1| I

Det var den første Maj 1877, lige i Dagningen. Fra Søen kom Taagen fejende, i et graat Slæb der laa tungt paa Vandet. Her og dèr rykkede det i den; den vilde lette, men lukkede sig igen og lævnede lige en Stump Strand med to gamle Baade der laa med Bunden i Vejret; Stævnen af en tredje Baad og en Stump Mole ragede frem af Tykningen et Par Skridt til Siden. Med bestemte Mellemrum gled en flad Bølge graablank frem af Taagen, slikkede ind over det raslende Strandgrus, og trak sig igen tilbage; det virkede som laa der et stort Dyr skjult derinde i Taagemassen og labede efter Land.

Et Par sultne Krager holdt til paa en sort oppustet Genstand dernede – vel sagtens Aadslet af en Hund. Hvergang Bølgeslikket gled frem, lettede de og holdt sig svævende et Par Alen oppe med Benene strakt lodret ned mod Byttet, som hang de usynligt ved. Naar Søen igen sukkede tilbage, lod de sig dumpe og borede Hovedet dybt ned i Aadslet; men Vingerne holdt de nu højt opspilede, klar til at lette for det næste Slik. Det virkede med en Tidsmaalers Regelmæssighed.

Et Raab dirrede ind over Havnen, og lidt efter hørtes den tunge Lyd af Aarer der arbejdede over en Baadkant. Lyden fjærnede sig udefter og hørte tilsidst helt op. Men saa gav en Malmklokke sig til at arbejde, det maatte være paa den yderste Mole. Og ude fra Dybet hvor Aareslagene var forsvundne, svarede et Tudehorn. De blev ved at svare hinanden med et Par Minutters Mellemrum.

2| Byen var ikke til at se, men nu og da flaktes Stilheden deroppe af en Sten- eller Kaolinarbejders Jærnklamper mod Stenbroen. Den skarpe Takt kunde høres længe, til den pludselig blev borte om et eller andet Hjørne. Saa blev en Dør aabnet og der lød en kraftig Morgengaben, nogen gav sig til at feje Fortov. Vinduer blev slaaet op her og dér, og forskellige Lyd drog ud som Hilsen til den graa Dag. »Dit Svin, har du nu ikke ligget tør igen!« skreg en skarp Kvindestemme; der lød korte gennemtrængende Smæk og et Barns Graad. En Skomager begyndte at banke Lær, lidt efter faldt han ind i Arbejdet med en hellig Sang:

»Kun èn er værd vor Sang I Brødre kære:

det Lam paa hvem Alverdens Synder laa.«

Melodien tilhørte en af Mendelsohns Lieder ohne Worte.

Paa Bænken under Kirkemuren sad et Baadelav og stirrede langsynet ud efter Søen. De lænede forover med Hænderne hængende foldede ned mellem Knærne, og bakkede paa deres Snadder. Alle tre havde Ringe i Ørerne mod Forkølelse og andet Ondt og indtog nøjagtig samme Stilling – som var den ene bange for i mindste Maade at adskille sig fra den anden.

En Rejsende kom slentrende ned oppe fra Hotellet og gik hen til Fiskerne. Han havde Kraven op om Ørerne og krøb sammen i Morgenkulden. »Er der noget paa Færde?« spurgte han høfligt og tog Huen af. Hans Stemme lød morgenrusten.

En af Fiskerne bevægede Knoen en Smule i Retning af Hovedtøjet, det var Formanden for Baadelavet. De andre stirrede urokkeligt lige ud med lukkede Miner.

»Jeg mener siden der ringes og Lodsbaaden ligger ude og tuder,« gentog han. »Ventes der maaske Skib?«

»Det kan gærne være; én kan jo aldrig vide’t!« svarede Baadføreren utilgængeligt.

3|Den Fremmede saa ud som han var Genstand for grov Uforskammethed, men tog sig i det. Det var jo ikke andet end det sædvanlige Hemmelighedskræmmeri – indgroet Mistro mod alt, hvad der ikke talte deres egen Dialekt og saa ud nøjagtig som de selv. De sad der og var indvendig urolige trods det træede Ydre, skelede til ham i Smug og ønskede ham godt og vel borte igen. Han fik Lyst til at pine dem lidt.

»Gudbevares, det er maaske en Hemmelighed?« sagde han leende.

»Nej ikke det jeg ved af,« svarede Fiskeren knotten.

»Ja jeg forlanger naturligvis ikke noget for ingenting! Det slider jo ogsaa paa Kæbetøjet at lukke det op og i. Hvor meget plejer De at faa?« Han tog til Pungen, det var hans Hensigt at fornærme nu.

De andre Fiskere kastede stjaalne Blikke til Baadføreren – bare han ikke løb den paa Grund!

Baadføreren tog Piben fra Tænderne og vendte sig mod sine Kammerater: »Nej som jeg sagde jer, hvad det angaar, saa kan somme Folk rejse om og prange med hvad det skal være.« Han varskoede dem med Øjnene, Udtrykket i hans Ansigt var uldent. Kammeraterne nikkede; de gottede sig, den Handelsrejsende kunde se det paa deres fjogede Miner.

Han var rasende, her stod han og blev behandlet som Luft og var alligevel til Bedste for dem. »For Fanden Mennesker, har I ikke lært saa meget, at man svarer høfligt paa et høfligt Spørgsmaal?« sagde han opbragt.

Fiskerne saa frem og tilbage til hinanden, de holdt stum Raadslagning.

»Nej men jeg skal sige os, at engang skal den jo komme kantro,« sagde Baadføreren endelig.

»Hvad for en den for Pokker?«

»Damperen kan jeg vel vide. Og det plejer gærne at være ved denne Tiden – dermedsaa!«

»Naturligvis – det forstaar sig,« vrængede den4| Rejsende. »Men er det nu ogsaa værd at tale saa højt om det?«

Fiskerne havde vendt ham Ryggen og stod og gravede i deres Snadder.

»Her til vort er vi ikke saa aabenmundede som visse andre Folk, og vi faar Føden alligevel,« sagde Formanden til de andre. De brummede noget til Bifald.

Den Fremmede drev ned ad Havnebakken. Fiskerne saa lettet efter ham. »Sikken en Hagga!« sagde den ene, »han vilde nok gøre sig til. Men du gav ham da hvad han har godt af længe.«

»Ja gu bed det,« svarede Baadføreren selvfølende. – »Det er det fine Skidt én skal vare sig mest for.«

Nede midt paa Havnebakken stod en Værtshusholder og gabede uden for sin Dør, til ham gentog Morgenvandreren sit Spørgsmaal og fik straks Svar – Manden var Københavner:

»Jo ser De, vi venter jo Damperen i Dag fra Ystad med en gevaltig Ladning Slaver. Billig svensk Arbejdskvaj forstaar De, som lever af Fedtebrød og Spegesild og slæber for tre. De sku’ piskes paa Navlen sku’ de, med en gloende Istap – og Bønderbæsterne forresten med. – – Det skal vel ikke være et lille Glas paa Morgenkvisten?«

»Nej tak, jeg tror næsten ikke – saa tidlig.«

»Ja ingen Aarsag. Saa lidt kan jeg sku ikke give tilbage paa.«

– – –

Paa Havnepladsen holdt der allerede en Del Bøndervogne, og hvert Øjeblik kom ny rullende oppe fra, i fuld Fart. De nyankomne styrede deres Spand saa langt frem som muligt, undersøgte med et kritisk Blik Sidemandens Heste, og satte sig saa til at halvsove, sammenfaldne, med Pelskraven op om Hovedet og en stor klar Draabe under Næsen. Uniformerede Toldere, og Lodser der lignede uhyre Pingviner drev uroligt om, spejdede ud over Søen og lyttede. Hvert Øjeblik ringedes der med Klokken paa den yderste Mole, og Lodsbaadens Tudehorn svarede et Steds 5| ude i Tykningen over Søen – med en lang grim Tuden som fra et sygt Dyr.

»Hvad Bølen var det?« spurgte en Bonde der lige var kommet, og tog forskrækket i Tømmerne. Frygten meddelte sig fra ham til Hestene; de stod og sitrede med Hovedet højt løftet, og blev ved at lytte ud over Søen med spørgende Angst i Øjnene.

»Det var bare Søslangen der gav sig lidt,« svarede en Toldbetjent. »Den lider altid af Vinde i dette taagede Vejr – den er Vindsluger skal jeg sige os.« Tolderne stak Hovederne sammen og grinede.

Glade Søgutter i blaat Tøj og hvid Halsklud gik omkring og kælede for Hestene, eller pirrede dem i Næseborerne med et Halmstraa for at faa dem til at stejle. Naar Bønderne vaagnede op og skældte, lo de fornøjet og sang:

»En Sømand han maa lide

langt mere ondt end godt, godt, godt!« –

En stor Lods i Islænder og Bælgvanter fòr uroligt rundt med en Raaber i Haanden og brummede som en nervøs Bjørn. Nu og da krøb han op paa Molehovedet, satte Raaberen for Munden og brølede ud over Vandet: »Hører – I – noget?« Brølet blev længe ved at ride udad paa de lange Dønninger op og ned; herinde efterlod det trykkende Tavshed. Og pludselig kom det igen oppe fra Byen som en uformelig Lallen der fik Folk til at le.

»N-e-j« lød det lidt efter tyndt og langtrukkent ude fra Dybet. Og man hørte atter Hornet tude, en lang hæs Lyd der vuggedes ind med Dønningerne og brast gurglende i Skvulpet under Bolværk og paa Beddinger.

Bønderne var nærmest uden for det hele, de smaablundede eller sad og svippede med Pisken for at faa Tiden til at gaa. Men alle andre var under Spænding. Efterhaanden var der samlet en Del Mennesker paa Havnen: Fiskerne, Søfolk som endnu ikke var forhyrede, og Smaamestre som ikke kunde blive hjemme paa Værkstedet for Uro. De kom strygende 6| med Skødskindet for og begyndte hæsblæsende at drøfte Stillingen; de brugte Søudtryk, de fleste af dem havde faret til Søs i deres unge Dage. Det at Damperen skulde komme var altid en Begivenhed der samlede Mennesker til Havnen; men i Dag havde den de mange Mennesker om Bord, og der var allerede gaaet en Time over Tiden. Den farlige Taage gav Spændingen et Højtryk; men efter som Tiden gik veg Spændingen for en dump trykket Stemning. Taagen er den Søfarendes værste Fjende, og der forelaa mange uhyggelige Muligheder. I bedste Fald havde Skibet vel ramt Land for langt til Nord eller Syd og laa nu et Steds derude paa Søen og brølede og tog Lodskud, uden at turde røre sig. Saa var Kaptejnen som et ondt Vejr, og Matroserne sprang som Katte. Stop! – Langsomt frem! – Stop! – Langsomt back! Første Mester stod selv ved Maskinen og var graa og nubret af nervøs Spænding. Dernede i Maskinen hvor de slet intet vidste, lyttede de sig Ørerne ud af Hovedet til ingen Nytte; men oppe paa Dækket sansede hver Mand for Livet. Rorgængeren vogtede paa Kaptejnens styrende Haandbevægelser saa Sveden sprak af ham, Udkigsmanden paa Bakken stirrede og lyttede ind i Taagen til han hørte sit eget Hjærte slaa, hver Mand paa Dækket var saa han spillede. Og Dampfløjten tudede advarende. – Men kanske laa Skibet allerede paa Havets Bund.

Alle kendte det, hver Mand havde paa en eller anden Maade været med i denne overladede Farespænding – som Skibsdreng, Fyrbøder, Kaptejn, Kok – og fik noget af den i Blodet igen nu. Kun Bønderne var udenfor det hele, de blundede, nikkede op med et Sæt og gabede lydeligt.

Søfolkene og Bønderne havde altid ondt ved at forliges, de var lige saa forskellige som Jorden og Havet. Men i Dag gik man ligefrem og saa sig indædt arrig paa Bønderne for deres ligegyldige Holdning. Den tykke Lods havde allerede flere Gange været i Klammeri med dem, fordi de holdt i Vejen 7| for ham; og da en af dem gav sig en Blottelse faldt han straks over ham. Det var en ældre Bonde, som vaagnede op ved at han var ved at nikke forover; han saa utaalmodigt paa sit Ur og sagde:

»Det trækker ellers noget længe ud, Kaptejnen kan nok ikke finde Baasen i Dag.«

»Han er nok snarere dumpet ind i en Kro under Vejs!« sagde Lodsen lysende af Ondskab.

»Ogsaa det saagu!« svarede Bonden uden i Øjeblikket at gøre sig nøjere Rede for Havets Veje. Tilhørerne slog en hoverende Latter op og lod Misforstaaelsen gaa videre ud over Havnepladsen. Man stimede sammen om den uheldige Mand. »Hvor mange Kroer er der herfra til Sverig?« raabtes der.

»Ja der er for nem Adgang til det vaade derude, det er Ulykken,« blev Lodsen ved. »Ellers kunde enhver Grødæder føre et Skib. Det er jo bare at holde godt til højre om Mads Hansens Gaard, saa er Landevejen lige for. Og Satan til Landevej! Telegraftraad og Grøfter og en Rad Popler paa hver Side – lige grundforbedret af Sogneraadet. Grøden af Skæget, et Smask til Kællingen og op paa Kommandobroen. Er Maskinen smurt Hans? Ja, ja, saa rejser vi af i Guds Navn – ræk mig Stadspisken!« Han efterlignede Bøndernes Maade at tale paa. »Pas nu paa Kroerne, Far!« føjede han til med pibende Kvindestemme. Der var umaadelig Latter, den klang ondt af den trykkede Understemning.

Bonden sad ganske roligt og tog imod hele Skyllen; han dukkede blot Hovedet lidt. Da Latteren var ved at lægge sig, pegede han paa Lodsen med Pisken og sagde til de omstaaende:

»Det var Fanden til Hoved der sidder paa det Barn! Hvis Far er du min Dreng?« vendte han sig til Lodsen.

Der var flere der lo, og den tykhalsede Lods blev opsvulmet i Hovedet af Raseri. Han greb fat i Vognfadingen og rystede den, saa Bonden havde ondt ved at blive siddende. »Din visne Knoldsparker, din Svineavler, din Møgkører!« brølede han rasende 8| »skal du komme her og dutte voksne Folk og kalde dem Dreng! og ræsenere over Skibsfarten oven i Købet hæ – saadan en luset Kreditpels! – Nej skulde du nogentid faa Lyst til at tage din fedtede Nathue af for andre end Degnen derhjemme, saa tag du den af for den Skibsfører, der kan finde sin Havn i en Taage som denne her. Det kan du hilse og sige jeg har sagt.« Han slap sit Tag i Vognen saa den slog over i den anden Side.

»Jeg maa vel hellere tage den af for dig, siden det ikke lader til at den anden kan finde os i Dag,« sagde Bonden grinende og strøg sin lodne Hue af, saa et stort skaldet Hoved kom til Syne.

»Skjul den Barnerumpe i en Fart, eller min Salighed jeg giver dig nogen i den!« raabte Lodsen blind af Raseri og vilde krybe op i Vognen.

I det samme lød som gennem Telefon en fjærn spæd Kvækken ude fra Dybet: »Vi – hører – en – Dampfløjte!«

Lodsen sprang ud over Molen og slog i Forbifarten til Bondens Heste saa de stejlede; Mænd gjorde klar ved Fortøjningspælene og kom skurende frem med Landgangsbroerne i vild Fart; Vognene der havde Halm bag i som de skulde hente Kvæg, gav sig til at køre skønt de ingen Steder havde at køre hen, de malede rundt paa én Plet. Alt var i Bevægelse. Fæstemænd med røde Næser og slu Øjne kom pilende oppe fra Skipperknejpen hvor de havde holdt Varmen.

Og som om en mægtig Klo havde grebet ind i Bevægelsen stod alt pludselig stille igen i anspændt Lytten – en fjærn forsvindende Brølen af en Dampfløjte klagede nyfødt et Steds langt borte. Man listede sammen i Klynger, stod i forstenet Lytten og sendte onde Blikke til de urolige Køretøjer; var det virkeligt, eller var det et Foster af saa manges hæftige Ønsker? – maaske et Varsel for hvermand om at Skibet i dette Øjeblik gik til Bunds? Havet sender altid Bud om sine onde Gærninger; en Lem knirker for de Efterladte, naar Forsørgeren gaar bort, 9| eller der pikkes tre Gange paa de Vinduer, som vender ud mod Søen – der er saa mange Maader.

Men saa lød det igen, og denne Gang gik Lyden i fine Toneriller over Vandet, det samme sitrende Halvfløjt som naar Gaddiserne letter – den var levende. Og Tudehornet svarede den ude i Sejlløbet, og Malmklokken inde paa Molehovedet; saa atter Tudehornet – og Dampfløjten i det fjærne. Og saaledes blev det ved, en Ledetraad af Lyd blev spundet mellem Land og det ubestemte Graa derude, frem og tilbage. Det kunde tydelig fornemmes herinde paa den faste Jord, hvorledes man famlede sig frem efter Lyden derude – den hæse Brølen tiltog langsomt i Styrke, veg lidt til Syd eller Nord men tiltog stadig. Og andre Lyd brød igennem, tung Skuren af Jærn paa Jærn, Skruens Larm naar den bakkede eller atter slog fremad.

Lodsbaaden gled langsomt frem af Taagen. Den holdt sig midt i Sejlløbet, bevægede sig sindigt indad og tudede uophørligt. Den slæbte ved Lyden en usynlig Verden efter sig hvor Hundreder af Stemmer mumlede tykt ind i Raab og Klange og klaskende Fodtrin – en Verden der flød i Blinde her i Rummet tæt ved. Saa dannede der sig en Skygge i Taagen hvor ingen havde ventet det, og det lille Dampskib brød frem – en Kolos at se til i det første Overraskelsens Øjeblik – og lagde sig midt i Indløbet.

Nu brast den sidste Rest af Spænding over det hele, hvert Menneske maatte foretage sig et eller andet for at løse sig ud. De tog ved Hovedet af Bøndernes Heste og rykkede dem tilbage, bankede Hænder, forsøgte en Vittighed eller lo blot støjende og stampede i Stenbroen. »God Rejse?« spørges der af en Snes Stemmer paa én Gang.

»All right!« svarer Kaptejnen oprømt. Og nu er ogsaa han udløst, Kommandoraabene ruller fra ham, Skruen løber kogende baglæns, Trosser flyver gennem Luften, Dampspillet gaar med syngende Metal10|klang. Og bredsides arbejder Skibet sig ind til Bolværket.

I Druknehullet mellem Bakken og Broen, inde under Overdækket og Agter – alle Vegne myldrer det. Det er et underligt fjoget Mylr som af Faar der rejser sig paa hinandens Ryg og maaber. »Sikken en Ladning Kvæg!« raaber den tykke Lods op til Kaptejnen og stamper henrykt i Molen med sine Træskostøvler. Der er Faareskindshuer, gamle Soldaterkasketter, ræverøde skabede Hatte, og Kvindernes tækkelige sorte Hovedtørklæder. Ansigterne er saa forskellige som gammelt indskrumpet Svinelær og ung gulnende Frugt, men Savn og Forventning og en vis Livsgraadighed lyser af dem alle. Og Øjeblikkets Usædvanlighed lægger et Skær af Dumhed over dem, som de dér kiler sig frem eller rejser sig over hinanden og stirrer med aabne Miner paa dette Land, hvor Lønnerne skal være saa høje og Brændevinen saa gudsforbasket stærk.

De ser de tykke pelsklædte Bønder og de anløbne Fæstemænd.

De ved ikke hvor de skal gøre af sig selv og staar i Vejen overalt, Matroserne jager dem bandende fra Side til Side i Skibet, eller slænger uden Varsko Luger og Stykgods over Benene paa dem. »Varsko, din svenske Jævel!« raaber en Matros der skal slaa Jærnportene op. Svenskeren hummer sig forfjamsket, men Haanden farer for egen Regning til Lommen og piller nervøst ved den store Foldekniv.

Landgangen er klar, og de halvtredje Hundrede Passagerer strømmer fra Borde – Stenhuggere, Havnearbejdere, Tjenestepiger, mandlige og kvindelige Daglejere, Karle, Røgtere, en og anden ensom lille Vogterdreng, og elegante Skræddere der holder sig langt fra de øvrige. Der er unge Mænd saa ranke og velskabte som de ikke fostres paa Øen her, og Stakler saa tilrakkede af Slid og Savn som de aldrig bliver det herhjemme. Der er endogsaa Ansigter imellem som lyser af aaben Ondskab – og andre der gnistrer af Energi eller skæmmes af store Ar.

11|De fleste er i Arbejdstøj og har kun det med sig de gaar og staar i, her og dér har en et Stykke Redskab paa Nakken – en Skovl eller Jærnstang. De der har noget Rejsegods faar vendt godt op og ned paa det af Toldvæsnet – Tøj er saa billigt i Sverig. En og anden Pige som er lidt svær maa finde sig i Toldernes grovkornede Spøg, dèr er f. Eks. den smukke Sara fra Cimrishamn som alle kender. Hvert Efteraar rejser hun hjem og kommer igen hvert Foraar – i de mest velsignede Omstændigheder. »Det er Kontrabande,« siger Tolderne og peger, de siger den samme Vittighed hvert Aar og har gaaet og glædet sig til den. Men Sara som ellers er saa ilter og rap i Kæften, stirrer bly mod Jorden – hun har 20 Alen Klæde viklet under Skørterne.

Bønderne er lysvaagne nu. De der tør, forlader Hestene og søger ind i Flokken, de andre vælger sig deres Arbejdskraft ud med Øjnene og raaber den an. Hver anlægger sit Maal – Skulderbrede, beskeden Holdning, Usselhed; men de arrede og ondskabsfulde Ansigter er de bange for, de overlades til Forvalterne paa de større Gaarde. Der bydes og tinges, hvert Øjeblik kryber en eller to Svenskere op i Halmen bagi og ruller bort. – –

Lidt afsides stod en ældre ludende Mandsling med en Sæk paa Ryggen og en 8‑9 Aars Dreng ved Haanden; ved deres Fødder stod en grøn Kiste. De fulgte opmærksomt hvad der foregik, og hvergang en Vogn rullede bort med nogle af deres Landsmænd, rykkede Drengen utaalmodigt i den Gamle, der saa talte beroligende til ham. Den gamle Mand undersøgte Bønderne èn for èn med bekymret Mine og bevægede Læberne imens – han tænkte. Stadig løb de røde vippeløse Øjne i Vand ved den vedholdende Stirren, og han tørrede dem med den grove snavsede Sækkehals.

»Ser du den dèr?« sagde han pludselig til Drengen og pegede paa en lille tyk Bonde med Æblekinder. »Tro om han ikke skulde være god mod Børn? Skal vi forsøg’en, Pøjke?«

12|Drengen nikkede alvorligt, og de styrede løs paa Bonden. Men da han hørte at de skulde følges ad, vilde han slet ikke have dem – Drengen var altfor lille til at tjene Føden. Og saadan gik det dem hver Gang.

Det var Lasse Karlsson fra Tommelilla i Ystadtrakten og hans Søn Pelle.

Helt fremmed var Lasse jo ikke, han havde været paa Øen en Gang før – for omtrent en halv Snes Aar siden. Men dengang var han yngre, saa at sige i sin bedste Arbejdskraft, og havde ikke en lille Dreng ved Haanden som han ikke vilde skilles fra for alt i Verden – det var Forskellen. Det var det Aar, Koen druknede i Mergelgraven og Bengta gik og lavede til Barsel. Skralt saa det jo ud, men Lasse vovede alt paa ét Kort han, og benyttede de Par Kroner han fik for Huden af Koen til at drage til Bornholm for. Da han vendte tilbage om Efteraaret var de tre Munde, men da havde han ogsaa et Hundrede Kroner at se Vinteren i Møde med.

Lasse havde dengang været Mand for at redde Situationen; og endnu kunde det rette op i hans ludende Gammelmandsskikkelse, naar han kom til at tænke paa den Bedrift. Siden naar der var Smalhans, talte han altid om at sælge Skidtet og tage til Bornholm for bestandig. Men Bengta skrantede efter sit Gammelkonebarsel, og der blev intet af det – ikke før hun døde efter otte Aars Elendighed, nu lige til Vaaren. Saa solgte Lasse Stumperne underhaanden og fik et lille Hundrede Kroner ind; de gik med til at klare enhver sit, den lange Sygdom havde tæret. Huset og Jorden tilhørte Patronen. En grøn Kiste som havde hørt til Bengtas Brudeudstyr, var det eneste Stykke han beholdt. I den pakkede han deres Brugsgenstande og nogle Smaating af Bengtas, og sendte den forud til Havnebyen med en kørende Pranger. En Del gammelt Skrammel som ingen vilde byde paa, stoppede han i en Sæk, og med den paa Nakken og Drengen ved Haanden gav han sig paa Fodvandring til Ystad, hvor Damperen fra Rønne 13| lagde til. Skillingerne kunde lige række til Overfarten.

Han havde været saa sikker paa sig selv under Vejs og i høje Toner fortalt Pelle om dette Land, hvor Lønnerne var saa ufattelig høje, og hvor man somme Steder fik Paalæg paa sit Brød og altid Øl til, saa Vandvognen i Høstens Tid ikke kørte rundt til Arbejderne men kun til Kvæget. Og – ja de der vilde kunde drikke Brændevin som Vand saa billigt var det, men det var saa stærkt, at det slog sin Mand i tredje Omgang. De brændte det af rigtigt Korn og ikke af syge Kartofler, og de drak det til hvert et Maaltid. Og aldrig skulde Pøjken fryse dèr, for det var Uldent inderst og ikke dette her Blaarlærred, som det blæste rags igennem; men en Arbejdsmand som kostede sig selv holdt magelig sine to Kroner om Dagen. Det var noget andet det end Patronens lusede 80 Øre paa egen Kost.

Pelle havde hørt det samme mange Gange før – af Faderen, af Ole og Anders, Karna og hundrede andre som ogsaa havde været her. Om Vinteren naar Luften var drivende tyk af Kulde og Sneraag og Fattigfolks Nød, snakkede simpelt hen alle om det i de smaa Torp derhjemme. Og for dem der ikke selv havde været paa Øen men kun hørte Fortællingerne om den, skød Forestillingen helt fantastiske Skud omkap med Frosten paa Ruderne. Pelle vidste det godt han, at her gik selv de fattigste Drenge i deres bedste Tøj altid, og spiste Fedtebrød med Sukker paa saa tidt de vilde. Her flød Pengene ganske simpelt som Skidt langs Vejene, og Bornholmerne gad nok ikke engang bukke sig og tage dem op. Men Pelle skulde samle, saa Far Lasse kom til at hælde Skramlet ud af Sækken og tømme Læddiken i den grønne Kiste for at skaffe Plads. Og endda skulde det knibe. Bare de nu snart kom af Sted – han ruskede utaalmodigt i Faderen.

»»Ja, ja,« sagde Lasse og havde Graaden i Halsen, »ja ja, du faar vel give Tid du.« Han saa sig raadvild om. Her stod han nu midt i al Herligheden og 14| kunde ikke engang finde en beskeden Plads til sig og Drengen. Han begreb det ikke, havde da hele Verden forandret paa sig siden hans Tid? Det dirrede helt ud i hans skjoldede Hænder, da den sidste Vogn rullede bort. En Stund stirrede han hjælpeløst efter den; saa bar han og Drengen den grønne Kiste hen til en Mur, og Haand i Haand vandrede de op mod Byen.

Lasse gik og bevægede Læberne – han tænkte. Til daglig tænkte han bedst ved at tale højt med sig selv; men i Dag var alle Ævner oppe i ham, og han kunde nøjes med at bevæge Læberne.

Og som han traskede af Sted blev hans undskyldende Tanker til undskyldende Ord. »Fan,« udbrød han og sendte med et Stød af Ryggen Sækken længere frem over Nakken, »inte skal man tage det første det bedste som mælder sig; nok er det ikke klogt heller! Lasse har vel Ansvaret for to kan jeg tænke, og han ved hvad han vil – og saadèr! Har vel været i fremmed Land før i Dag skulde jeg tro! Og nok kommer det bedste altid til Slut, at du vèd’et, Pøjke.«

Pelle hørte kun svagt efter. Han havde allerede trøstet sig, og Faderens Ord om at det bedste nok var i Behold for dem var ham kun et svagt Udtryk for en mægtig Sandhed – den at hele Verden skulde blive deres med alt hvad den rummede af Vidundere Rub og Stub. Han var allerede i Færd med at tage den i Besiddelse – med vidtaaben Mund.

Han gik med en Mine som skulde han sluge Havnen med alle dens Skibe og Baade, og de store Bræddestabler, der nok saa ud til at være hule indeni. Her var Legeplads her – men ingen Drenge! Mon Drengene her var ligesom de hjemme? han havde ingen set endnu. Kanske havde de helt andre Maader at slaas paa, men han skulde nok klare sig – blot de vilde komme èn ad Gangen. Dèr stod jo et stort Skib helt oppe paa Land, og man var nok i Færd med at flaa Huden af det. Jasaa, Skibene havde Ribben ogsaa, ligesom Kørne!

15|Ved det store Træskur midt oppe paa Havnepladsen satte Lasse Sækken fra sig. Han gav Drengen et Stykke Brød og sagde til ham, at han skulde blive og passe paa Sækken; saa gik han opefter og forsvandt. Pelle var dygtig sulten, han holdt om Brødet med begge Hænder og huggede graadigt i sig.

Da han havde pillet de sidste Krummer op af sin Trøje gav han sig i Lag med Omgivelserne. Det sorte i den vældige Gryde dèr var Tjære, han kendte det godt men havde aldrig set saa meget paa engang. Fy Fan, om man drattede dèr ned mens det kogte – det blev nok værre end selve Svovlpølen i Helvede det. Og dèr laa nogle vældige Fiskekroge, just Mage til dem der hang i tykke Jærnkæder ud af Skibenes Næsebor! Mon der endnu fandtes Kæmper der kunde fiske med en saadan Krog? Stærke Johan lod dem nok ligge han!

Han fastslog ved Selvsyn, at Bræddestablerne virkelig var hule, og at han med Lethed kunde komme ned paa Bunden af dem – blot han ikke havde haft Sækken at trækkes med. Faderen havde sagt han skulde passe paa den, og han slap den ikke ud af Hænderne et Øjeblik; da den var for tung at bære, maatte han slæbe den efter sig fra Genstand til Genstand.

Han opdagede et lille Skib, ikke større end at en Mand kunde ligge strakt i det, og fuldt af borede Huller i Bunden og paa Siderne; han forskede sig frem til Skibstømrernes store Slibesten, der var næsten saa høj som en Mand. Her laa krumme Planker hvori der sad Søm saa store som Lensmandens ny Tøjrpæle derhjemme; og det Skibet var tøjret ved dèr, var det ikke en rigtig Kanon som de havde plantet?

Pelle saa det altsammen og undersøgte hver eneste Ting paa fornøden Maade – snart blot ved at spytte vurderende paa den, snart ved at sparke mod den eller kradse i den med sin Lommekniv. Traf han paa et eller andet sælsomt Vidunder der ikke 16| ad anden Vej vilde ind i hans lille Hjærne, saa satte han sig overskrævs paa det.

Dette var en hel ny Verden, og Pelle var i Gang med at erobre den. Ikke en Trævl vilde han lævne. Havde han nu haft Kammeraterne fra Tommelilla her, saa skulde han have forklaret og sat dem ind i det altsammen. Jøsses hvor de vilde glo stort! Men naar han igen kom hjem til Sverig vilde han fortælle om det; saa sagde de nok Løgnhals til ham haabede han.

Pelle sad og red paa en uhyre Mast, der laa strakt hen ad Tømmerpladsen paa nogle Egeknægte. Han spændte Fødderne sammen under Masten, som han havde hørt Ridderne i gamle Dage gjorde det ved deres Hest, og fantaserede at han greb fat i en Ring og løftede sig selv, Hest og det hele. Han sad til Hest midt i sin nyopdagede Verden og struttede af Erobrerstolthed, slog med den flade Haand paa Hestens Kryds, og huggede Hælene i Siden paa den mens han skraalede en Vise af fuld Hals. Sækken havde han maattet slippe for at komme herop:

Højt oppe i Smaaland der dansede Smaadjævle

med ladede Pistoler og riflede Gevær;

alle de Smaadjævle de spilled paa Fioler,

selve Gubben Satan spillede Klaver.

Midt i sin støjende Glæde kastede han et Blik i Vejret, stak i at tudbrøle og lod sig dumpe lige ned i Hugspaanerne. Oven paa Skuret Faderen havde anbragt ham ved stod en sort Mand og to sorte, halsende Helvedeshunde; Manden stak Overkroppen helt ud af Tagrygningen og truede ad ham. Det var en gammel Galionsfigur, men Pelle troede, det var selve Gubben Satan der kom for at tage ham til Straf for den dristige Vise, og stak i Rend opefter. Et Stykke oppe kom han i Tanke om Sækken og stansede. Han brød sig ikke om den Sæk – og Prygl fik han heller ikke om han lod den i Stikken, for Far Lasse slog aldrig; den fule Djævel vilde ogsaa æde ham op om han vovede sig derned 17| igen – allermindst; han saa tydelig, hvor det lyste rødt af Næseborerne baade paa ham og Hundene.

Men Pelle betænkte sig alligevel. Faderen var saa øm over den Sæk, han vilde ganske sikkert blive bedrøvet om han mistede den – kanske græde som da han mistede Mor Bengta. For første Gang maaske var Drengen ude for en af Livets alvorlige Jærnprøver og stod – som saa mange Mennesker havde staaet før ham – med Valget imellem at ofre sig selv eller ofre andres. Kærlighed til Faderen, Drengestolthed, den Pligttroskab der er Samfundets Vuggegave til de Fattige – det ene med det andet afgjorde Valget. Han bestod Prøven – men ikke tappert; han tudbrølede hele Tiden mens han med Øjnene stivt rettede paa den Onde og hans Helvedeshunde luskede tilbage efter Sækken og i stift Løb slæbte den efter sig op ad Gaden.

Ingen er vel en Helt før Faren er overstaaet. Men heller ikke da fik Pelle Lejlighed til at gyse over sit eget Mod; for da han først var uden for den sorte Mands Rækkevidde og Skrækken skulde have sluppet sit Tag i ham, tog den blot en ny Form. Hvor blev nu Faderen af? han havde jo sagt at han straks kom igen! Om han nu slet ikke kom igen mere? Kanske var han gaaet bort for at blive af med sin lille Dreng, der blot var til Besvær og gjorde det vanskeligt for ham at faa Tjeneste.

Pelle forstod saa fortvivlet godt at det maatte komme dertil, mens han brølende trak af med Sækken. Saadan var det jo gaaet andre Børn ogsaa af hans inderlige Bekendtskab. Men de kom til Pandekagehuset og fik det godt, og Pelle selv han skulde nok – – kanske opsøgte han selve Kongen og blev taget i Huset og fik Prinsepogene til Legekammerater og sit eget lille Slot at bo i. Men Far Lasse skulde ikke faa et Fnug, for nu var Pelle vred og hævngærrig skønt han brølede lige løssluppent. Tre Dage skulde han faa Lov at staa og dundre paa Porten og tigge for sig, og først naar han græd ynkeligt – nej han fik vel have Lov at komme ind 18| straks, for Far Lasses Graad det var det pinagtigste i hele Verden. Men han skulde ikke faa et eneste af de Søm, Pelle havde fyldt sine Lommer med nede paa Tømmerpladsen; og naar Kongens Kone kom med Kaffe paa Sengen til dem – –

Pelle stansede baade sin fortvivlede Graad og sine lykkelige Fantasier – ud fra en Beværtning øverst i Gaden kom Far Lasse selv lyslevende. Han saa sjæleglad ud og holdt en Flaske i Haanden.

»Dansk Brændevin, Pøjke!« raabte han og vinkede med Flasken. »Huen af for det danske Brændevin! – Men hvorfor har du grædt? – jasaa du blev bange. Og hvorfor blev du bange? hedder ikke din Far Lasse kanske – Lasse Karlsson fra Kungstorpet? Og han er ikke godt at drages med, han slaar haardt han, om han tirres! Komme og kyse smaa skikkelige Pøjker, fy fan! de faar vel agte paa deres Indvolde! Var end den hele vide Verden fuld af brændende Djævle, Lasse er her han, og du skal ikke være ræd!«

Mens han skældte saa opbragt tørrede han ømt Drengens graadsnavsede Kinder og Næse af med sin ru Haandbalg og fik atter Sækken paa Nakken. Der var noget rørende brøstfældigt over hans ludende Skikkelse, idet han pralende og trøstende travede ned mod Havnen igen med Drengen ved Haanden. Han stolprede i de store Fedtlærsstøvler, hvis Stropper stak ud til Siden og havde en forbavsende Lighed med Pelles Øren; af den gamle Vinterfrakkes gabende Lommer stak til den ene Side den røde Lommeklud, til den anden Flasken. Han var blevet lidt løsere i Knærne nu, og Sækken truede hvert Øjeblik med at tage Magten fra ham – den stødte ham forover og tvang ham til at smaaløbe ned ad Bakken. Affældig saa han ud, maaske de store Ord bidrog deres dertil. Men Øjnene lyste fortrøstningsfuldt, og han smilede ned til Drengen, der løb ved hans Haand.

De nærmede sig Skuret, og Pelle blev helt kold af Skræk – Manden stod der endnu. Han søgte 19| om paa den anden Side af Faderen og vilde trække ham ud over Havnepladsen i en stor Bue. »Der er han igen,« sagde han klynkende.

»Ja saa det var den dèr, som var efter dig?« sagde Lasse og lo højt – »og han er tilmed af Træ. Da er du ogsaa den tapreste Pøjke, jeg har kendt! Der skal ikke mangle stort i, at èn kan sende dig mod en død Høne naar du faar en Kæp i Haanden.« Lasse blev ved at le og ruskede fornøjet i Drengen. Men Pelle var lige ved at gaa i Jorden af Skamfuldhed.

Nede ved Toldboden traf de en Forvalter, som var kommen for sent til Dampskibet og ingen Folk havde faaet. Han stansede sit Køretøj og spurgte Lasse om han søgte Tjeneste.

»Ja vi søger begge to,« svarede Lasse kry. »Vi vil tjene i samme Gaard – som Ræven sagde til Gaasen.«

Forvalteren var en stor kraftig Mand, og Pelle gøs af Beundring over Faderen, der turde tale ham saa dristigt til.

Men den store Mand lo godmodigt. »Saa skal han dèr vel være Forkarl?« sagde han og svippede til Pelle med Pisken.

»Ja det bliver han sikkert engang,« sagde Lasse med stærk Overbevisning.

»Han kommer nok til at spise nogle Skæpper Salt først. Naa men jeg har Brug for en Røgter og vil give dig 100 Kr. for et Aar – skønt du skal have forbandet ondt ved at fortjene dem, efter hvad jeg kan se. Drengen bliver der vel altid en Bid Brød til, men han maa naturligvis udrette den Smule han kan. Du er vel hans Bedstefar!«

»Jeg er hans Far – for Guds og Hvermands Aasyn,« svarede Lasse stolt.

»Se se, saa maa der jo alligevel være lidt ved dig endnu – hvis du da er kommet ærligt til ham. Men kryb nu op om du vil dit eget Vel, jeg har ikke Tid at holde her. Du faar ikke et saadant Tilbud hver Dag.«

20| Pelle syntes hundrede Kroner var en syndig Masse Penge, Lasse som den ældste og fornuftigste havde derimod en Fornemmelse af at det var altfor lidt. Men skønt det ikke var gaaet op for ham endnu havde Morgenens Erfaringer pillet stærkt ved hans lyse Syn paa Fremtiden; Snapsen havde til Gengæld gjort ham ligeglad og rundhaandet til Sinds. »Lad gaa til da,« sagde han og slog stort ud med Haanden. »Men Patronen skal vide, at vi ikke vil have Spegesild og Søbe tre Gange om Dagen. Et ordenligt Kammers faar vi ogsaa have – og Søndagsfrihed.« Han hev Sækken og Drengen op i Vognen og kravlede selv bagefter.

Forvalteren lo:

»Du har nok været her paa Landet før, Gamle? Men det kommer vi nok ud af altsammen; du skal faa Flæskesteg med Rosiner i og Rabarbergrød med Peber paa, saa tidt du gider aabne Munden.«

De kørte ned til Dampskibet efter Kisten og rullede saa ud ad Landet til. Lasse som genkendte dette og hint forklarede vidt og bredt for Drengen. Ind imellem stjal han sig til at tage en Dram, Forvalteren maatte ikke se det. Pelle frøs og borede sig ned i Halmen, han krøb helt ind under Faderen.

»Tag dig en Slurk,« hviskede Lasse og listede Flasken til ham. »Men pas paa, at han ikke ser det, for han er ful. Det er en Jude.«

Pelle vilde ingen Snaps have. »Hvad er en Jude for en?« spurgte han hviskende.

»En Jude – Kors i Jøsses Pøjke at du ikke ved det; det var jo Juderne som korsfæstede Kristus. Derfor maa de nu vandre hele Verden over og sælge Uldtøj og Naale og saadèr; og snyder gør de overalt hvor de kommer frem. Kan du ikke huske ham som snød Mor Bengta for hendes vakre Haar? nej det var jo nok før din Tid – det var en Jude det ogsaa. Han kom en Dag jeg ikke var hjemme, og pakkede alt sit fine Kram ud, der var nok baade Kamme og Naale med blaa Glashoveder og de fineste Hovedtørklæder. Og Kvindfolk kan jo ikke staa 21| for saadant fint Kram, de bliver ligesom jeg vil sige en af vi andre naar nogen holder os en Flaske Brændevin for Næsen. Mor Bengta havde nu ingen Penge, men han den fule Fan vilde give hende det fineste Hovedklæde, naar han maatte skære en liden Ende af Flætningen. Og saa skærer han den af helt oppe ved Nakken. Kors i Herrens Fryd hvor var hun som Flint og Staal naar hun blev gal – hun pryglede ham ud af Huset med en Rage. Men Flætningen tog han med sig, og Tørklædet var noget Skidt som det var at vente. For Juderne er nogle fule Djævle, som har korsfæstet – – –« Lasse begyndte forfra.

Pelle mærkede lige akkurat Faderens sagte Brummen. Det drejede sig om Mor Bengta, men hun var jo død nu og laa i sorten Jord – hun knappede ikke hans Underbul i Ryggen mere, og varmede hans Hænder naar han frøs. – Jasaa de kom tilmed Rosiner i Flæskestegen her til Lands; de maatte have Penge som Græs. Der laa nu ingen paa Vejene og flød, og farlig fine var Husene og Gaardene ikke heller. Men det besynderligste var, at Jorden her havde samme Farve som hjemme, skønt det var et fremmed Land. I Tommelilla havde han set et Landkort, hvor hvert Land havde sin egen Farve. Men det var altsaa Løgn det!

Lasse var forlængst gaaet i Staa, han sov med Hovedet paa Drengens Ryg. Flasken havde han glemt at skjule.

Pelle vilde lige til at skyde den ned i Halmen, men Forvalteren – der forresten ikke var Jyde men Sjællænder – vendte sig i det samme og fik Øje paa den. Han bød Drengen kaste den i Grøften.

Ved Middagstid naaede de deres Bestemmelsessted. Lasse vaagnede idet de rullede ind paa Stenbroen i den store Gaard, og famlede mekanisk i Halmen. Men pludselig besindede han sig paa hvor han var, og blev ædru med et Ryk. Dette var jo saa deres nye Hjem! det eneste de havde at holde sig til og vente sig noget af paa denne Jord. Og 22| idet han saa ud over den store Gaard, hvor Middagsklokken netop lød og kaldte Tyende og Daglejere ud af alle Døre, forsvandt al hans Selvtillid. En fortvivlet Følelse af Værgeløshed overvældede ham og fik hans Ansigt til at skælve i afmægtig Bekymring for Sønnen.

Hans Hænder rystede under ham da han krøb af Vognen; han stod der raadvild og prisgivet alle de forskende Blikke derhenne fra Nedgangen til den mægtige Stuebygnings Kælder. De snakkede om ham og Drengen og lo allerede. I sin Forvirring greb han til den Beslutning at gøre saa gunstigt et Førsteindtryk som muligt, og gav sig til at tage Huen dybt af for hver enkelt; Drengen stod ved Siden af og gjorde lige som Faderen. Det mindede om Markedets Klovner, og derhenne ved Kælderhalsen lo de højt og bukkede efterabende, de begyndte ogsaa at raabe op. Men saa kom Forvalteren atter ud til Vognen, og de forsvandt hurtigt ned i Kælderen. Oppe fra Stuehuset lød en fjærn enstonig Lyd som ikke vilde høre op og uvilkaarlig bidrog til at virke nedtrykkende paa de to.

»Staa nu ikke dér og skab jer,« sagde Forvalteren haardt – »men skrub ned til de andre og faa noget i Skrutten. I faar Tid nok til at gøre Abekattestreger for dem.«

Ved disse opmuntrende Ord tog den Gamle Drengens Haand og stavrede hen mod Kælderen med fortvivlet Sind. I hans Indre græd det af alle Kilder efter Tommelilla og Kungstorpet; Pelle knugede sig angst ind til ham. Det uventede var pludselig blevet til et ondt Udyr i begges Fantasi.

Nede i Kældergangen lød den underlig langtrukne Lyd forstærket, og det gik op for dem begge, at det var en Kvindes Graad.