af Martin Andersen Nexø (1905)   Udgiver: Henrik Yde (2013)   Tekst og udgave
forrige næste

[141]|Skæbne

[143]| Ole Due rystede endnu mere paa Haanden den Dag end ellers. Fra det fælles Fad midt paa Bordet førte en Mælkevej ud til Bordkanten og op over hans pæne Vest – lige til Munden. Paa hver Hjemtur strøede Skeen lidt bag sig, som vilde den sikre sig at finde Vej tilbage til Fadet igen. Hvergang Vesten fik lidt med, sendte Gjarta sin Mand et vredt Blik, og Ole skyndte sig at tørre ud med Haandbalgen.

Bollemælk var forresten Oles Livret, men han havde svært ved at begaa sig med den nu. Gjartas Boller var haarde med et slimet Overtræk, og Oles Gummer kunde ikke rigtig faa Hold paa dem; de svup ud i Kinden og ind i Munden igen, og Ole sad og halkede i det.

Ingen sagde noget, men Tyggeredskaberne frembragte Lyd nok, det lød som et helt Værksted. Og naar Ole rigtig tog sig sammen vendte han Øjnene i Hovedet, som en Hund der slider i en Indmad. 144| Pludselig fór en Bolle ud af Munden paa ham og over i Fadet igen hvor den slog ned som en Bombe. Ole saa betuttet ud, men Karlen brast i Latter og Gjarta ogsaa; og saa væltede Ole sig op i Latteren med hele Kroppen. »Den gik sku i sin Mor igen,« sagde han med et langt Blik – »hvor Fanden blev du af?« og han ragede rundt i Fadet med sin Ske, i komisk Søgen. Karlen var ved at synke sammen af Grin. »Du skulde have bidt Mærke i den« sagde Gjarta. Det var et Hib til hans Tandløshed. »Det var ogsaa Meningen, men den vilde jo ikke give Tid. Jeg bider bedst med den anden Ende, skal jeg sige dig, og du skulde aldrig kunde tage fejl af Varerne. Men det skal jo have sin Tid som sagt er.« »Fy du skulde skamme dig skulde du – at snakke saadan ved Bordet« sagde Gjarta og rystede paa Hovedet. Men hun lo alligevel.

Ole sad lidt og førte Haanden ubeslutsomt frem og tilbage. Saa førte han resolut den tomme Hornske ind i Munden, drejede den et Par Gange rundt derinde, tørrede den efter med Tommelen og smed den i Bordskuffen. »Spis I men videre« sagde han og rejste sig. »Jeg maa vel se at komme af Sted.« 145|

Karlen blev ved at søbe, men Gjarta lagde Skeen for at gaa sin Mand til Haande.

Ole var lille og vissen men kvik i sine Bevægelser. Hovedet var flenskaldet, Ansigt og Hage glatragede, men helt nede paa Halsen bar han en Krans af langt Skæg der gik fra Øre til Øre og skulde holde Kropsvarmen tilbage under Klæderne. Han var i Smækbukser med hvide Benknapper, og højtknappet Vest, og nu hjalp Gjarta ham Stadsfrakken paa. Den var af blaat Soldaterklæde og gik højt op i Nakken, som havde han hængt i længere Tid ved Stroppen. »Kan du staa stille!« sagde Gjarta mens hun stoppede Skæget ned under Vesten. Men Ole kunde ikke staa stille paa Benene, han havde Feber. Gjarta vædede Snippen af sit Forklæde i Munden og gned ham et Par Steder i Ansigtet. »Se saa« sagde hun og gav ham et sidste Strøg »nu skinner du som en Tudse paa et Tørvegærde i Halvmørke.« »Ja saa kan I vel nok komme ud af det med hinanden?« sagde han og saa polisk fra den ene til den anden. »Gjarta her svarer jeg for naar bare hun tages paa den rette Leden; hun skal stryges med Haarene lige som Katten.« Han kneb hende overgivent i Siden. 146| »Aa hold nu Mund paa dig din Sjævsa, og se og kom af Sted,« sagde Gjarta ærgerligt. »Det kan hun sku ikke lide,« udbrød Ole og slog med Fingrene i Luften. »Nej kom ikke med den Slags til Gjarta for saa vanker der over Snudeskaftet. Ja ja Peter« føjede han alvorligt til »du giver hende jo nok en Haand – med lidt Vand og saadan hvad der ellers kan være?« »Det skal jeg nok« svarede Karlen stille og gik ud for at trække Hestene af Stalden.

Ole Due stod og kiggede efter ham, mens Gjarta masede med Spændetampen paa Kørekappen. »Det er ligegodt en Stadskarl den Peter« sagde han, »havde vi haft en Datter, skulde han forlademig haft ’na. Saa kunde de overtaget Gaarden i Morgen den Dag.« Gjarta brummede tvært, hun trængte mindst af alt til at komme paa Aftægt.

Saa kyssede han hende og trippede ud. Byturens Spænding lyste ham ud af Øjnene, Armene strittede ud til Siden, han gik lullende – som et Barn der nyder. Hele Skikkelsen mindede om et stort Barn der gaar ind til noget usædvanligt. Der Strejfede Gjarta noget i samme Retning, for hun mumlede: Han gaar i Barndom Skroget! idet hun gav sig til at tage af Bordet. 147| Karlen var i Færd med at spænde de halvsmaa bornholmske Heste for, Ole løb frem og tilbage ved Vognen og saa svært beladen ud, Tungespidsen vandrede uophørligt mellem hans jordslaaede Læber. »Skal vi give den et Par Sække til?« spurgte han og ruskede i Vognen. »Tror du det gaar an?« Karlen mente det nok. »Bonden er jo en paapasselig Kusk« sagde han.

De fulgtes over i Logulvet, Ole hjalp Karlen med at faa Kartoffelsækkene smidt paa Nakken, og gjorde Turene med frem og tilbage for at paase, at han ikke smed Sækkene for haardt i den gamle Vogn. Det kunde skære i Oles visne Ansigt naar Peter rigtig tog i – han kendte jo ikke sine Kræfter, kantro! Ole ruskede prøvende i Hammelrebene mens Karlen hængte Pøsen med Vognsmørelse ind mellem Baghjulene, og gik saa ind for at drikke en sidste Gang og faa et sidste Glimt af Gjarta inden han gav sig Landevejen i Vold. Gjarta var der ikke, og han vilde ikke rende helt ud i Bryggerset; et Kys til havde ikke været ilde, men man skulde ikke gøre for meget Væsen af Kvindfolkene. Han aabnede for Vægskabet og tømte Kandisskaalen ud i Kappelommen, stak et Stykke ind til Gummerne og slog saa det 148| store okkergule Halstørklæde op for Ansigtet. Derude stod Karlen og holdt afventende Tømmen, det saa helt herskabeligt ud, helt herskabeligt ja. Ok ja! – – – Ude i Bryggerset tumlede Gjarta, hvert Øjeblik kiggede hun ud. Han kom da aldrig af Sted heller, gik og rodede, gik og rodede. Efter nogen Tids Forløb jog hun ind i Stuen, Ole stod med begge Hænder støttet til Bordpladen og stirrede blindt ud, sammensunken som en gammel Hest, hans Hoved dirrede. »Staar du her endnu?« udbrød hun barsk. »Ved du hvad Ole, du er et rigtigt Nørl!« Saa sjokkede Ole ud, og den gamle Fjællevogn knirkede ud af Gaarden paa sine Træaksler.

Karlen stod ved Gavlen og saa efter Køretøjet. Hjulene skar dybt i Sandet, Smørespanden dinglede under Vognen, Vognen selv dinglede og Ole med. Det hele vuggede sløvt og regelmæssigt som Hovedet paa en Aandssvag. Saa forsvandt de inde i Fyrreplantningen.

Peter stod der endnu, og strøg sig blødt hen over det kødfulde Under­ ansigt med Tommelen. Hans tyndhaarede Hoved var usædvanlig stort, men det meste stod tomt; der var bygget forudseende, med stor Tilvækst for Øje. Den Smule Forstand han havde laa til enhver Tid 149| og gloede ham nysgærrigt ud af Øjnene, det gjorde straks det hele mere beboet; og hans velnærede Skikkelse udstraalede Godlidenhed og Trang til at hygge sig.

Han drev over Gaarden og ind i Stuen med Træskone paa, drak engang af det gule Lerkrus og satte sig saa til at tørre sine Hoser ved Bilæggerovnen. Ovnen spyttede hvergang han anbragte den vaade Fodflade paa den, der kom en Lugt af sveden Uld i Stuen.

Gjarta gik over Gaarden derude og ind paa Hakkelseloen, hun søgte ham vel saa! Men han sad saa godt og gad ikke rejse sig, hun fandt jo nok Vejen ind. Saa kom hun tilbage og gik derude i Bryggerset og traadte, Træskone klaprede idelig, der lød Plasken af Vand og en Ildklemme som slog mod Jærn nu og da. Saa kom hun ind. »Sidder du her Peter!« sagde hun og stillede sig op ved Ovnen, hendes ophæftede Skørter drev af Vand. »Du svier jo Hoserne.« »Jeg frøs om Koderne – de er vaade.« »Du kan jo faa et Par tørre Hoser af Oles, men lad ham ikke se du har dem paa, han har Øjne som en Dævl.« Hun trak Skuffen ud under Bilæggeren hvor Uldtøjet gemtes, tog et Par tykke Hoser frem og smed dem i hans 150| Skød. Hun stod og saa paa ham mens han skiftede. »Du har ligegodt nogle ordenlige Ledstolper« sagde hun. «Ja Benene skal nok holde, hvis det er det du har været bange for.« Gjarta grinede forblommet og gik hen til Bordet. »Nu har Ole forlaskemig spildt igen« sagde hun ærgerligt og strøg Øllet over Bordkanten ned i Kruset igen, »han bliver snart noget dirrhaandet.« »Han er jo snart gammel Skroget,« sagde Peter medlidende. »55 Aar, det er da ikke saa forskrækkeligt; han kan saamænd leve og blive halvfems. Naar Folk først er i den Alder er der ingen Ende paa dem.« Peter svarede ikke men sad og fordybede sig i et Regnestykke. »Til den Tid er du en gammel Kone, Gjarta« sagde han endelig. »Ja og du har det bedste taget, Peter.« En Stund tav de begge. »Naa vi skulde vel have den Kaffe« sagde Gjarta saa og gik efter Kedlen. Kaffen bestod væsenlig af brændt Rug, den var grundig kogt som Skik var og blev skænket lige fra Kobberkedlen. Derpaa gik hun hen og hentede et Fad Mælk fra Hylden i Alkoven, løsnede med Fingeren Fløden fra Fadets Sider og skummede rigeligt i Kopperne.

Kandis151|skaalen var tom »– det er den Ole!« sagde hun ærgerlig. »Ja han tager til Patten igen paa sine gamle Dage – det kan én ikke undres paa« sagde Karlen.

Gjarta svarede ikke men gik til Alkoven igen og kom med en Pose Kandis. Hun hældte nogle store Stykker ud paa Bordet foran Karlen, der stak dem i Munden et for et, knuste dem og med aaben Mund lod dem falde ned i Sukkerskaalen. »Tak for Kaffe« sagde Peter og rejste sig »– og saa skulde jeg vel have et Slik under Næsen.« Han bøjede sig over sin Madmoder og tørrede sig kælent om Munden.

Men Gjarta satte ham en knyttet Haand for Brystet: »Er du slikkesyg, saa slik den brogede paa et vist Sted« sagde hun haardt. »Saalænge Ole og jeg gaar og træder sammen, vil jeg have saa jeg kan se ham stift i Øjnene. Jeg er en ordenlig Kone, saa kan du selv om det.« Hun saa ham ubøjeligt ind i Øjnene.

Men Peter skjulte Blikket som en Hund. »Vi kunde faa det saa rart,« mumlede han. Gjarta svarede ikke men gik ud til sin Vask.

Han drev ud igen og om til den søndre Side, 152| hvor han gav sig til at lukke Kartoffelkulen. Misstemningen laa som et dumpt Tryk over ham, men han gjorde sig ikke Rede for den, eller Aarsagen heller. Det hele satte sig blot i ham som et Omkvæd, der holdt Kærnen fast –: hans Natur krævede hende! Dermed var egenlig alt sagt, for hvad der skulde ske, det skete.

Derfor følte han ingen Trang til at ønske ondt over Ole heller.

Det var snetyk Luft, blytung og haandgribelig fast hang den tæt om alting. Der var en stille tryg Dvælen over hver Ting paa Landjorden, og histude hvilede Luft og Hav fast i hinanden. Et Bøsseskud nede laa den hvide Strand og husede en Smule Kiv, Krager og blaa Raager kredsede skrigende om noget dernede – kanske en Strandvasker.

Det gøs lidt i ham, mens han gik derned for at se hvad det kunde være.

Det var et Svin med et gabende Saar i Siden – formodenlig skyllet over Bord fra en eller anden Skude. Han følte sig lettere til Mode; der var fundet Lig hernede mere end èn Gang, hæsligt fortrukne Lig, der saa ud som om de aldrig kunde faa Fred i deres Grav. Rovfuglene fløj nu bort langs den hvide Kystlinie, med tunge Slag i den tunge Luft, og Havet laa og rullede be153|tænksomt ind over Sandet og gled tilbage igen – som et stort Dyr der slikker sig i Halvsøvne. Det virkede beroligende altsammen, som Strøg af en Haand der er stærkere end en selv.

Hans Natur krævede hende! og hvad der skulde ske det skete.

Han smed Svinet over Nakken og gik hjemad, det kunde smæltes af til Smørelse og grøn Sæbe. Markerne var den løse Sand, men Ole forstod at faa noget ud af dem – Kartofler i saa at sige altsammen. Der var ingen Anseelse ved den Kartoffeldyrkning i store Maader, Folk saa paa én som havde man sin Moder paa Fattiggaarden. Men Ole gav Fanden i Berømmelsen og stak Dalerne i Lommen, 90 Td. Kartofler havde han i Aar haft paa hver Tøndeland – foruden Andelen til Optagerne, hver syvende Kurv.

Det var en god nok lille Gaard, gældfri var den, og Ole var gammel. Det vil sige han kunde jo leve mange Aar endnu, og Gjarta var en Kone som vidste hvad hun vilde. Dér til og ikke længer! Havde hun været let paa Traaden, saa kunde de gaaet og ladt som ingenting til Ole engang flyttede sig. Men Gjarta var en ordenlig Kone.

Han smed Svinekroppen ind i Logulvet og kaldte paa Gjarta, hun skulde komme og se. 154| Siden sad han inde i Bryggerset med Ryggen til den varme Murkedel og saa paa at hun arbejdede. Hans Natur krævede hende! Det sad som Djævelskab i Hænderne paa ham og opfordrede ham til at gribe i hende saa hun skreg, men inde i ham bævrede Mellemgulvet som paa en vaad Hund, og hans Sind blev tungere og tungere. Der gled Strofer af dødstunge Almueviser gennem hans Sind og fik det til at stige i ham, højere og højere som en Brønd der fyldes. Saa aabnede han Munden lidt og ud randt, slæbende ensformigt en af disse Viser om ulykkelig Kærlighed: Min søde Pige du har jo narret mig, jeg som saa inderligt har elsket dig! Du narred mig at rejse bort fra dig, forat du kunde blive Fri for mig.

Da Visen var til Ende saa han paa Gjartas Ryg at hun græd. Han kunde godt have stemt i med, var det ikke for Skams Skyld; men han var jo et Mandfolk. Emmen drev under Loftet og dryppede ned, ude i Askene sad der en Krage og varslede, en ny Vise randt Peter i Hu, endnu mere blødende i sin Sorg end den forrige, fordi den ulykkelige her selv vred Vaabnet rundt i sit Hjærte og gjorde Saaret større: 155| Du maa ikke tro at jeg for dig skal sørge, fordi du min Troskab har lønnet med Svig.

Og hvis det dig hænder at du skulde spørge, at jeg gik i Sorg og Bekymring for dig.

Med Løgn de vist fór, tro aldrig et Ord.

Jeg sørger for den Sneen der faldte i Fjor.

Gjarta kom hen og hentede Tøj i Murkedlen. Hun lænede sig op ad ham mens hun tog Tøjet over i Spanden; det var et helt Kærtegn saa fordulgt det kom, og Peter knækkede sammen. Han greb hende i Kjolelinningen og lagde sit Hoved ind mod hendes Skød. »Saa saa Peter vær nu rolig da« sagde hun mildt og klappede ham paa Ryggen »du ryster jo som en nyfødt Kalv. Vor Tid kommer ogsaa nok skal du se.« Han rettede sig op og saa paa hende. »Naar skal det saa være?« spurgte han kortaandet.

De havde aldrig overlagt noget hverken sammen eller hver for sig, men Gjarta vidste hvad han mente. »Naar visse Folk kommer hjem fra Staden, har de altid lidt i Hovedet,« sagde hun betydende. »Hvad saa da?« spurgte han, han kunde ikke udrede Gangen i det. 156| »Vi kan jo snakke om det, kom nu ind og faa Unjerna.« Hun gik foran ham ind.

Paa Bordet stod en Tallerken skaaret Mad, Peter satte sig til at spise, mens hun gik og puslede, satte Salt og Brændevin frem og lignende. Det var ved at skumre. Over Halsen paa Flasken sad et knækket Snapseglas vendt og gjorde det af for Prop; det var helt overklistret af Madrester fra mange Munde. Peter skænkede det bredfuldt og førte det mod Munden. »Du ryster ikke paa Haanden« sagde Gjarta beundrende. »Nej det lader vi Alderdommen om!« svarede Peter raskt og tømte Glasset. »Ah – en Kys gør alligevel godt.« »Du med dine Kys,« svarede Gjarta grinende. »Tag dig en Syp til, værsaagod.« »Hvornaar tror du saa det bliver?« spurgte han tyggende. »Jeg hørte Kraagen tre Gange i Nat ude i den store Ask, det lød som et Forvarsel. Skal vide, om ikke vi faar Dødninge her i Huset.« Hun sukkede tungt.

Peter var blevet i godt Humør af Snapsen. 157| »Det er vel ikke værd jeg spiser for megen Ost,« sagde han og blinkede skælmsk til hende »– du maa jo være noget udgaaet snart.« »Aa du!« hun hødede efter ham med sin Træbrikke, og skænkede ham saa endnu en Snaps. »Ja ja,« sagde Karlen og rakte sig ud »saa kommer jeg ind ved Midnatstider – med Øksen vel?« Snapsen havde slaaet alle Porte op hos ham, han saa dristigt paa hende. »Her i Stuen?« Gjarta blev saa hun rystede »– ved hans eget Bord og Seng! Du faar vare paa hvad du gør Peter, og ogsaa paa hvad du siger. En kan let blive for aabenmundet.« »Aa jeg ved ingenting,« udbrød Peter og sank fortvivlet sammen igen. »Jeg tror jeg gaar i Stranden og sænker mig.« »Vi kan jo snakke om det kan jeg vel vide,« svarede hun beroligende mens hun tændte Lys. »Men pas paa din Mund Peter, vi kan komme til at gøre Edsaflæggelse. Snak til Bilæggeren dér saa har vi to ingen Raad lagt op sammen.« Karlen saa hen til Ovnen og derfra paa hende med et beundrende Blik.

Men hans Forstand stod stille. »Vi kunde gaa og have det saa godt sammen i det skjulte – til Ole engang laa med Næsen 158| i Vejret; det kan vel aldrig vare saa forskrækkelig længe,« sagde han omsider. Det kom sløvt, som noget der s kul de siges men ellers ikke havde noget paa sig. »Saa det tror du! Ja naar du bare kan holde din Sti ren saa er du fornøjet – du har jo ikke givet nogen Løfte paa dig. Men jeg er en gift Kone, og der skal ingen sige mig paa at jeg lader Ole skifte Lagen med et andet Mandfolk. At du ved det.« »Saa drag med mig bort da – over Bølgen den blaa,« sagde han stort, under Indflydelse af en eller anden Vise. »Ja ud og farte, med et fremmed Mandfolk, mens min egen sidder hjemme og skøtter sig selv. De skal nok gøre saa Komediantspillerskerne, har jeg hørt. Men Gjarta er ikke den Kone der laver Ægteskabsbrud. Saa det er bedre du ser dig om efter en anden der passer til det Brug.« Hun var vred nu. »Jeg kan ikke leve uden dig« sagde Peter spagfærdigt. »Nej han sagde saa Katten til Musen.« Hun rejste sig og gik til Vinduet. »Jeg tror vi faar stygt Vejr til Natten« sagde hun »Sjøen giver sig saa fælt. Og ravende sort er det allerede.« »Men jeg er jo ikke et Gran fornærmet paa’n, 159| hvordan skal jeg saa komme ad’et?« spurgte Peter. »Se og bliv uklar med visse Folk i Aften – det løsner paa Haand.« »Men hvordan faar jeg hannem lokket ud paa Gaarden?« »Du fører os i Ulykke Peter, saa aabenmundet du er!« sagde Gjarta indtrængende. De var tavse en Stund, saa vendte hun sig og begyndte at snakke til Ovnen: »Naar Hestene har været i Staden er de altid urolige om Natten, det er noget enhver ved. Saa maa Bonden staa op og se til dem, og saa – ja hvad ved jeg af det? En Hest kan slaa ham i Hovedet, der sker jo saa meget.« Hun sukkede dybt.

Peter nikkede sindigt, mens han rejste sig og tændte Lygten; saa gik han ud i Huggehuset og satte sig til at skære Træsko. Oles Dage var talte det vidste han nu. Men det var en nøgen Kendsgærning, den farvedes ikke af noget hos ham selv. Beslutningen om at Ole skulde dø stod saa fjærn og uafvendelig for ham som var den taget i Guds højeste Raad; han selv var blot en lille Kende med, som en der uforvarende har kigget bag Fremtidens Slør men intet kan afvende. 160| Han var Fuld af Beundring for Gjarta, hun var klogere hun end baade Præst og Øvrighed tilsammens. Om nu al hendes Klogskab var af det gode eller hun kanske havde forskrevet sig, vidste han ikke saa lige, men det fik heller ikke hjælpe. For hans Natur krævede hende!

Men hvordan nogen kunde slaa i Vrede til en anden uden at have noget udestaaende med ham, det forstod han ikke; han vidste med sig selv at h a n ikke kunde. Og at nogen skulde kunne fatte Nag til Ole det gamle skikkelige Skrog begreb han endnu mindre.

Hen paa Aftenen kom Ole Due hjem. Det var Snestorm og han saa farlig ud; men Humøret var godt. Ude i Forstuen bankede Gjarta det værste Isdække af ham, saa kom han ind til Ovnen hvor han stod og stampede og lod Munden løbe mens hun trak Overtøjet af ham. »Puh ha, ja! det er et dejligt Vejr at prygle sin Kone i!« han tog hende fornøjet om Midjen og rystede hende mens hun bandt Kravetøjet af ham. Gjarta lo og tjattede ham for at han skulde staa stille; han var rigtig et Barn var han. »Og nu har de min Salighed faaet Petroleumslygter overalt paa Gaderne derinde, som brænder til Klokken er elleve – de kan nok ikke se at sove ellers,« fortalte han spydigt. 161| »Saa vi maa jo snart se at faa Lygter anbragt mellem Kartoflerne – de kan sgu vist ikke se at gro ellers. – Ja ja, de kan skalemig skaffe, hvor de nu faar Pengene fra. Der maa jo ligegodt gro noget paa de Brostene, en anden kan bare ikke faa Kik paa’et.« Karlen havde spændt fra og kom ind med Sagerne fra Vognen. Gjarta kastede sig ivrigt over Pakkerne – det var Indkøb til Julen. »Hvad fik du i Tilgift?« spurgte hun. »Den ny Almanak og en Flaske gl. Fransk Vin,« sagde Ole stønnende; han sad og masede med at faa Støvlerne af. »Aa Peter giv mig en Haand!« Peter lagde sig paa Knæ foran ham og holdt igen paa Støvlen, og Ole støttede sig paa hans bløde Ryg mens han sled Foden til sig. »Du er blevet godt i Stand her til vort,« sagde han. »Ja jeg har jo heller ikke set Mad før jeg kom hertil,« svarede Peter, i et Forsøg paa at gøre sig udtilbens. »Det mente jeg nu ikke« sagde Ole formildende. »Mad har de vel andre Steder ogsaa, kanske rigeligere end her, men se Mad og Mad det er to Ting.

Gjarta er en god Husmoder, 162| og det fattes der i de fleste Gaardene i vore Dage.« Ole begyndte at lede rundt i alle Lommer og saa hemmelighedsfuld ud. Saa kom Smaagaverne frem. Foruden noget skinnende rødt Købegarn til en Søndagsklokke til Gjarta var der en lille Flaske Hovvand til hendes Hovvandsæg og en lækker Rulle Skraatobak til Peter. De blev meget glade for Gaverne, Gjarta kyssede Ole, og Peter gav Haanden til Tak. Ole saa sig om med et lykkeligt Udtryk; han kunde se saa glad ud naar han havde gjort noget godt. »Har du saa noget at putte i Ansigtet Gjarta?« spurgte han med en Mine som en der ved med sig selv at han er ubetinget førstehaands. Han havde lige hørt Vittigheden inde i Købstaden: »Naa hedder det nu saadan!« udbrød Gjarta og tog om ham i ét Blik; der var noget raskt, drengeagtigt ved ham i Aften som talte til hende. »Ja hvad kan de ikke alt finde paa derinde i Staden.« Hun gik ud i Køkkenet. »Ja nu har de minsanj begyndt paa at dressere Lopper,« sagde Ole. »Der har lige været en Loppecirkus derinde bortefra. Gon har der saa!« »Det er da vel Løgn!« sagde Peter og gloede 163| aabent paa ham. Han saa ud som følte han i al Hemmelighed til sine Øren. »Løgn! Købmanden havde selv været derhenne fortalte han. Der var Lopper som blev spændt for en lille Vogn, og en anden Loppe der var Kusk.

En tog de og satte ind i et Lommeur, saa krøb den op paa Sekundviseren og gav sig til at køre Karussel lige saa pænt. Det er ligegodt Fanens alt det Mennesker kan finde paa.« Karlen grinede saa han var ved at dratte af Bænken, og Ole brystede sig i hver Bevægelse. »De finder snart paa at rejse op til Maanen paa en dresseret Loppe« sagde han haanligt. Han kunde ikke fordrage Byboerne. Peter gav sig af Latter. »Det er farligt saa I morer jer« sagde Gjarta der kom ind fra Køkkenet med en brasende Stegepande. Hun lagde tre Træklodser til Rette for Pandens tre Ben og anbragte den midt paa Bordet. Det var opplukket Flæskemad, Mandfolkene trak Vejret langt ind gennem Næsen. »Ja det var det jeg var ved at fortælle Peter –« og nu fortalte Ole om igen, med Vittigheder og det hele.

Gjarta tog det hele mere alvorligt. »Men at de kan faa Skik paa dem« sagde 164| hun grundende – »eller bare faa fat paa dem igen, naar de først er sluppet løse. En anden har ondt at gøre bare for at faa en eneste taget. Og skulde én ikke tro de maatte brække Benet paa saadan et Dyr, saa lidet det er imod som en Haand.« »Saa laver de vel et Træben til det,« forsøgte Peter varsomt; han plejede ellers ikke at sige Vittigheder og skottede tvivlraadig til Ole.

»Ja saa Sara dænge mig gør de ogsaa det,« raabte Ole. »Saa laver de sku et Træben til det, ha, ha.« Han slog i Bordet, kastede rundt med Hovedet og lo.

De spiste Plukmaden med Ske, den Skik havde Karlen ført med sig Norr­lands fra hvor han hørte hjemme. De aad længe i Tavshed, ind imellem sankede saa den ene saa den anden af Mændene et Par Latterrester op. »Ja ja Mor« sagde Ole langt om længe »nu kan du sku faa Afsætning, i Morgen skal vi til Bys med et helt Læs. Dine er gode at lægge til paa ved jeg.« Det kom som et sildigt Efterdøn og skulde ikke tages for mere end det var.

Men Gjarta blev svært alvorlig. »De har Gud ske Lov og Tak ikke nægtet at bide paa mig hidindtil« sagde hun. »En har da sin Helsen endnu – lad mig sige det i en 165| god Tid.« Og hun bankede højtideligt tre Gange under Bordet.

Ole stod op midt i Maaltidet og famlede med rystende Hænder i Vægskabet, Tungespidsen gik funderende frem og tilbage mellem de visne Læber. Flere Gange havde han fat i Brændevinsflasken og slap den igen, men saa satte han den paa Bordet med et fast Tag. »Vi maa have noget at staa imod med i saadan et Vejr« sagde han og skænkede en Snaps til Peter. »Ja Vorherre være med de Staklerne der færdes paa Sjøen i denne Nat« sagde Gjarta – »det er et forrygende Vejr.« Hun lagde Ansigtet paa Ruden og forsøgte at se ud, men Sneen piskede imod i store Flager og frøs paa; nu og da løsnedes en Flage af Varmen indefra og faldt larmende ned. »Ja der vil nok adskillige gaa neden om og hjem i Nat,« sagde Ole og skuttede sig. »De døjer meget ondt de der pløjer Sjøen paa denne Aarstid.« Uvejret rasede i Stød om Gavlene, piskede løs, faldt her og rejste sig hist igen. Det knagede i Bindingsværket, ruskede i Taget, dundrede paa Dørene – der var hundrede Lyde der afløste hinanden. Og under det hele gik 166| Brændingen uophørligt, i en hvileløs Dundren der fik Grunden til at dirre og stod efter i Ørene som altings Ophav.

Et kort pludseligt Drøn fik Ruderne til at synge, Gjarta trak sig forskrækket ind i Stuen. »Hvad var dog det?« sagde hun og saa fra den ene til den anden. »Det var et Nødskud,« sagde Ole. »Saa er der grundstødt en Skude dernede et Sted, paa Due Odde vel sagtens. De kommer aldrig til at spise mere Brød, Staklerne. – Naa men èn skulde vel se at komme i Reden.« Han begyndte at klæde sig af henne ved Kakkelovnen. Gjarta gik og gjorde Huset i Orden til Natten.

Karlen bød Godnat og gik ud. »Du giver vel Hestene en Gang Peter!« raabte Ole efter ham.

Han gik ind i Huggehuset og tog Øksen, men vendte straks efter tilbage og byttede den med en lille Hammer – han kunde ikke lide den skarpe Æg.

Saa gik han over i Stalden, fodrede Hestene og lagde sig til at sove i Hakkelsen. Han var aldeles vis paa at han aldrig kunde faa sig selv til at gøre Ole Fortræd; men han blev alligevel liggende, og faldt i Søvn straks efter at han havde lagt sig hen.

Ole laa i Alkoven og slog legende til Senge167|baandet; naar Gjarta kom ind smaasnakkede han kælent. »Ah, én ligger alligevel og har det godt, Sengen er snart det bedste Sted at være paa denne Tid af Døgnet – især for dem der har noget godt i Vente. – Jeg undres paa hvad de gør paa den anden Side Jorden nu, for de har da Hovedet nedfor.« Han smaalo. »Dengang jeg var liden, troede jeg saagu de var bundet fast til Sengen. – Det er sandt jeg mødte Kaas fra Klemmensker inde i Staden, han mente at Ane Sidsele snart ventede sig. Vi faar vel tage derhen med det første, saa kunde du jo bringe den Arvepart paa Tale med det samme, gedulgt forstaar sig! Kanske de saa gav sig med det gode! Og Mikkel Jørgen er blevet forlovet, hun skal nok have Penge som Græs efter hvad de siger. – Kommer du nu ikke snart min Pige?« »Jo vist saa, men jeg kan ikke være alle Steder« vrissede Gjarta. Men hun kunde alligevel godt lide at han længtes.

Han var i løftet Stemning og blev ved at sludre mens Gjarta klædte sig af, han sprang sorgløst fra Ting til Ting og kælede for hende med sine gamle falmede Øjne.

Gjarta lod ham snakke. Dér laa han og var sat op til Narrestreger, Skroget, og saa kunde 168| han knap hænge sammen – og i Morgen var han sløj og maatte blive liggende helt til Middag. Men det var ikke Gjartas Sag at gøre sig kostbar. Han var hendes rette Husbond for Gud og Øvrigheden; og i Aften havde hun tilmed lidt ondt af ham, saa hjælpeløs han saa ud. Saa slukkede hun Spidden og skød sin store Krop ind i Sengen til ham.

Da Klokken med et kort Hark mindede til Tolvslaget, fòr Gjarta over Ende i Sengen. Et Øjeblik vidste hun ikke af sig selv; men saa gav hun sig til at ruske i sin Mand: »Ole, Ole, du faar staa op! Hestene holder en farlig Støj, de maa have slidt sig løse.« Ole vendte sig brummende og sov videre, han var dødstræt. »Nu faar du høre efter hvad jeg siger, Ole, det gaar ikke an. De kan ødelægge sig selv!« Ole sad over Ende. »Hvad er der i Vejen med dig?« spurgte han gnavent, han frøs. »Hestene er løse har jeg jo sagt dig. De gør et farligt Væsen.« »Jeg hører ingenting« sagde Ole, »du maa have drømt.« 169| »Ja ja, saa siger vi det! Du maa jo selv om det.« Gjarta lagde sig ned igen.

Ole sad lidt og smaskede i Mørket. Han var sur og harsk i Halsen, og det snurrede i hans Baghoved af den pludselige Vækkelse. Saa skrævede han over hende, trak i nogle Klæder og fik Lygten tændt.

Uvejret havde lagt sig, der laa Sne i store Driver mellem Stuehuset og Ladebygningen, han havde Møje med at komme igennem. Han lod Lygteskæret falde hen over Hestene, der var ingenting i Vejen, den ene laa ned, den anden der var for gammel til at lægge sig s to d og sov. »Tossestreger,« mumlede han og vilde gaa igen, da Peter kom frem fra Fodergangen med en Hammer i Haanden.

Ole blev graa i Ansigtet. »Hvad Peter? hvad?« stammede han og stod og traadte rundt i det. »Ja nu er nok din Time slaaet Ole« sagde Peter stille og løftede Hammeren.

Ole tog sig sammen i et Nu og hængte hastigt Lygten fra sig. »Smid den Hammeren!« raabte han bydende »eller jeg skal faa dig i Slaveriet. Din Hvalp!« Han saa Peter fast i Øjnene. Han havde opdaget en Greb henne i Krogen og bevægede 170| sig sidelæns hen imod den, mens han søgte at holde Karlens Øjne fast. »Slip Hammeren!« raabte han igen.

Peter rystede sagtmodigt paa Hovedet og gjorde et Skridt frem. Han slog let til Ole og ramte ham paa Siden af Hovedet; og Ole satte sig retned i Floren bag Hestene med et forundret Udtryk. Han sad og klappede i Gødningen med de flade Hænder, rokkede med Overkroppen, førte sig underligt som en der vil dulme noget, og faldt saa om paa Siden.

Peter smed Hammeren og bøjede sig over ham. »Ole!« kaldte han og rystede i ham »Ole, er du syg? Svar mig Ole!« Det lød som en Klage. Saa flyttede han ham varsomt over til Væggen og lagde noget under hans Hoved. »Jeg slog jo slet ikke til,« sagde han, idet han puslede med ham. »Herregud var det noget – jeg slog jo slet ikke til.« Han lod Lygteskæret glide hen over Liget en Gang og gik saa ind.

Gjarta sad over Ende i Sengen. »Slap han let?« spurgte hun.

Peter nikkede og satte Lygten fra sig. Han klædte sig af og lagde Tøjet i Halmstolen ved Kakkelovnen, hvor Ole plejede at have sit liggende. Saa slog Gjarta Dynen til Side, og han 171| krøb ind til hende. Hun var ikke gift Kone længer og havde altsaa sin fri Ret til at gøre som hun vilde i Kærlighedssager.

II Gjarta kom syv Aar i Slaveriet, Karlen femten.

Mens Gjarta var borte tog nogen af hendes Slægt sig for at passe Gaarden. Men saa snart hun kom tilbage, skikkede hun dem bort og tog en ældre Husmand i sin Tjeneste. Han gjorde saa Karls Arbejde, men hun ledede selv Bedriften.

Meget var blevet forandret i Sognet mens hun var borte. Ude paa Dueodde var der bygget et et stort Fyr af Kampesten, som kunde ses mange Mil hen i den sorteste Nat. Det stod der som en Guds Finger og varede Skibene ad, og der var aldrig en Stump Skibstømmer i Havstokken mere. Ondt var der ogsaa sket, den Bonde havde drukket sig ihjæl og den var gaaet fra Gaar­den; nogle var døde og nye kommet til, og paa Nabogaarden var Bonden blevet Enke172|mand og havde giftet sig igen. Og alle de der var, saa var de blevet meget ældre. Selv Jorden havde ikke bevaret sit Udseende fra før, Gjarta kunde ikke gøre sig Rede for hvori det bestod, men Landskabet havde forandret sig. »Det er jo blevet ældre det ogsaa« tænkte hun ved sig selv.

I Sognet havde meget forandret sig.

Gaarden selv havde lidt en Del i den forløbne Tid, det var godt at se at den savnede Ole. Og naar Gjarta og den gamle Karl ikke kunde blive enige om hvilken Fremgangsmaade der var den bedste, skar Gjarta tværs igennem Spørgsmaalet: »Saadan og saadan skal det være, for saadan gjorde Ole altid.« Hun tænkte tidt paa Ole, men hun gjorde det uden Nag og uden Fortrydelse, saadan som man tænker paa en trofast Afdød. Og hun bragte ham tidt paa Tale, roligt som den der har lagt Aarene mellem sig og sit Tab.

Egnens Folk holdt nysgærrigt Øje med hende – hun maatte da være baade saadan og saadan. Nogle havde forestillet sig at hun maatte vende hjem fra Slaveriet med et Mærke brændt ind i Panden, andre tænkte sig Forandringen mere uklart – noget som at hun var blevet grov i Mælet og brugte Skraatobak, kanske ogsaa sloges 173| og stjal. Den ene blev ikke mere skuffet end den anden, der var ikke Forandring at mærke paa hende.

Man kiggede paa hende nogen Tid, saa begyndte Sognets Fattigkoner at komme til hendes Gaard ogsaa efter en Slat Mælk. De mente det halvvejs som en Ære de viste hende, og gjorde Regning paa at faa lidt rigeligt. Men Gjarta gav dem som hun havde gjort før – aldrig et Gran mere, og behandlede dem for det de var. Om Lørdagen kom en og anden af dem og tiggede Ugens Kaffegrums – lige som forhen.

Gjarta var den samme! Egnens Folk havde hun aldrig omgaaets videre; hun gjorde intet Forsøg paa det nu heller, saa det Spørgsmaal løste sig af sig selv. Men hun gik i Kirke hveranden Søndag naar der var Sidsttjeneste og fik sin Lur under Prækenen – i samme Stol og til samme Tekst som i gamle Dage.

Hun var sig selv i alle Maader! Den gamle Husmand der passede Gaarden for hende gjorde sig ogsaa sine egne Tanker om et og andet, og en Dag blev han nærgaaende. Men Gjarta lod ham pakke sin Kiste lige paa Stedet. To var der som friede til hende og 174| mente det oprigtigt; den ene var en forløben Fyr der ikke var noget ved, men den anden kunde rigtig godt gaa an – skønt han ingenting ejede forstaar sig. Hun sagde nej til den ene som den anden, hun var ikke god at blive klog paa.

Der gik syv lange og syv brede, og Gjarta var forlængst faldet til Ro i Folks Bevidsthed. I det ottende Aaret begyndte hun at løbe til Sandemanden om Kongebrev, og en Dag spændte hun for og kørte til Bys. Hun var selv Kusk, og det hed sig at hun skulde ud og hente Peter. De var ogsaa to i Agestolen da hun kom tilbage.

Saa var Peter Bonde paa Sandgaarden. Han havde sat Huld og Ungdom til i Slaveriet, var blevet høj og senet. Han ludede lidt, og Nakkesenerne var førere end naturligt var. Men dygtig var han blevet til alting derhenne, endogsaa helt boglærd, og ondt var der stadig ikke i ham.

Han og Gjarta passede deres, de fulgtes ad i Kirke og var altid milde mod hinanden. Den lange Mellemtid havde intet forandret i deres Forhold og Følelser for hinanden. Og Handlingen lagde ingen Skygge mellem dem.

Den kom som den maatte komme, og de nød nu 175| dens Frugter. Den syntes ikke at have sat mere Spor end den aarlige Juleslagtning.

De talte indbyrdes om Ole som den der var kommet sørgeligt af Dage, dvælede blot ikke ved hvordan. Og de hjalp hinanden at holde hans Grav pæn, til den hjemfaldt.

Nu er de gamle, et gammelt lykkeligt Ægtepar der gaar og træder om hinanden og ikke kan undvære hinanden ret længe ad Gangen. Den der kommer som fremmed til Egnen vil intet kunne læse i deres milde rynkede Ansigter.

Og Egnens Beboere vil intet fortælle ham. Mod det Fremmede har Sognet hele Tiden slaaet en Mur af Tavshed om, hvad de to byggede deres Lykke paa. Kun de, Kulturen har faaet fat paa, snakker gysende om Historien og føler til deres Nerver.

Skæbnen selv kender ikke til Nerver. Den gaar hen over et Menneske som et Jærnbanetog, og der mærkes kun en blød Vuggen.