Den brave Knægt jeg her sender ud i Verden nykonfirmeret og fuld af Appetit, er det ørkesløst at gaa rundt og søge Fader-Lighed til. I tolv Aar har jeg nu kælet for ham paa min Maade, og alle hans Glæder og Sorger har lydt i mig selv, fra jeg kunde krybe – i mit Sind, i mine Tarme, paa mine Rygstykker. Han er i højeste Grad min egen, og er i sin gode Ret til – som NSagaens Sønner, naar de forlod Hjemmet – at kræve NRejseordet af mig. Andre vil let nok kunne faa Øje paa Nalle hans Fejl, men der er ingen, der kender ham som jeg.

Er han ikke blevet til i en Haandevending, saa kræver han til Gengæld Plads – Beretningen om »Pelle Erobreren«s Kampe og Sejr bliver paa fire Bind. Men det forskrækker vel ingen i dette Land, hvor man paa Vuggen opøves i at tage de vægtigste Bøger i stiv Arm. – –

Han skulde ogsaa gærne komme i stort Følge! »Pelle Erobreren« skulde være en Bog om Proletaren – altsaa om NMennesket selv – der nøgen, kun udstyret med Sundhed og Appetit melder sig i Livets NSold; om Arbejderens brede Gang over Jorden paa hans endeløse, halv ubevidste Vandring mod Lyset! Intet andet Samfundslag har saa stor en Baggrund for sin Livsvandring som Almuen, eller saa stærke Skæbner – hvor Proletaren kæmper, er det bestandig for det fundamentale, han bliver endnu Martyr paa de simpleste Retfærdighedskrav.

Pelle kommer til at tage sin Tørn med. Andet Bind skildrer hans Læreaar i den lille Provinsby med dens gammeldags Haandværkerforhold; i tredje Bind drager han over Havet som ung Svend – mod Kongens København – og er med i Arbejdernes Rejsning; sidste Bind foregaar i NKøbenhavn som det nu er, gennemorganiseret og styret af Arbejderhænder – Folkets København.

Som den Svend han er, kommer han med i det hele. Og det hele skulde gærne klinge igen i ham: i hans Skridt skulde det uendelige NTraadd lyde af de mange, der vil kæmpe sig frem, hans Sorger og Glæder skulde være bærende for de manges Livslykke.

Hvad Bogen indfrir her, bliver det Læsernes Sag at dømme om. Men til dem, der ærgrer sig over baade den ene og den anden Udgivemaade, vil jeg sige, at den her valgte Form for Udgivelse er den naturligste, hvor det drejer sig om en Bog paa fire stærke, naturligt afsluttende Bind – og at Forlaget kun fortjener Tak, fordi det ved at udsende Bogen i et forholdsvis stort Oplag og til meget billig Pris, sætter en ung Forfatter i Stand til overhovedet at faa saa stort et Værk ud.