[105]|NHovsmeden fra NDyndeby

[107]| Ude i Dyndeby, i Sydspidsen af Bornholm boede han og havde sin Smedie, og dèr var det, han bandende og sværgende tumlede sine graa Hingste. Men han var født og opvokset i Rønne, og gamle Folk fortæller følgende om hans Barndom:

Ved NByvangens Rand, i NAvlsgaarden med den gabende Port, blev han født. Da Faderen kom ind fra sit Arbejde og tog det nyfødte Barn fra Moderen, tabte han det paa Gulvet. Men Folk sagde, at han gjorde det med Vilje for at se, om der var Tømmer i Knægten. Drengen holdt, og Faderen var helt stolt af ham. Men da han begyndte at gaa, haltede han.

Fra den Dag Faderen saa ham gaa, kunde han ikke lide ham, og naar han kom ind fra Arbejdet, jog han med sit Blik Barnet foran sig fra Stue til Stue. Tilsidst jog han ham helt ud af Huset, og Drengen, som da var Nsyv, 108| paa ottende Aar, søgte over til Svinene og aad og sov hos dem.

Derude laa han og rodede; Moderen, som var en Træl af en Kvinde, og Pigerne saa til ham i Smug og gav ham rigtig Mad, og naar Faderen var ude, listede han sig frem og ind i Folkestuen. Men naar han hørte Faderens Skridt nærme sig Stalden, krøb han langt ind i sit Skjul og laa og skjalv – som en syg Hund.

Faderen kunde da lade, som han ikke saa ham, og sætte sig midt i Stalden og lokke ad ham. Mange Gange lod Drengen sig narre frem, men den Medfart, Faderen gav ham, gjorde ham snu, og siden laa han ganske stille, naar han hørte Lokketonerne. Da blev Faderen opbragt og gav sig til at true med Stokkeprygl, med Piskeslag, og Drengen kom krybende hen til ham gennem Snavset. Og Faderen gav sig til at lege med ham, kneb ham i Arme og Ben med haarde, krogede Fingre, stødte ham omkuld paa Stenene, kildede ham, saa han var lige ved at faa Krampe, og talte imens venlige Ord til ham.

I Begyndelsen græd Drengen ved denne Medfart, men senere tav han og var ikke til at slaa en Lyd af. Faderen roste ham for det, 109| men forcerede samtidig sine Pinsler for at se, om han ogsaa var saa haard, som det lod.

En Dag satte Drengen sig til Modværge.

Den Gamle nikkede fornøjet og lod ham i Fred, men da han gik over Gaarden, ramte en Sten ham i Nakken, saa han blødte og maatte gaa til Sengs.

Faderen maatte holde Sengen nogen Tid. De første Dage laa han i Vildelse og talte udelukkende om sin Søn. Og da han kom til sig selv, bad han om at maatte se ham. Men Drengen vilde ikke ind. »Sig, at jeg er syg, saa maaske han kommer,« sagde den Gamle. Men Drengen vilde endda ikke. Da Faderen hørte, hvad Drengen havde svaret, rykkede det i hans Øjenbryn, og der gik en nervøs Skælven hen over ham.

Hans første Gang galdt Stalden, da han igen var oppe. Derinde sad Drengen og havde forskanset sig bag en NMasktønde, og omkring sig havde han en Hoben runde Sten. »Vil Du ikke komme ind til os andre?« spurgte Faderen, han stod lidt bøjet og betragtede Drengen alvorligt. Drengen svarede ikke, men sigtede paa ham med en Sten. »Du skal faa alt, hvad Du ønsker.« Drengen slog, men ramte ikke. − »Og din Mor er syg. Hun vilde gerne se dig,« blev den Gamle ved og søgte Ly bag en Stolpe. 110| En Regn af Sten slog mod Stolpen til Svar. Da blev den Gamle rødblaa i Ansigtet, og de to Pulsaarer langs hans Hals blev fingertykke og helt blaasorte. Han greb en stor Sten, men betvang sig og gik langsomt over Gaarden.

I lang Tid kom Faderen ikke igen, men han lod Pigerne sætte Sylte og anden god Mad ind til Drengen. Selv flakkede han rastløs om og talte højt med sig selv, og naar Folkene spurgte om noget, gav han meningsløse Ordrer.

Men en Dag stod han der igen. I sin ene Haand holdt han et Strømpeskaft fuldt af Sølvpenge og stod og raslede med det, den anden Haand holdt han op for sig, som for at afbøde et Slag. »Se her,« sagde han, »dem har jeg puget og Nkværket for hele mit Liv. Jeg har savnet og gruet og skrabet – og sultet mine Tjenestefolk og trættedes med min Næste om Nen halv Hvid for at faa Skaftet fuldt. Men hør ogsaa, hvor de klinger.« Og han slog Skaftet mod sit krogede Knæ. – »Men Du maa have dem, allesammen, hver eneste en! naar Du vil komme ind med din gamle Far.« Og han rakte Strømpeskaftet frem med rystende Hænder.

Drengen tog og betragtede det. Da fór der for første Gang et ramt Grin over hans Ansigt, han aabnede for Skaftet og strøede dets Ind111|hold ind over Skillerummet til de gamle Svin. De fòr gryntende løs paa Mynterne og pløjede dem rask ned i Snavset med deres Tryner. Men den Gamle gik grædende bort, og det var første Gang, nogen havde set ham med vaade Øjne.

Næste Dag gik han ud i Krattet og skar en tynd, svaj NHesselkæp, som han skrællede af, for at den skulde blive endnu Nmygere.

Og atter stod han over for Drengen, næsten affældig at se til, saadan havde den forløbne Tid taget paa ham.

»Hvad er det, Du vil, Knægt?« sagde han med skælvende Stemme. »Er det mere Hævn? Se paa mine Hænder, hvor runkne de er blevet; se paa mine slatne Ben, der knap kan bære mig længer. Er det ikke Hævn nok? Din Fader er haard nok, siger man, men Du er da værre. Du vil give raat for usødet! Se da her.« Og han gav ham Hesselkæppen, blottede sig over Ryggen og nedefter og stillede sig an.

Men Drengen lod ikke til at forstaa det. Han sad en Stund og betragtede Faderens laadne Ryg, klemte med Enden af Kæppen paa de fremstaaende Ryghvirvler og gav sig saa til at pusle med sit halte Ben. – – – –

Faderen laa i Sengen uden at tale eller tage vaadt eller tørt til sig. Folk kom og gik 112| for at se til ham. »Skal vi bære Drengen ind til Dig?« spurgte de. Men han rystede blot paa Hovedet. Og paa den tyvende Dag gik det igennem ham; og han var død. »Den, der Nsaar Hamp, høster Hug,« sagde Folk. »Han ligger paa sine Gerninger.«

Da var Drengen fjorten Aar.

Siden gik han hjemme paa Gaarden et Par Aar og Ntuntede. Griset var han og ubehagelig at have i Nærheden, og ond var han ogsaa. Krænkede nogen ham, gik der et ramt Smil over hans Ansigt, og hans Hævn var saa sikker som selve Ugens Dage. Men da han var 16 Aar, tog han Hyre og fór paa Langfart.

Siden saa man intet til ham i mange Aar, men spurgte dog Nyt fra ham nu og da. En Dag kom en ung Fyr hjem med tre Fingre for lidt paa den ene Haand. Han havde sejlet sammen med Baare, de var kommet i Trætte en Dag, og han havde stiklet til Baares Vanførhed. Og en Dag den anden stod og hvilede Haanden paa Rælingen, »faldt« Baare ned fra NRaanokken, tørnede mod Rælingen med sine Støvlehæle og knuste hans tre Fingre. Baare brækkede selv Benet ved den Lejlighed, men lo blot og sagde: »Saa, nu røg min Salighed det gode Ben ogsaa.«

En anden Gang forlød det, at han var gaaet 113| over Bord i NSpanskesøen i en forrygende Storm. Men skønt han var tungt klædt – det var Vinterdage – og skønt han ikke kunde bruge det halte Ben, naar han svømmede, laa han der dog og stampede i Søerne endnu, da de efter tre Kvarters Forløb fik vendt og krydsede sig op til ham. N»Helbefaren Baare Hermansen af Rønne?« prajede den drukne Kaptejn ham. »Javel, Hr. Kaptejn! Hiv en Ende!« Og han blev halet ind. Da havde han klædt sig halvt af i Vandet.

Saa i en Række Aar tabte man helt Færten af ham.

Den Slægt, der nu er i sin bedste Alder, vil huske ham, da han endelig vendte hjem, slæbende efter sig et Rygte om, at han havde været Sørøver og Slavehandler og Nstod paa den sorte Tavle ovre i København. Mange mente ogsaa, at han maatte være NFrimurer.

Han havde slet ikke forandret sig, var kun blevet noget mere udfordrende og drilsk.

Den ene Dag slæbte han sig stønnende gennem Byen paa to Krykker med hele Gadeungdommen i Hælene paa sig. Men blev Drengene ham for nærgaaende, saa slængte han Krykkerne og forfulgte dem. Den anden Dag 114| spaserede han rank og strunk gennem Gaden, og det var næsten ikke en Gang at se, at han haltede.

Folk undgik saa vidt muligt at komme paa tværs af ham, og viste nogen ham Velvilje af en Fejltagelse, var han selv den første til at gøre dem ked af det.

Man taalte ham, fordi han maatte have Penge som Græs. Han var jo Frimurer – de Folk Nsolgte sig til Fanden for at blive rige –. Og han bestilte aldrig noget andet end at drille sine Medmennesker.

Men det gjorde han ogsaa til Gavns. Han havde drevet en Pæl ned mellem Brostenene og sømmet en Sølvmønt fast til den, og naar Folk bukkede sig for at tage Mønten op, laa han i sit Vindu og lo ad dem. I Skumringen lagde han ogsaa smaa Pakker ud. Enten var Indholdet da af en tvivlsom Beskaffenhed, eller han havde fæstet en tynd Snor til Pakken og trak i Snoren, i det Øjeblik en eller anden bukkede sig og vilde gribe den.

Det vakte almindelig Glæde i Byen, da det rygtedes, at Baare havde købt Hus paa NSydlandet.

Huset havde Jord til to Heste, og desuden var der Smedie. Baare havde ikke Begreb om Smedehaandværket, men det forhindrede ikke, 115| at han ganske rolig tog imod de Plove og andre Redskaber, Bønderne kom til Smedien med. Spurgte de, hvornaar de kunde faa det igen, svarede han: »Aa, De kan jo høre ind en Gang i Ugen.« Efterhaanden hentede de deres Redskaber tilbage, og Smedien stod tom.

Imidlertid havde Baare travlt med at dyrke Jorden. Han gik derude og tumlede og regerede, og Naboerne stod hinsides Skellet og grinede ad hans Dyrkningsmetode. Men da Baare pløjede Skellene ind under sin egen Mark og hev Stene og Rødder fra sin Jord ud paa Naboens, fik han Processer. Og de gik ham imod. Men hver Gang Baare havde tabt, passede han sin Modpart op i Mørket og pryglede ham af.

Der groede mange Tidsler paa Baares Agre, og naar Naboerne om Søndagen stod i Skjorteærmer og betragtede deres Sæd med synligt Velbehag, stod Baare paa sin Side Skellet og saa med ikke mindre Glæde sine Tidsler trives. Og i Højsommerens hedeste Dage bar den lune Vind Frøet ind over Naboernes Mark i tykke, uldne Skyer. Næste Aar kunde man se Ukrudtet staa fra hans Mark ind over Skellene til alle Sider i lange Tunger – som Snedriver efter et Fog. Og Naboerne kunde intet gøre ham for det.

Men Processerne kostede Penge, og Tidslerne 116| smed intet af sig. Baare begyndte at se sig om efter en ny Indtægtskilde.

Der boede en ældre Bonde i den anden Ende af Sognet, som Baare undertiden spillede NTrekort med. Bonden havde en Søster, hvis højeste Ønske var at blive gift, og han gjorde sit for at faa hende afsat; men det vilde ikke lykkes, trods hendes 20,000, og Befolkningens stærkt udviklede Sans for Tal med Nuller bag. Hun var nemlig indædt arrig og havde en Tunge som Edder og Forgift. Ingen Djævel kunde omgaas hende, sagde Folk.

Dette pirrede ved Baares Forfængelighed; det kunde næsten være Umagen værd at prøve, om hun ikke lod sig tæmme alligevel. Og de tyve Tusind gjorde Resten.

Han friede og fik ja.

I det følgende Aar levede Naboerne i fuldstændig Fred for Baare Hermansen, og naar han var ude, var han Medgørligheden selv. Men hjemme i Smedehuset rasede Kampen fra Morgen til Aften og fra Aften til Morgen.

Kampen var ny for Baare. Han havde altid før været den angribende Part, men her var det oftest hende, der yppede Kiv, og det enten han var oplagt eller ej. Han kastede sig ind i Striden med hele den Uforfærdethed, han besad, og i sikker Forventning om Sejren.

117| Men den udeblev.

I krakilsk Opfindsomhed kunde han ikke maale sig med hende, og naar han tyede til Kæppen, brugte hun kun værre Mund og syltede ham ind i en Regn af Skældsord og Forbandelser, saa han ikke kunde faa Ørenlyd. Og hvert Slag hævnede hun ved de tusinde Smaating, skjulte hans Sager, kom NBrækpulver i hans Mad og holdt ham vaagen Nat efter Nat med sin Snærren.

Han forsøgte at gøre hende Helvede saa hedt, at hun maatte rende sin Vej, men hun holdt tappert Stand, og tilsidst opgav han Ævret og gik til Svogeren for at bede ham tage hende igen. Men det vilde den anden ikke for nogen Pris, og hun vilde ikke høre Tale om at gaa sin Vej. »Jeg har det jo bedst hos min kære Mand,« svarede hun. Da knækkede han helt sammen og luskede af Vejen for hende, og det kom dertil, at han var taknemmelig, blot han maatte være nogenledes i Fred for hende. Og hans Medmennesker havde aldrig Grund til at klage over ham siden.

Men Dyrene des mere!

Han fandt det pludselig urimeligt, at man skulde være nødt til at binde Kreaturerne for at faa dem til at blive i Baasen, og gav sig til at herse med dem. En Dag købte han to 118| graa Hingste, væsenligt fordi han hørte, at ingen turde køre dem. Han satte sig til Maal at kunne køre dem uden Tømme, blot ved Brugen af sin Stemme, og tumlede med dem fra Morgen til Aften. De fik mange Prygl, og til sidst havde han dem saa dresserede, at de adlød hans mindste Vink og skjalv, saa snart de hørte Lyden af hans Stemme. I Baasen stod de uden Grime, og naar han skulde ud at køre, smækkede han blot Stalddøren op og klappede i Hænderne; saa kom de og stillede sig paa hver sin Side af Vognstangen.

Hans Magt over de to Dyr var stor. Han kunde køre dem op i den vildeste Fart, saa Skummet føg om dem og Gnisterne stod af deres Hove − uden at bruge Pisk eller Tømme, og ved en Lyd fra ham stod de stille paa Pletten. Naar en Vogn ved Nattetid rullede gennem Provinsbyens Gader, saa Vinduerne klirrede og Kakkelovnen sang, fòr Folk op fra Lejet og sagde: »Nu kører Hovsmeden fra Dyndeby hjem fra Kroen.« Selv i det tykkeste Mørke holdt han sin vilde Fart; og naar han kom til Byen, stak han stundom Hænderne i Lommen og hidsede med Raab sine Hingste frem. Saa gik det tværs igennem Byen, ned ad Havnegaden og ud ad den lange smalle Havne119|mole i fuldt Firspring. Og yderst ude paa Molen stansede han dem med et Fløjt.

Han kendte ikke til Frygt. En Dag skulde en stor, gal Tyr trækkes til Byen, hvorfra den skulde udskibes. Der var fire Mand om den, den havde Ring i Næsen og Tøjr om Forbenet og Bind for Øjnene. Men alligevel sled den sig løs fra Mændene og lavede en frygtelig Forvirring. Saa tog Baare Hermansen sig paa at bringe den til Byen. Han bandt den fast til Bagsmækken af sin Vogn, tog Bindene fra Øjnene paa den og satte saa Køretøjet i langsom Bevægelse. Men efterhaanden fremskyndede han Farten, saa Tyren havde nok at gøre med at holde Trit, og de naaede Havnen uden Spor af Vanskeligheder fra Tyrens Side. »Han er sku ikke bange,« sagde Folk.

Kun sin Kone var han ikke helt dristig ved. Han undgik saa vidt muligt at være i hendes Nærhed og laa og rakkede paa Vejene med sine Hingste altid. Var der et Arbejde, Bønderne holdt deres Heste for gode til, paatog han sig det. Han kørte Sten til Bygninger og Sogneveje, og skulde et Damptærskeværk flyttes, eller Vejene trækkes over med den store Stentromle, Arbejde man altid brugte fire a seks Heste til, saa udrettede han det med sine to Hingste.

120| Der var intet, der hed, at de ikke kunde. Naar han udstødte sit truende Tilraab, lagde de to Dyr sig sitrende i Selen, og saa skulde enten Tøjet springe eller Tingen flytte sig.

En Dag havde de trukket den store, seks Hestes Stentromle en Kvartmil over nyskærvet Vej. Nu stod de med Hovedet begravet i Muleposerne, og Baare sad i Grøften og spiste sin Mellemmad. De plagedes af Bremser, og den ene af dem satte Hoven paa Muleposen for at krænge den af. Baare raabte til Dyret; det stansede et Øjeblik, men begyndte saa igen. Da fór han op og hen for Hovederne paa Hingstene, greb dem i Næseborerne og satte dem voldsomt over mod Tromlen. Hingstene prustede, rejste sig paa Bagbenene og løftede ham til Vejrs. Men han slap ikke Taget. To Gange løftede de ham og huggede ham til Jorden, da faldt han, og tredie Gang knuste de ham under deres Hove.

Saaledes omkom Hovsmeden fra Dyndeby i sit andet store Nederlag. Enken gjorde gentagende Forsøg paa at afsætte baade sig selv og de uregerlige Hingste, men saa frygtede var baade hun og Dyrene nu NLandet over, at ingen turde binde an med nogen af dem. Saa stod de alle tre »paa Stald« og blev fede, til Døden forbarmede sig over den ene og Hesteslagteren over de to andre.