[185]|Stærke Hans og den røde Fane
Æventyret om første Maj

187| NOm hans Oprindelse vides ikke ret meget; men en gammel Overlevering fortæller, at han blev til ved, at hans Mor stod i Træk i en Port og suttede paa en Istap. Sikkert er det, at der ikke blev ødslet med Varme ved hans Undfangelse; og der blev heller ikke gjort særlig Stads af ham, da han saa Lyset. Han kom til Verden paa den vaade Jord mellem to Roerækker; ingen ny Stjærne viste sig paa Himlen i den Anledning.

Desmere Stads gjorde han til Gengæld af Tilværelsen. Hver nok saa ringe Ting kunde fylde ham med varm Taknemmelighed. Fordringer stillede han ingen af, men trivedes af alt, om det saa var Sult og Kulde og nøgne Hug, blev stor og stærk af det – og godmodig tilmed. Saa stærk blev han, at hans Træsko flækkede, naar han tog rigtig i; og saa tossegod, at enhver kunde rende Døre ind med ham.

Det var ikke nogen førsteklasses Verden, han dukkede op i, selv om den fra avtoritativ Side var Nerklæret for saare god. Den beherskedes af en mægtig Trold, som var skeløjet og derfor let forsaa sig paa, hvad der tilhørte andre. Trolden var ogsaa nærsynet, og lod derfor kun lige det udrette, der kom ham og 188| hans til Gode. Saa der var nok for Stærke Hans at sætte Skik paa.

Saa snart han voksede til, gav han sig til at rydde og dyrke, plante og bygge. Han tørrede Sumpe ud, gravede Grøfter og Kanaler, Nskilte Land og Vand. Det kløede formelig inden i Hænderne efter at rydde og bryde; og naar en Egn var blevet beboelig og skøn, drog han andetsteds hen og tog fat dér.

Efterhaanden blev man saa vant til at se Stærke Hans gaa og bakse med Goldheden, at man gjorde ham til ét med selve Fattigdommen. Han var rar at overtage efter; man behøvede blot at anvise ham et nyt Stykke Ødemark, straks drog han derhen og tog fat. »Han er lykkeligst saadan,« sae man, »han kan kun trives hvor der er rigtig fattigt og usselt.« Og naar han kom og vilde hvile ud efter at ha slaas med Ødemarken, spærrede man for ham. »Dine Hænder er for grove og dine Klær snavsede«, sae de – »du forstyrrer vor Skønhedsverden!« Det nænnede han jo ikke, for han hade selv skabt den; og saa traskede han ud i de golde fattige Egne igen.

Efterhaanden hade han jo omformet en stor Del af Tilværelsen og gjort den hyggelig og god. Og for at han ikke skulde gaa til i Velvære, vedtog man ved Lov, at der skulde henligge golde fattige Egne, en Slags Reservater eller Naturparker, til Stærke Hans og hans Slægt at opholde sig i. Han fandt sig i det ogsaa.

Der var Trivsel i Slægten Stærke Hans, mange flere saa Lyset end der var Brug for. Slaa dem ihjæl lod sig ikke godt gøre; de var for mange og for 189| stærke – og saa var de jo dog en Slags Mennesker. Men der var ikke ret meget, der var daarligt nok til dem; deres flittige Hænder hade næsten gjort det for godt paa Jorden. De maatte bygge særlig daarlige Boliger til sig selv, og skønt Landet var blevet et stort Smørhul, maatte de røre noget sammen til sig selv, som kaldtes NKunstsmør – noget oljet Stads, som der hverken var Saft eller Kraft i.

Det var lige ved at blie Hans'erne for meget af det gode; ikke saa meget fordi de syntes Synd om dem selv, som fordi det var deres Væsen imod at gøre Ting ringere. Præsten maatte i Lag med dem.

»Husk paa, at der er noget, der er vigtigere end dette Jordeliv,« sae han. »Hvordan skal du kunne gøre Springet op til Himlen, naar alverdens Herligheder hænger dig i Benene. Og du er jo udsét til at sidde øverst!«

»Er jeg det mon?« sae Hans og saa paa sine skorpede Hænder.

»Ja, du skal sidde ved Gudfaders Side. Det har han saadan bestemt i sin Algodhed, at Nde der er ringest her skal være de første i Himlen – og omvendt.«

Stærke Hans var helt bevæget. Saadan som Præsten udlagde Vorherre, maatte han nok være til at holde ud, selv om Evigheden vist var en forbandet lang Tid at faa Has paa. Det værste var nok, hvad man skulde faa at bestille deroppe, hvor alting var saa pillent og ordenligt.

Saa fandt Hans'erne sig i det ogsaa, slæbte Ødemarken med sig i Kødet og i Klærne og indrettede sig Hundehuller i den gode Verden. Ofte var det be190|sværligt nok, for deres Opholdssteder maatte ikke falde i Øjnene og skæmme, og paa den anden Side skulde de være ved Haanden, naar det behøvedes, skulde helst være usynlige og allestedsnærværende. Det hele afhang jo af deres ru Hænder. Og de holdt det i skøn Orden og tøflede efter endt Arbejde hjem til deres Hul og til Margarinen.

Stærke Hans'erne blev stadig flere, og da de af Naturen var saadan indrettede, at de frembragte mere end de selv forbrugte, blev Verden bestandig rigere. Men med dem selv skete der liden Forandring, og deres elendige Kaar stod efterhaanden saa grelt til Overfloden, at de selv begyndte at se det. Det udviklede sig til noget af en Forbandelse: de satte Glæden ved Arbejdet til, og en og anden kunde gi sig til at brokke ondt af sig om, at de Nhade Fanden paa Ryggen. Men de blev ved med at bygge skønne luftige Huse til andre og selv bo i Kældere og Barakker; eller de dyrkede Jorden for Godsejeren og sov selv i et Hul bag Kostalden. Fælles for dem var fremdeles de skabende Hænder, Kræfterne og Tossegodheden; nogen Ævne til at mele deres egen Kage paa andres Bekostning var de sjælden i Besiddelse af. Mellem sig var de rundhaandede og samhørige: naar én hade noget, hade de andre ogsaa noget!

Der sker op imod vor Tid noget, som udlægges forskelligt, men som alle enten de er Venner eller Fjender af Hans'erne er enige om, er af skæbnesvanger Betydning: Slægten Hans slaar sig paa Brændevinen. Nogle mener, at den gør det af Desperathed, andre at det er Præsten der – da den ikke 191| længer vil nøjes med en Anvisning paa Himlen – Nraner den himmelske Ild til den i Form af Ildvand.

Der kommer i al Fald Lys ind i Hans'ernes Tilværelse nu, saa det forslaar. Store i Slav'et som de er, brygger de Brændevin nok til at drukne Verden i, søber den med Ske, og drikker den af NPottemaal. Og Rusen gir dem et helt andet Syn paa Sagerne. Herreklassen, som de selv har Nklækket op og kælet for, forvandles til slet og ret Snyltere, og de fabler i deres NDonnert om at slaa den ihjæl og ta alting fra den igen. Naar de blir ædru, angrer de og lægger sig endnu haardere i Selen.

Paa dette Tidspunkt lærte jeg Slægten Hans grundigt at kende, idet jeg saa Lyset som en af dens Udløbere. Brændevinen hade fortyndet dens Blod men ogsaa tilsat det et Stænk af Djævelskab; man var ikke længer saa forhippet paa at gi andre Førstegrøden af sit Arbejde og selv ta til Takke med Affaldet. Man sled vel fremdeles for de andre, men fandt ingen Glæde ved det længer. Utilfredsheden ytrede sig ved, at man levede i bestandig Opbrud.

Især hen paa Foraaret var det galt. Naar Safterne begyndte at stige i Trær og Buske, gik der Stundesløshed i Hans'erne ogsaa; de kunde ikke blive ved Arbejdet men drog svirende fra Sted til Sted. Der var en gammel Spaadom, som gik ud paa, at naar Hans'erne vragede Frelsens Fest Julen og kaarede sig Vaarbruddet som Symbol, stod Verden ikke længe. 192| Og Julen hade de bag sig; de brød sig ikke om en Godtid, der lovedes dem i en anden Tilværelse, men vilde ha den hernede. Lys og Fest vilde de ha over Jordelivet, men Julen var med alt sit Opbud af Lys en Lyseslukker. Helst drømte de sig Lyset og Festen lagt ind i Hverdagen; det var den gamle Glæde ved Arbejdet som saadant, der stadig spøgede i dem.

Foreløbig naaede de det altsaa ved Hjælp af Brændevinen og kaarede NSkiftedagen – den sidste April – til Aarets store Symbol. Da holder alt det gamle Afregning, og alle Djævle slaar sig løs; Hans'erne svirede og slog i Stykker, sagde sig løs fra Arbejdet og gjorde rent Bord til alle Sider. Og naar den første Maj oprandt, gik de med Hodet fuldt af Tømmermænd og samlede sammen paa Stumperne. Dem tog de i en Bylt og drog afsted for at søge sig ny Arbejdssteder. Meget af en Vaardags Symbol svævede der ikke over dem.

Men en Vaardag i min grønne Ungdom skete der noget, der satte Tidsskel. Det var Skiftedag, Gaderne var fulde af Folk fra Morgenstunden, Tyende og Landarbejdere af begge Køn, Folk der skulde i ny Plads eller hade sagt sig løs fra det gamle uden at ha noget andet endnu. Til Staden skulde de alle for at slaa sig løs, ryste Genvordighederne af sig og ta Forskud paa alt det herlige, der jo ventede én fremefter!

Dagen lang var Gaden fuld af Mennesker, Løsarbejdere, krogetslidte Drenge og endnu mere krogede Gamlinge, stramme Karle i lange Skaftestøvler, og vaklevorne Røgtere i Træskostøvler, hvis Stropper strittede som Griseøren. Hans'erne var efterhaanden 193| blevet en mangfoldig broget Menneskeflok; de kendte ikke længer hinanden, og det var ofte svært at se at de hørte til samme Slægt. Der var Folk som kunde ha alt deres i et NKnytte under Armen, og andre som kom slæbende to Mand høj med en stor Kiste imellem sig. Dem holdt Pigerne sig til, naar de var ude om Giftermaal; til en Dans paa Værtshuset lod de sig hellere indbyde af dem, der hade alt deres i et tærnet Tørklæde.

De gik i Klynger, Pigerne, og ventede paa at blive budt ind, paa Kaffe eller Nsød Snaps. Ansigterne under de korsbundne Hovedklæder lyste af forventning. Og af Usikkerhed – for hvem skulde man gaa med, ham man hade været i Plads med til igaar, eller ham man skulde tjene sammen med imorgen? Den Npatriarkalske Etikette gav Medtjeneren Forrangen; men her var et NInterregnum, som ikke dækkedes af den. Og som gav vældige Slagsmaal paa aaben Gade! Igaar og imorgen sloges om Nuet, saa Blodet flød.

Der var rigeligt af Hujen og Sang, af Druknes Vræl, og Hvin fra Pigerne naar en fuld Karl væltede sig ind paa dem. Og med ét blev der Dødsstilhed.

Ud af Stilheden dukkede Sang, lidt fjærn og tynd men voksende i Styrke og Sikkerhed. Hvad var det de sang? NFordømte her paa Jorden – du usle Slavehær! saa sku da osse – var det os de mente? Der blev Uro i Menneskestrømmen, man begyndte at klumpe sig sammen og kigge. Oppe fra Enden af Gaden, fra Torvet, kom en lille Klynge Mænd, over deres Hoder bølgede en stor blodrød Fane!

Der var en enkelt Kvinde i Flokken, en lille puk194|kelrygget Syerske med en Stemme, der hang og sitrede over Husene som en Lærke, og fik Ord og Triller til at løbe én koldt ned ad Ryggen. Mændene var heller ikke synderlig store; af Hans'er at være var de overhodet lidt til en Side. Øjnene hade et eget Udtryk, og deres Væsen forresten ogsaa, et Udtryk som var det Folk der gav sig af med noget unaturligt, f. Eks. at tænke. »Nu kommer de Forrykte!« gik det fra Mund til Mund, hviskende. I et Nu var Kørebanen ryddet; til begge Sider stod man og trykkede sig op ad Husene, holdt i hinanden for Tilflugt, og maabede paa den lille Flok.

En Snes Mennesker var der allerhøjst i Processionen, men som de sang! Og den røde Fane som den lyste – af Flamme, af Hjærteblod! Det kan nok være, de var blevet stille nu, de tøjlesløst hujende Sværme; forsøgte en Tøs et Fnis, fik hun en haard Albu i Siden. Her lo man ikke – lige saa lidt som i Kirken; dette var dødsens alvorligt! Den røde Fane flammede mod den graa Luft som et Kig ind i en gloende hed Verden –- Himmel eller Helvede hvad det nu kunde være! Enten var den lille syngende Flok besat af Gud eller af den Lede selv – kanske nok begge Dele, hvad der ikke gjorde det hele mindre højtidsfuldt. Selv de døddrukne forsøgte paa at stramme sig op og se ædru ud af Øjnene.

Hvem eller hvad den lille Flok nu end hade forskrevet sig til, saa uforfærdet den fulgte sin Bane – under højere Magters Beskyttelse stod den aabenbart. For da den nærmede sig Værtshuset, traadte den enøjede Kæmpe NBergendal, Hans'ernes Førstemand, 195| Svire- og Slagsbroderen af Guds Naade, ud paa Værtshusets høje Trappe. Alle holdt Vejret i Spænding – nu vilde der ske noget! Bergendal stammede i lige Linje ned fra Stærke Hans; han hade lige saa mange Kræfter men savnede Tossegodheden til at holde dem i Ave. Ubændig var han, og naar han havde drukket sloges ti Djævle i ham. Nu lavede han nok Fest med den lille Flok saa det forslog – og tog Fanen fra dem!

Han stod paa Tæerne deroppe paa Trappen, rakte sig i Vejret i maalløs Overraskelse – og gloede med sit ene Øje. Det andet hade han sat i Pant til den Onde vel og til Gengæld faaet de mange Kræfter – eller kanske han hade sat det til i Slagsmaal! Som en besat gloede han i al Fald med sit Øje, rakte sig i Vejret, og løftede Armene højt over Hodet som var han Vidne til et stort Under. Og med ét gik der et overdaadigt Grin over hans kraftige Ansigt, der var som Blod og Bronce af Sprut og alslags Vejr. »Hej, du brændende Djævel«, raabte han til Fanebæreren, »du slæber jo paa Fanen, som var du brystsyg! Hit med den du! Bergendal skal bære den, saa den sætter Ild i selve Himlen, han!«

Da Toget ikke lod til at ville stanse, sprang den store Stenhugger lige ud fra den høje Trappe for at kaste sig imod det. Men i Springet landede han paa Vippeenden af Rendestensbrædtet, som slog i Vejret og ramte ham i Tindingen, saa han sank til Jorden som et fældet Træ. Der gik en frysende Hvisken gennem Mængden, en Kuldegysning som den der gaar gennem Skoven naar Morgenen bryder frem. 196| Og den lille Skare marsjerede videre mod Lunden, hvor Førstemaj-Dagen for første Gang skulde fejres, bestandig syngende om NTrællesøvn og Opvaagnen, som var der ingenting passeret. En og anden skilte sig ud fra Mængden og gled lidt genert ind i Toget.

Der hang et stort Spørgsmaalstegn i Luften efter dem; hvad hade de for? hvad vilde de. Rigdommen vilde de nok ha afskaffet, mente nogen; ja og heller ikke Kongen og Præsterne vilde de vide noget af at sige!A Nogen paastod, at de saagalt vilde ha, at enhver Tjenestepige skulde lære at spille paa Klaver.

Mærkelige Folk var det i al Fald; de stod sikkert i Forbindelse med Kræfter, som almindelige Mennesker ikke hade Rede paa. Det vidstes, at Kæmpen Bergendal var blevet et nyt Menneske efter Slaget i Hodet. Han laa hele Tiden under sin Vildelse og fantaserede om den røde Fane; og da han var kommet sig efter Slaget i Hodet, sluttede han sig til den lille Gruppe. Han blev dens Fanebærer, og det maa siges, at han holdt Fanen højt. Han rørte aldrig Snaps mere.

Der fulgte mange i hans Spor, den lille Gruppe blev til en mægtig Hær. Og det kunde nok gøres Behov; der var meget som trængte til at sættes paa Plads. Og mange Modstandere, som syntes, at Hans'erne var meget mere tiltalende i gamle Dage, da de fandt sig i alting.

Men den egenlige Fjende sad i Hjærterne paa dem selv; Tossegodheden var ikke saadan at faa Bugt med paa en Studs. Det store Flertal af Hans'ernes stærke Slægt er stadig lette at snakke om Hjørnet; en hul Frase kan endnu faa dem til at gaa 197| under Aaget. Det er ikke let, bestandig at være vaa­gen og paa sin Post; trods den røde Fane vil Hans'erne gærne falde tilbage.

Bergendal heldigvis ikke. Han er bestandig vaagen og paa sin Post, hvad saa end Luften kogles fuld af. Men han har jo ogsaa faaet det Dunk i Hodet, forstaar sig!