[79]|Ungdom

[81]| Det var paa Ruten NKalundborg-Aarhus.

Den lille Damper var kommet fri af Næsset og stak nu lige ud med Stævnen i Sky. Efter sig drog den en sort Røghale og en hvid Skumstribe, de slog sammen lidt henne og dannede et lille Kaos midt i Solglansen; foran kastede den Vandet frem i smaa muntre Skvæt.

Havet laa trægt og tyktflydende, i matstemte Farver men stærkt Lys.

Det lyste fra alle Sider, med Glans af Perlemor, af Mælk, af Kvindehud. Det blændede Synet, forvirrede Sanserne, lagde syngende Døs over Hjærnen – gjorde ør.

Der var noget ved det som mindede den unge Mand oppe paa Damperens høje Fordæk om en nøgen sovende Kvinde – om selve Kvinden den ubegribelig dejlige, strakt hen over Jorden. Han jog Billedet bort, og sugede det i næste Aandedrag til sig igen, endnu frodigere men denne Gang med en lille Tilsætning af Haan, som skulde holde ham skadesløs paa et eller andet Punkt. 82| Et dovent, blændende Legeme var det, der indsugede al Solens Lys og Varme i sin rige umættelige Lød, og til Gengæld udstraalede en Verden af bedaarende Løfter. De svage langstrakte Dønninger var hendes Barms Stigen og Synken i Søvne; Vigene og Fjordene hendes lysende Arme som hun havde slynget hen bag over Hovedet; Brisen der kølig og vellugtfyldt gled frem med smaa Mellemrum, det var den friske stødvise Aande fra hendes Næsebor. Som det nænsomste Kærtegn løb den ned over hende i én Uophørlighed, og strøg den nærgaaende Varme blidt til Side.

Solen der hang flammende over hende var da Alverdens Attraa samlet i ét – i et stort Ildhjærte; og kanske var de fine Riller, der hastigt som en Gysen jog hen over hendes Legeme, et Udslag af vellystige Drømme! Kanske heller ikke. Snarere saa det ud som hun tillod sig den største NKaprice: at sove trygt midt under en Verdens fortærende Længsel – uden saa meget som Skyggen af en Drøm.

En Matros kom op paa NBakken og gav sig til at arbejde med en Tovrulle; den unge Mand flyttede sig mekanisk, han nænnede ikke at gøre Brud paa Stemningen. Han laa ud over Rælingen og holdt løst om sit ene Haandled; 83| hans Blod bankede derinde med en egen sjælfuld Tale, og under ham bankede Skibets Puls i kraftfulde Stød der fik alt til at vibrere.

Disse Pulsslag gik i ét med hans egne og blev til noget mægtigt, en altbeherskende Kraft der udgik fra ham selv og fik ham til at svulme af Overmod. Han lod ikke sine Tanker røre ved Forestillingen; det hedede blot i ham som en Bevidsthed der var for svag til at lade sig anholde, at han var Udgangspunktet for en stor Kraft, var en Livets Førsteaarsag – i hvilende Tilstand.

For at føle sig almægtig maa man have det mægtigste til Fjende – kun Fyrster er saa usle at de kan føle sig store uden Modstand. Selv den berusede erkender Modstanden som eneste Maalestok for Styrken og giver sig til at yppe Klammeri; og den overmodige Yngling vender sig mod det andet Køn, i instinktmæssig Erkendelse af at NDalila er Samsons eneste værdige Modstander.

Havet laa der blankt og dovent som før, og i hans Sind dukkede atter det frodige Billede frem af den henslængte Skikkelse, der kynisk lagde sin Dejlighed blot under en Verdens fortærende Længsel – og sov fra det hele, uden saa meget som Skyggen af en Drøm. 84| Saadan var hun jo – der var nok at underbygge med, baade i hans egen og Vennernes Erfaring. Og han legede med Kendsgærningerne, mens han hang der og døsede i Luftens og Havets Flimmer; de sprang kaadt frem her og der i hans blanke Sind og forsvandt, som NTumlerne derude paa Havfladen – en sort Kulbøtte og nogle dovne Ringe i det hvilende Vand.

Netop saadan, dum og almægtig som en Guddom, sjælløs og skønhedsrig – med Styrken lænket til sit Leje. Hundsk sad den og vogtede paa hendes Søvn, rystende af Begær og Fejghed, med en Verden af Ynk i sine tiggende Pudeløjne. Og hun blot sov, frygtløs, med den guddommelige Bevidsthed i sit skønne Legeme at hun var dens alt: dens Ophav, dens hele Liv og dens Tilintetgørelse med. Og at dens Skæbne fuldbyrdedes hvad hun saa foretog sig.

Som en Hund fulgte Styrken i Hælene paa Skønheden – kun hans ikke. I ham skulde det uværdige Forhold vendes om og Livet gøres tusendfold rigere derved. Hans Kræfter var Hære der trængte – ikke til et lille Eden – men til at erobre Livet selv i alle dets dunkle Tillokkelser; utaalmodige Hære der med Magt var blevet holdt tilbage mens han rustede sig 85| til at føre dem. Han følte sig som en bristende Dæmning saadan svulmede det i ham, hensigtsløst. Men i sin Tanke vidste han hvad han vilde; og denne mægtige Sang i ham til Blodets uimodstaaelige Bølgen ud for Hjærtets Tryk vilde blive til lige saa mange Impulser – Tilskyndelser til Fremstød.

Slagmarken laa der! Først skulde den villende Ungdom rejse sig og afkaste Aaget; Skønhedens kælne Herredømme skulde brydes, saa Alverdens Dronning sank ned til at blive en beskeden Tærne der hægede og vederkvægede den trætte Kriger; men sin store Kærlighed skulde hver Yngling vælge ud blandt Livets Kræfter: Elektriciteten, Sollyset, Muldets grødesvangre Ævner.

Og saa skulde det store Frigørelsesværk begynde, det som ene Ungdommen duede til, fordi den kunde tro ovenud uden al personlig Beregning, og fordi den virkede overbevisende ved sin blotte Fremtræden.

Dernede paa Dækket og inde paa Land gik Menneskene om saa rørende smaa og ubetydelige – lutter Brøkdele. Hvor kunde de ikke gaa og nusse og pille – emsige, lydige – og behage sig i det! glade til Henrykkelse over at Ansvaret ikke var deres. Ingen Viljer, ingen Magt86|følelse; kun Trang til at underordne sig, gaa op i saa usynligt som muligt – vælte Byrder fra sig.

Hvor gjorde de sig ikke smaa, hvergang der skulde pilles Mandskab ud til en rask og farefuld Daad; der var ikke Ende paa alt det de fejlede for at knibe sig uden om; de havde kun et Ønske: at dø gamle paa muggen Halm.

Ikke én følte Trang til at lægge et Ansvar helt over paa sig selv og dermed erkende sig for den øverste: alle skød de det med lettet Hjærte opad: Matrosen, Styrmanden, Kaptejnen – og havde travlt med at fastslaa deres egen Underordnethed. Og de Skuldre der ragede højest, tog ikke stolte imod det og bar det frem men vilde vælte det over paa Himlen.

Hvor han end vendte Blikket hen, ragede Kirken endnu bestandig op over alt andet.

Hans Øje fangede den hjemlige Kyst som en blaa Banke langt forude, og han smilede. Derhjemme for Bordenden sad Faderen, den ubøjelige Slider som med sine haarde Hænder havde tvunget et velhavende Hjem frem af den bare Grund – tre Gange om Dagen sad han alligevel der og lagde disse barkede Hænder sammen i Tak til Gud for det daglige Brød. Som om det at de ikke sultede trods alt hans Slid, var altfor stor en Naade! Og dér rendte 87| Moderen, det mest retskafne Menneske han kendte, til Kirke hver evige Søndag, som havde hun ondt ved selv at bære Ansvaret for al sin Retskaffenhed én Uge til Ende.

Ydmyghed kaldtes det, men det var Fejghed. Menneskene gav frivillig Afkald paa Æren for den Sejr der var inde – blot for at kunne knibe sig fra Skylden for de mulige Nederlag ogsaa.

Men Himlen som sidste Tilflugt skulde blive taget fra dem og gjort til det tomme Rum den var. De skulde lære Respekt for Tyngdeloven, lære at bøje sig – alle ind imod Jorden og hver enkelt ind mod sig selv. De skulde lære at tage hele Ansvaret og den Lykke som laa deri – lære at de var Guder! Og han vilde lære dem det – fordi hans Moder engang havde bedt saa inderlig til Gud at han maatte blive Præst, fordi hans Fader havde holdt ham til Teologien i fem Aar, og fordi han havde Styrken. Friske Tropper, friske Tropper! vuggede det nynnende i ham. Han skulde sende ny Kræfter i Ilden og ny igen, til Verden var hans.

Han stod lænet til den enkle Jærnræling med Ansigtet vendt fremad; hele Skikkelsen gjorde Indtryk af stærkt hvilende Ungdom, af 88| Kræfter der kunde rejses i et Nu; NLegemets Plastik røbede dyb Styrkebevidsthed. Ansigtet var fyldigt med et lyst altfavnende Udtryk; Blikket var borte i Beruselse – den Beruselse det er at føle Livsvarmen strømme ud fra Legemet i rig Overflod og mærke den vidunderlige Groen og Ophoben af overskydende Kraft, som øges i Dag og i Morgen og uoverskueligt ud i Fremtiden – til et mægtigt Fond af uovervindelig Ungdom.

Maaske var det dette Overmaal af ung Styrke, der søgte en Eksistensberettigelse og fik ham til at se ud over den lys- og varmebadede Natur med en Verdenserobrers Mine. I al Fald – den der aldrig har drømt at han erobrede Verden, har heller aldrig været ung.

Han tog sig pludselig sammen og aandede tungt ud. Et Stenkast til højre laa Samsø, han fik lige Øje paa Øen, da Skibet gled ind over grøn Sandbund og Nlagde til ved Bolværket.

Han følte sig døsig og uklar som var han blevet vækket af en tung Søvn, og havde et forvirret Indtryk af Larm og Bevægelser: Trosser krydsede Luften, Mænd stod og fægtede med Armene, dukkede sig og løb fra Fortøjningspæl til Fortøjningspæl; Dampspil sang sig langsomt fremad, stansede pludselig og løb det 89| hele tilbage igen i en frygtelig baglæns Fart; Sække blev baaret til og fra Borde, de strittede i alle fire Hjørner som døde Dyrekroppe. Han sansede intet klart men fik to Indtryk af alting, lige som én der ser dobbelt.

Saa fløjtedes der til Afgang, og Broen blev kastet. Nogle Raab udveksledes mellem Skibet og Land idet der kastedes los! han hørte de ligegyldige Ord men fornam det samtidig som noget skæbnesvangert. En ung Pige kom i sidste Øjeblik løbende; Skibet havde allerede Forstævnen fra Land, men et Par Matroser greb hende og svang hende ind paa Agterdækket.

Han var pludselig lysvaagen og saa alting skarpt, Sammenføjningerne i Bolværket, en hullet Strømpehæl inde paa Land – Pigen. Hun var i graat NHvergarn, der faldt tæt om hendes unge Skikkelse og meddelte den et strængt NTække. Et Øjeblik vendte hun sit alvorlige Ansigt mod ham og saa forskende paa ham som skulde hun kende ham. Saa drejede hun sig hastigt mod Land og vinkede Afsked.

Han syntes ogsaa et Øjeblik han skulde kende hende. Han havde altid den Følelse over for Jævnaldrende naar de tiltalte ham – især 90| Kvinder. Den hjalp ham over en medfødt Forlegenhed.

Lidt efter stod han nede ved Siden af hende paa det aabne Mellemdæk med Rejsekortet opslaaet, pegende. Ved hendes forundret spørgende Blik gik det pludselig op for ham, at hun var en Fremmed, en Kvinde, og at han næppe havde overholdt de simpleste Høflighedsregler – han blev rød.

Hun saa det og skiftede straks Holdning, og det ejendommelige Smil der gled over hendes Ansigt idet hun lukkede af for Udtryk, Liv, alt, forvirrede ham endnu mere. Saaledes lukkede ogsaa visse store fremmedartede Blomster sig naar de var Genstand for profan Berøring. Han følte hendes Adfærd som en Sigtelse og vendte sig hastig for at gaa.

Men pludselig blev han varm i Kinderne; Harme over hendes grundløse Mistænksomhed skød op i ham og gengav ham Fatningen. Han stirrede opbragt paa hende og blev ved, til hun skamrødmende slog Øjnene ned. »Frøkenen kommer jo fra Samsø, De kan vel ikke sige mig hvad den lille Skov dèr hedder? Den findes nemlig ikke paa mit Kort.« Han talte med let dirrende Ironi og holdt sig haanligt i to Skridts Afstand. 91| Hun saa ud som om kun hans Haan afholdt hende fra at flygte. En Stund fulgte hun med et raadløst Udtryk Retningen af hans Pegen mod Land, kastede saa et lynsnart forskende Blik paa hans Ansigt og bøjede sig over Kortet som han strakte frem. Hun Nsvalgte Gang paa Gang men svarede ikke, og han maatte gentage det hele: »– Den skulde ligge her omtrent men er her ikke. Den er maaske for ubetydelig til at komme med,« sluttede han nu roligt, klangfuldt.

Hun snappede efter Luft. »Det er slet ikke nogen lil le Skov!« brød det pludselig ud af hende, ivrigt. Men hun undgik at se paa ham.

Han smilede godmodigt: »Nej ikke efter Samsøforhold maaske, men –« »Jamen heller ikke i Virkeligheden! Den gaar helt her om.« Hun viste paa Kortet og dirrede af lokalpatriotisk Iver.

Han fulgte hendes Pegen. Hvor var den Negl smukt indfælget i Fingeren – og smal, lige! Hun maatte være af gammel Slægt. »Saa er det jo en vældig Skov!« sagde han og saa lyst paa hende. »Jeg tænkte nok at Kortet ikke var helt godt.« Han havde bredt sit Rejsetæppe ud over noget NStykgods, og de sad og holdt i hver sin 92| Kant af Kortet. Hendes alvorlige Blik gled opmærksomt hen over det og stansede saa ved en Landsby saa ved en Gaard; hun læste Navnene og nikkede genkendende, glad over at det virkelig passede og at man derovre i København kendte hendes Fødeø saa nøje.

Men hun lod sig ikke rive hen, heller ikke da hun fandt sin egen Fødegaard; hun pegede blot stilfærdigt og meddelte sit Fund. Ud fra Gaarden kom han til at spørge, og hun fortalte om sig selv, grav-alvorligt. Hendes fastformede Ansigt saa ud som havde det i Aaringer været underkastet et Forbud mod at le; og naar han sagde noget lattervækkende, svarede hun blot med et uforstaaende Blik. Men saa kunde til Gengæld hendes Øjne lyse – som da han fortalte hende at han havde læst til Præst.

Hun var Datter af en velstaaende Samsø-Bonde og havde aldrig været uden for Øen før. Nu skulde hun over til Esbjærg og være i en Familie et Aar, og siden vilde hun være Sygeplejerske hjemme. Hun saa tillidsfuldt paa ham, sikker paa hans Anerkendelse.

Men han omsluttede hendes unge Former i ét Blik, og det blødte i ham ved Tanken om at saa megen Sundhed og Ungdom skulde vies de Syge.

Han havde paa Læben at sige det 93| men fangede Forventningen i hendes Blik og tav.

»I Esbjærg skal jeg saa være hos nogle Slægtninge,« føjede hun til efter en Pavse, skuffet. »Man skal jo helst se sig lidt om mens man er ung.« »Det er ogsaa et helt Spring – fra det stille Land lige lukt ind i en rastløs lille Fremskridtsby,« udbrød han livligt. »Paa en Maade er det rart at have været saadan afspærret, man fanger Livet ind som i én stor Sum – jeg har jo selv oplevet det samme! De har mange Overraskelser at glæde Dem til.« Hun saa uforstaaende paa ham: N»Koldby hvor jeg er fra er ogsaa en hel By.« »Ja efter Samsøforhold! – Aa om Forladelse, det er maaske Hovedstaden?« Han smilede drillende, men hans Udtryk aandede Varme mod hende.

Hun nikkede alvorligt; hendes Pupiller blev store under hans varme Blik. »Men et og andet er der dog vel, som De ikke har oplevet – i Koldby?« »Vist ikke noget som jeg bryder mig om at opleve.« »Virkelig ikke? Hvad siger De om at 94| komme i Teatret, det kongelige f. Eks.? De skulde valgt København i Stedet for Esbjærg.« »Der kommer ikke noget godt fra de to Steder.« Hun saa haardt paa ham. »De to Steder?« »Ja København og Teatret.« »Men De kender jo ingen af Delene.« »Det ved jeg nu alligevel. Gode Mennesker kan godt tage sig i Agt for Fristelsen, selv om de ikke kender den.« »Gode Mennesker –« han lo hjærteligt. »Ja undskyld, men det lød saa besynderligt i D ere s Mund. De er da vel ikke vakt?« »Jo jeg er!« Hun svarede uvilligt, næsten vredt. »Det er altsaa egenlig Missionæren i Koldby jeg taler med og ikke en ung Pige!« »Jeg er ikke Missionær – det er jeg ikke værdig til.« »Nej naturligvis er De ikke det, men det kommer jo nok – ikke?« Hun saa forundret paa ham et Øjeblik; saa mærkede han, hvorledes hun trak sig ind i sig selv. Langsomt drog hun alle sit Væsens Straaler til sig og lukkede sig for hans Øjne. »Nu synes De vel sagtens jeg var ond,« sagde han stille. »Og det var jeg ogsaa – 95| fordi De var uærlig. Unge Mennesker maa være deres eget Maal bekendt og ikke tale med Missionær Sørensens eller Petersens Tunge.« Hun blev rød: »Jeg siger kun hvad der er mit eget. Og dersom De ikke kan holde ud at tale med mig paa den Maade, saa –.« Hun gik hen til Rælingen.

Han gik, noget slukøret, op paa Salondækket og gav sig til at vandre frem og tilbage. Hvergang han kom hen under Kommandobroen, skottede han ned til hende; det klædte hende at være vred – og det gik over! Han kedede sig heroppe paa Salondækket og gik over den lange Løbebro ud paa Bakken igen og indtog sin gamle Plads. Her lugtede behagelig stærkt, af Tjære og indegemt Shagrøg fra Matrosernes Lugarer neden under.

Ved at dreje Hovedet lidt kunde han, som han nu hang udover Rælingen, se hende dernede, i et Kig under sin venstre Arm. Hun havde pakket en lille Madkurv ud og sad paa Lastlugen og spiste – hjemmebagt, letsmuldrende Hvedebrød med Rullepølse paa. Det morede ham at hun ikke kunde lade Rejsemaden i Fred, skønt hun lige havde forladt Hjemmet 96| og naturligvis spist et solidt Maaltid til Afsked – det var saa barnligt.

Men han blev selv sulten af at se paa hende – hungersulten, og misundte hende Madkurven. Saadan havde han ogsaa rejst i de første Aar af sin Studietid, men nu var han blevet for fin. Fin! – han lo. Skulde han gaa ned og bede hende om et Stykke Mad, sige som det var at han længtes efter igen at spise et Stykke medbragt Mad paa Mellemdækket? Han steg ned ad Jærnstigen, drev skødesløst rundt dernede og kom hende for hver Gang nærmere; men et eller andet betog ham hans Frejdighed. Endelig stansede han foran hende og sagde Velbekomme! paa god Bondevis. Hun takkede uden at se op; hendes Haand Ntossede usikkert om mellem Tingene idet hun gav sig til at pakke Kurven. Han stod og saa ned i den, der var Mad med haardkogt Æg og Rugbrød med røget Lammelaar – Lugten var ikke til at tage fejl af. En hel Ladning var der, og han var knagsulten; men Kulden laa endnu om hende. Saa gjorde han kort omkring, gik ind i Restavranten og bestilte sig en Bøf.

Da han igen kom ud, stod hun oppe paa Fordækket, paa den Plads hvor han før havde staaet. I Haanden holdt hun en Buket store 97| Roser, der kastede et eget Koketteri over hendes puritanske Ydre, hvor ikke en Sløjfe eller et Baand forraadte den unge Kvinde. Han gik op til hende og lænede sig paa Rælingen ved Siden af hende; hun saa ikke paa ham men vendte sig heller ikke bort. Paa hans almindelige Bemærkninger om Vejr og lignende svarede hun stille, næsten højtideligt. »Stakkels Barn«, udbrød han pludselig, »saa ung og smuk og allerede vakt! Havde De endda været grim.« »Hvorfor grim?« spurgte hun og smilede – for første Gang. »Jo de grimme skuffes lettere af Livet og slaar sig paa Troen.« »Jamen jeg er ikke skuffet af Livet. Jeg faar meget mere ud af det nu jeg kender Gud og Jesus.« Gud og Jesus! Ordene hang syntes han som syge Saar paa hendes blodrøde Læber – Missionærens Ord fra Koldby. Dette var da at synde om noget var det! »De taler om Livet, og ved ikke engang hvad det er,« udbrød han irettesættende. »De maa jo ikke engang leve Livet – De som er vakt.« 98| »Jo det gode Liv maa jeg gærne leve,« svarede hun afgjort.

Han indsaa paa Forhaand det haabløse i at gendrive; ingen Fornuftgrunde kunde fordrive Koldby-Prækerens Ord fra hendes Læber. Disse Læber skulde kysses rene, krystes saa Livet sprang i Blodroser af dem. Og det vilde ske engang, saa sandt der var en Retfærdighed til.

Han fik Lyst til at forarge hende. »Hvad mener De saa om mig, hører jeg med til det gode Liv?« spurgte han smilende og lagde sin Haand oven paa hendes. »Hvis jeg ikke troede det, saa –« hun tav pludselig. »Havde De aldrig indladt Dem med mig, vilde De vist sige. Men naar jeg nu fortæller Dem at jeg hverken tror paa Gud eller Jesus, hvad saa?« Han legede med hendes Fingre mens han sagde det.

Det rykkede i hendes Haand, men hun drog den ikke til sig. »Saadan noget skal man ikke spøge med – Gud lader sig ikke spotte,« sagde hun og saa ham alvorligt bebrejdende ind i Ansigtet. »Jeg spøger heldigvis ikke. De slutter at da jeg er Teolog – men sæt nu jeg havde stu99|deret Teologien saa grundig at jeg var blevet Fritænker?« »Det tilkommer ikke mig at dømme. Men jeg forstaar ikke, at nogen kan leve uden Gud.« »Og hvad gør Gud da andet end staa i Vejen, og spænde Ben for os? Som Kvinde ved De naturligvis ikke hvad det er at spænde Ben; men det er noget meget lumpen noget som kun Undermaalere benytter sig af. – Dèt maa man ikke gøre, og dèt maa man ikke lade være med; men gør man det ene, saa gør det alligevel ikke noget, og lader man være med det andet gør det heller ingenting – bare man bliver dus med Vorherre inden man dør. Og saa raver han jo paa Tronen, Vorherre, hvergang man lægger to Skriftsteder over Kors foran ham.« »De er jo Fritænker.« Hun saa tungt paa ham. »Ja og det er dejligt kan De tro,« han rakte sig i Velvære. »Jeg behøver heldigvis ingen Bussemand for at gøre det der forekommer mig rigtigt. Og andet gør jeg alligevel ikke om saa hele Himlen stod paa Hovedet.« »De skulde ikke sætte Deres egen Mening om hvad der er rigtigt over Vorherres?« Hun saa paa ham med aaben Forfærdelse og trak 100| forsigtigt sin Haand til sig. Men hendes Klæder rørte endnu ved hans.

Han efterlignede hendes vigende Bevægelse med komisk Rædsel i sit Ansigt. »Lugter jeg af Svovl?« spurgte han haanligt.

Hun svarede ikke men saa strejfende paa ham. Hendes Øjne var bedrøvede.

Saa blev han ogsaa stille. »Jeg kender jo paa Forhaand alt hvad De vil sige,« sagde han dæmpet. »Men hvad hjælper alle Ord til? Jeg har min Lov i mig selv, her!« Han tog varsomt om hendes Fingre og lagde dem paa sin Puls, de var kolde i Spidserne. »Den maa jeg lyde om jeg vil have en god Samvittighed. Og alt hvad der er kønt paa denne Jord tillader den mig« – han brød igennem Alvoren med et skalkagtigt Smil – »om det saa var at kysse en vakt Pige. Men hun tør ikke gøre Gengæld, hendes Tro forbyder hende det?« Han betragtede hende med et spørgende, lidt drilsk Smil.

Men hun stirrede langt ud, bort fra ham som havde hun intet hørt. »Dér kan De se, De tør ikke engang svare paa et naturligt Spørgsmaal.« »Det De før sagde gør man da ikke saadan,« svarede hun endelig – dvælende. »I al Fald 101| ikke hvor jeg er fra,« fortsatte hun lidt senere – skarpt. »Ikke uden man er forlovet mener De. Saa er det vel ogsaa Synd at lugte til en køn Blomst?« »Det er da noget for sig selv. Det andet er NBrynde – som man kan vare sig for.«

»Men hvis man nu kunde glæde sig over et kønt Ansigt som man glæder sig over en køn Blomst – slet ikke anderledes; og man saa fik Lyst til at kysse det lige som man føler Trang til at lugte til Blomsten – var det saa ogsaa Brynde?« Han var indtrængende alvorlig. »Jeg ved ikke. Jeg er vist ikke udviklet nok til at svare paa et saa alvorligt Spørgsmaal,« sagde hun med et eget Glimt i Ansigtet.

Han fangede Glimtet, og det slog ham, at hun simpelthen ansaa ham for kyssesyg og ikke gad tage Spørgsmaalet alvorligt. Det berørte ham pinligt og gjorde ham tillige forlegen over for hende. Til han følte at netop hans Forlegenhed maatte styrke hendes Opfattelse; saa gjorde han Vold paa sig og anlagde sit rundhaandede Smil.

Men et Steds inde i ham gjorde det ondt. En Misstemning laa og trykkede i ham som et indre Onde der ikke kan stadfæstes. Pigen som saadan kunde ikke lægge pinligt Beslag 102| paa ham; han vidste sig fri for at høre til dem der fængede ved Synet af et Skørt. Det var Ungdommen i hende han kaldte paa; hans Livskraft var saa frodig, at han maatte klare sig sit Forhold til enhver Jævnaldrende han traf paa, blande Blod med dem – eller støde dem fra sig. Det sidste forvoldte ham altid Lidelse. Og her stod han over for en Jævnaldrende med alle Ungdommens Forrettigheder: Sundhed, Styrke og Skønhed; men hun lod ikke sin Ungdom brede sig frit i Lyset – hun dækkede den til med skimlede Skriftsteder. Hvorfor trak han sig ikke tilbage? Der meldte sig hundrede smaa letbenede Grunde, men han var retskaffen nok til ikke at tage dem for gode Varer. Han kunde simpelt hen ikke, det var Sagen; han maatte blive og, saa hæsligt det end forekom ham, selv tvinge hende til at fornedre sig endnu mere. »Sæt nu De har Ret at det virkelig er Brynde, er De saa ogsaa aldeles sikker paa at man kan vare sig for den? – Ja jeg kan naturligvis ikke, det sagde De mig tydeligt nok før; men kan De selv?« Hun nikkede, lidt forvirret over at se sin Mistanke grebet og sat i Ord. »Jeg bygger jo ikke paa min egen skrøbelige Styrke,« sagde hun. 103| Det rykkede i ham. Skrøbelige Styrke – havde hun da allerede gjort hele Affældighedens Tilbagetog med? »Sæt nu der kom en Hedning, en af disse fæle moderne Fritænkere, og forlangte Dem med Liv og Sjæl? Han tror hverken paa Jesus eller Gud, men smuk er han, og De kan ikke staa imod! Hvad saa?«

Hun saa hastigt paa ham, hendes Øjne talte for hende. »De vilde Nrøfle ham af som en gemen Forfører, maaske give ham en velment paa Øret? Men husk paa han skulde være en af de sjældne Fritænkere, næsten lige saa retskaffen som en Kristen,« – Spotten løb som smaa Flammer over hans Ansigt – »og meget mandigere! Han bød Dem Ægteskab og et godt Hjem, vilde gøre alt for Dem kun ikke dele Deres Tro; og De elskede ham og var i Grunden magtesløs. Hvad saa?« Han saa fast paa hende for at tvinge hende til et Svar. »Saa tung en Byrde vilde Gud ikke lægge paa mig,« svarede hun undvigende. »Men hvis han nu gjorde det alligevel, vilde De saa anse Dem selv som fortabt?« »Saa vilde jeg tro Vorherre havde sin Hensigt med det.« 104| »For at De skulde omvende ham De hengav Dem til, ikke sandt?« Hun nikkede, hendes Øjne lyste drømmende. »Men om h a n nu besejrede Dem? Om han nu lærte Dem, at det De havde kaldt Synden maaske var det skønneste af alt, og at al sand Lykke var af jordisk Natur? Om han nu fyldte Dem saadan at der ingen Plads blev for Gud?« Hun trak sig tilbage med et Ryk og stirrede paa ham, som var han selve Mørkets Fyrste; alt Blodet var veget fra hendes Ansigt og Hænder. Hun bevægede de blodløse Læber men uden at faa et Ord frem, vendte sig saa og gik med snublende Bevægelser ned paa Mellemdækket.

Han saa smærteligt efter hende, det gjorde ham ondt at de skiltes saadan.

Hun sad dernede mellem sit Tøj, fladt ned med Benene lige ud fra sig; der var noget gammeltestamenteligt over hendes Stilling og hele Skikkelse.

Som en ung Slavinde i Landflygtighed sad hun dernede, overbebyrdet med Skrammel der ikke engang var hendes eget. Hendes og Skramlets Ejermand var segnet under den lange Ørkenvandring, Solen havde forlængst bleget hans Knokler; men hun var for ufri til 105| at kaste det værdiløse Gods fra sig. – Og her stod han uden en eneste Byrde, fri og rank som en ung Gud – og kunde ikke engang hjælpe hende – – –.

Stadig holdt han Blikket hæftet paa hende og tog Gang paa Gang den Beslutning at gaa ned og sige et forsonligt Ord, saa de ikke skulde skilles i Vrede. Men hun saa ikke en eneste Gang i Retning af ham, og det holdt ham tilbage.

Damperen lagde til, og han kom lige forbi hende da han gik i Land; men hun drejede Ansigtet til den anden Side. Et Par Gange saa han sig tilbage, vilde have nikket til Afsked men kunde ikke fange hendes Blik. Saa steg han, lidt modfalden, ind i Ndet lille Tog der skulde føre ham op til Banegaarden.

Han sad og ventede paa at der skulde blive meldt færdig, Vogndøren stod endnu aaben. Han var sunket hen i en vag Drømmetilstand, der var af en vemodig Art men ellers intet havde med Dagens Hændelser at gøre.

Pludselig fór han op og saa forvirret ud paa Menneskene. Et Blik indrammet af Ømhed flød i den klare Dag derude – uden Ansigtstræk eller menneskelig Skikkelse ved. Og dog kendte han det godt. 106| Saa fik han Øje paa hendes Ryg lidt fremme, hun var gaaet forbi Kupeen og maatte have set paa ham. Nu kom hun nølende tilbage, gik tungt som Nvar hun ikke sig selv mægtig. Ud for Vogndøren stansede hun næsten helt sin Gang, saa bedrøvet op paa ham og halv rakte Buketten mod ham. Han strakte Haanden ud efter den men tog hende i Stedet blødt om Haandledet og drog hende op paa Trinbrættet.

En Stund sænkede de Øjnene dybt i hinandens, saa lukkede hun sine, gled langsomt over mod ham som en segnende Blomst og kyssede ham, med blodrige Læber.

Toget satte sig i sneglende Bevægelse, og hun stod tilbage og stirrede langt efter ham til han blev borte for hendes slørede Blik.

Ogsaa han blev ved at stirre, undrende og vemodig, mens noget hviskede i ham at han skulde springe af. Han gjorde det ikke; men gennem lange Tider følte han det som var han rømt bort fra det bedste paa Jorden.

Fra det der sjælden kommer mere end én Gang i et Menneskes Liv, det der netop er det store vidunderlige paa Trods af alt.