[67]| Lønningsdag
(En Idyl)

[69]| Inde over Aasene staar Skoven og sover, hvid og uformelig, hyllet overdaadigt ind i blød, ren Vintersne; kun hvor en Fugl har sat sig og rystet Sneen bort, stikker der en nøgen Gren frem, sort og skaldet og uhyggelig. De dybe Kløfter er ogsaa snet til, og den jævne Lyng, og de nøgne blaa Klippeflader.

Det slanke, cypresagtige Enebærtræ luder under et Bjærg af hvide Krystaller, og Slaanbusken modner langsomt sine Bær under Bolstrets milde Kulde.

Sneen ligger højt i de dybe Stenbrud under Aasen, Arbejderne maa skovle og trille den bort for at naa ind til Klippen. Og der hænger lange Istapper ned fra Granens Rødder, som stikker nøgne frem i Bruddets Overkant.

Og ned over Landet, saa langt man kan øjne, ligger der Sne, ned forbi Smaakrattet, ud over Engene, hvor Drengene løber paa Skøjter, ind over Byvangen lige ned til Havet, der 70| ligger en halv Mil borte, dækket af Drivis. Og Solen skinner paa det hele, saa mildt og blaalig hvidt, saa tandløst og kraftesløst som en Gammelmors Smil.

I Havstokken ligger der en lille By. Den skylder Klippen sin Eksistens, og Husene vender mange smaa Ruder som aarvaagne Øjne ind mod Stenbruddet, hvor Forsørgerne færdes. Jorden er mager, mest Sten, men selve Stenen bliver Brød og giver fra Uge til Uge, hvad man bruger til at leve, stundom mindre, aldrig mere, men som Regel slaar det lige til.

Den lille Bys Tage skinner røde gennem den hvide Sne – rødt og hvidt, det kunde se ud, som om man flagede for Fattigdommen.

Solen er ved at gaa ned langt inde, og det hvide Land faar et let Rosenskær. Og fra hver Arne i Byen stiger der Røg – blaa Røg – lige i Vejret, som var Arnens simple Offer af Tang og Græstørv og Kogødning taget til Naade af de lunefulde Guder.

Kokasserne krummer sig, og Tangen knitrer, og Lørdagsilden flammer op, rede til at tage imod, hvad Forsørgerne har købt paa Vejen hjem. Børnene stikker Ansigterne ind til Flammen, der glitrer i deres store Øjne og rindende Næser, Mødrene løber uroligt til og fra Køkkenvinduet. 71| Nu svandt Solen, de skulde allerede være under Vejs.

Vejen kan følges i sine Sigsaglinier næsten helt op til Værket, men den vandrende Linie, der ved denne Tid af Dagen bugter sig ned ad den, hvor bliver den af? De skulde da vel ikke være faldet ind under Vejs? Gud forbyde det.

En og anden Kvinde folder sine Hænder i opdukkende Græmmelse eller udstøder en bitter Forbandelse, og hist og her græder et Barn af Sult, saa det høres langt ud.

Arbejderne har set Solen gaa i Bjærge og Røgen stige op fra Hytterne; de har rømmet op og lagt Værktøjet til Side; nu staar de i smaa Klynger og venter Værkejeren. Der lige henne paa Enden af Aasen ligger Hovedgaarden, derfra skal han komme. Fandens ogsaa, at man ikke kan faa sine surt erhvervede Skillinger i ordentlig Tid! Bare han ikke er rejst bort lige som forleden Lørdag. – – –

Endelig kommer han fulgt af sin store Hund. Han har Skindposen i Haan­den, saa er der altsaa Penge paa Markedet i Dag! Om en god halv Time kan man være hjemme med 72| Ugelønnen; der er ned ad Bakke, og med otte Kroner i Lommen bliver man let til Bens.

Værkejeren og hans Arbejdere gaar og maaler Ugens Arbejde op: Brosten, Skærver, Trappesten. Den store Mand skælder over en Favn Skærver, der ikke er lagt paa jævn Bund – det giver uærligt Maal, siger han. Svenske Anders tager imod Skændene med bøjet Hoved og haaber paa den Maade at slippe nogenlunde skadesløs fra sit uheldige lille Kneb; for nu har Værk­ ejeren jo Ret til at anvende Skøn i Stedet for det ærlige, redelige Favnemaal.

Værkejeren ser grundende paa ham: »Naa, ja ja, lad det gaa for den Gang. Jeg ryger vel ikke af Pinden for de Par Skilling, Du kan snyde mig for, Anders« siger han saa godmodigt og begynder at aabne for Posen.

Der klinger Bjælder hen over Aasen, og en lille Slæde med en kraftig Hest for suser hen ad Vejen fra Hovedgaarden. En flot Fyr i Pels og Skindhue – Værkejerens Søn – springer ud af Slæden og kommer hen til dem.

»Vil Du med ind til Byen Far? Stort L'hombreparti paa Hotellet.«

»Har ikke Raad i Aften« svarer Værkejeren.

Sønnen peger med Støvlesnuden paa Skindposen, men Værkejeren ryster paa Hovedet og ser rundt paa sine Arbejdere.

73| »Aa Sludder Gamle, Arbejderne venter til Mandag! Der er Mønt at tjene i Aften, Slagteren Du – allerede lidt anløben – og en ganske ny Mand, Grosserer. Du maa sku have Revanche paa den Slagter.«

Værkejeren staar et Øjeblik tvivlraadig. Saa stikker han Haanden i Posen for at betale den første Mand men fanger i det samme den næsten truende Ængstelighed, hvormed alle Øjne hviler paa ham. Og pludselig sætter han et barsk Ansigt op og siger: »Vi venter med at gøre op til paa Mandag, Folk.« Og han skræver ind til Sønnen i Slæden, der farer klingende op til Hovedgaarden igen.

Den lange Arbejderrække bevæger sig ned ad Landevejens Sigsaglinier, ned mod Husene ved Havet, hvor nu Lysene skinner. Skikkelse efter Skikkelse snegler de sig frem, ludende og trætte, som triste Illustrationer til den Sætning, at Gangen er en stadig afbrudt Falden.

Der er Bjældeklang igen bag dem, som hurtig kommer nærmere, og Værkejerens store Hund halser forbi. Én for én blotter de sløvt og møjsommeligt Hovedet, endnu før Slæden kommer paa Siden af dem – de kender Herren paa Hunden.

Og èn for èn retter de sig igen langsomt, bedækker Hovedet og sender et træt, ligegyldigt 74| Blik efter Slæden, der kører frem som i et Espalié af graa, bøjede Nakker. Kun den nederste i Rækken, han der gaar forrest, gør ikke Mine til at blotte Hovedet.

»Han er en Krakiler« siger Værkejeren til sin Søn. »Han hører til disse Socialister, som de har saa mange af ovre. Men han faar sin Afsked en af Dagene – saa snart vi kan undvære ham.«

Men Sønnen griber Pisken, slaar et lystigt Smæld over Arbejderens Hoved og klipper med Snærten Huen af ham, saa den triller i Grøften.