Indledning
Muldskud. Anden Samling

Et Par Aar ravede jeg om i et aandeligt Kaos, søgte forgæves et menneskeligt Sted at staa, var i en Tilstand af indre Oprør bestandig. Saa satte jeg mig hen – det var ved Aarhundredskiftet – og skrev Romanen Dryss (...). Jeg var Lærer dengang og skrev Romanen om Natten. Den behagede ikke min liberale Samtid, men paa mig selv virkede Arbejdet med den befriende: jeg skød Ham! Bogen udkom 1902, og nu kunde jeg; jeg havde gennem Arbejdet med den sygelige Individualisme (Egoisme) fundet frem til det jævne, naturlige Menneske: Arbejderen, Proletaren. Aaret efter udkom Soldage, Rejsebogen om Spanien. Og nu groede det frodigt i mit Sind. Over en Række Noveller om Smaafolk arbejdede jeg mig frem til Pelle Erobreren, hvis første Bind udkom 1906. (»De ideologiske Forudsætninger for Pelle Erobreren« (1950), skrevet til den russiske udgave af Nexøs Samlede værker, optrykt i B. Houmann (red.): Omkring Pelle Erobreren, s. 60)

Skønt denne bog bestaar af fem Fortællinger, er den en Helhed. Den er ikke et Bind, som Forfatteren har faaet i Stand ved at samle nogle spredte Bidrag til Blade og Tidsskrifter, men alle Fortællinger belyser én ganske bestemt Tanke, der ved denne Fremgangsmaade bankes ind i Læseren. Netop bankes, thi Andersen Nexø lider stadig af en vis Mangel paa Finhed, han overlader for lidt til Læserens egen Intelligens og standser ikke, før han som en nidkær Pædagog har overbevist sig om, at nu kan da ingen forsvare at have misforstaaet ham. Denne alt for ukunstneriske Fremgangsmaade er maaske en Arv fra Zola, der jo ofte er nævnt som Andersens Nexøs Forbillede, men den kan ogsaa stamme fra helt personlige Tilskyndelser hos Forfatteren, thi man lærer af den, man ligner.

(...) føjer fem Sider til, der forflader hele den lille Novelle ved at fortælle, oven i Købet daarligt, hvorledes de to straffes, senere gifter sig og lever uden Forstaaelse af, at de har begaaet en Forbrydelse.

Saa grelt som her røber Forfatteren sig ikke altid, men i alle Fortællinger findes der en lille Smule for meget, der hindrer den fulde kunstneriske Afrundethed.

Selve udgangspunktet om Skæbnen, det Ubevidste, der pludselig skyder frem i et Menneske og afgør dets Handlinger, er jo ikke noget nyt. Man kaldte det før for »Dyret i Mennesket«, og Zola, hvem man atter maa mindes, beskæftigede sig dermed lige fra Ungdomsværket Therese Raquin til Menneskedyret. Men i de korte Fortællinger lykkes det ikke altid lige godt for Andersen Nexø at skabe den Baggrund, der skal gøre Fænomenet helt gribende. Naar man som i den refererede Historie og i et Par af de andre Fortællinger blot ser Menneskene famle sanseløst rundt i Mørket, faar man en underlig tom Fornemmelse, som man for resten mindes fra andre af Forfatterens Bøger, i Familien Frank og den langt betydeligere Roman Dryss. Men i nogle af Fortællingerne naar Andersen Nexø højt, enten fordi han (som i Bondefortællingen Et Efterslæt) bygger Skildringen op paa solide Kendsgerninger, eller fordi han (som i den lyriske Fantasi Ungdom) har skrevet med en spændt, næsten bristefærdig Kraft, der river med. Det betydelige ved Andersen Nexø er hans Vilje. Der er nogen ejendommeligt karskt og rent over hans Stil, den græmmes ikke af ufølt Lyrik og bevidst Paraderen. Blandt vore yngre Skribenter er der ingen, som kæmper med redeligere Hu end Andersen Nexø.

Politikens Anmelder har fuldstændig Ret i, at Zola ofte er nævnt som mit Forbillede – saa ofte nu, at jeg har Lov at tabe Taalmodigheden. Og da han foreløbig er den, der sidst har holdt »mit store Forbillede« manende op for mig, retter jeg min Protest mod ham.

Noget af det første, jeg har skrevet, er Novellen Dødskamp (i »Skygger«); jeg kom den Gang lige fra Arbejdet og havde absolut intet med »Literatur« at skaffe – men des mere med Mennesker. Novellen sendte jeg til en Tidsskriftredaktør og fik den tilbage med Beskyldningen andenhaands – »prøv blot at sammenligne den med sit store Forbillede Raskolnikov«, skrev Manden. Der gik et par Aar, inden jeg fik Lejlighed til at foretage Sammenligningen. (...)

Saa skrev jeg Familien Frank, og E. B. [Edvard Brandes] sagde de skæbnesvangre Ord – Zolas Nana! Nu var Vinden sat, Kritikerne vaklede ikke længer; »Zola; Forbilledet Zola; det store Forbillede Zola« – Satsen fik Lov at staa fra Anmeldelse til Anmeldelse. Kun Albert Gnudtzmann var elskværdig nok til at protestere mod denne »nemme Metode«.

Mon nogen dansk Forfatter kender saa lidt til Zola som jeg? Da Familien Frank udkom, kendte jeg kun Dr. Pascal, nu kender jeg ogsaa Krigen, Mukkerten og Familien Rougon – ja og saa naturligvis mine egne Bøger.

Og mon ikke Kritikerne skulde søge lidt mere i Kilderne for al god Literatur – nemlig Livet – naar de vælger Udgangspunkter for en Bedømmelse? Jeg i alt Fald vilde være vel tjent med, at Anmelderne kendte mindre til Literatur og mere til Mennesker; saa de f. Eks. tænkte paa Almuen og ikke paa Zola, naar de læste en Almueskildring.

(Politiken, 27. februar 1905, optrykt i Martin Andersen Nexø: Kultur og Barbari, s. 7-8)

(...) som saa mange af vor Tids Forfattere har han et afgjort Hang til at beskæftige sig med Tilværelsens Daarligheder, og i sin Skildring af Drifternes og Lidenskabernes Rasen kommer han ikke sjældent hinsides Grænsen for det sandsynlige.

Andersen-Nexø er gentagne Gange bleven betegnet som en Elev af Emile Zola, og skønt han selv paastaar aldrig at have læst en Linje af Zola, før han begyndte at skrive, er der ikke Tvivl om, at her i hvert Fald foreligger en anden eller tredje Haands Paavirkning fra den berømte Naturalist.

I kunstnerisk Henseende staar ingen af Fortællingerne i denne Samling særlig højt. Her er hverken nogen blændende Kompositionsteknik eller den Stilens Begrænsning, som ikke giver en Smule for meget eller en Smule for lidt; og naar Ordene lægges Figurerne direkte i Munden, som den første Historie, hvor Ledvogteren fortæller, bliver Talen ikke den Livets tilfældige Troværdighed, som f. Eks. Karl Larsen har saa skarpt et Øre for og saa stor en Evne til at gengive, men en lidt gammeldags, helt udvendig Simili. Men er Formen end saaledes ubetydelig eller ligegyldig, er der dog en samlende og bærende Idé i denne Bog, som endda lodder ganske dybt. »Muldskud« er Historiernes Samlingsnavn, og ved »Muldskud« forstaar Forfatteren saa nogenlunde det samme, som naar Filosofferne taler om det, der foregaar under Bevidsthedens Tærskel, og hvis Resultat saa pludseligt skyder frem, Mennesket selv til stor Forundring og Overraskelse.

(...) minder ved sin Brutalitet og Usandsynlighed noget om Poes fantastiske Fortællinger (...) – men Fortællingen kræver en langt mere sikker og kunstnerisk Behandling for at gøre den tilsigtede Virkning. [Og endelig er »Skæbne«] overmaade grel og i psykologisk Henseende utroværdig.

(Berlingske Tidende, aften, 25. februar 1905)

Det, der interesserer Andersen Nexø er de ubevidste Vendinger i menneskeligt Sjæleliv, de Udslag af skjulte Sindets Egenskaber, der ved given Lejlighed kan skyde op med et Muldskuds Pludselighed gennem den tilsyneladende saa rolige Jordbund. Han kan komme helt ud i Yderkanten af det, og Rigtigheden af hans Iagttagelser er derfor ikke altid let at kontrollere.

Andersen Nexø ser godt. Men undertiden hefter han sit Blik saa vedholdende paa en enkelt Side af de Menneskers Væsen, som han skildrer, at de ikke faar Livets rette Fylde. Derfor kan en Biperson komme til at staa mere livagtigt end Hovedpersonerne i Fortællingerne.

Som eksempler herpå anfører Gnudtzmann fortælleren i »Banlyst!« og mordofferet i »Skæbne«. »Men under alle Omstændigheder rager »Muldskud« op ved den Uforfærdethed, hvormed Forfatteren søger de utraadte Veje, den Kunst hvormed han fortæller, og den sproglige Fornyelsestrang, hvormed hans Stil farves.«