II Gjarta kom syv Aar i Slaveriet, Karlen femten.

Mens Gjarta var borte tog nogen af hendes Slægt sig for at passe Gaarden. Men saa snart hun kom tilbage, skikkede hun dem bort og tog en ældre Husmand i sin Tjeneste. Han gjorde saa Karls Arbejde, men hun ledede selv Bedriften.

Meget var blevet forandret i Sognet mens hun var borte. Ude paa NDueodde var der bygget et et stort Fyr af Kampesten, som kunde ses mange Mil hen i den sorteste Nat. Det stod der som en Guds Finger og varede Skibene ad, og der var aldrig en Stump Skibstømmer i Havstokken mere. Ondt var der ogsaa sket, den Bonde havde drukket sig ihjæl og den var gaaet fra Gaarden; nogle var døde og nye kommet til, og paa Nabogaarden var Bonden blevet Enke172|mand og havde giftet sig igen. Og alle de der var, saa var de blevet meget ældre. Selv Jorden havde ikke bevaret sit Udseende fra før, Gjarta kunde ikke gøre sig Rede for hvori det bestod, men Landskabet havde forandret sig. »Det er jo blevet ældre det ogsaa« tænkte hun ved sig selv.

I Sognet havde meget forandret sig.

Gaarden selv havde lidt en Del i den forløbne Tid, det var godt at se at den savnede Ole. Og naar Gjarta og den gamle Karl ikke kunde blive enige om hvilken Fremgangsmaade der var den bedste, skar Gjarta tværs igennem Spørgsmaalet: »Saadan og saadan skal det være, for saadan gjorde Ole altid.« Hun tænkte tidt paa Ole, men hun gjorde det uden Nag og uden Fortrydelse, saadan som man tænker paa en trofast Afdød. Og hun bragte ham tidt paa Tale, roligt som den der har lagt Aarene mellem sig og sit Tab.

Egnens Folk holdt nysgærrigt Øje med hende – hun maatte da være baade saadan og saadan. Nogle havde forestillet sig at hun maatte vende hjem fra Slaveriet med et NMærke brændt ind i Panden, andre tænkte sig Forandringen mere uklart – noget som at hun var blevet grov i Mælet og brugte Skraatobak, kanske ogsaa sloges 173| og stjal. Den ene blev ikke mere skuffet end den anden, der var ikke Forandring at mærke paa hende.

Man kiggede paa hende nogen Tid, saa begyndte Sognets Fattigkoner at komme til hendes Gaard ogsaa efter en Slat Mælk. De mente det halvvejs som en Ære de viste hende, og gjorde Regning paa at faa lidt rigeligt. Men Gjarta gav dem som hun havde gjort før – aldrig et Gran mere, og behandlede dem for det de var. Om Lørdagen kom en og anden af dem og tiggede Ugens Kaffegrums – lige som forhen.

Gjarta var den samme! Egnens Folk havde hun aldrig omgaaets videre; hun gjorde intet Forsøg paa det nu heller, saa det Spørgsmaal løste sig af sig selv. Men hun gik i Kirke hveranden Søndag naar der var NSidsttjeneste og fik sin Lur under Prækenen – i samme Stol og til samme Tekst som i gamle Dage.

Hun var sig selv i alle Maader! Den gamle Husmand der passede Gaarden for hende gjorde sig ogsaa sine egne Tanker om et og andet, og en Dag blev han nærgaaende. Men Gjarta lod ham pakke sin Kiste lige paa Stedet. To var der som friede til hende og 174| mente det oprigtigt; den ene var en forløben Fyr der ikke var noget ved, men den anden kunde rigtig godt gaa an – skønt han ingenting ejede forstaar sig. Hun sagde nej til den ene som den anden, hun var ikke god at blive klog paa.

Der gik syv lange og syv brede, og Gjarta var forlængst faldet til Ro i Folks Bevidsthed. I det ottende Aaret begyndte hun at løbe til NSandemanden om NKongebrev, og en Dag spændte hun for og kørte til Bys. Hun var selv Kusk, og det hed sig at hun skulde ud og hente Peter. De var ogsaa to i Agestolen da hun kom tilbage.

Saa var Peter Bonde paa Sandgaarden. Han havde sat Huld og Ungdom til i Slaveriet, var blevet høj og senet. Han ludede lidt, og Nakkesenerne var førere end naturligt var. Men dygtig var han blevet til alting derhenne, endogsaa helt boglærd, og ondt var der stadig ikke i ham.

Han og Gjarta passede deres, de fulgtes ad i Kirke og var altid milde mod hinanden. Den lange Mellemtid havde intet forandret i deres Forhold og Følelser for hinanden. Og Handlingen lagde ingen Skygge mellem dem.

Den kom som den maatte komme, og de nød nu 175| dens Frugter. Den syntes ikke at have sat mere Spor end den aarlige Juleslagtning.

De talte indbyrdes om Ole som den der var kommet sørgeligt af Dage, dvælede blot ikke ved hvordan. Og de hjalp hinanden at holde hans Grav pæn, til den Nhjemfaldt.

Nu er de gamle, et gammelt lykkeligt Ægtepar der gaar og træder om hinanden og ikke kan undvære hinanden ret længe ad Gangen. Den der kommer som fremmed til Egnen vil intet kunne læse i deres milde rynkede Ansigter.

Og Egnens Beboere vil intet fortælle ham. Mod det Fremmede har Sognet hele Tiden slaaet en Mur af Tavshed om, hvad de to byggede deres Lykke paa. Kun de, Kulturen har faaet fat paa, snakker gysende om Historien og føler til deres Nerver.

Skæbnen selv kender ikke til Nerver. Den gaar hen over et Menneske som et Jærnbanetog, og der mærkes kun en blød Vuggen.