[121]| En omvendelse

[123]| Hun hadede Mændene, og det med det oprigtigste og mest berettigede Had af Verden – hun var blevet vraget. Fra først af hadede hun kun én Mand, men det ene tager det andet med sig paa denne syndige Jord, og efterhaanden gik hendes Følelser over fra den enkelte til Rubrikken Unge Mænd i al Almindelighed. Og da baade de og hun blev ældre, og en ny mandlig Ungdom dukkede frem, arvede denne hendes Had, uden at den ældre Generation derfor fik Grund til at føle sig forurettet – hun havde nok til dem alle.

Kærligheden kan undertiden forblive ubesvaret, Hadet aldrig. Drengene kunde af Instinkt ikke lide hende, de vidste, at Turen kom til dem, naar de voksede til, og de forlangte straks Forskud paa deres Tilgodehavende. Mødrene afskyede hende paa deres Mænds og Sønners Vegne, og de unge Piger saa i hende et afskrækkende Eksempel. Og en skønne Dag 124| opdagede hun, at hun stod i et skævt Forhold til hele Byen.

Saa gav hun sig til at holde Hund. »Naturligvis,« sagde Mændene. »Det forstaar sig,« svarede Kvinderne, og de to Køn nikkede og lo til hinanden, naar hun gik forbi med »Perle«. Aa, hun kunde kradse Øjnene ud af Hovedet paa dem, de Afskum, de Væmmelige! Bare Stormfloden vilde komme igen! bare det snart var Dommedag! bare – bare –! Og saa kaldte de hende oven i Købet Jomfru, naar hun kom ned til Baadene og skulde købe Fisk, som om hendes Fader ikke havde ejet en Kvase og haft dem alle i Lommen. Protestere –! jo Tak, det havde hun faaet nok af. »Jeg er ikke Jomfru,« havde hun engang sagt meget eftertrykkeligt, men saa havde de set saa ondskabsfuldt spørgende paa hende og blinket til hinanden – de Dyr! Det var en frygtelig Tilværelse. Bitterheden nagede og brændte i hende; og selve Hadet, det var jo ikke andet end Kærlighed, der var forsmaaet, umaadelig stor Kærlighed, der havde slaaet sig indad, selvfortærende Kærlighed, der brændte hende op, spiste hende op i Hadets onde Skikkelse. Hun blev lang, og hun blev tynd; hendes Bryster blev flade, hendes Næse blev spids med Rødt omkring Roden – hun gik i Frø.

125| Den Dag hendes rette Forhold til Byen gik op for hende, blev hun ræd. Hun følte, at Krigen var erklæret, og at det vilde blive alles Haand mod én, og éns Haand mod alle. Men hendes forsmaaede Følelse blev til Energi, og hun tog Kampen op. Det blev Krig paa Kniven med onde Blikke og onde Ord og Rækken Tunge af hinanden, først skjult, saa aabenlyst. Drengene dundrede paa hendes Dør i de stormfulde Aftener og sendte Raketter ned gennem Skorstenen til hende, saa Kakkelovnen spyttede Sod over hele Stuen; og de unge Knøse sang Serenader ledsaget af Harmonikaspil uden for hendes Vinduer i de maanelyse Nætter. Og en Morgen hun stod op, stod der en udstoppet Stork uden for hendes Sovekammervindu med et Svøbelsebarn i Næbet.

Den sidste Streg var næsten for ondskabsfuld, den sigtede efter hendes ømmeste Punkt, Moderkravet – en Følelse, der trods hendes Selvforhærdelse endnu kunde faa hendes Hjærte til at bløde. Hun var ikke dum og vidste godt, at smaa Børn ikke kommer med Storken, men netop det gjorde hende trist. Hvorfor kunde det ikke være saadan? Saa kunde gamle Frøkener da ogsaa have faaet i det mindste ét lille Barn.

Tanken om Børn kunde gøre hende helt 126| svag, og naar hun saa en af Naboernes smaa Rollinger tridse om ude paa Gaden, følte hun næsten Lyst til at slutte Fred med Verden blot for den Fornøjelse at kunne tage en saadan lille Unge i sine Arme. Men naar hun nærmede sig, snuppede Madammerne deres Børn bort for Næsen af hende og mumlede noget om onde Øjne. Saa lukkede hun sig inde og græd, og bagefter var hun blot endnu mere bitter.

Til andre Tider naar Længslen kom op i hende, klædte hun Moppen paa som et lille Barn, lagde den i en Kasse, der skulde forestille Vugge, og tog den op og puslede den.

Hun kom til det Punkt, hvor hun fandt, at Kampen var altfor ulige, og gærne havde nedlagt Vaabnene, om hun derved havde kunnet købe sig Fred. For hun indsaa, at mens det efterhaanden var lykkedes Købstaden at forbitre hele hendes Tilværelse og skabe et Helvede af den, saa havde hun ikke skadet Byen det aller ringeste men tvært imod bidraget til dens Underholdning. Men Freden var ikke til at faa, dertil fandt de andre for stort Behag i Kampen, – og saa stred hun videre.

Da kom der et Lyspunkt ind i hendes Liv og et Moment til ny Kampiver, idet en Emancipations-Kvinde kom over til Købstaden 127| i Sommerferien og laa i Bad. Det var en lille, kortklippet københavnsk Lærerinde, der hadede Mændene endnu hidsigere end Jomfru Holm og var fuld af Idéer til at styrte dem fra Tronen. Hun og Jomfruen droges til hinanden og fandt hinanden i Kraft af de skjulte Sympatier; og Københavnerinden fandt i Jomfru Holm en modtagelig Jordbund og aabnede for hendes Blik Dybder af Uretfærdighed, som baade Forsynet og Mandskønnet havde udøvet mod Kvinden. Hele det nuværende Samfund var baseret paa Uretfærdighed mod Kvinden; men den største Uretfærdighed af alle var dog, at hun skulde være ene om at føde Børn; og det galdt fremfor noget om at faa Kvinderne til at indse dette og sætte sig imod det. Saa fik Livet skabe sig andre Udveje til Selvopholdelse. Hun henrykkede Jomfru Holm ved at rose hende for det absolute Stade, hun havde taget i denne Sag; og den skikkelige Jomfru slugte hendes Ord, som havde det været Visdom. Men efterhaanden som Københavnerinden gav sig til at gaa i Rette med Forsynet og at drøfte selve Guddommens Køn, som hun fandt altfor uretfærdigt fordelt, idet Mandssiden repræsenterede de to Personer i Treenigheden, mens den tredie var mere end tvivlsom, blev Jomfru Holm mindre tryg i hendes Selskab og ønskede til sidst i sit 128| stille Sind, at hun vilde rejse. Og hun drog et lettet Suk, da det skete, skønt hun saa igen skulde være uden Selskab.

Men Mødet blev ikke uden Betydning for hende. Hun lærte at sætte sit Had til Mandskønnet i System og formede sin Afsky for det i graverende Beskyldninger, som hun af Mangel paa andre Tilhørere indprentede Moppen.

Og Moppen igen blev et nyt Lyspunkt i hendes triste Tilværelse. Den sad stille og lyttede til hendes Foredrag og gav kun nu og da ved korte Bjæf sit Bifald til Kende. Men den forstod hvert Ord, hun sagde, og hadede alle Mennesker ligesom hun selv. Den lod aldrig nogen Lejlighed til at fare en Mand i Benene gaa ubenyttet hen, den blev selv sparket af Mændene og slaaet med Sten af Drengene, knurrede dog aldrig mod sin Herskerinde i den Anledning men tog det som de Stød, Verden giver. Deres fælles Lod knyttede dem stærkere til hinanden. Saa var den konsekvent nok til at føre sin Uvilje til Hankønnet over paa Hundene. Den kunde ikke fordrage andre Hunde og fik aldrig Hvalpe. Og denne Omstændighed var Jomfru Holms Stolthed. Hun havde i Aaringer næret Frygt i den Henseende og gaaet og passet paa Hunden; nu var den fem Aar, og nu var hun tryg over for den. Hun var 129| aldeles overtydet om, at den havde tilegnet sig hele hendes Syn paa det andet Køn, og hun skrev henrykt derom til sin kortklippede Veninde og talte om det til enhver, der blot vilde laane hende Øre. Og underlig nok, der var tidt en og anden, der talte til hende om den mærkelige »Perle« og lokkede hende til at fortælle om dens Kyskhed. Men hun saa ikke deres Ansigter, naar de gik bort.

En Dag havde den utilfredsstillede Moderfølelse været usædvanlig stærkt oppe i hende. Hun havde puslet med Moppen og klædt den af og paa flere Gange, men det havde ikke hjulpet. Nu stod hun ved Vinduet og var nedstemt. Da hørte hun pludselig Raab og Træskoklapren henne i Gaden, og en hel Horde Skoledrenge kom strygende forbi, svang deres Huer, idet de løb, og raabte: »Hurra! Ledvogtertøsen har faaet to krølhaarede Drenge!«

Jomfru Holm studsede. Som Følge af sin isolerede Stilling anede hun intet om den Begivenhed, der havde sat hele den øvrige By i Bevægelse. To krølhaarede Drenge! En Tanke slog pludselig ned i hende – hvad om hun fik Pigen i Ledvogterhytten til at afstaa sig det ene Barn. Hun tog straks Tøj paa og skyndte sig derud ad; Moppen lod hun blive hjemme, 130| den var blevet noget fed i den senere Tid og havde ikke godt af at gaa saa langt.

Paa Vejen udad overvejede hun. Drenge havde de sagt, det var! Hun havde hellere set, at det var Piger, men det fik nu gaa, og naar man selv opdrog Barnet, saa behøvede det jo slet ikke komme til at ligne andre Mandfolk. Hun var glad og skyndte sig hen ad Vejen. »Se hvor hun svæver, det lange Rækel!« sagde to Koner, der kigede ud efter hende fra hver sin Side af Vejen. Men hun hørte det ikke og vilde heller ikke have brudt sig om det, forsonlig som hun nu var stemt.

Hun kom til Hytten ved Skovbrynet varm og forpustet. Inde i den lille Stue sad den pur unge Moder over Ende i Sengen og forsøgte at hælde Kaffe i to nyfødte Drengebørn, mens Ledvogterkonen gik omkring og smaa­ skældte over det urimelige i at faa Tvillinger – som om én ikke havde været mere end nok af den Slags. Jomfru Holm fremførte sit Ærinde, og baade Moder og Datter slog straks til. Moderen vilde endogsaa have hende til at tage begge Drengene – en mere eller mindre havde jo ikke noget at sige for en velhavende Frøken. Jomfru Holm tog med rystende Hænder en af de smaa, stramme Bylter og trykkede den til sit Bryst, men da den gav sig til at klynke, 131| blev hun bange og lagde den hastig paa Sengen igen. Det blev aftalt, at hun skulde have Barnet, saa snart det kunde tages fra Moderen.

Da hun gik, stod der nogle Husmandskoner uden for Døren. De skulde ind paa Barselsvisit, og hun hørte dem tale forarget om Begivenheden og udlægge en ung Skrædersvend som Barnefader. Da slog der atter noget ned i hende: Indignation, Vrede, Væmmelse. Hvor havde hun dog haft sine Tanker henne, at hun til nu slet ikke havde sat Begivenheden i Forbindelse med nogen Mand? Og saa oven i Købet uden for Ægteskab! Som om det ikke var nok, at de Kvinder, der var gifte, gav sig af med Mændene! Hun var oprørt.

Hendes Vej faldt gennem Plantningen. Ved en Omdrejning af Stien laa en vandrende Haandværkssvend og sov med Ansigtet nedad. Hans Benklæder var revnede, saa en Flig af Skjorten stak ud, ved Siden af ham laa en Trepægleflaske. Han løftede Hovedet, da hun gik forbi, saa rejste han sig og fulgte snøvlende efter hende. Hun blev angst og gav sig til at løbe, hurtigere og hurtigere, til hun stakaandet naaede Byen. Da først turde hun se sig tilbage og saa ham dingle ind i Plantningen igen.

Derhjemme gik hun i Feber. Hendes første Tanke var at sige Barnet af, men saa kom hun 132| til at huske, at hun havde holdt det i sine Arme, og hvor dejlig en Følelse det havde været. Saa tænkte hun igen paa det med Skrædersvenden og var fast bestemt paa ikke at tage Barnet. Og saadan tænkte hun frem og tilbage og kunde ikke komme til noget Resultat. Den ene Dag gik efter den anden, de kunde være der med Barnet, snart hvad Dag det skulde være, og hun havde endnu ikke bestemt sig.

En Morgen hun vaagnede op i Tvivl som sædvanlig, kom Moppen ikke frem af sin Kurv under Sengen og slikkede hendes Haand som ellers. Hun kaldte paa den, og den svarede venligt ved at daske Halen mod Kurvekanten, men den kom ikke. Var den syg mon? Hun sprang op og trak Kurven frem – og sé! Moppen havde hos sig den dejligste lille Hvalp af Verden. Hun slog Hænderne sammen af Henrykkelse og Forbavselse – nej, hvor var ikke »Perle« storartet! den havde realiseret hendes egen Tanke og antaget sig en fremmed Hvalp. Hun tog det som et Vink fra Himlen, og alle hendes Tvivl var løste – hun vilde tage Barnet.

Nu fik hun travlt med Forberedelserne til at tage imod det. Der skulde rigtig Vugge og Barnetøj og Dieflaske, og der maatte tinges god Mælk – hun glemte rent Hvalpen. Da hun 133| endelig kom i Tanker om den, blev hun bestyrtet og troede, den var sultet ihjel; men den laa oppe paa Loftet i bedste Velgaaende, dèr havde Moppen slæbt den op. Hun satte Mælk til den og dyppede dens Snude flere Gange i Skaalen, men den vilde ikke drikke. Hvad skulde hun gøre? – Dieflasken! mon en Hvalp ikke ogsaa kunde die af Flaske. Hun forsøgte det, men det mislykkedes. Hun var grædefærdig af Elendighed – Hvad i Alverden var der at stille op? Hvalpen vilde dø af Sult mellem Hænderne paa hende, og det var saa Synd for Perle – –!

Hvor nødig hun end vilde betjene sig af en Mand, bekvemmede hun sig til sidst til at hente Dyrlægen. Han kom, og hun fortalte ham, hvorledes det stod til. Men da de kom op paa Loftet og bøjede sig over Kurven, laa Hvalpen og diede Moppen af Hjærtens Lyst. Dyrlægen, der godt kendte Jomfruen og havde hørt om den mærkelige, asketiske Moppe, kunde ikke dy sig men brast i Latter – han havde jo tænkt paa at skrive om Fænomenet »Asketisk Paavirkning fra et Menneske til et Dyr« i et videnskabeligt Tidsskrift. Og ved Siden af ham stod Jomfruen forstenet og dirrede, til hun brast ud i en krampagtig, hysterisk Graad. 134| Han saa forundret paa hende, blev saa alvorlig og listede af.

Alting styrtede sammen for hende: Verden ond og slet, Moppen troløs, lige saa sanselig som alle andre Dyr og saa tilmed en Hykler. Hun vilde drukne baade den og Hvalpen! hun vilde selv dø! hun vilde –! hun vilde –!

Hun skreg og græd sig afmægtig, saa krøb hun i Seng og vilde ikke staa op. Da flere Dage gik, uden at Naboerne saa noget til hende, troede de, hun havde gjort en Ulykke paa sig selv, og sprængte Døren. De talte venligt til hende nu, da de saa, hun var syg, vilde vaage hos hende og hente Læge og Medicin. Men hun bad dem pakke sig og lade hende dø i Fred. Hun rørte heller ikke den Mad, de bragte hende.

Saa en Dag kom Ledvogterkonen med Barnet. Hun lagde det i Vuggen, ønskede Jomfruen god Lykke med det og gik synlig tilfreds bort. Jomfruen laa en Stund og betragtede Barnet uvilligt, men saa listede et Ben sig uvilkaarligt ud af Sengen – og ét til, og hun sad paa Sengekanten. Og før hun ret vidste af det, laa hun paa Knæ foran Vuggen. Da Nabokonerne igen kom over, gik hun rask og paaklædt og varmede Mælk til den Lille. De beundrede hende i deres stille Sind, fordi hun 135| havde taget Barnet til sig, og hjalp hende til Rette med mange Ting, hun ikke forstod.

Dagen efter oplevede hun for første Gang, at en Klynge Fiskere tog Hatten af for hende. Hun troede, det var en ny Forhaanelse, men saa da, at de stirrede alvorligt efter hende i Stedet for som før at fnise. Andre Tegn paa Velvilje viste sig de følgende Dage, og de virkede paa hende som Solskin paa en forkommen Fugl. Hun syntes, at dette var helt andre Mennesker end dem, hun havde levet paa Krigsfod med, og det faldt hende ikke svært at give sig af med dem.

Den første Tid var hun som en Reconvalescent efter en lang og haard Sygdom. Alting forekom hende skønt og straalende. Og da hun blev vant til de nye Forhold, og den stærke Glans gik af dem, erstattedes den af en Tryghedsfølelse, der var en velgørende Modsætning til hendes tidligere hidsede Liv.

Og saa selve Barnet! Det blev en Kilde til hundrede Glæder og hundrede Bekymringer hver Dag. Det gav hende Del i alt, hvad der sætter et Moderhjærte i Svingninger, saa hele hendes Ydre bar Præget deraf. Hendes Ansigt blev kødfuldt, hendes Blik roligt og aarvaagent, og hendes Skikkelse mere kvindelig afrundet.

I dette Øjeblik sidder hun ved Vinduet og nikker ud til Drengen, der sjokker om ude paa Fortovet og skraber de første Spor af Sne sammen til en Sneboldt, mens »Perle den Yngre« hopper gøende op ad ham og er lige ved at vælte ham om. »Perle den Ældre« er gaaet til sine Fædre. Hun ser helt moderlig ud, er ikke slet saa fed som en Enke, men dog langt fyldigere end gamle Jomfruer er flest. Hendes Mine er bevidst og omsorgsfuld, og hun spreder noget af den Hygge og Velvære om sig, som ellers kun Mødre ejer.

Og saa paastaar man, at hun skal giftes med den halvgamle gemytlige Bestyrer for Forbrugsforeningen.