[31]|Skurvede Jakob
Et Æventyr om Fnat og Penge

33| Mens Pølsen koger, skal Tiden jo gaa med noget; og saa kan man lige saa godt fortælle et Æventyr, som man kan sidde og rakke Nabo og Genbo ned. Det mente i al Fald Bedstefar. Nu koger man jo ikke gærne Pølse af selvdøde Svin; dem laver man som ordenligt Menneske Sæbe af. Men ogsaa den, der blot koger Sæbe, maa helst koge til hele Sognet. – Og saa fortalte han Æventyret om Skurvede Jakob.

Vil nogen gærne vide, hvor al den Fnat og Daarligdom er kommet fra som findes her i Sognet, ikke at tale om de mange Penge, saa skal han bare spørge hvem Jakob Dam var. For det var en Bonde, som holdt paa Fædrenes Skik og alt det nedarvede. Vaske sig gjorde han aldrig, fordi det sled paa Skindet; og sin Skjorte vendte han hver Nytaarsaften. Det var Synd at kassere den, før den var lige snavset paa begge Sider syntes han; og der var nu det mærkelige ved Jakob Dams Skjorte, at den altid hade en Side, der var renere end den anden.

Ja han forstod sig sandelig paa Økonomi! Han købte Majs og gav Køerne den hel; den gik hel fra dem igen, og nede bag Rumperne paa dem gik saa 34| Svinene og gjorde sig tilgode. Paa den Maade faar én dobbelt Nytte af det, mente han. Penge gav han ikke gærne ud til hverken Unytte eller Nytte; han skraaede først Tobakken, inden han røg den; Asken snuste han og snød den saa ud og børstede Kirkegangsskoene i den. Jo han var sparsommelig! Han kørte altid i en gammel NTræaksle-Vogn, som stod paa Gaarden fra hans Bedstefars Tid. Forresten hade han sit Navn, fordi han var skurvet – som vel enhver kan tænke sig.

Der er Velsignelse ved saa meget her i Verden, og saadan var der Velsignelse ved Jakob Dam ogsaa. Liden og krum og vissen var han, og alt, hvad han rørte ved med sine krogede Fingre eller saa paa med sine sure Øjne, blev til Penge. Dem gemte han saa paa sin bare Krop, for at de skulde ha det varmt og godt og blie hos ham.

Nu klæber der jo ogsaa Skidt ved Penge; det er slet ikke til at tro, al den Uhumskhed og Hæslighed, der kan hænge ved en fedtet Seddel, for slet ikke at tale om alt det Bakterievæsen, der kan fjæle sig i Randen af et Pengestykke. Men Jakob var hverken bange for Dødssygdomme eller for Fnat og Skab; jo mere fedtede Pengene var, des nænsommere tog han om dem med sine krogede Fingre. Og paa hans lodne Krop laa de og gnavede og skavede, til der kom Rifter og Ar i Huden som NMidder og andet Djævelskab kunde yngle og formere sig i.

Fæl saa han jo efterhaanden ud, for det brød frem i Bylder paa hans Hals. Op over Ansigtet og Hovedbunden og frem om Haandleddene groede det i Skor35|per og NSkover og Saar. Men bange for at røre ved ham var Folk alligevel ikke, for de vidste jo, hvad det altsammen stammede fra. De mente tilmed, at om de lod sig smitte og blev lige som han, skulde al jordisk Lykke vederfares dem ogsaa.

En og anden stjal sig da ogsaa til at røre ved ham; og skurvede var der ikke saa faa der blev. Men at nogen anden blev rig ad den Vej, forlyder der alligevel ikke noget om. Og Jakob Dam brød sig ikke om Kærtegn af noget Væsen. Han slikkede selv sine skorpede Hænder, vædede Saarene paa sit Bryst med sit Spyt, og var tilfreds ved Tanken om, at han var udsét til at samle al den Elendighed der knytter sig til Penge, paa sin Person.

Han blev den største Mand i Sognet som rimeligt var; alting blev indrettet, som han vilde ha det. Det var Jakob der fandt ud af, at Skatterne burde lægges nedad paa de Fattige. »For hos dem har Pengene alligevel ikke noget blivende Sted,« sae han – »de æder alligevel det hele op!« Saadan fandt han paa saa meget, der nu er god Skik her i Sognet.

Det var jo ikke frit for, at Sogneboerne saa en Slags Gud i ham, et højere Væsen, som man kunde ta Varsel af. Naar det venstre Øje kløede, betød det gode Nyheder; og kløede det over hele Kroppen, saa kom man til Masser af Penge. Den der havde let ved at blive fnattet, var født under en god Stjerne; ja kanske var han omend langt ude i Slægt med selve Jakob og skulde være med til at arve ham.

Han hade sin egen lukkede Stol i Kirken, og naar Præsten prækede, vendte han altid Ansigtet derhen, 36| hvor Jakob sad. Der stod nok i Skriften berettet om andre Guds Mænd, som heller aldrig skiftede Skjorte, saa fromme var de – og som testamenterede Kirken alt, hvad de ejede. Han gjorde sig vel sine Tanker – Præsten! Men Jakob Dam sov altid under Prækenen, for saa sparede han Middagssøvnen hjemme den Dag.

Rigere og rigere blev han; det var rent tosset, som alt, hvad der hade Værd, søgte over paa hans Hænder. Det øvrige Sogn blev paa tilsvarende Maade fattigere; og det er ikke godt at vide, hvad det skulde ha endt med. Men som skrevet staar: Nalting har en Ende saa nær som Pølsen, for den har to!

En Dag skulde Jakob køre over til den anden Side af Sognet, til en Tvangsavktion, hvor han agtede at købe det hele for en Slik. Ingen turde jo byde over, naar han bød; saadan Respekt stod der af hans lille skurvede Skikkelse. Og han har nok glædet sig, kantro, da han kørte af Gaarde i sin Træaksle-Vogn. Den peb jo ynkeligt, for Jakob nænnede ikke at smøre hjemme; han tiggede sig gærne NSmørelsen til undervejs.

Efterhaanden løb jo Akslerne tørre, og Vognen gav sig til at pibe højere, den skiftevis peb og Nknarrede; og til nogen Gaard, hvor han kunde tigge Smørelse, kom han ikke. Det blev helt fælt i Længden med den Piben og Knarren, og der kunde let gaa Ild i Akslerne, saa Jakob maatte køre langsomt. Men det hjalp ikke; af alle fire Hjul peb og skavede det, saa det blev til en hel Melodi. Skurvede Jakob Dam! 37| Skurvede Jakob Dam! sae det bestandig nede fra Vognen.

Jakob blev ærgerlig, og han blev gal. Den Satans Vogn, der turde vove, hvad ingen anden vovede! Han sprang af og spyttede ind i alle fire Hjulnav. Men meget Fedtstof var der jo ikke i hans Spyt, kantro; og Hjulene blev ved med deres. Saa kørte han raskere til; han skulde nok faa det forbandede Køretøj til at holde op med at bruge Kæft! Men Vognen indrettede sig bare paa det og lod hans Efternavn falde. Skurvede Jakob! Skurvede Jakob! sang det fra den, som var den glad over at kunne kappes med ham i Nærighed.

Jakob bandede ikke gærne, for han syntes, det var at ødsle med Kræfterne. Men denne Gang satte han NSværgedom i saa det forslog, og gav sig til at piske løs paa Hestene; nu skulde det ha en Ende med dette her! Vognen fik jo Fart paa kan man forstaa; men holde sin Kæft kunde den ikke faa sig selv til, alt det travlt den hade. Skurvede! Skurvede! sang det fra Hjulene; det gik som Knevren paa en gal Kælling. Ned ad Bakke hade de, og Fart paa hade de ogsaa – og det saa Røgen stod ud af alle fire Hjulnav. Skurv! Skurv! Skurv! peb og fløjtede det af Navene.

Saa paafulgte der en Knitren og en sveden Lugt som af brændt Beg fra Helvedes Svovlpøl – for Jakob Dam smurte jo ofte med Tjære for at spare Fedtet. Det futtede og stank, som naar Fanden nyser; og med et stod der skinbarlige Flammer ud af alle fire Nav, Jakob vilde stanse Farten midt ude 38| paa NAal Bro; men dér knækkede Vognen sammen i den ene Side, og han dejsede udover og stod paa Hodet ned i Aalejet. Han druknede ikke, for sparsommelig som han var, hade han valgt et temmelig tørt Sted; han knækkede bare Halsen. Der fandt Sognebønderne ham Dagen efter; Pengene hade ingen Skade taget. Dem delte de saa, som de var Venner – og havde Kræfter – til.

Skjorten var det jo Meningen skulde været hængt op i Kirken til en Slags NAmindelse om hans Fromhed, – en NRelik, de kalder. Men da han hade glemt at testamentere Kirken sine Penge, blev det ikke til noget. Saa fik jeg den til Arvepart, som den, der var længst ude i Slægt med ham; saa I kan da se, det ikke er Løgn, jeg fortæller. Jeg skulde jo haft den paa, for at der kunde blie Velsignelse i det; men Mor vilde partu vaske den først. Og det kunde den ikke staa for, den opløstes fuldstændig og blev borte. Der var bare sort Vand, hvor den hade været.

Derfor er én blevet ved med at være en fattig Dævl alle sine Dage!