75| IV

Nede paa Agerlandet drev Plovdrengen paa sine Heste: »Holla, kan I flytte jer! Foraaret er lige i Hælene paa os.« Hestene tog i med ivrige Nik og væltede den sorte Muld frem i Dagen, og hvide Fugle kom skrigende fra Søen og slog sig ned over den dampende Pløjemark. Kra, kra! fløj den første Raage med den første Gren – over i Askene, hvor der i Forvejen var sort af fjorgamle Reder.

Og Bonden gik med brede Skridt over Mulden, der allerede mødte varm og forventningsfuld mod hver Berøring. »Til Fø76|den og Klæden! – Til Skatter og Renter! Til lidt paa Kistebunden for de gamle Dage!« sagde han og kastede for hver Sætning en Haandfuld Sædekorn ud. Solvarmen vandrede i Hælene paa ham som et stort Kærtegn, og Marken grønnedes hvor han havde gaaet.

Men højt over det hele gik Solen selv; den lyste over hele Landet og forbandt i en Bue Hav og Hav. Den stænkede lyse Skud over Klippelandets graa Byrde, og sendte Foraarsvandet syngende gennem Spalterne. Oppe fra Knægten kunde man følge dens lyse Vej, fra den steg af Havet i Øst, til den dukkede ned i det i Vest; der traskede de smaa stundom op fra Dalen og stirrede ud mod Verdens straalende Vidunder med mysende Øjne. Ned til Hytten kom Solen ikke, paa Klippe­

brynet sad Dø77|den og biede taalmodigt og kastede sin Skygge over det hele.

De andre saa kun Skyggen, han kastede, men Gammelfar kunde se den graa Mand selv og maatte fortælle Børnene, hvordan han saa ud. Hver Dag spurgte de, om han sad der endnu; saa maatte den gamle famle sig ud til Gavlen, og de hørte ham tale. »Hvem venter du paa? Er det Gamle Ole, saa er han her! Hvis ikke, saa far din Vej! Far hen, far hen!« Men Døden rørte ikke paa sig, den sad med Stenmund og vente­de. – – – Inde i Alkoven laa Hans Kæmpe som en stor, ubevægelig Masse. De maatte aabne hans Mund og hælde Føden i ham, hans Lemmer var som Bly, de faldt dødt til Lejet og blev liggende til man skiftede deres Stilling.

Munden var stum. Kun Hjærtets 78| snublende Dikken forraadte lidt Liv, som Ulykken ikke havde faaet med.

Hvert Øjeblik listede Børnene sig frem af deres Legekrog og kiggede paa Faderen. »Er han død nu?« spurgte de den gamle.

Gammelfar stavrede hen og lagde Haanden paa Sønnens Bryst. »Nej – jeg kan føle Hjærtet arbejde.« »Hvorfor rejser han sig saa ikke op og siger noget?« »Fordi hans Væsen er i Dødsriget endnu; men kanske vender det tilbage til Kroppen igen.« Konen var ude paa Arbejde; saa snart hun fik Morgensyslerne til Side, maatte hun af Sted og kom først igen om Aftenen. Alle Børnene, saa nær som de to mindste, var fæstet ud til Agerlandets Bønder; og Gammelfar sad og strikkede og kartede fra Mor79|gen til Aften. Paa den Maade holdt de Nøden over Dørtrinet.

Fra sin Halmstol sad den gamle og lyttede efter Livstegn fra Sønnen – og tyssede paa de smaa, naar de glemte det knugende og støjede op. »Vi maa være stille,« hviskede han, »ellers skræmmer vi Kræfterne.« »Hvor er Kræfterne da?« »De arbejder i det skjulte – og lette er de at kyse bort. Kan I se efter, om jeres Far har rørt sig.« Og om Aftenen hastede Konen ind i Stuen. »Har han rørt sig?« spurgte hun med stive Øjne.

En Dag brast en af de tunge Lænker, Hans Kæmpe rørte sig i Sengen.

Da de smaa kom hen, laa han med Ansigtet fremme ved Sengestokken og stirrede ud i Stuen. Saadan laa han den kommende Tid – stum 80| – og fulgte deres Leg og den gamles Flid. Børnene blev snart fortrolige med disse gode, taalmodige Øjne og kom hvert Øjeblik frem og stirrede ind i dem. De gav sig til at pludre ind i det slørede Blik, der ikke spejlede andet end deres egne Billeder; og da de intet Svar fik, gik de skuffede til deres Krog.

Saadan var det han laa længst, saa længe at de troede, de skulde beholde ham saadan. Men Lægen turde intet sige endnu, og ude paa Klippebrynet blev Døden ved at sidde. »Han ligner en altfor klog Fugl,« sagde Gammelfar til de smaa, »men han har lettet lidt paa Vingerne.« En Dag rystede Hans Kæmpe den sidste Lænke af sig og vaagnede op. »Marie,« raabte han svagt; de smaa tabte deres Legetøj af Forskrækkelse. 81| »Marie er paa Arbejde,« sagde Gamle Ole og kom hen til Sengen. »Er der noget, jeg kan hjælpe dig med?« »Er vi paa Agerlandet nu?« spurgte Hans mat. »Nej, vi er i Klipperne som forhen. Men du lever – det er dog det vigtigste.« »Er der Opslag i Vejret i Dag?« »Vi er langt inde i Foraaret, Søn – du har ligget hen i to Maaneder.« Hans Kæmpe sukkede dybt. »Og hvordan har I bjærget Føden al den Tid?« spurgte han ængsteligt. »Aa, vi har hjulpet hinanden paa det bedste. Og dine Kammerater har været gode ved os!« »Har I slet ikke tyet til Sognet?« »Ikke en Øres Fattighjælp har vi modtaget – du kan være ganske ro‑ lig.« 82| Sønnen beroligedes ved dette Svar og faldt i Blund.

De smaa kom kravlende frem under Bænken, Forskrækkelsen sad endnu i dem. »Er Far nu død?« spurgte de. »Nej, nu er han blevet levende igen,« hviskede Bedstefaderen. »Gaa ud, saa skal I se, at den graa Mand er fløjet sin Vej.« De sjokkede ud – jo Solen skinnede over Brynet lige ned paa Dørtrinet.

Saa tog de hinanden i Haanden og traskede op over Stien for at gaa Moderen i Møde og fortælle hende Begivenheden. »Vi gaar helt ned paa Gaar den,« sagde de, »– saa faar vi kanske Mad.« De var blevet blege og tynde i den sidste Tid.