83| V

Om Søndagen kom Janus Køller som sædvanlig med det, Arbejderne havde skillinget sammen ved Udbetalingen om Lørdagen. »Det er jo ikke meget,« sagde han og lagde et Par Kroner paa Bordet, »du ved selv hvor kort vor Fortjeneste rækker. Men Viljen er god nok. – Og Gudskelov, du nu er Menneske igen; det var stygt at se dig ligge død hen fra Uge til Uge. Det maa være fælt at ligge saadan hen og ikke vide af sig selv.« »Jeg havde det godt nok,« svarede Hans, »meget bedre end nu, Smærterne har sat i. 84| Jeg hang bare i Taagen og førte Trætte med et usynligt Væsen om Niels Møllers Hus dernede ved Kirken. Det værste var, at jeg ikke følte fast Bund under mig – men Smærterne mærkede jeg intet til.« »Da var det mærkeligt,« sagde Janus, »for Niels Møller byder netop sit Hus til Salg i denne Tid.« Gamle Ole nikkede: »Der hvor Hans han færdedes, vides der lige saa meget som her – og lidt til.« »I har jo altid haft Ord for at være mere seende end andre; men Fremtiden kan du nu ikke se, du Ole – saa klog du forresten er,« sagde Janus. »Jeg ser længer frem nu, end dengang jeg havde mit Syn; men klog er vel kun den, som giver Tid og lader Tingene fuldbyrde sig selv. Vi kommer derhen, hvor vi skal, 85| enten vi tèr os saadan eller saadan – saa klog tænker jeg Hans er blevet nu.« »Jeg vilde bare ønske, jeg havde min Førlighed og var oppe i Stenværket igen,« svarede Sønnen.

Janus havde Bønner og lidt Hvedebrød med fra sin Kone, og Marie lavede Kaffe. »Nu skulde bare Børnene komme hjem og se Fremgangen med Far,« sagde hun, da de sad om Kaffebordet. For første Gang i lange Tider saa hun igen oprømt ud. »Fremgang jo!« svarede Manden. »En stakkels Krøbling – andet bliver jeg nok aldrig.« Man kunde se paa Janus, at han endnu ikke var kommet frem med det han egentlig havde paa Hjærte; den snakkesalige lille Mand blev ved at se hemmelighedsfuld ud. De vidste, at det var noget, der maatte an86|gaa dem alle alvorligt, siden han kunde dy sig saa længe. »Det er forresten underlig, saa langt hen din Ulykke har spurgtes – helt over Vandet,« udbrød han pludselig i Tilknytning til Makkerens sidste triste Bemærkning.

Hans Kæmpe saa paa ham. »Hvad er der nu?« spurgte han urolig. »Jeg troede, I havde hørt om det Brev, Formanden har faaet ovrefra? Han faar paa Hovedet, fordi han ikke har sendt Beretning om dit Ulykkestilfælde! Øvrigheden har nok forlangt Besked.« »Hvad kan det være?« spurgte Konen angst, »der kan da ikke være Straf for at komme til Fortræd?« »Kanske Værkejeren vil kræve Erstatning af Hans for de Grejer, der blev ødelagte ved Sprængningen,« sagde Gamle Ole. 87| »Noget saadan har jeg ogsaa tænkt mig,« svarede Janus – »og jeg var ikke glad for at fortælle jer det. Men Mor mente, det var min Skyldighed som gammel Makker til Hans.« »Hvad kan det dog være?« gentog Konen forskræmt. »Aa, det er jo forkert, alt hvad der overgaar Fattigmand,« sagde Hans trodsigt henne fra Sengen.

Janus kiggede ud ad Vinduet. »Der har vi Sognefogden,« sagde han højtideligt. De blev alle tavse; ingen tænkte paa at svare, da det bankede. »Goddag,« sagde Sognefogden og saa sig om i den lave Stue – »naa hvordan staar det saa til her? Jeg hører, Hans er kommet over det værste nu.« Gamle Ole havde rejst sig. »Jeg ved ikke, 88| hvad dit Ærende er heroppe i Klipperne Anders Olsen. Men hvis du kommer for at bringe mere Ulykke over os, saa kunde du gærne opsat din Gang lidt endnu.« »Ulykke haaber jeg ikke, jeg bringer,« svarede Sognefogden. »Om det bliver til Lykke, maa jo Tiden vise. Sagen er, at der er kommet en ny Lov om Ulykkestilfælde ved Arbejdet, og saa –« »Der er blevet Straf for at komme til Skade,« sagde Janus og nikkede – han havde nok sagt det, han! »Nej saa galt er det nu heller ikke. Men Lovgiverne har tænkt sig, at Fattigmand, der kommer til Skade ved Arbejdet, kunde tilkomme en Erstatning – og saa er jeg blevet anmodet om at optage Forklaring af dig, Hans Kæmpe. Det synes, som der er kludret noget med den 89| Sag; der er nok forsømt at give Beretning ind.« Hans Kæmpe havde lettet sig op paa Albuen: »En ny Lov – og den skulde gælde for Fattigmand ogsaa – helt her oppe i Klipperne?« »Ja naturligvis – Loven er vel ens for alle!« Den syge gav sig til at le. »Endnu har aldrig nogen tænkt en god Tanke for os heroppe i Forbandelsen,« sagde han vantro, men hans Øjne brændte som Feber; Budskabet arbejdede alligevel i ham.

Længe efter at Sognefogden og Janus var gaaet, blev man ved at snakke frem og tilbage om den besynderlige Vending, Sagerne truede med at tage. »Du skal se, det er ikke andet end Træskhed,« sagde Konen. »Han lokkede bare for dig for at faa dig til at bekende alting.« 90| »Der er jo ikke noget at bekende,« sagde Hans lyst. »Du er nu altid saa mistroisk.« »Ikke? Tror du kanske, Øvrigheden blander sig i Fattigfolks Sager for noget godt? I vil komme til at sande mine Ord.« Men Gammelfar turde sige god for Sognefogden – og der var da før sket underlige Ting paa Jorden. Hans tænkte som Faderen; men det kneb med Grunde, og sine lyse Anelser kunde han ikke lægge frem. Saa tav han, og de gik i Seng.

Men det blev ved at koge forunderligt mod deres Øren fra det fjærne.

Der var gaaet Hul paa deres lille Verden, og langt derude i Taagen sad en usynlig Magt og tænkte paa de fattige helt heroppe i Nordlandets Lyng – og bestemte, at en Mand skulde have Penge, fordi han kom til Skade 91| ved sit Arbejde! Det var saa besynderligt, at det vanskelig kunde tros – der maatte være kommet en ny Retfærdighed paa Jorden.