning om at der vilde ske noget. Tæt oppe ved Dækningen gled hans Fod i Mosset, der sad slimet paa Klippen. »Nu er Tøvejret allerede der,« tænkte han, mens han bøjede sig for at arbejde den ene Træsko løs. Den havde sat sig fast i en Revne, og han vilde ikke opgive den og hoppe i Ly paa Strømpesok.

Endelig gav den efter, men dens Modstand havde lammet noget i ham.

Han skulde blot svinge sig op paa Klippen og lade sig glide ned i Dækningen, men Hænderne fik daarlig fat, og Knæene gled paa Mosset. Denne Gliden bestyrkede ham i, hvad han hele Tiden havde vidst, han hang 72| stille og ventede paa Kræfter til at svinge sig over. »Nu kan der ikke være langt igen,« tænkte han taalmodigt og vilde vende Hovedet.

Saa kom Kraften stigende op om ham nede fra, blød og uovervindelig tog den ham, svang ham over Hindringen og smed ham helt op i Lyngen.

Der laa han tung og sammenbruden, da Janus kom op. »Han har været underlig hele Dagen,« sagde Janus. »Mig vilde han have til en Side, jeg maatte ikke være nærværende ved Sprængningen. Og underligt har han talt om Agerlandet dernede – jeg tror nu, han har haft sit Varsko!« Saa lagde de ham paa en Baare og vandrede ind over Klipperne med ham. Efter dem kom Gaddisernes usynlige Kor dragende og indhentede dem med sin store 73| enfoldige Trøst: Aa-haa haa, aa-haa haa! Det klang som en Verden af Visdom gennem Ensomheden heroppe.