[49]|Naar Nøden er størst –!

[51]| Der var Smalhans i den lille Fiskerby NKaas; Fangsten var slaaet mer eller mindre fejl hele det sidste Aar, og et ærligt Vrag hørte til Sjældenhederne nu. Søfolkene var blevet saa fandens kloge og paapasselige af alt det Rend paa Styrmandsskoler og lignende; og dertil kom alle disse moderne Indretninger: Fyrtaarne og Sirener og hvad det nu hed altsammen, der tog Brødet ud af Munden paa flittige og stræbsomme Folk.

Helt sulte gjorde man vel endnu ikke i den lille By, men det kunde ikke blive til mere end saltet Torsk eller Sild, kogt sammen med Kartofler og serveret med Meldyppelse. Kød! – hvem tænkte paa Kød i disse sløje Tider! Man huskede knap engang, hvorledes det smagte, saa længe var det siden, der sidst var set Kød i Fiskerbyen. – Og Snapsen? ja den tog man vel endnu ind nede i Fiskerknejpen, men det skete paa Klods, og desuagtet vendte den sig 52| i Maven paa én, naar man tænkte paa Kone og Børn.

Det var ikke morsomt at være Forsørger under slige Forhold, for hvad skulde man gribe til? Sætte Baad i Søen kunde ikke nytte, det var bare at vove Redskab omsonst; den Smule Fisk, der havde været, var gaaet andre Steder hen, og der var længe, til den kunde ventes tilbage. Nej, det eneste, der kunde hjælpe, var en rigtig tæt, favnetyk Taage, saa Skibene ikke kunde gaa klar af Næsset, paa hvis yderste Spids Kaas laa.

I Lejet, som laa paa Bunden af Bugten hinsides Næsset, saa det ikke lysere ud. Kun var der den Forskel, at man boede lunere derinde under Klipperne og bedre kunde undvære noget i Kakkelovnen. Ogsaa herinde havde man opgivet Tilliden til sig selv og sat sin Lid til Forsynet; men naar man ude paa Næsset bad om Taage, saa bad man herinde om en pludselig Paalandsstorm som det, hvorfra Frelsen skulde komme.

Det syntes, som om Fiskerne i Lejet først skulde blive bønhørte.

I længere Tid havde det blæst en jævn Fralandsvind, men efterhaanden steg den til Storm og fik Vandet i Bugten til at synke langt under daglig Vandstand. Og Skib paa 53| Skib kom strygende om Pynterne og lagde sig for Anker i Bugten for at ride Stormen af i Læ af Landet, til der til sidst laa hen ved en Snes Ankerliggere.

Fiskerne i Kaas vidste saa godt som nogen, at den Vind om to Dage vilde bringe dem i Lejet Sulet paa Bordet; og Sulten fik dem til at overvinde deres Stolthed og sende Bud derind med Forslag om Deltagelse i Bjærgerarbejdet, der sandsynligvis vilde blive stort.

Men der var Fjendskab mellem de to Byer, og de fik Afslag.

»Har Du tabt NPosen?« spurgte man Overbringeren af Forslaget, med Hentydning til, at han gik Tiggergang. »Skal vi lave Dig en anden?«

Da Folkene i Kaas hørte det, blev de forbitrede og tænkte paa at hævne sig ved at ro ud til Ankerliggerne og vare dem ad. Men man opgav det igen.

Der kunde komme saa meget op, naar først man begyndte.

De nøjedes derfor med at være misundelige Tilskuere, da Stormen ganske rigtig slog om efter to Dages Forløb og blev til en Paalands Orkan. Oppe paa Næssets Højder stod de i Klynge og afventede det Øjeblik, da Stormen et Øjeblik lagde sig og saa pludselig kom ude fra i korte, voldsomme Stød, der lød som Eks54|plosioner i Klipperne, lagde sig igen en Stund og saa rejste sig i uophørlig Rasen.

Om Bord paa Ankerliggerne blev der pludselig Travlhed. I et Nu myldrede Mandskabet paa Dækket, gennem Stormen piskedes Stumper af Raab ind til Land, eller en løsreven Klang af NHaandspag i Gangspil, idet Ankerne haledes ind, eller NKættingernes voldsomme, syngende Skuren, idet Ankerne, af de mest forsynlige, kappedes og lodes i Stikken. Man kunde af Anspændelsen se, at de derude vidste, hvad det galdt; Mandskabet løb som Egern i NVanter og NMærs, Trevl paa Trevl sattes til, Skib efter Skib Ndrejede klods i Vinden og stampede sig frem med baade Vand og Vind paa Nluvard NBov.

En mørk Stribe skød sig frem om hver Pynt; de to Striber stødte skraat sammen i en sprøjtende Spids og vandrede indad, idet de mere og mere nærmede sig den rette Linie. Det var Højvandet, der fulgte den forandrede Vind i Hælene. Inde paa Reden mødtes det med det udad gaaende Vand og dannede NKrapsø; Skibene slingrede voldsomt og huggede NBugsprydet i Bølgerne, og naar Søen kastede dem haardt op af deres liggende Stilling, slog Stormen i Sejlene, saa de revnede med et Brag og hang og smældede i Luften. Men et for et krængede Skibene igen om paa Siden, saa NRæerne kyssede 55| Vandet, kneb sig haardt op i Vinden og smuttede uden om Pynten ved Kaas.

Det var det mest spændende Spørgsmaal for Tilskuerne oppe paa Næsset: vilde Skibene klare Pynten ved Kaas? Til den Side søgte de nemlig alle, da Landet her ikke gik saa langt ud. Og hver Sejler blev i sin Fart om Pynten fulgt af mange interesserede Blikke. Et Øjeblik saa det ud, som om en stor Tremaster skulde blive hængende; den stansede pludselig sin Fart, og en Mast knækkede forover. Et kort Minut vuggede den som en Gyngehest, men saa gled den videre, og det Haab var slukt. En Bølge maatte have løftet den over – eller maaske det var det forandrede Tryk paa Sejlene, idet Agtermasten gik, der gjorde, at den slap af Grunden.

Nede i Bugten laa endnu fem Skibe, som syntes at tage den med Ro – de stolede paa deres Ankere. De laa og red paa stramme Ankertove, med Stævnen ud ad og renstrøget Dæk og NRigning – det galdt at byde Vind og Vand saa ringe Modstand som muligt.

Inde paa Stranden ved Lejet gik Fiskerne frem og tilbage eller stod i Klynger bag de optrukne Baade. Det var disse »Overliggere«, de havde regnet med, og de lod sig ikke forstyrre af, at Skibene tilsyneladende holdt sig 56| godt, men gjorde sindigt deres Forberedelser til at redde Folk og Ladning.

I Kaas talte man i mange Dage ikke om andet end den Fangst, Fiskerne i Lejet havde gjort. Tre af de fem Skibe var blevet Vrag, og Bjærgelønnen skulde nok beløbe sig til adskillige Hundrede Kroner pr. Mand.

Og her i Kaas suttede man fremdeles paa Labben!

Men ikke nok med det! Den samme Storm, der bragte hine Velstand, havde her ødelagt den ene Havnemole, saa det vilde koste maaske Tusender at faa den gjort i Stand igen. Og det var den Havn, der i dyre Domme blev anskaffet, dels for at drage Handel til Byen men mest, for at den skulde rive Beboerne af Lejet i Næsen. Og derinde, hvor de ikke en Gang havde en Baadehavn, men maatte hale Baadene op paa den bare Strand, der havde de nu hele tre Vrag at sætte Tænder i og slide adskilt og kunde holde Fest hver evige Nat. Mens man sultede her.

Og Redningen, den eneste Redning, Taagen udeblev!

Men en Morgen, da Fiskerne som sædvanlig samledes paa Havnepladsen, var den 57| der og hang over Vandet saa tyk, at man ikke kunde se fra Mole til Mole.

Alle de tunge Ansigter livedes kendeligt op – nu endelig slog Oprejsningens Time.

Alt larmende Arbejde paa Havnen fik Lov at hvile, man sendte Drenge ud til alle Sider med Paabud om Stilhed, og hele Byen hviskede bogstavelig talt og gik paa Strømpesokker for ikke ved nogen Lyd at varsko Skibene om, hvor Landet var. Der stilledes Vagtpost ud paa Næssets yderste Klipper, og Fiskerne drev i Klynger ned til Paltæsten, Byens Knejpe, for at tage lidt Forskud paa Lykken.

Men Dagen forløb og Natten med, uden at der mældte sig noget Skib. Selv de, der saa lysest, tabte Modet, da de den anden Dags Morgen kom op og hørte, hvorledes Sagerne stod. Der var ingen Tvivl om, at Taagen vilde lette op ad Formiddagen, naar Solen fik rigtig Magt.

Men som de tidlig om Morgenen stod paa Havnen og drøftede dette, hørtes en stærk Skuren af Jærn paa Klipperne, og straks efter trængte en skingrende NBaadsmandspibe gennem Taagen, efterfulgt af kraftige Komandoraab paa Engelsk.

Det var tydelig nok en Damper, og den stod helt inde ved; men hvad kunde den være lastet med? Enhver gættede paa det, han i 58| Øjeblikket ansaa for det højeste af alle menneskelige Goder, og én holdt paa Flæskesider, en anden paa Konjak.

Man var allerede i Færd med at aftale, hvad man skulde forlange for at tage den af Grunden, da Lyden af stærke Slag paa Tønder trængte ind over det rolige Vand. Og kort efter fulgte en gennemtrængende Stank af Petroleum – han var nok allerede i Færd med at lette sig for Dækslasten! Saa afbrød man Diskussionen og skyndte sig at sende en Baad ud med Tilbud om Hjælp. Men Kaptejnen, der nu pludselig kunde høre enhver lille Lyd inde fra Land, havde anet Uraad og var gal i Hovedet. Han skældte dem ud og svor paa, at han ingen Hjælp vilde have, om saa baade Skib og Ladning skulde gaa i Hundene. Saadanne Skurke og Kæltringer, der ikke engang ringede med en Havneklokke, naar det var taaget! Men ham skulde de ikke slikke sig om Munden efter, Hajer og Strandrøvere som de var!

De maatte da vende hjem med uforrettet Sag; og op ad Formiddagen, da Solen spredte Taagen var der ikke andet at se af Engelskmanden end en Røgsøjle i det Fjærne. Men Havet flød i de prægtigste Farver, og paa den spraglede Olieflade vuggede talrige Tøndestaver sagte op og ned.

59| Da sank Stemningen i den lille By ned til langt under Nulpunktet, og over de smalle Ansigter lagde sig noget af den Rædsel, som de faar, der føler, at de kæmper mod selve den ubøjelige Skæbne. Her var jo intet som helst at gøre mer andet end snøre Bukseremmen strammere og strammere, alt som Maven svandt ind, og rolig oppebie den Dag, da Sulten gav sig i Lag med selve Tarmene. Hvad andet! Selve Forsynet var jo kommet til kort her, idet Taagen slog fejl! – –

Og i mange Dage bøjede man sig for det uafvendelige og hang med Hovedet.

Men efterhaanden vaagnede den seje Natur i en og anden, og man begyndte saa smaat at grunde paa, om det ikke var bedst selv at tage en Haand i Hanke med. Og en skønne Nat, da Maanen var i sidste Kvarter, anbragte man Nen rød og en grøn Lanterne ude i Næssets yderste Klipper, i en Skibsbreddes Afstand fra hinanden. Der stod Vagt ude, som skulde slukke Lanternerne, saa snart de havde gjort deres Nytte, og Nat efter Nat gentog man Eksperimentet.

En Nat sad nogle Fiskere inde i Paltæsten og holdt »Vaagestue«. Det var langt ud paa Natten, men de gad ikke gaa hjem og se paa Konens og Børnenes sultne Miner, og desuden 60| havde de Feber i Blodet og kunde ikke sove. Det trak ud med Eksperimentet derude i Klipperne, og for hver Nat, der hengik uden Resultat, blev de mere nervøse.

For Bordenden sad Tran-Jakob, en kæmpestor Fisker med graat, stridt Haar og rullende Øjne. Han kaldtes saadan, fordi han kogte Tran af Torskens Lever og smurte sit Hus ind i den; om Sommeren, naar Solen skinnede, smeltede Trannen og udbredte en ulidelig Stank. Han gik Sommer og Vinter uden Vest og Trøje og med aabent Bryst. Ved Siden af ham sad en lille Fisker, »Dobbeltskøn« kaldet som Følge af sin store Grimhed, og spredt ved det lange Bord sad flere andre Fiskere. De sov mere eller mindre alle sammen; nu og da vaagnede en, tømte sin Bitter eller NSæbebløde og sank hen igen. Værten listede til og fra med from Mine, sørgede for, at der var noget i Glassene, og noterede.

En Fisker hævede Hovedet. »Det gaar sku nok«, sagde han, maaske som Fortsættelse af en Drøm. Værten trak dybt beklagende paa Skuldrene, som om han vilde sige, at han vaskede sine Hænder. Den anden tømte sit Glas og lod igen Hovedet falde ned paa Armene.

Ved det første Dagskær blev Døren revet 61| op, og Martas Dreng stormede ind med det Udraab: »Et Vrag! Et Vrag!«

Der kom Liv i Fiskerne hver og en. »Hvor staar den?« – »Er den stor?« – »Kan den gaa i Havn?« lød det fra forskellige Sider.

»Paa Odden! Det er en NBrig! Moder mener, at Jakob nok kan knibe den i Havn!« svarede Drengen forpustet.

Man tvivlede lidt om, at selv Jakob formaaede at knibe en Brig ind i den temmelig grunde Havn, men for Resten havde man stor Respekt for Martas Ord; hun havde ved forskellige Lejligheder vist mere Skarpsind end selv de gamle, erfarne Fiskere.

Spørgsmaalet var af stor Vigtighed. Kunde Skuden bringes i Havn, saa galdt det om at lette den for enhver Pris for at bringe det mest mulige ud af den; men i modsat Fald maatte man hellere faa den til at staa rigtig solidt, da ellers en Damper kunde snuppe den og bugsere den hen til en anden, større Havn, som saa tog Broderparten af Fortjenesten.

Man saa derfor spørgende paa Jakob, som svarede:

»Enten skal vi have den i Havn, eller Søen skal pindehugge den, og Drengene sanke den op.«

62| »Jamen Ansvaret, Ansvaret?« indvendte Værten.

Han holdt Bibellæsning to Gange om Ugen og hørte til de vakte; men for Resten var han selv stærkt interesseret i Sagens heldige Udfald og havde da ogsaa laant dem den ene Lanterne.

Jakob blev gnaven over hans utidige Indvending. »Inden om den yderste, og uden om den inderste, og Sønden om Barkerevet!« raabte han og huggede sin Næve i Bordet. Det var hans Udtryk for Moralens gyldne Middelvej.

Saa gik det til Havnen i sluttet Trop med Jakob i Spidsen.

Ude paa Næssets Undervandsklipper stod en Brig med Forstavnen betydeligt højere end Bagstavnen. NFortoppen var knækket, idet Skibet grundstødte, og hang ned over Takkelagen; ellers saa Skuden ikke ud til at have lidt meget. Men man var snart klar over, at den skulde tages, mens det var Højvande. Sank først Vandet, vilde det ikke være muligt at bringe den flot uden Hjælp af Dampskib – endsige føre den ind i Havnen.

Under disse Overvejelser roede Jakob og et Par andre Fiskere derud og kravlede om Bord. Kaptejnen stod lænet til Stormasten og græd, Styrmanden og et Par Matroser var i Færd med at klare Riggen for den knækkede Top, 63| den helt unge Kokkedreng sad i Døren til sin Kabys og stoppede Strømper med sorgløs Mine.

Det var en NStettinerskude, som skulde hjem med en Ladning Hvede, og Jakob, som kunde Tysk, maatte lede Underhandlingerne. Han bandte paa, at det var aldeles umuligt at skaffe en Bjærgningsdamper til Veje (der laa en omme paa den anden Side af den lille Ø), og foreslog Fiskernes Hjælp.

Kaptejnen, der indsaa, at de to Tusend Kroner, Fiskerne forlangte for at lette Skuden og bringe den i Havn, var en meget ringe Sum i Forhold til, hvad en Damper vilde forlange, gik ind paa Forslaget. Paa hans bekymrede Spørgsmaal om Havnens Dybde svarede Jakob ved haanligt at spørge, hvor dybt hans »Fuldrigger« vel stak, og om han troede, at det var en Rendesten, han skulde ind i.

Kaptejnen følte sig beroliget og blev i forholdsvis godt Humør. Det viste sig derhos ved at pumpe, at Skuden kun havde faaet en ubetydelig Læk. Rimeligvis maatte man lade en Smule af Bundladningen gaa for, hvad den kunde indbringe; men Resten havde næppe lidt noget af Vandet og kunde tages ind igen, naar Lækagen var efterset, og bringes hjem i god Behold. Og Omkostningerne ved at lade om var jo ikke saa store her, lod det til.

Da de fyrre Baade mødte en Times Tid 64| efter, hver bemandet med tre Mand og udforet med Presenninger i Rummet til at tage imod Hveden, bød Kaptejnen hele Flokken om Bord og trakterede med Vin og Cigarer.

Hele Døgnet arbejdedes der haardt uden Afløsning, og næste Formiddag var Skibet omtrent losset og laa saa let, at man ved at kaste nogle Ankere ud paa Dybet uden stor Vanskelighed trak det af Grunden.

Vinden bar med, og Jakob stod selv ved Roret, og indad gik det mod den lille Havn. »Vi har for mange Sejl oppe Mand! vi render jo helt op i Byen!« raabte Kaptejnen, der blev urolig over den stærke Fart.

»Nej, never mind!« svarede Jakob roligt og holdt midt i Indløbet.

»For Fanden, jeg synes, den skurer imod Bunden!« skreg Kaptejnen igen.

Men Jakob havde allerede lagt Roret op. Det forandrede Tryk paa Sejlene fik Skuden til at krænge om paa Siden og gjorde den mindre dybtgaaende, og med en flot lille sidegaaende Bevægelse lagde den sig tæt ind til Bolværket.

»De styrer sku flot,« sagde Kaptejnen beundrende. »Men hvad Satan er det?« og han pegede paa Kølvandet, hvor Mudder og Tang væltede sig op til Overfladen som Grød i Kog.

65| »Lavvande«, svarede Jakob uden at blinke.

Kaptejnen kiggede paa Molerne; der var ingen Mærker efter højere Vandstand, det maatte være Løgn. Men han var en fredelig Natur, og nu laa de engang der.

– – –

Det trak ud med Reparationerne. Byens Skibstømrere var ikke af de dygtigste, og man var heller ikke særlig forhippet paa at blive af med Skuden – der faldt jo altid en Del Fortjeneste af til Handlende og Værtshusholdere.

Og da de endelig var klar til at tage Ladningen ind igen, og Kaptejnen lod forelage Dybdemaalinger i Indløbet, viste det sig, at man umulig kunde løbe ud med Ladningen inden Borde. At lade igen ude paa Dybet ved Hjælp af Baadene kunde ikke betale sig; der var allerede tæret altfor meget paa Ladningens Værdi, og det vilde æde den helt op.

Saa maatte Kaptejnen, saa nødig han vilde, beslutte sig til at lade afholde Auktion over det hele og tage det, der var at faa. At det ikke blev stort, vidste han fra Auktionen over den havarerede Del af Ladningen; der var Købere nok til Stede, men der syntes at eksistere en Overenskomst imellem dem, ingen vilde sætte Budet op.

Og netop saadan gik det nu ogsaa.

66| Ved næste Højvande hjalp Fiskerne ædelmodigt Kaptejnen ud af Havnen, og han satte Kursen hjemad, plukket og Nafklædt næsten lige til Kølsvinet.

Men i Kaas festede man.