[137]| Som børn

[139]| Don Pedro Robollo er Opsynsmand i Alhambra. Om Dagen sidder han lille og sammensunken paa en Stol i en af de pragtfulde Sale og sutter paa en Cigaretstump. Det første Indtryk, han gør, er af én, Livet har faret ilde med, og hans Udtryk kan være saa barnligt rørende, at man fristes til at spørge ham, om han har tabt noget eller stødt en Finger.

Don Pedro Robollo er Enkemand. Om Aftenen naar han er færdig i Alhambra, vandrer han ned og spiser til Middag hos sine tre gifte Døtre, der alle bor i hans fattige Stuer og ernærer sig og Familie af hans smaa Indtægter. Naar Maaltidet er besørget, gaar han sin Vej igen, ned til en lille Gyde, der er saa snæver, at man kan skræve fra Balkon til Balkon. Der bor Enkefru Doña Josefa Rodrigues, i daglig Tale Señora Beppa.

Señora Beppa er større end Don Pedro, 140| kraftig bygget og langt mere energisk. Hun har en frejdig Mine, der vanskelig lader sig rokke, og en udpræget Opstoppernæse, der ligefrem kan faa hende til at se tøset ud. Hun har været gift med en Artillerikaptajn, der døde, da hun var lidt hen i Fyrrerne. Pensionen efter ham staar hvert Aar paa Finansloven, men naar aldrig ud til hende. Hun danser Fandango og La Jota og slaar Kastanjetterne trods nogen ung Pige, og for Resten lever hun af en Smule Pensionat og af at være Mellemhandler for Herskaberne, naar de ser sig nødte til at afhænde deres Guld- og Sølvtøj. Pedro kan intet give hende og spiser heller ikke hos hende; de erhverver Føden hver for sig og lever blot sammen. I de kolde Vinteraftener sidder de to ude i Køkkenet og kryber sammen om et Kulbækken. De pludrer og smaaskændes og repeterer vel for hundrede Gang deres Kærligheds Historie. Husker du det? Ja, og husker du det? De korser sig for noget, ler ad andet og takker Madonna for det alt sammen. De har utallige Kælenavne for hinanden, alle i Superlativ; men til daglig kalder de hinanden el niño og la niña, »Drengen« og »Pigen«. Og el niño er 65 Aar, la niña 55.

Ja, saa meget der dog kan ske i denne 141| Verden! Som nu for ti Aar siden, da kendte Pedro og Beppa ikke hinanden. De gik og sørgede hver for sig over hver sin Ægtehalvdel. Og saa var det, at Koleraen kom, den slog Tusinder ihjel, men dem bragte den Lykke – gracias a Dios!

Tænk, ti Aar siden! Eller var det elleve? Nej, kun ti, for det var Aaret efter Oprøret, da Pedro mistede sin første Kone. Den Gang var han Guldsmed og en holden Mand; saa velhavende var han, at han under Oprøret maatte gaa i Skjorteærmer paa Gaden for at staa sig godt med Pøbelen – ellers kunde man risikere at blive skudt ned. For Folket havde plyndret Arsenalerne og gik og legede med Krudt og Kugler. Oppe under Tagene laa de i Smug og fyldte Gaderne med Kugler, som peb og fløjtede og slog Folk omkuld, og ingen kunde afgøre, hvor Kuglerne kom fra.

De Kugler havde Adresse til baade Mænd og Kvinder af den fornemme Verden, og somme Tider gik en fattig med i Løbet – af Vanvare. Men en Morgen gik Pedro og hans Hustru til Messe, han i Skjorteærmer, hun i perlebesat Mantilja, fordi hun var saa forfængelig og ikke vilde lade Fornuften raade. Da ramte en forvildet, herreløs Kugle hende, og Pedro maatte slæbe hendes døde Legeme ind i en Port for 142| ikke selv at blive skudt ogsaa. Stakkels Kone, hun kunde saamænd have levet endnu og haft det saa rart, for Pedro er god ved sin Kone og slaar hende aldrig – vel niño?

Pedro holdt sig skjult, men Dagen efter plyndrede Pøbelen hans Guldsmedebutik og tog Rub og Stub, saa han blev en fattig Mand.

Men Vorherre blev vred for Alvor. Først sendte han Generalen fra Madrid, der indtog Granada uden Sværdslag og bombarderede Sevilja i tre Dage. Og Aaret efter var det, den store Kolera kom.

Og da saa man ret, hvad Menneskene dog er for nogle Stympere. Selv de værste Oprørere fra Aaret før knækkede sammen og laa og flød i Gaderne, blaasorte, ophovnede og døde, eller Rædslen greb dem, og de flygtede bort i alle Retninger. Men hvor de kom hen, tog man imod dem med Stenkast og Bøsseskud. Og hvad Bøsser og Stene ikke udrettede, tog Sulten sig paa, for Landet laa øde, og Landsbyerne var spærrede. Saa der var ikke Føde at faa, uden de vendte tilbage til Granada.

Men dér var der ogsaa Mad nok, for Masser af Mennesker var allerede døde, og mange store Huse var helt affolkede. Dér gik de ind og tog, hvad de vilde. Men hvor Ligene laa i Lejligheden endnu, flygtede de rædselsslagne.

143| Saadan var Pøbelens Panik, at man ikke kunde faa de døde transporterede ud for aldrig det; de laa og raadnede og udbredte Stank og Pest, til Præsterne og Munkene tog fat. De brød Dækket af Darroflodens underjordiske Løb paa mange Steder og smed Ligene derned. Saa transporterede Floden dem ud paa Vegaen, og der gik fede og magre Munke med lange Baadshager og trak dem fra Floden over i en stor Kule.

Da kendte Pedro og Beppa endnu ikke hinanden.

Men en Dag naaede det Rygte ind til Granada, at en Helgen langt ude i de smaa Marmorbjærge havde kureret en Kolerapatient. Saa vidt var det allerede kommet, at alle grinede ad Rygtet, selv de, der ellers ofrede og bad til Helgenerne hver Dag. Kun nogle faa troende tog det alvorligt, og blandt dem var Enkemand Pedro Robollo og Enke Josefa Rodrigues. Og da det var for langt at vandre til Fods i Sommerens Hede, slog disse faa sig sammen og lejede Postdiligencen, der ellers var indstillet paa Grund af Pesten. De var lige nok til at fylde Diligencens nogle og tredive Pladser, og trukne af tolv smaa Æsler rullede de med Bjældeklang ud af Staden.

Det var en sørgelig Køretur. Jesus, Ma144|donna, hvor saa der ud! Jorden laa tør og skiden som et skorpet Saar og slog Revner i Solheden, Vinstokken var gaaet ud, hist og her nikkede støvgraa, golde Hvedeaks paa kvarterhøje Straa, men hen over Højene blomstrede den røde Valmue som et Raab om Blod – Blod til den tørstige Jord. Kvæget havde slidt sig ud af Staldene og løb forvildet om, og langs Vejene laa der blaasorte, fortrukne Lig, omringede af Ravnene og Vegaens vilde Hunde. Der stod en korsfæstet Kristus et Sted ved Vejen, omkring ham laa der mange døde – Kvinder, Mænd, Børn. Der havde de søgt Tilflugt, for Landbefolkningen er ikke saa ugudelig som den i Byerne!

Inde i Diligencen sad de sammenpressede og rystedes mod hinanden og stirrede ud paa al Uhyggen. Og deres Øjne søgte rundt, lurende og fjendske og fulde af Skræk, for hver troede, at Naboen var befængt med Smitten. Men der var intet Sted at trække sig hen; saa sad de og krøb ind i sig selv og saa hadefulde ud.

Men da alt var gaaet godt i et Par Timer, aandede de op, og Passiaren kom i Gang, først spredt, siden mere almindelig. Hver havde noget uhyggeligt at fortælle om Koleraen og de Udskejelser, der fulgte den. Den kunde dukke op paa de mest afsides Steder og stikke sit 145| grinende Dødningehoved frem midt i en lykkelig Kreds, der for længst havde afbrudt enhver Forbindelse med Omverdenen. Den tog de stærkeste, bedst som de gik og stod, og bukkede begge Ender sammen paa dem. Den slog Folk med Panik, saa mange, der intet fejlede, gik hen og lagde sig for at dø, mens andre løb om i Gaderne Dag og Nat og ikke turde hvile af Frygt for, at Sygdommen saa skulde anfalde dem, men løb og løb, til de styrtede. Atter andre fik den til at danse nøgne paa det aabne Torv og drikke og fejre vilde Orgier. Og den fik angrebne Mennesker til at misunde de sunde og snige sig ud blandt dem for at smitte dem. Alle Sanser havde den forvirret, saa ikke en Gang det hellige var helligt længer, men Madonna og Helgenerne blev klædt ud i Narredragter og trukket rundt med stor Staahej. End ikke den Korsfæstedes Billede nede foran Hospitalet blev skaanet. Pøbelen tog det og drejede dets Bag til Hospitalet, fordi Kristus havde ladet alle Patienterne dø derinde, skønt han var Hospitalets Skytspatron.

Alt dette fortalte de hinanden, mens Diligencen sled sig op over Bjærgene med dem, og de takkede i Samdrægtighed Madonna og Helgenerne, som havde bevaret deres Forstand og deres Tro. Indtil én pludselig begyndte at 146| kaste op og vride sig af Mavesmærter. Da hvinede Kvinderne, og Mændene skreg til Kusken om at holde. Og da han ikke vilde, satte de Støvler og Sko mod den syge og stemte ham ud af Vognen, saa han faldt ned paa Landevejen – de turde ikke røre ham med Hænderne. Gudskelov, det var fra anden Etage, han faldt; han slog sig vist ihjel paa Stedet, han rørte sig da ikke.

Og da Koleraen først var optraadt, gik den paa Omgang ligesom St. Josefshospitalets fattige Brødre, og hvert nyt Offer blev stemt ud med Skosaaler og Stokke, saa snart Symptomerne viste sig. Der blev efterhaanden god Plads i Kupéen, og de sad i saa store Afstande fra hinanden som muligt, tavse og lurende paa hinanden.

En af Passagererne var en stor, rødblisset Vinkyper fra Granada. Gud gøre ham Skærsilden kort – jagede han ikke Beppa bort fra Hjørnet ved Vogntrappen og anbragte sig selv dèr! Han havde været den ivrigste til at sparke de syge ud, nu sad han med en stor Kniv i Haanden, mens Trækninger i hans Ansigt viste, at han kæmpede med Mavesmærterne. Saa faldt han forover og kom til at hænge halvt ud af den aabne Vogndør. Han stak efter den første Fod, der nærmede sig, men ak, hvad 147| nytter Kræfter, naar Gud har peget paa én! Han tabte Kniven og rullede sig rundt i Smærter, og ved et Stød fra Vognen trillede han som en Klump ud over Stigen og ned paa Vejen. Der laa han og rodede, borede sine Hænder ned i Skærverne og forbandede Gud.

Dette Syn fik den stærke Beppa til at græde voldsomt, og Pedro, lille Pedrico, der havde siddet sammenkrøben og forskræmt i et Hjørne, vovede sig frem for at trøste hende. Men hendes Graad blev bare endnu værre ved Trøsten og slog over i hæslig Latterkrampe, og der sad hun endnu og lo hysterisk, da den sidste Toppassager, en gammel Kone, fik Anfaldet. Men Pedrico blev ved at tage sig af hende, han hældte Vin i hende og tumlede med hende saa længe, at hun blev normal igen. Og da mærkede de først, at Diligencen var gaaet i Staa.

De klatrede ned ad den høje Stige, og paa Vejen ned saa de, at den underste Kupé var i samme Forfatning som deres egen. Passagererne, der udelukkende bestod af Kvinder og Børn, laa syge og døde mellem hinanden paa Vogngulvet. Naar én sprællede, rørte hele Bunken sig, og det kravlede ud og ind – som en levende Klump Maddiker. En lille Pige sad endnu paa Sædet med Benene trukne op under sig og trak en død Kvinde, formodentlig sin 148| Moder, i Haaret. Da de kom ned, saa de Kusken ligge nede paa Jorden mellem Æslerne – det var Aarsagen til Stansningen.

Saa gik de videre til Fods, ene to. Hun fortalte ham om sin døde Mand, han hende om sin døde Kone, og de følte sig som de to eneste Skabninger paa Guds nøgne Jord og tyede derfor nærmere og nærmere sammen, til de gik med hinanden om Livet. Rædslerne omkring dem havde ingen Magt over dem mere, de lo og talte om Fremtiden, som skulde de først til at begynde Livet, og de talløse Lig omkring dem saa de ikke mere. Saaledes naaede de Klostret og Helgenen.

Men da de knælede for ham Side om Side og anraabte ham om at holde sin Haand over alle Mennesker og om muligt stanse Koleraen helt, fik Beppa pludselig Kvalme, og Brødrene maatte bære hende ind i Klostrets Sygesal.

Anfaldet var ikke synderlig voldsomt, og en gammel Broder mente, at hun kunde komme sig i Løbet af nogle Dage. Men de manglede Is, og Is var nødvendig til Kuren. Der var ingen at faa nærmere end i Granada, saa begav Pedro sig, træt og udaset som han var, paa den fire Mil lange Spaseretur.

Han kom til Byen midt om Natten og fandt den i fuldstændig Opløsning. I Dagens Løb 149| var der død saa mange, at Præsterne ikke kunde overkomme at skaffe dem af Vejen, og der laa Lig og flød alle Vegne. De vilde Hunde og Rovfuglene havde vovet sig helt ind i Gaderne og var saa frække, at de knap gad flytte sig for ham; han hørte et Rygte om, at Sierraens Ulve havde vist sig i Flokke helt nede ved Byens Mure.

Alle Skodder og Porte var lukkede, som lod Smitten sig stænge ude. Men inde fra Stuer og Gaarde hørtes der Hvin som af Flaner og Tøjter; og Flasker klirrede, Kastanjetter slog og Zambomba brummede. I Skyggen under Murene agerede Skikkelser med Dødningedragter og malede Ansigter, de skreg og gjorde fjollede Fagter. Det var Folk, som Rædslen havde gjort vanvittige.

Pedro løb rundt og spurgte om Is, men intet Sted var der nogen at faa. Han var ved alle Kaféerne og de store Vinlagre, men forgæves.

Saa tog han en rask Beslutning – han vilde vandre de tre Mil ud til Sierra Nevada efter Is. Der var han sikker paa at faa, for den smelter aldrig selv i den hedeste Sommer. Der var ganske vist det Rygte om Ulvene, men Madonna hjalp ham nok. Han vilde lige løbe hjem og se til sine Døtre.

150| Han svedte ved Tanken om, hvad der maaske var hændet dem, og hans Haand rystede, da han aabnede Porten. Maaske laa de sorte og ophovnede og stank! – Gud give, det havde været saa, og Madonna naadig beskærme enhver Fader fra at se, hvad Pedro saa. Inde i Porten laa Madvarer og tomme Vindunke og flød. Tæt ved laa den gamle Libertiners Kone oppe fra Kvisten og rodede og kunde ikke komme op, saa døddrukken var hun. Og midt i Gaarden dansede Pedros tre giftefærdige Døtre i bar Særk om den gamle Libertiner selv, der gjorde ækle forelskede Fakter til dem alle tre. Jesus, Jesus, hvilken Skam, hvilken Skændsel! Og inde under Søjlerne laa de andre Husbeboere og drak – eller strakte sig i utugtige Stillinger og grinede skammeligt.

Den stakkels Pedrico! Han vaklede ud af Porten, uden at nogen saa ham, og løb, løb bort alt, hvad han kunde. Men langt op i Gaden kunde han høre dem hvine og skrige, som var de besatte af Djævle. Et Øjeblik fòr det igennem ham, at han skulde gaa hjem og slaa dem ihjel, men saa huskede han paa, at det var Koleraens Skyld – og den var kommet fra Gud. Og han gav sig til at løbe igen, ud til Sierra Nevada efter Is til Beppa.

Næste Dag hen paa Eftermiddagen kom 151| Pedro op til Klostret med en lille Stump Is saa stor som en Haand. Det var alt, hvad Solen havde levnet af en stor Isblok. Da han kom inden for Klostret, daanede han, men da havde han ogsaa tilbagelagt i alt 14 Mil og vaaget i halvandet Døgn.

Da han vaagnede op igen, laa Beppa og stredes med Døden uden mindste Tilsyn eller Pleje. For Døden havde hærget i Klostret i det forløbne Døgn, og med den var Panikken brudt ud. Beppas Krop var blaa og ophovnet og hendes Mave stor og svulden og spændt som en Tromme. Pedro hældte igen Vin i hende og gav sig til at gnide hendes Mave og Lemmer, men da begyndte hun alt at blive kold om Ryg og Skuldre.

Da græd Pedrico og raabte i sin Nød paa San Antonio, som er de elskendes Beskytter; og i sin Fortvivlelse løftede han Beppa op, bøjede sig ind til hende og pustede sin varme Aande ned ad hendes Ryg – og blev ved Time efter Time. Rundt om de to samlede Munkene sig efterhaanden og bad, men til sidst faldt Pedro i Søvn af Udmattelse. Han sov i mange Timer, sov endnu, da Beppa var kommen sig saa vidt, at hun savnede ham.

En Maaned efter vandrede de to ned over Bjærgene til Granada. Da var Koleraen forbi, 152| og de efterlevende var komne til sig selv igen efter Forvildelsen. De gik og satte de sønderslaaede Helgenbilleder sammen, tog Narredragten af den Korsfæstede og var lutter Taknemmelighed mod Himlen, fordi den havde skaanet just dem.

Al Beppas Slægt var død, saa hun nu havde staaet ene i Verden, om ikke den rare Pedrico havde været – Gud velsigne ham! Og var Koleraen ikke kommen, saa havde hun ikke haft ham heller. Men saadan har Gud altid sin vise Hensigt med de Plager, han sender Menneskene – ikke sandt, niño? –

El niño sidder og rager i Kulbækkenet med et lykkeligt Smil i sit rynkede Ansigt. Pludselig rejser han sin affældige Skikkelse. »Leve den frie Kærlighed,« raaber han og svinger Ildragen.

En halv Time senere er der slukket i Køkkenet, og Huset er stille. Inde under Helgenbilledets Lampe ligger de to Børn, graa og falmede, i hver sin Seng. Hen over Tæppet ligger deres Arme – de sover med hinanden i Haanden, el niño og la niña, »Drengen« og »Pigen«. El niño er 65 Aar, la niña 55.