92| VI

For Klippens fattige Beboere laa Verden og dens Magter og rugede uhyggeligt bag Taagen – en god Armlængde borte. Saa langt ud vidste de Besked og var nogenlunde trygge, udenfor laa det Ubekendte paa Lur. Derud af dukkede Magterne nu og da – altid for at tage. Lovens Arm kom frem af Taagen og slog – oftest uden at de forstod hvorfor! en mægtig Haand kom med Mellemrum og strøg til Side, hvad de havde frembragt. Og til sidst kom Døden for at tage det, ingen anden vilde have, og forsvinde med det – ind i Taagen igen. 93| Men nu havde pludselig en anden Kraft givet sig usynligt til Kende, en der vilde give! Sad der alligevel et stort og kærligt Øje derinde og saa tværs gennem alt, helt ned til de Fortrykte? Var det Kongen, som gav sin gode Vilje til Kende? eller kanske Gudfader selv? Eller var det en vild Drøm? En Tid gik de alle i lys Feber. Hans Kæmpe kom hurtigere til Kræfter under Indtrykket af dette ny, der havde taget Parti for dem. Men saa hørte de ikke mere til Spørgsmaalet, og fra Dag til Dag blegnede Haabet, og den nøgne Virkelighed traadte dem ind paa Livet igen. »Nu er vi to Krøblinge om at tære paa en Kvindes Arbejde,« sagde Hans Kæmpe mismodig. »Saa snart jeg kommer op, gaar jeg og melder os paa Fattigvæsnet; Folk som os har ingen Brug for Æresfølelse.« 94| Gammelfar svarede ikke men sled med Karter og Strikketøj; han gjorde Dagen lang og undte sig ikke Tid til at sludre med de smaa. »Gaa jer Vej, Børn, I sinker mig Arbejdet,« sagde han højtideligt naar de kom. »Du er ingen Arbejder,« svarede de. »Du er bare Gammelfar som ingen Ting kan mere. Fortæl os en Historie.« Men Gamle Ole var ved Stenen. »Den har Klyv og Borst og Svall,« sagde han fjærnt. »Lad ham i Ro,« sagde Hans Kæmpe henne fra Sengen – »han gaar jo i Barndom hører I nok.« Gamle Oles Tanker var bestandig borte ved Stenen i denne Tid; og en Dag var han selv forsvundet. De smaa maatte ud at lede efter ham og fandt ham et Stykke 95| oppe i Klipperne. Der stod han og traadte og kunde hverken komme frem eller tilbage, han havde Stenværktøj paa Nakken. Han lod sig godvilligt føre tilbage, og siden var det forbi med de mandige Tanker. »Jeg er bare et gammelt Skrog, som Døden har glemt at faa med,« gentog han, ligesom for at trøste sig.

En Dag var Hans saa fremmelig, at de fik ham i Tøjet og ud ved Gavlen; der sad han og Gamle Ole og slikkede Solskin, mens Konen luftede Sygesengen ud og gjorde Huset i Orden. Det var Søndag Formiddag, og hun havde hele Ugens Urydde at tage i. Hun bagte Pandekager til Middag, og ind imellem kom hun rendende ud til de to med en Kage varm fra Panden. »Det er til mine to Skødbørn,« sagde 96| hun smilende og omfattede de to Invalider med et varmt Blik. »Men hvad er det? Vil Gammelfar værsgod spise sin Kage selv og ikke fjæle den i Børnene; de bjærger nok deres Part det foruden.« »Jeg er jo selv mæt,« mumlede Oldingen. »Mæt, jovist! det sagde Katten ogsaa til Musen, da den ikke havde smagt Føde i tre Dage. Nej, jeg har nok set, at Gammelfar gaar og stikker sin Mad til de smaa, men det vil jeg ikke vide af! Endnu er her Føde nok til os alle – bare hver vil tage den, som den falder.« »Der sidder et godt Sind i Marie,« sagde Gamle Ole, da hun var gaaet. »Ja, jeg har skønnet for lidt paa det, mens jeg havde min Førlighed; hun har ikke faaet en Stump nyt i mange Aar. En Tur til Almindingen St. Hansaften skulde 97| jeg ogsaa givet hende, men nu er det for sent det hele.« »Nu skulde du lade alle sorte Tanker fare og glæde dig over, at du er saa vidt,« sagde den gamle mildt. »Det urimelige faar én slaa af Hovedet, og Solen skinner jo heroppe i Klipperne ogsaa.« »Far tror jeg længes derned da? men det har jeg slaaet af Hovedet! Fik jeg bare min Førlighed igen, skulde jeg med Glæde slide i Klippen Resten af mit Liv.« Han tav og stirrede trist ud for sig.

De smaa kom hen og saa ham ind i Øjnene. »Du er min Far,« sagde de trøstende og strøg ham over det forkrøblede Ben. Der var intet frygteligt ved ham mere, nu sad han her hjælpeløs og slikkede Sol ved Siden af deres Kammerat Gammelfar.

Hans Kæmpe saa forundret op. »Ja vist 98| er jeg jeres Far,« sagde han – »naturligvis er jeg det!« Og pludselig faldt det ham ind, at de havde Ret, han trængte nok til at faa at vide, at han var deres Far. »Surt har det været paa mange Omraader,« tænkte han og følte en Slags Lettelse ved, at det nu var ovre. Helt hjælpeløst saa han paa dem, der var god Vilje i ham til at komme dem i Møde, men hvordan skulde han gribe det an? Saa tog han dem begge op paa sit taalelige Knæ, og de fik Lov til at holde i hver sin Dusk af det lange Hageskæg, de satte deres smaa Fingre i Arret paa hans Kind, og han maatte bøje Hovedet og vise dem det store Saar i Haaret, der ikke var helt lægt endnu. »Du har ordenlig slaaet dig – Far er rigtignok dygtig til at slaa sig,« gentog de i Munden paa hinanden og gav sig saa til at 99| trættes om, hvis Far han var mest. Gamle Ole sad og lyttede smilende, med det blinde Aasyn vendt opad. »Fortæl os en Historie,« bad de. Hans Kæmpe søgte i sin Forestilling, men kunde ingen Historie finde. Der var kun én – om Døden, der lovede en fattig Mand Lykken og bedrog ham – men det var ikke noget for Børn. »Jeg kan vist ingen Historier,« tilstod han flov. »Ja ja, det kommer nok,« trøstede Gammelfar. »Da jeg mistede Synet, kunde jeg heller ingen, men siden oplod Sindet sig for saa mange Ting.« Der kom to Mænd ned ad Stien, Doktoren og Sognefogden. »Ha, ha! der har vi jo Patienten,« udbrød Lægen glad. »Se engang paa ham, 100| Anders Olsen, jeg regner det for et helt Kunststykke, at han hænger saa godt sammen oven paa den Historie. Det var ikke mange, der havde holdt til saadan en Omgang.« Hans Kæmpe smilede stolt. »Hvornaar mon jeg kan begynde at arbejde igen?« spurgte han. »Jeg er svært træt af Ørkesløsheden nu.« Lægen blev alvorlig. »De er jo en fornuftig Mand og vil ikke have Doktoren til at putte Dem Blaar i Øjnene,« sagde han og lagde Haanden paa Stenhuggerens Skulder. »De vil blive raskere for hver Dag saadan set – men – – jeg tror ikke det nytter at tænke paa Stenværket mere.« »Saa bliver jeg ved at være Krøbling da?« spurgte Hans lavmælt. »Naa, Krøbling det er nu saadan et stort Ord. Men hoppe om i Stenene duer De 101| ikke til mere; De gør bedst i at flytte ned paa Slettelandet.« »Vil Doktoren kanske sørge for noget til mig dernede?« spurgte Hans Kæmpe bittert. Han lignede en domfældt. »Der er intet, vi hellere vil, Anders Olsen og jeg, men De maa selv hjælpe til. Der siges saa mange Ting nemlig, og Rygtet har langt Vejr. Det kan magelig række fra Blaaholt til Hovedstaden.« Hans Kæmpe saa uforstaaende paa ham. »Der siges blandt andet, at du vidste om Ulykken før den fandt Sted,« sagde Sognefogden. »Og hvad angaar det saa andre?« svarede Hans uvilligt. »Du var underlig den Dag! Og du gik ikke med ned og holdt Middag.

Heller ikke vilde du lade Janus Køller hjælpe dig at 102| skyde Minen af. Det er det, der ankes over.« Sognefogden saa vist paa ham.

»Jeg skulde have lagt Haand paa mig selv da?« Hans løftede forundret Hovedet. »Saadan noget ja. Og De kan nok forstaa, at Opløsningen paa det Spørgsmaal bliver bestemmende for, om De faar nogen Erstatning,« svarede Lægen.

Gamle Ole rejste sig. »Nu synes jeg snart, visse Folk kunde holde op med deres fagre Ord om Belønning eller hvad det nu kaldes.

Hans har gaaet nok igennem, han er meget for god til at holdes for Nar af nogen. Og at han har faaet et Varsel skal han vel ikke straffes for.« »I er et underligt Folkefærd herinde – mistroiske, værre end jeg ved ikke hvad,« sagde Lægen. »Men naar I nu ved, at jeg kun vil jert Vel, synes jeg I skulde gen103|gælde mig med lidt Aabenhed. Jeg har dog plastret ham dèr sammen, saa godt det lod sig gøre, og ikke taget noget for det! Til Gengæld kunde han vel nok fortælle mig aabent og ærligt, hvordan det har sig med det Varsel.« »Hvis noget har vist sig for ham, kan jeg godt forstaa, at han helst tier med det,« sagde Gamle Ole. »Men nu synes jeg alligevel, du skulde give Forklaring, Søn, hvad der saa siden kommer.« Modvillig og genert fortalte Hans om sit Møde med den graa Mand hin Vintermorgen, og den Fremmedes Løfte som løb ud i Svig. Sognefogden hørte efter med noget af et vantro Smil, men Lægen var gravalvorlig. »Ja saa, ja saa,« mumlede han og optegnede ivrigt i sin Lommebog. »Og Hans Kæmpe saa ham for sig med sine Øjne.« 104| »Jeg saa ham ikke, for jeg passede paa ikke at vende Hovedet den Vej.

Men jeg vidste paa mig selv, at han færdedes ved Siden af mig.« »Og hvorfor passede De saa nøje paa ikke at se efter ham?« »For det hæfter,« faldt Gamle Ole ind. »Derfor tales der heller ikke saa gærne om den Slags.« »Et Spørgsmaal til: Har Ole ogsaa set skjulte Ting?« »Jeg har set mere, end jeg holder af at fortælle noget Menneske. Og den graa Mand har jeg talt med og følt hans kolde Aandepust paa mig mere end en Gang. Sidst var, da han tog Skovhuggeren og Janus Køllers lille Pige. Da lovede han Lykken til Hans, og mig en snarlig Henfart. Og begge Dele har han forglemt.« 105|

»Tror I da virkelig paa saadant noget Tøjeri,« udbrød Sognefogden utaalmodigt. »Skulde vi ikke tro paa andet, end det, der kan ses, hvad skulde saa jeg Stakkel som intet Syn har? Dèr staar nu du Anders Olsen! skal jeg kanske sige du ikke staar der, naar jeg paa saa mangehaande Maader føler at det er dig? Vi heroppe er nu saadan stillet, at det, der angaar os mest, ser vi ikke, men maa føle os frem.« »Gamle Ole har Ret,« sagde Lægen varmt. »Og jeg haaber, vi skal tvinge den graa Mand til at staa ved sit Løfte til Hans. Men nu tror jeg nok, det er det klogeste, at Hans selv rejser over og fremstiller sig for Forsikrings­ raadet. Saadan en ny Lov slingrer jo altid lidt, før den kommer rigtig i Gang – og der er kommet den Mistanke op som sagt. De Folk derovre har ogsaa godt af at 106| se, hvordan Klippen kan tilrede sin Mand. I skal ingen Udgifter faa af det. Hvad siger De til det, Hans Kæmpe?« Stenhuggeren vaagnede forskrækket op ved det direkte Spørgsmaal. »Det gaar vist aldrig for mig,« sagde han – »Krøbling som jeg er. Havde det været i mine unge Dage – da ønskede jeg mig ofte over Havet.« Øjnene fortalte, at han havde Lyst nok. »Jeg kan jo ikke klare mig selv!« »Saa faar vi nogen til at følge Dem over,« sagde Lægen. – »Og nu bare ingen Dumheder.« Konen kom farende. »Hvad vil de nu lokke dig ud i?« sagde hun og stillede sig værgende foran ham. Hendes Øjne gik udfordrende fra Lægen til Sognefogden. »Vi vil saamænd forlokke Deres Mand til at tage til Hovedstaden,« sagde Lægen 107| leende. »Og helst saa vi jo, hans lille sikre Kone fulgte ham over – saa var han da i gode Hænder.« Konen saa tvivlraadig fra den ene til den anden. »Jeg skulde nok tage Vare paa ham – det er der ikke noget i Vejen for; han skulde ikke komme noget til! Men det er vel Pjank – ligesom det med Erstatningen?« »Nej, det er jo den, vi skulde tage over og hente,« indvendte Hans.

Lægen nikkede: »Ja, lad mig se, I har Heldet med jer! Men det er bedst, I venter en Uges Tid eller to, saa har han dèr flere Kræfter.« »Aa, jeg kan rejse straks om det skal være,« mente Hans og rejste sig op ved egen Hjælp; det ene Ben gik ud i en Bue, og ømmede naar han støttede paa det. 108|

Doktoren mønstrede Benet. »Vent nu hellere de fjorten Dage, saa kan I faa Tøjet lidt i Orden ogsaa. Anders Olsen lægger ud for jer; Raadet betaler i al Fald alle jeres Udgifter, hvordan det saa gaar med Erstatningen.« Konen slog Hænderne sammen: »Saa faar jeg ny Kjole ogsaa! det er ikke sket, siden jeg var ung Pige og lavede til Bryllup. Tyve Aar siden er det nu.« »Naa, kan De saa se lidt mildere til mig en anden Gang,« sagde Lægen og gav Haanden til Farvel. »Jeg mente jo bare, Dokterne var Folk, som tjente Føden paa at slaa andre ihjæl,« sagde hun ligeud. »Du er saa aabenmundet, du Marie,« sagde Gamle Ole bebrejdende, da de to Mænd var gaaet. 109| Men Marie lo bare og slængte med Kroppen, hun var helt kaad. »Vi gaar op og bliver fotograferet i Staden,« sagde hun – »det er nu bestemt vi gør.« »Om I er meget heldige, kan I træffe at faa Kongen at se,« sagde Gammelfar.

Men Hans Kæmpe tav. Det meget tog altid Ordene fra ham.