[1]|Banlyst!

[3]| Toget brusede frem, saa hele Banelegemet gyngede. Uden for Leddet paa Vejen stejlede Hestene for en Bondevogn og rykkede baglæns, Kvinderne paa Vognen skreg og stak deres tykke Ben ud for at springe af. Inde paa Dæmningen stod den gamle bredskuldrede Ledvogter rank og urokkelig, med fremstrakt Arm for at angive fri Bane og den anden Haand til Huen.

Han stod saaledes til hele Toget var suset forbi, saa halede han med et flot Kast Træbenet op af Banelegemets Gruspakning, aabnede Leddene og hinkede igen hen til sin Gæst, der sad paa Bænken uden for den lille Ledvogterhytte. Fra Knæet stak Ledvogterens ene Ben lige bagud i en ret Vinkel, saa hele Fodsaalen var synlig medens han gik. »Der hører meget Mod til saadan at galoppere lige lukt ind i en Kugleregn, ikke?« tog Gæsten igen Traaden op. Det var en køn ung Mand med bløde Træk. 4| Ledvogteren sad og gravede med Fingeren i sin Pibe og stirrede tankefuldt ud for sig. Der gik skiftende Udtryk over hans Ansigt, men de var ikke til at tyde; Tiden havde sløret dem. De virkede som en fjærn Graad ved Aftentide; den kan være Graad, men den kan ogsaa være Sang. Han var langt borte, og den Unge maatte gentage sit Spørgsmaal. »Mod – aa nej, ikke saa meget for Resten! Blodet kommer i Kog ved De, og man sanser ikke andet end bare at komme fremad. Det rykker jo nok i èn naar en Kugle klipper forbi; og man hytter jo uvilkaarlig Ansigtet som under en Haglbyge. Jeg lagde ogsaa Mærke til at vi klippede meget med Øjnene naar Kuglerne faldt tæt – hvad der jo er helt hen i Vejret. Men man tænker ikke stort ved det hele, ikke engang naar Kammeraterne falder til begge Sider af èn. Mod – nej! Jeg har set den fejgeste i hele NEskadronen i Kaadhed slaa med Haanden efter en forbifløjtende Kugle. Samme Kugle – eller kanske var det en anden, for de har jo Fart paa – nappede hans ene Finger, men han raabte blot Halløj! og lo og suttede paa Fingerstumpen.

Han teede sig akkurat som vidste han ikke af at han var lemlæstet. Men om Aftenen da vi laa hjemme i Kvarteret og Fingeren skulde ren5|skæres og forbindes, græd han som et Kvindfolk over Smærterne! Og siden lod han sig hjemsende, skønt det var en Langfinger som han slet ikke havde Brug for til at slaas.« »Det er dog underligt,« sagde den unge Mand og krummede sine Langfingre nervøst. »Ja underligt – vist er det underligt! men sandt er det ligefuldt. Jeg har ogsaa kendt dem som gærne fik Diaré naar de skulde rykke ud mod NFi-enden, saa de maatte drives ud et vist Sted fra med den flade Sabel. Og det var ikke Skaberi heller som enhver kunde overbevise sig om. Men naar de først var midt i NKrambelasjen, kunde det godt falde dem ind at springe frem af Dækningen og stille hele Kroppen som Skive for Tysken og true ad ham – saa de maatte hales baglæns ned igen.

Nej, det var nok ikke Mod, men snarere en Slags Desperathed.

Det kunde nu ogsaa være det det var; for at man ofrer Liv og Blod for gamle Dannebrog naar det kræves, det er jo i sin Orden. Men at man skulde gaa til det saa glad som til sit eget Bryllup, det kan dog vel ingen forlange.

Alligevel var der jo dem, som havde en egen sær Glæde af at slaas og altid var klar til at sætte Liv og Helsen til, hvordan saa Vejret var 6| og hvad-enten de befandt sig i NSengen varm eller i Pigens Arm, som der staar i Visen. Og nogle af dem kunde gaa og være helt syge for at komme ud og valse med Tysken. Men de gjorde ingen Dumheder saadan som de andre, for de forlangte Liv for Liv.

Der var i det hele taget nogle af enhver Slags, som der jo maa være hvor saa mange Mennesker er samlede. Men der var ingen som Valdemar Mygind, min bedste Ven fra Barndoms- og Ungdomsaarene; og han tog saa sørgelig en Ende, at enhver maa sige, det er én Ting at gaa paa i Krigen og noget andet at tage Krigens Følger.« »Far har undertiden talt om en Mygind,« sagde den unge Mand. »Han var nok Skolelærer.« N»Der er flere brogede Hunde end Præstens, for Degnen har en broget Tæve. Nej, Valdemar var lige gammel med mig og kunde godt været Bedstefar til Dem.

Hans Far var Forpagter paa Grevens Gaard derhjemme, og min Far var Husmand paa Gaarden, saa der var jo nogen Forskel paa os saadan set; men det var aldrig at mærke. Forskellen blev da heller ikke saa stor, som den kunde været, for Valdemars Fader var lige saa daarlig 7| en Forpagter, som han var en dygtig Bonde. Han forstod sig ikke paa at udpine Jorden og alle de andre Kæltringestreger en Forpagter maa lægge sig efter for at blive velstaaende. Alt hvad han kunde rave og skrave sammen gik i Grevens Lomme, som brugte det til at købe kostbare Tæver og Hanhunde for, og tyndbenede Heste som ikke kunde trække det tykke Menneske ind til Købstaden engang – for fed var han, en rigtig NFedtegreve.

Men Forpagter Mygind blev ikke fed som De vel kan forstaa, naar han skulde svare enhver sit og Greven saa tog Resten og lidt endda og Tak til.

Tilmed var Gaarden ikke stort større end en almindelig Bondegaard, og mangen Gang har saamænd Valdemar maattet stille sin Sult ovre hos os i Hytten. Men det vidste Faderen ikke, forstaas; ellers havde der nok vanket til Valdemar. For han var en stræng Mand.

Der kunde nu ingen forstaa, at han blev hængende ved den daarlige Forpagtning, for han var knusende dygtig og kunde tjent gode Penge alle andre Steder. Men han havde nok om man saa maa sige fattet Kærlighed til den Gaard, for han vilde aldrig høre tale om at søge til en anden. Jeg tror, han hellere havde set sig og 8| sine sulte ihjæl – saa ondt det forresten ku’ gjort ham for han var en god Mand – end opgivet Gaarden. Og det benyttede Greven sig naturligvis af til bestandig at presse sine Fordringer i Vejret, efter hvert som den anden forbedrede Bedriften.

Altid hang Forpagteren ude over Jorden baade helligt og søgnt, og naar andet skikkeligt Folk tog til Kirke for at høre Guds Ord, tændte han sin Pibe og satte sig oppe paa en Kæmpehøj, hvorfra han havde Udsigt over alle Markerne – ret som han kunde være forhekset. Han gik saadan og kælede for det hele, som en anden én kunde gjort det for sine Børn om man havde haft nogen. Og det maa man sige, at Jorden var glad for’et; der var ingen anden dèr paa Egnen, som kunde opvise Magen til Afgrøde. Han gjorde Gaarden dobbelt saa meget værd, som den var før ham, men tror De Greven gav ham noget for det? Ikke saa meget som Tak engang.

Se der er jo Grise med en saadan Trivsel i, at alting lægger sig som Sul paa deres Ribbèn – om det saa er det rene Jord. Af den Slags var Valdemar.

Saa snart han kunde tage en Haand i med maatte han arbejde; og længe før 9| han var udvoksen, maatte han gøre Karls Arbejde, fordi der skulde knibes paa Folkeholdet. Og dertil kom tarvelig Kost. Men tror De det gjorde ham noget? Nej, han struttede af Sundhed og Kræfter og voksede rent fra vi andre.

Vi Drenge samledes paa Gaarden og legede naar Valdemar var fri, og han var naturligvis vor Anfører, den stærkeste og dygtigste af os som han jo var. Han kunde springe sin egen Højde og lidt til, staa paa Ryggen af en galopperende Hest uden at holde sig i Tømmen – og forresten alle de Kunster vi saa Akrobaterne lave paa Markedet. Blot han saa dem kunde han dem.

Og saa glad han ogsaa var for sin Krop og sine Kræfter. Han holdt sig saa svaj og strunk som en Officer, ikke af Vigtighed men fordi der ikke maatte være Fejl eller Lyde ved hans Krop. Saadan som hans Far var mod Jorden, var han mod sig selv. Han gik og skrubbede og vaskede sig, som kunde han være en Grevesøn – over hele Kroppen sku, saadan som de nu skal have begyndt paa det derovre i København! Det var helt naragtigt at se ham klæde sig nøgen derude i Kostalden hver eneste Lørdag og skrubbe sig, og det kunde aldrig være for det gode med 10| alt det Vand. Men han stod det ligegodt over.

Det værste vi andre kunde gøre ham var at paadutte ham en eller anden Legemsfejl, som for Eksempel at han var kalveknæet. Saa gik han og pressede Benene udad, skønt det slet ikke passede.

Køn var han, det kunde én se alene paa Pigerne. Og der maa vel have været noget ved hans Krop ogsaa, siden en stor én som boede hos Grevens om Sommeren vilde hugge ham ud i Marmor uden saa meget som en Trævl paa. Men det vilde Valdemar ikke, omend de bød ham gode Penge – for han generede sig jo.

Saa blev vi da konfirmerede, og jeg kom ud at tjene. Men Valdemar maatte blive hjemme, for Faderen vilde nok ikke saadan ligefrem sende ham ud for Kost og Løn, og betale for ham havde han jo ikke Raad til. Saa det var saadan hvad man kalder Ntykt i den ene Ende og tyndt i den anden.

Og saa kunde han jo heller slet ikke have undværet ham hjemme forstaar sig.

Jeg kom hen i Landet paa en stor Gaard, hvor der var nok at tage i, saa jeg tænkte ikke videre paa Valdemar til Hverdags. Men Valdemar tænkte paa mig, og hvergang jeg var 11| hjemme i Besøg kom han over og spurgte mig ud om Sagerne derhenne.

»Du skulde tage med derover, saa skal jeg nok skaffe dig Arbejde paa Gaarden,« sagde jeg, for jeg forstod jo nok, at han var ked af at gaa derhjemme. Men det vilde han ikke; det var Synd mod den Gamle mente han.

Der gik vel et Aarstid eller saa uden at jeg kom paa de hjemlige Kanter, for jeg havde faaet mig en Smule Kærest, og saa ved De nok hvordan det gaar med alt andet.

Men en Dag jeg gaar og pløjer NBrakken og tænker paa ingenting, ser jeg en Mand komme gaaende op over Agrene med en Pose paa Ryggen.

Jeg havde taget Varsel af baade det ene og det andet den sidste Tid, og saa snart jeg saa ham tænkte jeg ved mig selv: »Det skulde gaa underligt til om ikke det er Valdemar Mygind, der skal ud og tjene for sit Brød. Saa er hans Gamle da sovet hen!« Jeg kørte en Omgang og blev saa holdende ved den øvre Ende, for det var ganske rigtig Valdemar.

Da han kommer op, smider han Posen og siger: »Nu er min Far død Jens, og saa skulde jeg jo gærne tjene en Bid Brød til min gamle Mor.« Han var saa underlig i Øjnene da han sagde det; én kunde ha prikket Taarerne frem 12| tror jeg. »Det kan der vel blive Raad for,« siger jeg saa. »Tag du ved Ploven saa længe, saa skal jeg gaa hjem og tale med Husbond lige med det samme.« Da jeg kom tilbage med Husbond, havde han rettet Furen af saa lige som kunde den være skaaret efter en Lineal. Og pløje lige kunde ingen af vi andre dér paa Gaarden, ikke engang Manden selv. Saa var han jo fæstet med det samme forstaar sig.

Paa den Maade kom han da ud i Verden, og det var godt nok, for ellers var han blevet en Hjemmefødning. Og Luften er ikke altid lige frisk bag Mors Skørter, som én nok kan vide.

Der var Kræfter i ham! Eller har De nogensinde hørt om en Karl paa atten Aar, der kunde løfte en Tønde Rug i Tænderne? Det gjorde han og satte den paa en Hjulbør – lige saa pænt.

Men alligevel kunde det mange Gange være svært nok for ham at skaffe det Moderen behøvede for at leve, og Tanken om hende kunde nok gøre ham i daarligt Humør sommetider. Men ellers var han en glad Karl, som hverken saa surt til Pigerne eller Arbejdet; og allesammen saa holdt vi meget af ham.

Saa var det jo, at denne NFrøken kom i Be12|søg Novre fra. Hun var Søsterdatter til Husbonden og saadan – og det kønneste Stykke Kvindfolk jeg i mine Dage har set. Saa snart Valdemar saa hende sagde han: Hende vil jeg have! Jeg raadede ham jo til ikke at læsse mere paa Skeen end han kunde gabe over; men han vilde ingenting høre. Naa tænkte jeg, det Regnestykke giver sig af sig selv; men saagu om hun ikke slog til alligevel da det kom til Stykket. Hun var nok akkurat lige saa fattig som han selv; men ellers var hun da forresten en Stadspige.

Se havde de nu kunnet tage til Takke med en Husmandslod, saa kunde de have Nløst Kongebrev og spaseret i Brudeseng lige med det samme; og saa var meget maaske blevet anderledes. Men det var ingen af dem til Sinds at nøjes med, for stort skulde det jo være; derfor maatte de vente. Og det blev en lang Venten den.

Frøken Marie rejste saa sin Vej igen, og vi tjente videre sammen; men længere hen blev Valdemar Bestyrer paa Nabogaarden hvor Manden døde.

Og da vi var to og tyve Aar gik vi i Kongens Tjeneste og kom til at ligge ved Dragonerne i Næstved. 13| Da vi var færdige med at slide Kongens Kiær skiltes vore Veje, for jeg tog tilbage til min gamle Husbond og Valdemar tog over ad Københavnskanten til for at være i Nærheden af sin Kæreste. De længtes jo svært efter hinanden bestandig.

Det trak noget i Længden med deres Kæresteri, nu havde de vel kendt hinanden en fem-seks Aars Tid, og lige vidt var de. Men saa Nen Dag spurgte jeg da, at han havde overtaget en større Forpagtning og de lavede til Bryllup.

NMen Mennesket spaar og Gud raar! Der var baade lyst fra Prækestolen og budt til Gilde og alting; og jeg var da ogsaa buden som rimeligt var. Men Nsaa brød Krigen ud, og jeg fik Bud om at gøre mig færdig og støde til mit Regiment med 24 Timers Varsel. Det var skrap Udrykning det, men jeg var paa Pletten – og Valdemar med. »Det var nok en ubehagelig Overraskelse,« sagde jeg til Valdemar, da vi gav Haandslag. Men han lod sku ikke til at være ked af det. Han gik ligefrem og havde Feber efter at komme ud og slaas – og kunde ikke komme hurtig nok af Sted. Naa, vi kom jo tidsnok baade han og jeg. 14| Saa laa vi jo og turede omkring derovre i Jylland, var med baade her og dér og gav Prygl eller fik dem selv – lige som det nu bedst kunde falde sig.

Vore Officerer saa nu snart at Valdemar var en rask Svend, og hvergang der var noget rigtigt paa Færde blev han taget ud. Jeg kom saa ogsaa med, fordi vi to lige som hørte sammen. Prøjseren laa dengang ved Kolding og havde sine Forposter langt ude mod Nord; og dér strejfede vor Eskadron saa om lige i hans Yderlinie for at passe paa hans Bevægelser – og forresten gøre ham al den Fortræd vi kunde, naturligvis. Men sommetider kom vi jo selv i Klemme.

En Dag blev vi, et halv Hundrede af os, sendt ud for at inspicere Tysken, og Resten af vor Eskadron red til NVorbasse. Da vi var kommet et godt Stykke ned over Heden, gjorde vi Holdt i et lille Egekrat, hvor vi var godt skjult, og en Underofficer og seks Mand blev saa taget ud til at spejde. Valdemar og jeg var naturligvis blandt dem.

Nu red Valdemar en stor jysk Hest. Vældig stærk var den men ikke synderlig god til at løbe, og saa siger NRitmesteren til ham, om han ikke vil have en anden, for den dér egner sig 15| ikke til hurtigt Tilbagetog. Men Valdemar griner og siger, at den retirerer hurtigt nok for ham. Og af Sted red vi.

Vi red Sønder paa i en stor Bue og fulgte Lavninger og Hegn for ikke at blive set. Sommetider kravlede saa et Par Stykker af os op paa en Høj for at undersøge Terrænet. Men pludselig som vi red mellem to lange Lyngaase slap de op, og dér laa det flade Land for os mod Øst. En Fjerdingvej inde eller saa kunde vi se Tyskernes NPiketter og Barakker, og længere inde var der ganske sort med Soldater, hele Landskabet krøb af dem.

Det var nu slet ikke saa morsomt at se paa, for der kunde godt have været en Million, saadan vrimlede det. Men vi havde jo andet at bestille end at tabe Hovedet.

Vi skulde lige til at vende om og søge samme Vej tilbage for ikke at blive opdagede, da vi ser, at vi er kommet inden for en af Fi-endens yderste Vagtposter. Deroppe paa Lyngbakken stod han, ikke ret langt fra os. Der var to Mand, den ene laa i Lyngen og røg sin Pibe, den anden gik frem og tilbage og kiggede ud mod Nord – efter vore naturligvis. Valdemar gryntede som en mæt Gris saa glad blev han, og satte sin Hest fremad før der var givet 16| nogen Ordre; vi jog op ad Bakken, og den ene fik lige Tid til at fyre sin Bøsse af paa os inden vi snuppede dem. De havde jo ikke ventet sig noget ondt fra den Kant. Vi tog saa deres Vaaben, slog en Rem om deres Haandled og red af Sted med dem til vor Deling.

Det var to smaa sorte Djævle med Øjne som Kul, og de kunde se saa ædende gale ud af dem. Skynde sig vilde de heller ikke, men lod som om de var daarlige til Bens, saa vi maatte ride vore Heste ind paa dem for at faa dem af Sted. De ventede sagtens paa Hjælp, for de fik jo brændt et Nødskud af.

Og da vi var kommet godt og vel over Bakken og ind paa en Vej, som vi antog førte tilbage til Delingen, saa vi en Snes Ryttere komme galopperende langt oppe fra højre Side.

De to Fanger dukkede sig øjeblikkelig og vilde søge ud over Grøften, men Valdemar slog en Klo i Nakken paa den ene. Jeg vilde gøre ligedan ved den anden, men han var allerede inde i Lyngen. Skyde ham ned kunde ingen af os faa sig selv til, og væk var han paa en Studs. Retirer! raabte Underofficeren saa, og af Sted gik det.

Hestene forstod jo godt selv hvad det galt, og som de arbejdede! De gjorde deres bedste; 17| men vi var for tungt ridende imod som Tyskerne, og de halede godt ind paa os. Især kneb det for Valdemar. Hans Hest var endnu tungere end de andre, og det lille Asen af en Tysker gjorde sig stædig da han havde løbet et Stykke, skønt De kan begribe han mere blev baaret gennem Luften – for Valdemar havde et godt Tag i ham. Det kunde jo ikke blive ved at gaa, og Underofficeren raabte da ogsaa om at slippe ham, men Valdemar lod som han ikke forstod det. Fyren rullede sig sammen og gjorde sig tung, saa jeg maatte hen og give ham nogle Klask af Sablen, og det hjalp for en Stund. Men til sidst blev Valdemar ked af det og fik ham hevet op over Sadelbommen.

Vi havde vel redet en halv Mil eller saa, da Vejen svingede ind i en Hulning med Granplantage op ad begge Sideskraaninger. Derinde mødte vi en Bonde med et Læs Halm. »Kan du ikke vælte med Læsset?« raabte Underofficeren til ham, idet vi jog forbi. »Ikke alene!« raabte Bonden tilbage – han var straks med paa hvad det galdt.

Valdemar, der var sidst, hev saa Fangen ned i Grøften, hvor han gav sig til at ligge død som en Skarnbasse; og vi to sprang af, fik Læsset drejet tværs over Vejen og væltet. 18| Bonden stak jo af med sine Heste det bedste han havde lært. Vi var allerede til Hest igen, da Fi-enden kom jagende nede ved Indgangen til Hulvejen.

Saa opgav vi to at flygte og belavede os paa at holde NForhugningen saa længe til vore Kammerater kunde komme af Vejen. For se Tysken kunde jo nemt have redet èn for èn gennem Grøften – saadan uden om begge Ender af Læsset, forstaar De nok.

Men de andre vilde ikke lade os være ene om Spasen og kom tilbage; vi lavede os saa til at give Prøjseren en varm Modtagelse. Men tror De han vilde angribe? nej nej! ikke Tale om den Ting. Det er da nogle løjerlige Idioter, sagde vi og sendte ham nogle Kugler for at faa Ende paa det; men han trak sig bare ud til Siden og gav os god Tid til at stoppe Grene, og hvad vi ellers kunde faa fat i, for Enderne af Læsset.

Endelig tog han jo mod Indbydelsen og lavede til Angreb, men da var der kun halv saa mange som før. Ho, ho, tænkte vi, for Resten var redet bag om Skoven for at afskære os skal jeg sige Dem. Saa maatte vi jo til Hest igen for ikke at blive fanget som Rotter i en Fælde. Da Valdemar vilde se til den lille sorte 19| var han væk, og det var godt. For Valdemar var saa stædig som en Stud og havde aldrig sluppet ham med det gode, og vi havde nok med at passe paa os selv.

Da vi saa galopperer op ad Bakken og naar det Sted hvor Plantningen hører op, kommer Tyskerne ganske rigtig jagende et lille Stykke henne til højre og sender os en Salve, saa en af vore begynder at bande fælt og slaa med Armene. Han holdt sig alligevel paa Hesten og gjorde ligesom vi andre, men jeg kunde se, at der var ingen rigtig Selvstændighed i det.

Nu forstaar De nok, at det værste vi kunde ha gjort var at flygte. Vi fyrer saa igen og sprænger løs paa dem i sluttet Trop, inden de fik Tid til at lade paany.

Vi syv fyldte Vejen godt, og fra Siderne var der ingen Fare, for til højre var Plantningen jo og til venstre var der Grusgrave eller hvad det nu var for noget. Jeg havde ham den saarede paa min højre Side, lige op til Vejkanten; han holdt godt nok paa Siden af mig og grinede mig et Par Gange ind i Ansigtet og nikkede. Men jeg var alligevel lidt underlig ved det Grin; og lige idet vi er inde paa dem, knækker han sammen og falder ned paa Vejkanten, som kunde det være en Sæk Sand. 20| Naa, vore Heste var jo meget sværere end deres, og vi brasede lige paa, saa nogle af dem trimlede Mand og Hest mellem hinanden og fik Flokken til at løbe rundt i det. Der var godt Slag i vore Sabler ogsaa kan De tro, og vi havde nok jaget dem ad Hekkenfeldt til alle ti. Men saa var det at de andre, der imidlertid havde ryddet vor Forhugning, kom op af Hulvejen med et stort Vræl og faldt os i Ryggen.

Valdemar gjorde straks omkring for at møde dem, og jeg og Underofficeren fulgte hans Eksempel, saa vi nu var tre til hver Side. Men inden vi fik os vendt og saadan, var han allerede midt inde mellem Fi-enden. Aldrig har jeg dog set Mage til Komedie i mit Liv; og én kunde godt ha bildt sig ind man var i Cirkus eller saadan et Sted – havde der ikke været andet at tage Vare. Om det nu var for ikke at ramme sine egne eller hvad andet – nok er det, Tyskerne skød ikke men satte ind paa ham fra alle Sider; og vust, vust, dér faldt det Slag og dér faldt det, og hvor Slaget faldt, der faldt Manden og.

For Valdemar var som en gal Tyr at se til, saadan slog han og huggede omkring sig; men se i sine Bevægelser der var han lige som en Kat og vidste paa en Prik hvad han gjorde. Snart 21| førte han Sablen i venstre og snart i højre, og én kunde ikke se at han skiftede, saa hurtig gik det. Og imens lod han Hesten gaa frem og tilbage i Spring under sig, saa han væltede dem over Ende baade forud og bagud og holdt ryddeligt Rum til alle Sider. Ja, havde en anden fortalt mig det, vilde jeg sagt at det var Løgn, selv om han var min egen Far – saa storartet var det. Men nu saa jeg det med mine egne Øjne og kan staa inde for hver en Tøddel.

Nu tror De vel heller ikke vi holdt stille og gabede paa ham og lod ham arbejde. Dette hersens foregik jo Nsom en Bliks, og saa var vi selv midt inde i Svingom’en. Vi gjorde hvad vi kunde; men alligevel havde det nok taget en Ende med Forskrækkelse, for Tyskerne var nogle rene Sataner til at sno sig.

Efterhaanden blev der ogsaa flere imod os, og saa forstod vi jo nok, at de havde overmandet de andre tre. Men saa var det, at vor Deling, som havde hørt Kampen nede fra Egekrattet, kom os til Undsætning; og saa snart Tyskerne saa det, gjorde de omkring og flygtede. Vore tre Kammerater fik de da med sig.

Valdemar havde gærne forfulgt dem, skønt han og Hesten var som kunde de være trukket op af en Brønd. Men Ritmesteren gav Ordre 22| til Tilbagetog, og vi drog saa ad Veien til Vorbasse hvor vi kom ved Midnatstid, dygtig udasede og gennemblødte til Skindet. For det var blevet en styrtende Regn.

Vi blev indkvarterede i en Lade, fik vore vaade Klæder af og trak i de gamle Staldklæder. Saa krøb vi ned i Høet og lagde os til at sove, for vi var godt trætte.

Da jeg vaagnede igen var det lys Dag, og rundt om var der en Raaben og Løben; jeg hørte dem tumle med Hestene uden for Laden. Saa forstod jeg jo nok, at der var noget paa Færde, og ruskede i Valdemar; men naar han rigtig havde været i Ilden laa han altid død bagefter og var ikke til at faa Liv i. »De slaas,« raabte jeg til ham, og saa skulde De set ham komme paa Benene i en Fart.

Sagen var jo den, at et Hundrede fjendlige Husarer eller kanske to travede forbi lige neden for vort Kvarter i god Tro; og de skulde naturligvis overrumples.

Jeg skal nu ikke kunne sige, om de ikke vilde have Valdemar og mig med til Overrumplingen, fordi vi havde været saa haardt spændt for Dagen forud; eller om de maaske glemte os, fordi vi laa i en Krog for os selv. Nok er det, vi var sku nær ikke kommet med, 23| og det havde kanske været det bedste for os begge to – skønt jeg skal nu ikke klage hvad mig selv angaar.

Vi fik Sablerne om os og sprang til Hest akkurat som vi gik og stod i Staldtøj og Skjorteærmer, og af Sted gik det efter de andre. Det var saadan i Morgenfriskningen, og Valdemar og hans Hest var lige kaade. Hesten slog bagud og pruttede saa rent Noverhaands, og Valdemar raabte og gjorde kaade Streger paa Hesten, mens vi red.

Lige neden for Bakken laa de og væltede mellem hinanden, de prøjsiske Husarer og saa vore. Det havde været en hovedkulds Udrykning, for ikke en af vore var ordenlig klædt paa til at slaas; de var i deres Staldkitler og hvad der nu ellers kunde træffe sig. Man sagde bagefter, at der ogsaa var èn i de bare Underbukser; men det kan træffe til at være Løgn, jeg skal ikke kunne sige det. Der kunde godt en have været helt nøgen uden at man havde set det, for det hele kørte rundt mellem hinanden som i en Kværn; og èn skulde undres paa, hvordan de i Hurlumhejen kunde kende Ven fra Uven. Men der var ikke megen Tid til at grublisere over det, for vore Heste stormede lige ind i Mylderet. 24| I det samme vi trækker blank og skal hugge ind, hørte jeg Valdemar bande og saa ham rive som en gal i den tomme Sabelskede; og saa huskede jeg jo tydelig, at han havde lagt sin Sabel til Tørre over Lodøren. Han spyttede af Arrigskab, rejste sig lige op paa Hesten og hug en Husar i Ansigtet med den knyttede Næve, saa han skvat bagover. Saa greb han Husarens NKarabin om Løbet og slog løs med den til højre og venstre.

Naa, jeg havde jo mit at passe, for én vidste sig aldrig et Øjeblik sikker, hverken forfra eller bagfra. Ordenlig Fægtning var der ikke Tale om, man masede paa og huggede løs i Blinde; og det fornemtes som om man traadte i hinandens Indvolde, saa tæt var vi inde paa Livet af hinanden.

Siden sansede jeg for en god Stund slet ingenting, men mærkede bare at jeg var i rigtig strængt Arbejde; og at der maatte hænges i fremdeles det vidste jeg da. Men engang det stak i mit Knæ fik jeg min Forstand igen, og saa sært det er, blev jeg forbavset over at vi var i Kamp. Jeg havde fornummet det, som stod vi hjemme paa Loen og Nplejltærskede omkap, fem-seks Mand. Lige foran mig holdt der en og sigtede mod mit Bryst; jeg forstod, 25| at det var ham der havde skudt mig i Benet, og søgte ind paa ham med lukkede Øjne. For jeg kunde jo ikke rigtig lide den Bøssepibe. »Nu er du færdig, Jens,« tænkte jeg da Skuddet gik af; og jeg mærkede tydeligt at mit Hjærte slog en Kolbøtte inden i mig, jeg blev ogsaa saa varm i Brystet. »Det var dèt,« sagde jeg til mig selv, »du ser aldrig Solen mere og heller ikke de Gamle og Valdemar, for om en Stund dejser du af Hesten.« Men jeg fik saadan en urimelig Lyst til at hugge det Skarn af en Tysker ned forinden og søgte ind paa ham. Kampens Gang havde snurret os fra hinanden igen, forstaar De nok, og det Nblørede og løb ud for mine Øjne. Jeg kunde se ham hele Tiden og huggede og sled for at komme ind paa Livet af ham, men det var lige som at slide i Ærtehalm. »Satans« siger jeg saa og giver mig til at græde, akkurat som dengang jeg var Dreng og første Gang skulde sætte Høtyven i et Læs Ærter. Men jeg huggede alligevel og blev ved at hugge.

Saa med et er der nogen, der griber mig om Armen og spørger om jeg er kulret. Og dér sad jeg og holdt Husarens Hest med venstre Haand – hvordan jeg nu havde faaet fat i den – og huggede ud i den tomme Luft, mens 26| Slynglen var krøbet af Hesten og havde smidt sine Vaaben. Jeg gnider jo Øjnene og ser mig om, og rundt omkring havde de smidt Vaabnene, alle de som ikke kunde slippe væk. »Du har nok glemt, at der er noget der hedder Pardon, Jens,« siger Underofficeren saa, for ham var det der stoppede mig. »Nej, men han har skudt mig, det Skarnsmenneske,« svarer jeg og peger paa Husaren.

Saa stikker de alle sammen i at grine, og jeg blev jo godt skamfuld og vendte min Hest for at komme fra dem. For jeg ærgrede mig over min Dumhed. Men endnu den Dag i Dag begriber jeg det ikke; jeg fornam saa tydelig Kuglen inde i Brystet.

Naa, jeg saa mig jo om efter Valdemar, for vi var Nsom to røde Kør. Om lidt faar jeg da ogsaa Øje paa Hesten, der traver rundt et Stykke henne i Lyngen; han selv hang helt forover paa den og lignede en død Mand. Hans højre Arm hang lige ned, Skjorteærmet var rødt af Blod og saa ud som var det baade klippet og flaaet, og Haand var der ingen af.

Jeg fangede Hesten som løb og smaajamrede under ham, og vilde springe af for at give ham en Haandsrækning. Men saa opdagede jeg først at det var piskegalt med mit Knæ, jeg faldt 27| om og kunde ikke rejse mig ved egen Hjælp. Vi blev saa begge to bragt til Kvarteret og derfra kørt til Lazaretet i Vejle i en Arbejdsvogn.

Paa Vejen døjede vi en Del ondt begge to. Jeg havde det underlig nok mere med Smærter, mens Valdemar laa og snakkede løs om de seksogtredve Husarer og deres Heste, vi havde taget til Fange. Saa det maa han alligevel have forstaaet af de andres Snak, trods det at han var daanet, for Tallet passede sku. Han laa saadan hen og Nfjantaserede hele Vejen og snakkede vildt om sin gamle Mor og Kæresten og en farlig Bunke andet, saa det var helt trist at høre paa.

Vi blev saa puttet i Seng derinde paa Lazaretet, i samme Stue saagu. Og straks var der nogle Doktere i Lav med os; rene Drenge var det at se til, men de kunde sku deres Lærdom. En af dem snusede bare en Smule til mit Knæ og sagde saa straks, at der sad en Prøjserkugle inde i Ledet. »Skal det amputeres?« spurgte jeg, men Fyren var allerede væk og ovre ved Valdemars Seng, hvor de andre havde samlet sig. De var i Lag med at tage Forbindingen af hans Arm, og jeg hørte dem snakke om Sagerne og saa selv hele Elendigheden. Hele den nederste Del 28| af Armen hang i Tjavser og Trævler med en hvid Benstump stikkende ud af NBraset, og i Overarmen var der store Sabelsnit tværs over Musklen.

De kunde ikke forstaa hvordan han var blevet saadan lavet til, og det kunde jeg for den Sags Skyld heller ikke. Naar de spurgte ham om noget, svarede han ikke men laa bare stille hen og lod sig tumle med. Saa maatte jeg til at fortælle dem alt det jeg havde set, og da de hørte, hvordan at han slog med den knyttede Haand, fordi han ingen Sabel havde, saa sagde de alle sammen: Det var som Satan!

En gammel èn som var Overlægen forklarede saa, at Skyderen maatte være gaaet af, idet Valdemar slog løs med Kolben, og den havde saa maset Haanden og Nflakt Knoglerne paa langs.

Se det kan én da kalde Lærdom! Saa staar han den gamle lidt og siger saa til de andre: »Ja den maa jo sættes af,« siger han – saadan ganske roligt som en anden tager sig en Snaps.

Men saa kan De ellers tro, der kom Liv i Valdemar. Han fór op med den syndigste Rædsel i hvert et Træk og skreg: Nej! Nej! 29| og gav sig til at slaa ud efter dem alle sammen med Kejten. »Jamen det er nødvendigt, hvis De vil beholde Livet,« siger en yngre én og kommer hen.

Men Valdemar slog ud efter ham og han hummede sig sku i en Fart.

Saa trækker Overlægen den yngre til Side, og de staar og lægger Raad op – det kunde jeg tydelig se paa deres Øjne. De var ikke til Sinds at give sig, det var sikkert nok. For jeg skal sige os, at naar Lægerne først har faaet Smag paa at skære i Mennesker, saa kan de blive helt forfaldne til det, lige som en af vi andre til Brændevin eller Fruentimmer. Og han her Overlægen har jo nok været af den Slags. Der var forresten ogsaa Tale om at tage mit Ben; men det blev da ellers ved Snakken.

Valdemar led nok heller ikke videre paa de Svende, for jeg saa, hvordan han laa og pinte sig til at være vaagen, skønt han nok kunde være trængende for et Blund, saa medtaget som han var. Engang imellem faldt han jo hen alligevel, men saa snart nogen rørte sig i Stuen, fór han op.

Jeg kunde ikke sove for Smærter i mit Knæ og laa saa og betragtede hans graa Ansigt med de lukkede Øjne, der var kommet til at ligge 30| langt inde i Hovedet. Jeg tænkte jo mit ved alt dette her og mest paa hans Mor og Kærest kan jeg tro. Og ondt havde jeg af ham, saa det ikke er til at sige – meget mere end af mig selv.

Jeg laa saadan og døsede og var lige ved at nikke hen, da der gaar en hen til hans Seng og holder noget, der godt kunde se ud som en Maske, ned mod hans Ansigt. Valdemar aabnede Øjnene og gloede, han mente vel det var noget, der blev vist ham. Pludselig aner han jo onde Raad og slaar ud efter Tingen, men det var for sent, hans Arm dask lige ned paa Sengen og væk var han. Saa tog de ham to Mand og bar ham ud lige saa let, som havde han været et lille Barn.

Dengang jeg vaagnede, skinnede Solen ind og Valdemar laa i sin Seng og sov, saa jeg troede det hele havde været en Drøm. Lidt længere hen vaagnede han ogsaa og saa sig om, og vidste nok ikke rigtig hvor han var, før han fik Øje paa mig. Saa gir det et Spjæt i ham, og han rokkede paa sig og fór med den venstre Haand over efter den højre. Og pludselig udstøder han et Brøl saa klagende, som kunde det være et Menneske i den yderste Trængsel og vil rejse sig over Ende. Men straks 31| var der en og formanede ham til at ligge stille, for det kunde jo let springe op og bløde.

Men som det Menneske jamrede sig! Aldrig har én lige godt kendt Mage til Elendighed, og saa at tænke sig til at det var en stor og stærk Karl.

Og haard var han, for jeg mindes aldrig at have set ham græde før dengang.

Men der kan jo Nvrides Vand af en Sten, naar blot den klemmes paa det rigtige Sted. Siden, da det værste var ovre, laa han med Nakken udad og vilde ikke svare, naar der blev talt til ham. Mig vilde han nu slet ikke kendes ved, skønt jeg ofte talte godt for ham hen over Gulvet og Naldrig havde fornærmet ham det Gran.

Naa Tiden gik, og hun læger alle Saar siges der jo.

Valdemar kom op og fik Lov at gaa omkring længe før jeg; for mit var jo i Benet, og det skal have sin Tid. Men tror De han kunde komme over det med Armen? Han blev ved at gaa og grublisere over den Amputation og vilde i lang Tid slet ikke svare paa sin Kærestes Breve. Og da vi endelig fik ham til det, vilde han ikke Nskrive bagvendt, som jo er det nemmeste og kan læses som almindelig Skrift, naar man holder det foran et Spejl. Han sad og masede og skrev fra venstre til højre, 32| saa det saa ud ganske som skrevet med højre Haand. Men en grulig Tid tog det jo.

Mangen god Gang sad vi og fik et Slag NTrekort paa min Seng, og han fik en temmelig Øvelse i at dirigere Kortene med Kejten. Men stundom gik det galt for ham, saa smed han Kortene og gik sin Vej og var ikke til at komme nær mere den Dag – skønt De nok kan vide, at jeg aldrig lo ad ham.

Engang fik vi ogsaa Besøg af Frøken Marie. Hun var nu taget til København for at læse til Jordemor saa snart hun hørte om hans Elendighed, og det var godt gjort af hende. Men det kunde han sku ikke se. Naar han var i skidt Humør og jeg saa sagde til ham, at det skulde nok gaa altsammen, han havde jo en dygtig Kærest, og saadan, og saadan – saa blev han rent fra’et og spurgte, om jeg troede han vilde være NJordemormand.

Besøget var da ogsaa lige ved at løbe ud i det bare Kiv og Strid, for han vilde have hende til at lade være med det Jordemorvæsen, og det vilde hun ikke paa nogen Maade. Hun bad saa mig lægge mig imellem, men det skulde jo ikke nytte stort. Men saa blandede Overlægen sig i det og skældte Valdemar Huden fuld, fordi han var en Tyran og vilde forbyde 33| sin Kærest at lære noget nyttigt. Og se saadan nogle de kan jo. Saa gav han sig da saa vidt, at hun fik Lov til at tage over og gøre sig færdig.

Omsider blev vi da udskrevne som raske og kunde tage hjem. Det var kun smaat med Kræfterne endnu, men vor gamle Husbond indbød os til at gaa der paa Gaarden saa længe vi vilde; og der gik vi saa og Nmoverede os og fik slet ikke Lov at røre en Haand til noget, levede godt og fik al den Tobak vi vilde ryge. Det var en god Mand det.

Jeg havde den første Tid nok at gøre med at lære at gaa for anden Gang, for De kan nok forstaa, at det gjorde ondt at have Knæet liggende her i Skaalen paa Træbenet ret længe ad Gangen. Og saa var det ogsaa en underlig Fornemmelse at gaa med den ene Fod stikkende ret bagud, akkurat som kunde det være et Haandtag. Man generede sig jo lidt til en Begyndelse.

Snart efter kom saa Frøken Marie.

Hun var nu udlært Jordemor, og dygtig var hun, det fik vi straks at se.

For allerede den anden Dag maatte hun forløse en af Pigerne paa Gaarden, der var kommet i Fortræd med en gammel Husmand. 34| Valdemar havde det ikke godt indvendig, og vi havde allesammen haabet, at det skulde blive bedre naar Kæresten kom. Han led nemlig af Tungsindighed. Men det blev snarere værre end bedre, og mange Dage mælede han ikke et Ord, men lod vi andre holde Snakken gaaende – for vi var næsten altid sammen vi tre.

Han var blevet det underligste Væsen, slet ikke til at blive klog paa.

Aldrig kunde han nu glemme den Arm og gik lange Omveje for ikke at række kendte Folk den venstre Haand. Og naar der var Fremmede paa Gaarden, gemte han sig altid hen. Vi passede paa som en Smed, ikke at sige noget, der kunde føre Tanken hen paa hans Elendighed; men sommetider var det saa galt med ham, at vi ikke turde se paa ham engang. For saa troede han, at vi ynkede ham.

Det var ligegodt strængt for Frøken Marie, og hun og jeg talte om hvad der var at gøre. Der var god nok Brug for en Jordemor der paa Egnen, og hun havde gærne taget fat straks; men det kunde der nu ikke være Tale om.

Vi maatte først se at faa ham i bedre Humør.

Han begyndte at faa gode Kræfter i sin venstre Arm, og var aldrig gladere end som naar han havde løftet noget ingen anden kunde 35| tage med én Haand. Og dér gik han mangen Gang for sig selv alene og spildte Tiden med at øve sig i at tage de tunge Redskaber ud i stiv Arm, i Stedet for at han kunde have lært sig noget nyttigt til at tjene Føden paa.

Men saadan var han jo saa besynderlig i et og alt, saa én skulde tro han havde sin Skade i Hovedet mere end noget andet Sted.

Alligevel tænkte han stadig paa hvordan han skulde tjene Føden til sig og Kæresten, det kunde mærkes af mange Ting. Og naar han var i godt Humør, forsikrede han vidt og bredt, at hun skulde faa det som Blommen i et Æg. Men hvordan det skulde gaa til gjorde han ikke Rede for; og der fik aldrig nogen at vide hvad han vel havde tænkt sig. Vi andre lod jo som han let var i Stand til at forsørge en Kone, men tog det ellers for hvad det var.

Hans Mor var jo nu forsørget heldigvis, for hende havde Vorherre haft Bud efter – eller har jeg glemt at fortælle det? Naa, men naar han saa var i daarligt Humør, var ogsaa alle Led lukkede for ham, saa sort tog han paa alting.

En Dag havde han sat noget ud i stiv Arm, som Forkarlen maatte lade ligge, og han var ellers bekendt viden om for sine Kræfter. Den 36| Dag var Valdemar i svært godt Humør, helt naragtig glad. Var det nu noget at gøre s a a meget Væsen af, oven i Købet det ikke engang er sikkert at Forkarlen brugte alle sine Kræfter? Men han var som en Tøs der bliver kildet, og gav sig helt over i Latter og Lystighed. Det meste af den Dag gik vi ude og spaserede og saa paa at de arbejdede, og her og dèr tog vi en lille Haand i med; for De kan tro Fingrene kløede paa os efter at komme til at tage fat og rigtig faa trukket Sveden ud. Men det var der jo nu engang sat Bom for.

Om Aftenen sidder vi saa vesterude og ser Solen gaa ned. Vi ler og siger èn Ting for Spas og en anden Ting, og ler igen – og saadan hvad man nu kan finde paa af Tossestreger naar man er i det Hjørne og Hjærtet ellers er ungt og Pungen let. Frøken Marie har lagt Armen hen om Livet paa Valdemar og sidder saadan og rokker ham lindt frem og tilbage.

Men hvad Fanden der nu gaar af ham, pludselig giver det et Spjæt i ham som om nogen havde stukket ham med Kniv, og han skubber hendes Arm væk og siger arrigt: »Hvorfor holder du af mig? Hvorfor tager du ikke en af dem, der byder sig til? Hvad 37| vil du med en Krøbling som mig? – jeg kan jo alligevel ikke forsørge dig.« Nu maa De vide, at der var flere velhavende Gaardmandssønner der gjorde Stads ad Frøken Marie, og mente de kunde stikke Valdemar ud.

Valdemar saa jo ud, da han sagde det, som vilde han støde hende for Brystet med Albuen; det trak fælt i hans Ansigt, og Øjnene var heller ikke gode i den Stund. »Der viser sig nok noget,« svarer Frøken Marie ganske stille. Hun havde Øjnene helt fulde af Vand og sad og søgte efter hans Haand.

Men han saa ud, som vilde han æde hende, og jeg forsikrer for jeg godt kunde have slaaet ham i Ansigtet, saa ondt havde jeg af hende. Jeg rejser mig da ogsaa op foran ham og siger: »Nej hør nu lidt, min gode Valdemar!« Men tror De han regnede mig i det Øjeblik? Nej, ikke mere end det Skidt, han traadte paa. Han vender sine hvide Tænder mod Frøken Marie og siger lige saa hvast og med et ondt Grin: »Viser sig noget – ja en Lirenkasse! Saa kan jeg spille, og du kan synge og gaa med Tallerkenen. Det bliver et kønt Syn!« Og dermed gik han sin Vej.

Men Dagen efter viste der sig alligevel noget, 38| for der kom Bud og Brev ovre fra en Greve i Fyens Land med Forespørgsel, om Valdemar vilde føre Tilsyn med hans Skove. Den Plads havde en af vore Officerer fra Krigens Tid skaffet ham.

Saa blev der jo Glæde over det hele. Jeg ved ikke hvem der var mest glad, Frøken Marie eller Valdemar, for den enes Ansigt straalede værre end den andens. Der blev aldrig talt om andet end den Plads og Bryllupet som skulde staa forinden; og travlt blev der jo, for Pladsen skulde tiltrædes saa hurtig som muligt.

Jeg var ogsaa lidt ked af at ligge min gamle Husbond til Byrde. Men jeg misundte dem alligevel ikke; for en enlig Stodder som mig bliver der sagtens en lille Udvej til Brødet, tænkte jeg jo. Men det var nu ikke saa helt sagtens. Fædrelandet havde nok taget vor Førlighed og givet os kønne Talemaader om, at vi var dets bedste Sønner; men nu bagefter foretrak man sku dem, der var raske og havde deres Førlighed, og jeg maatte gaa mangen forgæves Tiggergang. Der var jo ogsaa mange om det, forstaar sig.

Naa, men det var Valdemar og ikke mig! Han holdt sig nemlig kun til en Tid. En Dag havde vi ham med Forbitrelse og daarligt 39| Humør og det hele, og siden var det op og ned som forhen – han lukkede sig inde, gik langt uden om Folk og var ikke til at komme nær.

Ingen af vi andre kunde rigtig begribe, hvad der gik af ham nu han var godt og vel forsørget, og det var ikke frit for at vi gik og saa os gal paa ham for al hans Urimelighed. Selv sagde han jo ingenting om hvad det var der stak ham.

Men Frøken Marie havde nok opdaget det, for en Dag tog hun alle sine Spareskillinger og rejste bort til Hovedstaden. »Nu prøver jeg det sidste,« sagde hun til mig dengang hun drog hen; men hvad det var vilde hun ikke ud med.

Hvor var hun dog klog det lille Menneske – og god! Hun var vel borte en Ugestid eller mere, og da hun kom tilbage tog hun Valdemar ind i en anden Stue og var ene med ham nogen Tid. Da de kom ud igen havde han lige saa livagtig begge sine Arme, saa vi var lige ved at tro der var sket Tegn og Undergærninger. Dengang kendte vi endnu ikke til kunstige Lemmer herude paa Landet, og der blev gloet stort kan De vel vide.

Hvem der var stolt var Valdemar. Han 40| viste os alle hvordan Armen kunde bøjes baade i Albuen og Haandledet, og der var en rigtig Haand med Handske paa; Fingrene var til at lukke sammen og kunde holde om en let Ting. Det var ikke langt fra at han græd, saa glad var han.

Frøken Marie lod jo Taarerne løbe og var lige ved at kaste sig i Armene paa os alle sammen saa bevæget var hun. Det kunde én nu godt forstaa, for det var ligegodt et stort Offer hun der bragte ham. Jeg husker ikke hvor meget det var Armen kostede, men det var da over de hundrede Daler; og det er jo ikke saa lidt at koste paa den bare Forfængelighed.

Naar vi saa gik ud og spaserede, havde han Kæresten ved den kunstige Arm og med den venstre hilste han. Han var i den første Tid rent gal efter at tage Hatten af for Folk; og fin saa han ud med Handsker paa og pænt blaat Tøj. Vi som kendte ham var nok lidt i Tvivl, om det nu ogsaa kunde vare med hans gode Humør, for vi var jo vant til hans Svingninger. Men der gik otte Dage og fjorten med uden at der var noget i Vejen med ham; og vi snakkede om det og blev enige om, at nu var han da kureret. Saa Pengene var alligevel ikke helt givet bort. 41| Han rejste saa over for at sætte sig ind i Bestillingen; og Frøken Marie fik saa Ntravlt som en Mus i Barselseng med at gøre alt færdig til Brylluppet.

Nogle Dage efter var der Brev fra ham, som Frøken Marie læste højt for vi andre ved Bordet. Han fortalte om Skovhuset hvor de skulde bo, hvor kønt det laa, og hele Indretningen, og saadan – saa én kunde se det hele tydelig for sine Øjne. For naar han saadan vilde gøre sig Flid sad der et Npinendes godt Hoved paa ham; og ingen ved hvad han kunde blevet til om han var holdt til Bogen. Der skulde nok ikke mangle meget i, at der var blevet en Præst af ham. Han fortalte ogsaa deri, at han sammen med Grevens havde været ovre et Sted i Besøg, hvor de ikke engang havde opdaget at hans Arm var kunstig, for de havde bagefter spurgt Greven om den var stiv. Det var han nu allermest glad over.

Jeg laa i de Dage og søgte dette her lille Embede som Ledvogter, og jeg maatte rejse rundt fra en Størrelse til en anden og skaffe Attester baade for Daab og NKoppesætning – og for naar jeg sidst havde været for mig selv kunde jeg nær have sagt. Saa der gik vel 42| en fjorten Dage, inden jeg kom tilbage til Gaarden.

Den første jeg mødte saa mig saa sær ud, og hvordan det nu kan være, sagde jeg straks til mig selv at det var noget med Valdemar. Og det var det ogsaa, for de havde slet ikke hørt fra ham.

Frøken Marie tog det mest roligt, skønt én nok kunde se at det tog paa hende, og sagde at han nok ikke skrev fordi han laa paa Rejsen hjemefter.

Men der gik andre fjorten Dage og endda lidt, uden at vi spurgte fra ham. Saa lavede Frøken Marie sig til at rejse over efter ham; men samme Dag hun skulde af Sted, var der Brev fra Greven. Han var taget derfra for over to Uger siden, og de troede jo han rejste hjem; men nu havde de saa fundet ham i en hæslig Tilstand. Han havde hængt sig i et Træ. Til Greven havde han nok skrevet et Brev, som de fandt i hans Lomme, men til Frøken Marie var der ikke et Ord for al hendes Godhed mod ham.

Saa skammeligt kan et Menneske kaste sig selv hen og bringe Ulykke over andre for ingenting – al den Stund han jo havde det godt i alle Maader. 43| Det er ikke fordi jeg vil dømme ham, den Ting er der kun én om. Men enhver tænker jo sit, og min Tro er nu at han var besat af et eller andet Djævelskab.

Jeg selv har aldrig haft nogen Mén af min Skavank, naar undtages en Smule Gigt i Knæet nu og da – lad mig sige det i en god Tid. Men det er med Mennesker lige som med Heste, alle har ikke samme Sindelag. Nogle lægger sig i Selen og trækker alt hvad der kan læsses paa, andre slaar bagop og vil sparke Læsset fra sig. Det slaar de sig jo i Stykker paa naturligvis. Valdemar var nu som en ung Hest, der er kommet i et Pigtraadhegn og skærer sig itu fordi den ikke vil gaa tilbage.

Men sørgeligt er det for dem som sidder efter, og vi var mange som holdt en god Del af ham – ikke at tale om Frøkenen.

Hvad der blev af hende? Jo hun skal nok være Bestyrerinde for et stort NBørnehjem derinde i Kongens København, og de siger saa galt at Kronprinsessen selv staar i Spidsen for det.

Saa hun er jo kommet godt nok efter det!