[29]| Bigum Træben

[31]| Egentlig var det en Anmasselse af ham at gaa med Træben, da han aldrig havde været i Krigen. Men efterhaanden vænnede Folk sig til det og tog ham det ikke længer ilde op, – de gav ham endogsaa Navn efter det. Bigum Træben kaldte de ham, men selv kaldte han sig Folmer Sanger.

Paa Sessionen spurgte den barske Sessionsdommer ham, om han var født med det Ben. Bigum smilede, – han forstod at vurdere en god Vittighed. Men Embedsmanden var sig ikke bevidst at have sagt noget morsomt og spurgte bidsk: »Hvad Fanden ler han ad? Kan han ikke svare?« Det gik da op for Bigum, at det var Oprindelsen til Træbenet, man ønskede, og han fortalte saa, at han havde faaet Koldbrand i Foden paa en Hvalfangertur, saa den maatte amputeres.

Han boede alene ude paa de golde, vindpiskede Banker Norden for Byen, i en lille 32| Hytte, der laa lige over den høje Kystskrænt. Han ejede en Bøsse og en gammel Baad, og i de frostklare Foraarsnætter, naar Havet laa blankt, drev hans Baad ude mellem Flakkets store Stene. Og selv laa han i Forstavnen med Bøssen parat og efterlignende Gaddisernes langtrukne Sang, til han kom dem paa Skud. Eller han kom uforvarende over en Sælhund, der laa og snorkede paa en af de store Stene, og huggede sin Harpun i den.

Og i den hvide Vinter, naar Havisen dækkede det hele saa langt, man kunde øjne, og de vilde Ænder fór frem og tilbage gennem den tykke Luft og søgte aabent Vand, saa huggede han en stor Vaage i Isen og byggede sig et lille Hus af Isblokkene. Dér laa han saa i Baghold og skød Ænderne – ofte tre-fire i ét Skud.

Men i Aarenes Løb gik der Kulde i ham af dette Liv; han blev plaget af Gigt og maatte holde sig inde. Værst var Gigten ved det Lem, han ikke længer havde, og det morede mange Gange Folk at se ham gribe ud efter den yderste Ende af Træbenet, skære Ansigter og klage over, at det jagede gennem Stortaaens Rod.

Saa tog han igen til Skomageriet, der ogsaa havde været hans Haandværk, før han fór til 33| Søs. Men han havde altid hadet den Beskæftigelse og rørte ikke sin Haand til mere end lige det knappeste Underhold.

Den største Del af Tiden digtede han, musicerede og filosoferede.

Som Digter havde han sin Styrke i det sentimentalt-følelsesfulde. Han digtede om den svigefulde Kærlighed, om Tyrkerkrigens Rædsler og om Barkskibet »Albatrossens« Undergang. I sin Musik derimod var han Livsglædens Talsmand – han spillede gærne til Dans.

I begge disse Retninger havde han haft betydelige Forgængere, ikke saa i sin Maade at filosofere paa. Dèr var han absolut original. Han havde et helt filosofisk System, bygget paa Iagttagelser af Folks Fodtøj, og kunde øjeblikkelig sige, om et Menneske var indesluttet eller vidtløftig, ødsel eller paaholdende, altsammen ved at betragte Vedkommendes Sko.

Med disse Sysler fordrev han den lange Vinter, og naar hans Mave knurrede af Sult, holdt han en længere Monolog til den og søgte skæmtende at overbevise den om det urimelige i altid at ville være fyldt til Randen: »Hvad, knurrer du nu igen? Du skulde lægge dig efter lidt mere Nøjsomhed, skulde du – navnlig Nøjsomhed, ja! Ved du ikke, at Mennesket ikke lever af Kød alene? Brød er ogsaa godt, 34| min Far – og en halv Pægl til. Staar der maaske ikke skrevet, at vi alle skal have en Pægl i Kødet?« Og ikke helt sjældent slog han en Pægl i Kødet paa sig.

Som en ægte Original tog han ikke mindste Hensyn til, om der var Fremmede til Stede, men fulgte sine Vaner lige ud, talte med sig selv eller sin Mave, ræbede eller lignende og klædte sig stundom af og gik i Seng, inden man endnu var gaaet.

Men naar den første Stær kom flyvende over Havet og hvilede uden for hans Vinduer, blev han skør, skrupskør. Det var, som om alle Knoklerne bulnede i ham, sagde han, saadan gærede det i hans Legeme. Og der sad han ved sit Vindu, flikkede Sko og stirrede forundret ud over Havet, mens Foraaret holdt sit Indtog. Han saa Isen brydes og drive bort; han saa Skibene takle til i Havnen og stikke i Søen et for et; Sneen forsvandt for hans Øjne, Græsset pippede frem.

Og Foraar efter Foraar skete det samme: Bedst som han sad og syede, smed han Arbejdet langt fra sig, løb ind til Byen og købte sig et Par blaa Tvistes Bukser – altid blaa Tvistes. Og naar han kom hjem, skar han en Stump af det ene Bukseben – det der svarede til Træbenet – øgede det afskaarne 35| sammen i den ene Kant, saa det blev en nem lille Garderhue, og tog den paa. Glad som et Barn iførte han sig de nye Tvistes, men de gamle tog han og syede til oppe i Linningen, saa de dannede en Pose med to Nedgange – Benene. Og deri pakkede han Viser, Violinstrænge, en Pægl, og hvad han ellers kunde faa Brug for. Saa greb han sin Ransel ved Benene og slængte den paa Ryggen, bandt Buksebenene i Knude foran paa Halsen og vandrede ud i Foraaret. Døren lod han staa paa vid Gab bag sig; saa kunde Folk selv komme og opsøge deres halvfærdige eller endnu ikke paabegyndte Sko.

Og nu begyndte Bigum Træben en Turné, som varede til næste Vinter og omfattede hele Øen. Bønderne, der gik med Tømmen om Livet og vadede bagefter deres Heste i Foraarspløjningen, holdt Øje med Landevejen, og naar de saa Bigum Træben drage frem, strygende paa sin Violin, sagde de: »Nu bliver det snart Sommer!« lige som man ellers siger, naar man ser Storken.

Og Bigum strøg sig op igennem Øen paa langs og paa tværs, sang sine Viser for Karle og Piger, solgte dem til hvem, der vilde købe, og spillede villigt Melodien, til man kunde den. De stod i Kreds om ham midt i Gaarden og 36| sang efter. Somme Tider var de tungnemme, men somme Tider var de ogsaa drilske; saa satte Bigum Stokken under Hoften for at hvile Træbenet, sled i Strængene, saa de skreg som sultne Kattetarme, og sang vel for tyvende Gang:

De rede Penge stak han i Lommen, og hvad der faldt af i Fødevarer, gled gennem de slunkne Bukseben ned i Ranslen. Og naar Hylden stod i Blomst og Silden skulde lægges, sang man Bigum Træbens Viser i hver en Vraa. Det var et Poesiens Triumftog, der maatte glæde enhver Ven af Digtekunsten.

Men naar Gøgen for længst var blevet til Høg og Markens Grøde kørtes i Hus, foretog Bigum sin anden store Turné. Det var Høst- og Dansegildernes Tid, og Bigums Violin var i Gang Nat efter Nat Maaneder igennem. Det var en Tid, der tog paa Kræfterne, Bigum kaldte den selv sin Trængselstid. Men han gik den stolt igennem. Det var i Tidernes Løb blevet Skik ved Gilderne, at hver Mand for sig skulde drikke Bigum til, man vilde se, hvor langt han rakte. Men der skulde mange Mand 37| til, før det mærkedes paa Bigum, og saa fuld fik man ham aldrig, at han faldt under Bordet.

De første Virkninger af Spiritusen var gerne, at han protesterede mod Navnet Bigum Træben og højlydt proklamerede sig som Folmer Sanger. Dernæst kunde han give sig til at spille som rasende, især naar han mærkede, at man vilde trække Sveden ud af ham. Saa holdt han slet ikke op mellem Dansene, men slog over fra den ene Dans til den anden, og der begyndte et vildt Væddeløb mellem Spillemand og Dansere. Karlene huggede Støvlehælene i Gulvet og raabte udfordrende til ham, naar de fór forbi med deres Piger, og Bigum satte Takten op, til Buen bevægede sig lynsnar over kun en Brøkdel af en Tomme og Musiken blev til et sitrende, endeløst Hvin. Saa hvirvlede Støv og Larm af Toner op i en Heksedans saa vild, at det kunde sprænge Trommehinderne paa almindelige Dødelige, og Pigerne kastede sig til sidst paa Gulvet, halvdøde af Træthed.

Efter en saadan Tur kunde Karlene vride Vandet af deres Jakker, saa det drev paa Gulvet. Men Bigum sad og spillede ganske langsomt i Pavsen – han gad ikke engang holde op.

Af og til hændte det jo, at der blev Slagsmaal, især naar Tyendet var svensk. Saa fyldtes Bigums Ansigt med hemmelig Forvent38|ning. Han vidste, at han ingen Ting duede til, naar han stod op – et Barn kunde vælte ham omkuld. Men han havde gode Armkræfter, Mangelen af det ene Ben havde udviklet dem. Han kunde godt klare sin Mand, naar han blot fik Lov at sidde ned til det. Saa smed han Violinen fra sig, kravlede frem og satte sig ud over Kanten af sin Musikestrade – et bredt Bord. Han gav sig ivrigt til at skrue sit Træben af, og med det i Haanden ventede han i begærlig Spænding paa, at Slagsmaalet skulde trække over i hans Ende af Salen, saa der kunde falde lidt af til ham. – – – –

Men Løvet faldt, og Efteraarsstormene jog igen over Landet og kastede Havets Skum helt op til Bigums Hytte. Bigum selv begyndte at skære Ansigter og fare med Haanden ud efter Enden af sit Træben. Og en skønne Dag gik han i Hi.

Og saadan gik det ene Aar efter det andet, uden Forandring.

Men en Gang narrede Foraaret ham dog April.

Havde han ikke siddet der ved Vinduet og set det komme anstigende, og havde han ikke følt det som Værk i alle Lemmer? Og saa i Stedet for at købe sig nye Tvistes og lave Garderhue af Benet og sy de gamle om til Ransel, gaar han hen og indleverer et Ægte39|skabstilbud til Byens offentlige Meddeler, Trommeslageren. Vil han afsværge sin Frihed og trække i Slavetrøjen og slide for Brødet til Kone og Børn lige som andre Dødelige – han Digteren? Han maa jo være skør!

Og Trommeslageren gaar gennem den lille Stads Langgade og gennem dens Tværgade og kalder Folk til Vinduer og Gadedøre:

»Bommelomme-lom! Bom! Bom!

Ægteskabstilbud!

En enlig Sjæl, der gaar med Træben, søger sig en trofast Livsledsagerinde. Paa det Ydre ses ikke, men paa et godt Hjertelag. God Behandling garanteres. – Svar kan lægges under den store Sten ved Hytten paa Havbakkerne.«

Byen strakte Hals efter Trommeslageren og var saa forvirret over denne ny importerede Maade at søge sig en Kone paa, at den ikke engang faldt paa at drive Løjer med det.

Og Bigum drog ikke paa Turné.

Hver Morgen gik han febrilsk ud og endevendte den store Sten for at se efter Brev, men stadig uden Resultat. Der kom nok ingen, skulde man se! det var naturligvis det med Træbenet, der afskrækkede.

Han havde først tænkt paa slet ikke at berøre sin Skavank i Kundgørelsen, men hans Ærlighed sejrede. I Kærlighedsaffærer burde 40| man være honnet; og var han maaske ikke selv den svigefulde Kærligheds Digter og Revser? Det skulde nok vise sig, at man kom længst med Ærlighed.

Endelig en Morgen laa der et Papir under Stenen:

»Jeg er Enke med to begravede Børn. Jeg har et kærligt Sind og noget til Bedste.

Og Bigum blev glad, saa glad, at han løb hen og skød sin Bøsse af lige op i Luften. Tre Gange skød han og efter ingen Verdens Ting. Hurra! Nu kom Lønnen for hans Ærlighed. Hun tog ham! trods Træben og alt tog hun ham! – Og hun havde oven i Købet været gift før, det var da den bedste Garanti for, at hun var omgængelig.

Bigum vandrede til Byen med lange, værdige Skridt – én op og to i Mente; han vilde ind til Skrædderen og bestille nyt Tøj – Brudetøj. Ikke blaat Tvistes, nej ægte Dyffels! Eller hvad, maaske var Kamgarns endnu finere, han vilde spørge Skrædderen. Og op til Præsten vilde han og bestille Lysning lige paa Stedet. Men først skulde han ind om og have Pige41|barnets Døbeseddel; saa kunde han jo kigge lidt paa hende med det samme.

Ane Peters sad stor og svær og traadte Væven til Blaarlærred, da Bigum kom. Sikken Kone, naa da! Bigum hoverede i sit Hjærte, men udad til var han svært genert, og saa snart det lod sig gøre, listede han af igen. Men ude paa Gaden holdt han en sejrstolt Monolog til sig selv.

Bigum mødte selv i Kirken, da der blev lyst for ham, han vilde sikre sig, at det blev ordentlig gjort. Præster snød gerne i Teksten, naar de kunde komme til, men ikke et Ord skulde der knappes af. Og til anden Gangs Lysning vandrede han ud i Bundtarmen for at tage Kæresten med, hun skulde da ogsaa have en lille Fornøjelse.

Svigermoderen trakterede med Kaffe af friskbrændt Rug, og Bigum drak to Kopper med Brændevin i. Det smagte godt, pokkers godt endogsaa; men han syntes blot, at Ane trampede saa haardt med den ene Fod, da hun kom ind til ham i sin Stads. Han lige studsede lidt, men glemte det straks igen af Henrykkelse over hendes prægtige store Skikkelse. Hun var som en Bark for fulde Sejl, som »Albatrossen« selv, før den gik under. Sikken Kone! Naa da!

42| Fløjtende hinkede han ned ad Trappen paa det gode Ben, mens Ane Peters kom bagefter. Hun løftede ikke sin Kjole op, idet hun gik ned ad Trappen; hun var jo lige ved at snuble i den! Jo, det sidste Trin var hun nødt til at løfte Kjolen, for dèr var Rendestenen lige for. Og da faldt Bigums Øje paa hendes ene Fod – den var klump!

Maalløs pegede han med sin Stok paa Foden, og Ane Peters glemte at lade Kjolen falde ned over den og smilede forlegent. Men Bigum gjorde kort omkring og travede hjem til sin Hytte.

Krack!

Han kunde med al Respekt for sig selv ikke fordrage vanføre Mennesker, mindst af alt halte. Og saa at den Skæbne skulde overgaa ham! Klumpfodet var hun, ligefrem klumpfodet! Hun havde snydt ham, bedraget ham, taget ham skammeligt ved Næsen!

Han stod op ad sin Hyttes Gavl og grublede og stirrede ud i Luften, til han i sig selv saa en bedragen Elsker med et sønderknust Hjerte. Der kom Stemning op i hans Øjne, han humpede ind i Hytten og satte sig til at digte.

Og han følte med hemmelig Tilfredshed, at aldrig havde han digtet saa stort og skønt om den svige43|fulde Kærlighed som nu. Men nu var det jo ogsaa blevet Virkelighed:

Hans Digtning havde sat sit Kronskud! Og med Udbruddet var der gaaet Hul paa hans Harme, saa den flød bort og til sidst efterlod lutter Velvilje.

Klumpfodet, hvad Herregud! derfor kunde hun jo egentlig godt være et fortræffeligt Menneske. Ganske vist havde hun fortiet sin Skavank, men havde han ikke selv tænkt paa at gøre det samme? – Det skulde være Sjov at faa fat i en af hendes Støvler, naar de først var gift, og se, hvad hun indeholdt. Havde han bare set hendes Støvler før, saa skulde han nemt have forudsagt, at hun haltede. Men saadan skulde det nu engang ikke være.

Og Bigum gik igen og glædede sig til Dagen, der skulde komme, og drømte om sin Kærlighed.

44| Men Bryllupsdagen skete der noget, der truede med at faa det hele til at gaa i Skuddermudder. Skrædderdrengen kom med det blaa Dyffels Tøj, og Bigum trak i det for at gaa til Kirke. Da – o Ve! – viste det sig, at Skrædderen havde taget Fejl og skaaret af det gale Bukseben.

Men Bigum var ikke til Sinds at lade sig narre sin Brud fra, og resolut tog han og vendte for-og-bag paa Bukserne. Det var jo ikke videre kønt, det saa ud, som om de var syet til en hængende Mave, og bagtil saa det om muligt endnu værre ud. Og helt praktisk var det egentlig heller ikke – men det gik vel nok.

Og gik gjorde det. Men morsomt var det at være Vidne til, endnu morsommere, end den Gang Svenske Anders stod for Alteret og svarede: »Ja, ta'e mig fan!« hvergang Præsten spurgte.

Og saadan blev Bigum Træben da gift med Ane Peters, i daglig Tale kaldet Ane Klumpfod.

De havde ikke været gift længe, før de skar sammen – ikke længere Tid, end man behøver til at fordøje et godt Foder. Sagen var, at Ane var vant til megen Mad, og Bigum kunde hjælpe sig med lidt. Saa længe Ane fordøjede det Foder, hun havde taget ind hjemme hos sin Mor paa Bryllupsdagen, gik det godt. Men da hun trængte til en ny Forsyning, og der 45| intet var i Bigums Spisekammer, blev hun krigersk.

Bigum syntes, at det med Maden var noget underordnet i et Kærlighedsforhold, og prøvede sit gamle Universalmiddel, Monologerne. Men Ane var ikke saa nem at tale til Fornuft som hans egen Mave. Hun snappede ham Ordet af Munden og krævede Mad, og naar han vendte det døve Øre til og roligt gik videre i Teksten, blev hun rasende. To Gange røg hun i Haarene paa ham, men heldigvis sad han ned begge Gange, og hun kom til kort.

Efter det andet Nederlag prøvede hun ikke Kræfter med ham mere, men til Gengæld gav hun sig til at hyle og hvine og skælde ud. Bigum brugte ikke Mund, det var under hans Værdighed, men han satte Violinen under Hagen og lod den gøre alle hendes Hvin og Klager efter.

En Dag gik det særlig hedt til. Ane græd og bebrejdede, Bigum sad og strøg klagende paa sin Violin. Det irriterede hende til Raseri, og hun gav sig til at hvine himmelhøjt. Men straks var Bigums Violin der med akkurat de samme høje Toner.

Der var intet Udkomme med ham, det var ikke til at holde ud længer ....! Og ude af sig selv styrtede hun af Sted ned over Hav46|bakkerne. – Bigum fulgte langsomt efter med Violinen under Armen.

Ane Peters løb over Stranden og vadede ud for at ende sin Kval i Bølgerne; inde i Havstokken stod Bigum og hvilede paa sin Kæp. Der var langgrundt, og Ane vadede og vadede. Endelig naaede Vandet hende til Armhulerne – to Skridt til, og hun vilde ingen Sorger have mere.

Men hvorfor stod Bigum saa urokkelig derinde paa Stranden, som om det hele ikke angik ham? Han kunde dog sagtens gøre et Forsøg paa at redde hende nu, da de dog skulde skilles for evig! Det skulde ganske vist ikke lykkes ham, for naar han kom, vilde hun kaste sig de sidste Par Skridt ud og lade sig synke. Men lidt Kærlighed vilde alligevel være rart, nu da hun skulde gaa bort!

Hun stod og tænkte, og Vandet gennemisnede hende; men Bigum kom ikke. Det var bedst at gøre det forbi da!

Hun vilde gøre det sidste Skridt, men i Stedet vendte hun sig og vadede indefter.

Men nu var det Bigums Tur, han smed Violinen og vadede ud. Aa, Gud ske Lov! saa kunde han alligevel ikke nænne det! – Ane vadede hurtigt ind imod ham, men Bigum hævede sin Stok og slog efter hende, og Skridt 47| for Skridt tvang han hende ud igen, til hun stod i Vand til Halsen. Da bad hun for sit arme Liv – saa ynkeligt, at Bigum lod Naade gaa for Ret.

Da de kom paa det Tørre igen, greb Bigum sin Violin. Han marcherede foran sin Kone som i Procession, strøg en March paa Violinen og digtede Tekst til:

De blev begge to forkølede efter Vadeturen og maatte gaa til Køjs; og der laa de med Ryggen til hinanden i den brede Seng to Nætter og Dage. Ude midt paa Gulvet laa Træbenet og Klumpstøvlen Hulter til Bulter i skøn Forening, men mellem de tvende Ægtefæller rugede Ufordragelighedens Aand som et skarpt, tveægget Sværd.

Men paa den tredie Dags Morgen vendte hun Hovedet lidt, og han vendte Hovedet lidt, og de smilede begge to paa én Gang. Lidt og lidt drejede de sig om mod hinanden, drejede sig og smilede, til de tilsidst smæltede sammen i den højeste ægteskabelige Forening.

48| Og da Isen engang var brudt, gik det som af sig selv.

De vilde begge to staa op og koge Hyldete til hinanden; og snart sad de paa Sengekanten og sludrede, mens han snørede Klumpstøvlen paa hende og hun spændte Træbenet paa ham. De kære, kære smaa Legemsfejl! At hun nogensinde havde kunnet bebrejde ham hans – eller han hende! Det var jo netop det, der gjorde hver af dem saa kær for den anden – og fik dem til ikke at ligne andre Mennesker.

Det var, som selve Enighedens Aand havde taget Bolig i dem. De behøvede ikke engang at tale om Tingene, før de straks var enige om dem. Inden Frokost var de blaa Tvistes købt, Ane skar af til Hue og syede for Linningen af de gamle, og Bigum pakkede Ranslen. Og da Solen stod højest, drog Ægteparret paa Turné – ud i Foraaret. Bønderne stansede Ploven, hvor de kom frem. »Nu faar vi Sommer,« sagde de, ligesom man ellers siger det, naar man ser Storken.

Og aldrig var der en større Kurre paa Traaden mellem de to Ægtefolk – de var som lavet til hinanden. Bigum spillede, og Ane sang, og de tog Øen paa Kryds og tværs.

Og naar Bigum blev træt, var Ane den, der bar Bukserne.