[45]|Et Efterslæt

[47]|I

Paa Bornholm findes der ikke Landsbyer, som i det øvrige Danmark.

Hist og her ligger ganske vist 4-6 Gaarde i Række og bærer Navnet »- by« eller »-gade«, men selv da er Raabsvidden gærne bevaret, og yderst sjælden træffer man to Gaarde, der ligger lige op ad hinanden. I Almindelighed er det saa, at hver Gaard, hvert Hus ligger midt i sin egen Mark.

Dette Forhold stemmer nøje med Bornholmerens Trang til at have sit for sig selv. Han sætter stor Pris paa overlagt Selskabelighed, men ynder ikke Omgang i Skjorteærmer og anbringer nødig en Gæst ved sit daglige Bord; uforudsete Besøg er ham sjælden kærkomne. Han har en solid Mistro til sine Medmennesker, og megen Selvkritik der yderligere skærpes af 48| en altfor levende Ømfindlighed – han er Nstikken. Frygten for at give sig selv en eller anden Blottelse og blive lét af ligger hæmmende over ham, han folder sig ikke ud hverken i Tale eller Handling, men holder sig i Dækstilling – spejdende. Bag nedrullede Gardiner, høje Plankeværk og megen Korrekthed. Kun i Forholdet til hans nærmeste kommer hans frugtbare Egenskaber – gode og slette – til Udfoldelse.

Maaske har denne forsigtige Tilbageholdenhed været bestemmende for Boligens afsondrede Beliggenhed, maaske er den ogsaa en Følge deraf.

Nordlands, hvor Klippen mange Steder skyder sig helt frem i Overfladen, kan der være ret langt mellem Vaaningerne. Men aldrig længere end at man her som alle Vegne kan følge hinandens Liv i stort og smaat, glæde sig med ens Medmennesker naar de hjemsøges af svære Prøvelser, og ryste betænkeligt paa Hovedet naar det gaar dem altfor godt. ––– Langs Nordvestkysten stiger Klippen omtrent lodret op af Havet til et Par Hundrede Fods Højde, før den bøjer indad og efterhaanden taber sig under Skov og Agre. Hist og her er det stejle Kystbryn gennembrudt af en NKløv, 49| der med bratte Sider og jævnt stigende Bund fører fra Havstokken op til det Indre.

Inde i en saadan Kløv laa »Tvillinggaardene« Side om Side som et dydigt Kærestepar – med kun et smalt NGænge mellem sig. Men dette smalle Gænge var skarpere Skæl end noget tveægget Sværd.

Agerland var der ikke at se, men der var vid Udsigt over Havet fra begge Stuehusene. Og i Kløvens Bund hoppede en lille Bæk fra Sten til Sten, blev borte under de frønnede Planker af et gammelt NStampeværk, kneb sig gennem NSmuget mellem de to Gaarde og sprang i Havet.

Under Kløvens stejle Vægge laa mægtige Klippeblokke, Frosten havde sprængt dem løs og slynget dem derned; de var indfiltrede i Brombærranker og NSlaanbuske, NKaprifol og mandshøje Bregner. Paa utilgængelige Hylder i Klippen stod slanke cypresagtige Enebærtrær i knæhøj Lyng, og Asken hang paa den stejle Klippevæg, klamrede sig fast med sine nøgne Rødder der lignede et udslagent Haar, og trivedes overdaadigt – af den bare Luft.

Saadan saa der ud om Sommeren, og midt i det hele laa de to Gaarde med deres røde 50| Bindingsværksmure og skinnede omkap, som overbød de hinanden i Glæde over Idyllen.

Men om Vinteren naar Storm og NSneraag piskede Klipperne deroppe, mindede de Nskutryggede Straatagsbygninger om langhaarede, forhutlede Dyr der var tyet sammen i Kløvens Bund for at ly hinanden mod Uvejret. ––– For to Hundrede Aar siden var der kun én Gaard.

Den laa godt trods det, at den havde sit Jordtilliggende langt inden for Klipperne; Fiskeri og Strandhugst var dens Hovederhværv og Havet laa lige for. Paa Agrene dyrkedes Rug og Hamp, og i de gode Aar var Høsten saa stor, at den kunde dække Gaardens eget Forbrug af Brød og Klæder. Kreaturerne gik ude det meste af Vinteren, og naar Vejret blev for strængt, stod de inde og aad Rughalm. Kun to Gange i Mands Minde havde man været nødt til at rive Straataget af og fodre med, for at Kreaturerne ikke skulde dø af Sult.

Det var saaledes en god Gaard, og den Ngik i Arv fra yngste Søn til yngste Søn efter bornholmsk Skik. De ældre Søskende blev gaaende hjemme eller giftede sig Gaarde til ud over Øen. 51| Lidt hen i det attende Aarhundrede ejedes Gaarden af en Peter Mikael Kofod, kaldet Knort paa Grund af sin Kantethed. Hans Kone havde Ord for at være klog, og da han levede i Ufred med hende forgjorde hun hans Kraft, saa han ingen Børn kunde avle. Det sad som et Hold over hans Lænd og fik ham stundom til at knurre af Smærte. Først da hun kom i sit 45. AarA og blev svag paa Synet, fik han Bugt med hendes Kunster. Men Nkrængd var og blev hun. Hun slog sig saa til den anden Side, fødte ham to Sønner for én, og lagde sig straks efter til at dø som den arge Heks hun var.

Det var den største Ærgrelse hun endnu havde tilføjet ham, og Knort var lige saa han dirrede. Naturligvis var hendes Aand faret lige lukt i Tvillingerne, de skreg Nat og Dag – naar den ene ikke kunde længer tog den anden fat. Hvorfor var de vel to, uden for at han aldrig skulde have et Minuts Ro.

Jo han havde endelig faaet Arvinger – én for mange sku! Tilmed var de hinanden saa lig, at man straks efter Daaben maatte binde en rød Klud om Anklen paa den ene for at kende dem fra hinanden. Men da var de allerede blandet sammen, og det var umuligt at fastslaa Sidstefødselsretten. 52| Dette voldte Knort nye Ærgrelser, og hver Morgen naar han vaagnede, begyndte han Dagen med at forbande sin skarnagtige Kone i hendes Grav og true med at drukne den ene Tvilling.

Imidlertid voksede Tvillingerne til. Allerede fra smaa havde de misundt hinanden og Nkevet om mit og dit. Som Knægte overbød de hinanden i mandig Idræt: en Dag svømmede den ene til Havs og eftersaa Vaaddene i Stedet for at tage Baad derud, næste Dag sprang den anden paa Hovedet i Søen fra en hushøj Klippe, og om Nætterne gik de Friergang til samme Pige. Pigen saa ingen større Forskel paa dem og var dem begge lige god; derfor opgav de hende hurtigt og begyndte at kives om, hvem der skulde have Gaarden. De var dengang 16 Aar.

Spørgsmaalet om hvem der skulde have Gaarden, blev mere og mere nærgaaende. Knort kunde ikke løse det, skønt han brød sit Hoved dermed bestandig, og Sønnerne vilde have det løst hver til sin Fordel. De overbød hinanden i at Ngaa Faderen under Øjne, og Peter Mikael Kofod, som var en retlinjet Natur, glemte at lange ud, saa led blev han ved dem.

Da de kom til Skelsaar og Alder, havde han fundet en Løsning paa Arvespørgsmaalet. Han 53| delte sin Ejendom lige imellem dem og byggede af Strandingsgods en Gaard til, lige op ad den gamle. Maaske var denne Løsning en Hævn, han tog over dem. Han havde i hvert Fald ikke Mod til at oppebie Følgerne af sin Handling men hængte sig i Hanebjælken.

Saadan blev »Tvillinggaardene« til.

Havde det været saa som saa med Broderkærligheden hidtil, saa blev det rent galt nu. Delingen frembød stærke Holdepunkter for den indbyrdes Tvist – Gaardene laa for klods op ad hinanden, og skønt Havet var stort nok kunde man ikke enes om Fiskepladserne. Endnu vanskeligere var det med Delingen af Strandingsgodset. Men under selve Strandingen holdt de sammen og hjalp trolig hinanden med at holde de øvrige Sogneboere borte.

Forholdet blev ikke bedre da de tog sig Kvinder.

De førte Kampen videre ud med tusend Smaa-Fortrædigelser. Ond Sladder og forblommede Sigtelser sev som Grundvand fra Gaard til Gaard, der blev raat og klamt i Hjemmenes inderste Kroge nu; lige ind til Ægtesengen trængte det giftige Nid som kold Fugt, der lagde sig hæmmende over de sidste frie Livsytringer. Naar Konerne om Dagen stod paa NBlegedammen 54| og mundhuggedes, rettede de deres beskeste Angreb mod den andens Sovekammer, og da kunde de træffe til at udraabe Ting, som ramte dybt fordi de maatte bero paa det nøjeste Kendskab til Modpartens Nætter. Mændene som ikke vidste, at Konerne blot havde gættet ud fra sig selv, laa og skelede fjollet om Natten og troede sig beluret trods Mørket.

Konerne drev det saa vidt, at de to Brødre løb trætte og i Smug søgte at nærme sig hinanden. Men det kunde ikke holde længer end til en af Konerne fik det at vide og Nkastede en Brand. Saa blussede Ufreden op endnu stærkere end før; den omsluttede alle, Børnene og Tyendet saa vel som Forældrene selv, og stundom vankede der blodige Pander. Men Retten blev aldrig blandet ind i det. Slægtsfølelsen var stærk mellem de to Brødre, og udadtil holdt de ubrydelig sammen.

Deres Efterkommere tog Ufreden i Arv, men holdt Kvinderne mere i Ave og indskrænkede sig til Hovedspørgsmaalene – for nært Naboskab, Uenighed om Fiskepladser og Strandingsgods. Og da Udviklingen efterhaanden førte med sig, at man kastede sig mere over Dyrkning af Jorden, rejste der sig ny Vanskeligheder med Hensyn til Skellet. Men Slægts55|baandet var slappet, de to Gaarde var ikke længer en Enhed udad til. Man paakaldte fremmed Indblanding, og talrige Retsfejder forværrede Tilstanden ved snart at give den ene snart den anden Part Anledning til at hovere.

Ind imellem var der lysere Perioder, og i dem forsøgte Slægten to Gange at knytte de løse Familiebaand fastere ved NIndgifte. Men Kiven var som en Ukrudtsplante der har faaet Overtaget, den drog Næring af alt og skød frem paa de mest overraskende Steder. Og de to Indgifte havde den stik modsatte Virkning af den tilsigtede.

Efterhaanden faldt de to Slægter til Ro i et Had der var saa indgroet, at det ikke engang indsugedes med Modermælken.A Det svævede over Samlejet som et Instinkt og blev til et Livsprincip for selve Undfangelsen – de, der hadede stærkest, formerede sig frodigst. Det blev selve den Kraft, der fik Blodet til at rulle i Fosteret og den Nyfødte til at drage Aande.

Under al den daglige Færd laa det og brændte som en stille Ild, der dannede Baggrund for alt hvad man foretog sig, gav hele Tilværelsen Mening. Det knitrede frem i stille Skadefryd og Haan, i Vrangvilje til at yde og modtage Hjælp, 56| i onde Antydninger og Nidviser. Det gloede giftigt frem af selve Tavsheden.

Men stundom slog det ud i lys Lue, og dets Virkninger var saa stærke, at de brændte sig ind i de ligegyldigstes Bevidsthed. Meget gamle Folk husker endnu saadanne Udbrud fra deres Barndom og forveksler dem undertiden med andre, som de har hørt dere s Bedsteforældre fortælle om.

Flere Gange lagde Sogneboerne sig imellem og søgte ved Løfter og Trusler at bevæge en af Familierne til at flytte op paa Marken. Man tilbød at besørge Flytningen og Genopførelsen af Gaarden, men skønt det var meget besværligt at tilse de fjærne Jorder ordenligt og begge Familier rimeligvis selv forlængst havde bekostet Flytningen under almindelige Forhold, saa vægrede de sig haardnakket ved at tage mod Tilbudet. Ingen af dem vilde have det Ord siddende paa sig, at han veg Pladsen for den anden.

Da Mandssiden paa den ene Gaard uddøde og en Datter skulde overtage den, blev Tilbudet gentaget, rimeligvis i Tillid til at Kvinden har lettere ved at give efter. Men Gertrud Kofod svarede paa Sognets Tilbud ved at sætte Gaarden i Stand til Bryllup og gifte sig med en 57| stærk, rødhaaret Karl ved Navn Rømer, der kom inde fra Landet og var ilde berygtet for sin Stridbarhed.

Rømer voksede sig hurtig og let ind i Overleveringen, alting hjalp ham dertil. Og som han kom ind i Hadet med friske Kræfter, tilførte han det et nyt Element af Energi. Han lod haant om Stiklerierne, Sladderen og den smaatskaarne Ondskab og kastede sig med hele sin Vægt over Gaardens Drift. Der gik dengang en forbigaaende Begejstring for Landbruget hen over Landet, og det lykkedes Rømer, der var en dygtig Mand, at arbejde Gaarden op til et Mønsterbrug, saa Folk kom langvejs fra for at tage den i Øjesyn.

Kofod paa Nabogaarden begyndte med at lægge ham Hindringer i Vejen, men naar Rømer viste sin Gaard frem, talte han saaledes om de Vanskeligheder han havde at kæmpe med, at den anden stod med hele Skammen.

Og det fejlede heller ikke, at de to Gaardes Marker fremhævede hinanden hver paa sin Vis, Side om Side som de laa.

Men en Dag fik Kofod nok af at lade sig pege ud som Eksempel paa en slet Landmand, og han lagde sig og hele sin Husstand i Selen. Dag og Nat sled han i det for at indhente det 58| forsømte, han sprængte Klipper bort af Marken, ryddede den for Slaan og Enebær og lagde den under Ploven. Og Sognet saa med Forundring Hadet spænde sig i Kulturens Aag og blive til et hæftigt Kapløb om, hvem der kunde drage mest Land ind under Ploven og køre de fleste Læs under Tag.

Deres Legemer trætnede, og deres Velstand voksede. Men det onde Glimt lyste stadig af begges Aasyn; og om Rømer, som forstod sig paa Vejr og Vind, fortælles der at han en Høstnat vejrede Regn og i Stilhed rykkede ud med alt sit Mandskab for at faa det sidste Korn under Tag. Men Naboen, som ogsaa havde Korn ude i Tillid til Rømers Erfaring, anede Uraad i Nattens Løb og rykkede ligeledes i Marken. Da var Rømer paa det nærmeste færdig, og han kørte saaledes med det sidste svingende Læs, at det væltede i den snævre Indkørsel til Kløven og spærrede fuldstændig. Og inden det kunde ryddes til Side, var Vandene over dem.

Denne Rømer kom af Dage paa følgende Maade: Det var i Begyndelsen af det nittende Aarhundrede, i de Tider da Laksen faldt i saa rige Mængder ved Bornholm, at Tyendet naar det fæstede sig hen stillede som Betingelse, kun at 59| ville have Laks tre Gange om Ugen.

Begge Gaarde havde Baad ude for at røgte Garnene. Trods det bygefulde Martsvejr var Rømer taget alene ud, Sønnen skulde tilse Kvæget, og et Par Karle, der havde tjent ham Nsidstledne Sommer, var rendt af Pladsen i Utide med Klage paa Kosten og holdt nu til i Nabogaarden.

Rømer var færdig ved Garnene og skulde hjem, da en Byge kastede sig ned over Klipperne. Han saa den Nkipre Bølgerne inde under Land og sprang frem for at bjærge Sejlet; men Baaden kastedes over i det samme, løb fuld af Vand og sank lige ned. Den blev staaende paa en Undervandsklippe med Mastetoppen ragende op. Rømer var en dygtig Svømmer, men han fik et Slag i Siden idet Baaden kæntrede, og havde lige Kræfter nok til at klamre sig til Mastetoppen, der vuggede frem og tilbage og idelig dukkede ham under.

Lidt henne laa Kofods Folk og gav sig god Tid. Men omsider Nholdt de dog ned paa ham. »I Dag beder du nok om godt Vejr, NMadgærrig!« raabte en af Karlene til ham.

Rømer svarede ikke, men hans Øjne brændte af Had og Lyst til at leve og hævne sig. »Se hvor Toppen brænder rød paa ham, bare der ikke gaar Ild i Havet,« sagde den 60| anden Karl og spyttede i Retning af Rømers røde Haar. »Sluk for Fan! Hvis det ellers er sandt hvad Folk siger, at du selv baade er Far og Mor til dine Børn.« „Han NTvetjyle – ? Han er slet ingenting er han – han har spist for megen Ost. Eller er det kanske Løgn, at din Kone maa laane sig frem? Spørg ham der tjente dig sidst.« Rømer var for medtaget til at give raat for usødet – derfor tav han. Han havde ogsaa sin Nød med at holde Munden fri af Vandet.

Den unge Kofod tog ikke Del i Skænderiet men sad og grinede haanligt. »Vil du med hjem, saa sig til,« sagde han endelig, »vi kan ikke blive liggende her og vente. Er du maaske for stor til at lukke Kæften op?« »Jeg vil hverken tigge eller takke for mig,« svarede Rømer skummelt. »Da kommer du dog til at gøre en af Delene – og staa som et NFødenød oven i Købet. Du der æder tørt Brød til Spegesilden og kæntrer for en NVejrskid,« raabte Karlen igen.

Rømer svarede ikke men vendte Ansigtet bort.

De holdt sig paa Stedet ved Hjælp af Aarerne, uvisse om hvad de skulde gøre. Helst var de 61| uden videre taget hjem og havde ladet ham ligge, men de turde ikke. »Fisk ham op!« raabte Nabosønnen pludselig og slog en tvungen Latter op, »hvad vi finder paa Havet er vor Ejendom. Hovedet er godt til NRaagebavne, og Skindet kan vel altid du til et Par Støvleskafter.«

Han stillede sig i Forstævnen med en Baadshage som skulde han til at harpunere en Sæl, og de roede frem.

Men Rømer slap Masten og gav sig til at svømme mod Land. Han arbejdede tungt i Vandet og fjærnede sig langsomt indefter. Kræfterne sank for hvert Svømmetag, og da han havde fjærnet sig et Stenkast, vendte han pludselig om og styrede mod Baaden med forhastede krampagtige Tag, der ikke bragte ham af Stedet. Munden gurglede i Vandet, men Øjnene bad for ham, og de roede ham hurtigt i Møde. Men før de naaede ham, rakte han sig i Rædsel højt op af Bølgerne, vendte sit røde Ansigt mod dem med et forfærdeligt Udtryk, jog sammen i Vandet som en Bylt og sank.

Over det følgende Slægtled laa Begivenheden som en Mare og holdt Fjendskabet i Ave. Inde fra Klipperne havde Ole Rømer set sin aldrende Fader svømme bort fra Baaden og synke. Han 62| forstod hvorfor men tænkte ikke paa Hævn – Uhyggen havde faaet Tag i ham.

Ogsaa i de andre slog Uhyggen ned. De havde set Hadet som Selvødelægger, set det kaste sig over sin Udøver og fortære ham; og dette Tilfælde kastede klart Lys ud over hele den uhyggelige Slægtskamp – saadan havde den jo bestandig været, selvødelæggende. De kom til at ræddes for sig selv og for hinanden, gik af Vejen for hinanden hvor det blot var muligt.

Det var alle klart, at med Hadet vilde det snart være forbi. Rædslen for at tørne sammen holdt det i Ave, saa det aldrig kom til større Udbrud. Det vilde dø ud med det indeværende Slægtled – af Mangel paa Næring. De Unge fra begge Gaarde kendte ikke engang Rædslen men omgikkes i Smug.

Man bestyrkedes i denne Opfattelse, da det blev vitterligt, at Jens Rømer – en Sønnesøn af ham der omkom – og Naboens Ane var Kærestefolk. »De er inde paa den rigtige Vej« sagde gamle Folk.

Men Familierne satte sig imod Forbindelsen med Hænder og Fødder, og de to maatte mødes i Løndom. Folk hjalp dem til det og Nholdt Lyset for dem, da de var blevet ked af at vente; og 63| en Dag blev Anes Forklæder for snævre. Det brød Modstanden hos hendes Forældre, de godkendte Forholdet og tilbød at overlade Jens Rømer Gaarden.

Men da alt var i Stand til Bryllupet og der skulde køres til Kirke, skete det mærkelige, at Brudgommen ikke var til at finde noget Sted. »Hun har ladt ham Nnippe,« sagde Beboerne i Sognet hovedrystende »– derfor har han tabt Lysten. Naar har man vel ellers hørt om en Brudgom, der løb fra Brud og Seng og det hele. Men det kommer der af det nymodens Væsen.« De glemte, at de selv havde holdt Lyset for dem.

Imidlertid stod Gildesmaden og raadnede i Forraadskamrene, Ane gik med Hænderne under Forklædet og græd, og hendes Forældre dirrede af Raseri.

Efter en Uges Forløb fandt man Jens Rømer i en Klippehule nede ved Kysten. Han var afmagret og fæl at se til og vilde ikke tale. Den almindelige Mening var nu, at han var gal. Dette forsonede Anes Forældre noget med hans Handling; men om Ægteskab vilde de ikke mere høre tale, skønt han senere tog nogenlunde ved Fornuft igen og fortrød sin Adfærd.

Ane fik Lov at gaa hjemme, men hun blev 64| ikke godt behandlet af Forældrene. Hendes Barn – en Søn – var de derimod gode ved. De forgudede ham og blev ved at sidde paa Gaarden til deres høje Alder, indtil han var gammel nok til at overtage den.

Men Ane selv gik for ringere end et Tyende, og hvergang hun og Jens Rømer nærmede sig hinanden og vilde sammen, jog hendes Forældre dem fra hinanden. Og ingen af dem havde Mod til at tage sig til Rette mere.

Saa slog Ane sig paa NMissionen, som dengang var ved at vinde Indpas paa Øen. Jens Rømer, som gik for Lud og koldt Vand hjemme, fordi han havde forsømt den gode Lejlighed til at blive Husbond paa Nabogaarden, havnede omsider ogsaa dér. Og mange Aar efter da de Gamle var døde, giftede de sig og kom straks paa Aftægt hos Sønnen.

Saaledes fik de aldrig selv noget at raade over. Og de fristede tilmed den Ynk, at ingen bar deres Ægtenavn videre. Thi Sønnen vedblev at kalde sig ved Bedsteforældrenes Navn Kofod, og ude i Sognet blev han ogsaa efter Ægteskabet bestandig ved at hedde Kærlighedsbarnet.

Sønnen følte sig i et og alt som en Kofod, og i hans Sind havde Faderens Handling efter65|ladt en Braad – han bar Nag til Familien Rømer. Han havde stærke oprindelige Følelser, og maaske havde han faaet Hadet til at blusse endnu engang, men Missionen greb hans Nag og spændte det under Aaget.

Han blev foruden en dygtig Landmand ogsaa en ivrig NLægprædikant og forfulgte Naboens saa længe med sin Forkyndelse, at de omvendte sig.

Missionen lærte de to Slægter at vende deres Vrede udad – mod NVerdens Børn; og Grundtvigianismen kom og lærte dem at le. Og saa hurtig det hele var gaaet! De i Sognet havde jo set det hele og vidste Besked, men ingen Fremmed skulde have kommet og sagt, at der gennem Aarhundreder havde raset et fortærende Had mellem de to Gaarde. Ungdommen sled Højskolebænke sammen, og de Ældre sad efter endt Dagværk og passiarede sammen ude paa det forfaldne Stampeværk.

Og naar en af Familierne havde Besøgende, gik de ud og ind i begge Gaarde.

II

II

Det var en Søndag Formiddag 1896, mellem NHøslæt og Høst.

Paa »Tvillinggaardene« var de næsten alle taget til Kirke. I Løkken bag den rømerske Familiegaard stavrede gamle Jens Rømer om og gennede NNødet frem og tilbage, frem og tilbage, idet han kysede efter det med sin strikkede Hue. Han gik saa rent forskrækkeligt i Barndom nu og holdt mest til paa Fødegaarden.

Inden for de smaa Ruder i den kofodske Gaard sad Ane Rømer og fulgte Dagens Evangelium i Salmebogen, mens hun lod Solen bage sin gigtkrøgede Ryg; hendes afpillede Hoved dirrede bestandig. Ved Siden af hende paa Bænken laa en Kat paa Ryggen med alle fire Poter i Vejret og tjattede dovent efter Fluerne paa hendes Forklæde. Ude paa Gulvet stod en mørk, lavstammet Knøs og eftersaa en Riffel; han havde et uroligt, springende Blik og hastige Bevægelser. Det var hendes Barnebarn Jakob, en Søn af Kærlighedsbarnet.

Ane sad og læste med en høj Hvisken, tilsyneladende helt henne i Læsningen; men da der lød Trin og Fløjten over Gaarden, hævede 66| hun Hovedet og stirrede over Brillerne – hun var langsynet. »Er det Lars?« spurgte Sønnesønnen. Hun nikkede.

Naboens Lars traadte ind med Riffel over Skulderen. Han var jævnaldrende med sit NSøskendebarn Jakob men større, havde kobberrød Hud og solbleget Haar. Han var langsom af Bevægelser, med et lidt tungt, grundende Udtryk. »Goddag Bedstemor, I slikker nok Solskin! – Er du færdig Jakob?« Jakob trak i Skaftestøvlerne.

»Pas nu paa med jerre Skydebøsser«, sagde den Gamle. »I kan gaa og komme slemt til Fortræd med dem – det har én hørt før. Det er farligt Legeværk, især paa en Søndag.« »Man kunde let falde og brække Øjenbrynene,« sagde Jakob. »Ja ja, Jakob, du skal nu altid være den klogeste. Men én ved da, at en Bøsse kan gøre Fortræd inden man ved af det at sige.« »Da ikke uden den er ladt, Bedstemor«. »Naa ikke det? Nej Ungdommen er jo klog nu om Stunder; en anden faar sige Tak til, blot man har Lov at lytte til.« Jakob lo drillende. 67| »Hvordan gaar det med Gigten, Bedstemor?« spurgte Lars for at formilde hende. »Er den stadig lige slem?« »Ja Nsaagon er den saa, ja. Nu har én ikke sovet for Værk jeg ved aldrig hvorlænge. Men man skal jo bære sine Trængsler med Taalmod og takke Vorherre til, som har villet lægge dem paa én.« »Bedstemor er da raskere end de fleste i den Alder,« sagde Lars.

Den gamle Kone lo smigret men rystede paa Hovedet. »I skulde nu ligegodt ikke gaa ud og skyde om Søndagen i Stedet for at søge Herrens Hus; der kommer ikke noget godt ud af det,« sagde hun alvorligt.

Lars saa eftertænksom ud. »Kristi Apostle sankede Aks paa en Søndag«, sagde han langsomt. »Ja og Missionær Jespersen bankede sin Kone Kristi Himmelfartsdag«, føjede Jakob til og lo spottende.

Det dirrede i den Gamles indfaldne Kinder, hun saa over paa ham med et Udtryk af raadvild Fortvivlelse.

Men Jakob stansede midt i sin Munterhed, sprang hen og tog hende om Hovedet. »Det var jo bare Spøg! kære gamle, gamle Liv!« 68| sagde han og strøg kærligt ned over hendes Fugleryg.

Hendes tynde, knudede Fingre famlede rundt paa ham, og hun smilede lykkeligt: »Hvor du dog ligner din Bedstefar, da han var ung – akkurat lige saa lunefuld.« »Da var han det nok ellers til Gavns«, sagde Jakob og tænkte paa Bryllupet som gik over Styr. »Ja men han havde et godt og kærligt Sind – ligesom du Jakob.«

De to unge Mænd smed Riflerne paa Nakken og gik, Ane satte sig til at læse igen.

De klatrede op over Kløvens nordre Væg og fulgte Stien, som løber op og ned paa den øverste Rand af Kystklippen.

Varmen stod synlig og legede i Luften heroppe og lagde en egen Tindren over Klipperne og Lyngen. Alt fik Glans af den og syntes lettere, undtagen Havet der laa dybblaat nede til venstre, blytungt i sin Hvile som var det selve Jordens Tynge – det eneste der holdt den nede. Langt ude i Horisonten saas de tydelige Omrids af den svenske Kyst; hist og her ud over Havet laa Skibe og Nbaskede sig frem med slappe Sejl.

De vadede tavse frem gennem den stride 69| Plantevækst: Lyng, krybende Enebær, Brombærranker. Det var tung Gang i Solvarmen. »Hvad tænker du paa?« spurgte Jakob pludselig og slog Lars paa Skuldren bagfra.

Lars vendte sig om og saa genert paa Vennen, der ofte morede sig med at fange ham midt i et Grubleri og trække det ubarmhjærtigt frem for Dagen. Der var noget i hans Udtryk, som bad for sig. »Naa kom nu med det, din Drønnert!« »Paa Søndagsglansen.« »Ja jeg tænkte det sku nok – som om det ikke var Næven lige saa godt Vejr i Gaar og i Forgaars. Du bilder dig maaske ind, at Vorherre strigler og gør lørdagsrent ligesom vi andre?« »Èn skulde tro, du var Fritænker,« sagde Lars vægtigt. »Er du gal Menneske, de kan jo ikke taale at høre Klokkeringning! Saa gaar de lige lukt i Jorden.« »Nej det er de NUnderjordiske – det er blot Overtro.« »Saa er det det? Det er vist dig der er Fritænker,« sagde Jakob, der var dybt krænket over Beskyldningen og ikke kunde finde paa 70| bedre Hævn end at vende den mod sin Ophavsmand.

Men Lars rystede blot paa Hovedet; han var altfor sikker paa sig selv til at blive krænket.

En Damper gled frem dernede og løb langs Kysten. Den var flagsmykket langs alle Tove fra Top til Skrog, og paa Dækket var der sort af Mennesker. Bag den laa en sølvblank Stribe langt ned i Syd, som havde den lagt Festglans over Vandet hvor den gik; Tonerne af et Orkester bares op til dem i afbrudte Bølger, de kunde godt hidrøre fra selve den rolige solfyldte Luft. »Det er nok NRønneboerne, der skal Lysttur til NHammershus«, sagde Lars. »Kan tro, der bliver drukket i Dag. Og værre endnu skal det være naar Tyskerne er Lysttur deroppe.« Jakob vilde give et tilrettevisende Svar men tog sig i det – han følte Trang til at ryste den sidste Rest af Beskyldningen for Fritænkeri af sig. »Ja de fleste Mennesker bruger deres Søndag paa en daarlig Maade«, sagde han. »Og det er en Skam, for der er alligevel noget ved Søndagen, som der ikke er ved de andre Dage.« Nu fik de Øje paa Skydebanens Flag og hørte den kendte regelmæssige Plaffen; de fremskyndede deres Gang. 71| Oppe ved Skydebanen ventede man dem med Utaalmodighed. Det var Afslutningsdagen for en Kapskydning om, hvem der skulde repræsentere Kredsen ved det store NSkyttestævne Ni København, og den endelige Kamp vilde komme til at staa mellem de to. »Der har vi Tvillingerne!« raabtes der. Det kaldte man dem, dels efter de to Gaarde, dels fordi de altid fulgtes ad.

Hele Opmærksomheden samlede sig nu om de to. Lars skød først, og han skød som altid roligt og besindigt – de ti Skud uden Afbrydelse. Alle var enige om, at han havde skudt usædvanlig godt.

Da han var færdig, gav han sig til at holde Sigteøvelser med Karl Bohn, en Gaardmandssøn indefra. De sigtede paa hinandens højre Øje; den der agerede Skive kunde paa den Maade kontrollere, at Løbet holdtes fuldstændig stille under Aftrækket.

Jakob gjorde mange Omstændigheder. Han løb fra og til, inden han kunde bekvemme sig til at begynde, sigtede og tog fra Kinden igen. Endelig tog han sig sammen og skød tre Pletter i Træk; rundt om ham talte de beundrende. »Pas nu paa! nu kommer der en Forbier!« raabte han som Svar paa deres Bifald og satte 72| den fjerde Kugle i Udkanten af Skiven. Det næste Skud var en Sekser; alle var enige om, at han nu gjorde sig Umag for at skyde daarligt. »Du vil nok overlade Lars Turen!« hviskede NKredsføreren anerkendende til ham.

»Saa gode Venner har Tvillinggaardsfolkene ikke været altid,« sagde en der stod hos.

Jakob smilede godmodigt, sigtede omhyggeligt – og skød igen en Sekser. »Nu har du vundet Lars!« raabte de.

Den glade Klang i deres Stemmer fik det til at jage gennem Jakob. »Hvem siger det?« spurgte han med et skarpt Smil, »jeg har endnu fire Skud – fire Pletter. Laan mig din Riffel Lars, den er finere i Sigtet end min!« De byttede, Lars gav ham nogle Vink om hvor i Skiven han skulde holde, og gik atter til sine Sigteøvelser. De andre smed sig rundt i Lyngen for i Mag at følge Markørens Signaler; Jakob var dem noget sejg.

Der faldt to Skud samtidig og et kort afsnubbet Støn, og Karl Bohn sank lige ned paa den ene Side.

Lars saa i samme Øjeblik Kammeraten segne og Markøren melde Plet ude ved Skiven. Han saa det røde Skær i Vennens Øje, og det gøs 73| igennem ham; men han fattede endnu ikke det skete, og over hans Ansigt gled et anklagende Smil – en Bebrejdelse for den grimme Spøg. Men saa faldt Bøssen ud af hans Hænder; han gik tungt frem, tog Karl under Armene og rejste ham op, mens han saa ham tryglende ind i det blodige Ansigt. Og han blev ved at holde ham i sine Arme, se ham ind i Ansigtet og bevæge Læberne uden en Lyd, mens de andre slog Kreds om dem.

Jakob var sprunget ind i Kredsen. Han stod foroverbøjet, med hængende Arme og hængende Kæbe – som en Vanvittig der er slagen af Rædsel – og stirrede paa den døde i sanseløs Betagethed. Saadan stod han, til der gik et sidste krampagtigt Ryk som et Efterdøn af Liv gennem Liget, saa brast han i Latter, fór ud af Kredsen og op over Klipperne, kastede sig ned og borede sit Ansigt i Klippen, som kunde det være en Pude han vilde kvæle sin Latter i, sprang op igen med forrevent og skæmmet Ansigt, teede sig som en Djævlebesat og blev borte mellem Klipperne derude ved Havet.

De lavede en Baare til den døde og bar ham ind til den nærmeste Bondegaard. Derfra kørte der Vogn efter Læge og Øvrighed.

Det blev ved Forhørene fastslaaet, at Bøssen 74| maatte have været ladt, da Lars fik den af Jakob. Men ingen kunde forstaa det, for Jakob havde lige skudt med den og man havde ikke set ham lade paany; det havde været alle en selvfølgelig Sag, at Bøssen ikke var ladt. Dette talte formildende for Lars, og han slap med Nmildeste Straf for Drab ved Uagtsomhed.

Jakob blev først fundet efter flere Dages Forløb og i en jammerlig Tilstand, hans Adfærd mindede ikke saa lidt om Bedstefaderens ved Bryllupet. Heller ikke han fattede, at Bøssen kunde være ladt, da han rakte Lars den. Forøvrigt huskede han ingenting, saadan havde Ulykken grebet ham, og sagde villigt ja til alt hvad man lagde ham i Munden. Blot han maatte komme til at lide Straffen i Stedet for Lars, kunde man gøre med ham hvad man vilde – alt andet var ham ligegyldigt. Han var som Bedstemoderen sagde et Hjærtemenneske, med stærkere Følelsesudbrud end man var vant til, og han var helt ude af sig selv den Dag Lars vandrede i Fængsel for at sone sin Straf.

Lars sad ikke længe indespærret, men dog længe nok til at den uhyggelige Begivenhed kunde gennemtrænge ham helt og lægge sig hæmmende over alle hans Livsytringer. Han 75| kom ud igen tungsindig og tavs, med afgjort Ulyst til at arbejde, tale eller noget som helst. Hans Ansigt bar bestandig siden paa et Udtryk som laa der Taarer bag, rede til at bryde frem naar som helst. Men han aldrig hverken græd eller smilede.

Jakobs Venskab for ham udviklede sig til grænseløs Hengivenhed. Han led ved den andens tunge Sorg og var om ham, hvor det kunde lade sig gøre, skæmtede med ham eller talte ham beroligende til uden at trættes af den andens dystre Stumhed. Eller han sad tavs ved hans Side Dage igennem.

Heller ikke Lars kunde undvære Jakobs Selskab. Han fulgte alle Vennens Bevægelser med Øjnene og var urolig, naar han ikke havde ham ved sin Side. Da han i Fjor skulde overtage Gaarden, gjorde han sin Arvepart i Penge og flyttede over til Vennen. Han overbeviste ved den Sum, han forstod at trække ud af Gaarden, Folk om at hans Forstand intet fejlede; men han ødte atter deres gode Mening om ham ved at anbringe Pengene i Jakobs Gaard.

Nu gaar han hos Jakob og nusser som han selv vil. Altid er de sammen, og Folk kalder dem fremdeles Tvillingerne. Naar Lars tror 76| sig ubemærket, kan han sidde og betragte Jakob med et forskende Udtryk saa ufravendt ens, som pintes han bestandig af den samme Uvished og vilde gruble den frem.

Men Løsningen faar han aldrig, thi den eneste, som skulde give ham den, kender den ikke selv.