23| II

Stengaarden som for Fremtiden skulde være Lasses og Pelles Hjem, var en af Øens største Gaarde. Men gamle Folk vidste, at da deres Bedsteforældre var Børn laa der kun et Tohestesavl, som tilhørte en Vevest Køller, et Barnebarn af Jens Kofod, Bornholms Befrier. Under ham blev Huset til Gaard – han sled sig ihjæl paa det, undte nok hverken sig selv eller de andre Maden. Og de to Ting blev ved at gaa i Arv i Slægten – den elendige Føde og det med at udvide.

Markerne paa den Kant havde været Sten og Lyng for ikke saa forskrækkelig mange Kuld siden; Smaakaarsfolk havde brudt Jorden og slidt sig op Hold efter Hold for at holde den i Kultur. Rundt om Stengaarden boede lutter Husmænd og Tohestes Folk, som havde købt med Sved og Sult og lige saa let kunde tænke sig at sælge deres Forældres Grav som deres lille Ejendom; de hang ved den til de faldt fra, eller til Uheldet tog dem.

Men Stengaardsslægten vilde købe – bestandig købe og udvide sig, og den maatte købe ved Ulykke. Overalt hvor Misvækst og Sygdom og Uheld med Kreaturer slog til en Mand saa han ravede, købte Køllerne. Saaledes voksede Stengaarden, fik mange Bygninger og fik Tyngde; den blev saa tung en Nabo som Havet er det, hvor det æder af Landmandens Jord, Mark for Mark og der intet er at stille op. Saa blev én ædt og saa den næste; enhver vidste at Turen kom til ham før eller senere. Ingen gaar i Rette med Havet; men alt hvad der rugede af Ondt og Uhygge over Fattigmands Liv kom svævende deroppe fra. Dér holdt Mørkets Magter til, rædde Sind pegede bestandig mod Stengaarden. »Det er godt gødet Jord,« kunde Egnens Folk sige med et eget Tonefald der rummede Forbandelsen; men videre vovede de sig ikke.

Køllerslægten var ikke sentimental, den trivedes fortræffeligt i det skumle Lys der faldt over Gaarden 24| af saa mange rædde Sind – og følte det som Magt. Mændene var raske til Drik og Kortspil; men de drak aldrig mere end at de baade kunde se og sanse, og spillede de sig en Hest fra først paa Aftenen, saa vandt de gærne to i Nattens Løb.

Da Lasse og Pelle kom til Stengaarden, mindedes de gamle Husmænd endnu Bonden fra deres Barndom Janus Køller – ham der mere end nogen anden satte Fart i Sagerne. I sin Ungdom sloges han en Nat Kl. 12 med Fanden oppe i Kirketaarnet og overvandt ham – og siden lykkedes alting for ham. Hvordan det nu var eller ikke saa røg paa hans Tid den ene Nabo efter den anden, og Janus gik rundt og overtog efter dem. Behøvede han en Hest mere spillede han sig den til i Trekort – og saadan paa alle Omraader; den Lede selv lagde alting til Rette for ham. Hans største Fornøjelse var at køre gale Heste til, og de der traf til at være født Julenat paa Slaget tolv, kunde tydelig se den Onde sidde hos ham i Sædet og holde Tømmen. Han fik en beskidt Død som venteligt var! En tidlig Morgen kom Hestene løbende hjem til Gaarden, og ham selv fandt man ved Vejsiden med Hovedet knust mod et Træ.

Hans Søn igen blev den sidste Stengaardsbonde af den Slægt. Han var en gal Djævel med meget godt i; naar nogen havde en anden Mening end han slog han ham i Jorden; men han hjalp altid dem det gik galt for. Paa den Maade blev der aldrig nogen der gik fra Hus og Hjem; og da han havde det i sig at han skulde gøre Gaarden større han ogsaa, købte han Land op inde i Lyngen og Klipperne. Men han lod det klogelig ligge hen for det Stads det var. Han bandt mange til Gaarden ved sine Haandsrækninger, og gjorde dem afhængige saa de aldrig forvandt det; Husmændene maatte slippe deres eget naar han sendte Bud, og han var aldrig i Bekneb for billig Arbejdskraft. Det var knap nok Folkeføde den Mand bød paa, men han spiste altid selv af Fad med de andre. Og Præsten var hos 25| ham paa det sidste, der var ikke noget at sige paa hans Henfart.

Han havde ligget to helgode Koner ihjæl, og alt det han havde for det var en Datter med den sidste. Og hun var ikke engang helt rigtig. Allerede da hun var elleve Aar kom nok Blodet over hende – hun løb da og gjorde sig til for alle og enhver. Men der var ingen der blot turde se til hende, for de var bange for Stengaardsbondens Gebös. Senere slog hun sig til den anden Side igen, hun udstafferede sig med en Stok ligesom et andet Mandfolk, og gik og drev alene om derude i Klipperne i Stedet for at tage sig noget husligt til. Hun lod ingen komme sig nær.

Kongstrup, den nuværende Stengaardsbonde, var ført. Han kom til Øen bortefra for en Snes Aar siden, og endnu var ingen blevet klog paa ham. Han havde det dengang med at drive om i Lyngen og ingenting tage sig til ligesom hun, og saa var det jo ikke saa underligt, om han kom ud for den Gamles Gebös og maatte gifte sig med hende. Men forfærdeligt var det!

Han var en løjerlig Pys, men kanske var Folk saadan dèr hvor han kom fra? Han havde saa én Idé saa en anden, lagde paa Daglønnen uden nogen havde bedt ham om det, og lavede Stenværk med Akkordarbejde ved. Saadan gik han og hittede paa Tossestreger til at begynde med, og lod det være frivilligt om Husmændene vilde møde til Arbejde paa Gaarden; det gik saa vidt med ham, at han sendte dem hjem i Regnvejr for at bjærge deres Korn – og lod sit eget staa og ødelægges. Men det gik jo skidt ogsaa kantro, og efterhaanden maatte han æde sine Tosserier i sig igen.

Egnens Folk fandt sig i Afhængigheden uden at knurre. Fra Far til Søn var de vant til at gaa ind og ud ad Stengaardens Porte og udrette hvad der blev forlangt – saa pligtmæssigt som Hoveribønder. Til Gengæld slap de al deres Trang til Tragedie, al Livets Rædsel og skumle Mystik løs paa Sten26|gaarden. De lod Djævlen husere deroppe, spille Trekort med Mændene om deres Sjæle – og ligge hos Kvinderne; og de tog Huen dybere af for Stengaardsfolkene end for andre.

Alt dette var vel noget ændret med Aarene, den værste Brod var slidt af Overtroen. Men den onde Luft som ligger over Herregaarde – over al stor Ophobning af hvad der burde tilhøre de mange – laa ogsaa tungt om Stengaarden. Det var Almuens Dom, dens eneste Hævn over sig og sine.

Lasse og Pelle vejrede hurtigt den trykkende Luft, og kom til at se med de andres halvrædde Øjne endnu før de selv havde hørt noget videre. Især Lasse gik og syntes han aldrig kunde blive rigtig glad her, saa tungt det bestandig hang om én. Og saa den Graad som man ikke havde Rede paa!

Hele den lange lyse Dag havde Graaden sivet ud fra Stengaardens Stuer: haa, haa, haa! ligesom Omkvædet paa en sørgelig Folkevise. Nu var der endelig en Stansning i det. Lasse gik i den nedre Gaard og puslede – han blev ved at have Lyden i Øret. Trist, saa trist var det med denne stadige Kvindegraad, som var der et Barn død, eller en der sad tilbage med Skammen. Og hvad kunde der saa være at græde for, naar man havde en Gaard paa flere Hundrede Td. Land og boede i et højt Stuehus med tyve Fag Vinduer.

Rigdom det er kun en Gave af Gud,
men Fattigdom ja det er en Belønning.
Hvo som Rigdommen har
han er aldrig rigtig glar,
den Fattige er altid saa fornøjet!

Karna sang det derovre i Mælkestuen, og jagu var det sandt ogsaa. Om Lasse blot havde vidst hvor han skulde tage Penge fra til en ny Busserunne til Pøjken, saa skulde han aldrig misunde et Menneske 27| her paa Jorden. Hvorvel det kunde være rart nok at have Penge baade til Tobak og en Snaps iblandt, naar man ikke kom til at gaa andre for nær ved det.

Lasse gik og jævnede Møddingen, han var færdig med Middagsarbejdet i Stalden og gav sig god Tid – dette var blot noget han stak imellem. Nu og da skottede han dog op til de høje Vinduer og tog i med et Ryk, men Trætheden var den stærkeste; det skulde have gjort godt med en lille Eftermiddagshvil, men han vovede det ikke. Der var stille paa Gaarden, Pelle var sprunget et Ærende til Landhøkerens for dem i Køkkenet, og alle Mandfolk var i Marken for at dække den sidste Vaarsæd. Stengaarden var sent efter det.

Nu kom Landvæsenseleven snusende ud af Stalden, han var gaaet den anden Vej ind for at komme bag paa Lasse, Forvalteren havde sendt ham. »Er du dér din lede Politispion,« mumlede Lasse da han saa Eleven, »en Dag slaar jeg dig nok ihjæl!« Men han tog Huen dybt af. Den lange Elev gik op over Gaarden uden at se til ham og gav sig til at holde Fjas med Pigerne nede i Bryggerset. Det lod han nok være med om Karlene var hjemme – Spøgelset!

Kongstrup kom ud paa Trappen deroppe, han stod lidt og saa paa Vejret, saa gik han ned mod Kostalden, Hut, hvor var han stor – han fyldte hele Stalddøren. Lasse satte Greben og skyndte sig ind for at være ved Haanden.

»Naa hvordan gaar det Gamle?« spurgte Proprietæren venligt – »kan du klare Sagerne?«

»Aa jo det gaar vel« svarede Lasse »men der er ikke noget at give hen. Det er en stor Besætning for én Mand.«

Kongstrup stod og følte en Malkeko paa Bagredet. »Du har jo Drengen til Hjælp, Lasse. Hvor er han for Resten henne, jeg ser ham ikke?«

»Han er til Landhøkerens for Kvindfolkene.«

»Ja saa – hvem sendte ham af Sted?«

»Fruen selv tror jeg nok.«

»Hm – er det længe siden han løb?«

28| »Aa ja, han maa snart kunne være her igen.«

»Faa fat i ham naar han kommer, og send ham op til mig med Varerne – vil du det?«

Pelle var ikke dristig ved den Gang op paa Kontoret; Fruen havde tilmed befalet ham at holde Flasken godt skjult under Blusen. Der var mægtig højt til Loftet inde, paa Væggene hang der fine Jagtgeværer; og oppe paa en Hylde stod der Cigarkasser den ene oven paa den anden helt til Loftet – ligesom det kunde være en Tobaksbutik. Men det forunderligste var dog at de havde i Kakkelovnen nu midt i Maj – og for aabent Vindu. De vidste nok ikke, hvordan de skulde faa Ende paa alle deres Penge! men hvor var Pengekisterne henne?

Alt dette og meget mere iagttog Pelle, mens han stod inden for Døren paa sine bare Fødder og ikke turde slaa Øjnene op af lutter Benovelse. Saa drejede Storbonden sig i Stolen og trak ham hen til sig ved Kraven. »Lad os saa se hvad du har under Blusen lille Mand,« sagde han venligt.

»Det er Konjak,« sagde Pelle og trak Flasken frem. »Fruen sagde jeg ikke maatte vise den til nogen.«

»Du er en dygtig Dreng,« sagde Kongstrup og klappede ham paa Kinden – »du bliver nok til noget engang. Giv du mig nu Flasken, saa skal jeg bære den ud til Fruen saa ingen faar den at se.« Han lo hjærteligt.

Pelle rakte ham Flasken – dèr paa Skrivebordet stod der Penge i en hel Stabel, tykke runde Tokroner den ene oven paa den anden. Hvorfor fik Far Lasse saa ikke det Forskud han havde bedt saadan om?

Nu kom Fruen ind, og Storbonden gik straks hen og lukkede Vinduet. Pelle vilde gaa, men hun stansede ham. »Du har jo nogle Varer til mig?« sagde hun.

»Jeg har taget imod Varerne« svarede Kongstrup. »Du kan faa dem – naar Drengen er gaaet.«

Men hun holdt for Døren. Drengen skulde netop blive og være Vidne til, at hendes Mand forholdt 29| hende de Sager hun skulde bruge i Køkkenet – alle skulde vide det.

Kongstrup gik frem og tilbage og sagde ingenting. Pelle ventede han skulde slaa til hende; for hun brugte onde Ord – meget værre end Mor Bengta naar Lasse kom hjem fra Tommelilla og var glad. Men han lo bare. »Nu er det vist godt« sagde han, førte hende bort fra Døren og lukkede Drengen ud.

Lasse var ilde ved det. Han havde troet, at Proprietæren blandede sig i det for at hindre at de alle kørte med Drengen – saa haardt han havde hans Hjælp behov til Røgtningen. Og nu tog det den liderlige Vending.

»Ak saa det var Konjak« gentog han – »ja saa kan jeg forstaa det. Men at hun tør gaa saadan løs paa’n al den Stund hun sidder i Lasten – han maa være en skikkelig Bjørn.«

»Han er jo selv glad for Stærkt,« mente Pelle som havde hørt et og andet om Proprietærens Ture.

»Ja men et Kvindfolk du, det er dog en anden Sag. Husk paa det er fine Folk. – Ja ja, det tilkommer ikke os at resenere over Herskabet, vi kan have nok at gøre med at varetage vort eget. Men jeg vilde give meget til, at hun ikke sendte dig i sine Ærender oftere – vi kan let komme til at sidde som Lusen mellem to Negle.«

Lasse gik til sit Arbejde. Han sukkede og rystede paa Hovedet mens han slæbte Foder frem – han var sletikke glad.