110| VII

Som en Række skønne Smil gik Forsommeren hen over Nordlandets barske Træk. Vild Abild og fuglesaaet Kirsebær dryssede efter Tur deres Blomsterregn over Klipperne. Som det lyseste Fog fra en dybblaa Himmel drev Blomsterfaldet gennem Kløfterne; og Lyngen blev en Streg lysere i sit Alvor og gav sig langsomt til at dufte igen – af Mænds Sved og Kvinders hemmeligste Væsen. I dens tætte Pels stod Solvarmen og gærede og rugede alskens Kryb frem, Pindsvin og Hugorme – og usynlige Væsner, som dunstede Ørhed ud. Det var 111| farligt at sove i Lyngen; mere end èn havde faaet sine Ævner stjaalet og andre stukket ud, der gjorde ham uskikket til at færdes mellem Mennesker. Og Gale John havde sat sin Sjæl til derinde. Hver Sommer ved denne Tid trak hans Kone ham ind i Lyngen og sad hos ham, mens han dyssedes i Søvn af den hede Udstraaling.

Men endnu var intet Dyr smuttet ind ad hans aabenstaaende Mund; og dog var det det, han fejlede, for Gale John gik altid med Munden aaben. Den befandt sig vel bedre i det fri – Sjælen; men Konen blev ved at haabe.

Naar de to Børn længtes efter Klipperne igen og vilde op paa Knægten for at se Havet, fulgte Gammelfar dem altid. »Hvorfor skal vi have dig med?« sagde de; det var morsommere at springe om paa egen Haand end at lede den blinde Bedstefar. 112| »For at tage Vare paa jer,« sagde den gamle. »Vil du saa lede os da?« raabte de drillende og klappede i Hænderne. »En kan ikke have Øjne baade her og dèr,« svarede Gamle Ole roligt. »I tager Vare paa de aabenbare Sten, og jeg paa de skjulte Skader.« Men naar de først sad oppe paa Knægten og havde Havet til begge Sider og Sverigs Land og Christiansø langt derude, var det rart at have Gammelfar med. Han saa Verden endnu engang med Børnenes Øjne og lagde alting ud for dem: hvordan Verden var blevet til og hvor Vorherre fik Mad fra – det hele! »Saa meget du ved, Bedstefar!« sagde de. »Men hvorfor gaar Havet opad mod Himlen dèr langt ude?« 113| »Det er, for at Skibene kan glide lidt let herned til Landet – naar Søfolkene kommer hjemefter, længes de altid.« »Og hvor er Solen henne om Natten da?« Gammelfar rev sig i Skæget. »Det er ikke saa nemt at have Ansvaret for,« sagde han forsigtig, »for den frembringer jo det hele! Men den faar have Lov at anvende Natten som den vil, bare den passer Tiden.« »Hvor har du al din Viden fra, Bedstefar?« »Jeg begriber det ikke selv,« sagde den gamle forundret, »for læse har jeg ikke lært og i Skole har jeg aldrig gaaet. Men min Bedstefar var klogere endnu; han vidste saa meget, at Folk maatte kalde ham Løgnstok. Hans Bedstefar igen hørte til nede paa Agerlandet; men de andre Mennesker for114|saa sig paa ham, ligesom Byens Hunde kan forse sig paa en enkelt Hund, uden at den har gjort noget. Saa jages der med den overalt, hvor den kommer frem, og den maa gaa til Skovs og blive Ræv igen. Han flygtede saa herind i Klipperne, og i de mørke Nætter steg han ned og tog fra Bønderne, hvad han trængte til – Ræven fra Blaaholt kaldte de ham. Paa den Maade kom Forbandelsen ind i vor Slægt – og Trældommen fulgte. Men nu er det lige meget, for jer Far tog Tørnen med Magterne, og han friede os alle ud.«

»Vi vilde meget hellere blive boende herinde,« erklærede Børnene og stirrede ned mod Resterne af den lille Hytte under Klippevæggen – Tømmeret og det bedste af Taget havde Faderen flyttet med ned til at bygge Kostald af. Men saa blev Gammel115|far vred over saa sort en Utaknemmelighed, og paa Vejen hjem herskede der Misstemning mellem ham og Børnene.

Nede paa Agerlandet gik Hans Kæmpe og vidste ikke, hvad han skulde mene om sig selv. Han havde købt Niels Møllers Sted for de halvtredje Tusend, han fik i Erstatning, og væltede nu rundt i Jorden som en Muldvarp fra Sol stod op til den gik ned, skød sig frem i lange Grøfter, fyldte Sten i Bunden og dækkede til efter sig. Han var ikke godt gaaende; naar han slæbte sig hen over den flade Mark, støttet til et Redskab, lignede han en Kæmpeskikkelse, der er tygget uformelig i et Uhyres Gab og spyttet ud igen. Ingenting sad paa ham som det skulde; og han brugte selv at sige, at Doktoren nok havde haft ham adskilt mens han var fra Bevidstheden, og sat ham forkert 116| sammen – ligesom Janus Køller, da han skulde gøre Klokken ren. »Gad vidst, om Doktoren ogsaa fik noget til overs,« plejede han at tilføje; og saa blev der lét. For Janus Køller fik altid et Hjul for meget, hvergang han havde haft Klokken adskilt.

Hans Kæmpe havde aldrig før i sit Liv sagt en Vittighed, men nu syntes han, der var Raad til det. Med et inderlig tilfreds Udtryk slæbte han Resterne af sig selv frem og tilbage over den lille Lod og havde Hænderne i det alt. Tænke Tanker gav han sig ikke af med mere; han havde sat sin Tanke op i Trods og ført det igennem, og nu skulde ingen Magt i Verden faa ham til at spekulere mere og ødelægge sin Glæde.

Men det var som med Jorden, der laa og gjorde det hele selv, nu efter at Foraars117|arbejdet var til Side. Der var noget, der blev ved at stille sig frem for hans Forundring – og det var hans egen Person. Halvtredje Tusend havde de Store derovre vurderet hans Skavanker til, og var han ikke endt dèr, hvor han altid havde ønsket sig hen? – Der maatte være noget i ham, han ikke selv havde Maalet paa! Og saa kom de andre og skød efter. Det at han – som den Fattigmand han var – havde budt Skæbnen Trods og selv taget en Haand i Hanke med Tilværelsen, gav ham Tyngde udad ogsaa. Hans Ord havde Vægt, selv hvor han stædigst tav stille; Janus Køller og de andre Kammerater fra Værket tyede til ham for et godt Raad og gik styrket bort – uden at han havde opladt sin Mund. Selv Gammelfar lagde sig og sin Visdom for Fødderne af ham. 118| »Ja du kunde, du,« sagde den gamle bestandig. »Om jeg havde haft din Dygtighed, saa havde jeg kanske faaet en Sum for mit tabte Syn.« »Det var ikke mig selv men Loven,« prøvede Sønnen beskedent. »Loven fordrede, at jeg skulde have de Penge – saa var de Store nok nødt til at søge mig op.« »Dersom nu Loven skulde faa Kig paa mig ogsaa –« sagde den gamle grundende. »Saa tog jeg ligegodt og købte jer en Hest.« »Visvas,« faldt Konen ind. »Dertil udfordredes vel, at de skulde vide Besked om, at Gammelfar er til; men det mærkede vi slet ikke noget til.

Hans derimod havde de Rede paa i enhver Henseende – hvormed han nu kan have gjort sig bemærket.« 119| Den gamle rystede paa Hovedet – han begreb det ikke. »For du er jo dog kun Gamle Oles Søn,« sagde han. »De maa have gode Øjne, som kan sidde ovre paa Kongens Slot og faa Kig paa Nøden i Blaaholt Klipper.« »Det er Videnskaben,« sagde Sønnen langsomt – »med den faar de Kig paa det hele. Derfor er det bedst at fare varligt med Pengene, at de ikke skal fortryde paa, hvad de har gjort. Du kunde uden Skade spare lidt paa Flæsket, du Mor.«A »Aa hvis jeg ikke maa give jer ordenlig Føde, kunde vi lige saa gærne blevet, hvor vi var,« sagde Marie bestemt. »Og paa Lørdag tager jeg til Bys og køber Gardiner til Vinduerne. Pænt vil jeg have det, om jeg saa skal gaa ud paa Gaardene og tjene til det selv.« 120| »Hun har forsèt sig paa Stadsen derovre i Hovedstaden,« sagde Hans og sendte hende et beundrende Blik. »Om lidt river hun Hytten ned over Hovedet paa os og bygger et Slot.« Gammelfar lo. »Døren er paa Gavlen,« sagde han – »saa Konen faar have Lov at raade.« – – Saadan gik Sommeren, og Høsten kom med godt Udbytte. Hans og Gamle Ole trillede det hele i Hus uden fremmed Hjælp; naar de to Invalider kørte sig fast, løb Børnene efter Moderen, og hun kom springende, rød i Kinderne. »Sikke noget dejligt Korn!« udbrød hun – »bare vi kan faa Plads til det altsammen.« »Ja Jorden er en god Ven,« sagde Hans, »hvergang èn klapper den lidt, giver den en Gave. – Og nu vil vi have vore Børn 121| hjem, du; vi har gjort nok af Arbejde for fremmede.« Saadan levede de deres Liv i Fællesskab; saa meget at udrette som her havde de aldrig haft, men de mærkede det ikke. End ikke paa Aarets længste Dag naaede Solen at tage dem paa Sengen. Hvert nyt Slid var en Lykke mere, det var jo som Kærtegn i Hænderne hvert Tag i Jorden. Hvad der var sket, forstod ingen af dem rigtig; men de nærede ingen Angst for det Ubekendte længer. Og den store Krøbling, der – blot han fik Støtte under Hoften – endnu havde Kræfter som en Bjørn, var fremdeles ikke bange for noget under Solen; kun gik han om med en hemmelig Respekt for et eller andet ufatteligt inde i sig selv. Kanske var det det urimelige Held, han aldrig blev helt fortrolig med? 122| Men oppe i Klipperne er det groet ud til et sært Sagn om Lykken, der kan komme stort til Fattigmand ogsaa, men maa tage sig den graa Mands Skikkelse paa for at naa forsvarligt frem.