[75]|To Kvinder

[77]| Han var buttet og rødkindet og tyve Aar. Lige kommet ind fra Landet var han – og kun Haandværkssvend.

Men hun var Københavnerinde og sytten lyse Somre gammel – og Datter af en Haandværksmester.

Saa det kunde lige skrabe af.

Ganske vist var Mesteren en af de mindre; og han havde selv været Svend engang og var ogsaa fra Landet. Men det var altsammen meget længe siden.

Og alligevel! da det kom til Stykket, fandt de to Gamle det ikke Umagen værd at gøre Vrøvl. Hvad kunde det ogsaa nytte? man risikerede jo bare det værste, Fyr og Flamme som Tøsen nu engang var. Lige saa godt sige ja først som sidst, saa kunde man da have et Øje med dem.

De havde stiftet Bekendtskab i Theatret – Øjenbekendtskab. Egentlig var det nok hende, 78| der først havde sat Øjne paa ham, og han troede i sin Beskedenhed, det galdt Sidemanden; og det troede denne efter Gebærderne at dømme ogsaa. Men han fandt det besynderligt, at en smuk Pige saadan kunde sidde og betragte en, der aabenbart var hende vildfremmed, og stirrede forundret paa hende. Lige til han mærkede, at det galdt ham selv, saa blev han flov og tog Øjnene til sig.

Fra Siden kunde han mærke, at hun fremdeles betragtede ham, og nu da det angik ham selv, forekom det ham pludselig slet ikke paatrængende mere. En velgørende Varme gød sig ud over ham, og noget tvang ham uimodstaaeligt til at dreje Hovedet og sende hende et langt Blik. Men saa tog hun Øjnene til sig, og saadan skiftedes de, til de tilsidst mødtes i et Smil.

Da han kom ud, stod hun paa Trappen og kiggede langt ind efter. Saa snart hun saa ham, løb hun ned paa Gaden til sine Forældre og gik med dem uden at se sig tilbage.

Han gik efter, indhentede dem og gik forbi. De gik langsomt, han vilde komme langt forbi, om han blev ved i den Fart; saa stillede han sig til at glo ind ad et mørkt Butiksvindu. Han fik et svagt Puf af hendes Albu, idet de passerede – var det tilfældigt mon? Han gik 79| bagefter dem igen, skammede sig og frygtede for at blive bemærket af de to Gamle, men kunde ikke lade det være.

Hun havde sluppet Forældrenes Arm og gik og legede, støttede sig til sin Parasol og haltede, nynnede og gik paa Hælene. Snart var hun henne ved Siden af dem, snart igen helt agterude. De saa sig om efter hende, men hun løb frem og gik foran dem en Stund.

Saa igen bagud og mere og mere tilbage, til han kom helt op paa Siden af hende.

Han blev hed i Hovedet, hilste og vilde sige noget, der blev stikkende i Halsen. Men hendes Fader vendte sig og kaldte: Maggi! og hun hoppede frem i NSvejtrit og sang: Ja-a! – »I gaar saa rask« hørte han hende sige.

De drejede ned i NMikkel Bryggers Gade og forsvandt i en Port, og han gav sig til at gaa op og ned paa den anden Side Gaden for at se, om der blev tændt Lys, og maaske fange et Glimt af hende.

Der blev ikke tændt Lys inden for noget Vindu, men det forekom ham, at han saa noget som et Ansigt mod en af Ruderne paa anden Sal. Maaske aabnede hun Vinduet og nikkede ned til ham – eller smed en Seddel ned med et Par Ord. Det forekom ham helt naturligt, om hun gjorde det.

80| Langt om længe opdagede han, at det lyse deroppe var en Urtepotte, og han besluttede at gaa hjem. Men hvergang han kom til Enden af Gaden, vendte han om, for maaske var hun der netop nu, maaske havde hun maattet vente paa, at de Gamle faldt i Søvn, maaske. – Den blonde, undselige Bondeknøs gjorde sig selv det ene Forslag vildere end det andet og vandrede uden for hendes Vinduer det meste af Natten.

Næste Dag var han igen uden for hendes Vinduer, for det var Søndag, og han skulde ikke paa Arbejde. Han gik frem og tilbage flere Gange og skelede langeligt op til Huset, men der var intet at se, han vidste jo ikke engang, paa hvilken Sal han skulde søge.

Til sidst blev han ked af det og vilde gaa hjem.

Han gik trægt og slukøret op gennem NFrederiksberggade med en underlig Følelse af Tomhed og Forladthed, som han aldrig før havde kendt. Da lød der lette Trin bag ham, og hun – hun strøg forbi ham i bart Hoved og hurtigt, som skulde hun et Ærinde.

Han gloede befippet efter hende en Stund, men fulgte saa hurtigt efter og rykkede ind paa hende. Men hun mærkede det og fremskyndede sin Gang næsten til Løb. Til sidst 81| kom han dog paa Siden af hende, og da stansede hun brat og saa ham fremmed næsten fjendsk ind i Ansigtet.

»Jeg saa Dem i Gaar«, stammede han forpustet.

Hun stod halvt bortvendt, som vilde hun flygte.

»Jeg ved ogsaa godt, hvad De hedder!« fortsatte han efter et Ophold. Nu kunde han ikke for sit Liv finde paa mere at sige og havde selv den største Lyst til at rende sin Vej.

Men da aabnede hun Munden: »De er vist ikke her fra Byen?«

»Hvor kan De se det?« spurgte han oplivet.

»Nej for De har saadanne røde Kinder.«

»Men det har De jo ogsaa.«

Hun slog utaalmodigt med Hovedet:

»Aa, det er jo bare, fordi Far kalder mig Bolle. Men det skal De ikke bryde Dem om, for De maa ikke kalde mig saadan. – – Ikke før vi bliver bedre kendt« føjede hun langsomt til.

»Men det bliver vi da, gør vi ikke?«

»Jo – Farvel! nu skal jeg hjem. Mor tror bare, jeg er gaaet ned i Gaarden – jeg tog denne her i Tallerkenrækken,« hun viste ham en lille Nøgle med et Stykke Træ ved. Han var lige ved at forgaa af Flovhed over 82| Situationen, men hun holdt ugenert Nøglen frem, for at han kunde se den.

Siden saas de ofte og blev de bedste Venner af Verden.

Hendes Forældre, der var ret velhavende, var praktiske Folk, som vilde, at Datteren skulde tage sig noget nyttigt til, og hun arbejdede i en Modeforretning, hvor hun dels syede dels ekspederede Kunder. Der hentede Karl hende om Aftenen og fulgte hende hjem og ventede i Nærheden, mens hun drak sin Te.

Efter Teen havde hun saa den Veninde at besøge og den! og de Gamle sad ene hjemme om Aftenen og spillede NSeksogtreds, mens hun var hos Karl. De drev saa rundt, mest uden for Byen for ikke at blive genkendt, eller sad paa hans lille Svendehybel og talte forelsket Snak. Det var mest hende, der lod Munden løbe, mens han sad og stirrede med et dumt, forelsket Udtryk. Saa kunde hun ruske ham i Skuldrene, rive ham i Haaret og raabe: »Skal vi gloes?« Det galdt da om, hvem der kunde holde den andens Blik ud uden at blinke, og hun satte sine fyrige Øjne i hans med en saadan Varme og Energi, at han maatte lukke sine. Eller hun smed ham om paa den gamle Sofa, væltede sig oven paa ham og gav sig til 83| at kilde ham, saa han til sidst var halvkvalt af Latter.

Men endelig fattede de Gamle Mistanke til de hyppige Aftenbesøg hos Veninder, og en Aften mødte Fatter dem Arm i Arm paa Vesterbro. Saa blev der Uvejr med Torden og stærke Regnskyl, og Uvejret opløste sig i Forlovelse, som Fatter oven i Købet selv var den hidsigste til at forlange indgaaet, skønt Fyren var fra Landet og kuns Svend. Men hvad var der vel andet at gøre, som Sagerne stod? Forhaabentlig var der god Tid, men hvem kunde for Resten vide –. Fyren saa jo skikkelig nok ud, og naar Fatter skulde sige sin Mening, ansaa han ham nærmest for dum – for dum til at lave en Fadæse. Men Tøsen kunde man aldrig være sikker paa, for hun havde det i Blodet. »Hun er falden efter Dig, Mutter.« – Det var det stadige Stridsæmne i det ellers fredelige Hjem, hvem Maggi havde sin Vilterhed efter.

Karl var ganske fornøjet med den Vending, Sagerne havde taget; kun pinte det ham at blive set skævt til som en, der ved et uhæderligt Kneb havde trængt sig ind i en agtværdig Familie.

Men dette fortog sig, og efterhaanden fandt det lille Københavnerhjem Behag i den landlige Svigersøn. Han kunde saa dejlig høre 84| paa Fatters Sludder uden at sige imod – noget Konen endnu ikke havde lært trods mange Aars Ægteskab – og var i det hele saa behagelig medgørlig. Ganske vist havde han ikke opfundet Krudtet, men Herregud, han var jo da ogsaa fra Landet. Og derfor kunde man sku godt forsørge en Kone. Som nu til Eksempel NVognmand Knap altsaa! Han var ogsaa fra Landet og vidste ikke engang, hvad to og to var. Men Gud døde mig, om han ikke holdt syv Sæt Køretøjer i Gang, og der var sku aldrig noget af dem blevet borte for ham alligevel.

Karl og Maggi voksede sammen til èn Uadskillelighed og var egentlig kun rigtig Mennesker i hinandens Selskab, skønt de af Sindelag var vidt forskellige.

Han var tung og ubevægelig af Karakter, havde ondt ved at optage noget nyt i sig og holdt til Gengæld længe fast ved det. Hans Hjærne arbejdede i en langsom, jævn Fordøjelsesproces, og her i de nye Omgivelser havde hanA ofte en pinlig Følelse af ikke at kunne følge hurtig nok med, der bevirkede, at han ligesom døve Folk blev mistroisk. Han havde lidt under det fra den første Dag, han tog fat paa Værkstedet: han kunde ikke klare sig med de andre i Hurtighed, men var for grundig, i stort 85| som i smaat. Det samme gik igen i Kammeratsforholdet: hans Hjærne slog ingen Gnister, der kunde affyres som Brandere, han besad ikke Kammeraternes overfladiske Gemytlighed og tog for tungt paa deres Spøg. Han kunde heller ikke parere et pludseligt Angreb og anede ofte kun Brodden i det af de andres Latter. Følgen var, at han stillede sig i bestandig Forsvarstilstand og ofte opfattede Ondskabsfuldheder, hvor der slet ingen var.

Mest pinte hans Mistro ham dog i Forholdet til Maggi.

Hun havde Hovedstadsbarnets lette Sind og lo af Ting, som for ham var idel Alvor. Naar han sad for længe og hang ved hende i tavs, lykkelig Maaben, gjorde hun Grimasser ad ham og ruskede ham op. Hun havde Trang til smaa Opmuntringer fra det andet Køn og forstod ikke, at Kærestefolk skulde »hænge over hinanden som døde Sild.«

Naar de gik sammen paa Gaden, fæstede Strøgets Damer deres glansfulde Blik paa ham, og Herrerne rettede Lorgnetten mod hende – de var fuldblods begge to. Han generede sig og saa en anden Vej, men hun gengældte frejdigt Blikket og tog hver en Trumf hjem; og hun puffede ham i Siden, for at han skulde se og glæde sig ved hendes Sejr. Men medens 86| hun var stolt over den Lykke, han gjorde, og holdt endnu mere af ham for det, saa blev han tavs og indesluttet.

Det morede hende undertiden at holde sig lidt borte fra ham, naar de gik sammen paa Gaden om Aftenen. Naar saa Strøgets Herrer kom hen og gjorde sig lækre for hende, indlod hun sig halv med dem, til de blev dristige. Saa fór hun pludselig hen, tog ham under Armen og sagde: »Karl, den Herre ønsker at gøre dit Bekendtskab.« Og hun lo, naar de flove listede af.

Men Karl morede sig ikke. Han forstod ikke et Københavnerbarns Maade at være ung paa og led under hendes Adfærd. Han havde Lyst til at gribe alle i Struben og aftvinge dem Løfte om ikke at skade ham – alle undtagen hende selv. Han var for stolt til at lade hende mærke noget, derfor tav han og lod saa vidt muligt som ingenting. Men han havde Øjnene med sig og led Skinsygens Kvaler.

Saa kom Nden sidste Krig, og de unge Mænd drog bort Hold efter Hold. Han og hun stod Arm i Arm og saa dem drage ud med stærk Sang og høje Hurraraab. De var saa henrykte over at skulle i Kampen! – eller stivede de sig maaske af? Hans Øjne lyste ved Synet af de Frivillige, men hun slog Armene om ham, 87| lige hvor de stod midt i Folkemængden, knugede sig ind til ham og saa angst paa ham.

Han forstod hendes Blik og saa en anden Vej. Og hvergang de sad sammen og læste om Nederlagene derovre og de mange Saarede og Faldne, klyngede hun sig til ham, som var hun bange for, at han skulde gaa. Men hun nævnede det ikke, maaske var hun bange for at minde ham derom. Det var jo slet ikke godt at vide, hvad han tænkte paa eller ikke, faamælt som han var blevet.

Men en Dag stod han uden forudgaaende Varsel paa Køkkentrappen i svært Tøj og med en Byldt paa Nakken. Hun lukkede op og stirrede forbavset paa ham, men pludselig gik det op for hende, hvor han agtede sig hen, og hun brast i voldsom Graad. Hendes Sorg glædede ham oprigtigt, han havde ikke turdet haabe, at hun vilde tage sig det saa nær, naar det virkelig blev Alvor.

Han havde længe pønset paa en Udvej til at løse det Spørgsmaal, om hun virkelig brød sig om ham eller kun holdt fast ved ham, fordi han nu engang var ved Haanden. Undertiden forekom det ham nemlig, at det ikke saa meget var ham, som selve det at have en Kærest, hun brød sig om, og at hun lige saa godt kunde været forlovet med en hvilken 88| som helst anden ung Mand. Han forstod, at den eneste Løsning vilde være at rejse og se, om det saa kunde holde trods Afstanden, men han kunde ikke finde paa noget Paaskud til at iværksætte Rejsen. Det var hovedsagelig disse Forhold, der bestemte ham til at gaa med som Frivillig, mens Fædrelandskærligheden først kom i anden Række.

Saa var han borte, og hun græd nogle Dage hen i sort Fortvivlelse. Hvad havde hun gjort Krigen, at den skulde tage hendes bedste Ven fra hende? Og hvad havde han med den at gøre? Hvor gærne havde hun ikke holdt ham tilbage, om det havde ladet sig gøre. Han var jo fritaget for Militærtjeneste, hvad behøvede han saa at bryde sig om mere. Fædrelandets Frelse – sa'e Far, men hvad havde Karl med Fædrelandets Frelse at gøre? Han kunde jo alligevel ikke frelse det. I gamle Dage nok, da kunde en eneste Kæmpe slaa ti Tusend Soldater, men ikke nu mere! Men han kunde opnaa at gøre hende ulykkelig, kunde han! – Og hun græd igen.

»Det gaar nok, min Tøs,« trøstede den Gamle hende. »Han havde dette her med Samvittigheden, det var det, der drev ham. 89| Og saa havde han Kræfterne, ser Du. Men Gud naade de fandens velsignede Tyskere, der falder i hans Klør; de kan sku lige saa godt straks melde Nfyrretyve, som inte skal stikkes.«

Saa sad de derhjemme og studerede Krigsefterretningerne og fulgte med paa Tilbagetog og i Nederlag, til de blev helt triste alle sammen. Men saa huggede Fatter sin Kno i Bordet:

»Ja gu ser dette her trist ud – altsaa. Men Tyskerne er nogle Lemmedaskere, som der aspirerer til at faa paa Puklen; og de faar paa Puklen, for vel hedder jeg Bødker Svendsen, men den Gamle deroppe har sku altid vaaren med os baade til Lands og til Vands.« Han saa vældig barsk ud, og de følte sig styrkede alle tre.

Og der kom Breve fra Karl.

De var fulde af Frejdighed og Selvtillid. De skulde ikke være bange, den Kugle var ikke støbt endnu, der kunde nappe ham. I Gaar tog en Kugle hans Sidemand til venstre, i Dag maatte han til højre bide i Græsset, saa de gik da tydelig nok uden om ham selv. – Og Brevene var fulde af grelle Skildringer fra Lejren og Krigsskuepladsen, saadanne som kun den kan give, der selv er midt i det.

Maggi lod sig let trøste og berolige af hans Sikkerhed. Og naar hun en enkelt Gang, uden 90| rigtig at vide hvorfor, blev trist, gik hun en lille Tur og lod Herrerne beundre sig. Det gjorde saa godt. Og da en Herre, hun havde truffet saa ofte, at hun næsten syntes, hun kendte ham, en Aften mødte uden for Forretningen og tilbød at følge hende hjem, sagde hun ja Tak.

Siden kom han hver Aften og fulgte hende hjem til Døren. Saa fortalte hun ham om Karl og læste hans Breve for ham, og den fremmede Herre trøstede hende og kyssede hende til Afsked faderligt paa Panden. Men efter nogen Tids Forløb udeblev han, og det var et virkeligt Savn for Maggi.

Frejdigheden i Karls Breve dækkede over noget, og det laa netop her. Han var forelsket i Maggi, tænkte aldrig paa andet end hende, saa stærkt var hun efterhaanden groet ind i hans tunge Naturel – og saa troede han hende dog ikke over en Dørtærskel. Hendes fyrige Breve forekom ham lavede og forløjede, og tidt, naar han pintes af Tvivl og Mistro, fik han den Skinsyges Lyst til at komme bag paa og overraske. Og han ønskede, at han kunde smide Geværet langt bort og rende hjem til hende.

Men det lod sig ikke engang gøre længer for han laa Nindespærret bag Dybbøl Banker.

91| Det var drøje Dage den Maaned, der fulgte i Uvirksomhed og ørkesløs Venten paa Døden, som hver Stund paa Dagen krævede sine Ofre. Og her, hvor han stod Ansigt til Ansigt med Tilintetgørelsen uden at have noget til at aflede sin Opmærksomhed – stod og stirrede den ind i Øjnene Døgn efter Døgn, her sank hans Mod. Hver ny Dag bragte Dynger af sønderflængede Legemer, Granater sprang uophørlig over deres Hoveder og regnede ned i tusende Stumper, tog Soldaten ved Maaltidet, Makkeren ved Kortspillet og Befalingsmanden, bedst som han stod og udbetalte Lønninger. Han saa Kammerater, med Dødsangsten flakkende i deres Blik, plyndre de faldne Sidemænd for Ur og Penge – og i næste Øjeblik laa de maaske selv oprevne og sønderflængede.

Knuste Hjærneskaller, løsrevne Lemmer, sammenæltede Masser af Jord og Kød og Blod! Der var snart ikke den Plet Jord, som ikke en Granat havde rodet op. Og det lod ikke til at skulle faa en Ende, før de alle var tilintetgjorte.

Virkningen af alt dette var kendelig i hans Breve. De var sjældne nu, det var vanskeligt at faa dem bort, og Lysten til at ligge paa den fladskudte, nøgne Jord og skrive med 92| Granaterne eksploderende over sig var heller ikke stor. De faa, der blev afsendte, var Breve om Træthed og Mistillid og Sløvhed. Han troede sig ikke Nskudfast længer, men mente, at Turen nok kom til ham selv en Dag. Kun gjorde Tanken ikke videre Indtryk paa ham. Den ordknappe, undselige Lidenskab var ogsaa borte af Brevene, og det forbeholdne – det var, som var han for træt til at elske eller være skinsyg mere.

Og til sidst udeblev selve Brevene.

Karl laa paa Lazarettet i København med begge Arme amputerede og stred en haard Strid for Livet. Han laa hen i Febervildelser og fantaserede, at han var bedragen og forladt.

Mens han laa og rasede og græd og saa en Rival i hvert Menneske, der bøjede sig over hans Seng, gik Maggi om paa NVaagestuen og hjalp til. Hun pillede NCharpi, syede Bind og gik Sygeplejerskerne til Haande med alt muligt; paa den Maade opnaaede hun at være ham nær altid. Rødmen var forsvundet af hendes Kinder, hun havde faaet blaa Ringe under Øjnene til Vederlag. Ingen »Herre« vilde falde paa at rette Lorgnetten mod hende længer, men hun lod ikke til at savne det.

93| Da Sagernes nuværende Stilling var blevet klar for de to Gamle, havde de forlangt, at hun skulde hæve Forlovelsen. Hun var for medtaget af Ulykken til at sige hverken for eller imod. Naa, saa gav hun sig naturligvis! Og Forældrene betragtede allerede det Spørgsmaal som ude af Verden.

Men en Dag skete det, at hun løb hjemme fra.

»Der er da lidt af den gamle Ilterhed i hende endnu,« mente Faderen. »Men hun vender sku nok Næsen hjemefter, naar hun bliver sulten.«

Og de to Gamle ventede.

Men der gik en hel Maaned, uden at hun kom.

Ved at forhøre sig erfarede de, at hun havde installeret sig paa Hospitalet. Men det maatte hun naturligvis selv om. Haandværkssvenden havde været lige haard nok at gaa paa, men en Svigersøn uden Arme – nej saa Fanden gale mig!

Der gik lang Tid, inden Karl kunde udskrives fra Hospitalet. Lemlæstelsen havde grebet dybt, helt ind til selve Livsnerven, og Blodtabet havde været stort, inden han kom under rigtig Lægebehandling.

Dertil kom den moralske Nedstemthed. Græmmelsen over at være lemlæstet og berøvet 94| hele sin Arbejdsevne tog stærkt paa ham, efterhaanden som hans nedbrudte Aandsevner kom paa Fode igen, og forhalede den endelige Helbredelse. Hans stærke Konstitution sejrede til Slut, men Sejren var dyrekøbt. Han var blevet tynd og vissen og kraftløs, med et forpint, smærtefuret Ansigt. Og saa hjælpeløs han var! Ikke et Stykke Tøj kunde han tage paa eller af selv, han maatte mades og vaskes som et lille Barn, alt behøvede han Hjælp til. Han kunde ikke engang rejse sig over Ende fra Lejet uden Bistand.

Den Dag han blev udskrevet, ringede Maggi paa sine Forældres Dør.

»Naa er Du der; vi troede saamænd, Du var blevet for fornem til at sætte dine Fødder her mere,« sagde Faderen haardt. Men hans Stemme skælvede, og der kom Taarer i hans Øjne, øjensynligt meget mod hans Vilje. Savnet af Datteren havde taget paa ham, og Maggi syntes, baade han og Moderen saa meget ældre ud, idet de gik foran hende ind i Stuen. Der var kommet noget af en hjælpeløs Gammelmands-Sjokken i deres Gang. Men da Faderen erfarede, at hun vilde gifte sig med Karl, kogte Vreden op i ham. Han havde ventet sig noget helt andet, og hvid af Raseri tog han hende ved Armen og satte hende ud paa Trappen.

95| Det var sidste Gang, hun satte Foden inden for Hjemmets Døre. Siden mildnedes ganske vist Sindene, og de Gamle havde ikke haft noget imod at se deres eneste Datter hos sig, selv om det blev i Selskab med Svigersønnen uden Arme; men Maggi var haard, og ingen af dem vilde gøre det første Skridt. Og naar Omstændighederne lejlighedsvis lagde sig til Rette for en Tilnærmelse, umuliggjordes den ved deres gensidige Haardnakkethed. Det var som et ufrivilligt Væddeløb i Stædighed, og begge Parter holdt ud, til deres Øjne lukkedes.

Af en privat Indsamling til Invalider tilfaldt der dem et Hundrede Rigsdaler, og for dem fik de lidt Bohave og lejede sig ind i en Bagbygning. De glemte at lade Præsten lyse sin Velsignelse over deres Ægteskab – eller de undlod det, fordi de vilde Nspare de fem Daler, det kostede. Men de følte aldrig noget Savn deraf indbyrdes. Hans Sind var lutter Taknemmelighed gennem de ti Aar, de levede sammen, som hendes var idel Omsorg. Og der blev aldrig vekslet et ublidt Ord imellem dem.

Engang var de dog nær kommet til at savne den kirkelige Velsignelse, idet nogle af Beboerne i Forhuset tog Forargelse af deres Levned og gjorde Anmeldelse. Politiet indfandt 96| sig og slog fast, at Forholdet virkelig maatte betragtes som forargeligt, da de kun havde en Stue, og der i denne oven i Købet kun fandtes en Seng. Men i Betragtning af hans Invaliditet, der om ikke udelukkede dog maatte antages stærkt at vanskeliggøre det egentlig forargelige Element, og under Hensyntagen til, at hun forsørgede ham og derved forskaanede Kommunen for en større aarlig Udgift, lod man Naade gaa for Ret og tillod dem at bo sammen – dog med strængt Tilhold om snarest at faa anskaffet endnu en Seng.

Hun begyndte med at pleje Syge, som det Arbejde, hun var bedst vant til. Og hun havde nok at gøre.

Men dette Arbejde førte med sig, at hun ofte maatte være hjemme fra hele Døgn i Træk. Han klagede aldrig over dette men led meget derunder, hjælpeløs som han var.

Og hun kunde heller ikke undvære ham saa længe ad Gangen. Hendes Kærlighed til ham var ikke Kvindens Kærlighed til Manden, den Side var fuldstændig udslukt i hende – men han var som et spædt Barn i hendes Tanker altid, hans absolute Hjælpeløshed havde kaldt paa Moderfølelsen i hende, og hun følte for ham, som en Moder føler for sin Nyfødte.

97| Og det var den Følelse, han mest af alle trængte til.

Hun grundede saa paa Udveje til at være noget mere i hans Selskab og passe ham bedre. Syningen kunde der ikke være Tale om at vende tilbage til, da den blev altfor daarligt betalt. Det endte med, at hun gav sig til at være Rengøringskone, skønt det betaltes daarligere end Sygeplejen og var meget strængere Arbejde. Men saa kunde hun da altid være hjemme hos Karl om Natten og om Søndagen.

Om Morgenen naar hun gik paa Arbejde, fulgte han hende til Stedet og drev siden om i Gaderne og paa Havnen eller sad paa Bænkene i de offentlige Anlæg. Folk stirrede nysgerrigt paa den magre, fattige Invalid, og nogle vilde putte en Skærv i Lommen paa ham, men han afslog det med et Smil; det havde Maggi paalagt ham en Dag, han kom hjem med en NRigsort, stolt over at kunne bidrage sit til Husholdningen. Hun vilde selv have Æren af at forsørge ham.

Op ad Dagen naar han blev træt, vandrede han hjem, passede sit Snit, naar ingen var til Stede, og lukkede sig ind. Han kunde dreje Nøglen om og aabne Døren med Tænderne men holdt ikke af, at nogen saa det. Der var 98| stillet Mad til ham saaledes, at han blot behøvede at bøje sig frem for at kunne spise den.

Siden laa han paa den gamle Sofa og læste billige Romaner, som Maggi skaffede ham til Laans – han opnaaede efterhaanden stor Færdighed i at puste Bladene rundt. Og om Aftenen, naar Maggi kom hjem og de kom i Seng, fortalte han hende Indholdet af Romanerne.

Undertiden kneb det for hende at skaffe det nødvendige, og noget til overs blev der aldrig. Men de bjærgede Udkommet – lige til hun efter ti Aars Forløb maatte gaa til Sengs af Overanstrængelse.

Det var strængt for Karl at se hende ligge der uden at kunne hjælpe hende. Han kunde jo ikke engang hjælpe sig selv men maatte blive i Klæderne Nat og Dag. Og der var ingenting at spise endsige noget at leje Hjælp for.

Hun laa og svedte og klagede over Træthed og Smærter over Lænderne, og Karl sad raadvild paa Sengekanten og søgte at trøste hende med, at det nok gik over – hun trængte blot til at hvile sig rigtig ud engang. En lille Medalje, som Karl havde faaet for heltemodig Adfærd i Krigen, var alt, hvad der kunde gøres i Penge. Den solgte de for nogle Skilling til en, der lejede Maskeradeudstyr ud, og købte 99| kogte Kartofler for Pengene. Andet fik de ikke i flere Dage.

Men Maggi blev svagere og svagere.

En Dag sagde Karl, at han vilde ud at spasere, og hun laa i Sengen og vaskede ham og redte hans filtrede Haar og Skæg med sine blege Fingre. Han stavrede ud i Anlægene og satte sig, og naar nogen kom forbi, mumlede han ganske sagte en Bøn om en Skærv. En ældre Herre stak en Daler i Lommen paa ham og sagde mildt advarende: »Det er da vel ikke til Brændevin?«

Der boede en stor, svær Grøntkælling i Kælderen i Forbygningen. Karl kunde godt lide hende, der var noget solidt, tilforladeligt over hendes svære Skikkelse. Og hun kunde stikke Haauden ned i en bred graa Lærredspose, der hang paa hendes tykke Mave, og tage en hel Haandfuld Mønt op, naar hun skulde give igen. Han havde ofte staaet stille og set hende gøre det, det saa saa velhavende ud – og hun havde nikket op til ham. Og engang havde hun taget ham ned i Kælderen og bundet en Sejlgarnsstrop i hans Seler, da han stod oppe paa Gaden og ikke turde røre sig men var lige ved at tabe Bukserne.

Hun var i hans Øjne et NOvermenneske – alene den Frimodighed, hvormed hun gav sine 100| bedste Kunder en Overhaling, naar de var Nubillige i deres Fordringer, fyldte ham med respektblandet Beundring. Og det var med ikke ringe Forsagthed, han listede ned i hendes Kælder og bad om at laane hendes NÆrindetøs til at købe lidt ind og gøre i Stand hjemme.

Bagefter da Tøsen var gaaet, sad Maggi over Ende i Sengen og vendte Æggekage, og Karl trippede rundt om hende og var bange, den skulde falde paa Gulvet. For første Gang i flere Dage fik de Mad, og de spiste godt begge to. Kort efter faldt Maggi fuldstændig hen af Træthed. Karl sad paa Sengekanten og iagttog hendes Søvn og spaaede godt af den, saa listede han sig forsigtig ned ved Siden af hende.

Men om Morgenen da Karl vaagnede, var hun død.

Han laa ved hendes Side og stirrede paa hende en Stund, inden det gik op for ham. Uden at røre sig og uden en Lyd laa han siden og blev ved at stirre, hele Dagen, til Daglyset svandt og Mørket kom og lagde sig imellem.

Og det næste Dagskær traf ham i samme Stilling, stirrende paa hende.

Han laa der uden Tanke, uden Ønske, stum, bedøvet, til hendes Legeme begyndte at opløse sig og lugte, saa besindede han sig og gik til Politiet. Men da hun var ude af Huset og vel 101| i Jorden, lagde han sig igen hen og stirrede paa den Plet, hvor hun havde ligget. Sulten og Bedøvelsen bemægtigede sig ham mere og mere, han gled hen i en Døs og mærkede med fjærnt Velbehag Døden nærme sig. Han laa ganske stille for ikke at forstyrre den, den skulde komme som en Søvn – ligesom hos Maggi. – –

Da blev han smærteligt vækket ved, at Grøntkonen stod bøjet over ham og hældte koldt Vand over hans Hoved. En stærk Følelse af Modbydelighed ved igen at leve op bemægtigede sig ham, og han forsøgte at falde tilbage i Døsen igen. Men Grøntkonen lod ham ingen Ro. »Naa, det var Ret! vaagn han kun op! man kan tidsnok komme til at ligge med Næsen i Vejret.« Og hun hjalp ham over Ende i Sengen.

»Herregud, saa forhutlet han er« sagde hun og prøvede at rense ham lidt. »Men naar han nu vil flytte med over til mig, saa skal han faa alt, hvad han kan ønske sig, og mere til. Men saa skal han ved Gud ogsaa gifte sig ordentlig med mig, for den Leven paa Polsk kan vi inte ha' i en ordentlig Forretning! Kom saa med sig.«

Og Karl fulgte godvillig med, han hang alligevel ved Livet, da det kom til Stykket.

102| Saa blev Karl den brede, tilforladelige Grønthandlerskes Mand, og den ubehjælpelige Krøbling blev for anden Gang baaret paa Hænder af en Kvindes fulde Omsorg. Han fik pæne Klæder, god Mad og Pasning og Lommepenge til at gaa paa Ølstuerne for. Der traf han gamle Krigskammerater og stiftede nye Bekendtskaber, og Tiden gik behageligt for ham.

Historien om hans gode Skæbne kom ud og forskaffede ham endog en vis Anseelse, som gik ham til Hovedet og gjorde ham en lille Smule vrøvlet. Han fattede ikke selv sit store Held og tyede til sidst til den Forklaring, at han maatte være noget af en Don Juan. Han fandt en Bekræftelse paa denne Forklaring i, at saa mange Damer nikkede venligt til ham, og gav sig paa Beværtningerne til at prale af det Indtryk, han gjorde paa Kvinderne.

Men da Praleriet ogsaa kom inden for Hjemmets Døre, blev Grøntkonen smækvred og klapsede ham ordentlig af.

Med Don Juan'en var det uigenkaldeligt forbi, men til Vederlag slog han sig paa Krigshistorier, der blev vildere og vildere, alt som Aarene gik og han blev mere og mere affældig. Og paa det Punkt lagde Grøntkonen ham ikke et Halmstraa i Vejen. »Herregud, han skal jo 103| have noget at more sig med, det Skind« sagde hun og snød hans Næse i sit grove Forklæde, som kunde han været et lille Barn.

Til sidst kunde han ikke gaa paa Ølstuer mere men maatte blive nede i Kælderen. Grøntkonen sørgede moderligt for, at han ikke manglede smaa Hjærtestyrkninger, og der sad han saa og gentog sine Bedrifter fra Krigsaarene fra Morgen til Aften. Konen gik og passede sine egne Sager og hørte ikke et Ord af, hvad han sagde; nu og da skød hun et Naa! eller Saa! ind for at opmuntre ham og holde ham i Aande.

Men en Dag fangedes hendes Opmærksomhed ved, at han var gaaet i Staa, og da hun kom hen til ham, var han død.