[107]|En Duel

[109]| »Jeg vilde have udfordret ham!« raabte Journalisten og lod Kniven spille drabeligt i Luften inden den fór ned og hug en Bajersk Pølse midt over – i et eneste Hug. »Paa knyttede Næver og blaa Øjne?« spurgte Overretssagføreren og fortrak Ansigtet til et Smil, der mindede lidt om en lodden Transaktion.

Samtalen drejede sig om en fælles Bekendt, der var blevet overfuset af en Officer og havde fundet sig i det. »Nej paa Kaarder Gu min Salighed – Liv eller Død!« svarede den unge Mand dystert og saa over til Frøken Blom efter Beundring. Han var Nybegynder paa et Fægtekursus.

Vi saa alle hen til Frøken Blom efter Beundring naar vi havde sagt noget. Hun var jo eneste Høne i Kurven og saa rigtig godt ud – især i Aften.

Jeg har tidt tænkt paa hvor det kan være, at Kvinderne bliver skønnere og ogsaa klogere jo flere Mænd de er omgivet af. 110| Jeg tror da jeg vilde krybe i et Musehul hvis jeg var omringet af en halv Snes stærkt kurtiserende Kvinder.

Kvinder er vist ogsaa altid dumme naar de er henvist til hinandens Selskab; og Gud maa vide, hvordan der ser ud i dem naar de er helt alene. »Kaarder nej fy, det minder for meget om Slagtersvende,« nynnede Frøkenen. »Jeg vilde foretrække Pistoler.« »Hvad Brutaliteten angaar kan det vel være Hip som Hap,« sagde Overretssagføreren. »Nej er der noget imellem Dem Højstærede saa gaa til Domstolene, det er straks lidt mere kultiveret. Jeg skal med Fornøjelse føre Sagen for den ene Part, den anden tillader jeg mig at anbefale min tidligere Partner Rubenstein.« Det var vistnok hans ramme Alvor, skønt han sagde det med sit sædvanlige røde Grin, som jeg ikke kan lide. Han reklamerer altid for sig selv; maaske kommer det af at han har været i Amerika i sine unge Dage. »Saa var sku begge Parter godt hjulpne!« raabte den tykke Grosserer og lo højt. Det bobler altid i Halsen paa ham naar han ler, med en hel Skala af Lydregn der minder mig om, naar vi Børn fik det til at skride i Grusgraven derhjemme. – »Forresten et løjerligt 111| Udslag af Kultur at gaa til Lovtrækkerne« blev han ved »og Pokkers dyrt hva! Nej Folk er meget modtagelige for Fornuft blot man tager dem paa rette Maade; og efter min Erfaring er en Drøftelse med en fornuftigt sammensat Middag som Baggrund det bedste Middel til at forsone stridende Parter. Maa jeg drikke med Dem lille Frøken?« Frøken Blom sad og flyttede sig muntert paa Stolen: »Saa har De vist spist meget Uvenskab ud af Verden Hr. Kjeld?« »Ja og jeg spiser mig om lidt lige ind i Deres lille Hjærte Frøken, saafremt De ikke tager Dem i Agt.« Han skottede kælent ud over sine Basunkinder og trak Vesten, der gærne vilde krybe op, stramt ned over Maven; han lignede akkurat et af disse Kæmpebørn man viser frem paa Markederne. »Hu ha, saa maa De jo være en Menneskeæder!« sagde Frøkenen leende. »Nej han behøvede blot at være en Gnaver – men han hører heldigvis til Gumlerne,« sagde Ingeniør Falk spydigt. Jeg tror nok han var skinsyg paa Grossereren. »Saa hører du til NBumlerne,« brummede Grosserer Kjeld stødt. 112| »Jeg har endnu ikke hørt en eneste vægtig Indvending mod min Opfattelse,« sagde Journalisten med en Alvor som jeg ikke begriber hvor han fik fra – han var jo kun atten Aar. »Deres Opfattelse-æ? Omforladelse men jeg er vist ikke rigtig med,« sagde Overretssagføreren ondskabsfuldt.

Den unge Mand begyndte saa forfra med urokkelig Ro: »Jeg hævder altsaa at der er Fornærmelser, for hvilke en Paadømmelse ved Domstolene, en Bøde f. Eks., vilde forekomme latterlig – nærmest en Parodi paa Oprejsning. Flertallet af Fornærmelser er desuden af en saa subjektiv Art, at de ligger betydeligt over Juristernes moralske Horisont.« »En Fornærmelse, som Domstolene ikke kan give Oprejsning for, synes jeg enhver kan tage sig let« svarede Overretssagføreren med et affejende Vræng.

Der protesteredes fra alle Sider. »Ja ja, jeg taler jo kun paa egne Vegne. Jeg har nu aldrig haft det med krænket Æresfølelse og søvnløse Nætter, fordi et Menneske puffede mig paa Ærmet eller harkede udfordrende idet han gik forbi. Saadanne Udslag af tysk NJunkerære overlader jeg gærne til jer andre, og trøster 113| mig til at jeg har Nationens sunde Instinkter bag mig – trods jer enstemmige Protest.« Det pinte ham alligevel at have alle imod sig.

Jeg tager ellers aldrig Ordet i en Diskusion; jeg er ikke dum, men min Forstand arbejder noget langsomt. Jeg kan godt finde paa et udmærket Svar, men det hænder undertiden, at det ikke indfinder sig før næste Dag.

Og hvad nytter det saa? Nu vilde jeg alligevel sige noget, for dét med Nationens sunde Instinkter interesserede mig meget, og jeg vilde gærne have Samtalen derhen. Det vilde være meget betryggende for mig om det blev fastslaaet, at vort lille Land havde sin Selvopholdelsesdrift i Orden.

Men i det samme jeg aabnede Munden var der en af de andre der sagde, henvendt til Overretssagføreren: »Vi forudsatte nu virkelige Fornærmelser og ikke en tilfældig Puffen paa Ærmet.« »Jo større Fornærmelsen er, des mere idiotisk maa Duellen blive« svarede Sagføreren. »Man kan til Nød forstaa at Folk slaas, naar der ikke er noget særligt dem imellem og deres Vaabenfærdighed ellers er lige – det bliver en Slags Sport saa. Men først lade mig blodig fornærme og dernæst give Fornærmeren halvtreds Muligheder af hundrede for at slaa mig ihjæl, 114| det skal jeg dog ikke have noget af. Skal vi endelig være Molboer, saa lad os gøre Skridtet fuldt ud lige Nsom Japanerne – den fornærmede Part hævner sig ved at skære Maven op paa sig selv.« »Jeg fornærmer øjeblikkelig Grossereren,« sagde den kaadmundede Frøken Blom; og alle lo. »Ingen Mand vil kunne blive fornærmet paa Dem Frøken« svarede Kjeld roligt.

Hun smilede takkende til ham, men jeg synes nu det var en Uforskammethed. For tænk om man var saa ussel, at intet Mandfolk kunde blive fornærmet paa én! »Forresten tror jeg sku ogsaa jeg vilde foretrække at give Fornærmeren en god Dragt Klø, naar galt skulde være,« vedblev Grossereren. »Og hvis man nu ikke har – Bøllekræfterne?« raabte Journalisten iltert. »Saa maa man stikke Fornærmelsen i Lommen; det er god Politik for alle smaa Eksistenser.«

»Og om man nu ikke kan? Den svagere har ogsaa Æresfølelse.« »Naturnødvendigt ikke saa stor,« sagde Ingeniøren der selv er noget af en Kæmpe. »Mennesket har en vidunderlig Ævne til at sætte Tæring efter Næring netop paa det Punkt.« 115| Det er ikke fordi jeg selv kun er af Middelstørrelse, men jeg har altid syntes der var noget tarveligt i, at de stærke vil ordne alting med Næverne.

Og jeg er glad ved jeg fik sagt min Mening, da det ellers vilde have uroliget mig længe efter. »De tager vist fejl naar De tror, at vi legemlige Undermaalere har maattet indskrænke vor Æresfølelse,« sagde jeg saa roligt det var mig muligt – »vi har blot forlagt vore Hævnorganer til Hjærnen og givet den skærpede Instrukser. Hævnen beror i Virkeligheden paa Aandsævner Atleten slet ikke har – Naget og den lange Hukommelse. Det er den svage der hader, og han er ti Gange saa paalidelig og rammende i sin Hævn som den stærke.« Jeg sagde det godt, og Frøken Blom nikkede ivrigt. Kunde jeg vel ønske mig bedre Medhold end fra en Kvinde? Men Ingeniøren gabede blot og kaldte paa en Opvarter, og flere af de andre lavede sig til at bryde op.

Den unge Mand gik dog paa endnu engang: »Der har hidtil kun været Tale om at udfordre; men hvis man nu selv blev udfordret?« »Saa gjorde man Vedkommende til Grin ved 116| at offenliggøre Udfordringen – eller sad den simpelt hen overhørig,« svarede Falk. »Det kan De gøre herhjemme men ikke f. Eks. i Tyskland!« indvendte min Ven Dam, der hidtil havde forholdt sig tavs. »Og hvorfor ikke?« »Fordi man vilde forulæmpe Dem paa alle optænkelige Maader.« »Naa ja, men vi befinder os nu engang i Danmark,« sagde Overretssagføreren, der stod og knappede sine Handsker. »En Nations sunde Instinkter maa helst ikke forlade den ved Landegrænsen.« Dam smilede forlegent, det gjorde han forresten altid naar han sagde noget træffende. »Er det at forstaa storpolitisk – eller for den enkeltes Vedkommende?« »Begge Dele. Jeg ser ingen Grund til at gøre Forskel.« »Nej saamænd – desværre maa jeg gaa. Maaske jeg maa anbefale Dem det unge Menneske her?« han lagde Haanden paa Journalistens Skulder. »De har jo været længe borte og kender vel næppe den opvoksende Slægt – det er den der gør os saa trygge herhjemme.« Han grinede lumsk. »Ikke Spor af Fredens Sysler længer – Renden efter Skørter og lig117|nende – som da vi var unge! Fægtekursus fra 2-3, saa Skydeskole fra 3-4 og Fægtekursus igen. Det endnu yngre Fædreland ligger i Vuggen og sigter med sin Patteflaske.« Han skyndte sig efter Grossereren, Falk og Frøken Blom var allerede gaaet.

Den unge Mand stod lidt og saa fornærmet ud. »Det er alligevel os unge der har Instinkterne,« sagde han pludselig og gik sin Vej uden at byde Farvel. »Det er meget muligt han har Ret« sagde Dam tænksomt, »for han ejer vist endnu ingen Overfrakke. Men det er forresten svært at skælne mellem Instinkterne og det fra Fædrene overleverede.« Jeg synes nu blot Journalisten var tølperagtig, som Ungdommen i det hele i vore Dage – der bliver gjort for megen Stads af den. Jeg har lagt Mærke til, at de ledende Mænd af alle Retninger er helt syge efter at faa Pattebørnene paa deres Side.

Det var mig en stor Lettelse at de gik. Naar Mennesker taler om alvorlige Ting – og alle Ting er i Grunden alvorlige – paa denne halverende Maade, bliver jeg altid træt. Folk er saa bange for at blive taget alvorligt herinde. Der havde vi nu siddet i to Timer ved de smaa 118| Borde uden for Restavranten, NSøerne smaaskvulpede og Svanerne laa derude og sov paa Vandet, i et Mørke der var hedt som Purpur. Men ikke én af Selskabet ofrede den smukke Aften en Tanke; i al Fald turde de ikke lade sig mærke med at de gjorde det. De blot snakkede og lo som galdt det om at døve et eller andet.

Jeg tror Dam og jeg sad tavse en hel Time. Vi er Barndomskammerater og forstaar hinanden, uden at der behøver sættes noget Apparat i Gang; Folk derhjemme taler heller ikke saa meget. Men saa brød han Tavsheden og sagde som om de andre lige var gaaet: »Det er morsomt at være hjemme igen du; Folk er lige som Børn herhjemme, Børn med gode Indfald. Derude er de baade vittigere og klogere og langt mere fremskredne, men vi herhjemme har Instinkterne, den sunde Sans eller hvad man nu vil kalde det bedre i Orden. Dine Venner var meget interessante.« »Jeg sad og var bange for at du kedede dig.« »Tværtimod. Men jeg var altfor meget Part i Spørgsmaalet til at give mit Besyv med – jeg har selv været ude for en rigtig Duel-Tysker engang ser du.

Og saadan som det nu engang 119| gik er det altid en Trøst, at man ikke handlede paa egen Haand den Gang men saa at sige har sit Folk at falde tilbage paa.« Han stirrede drømmende frem for sig. Da jeg gærne vilde have Historien, bad jeg ham ikke om den men forholdt mig tavst afventende. Jeg vidste at han saa vilde begynde af sig selv, saasnart den fjærne Oplevelse igen var falden i Lave i hans Sind.

Han begyndte at blive urolig paa Stolen. »Skal vi ikke bryde op?« sagde han pludselig, »jeg kan ikke holde ud at sidde stille længer.« Vi opgjorde vor Regning og gik ned langs Søerne mod Østerbro. Han talte ikke, men jeg kunde mærke at han var nervøs, og under en af Lygterne saa jeg Blodet fare ham til Kinderne. Det var en af hans mange løjerlige Vaner at rødme naar han var ene med sig selv. »Nu gaar du vist og skamroser dig selv indvendig?« sagde jeg.

Han saa forvirret paa mig og gav sig til at le: »Nej jeg følte blot en lille henrykt Gysen over selve det at være til. Det er det behagelige ved at have svævet i Dødsfare, at Livet ikke bliver saa selvfølgeligt. Bedst som jeg 120| Færdes gaar hele mit Væsen i Staa – Hjærnen og Hjærtet og det hele – og slaar sig op paa vid Gab i maalløs Undren over det at leve. Som under den første Forelskelse, men meget stærkere.

Det var iøvrigt under mit Ophold i Avstralien – du ved jeg tog derned, da jeg havde udstaaet de fem Aar i NKongoregeringens Tjeneste. Jeg var blevet slemt medtaget i Kongo, skønt jeg klarede mig bedre end de fleste; den dyriske Del af mig tog det ikke saa meget paa, men til sidst begyndte det at blive galt med Hjærne og Nerver. Naa jeg laa saa et Aarstid og flakkede om dernede i det indre, fik set baade det ene og det andet og kom mig storartet.

Jeg tog saa til NMelbourne for at se lidt paa saadan en Hovedstad. Det er en meget kvik By, der er blot lidt for mange Tyskere og Kinesere.« »Det er dog to flittige Folkefærd« indvendte jeg forundret. »De er arbejdsomme nok, men ingen af dem har andet Maal for deres Slid end at tjene saa meget, at deres Lig kan blive sendt hjem til Fædrelandet. Den eneste Forskel paa dem er, at Tyskeren gærne vil dø hjemme, Kineseren kan 121| nøjes med at blive begravet der. Tyskeren har slet ingen Ævner til at gaa op i det nye Samfund, han klamrer sig til sit Fædreland og dyrker det lidenskabeligere, jo længer han har været væk fra det. Disse Hjemdyrkere i det fjærne faar underlig nok altid fat i Vrangen af Fædrelandet, Bornerthed, Hellighed, Kongedyrkelse – alt Bagstræbet hjemme fra, og det gør dem endnu mere utaalelige i et ungt Samfund. Vi Danske ligner Tyskerne en Del ogsaa paa det Punkt.

De engelsktalende Folk er helt anderledes og kan ikke lide Tyskerne derude; og det værste er at vi Danskere faar vor Del i Uviljen. Det ærgrede mig ikke saa lidt, da jeg gærne vilde ind paa Livet af Tingene. Jeg kom ogsaa i et Par engelsk-avstralske Familier nu og da, men det lykkedes mig ikke at faa Foden inden for det egenlige Selskab. Saa opgav jeg det og slog mig til Taals med det tyske Samfund, som Skandinaverne havde indført mig i. Det var ikke morsomt.

Paa Hotellet boede nogle tyske Officerer; man sagde de var sendt herned for at Nstudere Kolonial-Forsvaret. De var meget utiltalende, støjede saa man ikke kunde være i deres Nærhed, og optraadte med haanlig Overlegenhed over for alle civile Folk. Uniformen er ikke 122| videre anset dernede, og det forstærkede maaske nok deres Optræden. Paa flere af dem sad der endnu skikkelige Menneskerester bag den militære Grimasse, Borgeransigtet kunde dumpe saa underligt frem i ubevogtede Øjeblikke.« »Hvornaar er du blevet Tyskerhader?« afbrød jeg. »Det er jeg slet ikke,« svarede han ærgerligt – »jeg meddeler blot Kendsgærninger. Det gælder i høj Grad om Tyskerne at de beholder det bedste hjemme – iøvrigt kunde du forskaane mig for dine dumme Indvendinger.« Han var kommet i Misstemning, og vi gik et Stykke i Tavshed. Jeg gik og fik Lyst til at ærgre ham med et nyt Spørgsmaal, saa kunde han jo fortælle eller lade være. Men da jeg aabnede Munden, tog han fat igen: »En af dem i al Fald gik ikke med Maske, i ham havde det ørkesløse Haandværk indbanket al sin Raahed og sit Rabalder. Han var en rigtig NJacob von Tyboe til at brovte og bruse op, og jeg havde en Formodning om at han var fejg som en Hyæne; men det behøvede han ikke vise, da han var en Mester i at bruge Vaaben. Jeg har som Officer set adskillige Eksemplarer af Racen, navnlig i Udlandet naturligvis, men aldrig noget saa vellykket.

Brutaliteten 123| lyste ham ud af Øjnene, og han var efter Sigende blodtørstig som en Ilder. Vi Danske naar vor militære Fuldkommenhed i von TyboeSkikkelsen, vi rasler nok med Sablen men holder ikke af at se Blod. Det der frastødte mig ved Manden var ikke heller saa meget hans Vaabenraslen som hans Blodtørst – skønt det jo skulde være Idealet af Militarisme.

Endnu paa det Tidspunkt stak der en god dansk Officer i mig, og jeg maa have været en Del blændet af disse uniformerede Fladpander. Jeg forestillede mig nemlig for dem og blev som tidligere Officer forekommende behandlet. Deres Bevaagenhed smigrede mig maaske ogsaa – naar man roder i sine Bevæggrunde er det undertiden som at rode i en Vadsæk med snavset Linned.

Paa Sørejsen derned havde jeg stiftet Bekendtskab med en ung Amerikanerinde, der rejste sammen med sin gamle Fader. I Melbourne traf jeg hende ved et Tilfælde igen, og vi blev hurtig gode Venner. Jeg ser dig allerede lægge dine høviske Øren bag ad Nakken, men det faar ikke hjælpe – vi blev meget gode Venner.« »Du tager fejl,« svarede jeg opbragt. »Mit Liv har nok været fattigt, og jeg gaar ikke om og skilter med dets faa Tildragelser. Men jeg 124| har dog haft min Sommer, og var den kort saa var den til Gengæld –«. Jeg tav, ikke fordi jeg kom i Tanke om at hun var Enke, men saadan noget kommer nu engang ikke andre ved. Jeg mener ogsaa den almindelige Blufærdighed har sine Hensyn. »Naa ja ja, godt Ord igen, som Fanden sagde til Kællingen. – Med Tristheden var det altsaa forbi; Tiden var med èt Slag blevet rig – paa Stævnemøder og Spænding. Miss Annie havde foruden sin Fader en Del Slægt i Byen, og vi gik altid i en Frygt for at blive opdagede, der gjorde vore Møder endnu mere betagende. Det var en lykkelig Maaned – eller varede det to?« Jeg mærkede godt, at han sagde det sidste for at drille mig, men lod som ingenting. »En Skumring Annie og jeg spaserede i et af de offenlige Anlæg mødte vi dem. De var højrøstede, maaske lidt berusede; og idet vi vilde gaa forbi stillede Slagsbroderen – Freund hed han – sig op og spærrede Vejen for os.

Jeg antog som sagt at han var drukken, og forholdt mig roligt afventende.

Endelig lod han sig trække bort af sine Kammerater, efter et halvlykket Forsøg paa at tage Annie om Livet.

Jeg var krænket paa hendes Vegne; men 125| det var dumt, da Kvinder tager selv ret nærgaaende Opmærksomhed som en Hyldest og overhovedet kun kan fornærmes ved at man viser dem Ligegyldighed. Da Annie var kommet sig af sin øjeblikkelige Skræk lo hun ad min Højtidelighed. »Men han vilde jo omfavne dig« sagde jeg, »og det uforskammede Blik han saa paa dig med.« »Hvad saa, er det noget at bryde sig om?« Hun slog det hen i Latter.

Dagen efter opsøgte jeg ham imidlertid og forlangte mens Kammeraterne hørte paa det at han skulde gøre min Dame en Undskyldning. Han svarede med at slaa en fræk Latter op; og jeg langede ham Nen regulert paa Torsken saa han satte sig ned. Dermed var Sagen afgjort for mit Vedkommende, og jeg antog ogsaa for hans da han nu havde faaet mine Kræfter at føle.

Men endnu samme Aften modtog jeg en Udfordring. Jeg havde i og for sig ikke noget imod Dueller dengang; teoretisk godkendte jeg naturligvis som Officer deres Berettigelse, praktisk havde Spørgsmaalet aldrig ligget for. Nu forelaa det altsaa, men det var mig ikke muligt at tage det helt alvorligt, det laa hele min hjemlige Tænkemaade altfor fjærnt. Jeg vendte og 126| drejede det, fandt adskillige For og Imod, men dybere angik det mig ikke. Freund var mig ogsaa altfor modbydelig til at jeg kunde tænke paa at skifte Vaaben med ham – han stod nærmest for mig som et hæsligt Kryb.

Derimod havde jeg ikke noget imod at give ham en god Dragt Prygl ved Lejlighed.

Fra den Dag var jeg Genstand for den mest udsøgte Uforskammethed fra Officerernes Side. At jeg vægrede mig ved at modtage denne Bølles Udfordring forekom dem meget usselt; de ligefrem følte sig forpligtede til at slynge mig deres Foragt i Ansigtet ved enhver Lejlighed. Freund var den værste. Han talte højt om mig ved Bordet, pegede mig ud paa Gaden og skar Ansigt naar vi mødtes. Det var Meningen at drive mig til det yderste.

Saa begyndte min bornholmske Stædighed at stikke Hovedet frem. Nu kunde det sidst af alt falde mig ind at slaas med ham, men ønskede de Krig kunde de forøvrigt godt faa den. Jeg benyttede mig af min fysiske Overlegenhed, rendte dem omkuld hvor jeg kunde, knubsede raat til dem med min Stol og hvad jeg nu ellers kunde finde paa. Det gjorde saa meget, at de var bange for at komme ud for 127| mig og holdt sig tæt sammen altid som en Flok Faar i Uvejr.

Alligevel forstaar jeg ikke at jeg holdt det ud, saa meget mere som min Stædighed nødte mig til at tage alting med. Det havde jo været den simpleste Sag af Verden f. Eks. at forlægge sine Maaltider til en anden Tid eller flytte et andet Sted hen, men jeg kunde ikke faa mig selv til det. Jeg indsaa godt selv at det havde været fornuftigere at bøje af end at sætte Tingen paa Spidsen, men jeg kunde ikke.

Officerernes Holdning imod mig gik igen hos de øvrige Tyskere, og selv om jeg ikke havde sat videre Pris paa deres Selskabelighed, var det ikke morsomt at se lutter kolde Rygge. Historien blev efterhaanden til et offenligt Spørgsmaal, Bladene debatterede den, og saa ilde lidt de tyske Officerer var i Byen, blev jeg Genstand for en alt andet end behagelig Opmærksomhed fra den engelsktalende Befolknings Side. Man saa at jeg blev sjoflet, og forstod ikke at jeg lod det gaa ustraffet hen.

Det gik ret hurtigt op for mig, at dette var en alvorligere Sag end jeg havde villet indrømme, og at Duellen saa usmagelig den forekom mig – nok var den eneste Udvej. Men Annie, den 128| kære Pige, holdt mig skadesløs for meget, og endnu gav jeg ikke Køb.

Hun holdt mig jævnt godt underrettet om den herskende Mening inden for det gode Selskab og forsikrede mig bestandig at hun selv ikke delte denne Mening – hun vidste blot at jeg var kær, kærere end nogensinde.

Men hun slog ikke Sagen hen i Spøg længer og gengav Familiens Udtalelser med en egen Iver. Maaske vidste hun det ikke selv, men jeg anede at hun allerede stod halvt paa de andres Side. Og en Dag gav hun mig Ret ved at udeblive – det var forbi.

Det var det haardeste Slag for mig.

Gik Officererne ud paa at drive mig til det yderste, saa var de godt paa Vej til at naa deres Hensigt. Det Par Danske der var bosat i Byen havde fra først af uforbeholdent givet mig Ret i min Optræden, men under Trykket af den almindelige Mening vendte de sig fra mig. Og det ene med det andet virkede saadan paa mig, at jeg dirrede af Raseri fra Morgen til Aften og ikke kunde sove om Natten. En Taage af Forbitrelse lagde sig over mine Sjælsævner, jeg kunde ikke tænke, og mit Blod var i et uudholdeligt Oprør.

Under disse Omstændigheder maatte Stædig129|heden vige for Raseriet; jeg kom en Dag dertil at det var mig en sand Tilfredsstillelse selv at sende Slynglen en Udfordring.

Det var dèt han og de andre havde ventet paa, og de blev meget medgørlige nu. To af mine tidligere Venner paatog sig Ordningen for mig, Duellen skulde finde Sted om Morgenen et Par Dage senere i et lille Krat tæt uden for Byen, Vaabnet blev Pistoler.

Det hjalp for saa vidt som mit Sindsoprør lagde sig. Jeg skyder godt og imødesaa Duellen med Ro; kun nagede det mig bestandig, at jeg skulde dele Sol og Vind lige med dette Individ, der fortjente at blive gennempryglet som en Hund. Det var mig en Tilfredsstillelse at Vaabnene ikke blev Kaarder; jeg vilde nødig have ham tæt ind paa Livet af mig, han bød mig saa stærkt imod.

Ved Sammenligning har jeg senere fundet, at min Tilstand maa have været ret egen i de Dage. Tidligere havde Freund nok gjort et ubehageligt Indtryk paa mig – som paa alle andre; men nu virkede han nærmest paa mig som et skabet Dyr man havde tvunget mig til at røre ved. Det maa have været mit Fareinstinkt der gjorde sig gældende – trods min Selvtillid. 130| Denne Selvtillid led forresten et frygteligt Knæk Morgenen før den Dag Duellen skulde finde Sted. Jeg havde sovet skidt og kom sent op; da jeg slog fra Vinduerne, saa jeg at de tyske Officerer var i Færd med at holde Skiveskydning med Pistoler mod en Mur nede i Hotellets Have. Det var lige under mit Vindu, og jeg iagttog dem i Smug. De smaa korte Smæld fra Pistolerne fik det hvergang til at rykke igennem mig; jeg ærgrede mig over den Trækning men kunde ikke blive den kvit. Mit Legeme var endnu gennemsyret af Oprørsaand mod denne Duel.

Senere har jeg tænkt paa, at denne Maalskydning rimeligvis var planlagt for at jeg skulde se Freunds Dygtighed og have noget at glæde mig til.

Dengang faldt det mig ikke ind. Men jeg gjorde hurtig den Opdagelse, at jeg var en Sinke til at skyde med Pistoler sammenlignet med Freund! Jeg var underlig til Mode den Dag, helt lammet. Jeg gik om i en syngende Halvdøs, mine Tanker blev ved at tygge paa en enkelt Sætning, den blotte Kendsgærning. Der er ingen Tvivl om Resultatet, der er ingen Tvivl om Resultatet! gentog det uophørligt inde i mit Hoved og var ikke til at krænge af sig – det 131| var som at tygge paa Beg. Kun engang imellem jog det i mig og gik som en Lyskaster gennem min Bevidsthed –: jeg saa mig selv ligge skudt og Freund gaa hoverende omkring og brovte af sin Bedrift. Saa lagde Døsen sig igen over mig.

Saa lang en Dag har jeg aldrig oplevet. Tiden slæbte sig af Sted som en Hund der har knækket Rygraden, og efterlod ikke mere i min Bevidsthed end en Søvn vilde gøre. Det vilde have været rimeligt at skrive hjem, ordne mine Sager og forberede dem derhjemme paa det værste; der var ogsaa adskilligt som det var min Pligt at ordne, da der ellers kunde opstaa det frygteligste Kludder efter min Død – men jeg gjorde intet af det. Det har altid været mig en Gaade hvad jeg foretog mig den Dag! Først hen imod Aften blev jeg mig bevidst og opdagede med en let Undren at jeg befandt mig ude i det lille Krat – jeg maatte vel se det Sted, hvor jeg skulde forbløde mig Dagen efter.

Jeg blev mig bevidst ved en grim Smærte bag det ene Øre, et giftigt Insekt havde stukket mig. Og da jeg først havde fastslaaet mig selv og hvor jeg befandt mig, brød alt ind over mig med fortvivlet Styrke; aldrig har mine Sanser virket som i det Øjeblik. Jeg følte Vægten af 132| en Tændstikæske i den ene Jakkelomme, følte at mine Lemmer ikke var lige store og mit Ansigt skævt. Der var en synsk Kraft i min Sansning og min Jegfølelse som greb de mindste Afvigelser, alting forskød sig ud i det uforholdsmæssige og fyldte mig med stærkt Ubehag. Jeg havde en tydelig Fornemmelse af Omridsene i mit Indre, af Hjærte, Spiserør og Tarmenes Stilling.

Jeg er vis paa jeg dengang havde et af de faa Øjeblikke, hvor et Menneske virkelig ævner at sanse; men jeg ønsker mig forresten ikke den Evne tilbage igen.

Smærten bag Øret tiltog, og Stedet hovnede stærkt op efter Insektstikket. Jeg blev angst for at det skulde være farligt, og denne Angst bragte mig igen i et fornuftigt Forhold til mig selv og det der laa for. Jeg havde endda Raad til for en kort Stund at more mig over det komiske i at frygte et Insektstik naar man skal skydes næste Dag.

Jeg gav mig til at gruble over den forestaaende Duel – roligt bildte jeg mig ind. Jeg havde denne sikre Fornemmelse af at jeg vilde falde, som ledsager nogle hvor tidt de saa ser Døden ind i Øjet. Hos mig var den derimod ny skønt jeg i Kongo flere Gange havde været 133| i ret overhængende Fare – og den var velbegrundet.

Mest pintes jeg ved Tanken om hans Brovten bagefter, og en Stund tænkte jeg paa at dræbe mig selv for at unddrage ham Fornøjelsen. Det var ganske vanvittigt fundet paa, og Løsningen tilfredsstillede mig da heller ikke. Imidlertid maa jeg have været fuldt fortrolig med at dø, for min næste Tanke var at myrde ham og skyde mig selv bagefter; og dette Indfald tiltalte mig som fyldestgørende til alle Sider. Jeg havde da afskaaret ham fra at hovere og ingen kunde beskylde mig for Dødsfrygt.

Saadan skulde det være. Det var dog for meningsløst at duellere, naar jeg var den fornærmede Part og det heldige Udfald paa Forhaand var sikret ham. Jeg vilde efterlade mig et aabent Brev som skulde fremsætte disse Bevæggrunde, og jeg var sikker paa, at de vilde tiltale i al Fald Englændernes sunde Sans.

Jeg planlagde nu det hele og gjorde det godt. Samme Aften vilde jeg krybe fra min Altan over paa hans og vente ham paa hans Værelse. Det galdt om at faa ham i Struben inden han kunde gøre Anskrig; jeg stolede i saa Henseende paa mine Kræfter og min Hurtighed. Led for Led gennemgik jeg hele Kampen til han laa 134| kvalt for mine Fødder. Jeg vidste at han vilde forsøge at bide mig i Haanden naar jeg greb ham i Struben, og det vilde jeg benytte mig af til at støde Fingrene ned i Halsen paa ham og kneble ham. Med mit Knæ vilde jeg støde ham i Mellemgulvet, hvis Taget i Struben ikke var tilstrækkeligt.

Jeg gennemgik alle Enkeltheder i Kampen atter og atter og kom bestandig til samme Resultat –: han rullede sig ud for mine Fødder, livløs. Idet jeg gennemlevede det hele for Gud véd hvilken Gang, fik jeg Øje paa et Menneske der gik lidt foran mig inde under Trærne og røg, idet han spejdede ivrigt nedover mod Byporten.

Det skumrede stærkt, men jeg kendte ham straks, det var Freund. Han slentrede langsomt af Sted, saa utaalmodigt paa sit Ur og spejdede igen, som ventede han nogen. I Haanden holdt han en Buket som han legede med.

Alt dette opfangede jeg skønt det mørknede til under Trærne. Og det gav et Sæt i mig, krøb hen over mig af en Rædsel jeg ingen Forklaring havde paa. Han gik jo til Stævnemøde, Manden! og her paa dette Sted hvor han i Morgen skulde maale Liv og Død med mig! Hvor han maatte være fortvivlet sikker paa Udfaldet 135| for at kunne gaa her og lege – for han var jo fejg! Og hvor han maatte være raa! Dette var endnu værre Haan end hans Brovten og Hoveren bagefter. Jeg saa det igen, hvorledes jeg laa blødende paa Jorden mens han stod bøjet over mig med et modbydeligt Smil – jeg havde helt glemt min Plan om at myrde ham.

Blodet sprængte mig i Øjne og Øren saa de smærtede; jeg styrtede løs paa ham.

Da jeg var lige bag ham vendte han sig om. Aldrig har jeg set grimmere Udtryk af Fejghed end hans da han genkendte mig. Han greb efter sin Revolver, men et Næveslag kastede ham i Jorden.

Hvordan Kampen forløb stod mig ikke klart bagefter, men jeg vidste at han ikke havde skreget. Han bed nemlig efter min venstre Haand da jeg greb ham i Struben, og de tre lange Fingre kvalte hans Skrig. Se dér Mærkerne af hans Tænder helt oppe ved Fingerroden paa begge Sider! Til Overflod føler jeg endnu den Dag i Dag hans vaade nubrede Svælg mod mine Fingerspidser. Med mit højre Knæ har jeg sagtens stødt ham i Mellemgulvet og knust hans Brystkasse – for Knæet smærtede bagefter. 136| Jeg var først rigtig med fra det Øjeblik da han stille og livløs lod sig skubbe ind under noget Løv. Maaske kunde jeg dengang have gravet Kampens Enkeltheder frem i mig, men den blotte Kendsgærning tilfredsstillede mig helt – og gør det endnu. I Udkanten af Skoven mødte jeg en tilhyllet Kvinde, det var Miss Annie, Kvinden til hvis Forsvar jeg havde kastet mig ind i alt dette. Hun var forklædt som altid naar hun mødte mig, og mit Hjærte slog stærkt af Glæde; saa langt var jeg i Øjeblikket borte fra Tid og Sted. Hun gik der ventende frem og tilbage, men blev meget skamfuld da hun saa mig, og fortsatte hastigt udefter ad Vejen. Derved blev jeg igen bragt tilbage til Virkeligheden; det var ikke mig hun gik efter længer – det maatte være en anden.

Det var et guddommeligt Øjeblik da pludselig den rette Sammenhæng gik op for mig. Jeg lo højt ved Tanken om at hun maatte gaa forgæves.

Men det løb mig paa samme Tid lidt koldt ned ad Ryggen ved Tanken om Kvindens vidunderlige Frygtløshed.

Senere vendte jeg tilbage og skaffede Liget 137| grundigt af Vejen; og næste Morgen mødte jeg paa det aftalte Sted med mine Sekundanter som om intet var hændet.

Freund kom ikke, ingen vidste hvor han var, han havde benyttet Natten til at gøre sig usynlig.

Hans Kammerater løb forvirrede om og kunde ikke forstaa det; men jeg sagde dem tilpas hovent at det var hvad jeg havde ventet mig af ham. Der var ikke noget for dem at svare til det, og de behandlede mig siden med udsøgt Høflighed.

Jeg blev roligt i Byen nogen Tid, der blev forsket efter Freund paa Kryds og tværs uden noget Resultat. Ingen havde nogen Mistanke til mig.

Maaske gættede Annie Sammenhængen, men hun havde jo sine Grunde for at tie. Jeg har hende svært mistænkt, for hun gjorde gentagne Gange Forsøg paa at knytte vor tidligere Forbindelse igen! Men jeg havde ikke rigtig Mod til det, skønt jeg paa min Vis holdt af hende endnu og gør den Dag i Dag. N»Naar Løven kærtegnende slikker sin Herres Haand, springer der Blod frem,« siger man i Afrika! den mener det i og for sig godt nok, men dens Tunge er 138| nu engang saa ru. Og saa faar den Blodsmag i Munden – og SpilletA er gaaende.

Jeg nærede ingen uforsonlige Tanker imod Annie som sagt. Men mit Instinkt sagde mig at hun var farlig!« Han tav og blev ved at tie hele Vejen langs NSvineryggen. Saa forstod jeg at han helst vilde være fri for at tale om andre Ting oven paa disse stygge Minder – maaske helst være helt alene. Jeg var heller ikke saa ublandet glad ved ham nu efter Fortællingen. Vi sagde kort Godnat til hinanden ved Vesterbro, og jeg gik ind gennem Byen.

Paa Vejen hjem tænkte jeg jo mit ved det, og kom til at fryse. Det var en hæslig Karl denne Freund, og Forholdene i det hele taget kunde nok drive et ærligt Menneske til det yderste – men alligevel! Et Mord er et Mord, der er noget ved det Mennesker aldrig ustraffet kan sætte sig ud over. Og jeg forstaar ikke at Dam kunde fortælle det saa roligt – Retfærdighedens Arm er lang.

Naturligvis kunde det aldrig falde mig ind at angive ham. Jeg har tænkt mit Pligtforhold til Øvrigheden grundigt igennem og er kommet til det Resultat, at jeg ikke behøver det for 139| min Samvittighed. Haarene rejser sig ogsaa paa mit Hoved, naar jeg tænker paa, at jeg i hans Sted rimeligvis vilde handle akkurat som han gjorde. Jeg har ikke sat mig ud over Nden af Gud beskikkede Øvrighed, og jeg ved jeg vilde gaa om i en ulidelig Angst altid bagefter.