© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Efter udgivelsen af Skygger holdt Nexø et par måneders skrivepause og helligede sig sit nye arbejde som dansklærer m.v. på Gregersens Realskole på Frederiksberg. Men den 7. november 1898 skriver han til sin Margrethe:
Jeg har fået Bestilling på en Julefortælling til 15 Kr. og den skrev jeg i Går under den mest dundrende Hovedpine, som jeg havde hele Dage[n]. Det mærkelige er, at jeg tror, Fortællingen er morsom. Jeg kom da selv til at le ved at tænke på den i Nat, da jeg lå i min Seng.
Den fortælling, han undtagelsesvis havde fået så rask fra hånden, var »Bigum Træben«, og bestillingen kom fra Sophus Claussen, siden 1896 medredaktør af Lolland-Falsters Folketidende, hvori den stod at læse juleaften 1898.
Herefter stiftede Nexø og Margrethe hjem i København, hvorfor brevvekslingen imellem dem naturligt nok svinder stærkt ind. Vi må derfor her nøjes med at konstatere, at fortællingerne i Muldskud, som udkom i november 1900, er skrevet over to-tre år, og at de næsten alle blev publicerede, efterhånden som han skrev dem. Løbende publicering af mindre arbejder – fortællinger, digte og journalistik – var en ikke uvæsentlig supplerende indtægtskilde for familieforsørgeren Nexø.
»Hovsmeden fra Dyndeby« tryktes først i dagbladet København, decem ber 1899; og det blev indledningen til Nexøs medarbejderskab ved denne avis, som han gennem det næste års tid forsynede med en lang række klummer, skitser og fortællinger. »To Kvinder« havde stået i Flinchs Almanak 1900, som redigeredes af vennen Johan Skjoldborg. De øvrige fortællinger blev publiceret i syv forskellige aviser og tidsskrifter – se nærmere herom i afsnit V.2. Alene »Lønningsdag. (En Idyl)« havde ikke været trykt før.
Om begrebet 'muldskud' og om sine grunde til at anvende det som bogtitel skrev Nexø fem år senere:
Det Billede, Ordet fremkalder, synes jeg griber – som en Anelse – om saa meget i Livet og navnlig i Almuens. Jeg staar og ser ud over den jævne, hverdagsgraa Jordskorpe – og pludselig skyder det uventet; forraader Kræfter i det skjulte og aabenbarer ejendommelige Underlag. – Det jævne Folks Katastrofer kommer næsten altid som en urørt og uanet Kraft, der i et overraskende Nu vælter den graa Kulturskorpe til Side, tager Magten helt, og skaber store Skæbner.
(Brev til Gyldendal, dateret »Januar 1905«, Martin-Andersen-Nexö-Nachlass, Findbuch III 3, Det Kongelige Bibliotek; brevet anvendtes af forlaget i annoncer for Muldskud. Anden Samling)
Imellem Skygger og Muldskud havde Nexø udgivet de to romaner Det bødes der for – (november 1899) og En Moder (september 1900), og han kunne således nu betragtes som en ung, etableret forfatter. På forsiden af Nexøs ’egen’ avis København, 30. november 1900, skrev forfatteren Sophus Michaëlis (1865-1932), som tidligere på året havde givet en overstrømmende anmeldelse af En Moder:
Med dette nye Bind Fortællinger fæstner den unge Forfatter yderligere sin sikre literære Position.
Emner og Fortællemaade er ikke artsforskellig fra det første Bind, men vidner om Stræben efter endnu kortere og knappere Form. I enkelte Stykker er det skitsemæssige Præg blevet staaende [således slutningerne af »Frænke« og »Hovsmeden fra Dyndeby«.] (...) Nexø behandler med Forkærlighed sære eller forkrøblede Eksistenser. Bogen indeholder et par ypperlige Fortællinger: »Bigum Træben« og »To Kvinder«. [Sidstnævnte er] skrevet med skarp Kunst der minder om en Maupassants; (...) Hovedinteressen ved Nexøs Fortællinger er udelukkende den sikre og skarpe Menneskeiagttagelse. Han er fjern fra al Sentimentalitet og forfinet Drivhuskultur. Der er en egen Granit-Vederheftighed i hans Talent.
Men allerede den 20. november havde en af Københavns (og Politikens) journalister, Freilif Olsen (1868-1936), varmet publikum op med en længere levnedsskildring af Nexø – vistnok den første overhovedet – baseret på et interview. Det hedder i artiklens slutning: »Han er ikke flasket op ved Middage og Punchesold. Der er ikke et ærligt dansk Hurra i ham. Men han ser heller ikke ud til at kunne sige en poetisk Usandhed.«
Artiklen blev optrykt i Holbæk Amts Dagblad, 22. november, og to dage senere gav bladet, med fremhævelse af Nexøs dybe psykologiske indsigt, sin egen varme anbefaling af Muldskud.
Den konservative Middelfart Avis benyttede 1. december 1900 anledningen til et generelt forsvar for fortællingen som genre:
Møder en ung Forfatter frem med en Samling gode Noveller, kan man være sikker paa, at Kritiken vil hidse ham op til at skrive noget større, et rigtigt Værk, ligesom det at skrive gode smaa Fortællinger ikke er Kunst nok. Bevisligt er disse dog den mest søgte Lekture.
Andersen Nexøs Debut Noveller »Skygger« blev godt modtaget i Pressen, og der fulgte to større Arbejder efter, som ikke blev slet saa godt modtagne, og som heller ikke ejede det friske Pust af Naturlighed og Troværdighed, som den første Bog rummede.
Med »Muldskud« er Forfatteren atter tilbage til det smaa uden derfor at være blevet mindre.
Endskønt flere af »Muldskud«s otte Fortællinger før har været optaget i forskellige Tidsskrifter, læser man dem dog anden Gang med Interesse. Dette er en ganske god Prøve at bestaa.
Det er otte aparte Emner, Forf. vælger, men han kaster et Troværdighedens Skær over dem ved sin levende og skarpe Fortællemaade.
Tilsvarende skrev Berlingske Tidende, aften, i en usigneret anmeldelse den 13. december:
Den unge Forfatter Hr. Andersen Nexø synes at være i Besiddelse af en meget stærk Produktionsevne (...). De Forventninger, man efter hans Debutarbejde med Rette nærede til ham, synes os imidlertid ikke at være fyldestgjorte ved de store Romaner, han siden da har udgivet; ganske vist rummede ogsaa de mange gode og dygtige Enkeltheder, men dels var Kompositionen ikke just vellykket, dels var Valget af Stoffet alt andet end tiltalende.
Det kan derfor kun glæde os, at Forfatteren i sin nye Bog er vendt tilbage til det Felt, hvor han vandt sine første Sporer, og hvor han, som det synes, ret egentlig føler sig hjemme.
Anmelderen fremhæver dernæst »Bigum Træben« og »Naar Nøden er størst –!«; og:
(...) i »Frænke« tegner Forfatteren et tragisk Billede af en Almueskvinde med en saa ubøjelig og jernhaard Villiestyrke, at Skildringen i meget minder om Sagaliteraturens mest helstøbte Kvindeskikkelser, hvem intet kunde bøje, og som foretrak Døden for at vige et Haardsbred fra deres engang fastsatte Maal. (...) »Muldskud« er en ualmindelig frisk og løfterig Bog, der er ingen tvivl om, at dens Forfatter besidder store Evner til anskuelig Folkelivsskildring.
En mere blandet bedømmelse gav Edvard Brandes i Politiken, 19. december:
Gode Fortællinger om fattige og fortrykte Mennesker. Kun naar Hr. Andersen Nexø drager til Spanien eller staar til Søs eller til tidligere Tiders Sagn, svigter Særpræget ham. Derimod er fordrukne ViseMænd paa Træben, forbryderiske Kæltringer, taabelige Invalider – saadanne Folk, der er maskerede i en eller anden Retning, dem giver han med Eftertryk og et bittert Sind deres Bekomst. Det er nøgternt, ærligt, grundsolidt Arbejde. Men det skrider lidt tungt fremad uden en Pontoppidans eller Kiellands Humør og Overlegenhed. Netop fordi Hr. Andersen Nexø mangler de Egenskaber, der vinder selv et modstræbende Publikum, skal man støtte hans literære Proletar-Sortsyn. Han vil noget, og han er evnerig.
Ugebladet Skole og Samfund udgik fra Silkeborg Seminarium, hvor Nexø havde vikarieret en kort tid i 1896; han kendte derfor redaktionskomiteen med rektor P.J.M. Vinther (1863-1944) i spidsen og havde selv bidraget til bladet med en række Spaniens-skildringer i foråret 1898. Det hedder i bladets usignerede anmeldelse:
Andersen-Nexøs Fortællinger har fundet mange Læsere; ovennævnte Samling vil øge deres Tal. »Muldskud« indeholder en Række fint formede Smaafortællinger (...) Virkelighedsbilleder, stærke og sikkert tegnede. (...) Ellers gør Forfatterens store stilistiske Evner, hans livlige og kvikke Fortællemaade, at selv hans triste Skyggebilleder ikke virker stærkt Uhygge.
(Skole og Samfund, nr. 37, 14. december 1900)
Endelig skrev Tilskuerens redaktør, litteraturhistorikeren Valdemar Vedel (1865-1942), i en dobbeltanmeldelse af Muldskud og romanen En Moder:
Der er en egensindig Vilje i ham til at grave sig sine egne Veje rigtig godt nede i det ægte Muld; men han har en Svaghed for det sære, bitre, paradoksale og smører undertiden tykt paa for at komme saa fjernt fra det banale og blødsødne som muligt. Imellem »Muldskud«s Smaastykker er der egentlig flere fantastiske Huskud [indfald] end veritable Vækster, der er skudt lige op af Livets Jordbund. (...) Men i Stykket om Konen, der sætter Ild paa Broderens Gaard og som ingen Forhørsdommer faar Bugt med, er der virkelig gravet sikkert og kraftigt ned i ukultiveret Naturbund. Langt betydeligere er imidlertid Romanen »En Moder« (...).
(Tilskueren, februar 1901, s. 183-184)