III

Det var oplivende med alt det Solskin, der fyldte Rummet til alle Sider uden at være ledsaget af tilsvarende Varme. Foraarets Dampe var borte af Luften, og Sommerens Varmedis endnu ikke kommet. Der var kun Lys over de grønne Agre og Havet derude, Lys der trak Landskabets Linjer klart op 30| mod den blaa Luft og udaandede mild behagelig Varme.

Det var en af de første Dage i Juni, den første rigtige Sommerdag. Og det var Søndag.

Stengaarden laa og ruttede med Sol. Alle Vegne fik den Lov at trænge ind med sit klare gyldne Skær; og hvor den ikke kunde naa hen, skælvede dunkle Farvetoner som en hed lønlig Aande ud i Dagen. Luge- og Døraabninger stod som slørede Øjne midt i Lyset, og hvor Taget laa i Skygge sugede det som Fløjl.

Oppe i Stuehuset var der stille i Dag, Kiven holdt nok Søndag den ogsaa.

Den store Gaardsplads var delt i to ved et Stakit. Den nederste Halvdel bestod hovedsagelig af en stor dampende Møddingskule med Køreplanker paa Kryds og tværs og nogle endevendte Hjulbøre øverst oppe. Et Par Svin laa nedgravet i Gødningen og sov – i Aile til midt paa Livet, en travl Hønseflok spredte ivrigt de firkantede Bunker Hestegødning fra sidste Morgens Mugning. En stor Hane stod midt i Flokken og ledede Arbejdet, den lignede en Forvalter.

Oppe i den øverste Gaard var en Flok hvide Duer i Færd med at pille Korn op af den rene Brolægning. Uden for den aabne Vognport gik en Karl og saa Jagtvognen efter, en anden Karl stod inde i Porten og pudsede Stadsseletøjet.

Karlen ved Vognen var i Skjorteærmer og nysmurte Knæstøvler; hans Legeme var ungt og spænstigt og valgte smukke Stillinger under Arbejdet. Han havde Huen helt nede i Nakken og fløjtede dæmpet, mens han arbejdede Hjulene ud og ind og sendte stjaalne Blikke ned til Bryggerset. Dernede under Vinduet stod en af Pigerne og holdt Søndagsvask, med nøgne Skuldre og Arme, og Særken krænget ned under Brysterne.

Den svære Malkepige Karna gik forbi ham hen til NPosten med to store Spande. Da hun kom tilbage slog hun en Sjat Vand paa hans ene Støvle, og han saa op med en Ed. Hun tog det som en 31| Opfordring til at stanse og satte Spandene fra sig med en forsigtig Skelen op til Stuehusets Vinduer.

»Du har nok daarlig udsovet, Gustav,« sagde hun og lo drilsk.

»Det er da ikke din Skyld ved jeg,« svarede han studs. »Kan du lappe mine Arbejdsbukser for mig i Dag?«

»Nej tak! Jeg lapper ikke dèr hvor en anden klapper.«

»Vil du ikke gaa i din Mor igen da! Der er nok som vil lappe om mig dig foruden.« Han bøjede sig atter over Arbejdet.

»Jeg skal se om jeg kan faa Tid,« svarede det store Kvindfolk inderlig spagt. »Men jeg bliver næsten ene om alting i Eftermiddag, alle de andre skal paa Farten.«

»Ja jeg ser Bodil vasker Patterne,« han spyttede en Straale Snus hen mod Bryggersvinduet. »Hun skal vel paa Session, siden hun gør det saa grundigt?«

Karna saa træsk ud:

»Hun bad sig fri fordi hun vilde til Kirke – hun gaa i Kirke, jo Nkys mig paa Mandag! Nej hun skal ned til Skrædderens i Lejet; dèr skal hun vel saa mødes med Malmberg – sit Bysbarn. At hun ikke holder sig for god til at rode sig op i det med en gift Mand.«

»For mig maa hun gaa paa NSjus med hvem fan hun vil!« svarede Gustav og sparkede det sidste Hjul paa Plads med Foden; den store Karna stod og saa mildt paa ham. Men saa opdagede hun et Ansigt oppe bag Gardinerne og skyndte sig af Sted med sine Spande. Gustav spyttede foragteligt efter hende mellem Tænderne – hun var dog for gammel for hans sytten Aar; fyrre maatte hun vel mindst være. Han kastede endnu et langt Blik ned efter Bodil og gik over i Vognporten med Smørekande og Nøgle.

Det høje hvide Stuehus der lukkede for Gaardens øverste Ende, var ikke bygget sammen med de øvrige Længer men holdt sig fornemt tilbage, et Par 32| Stumper Plankeværk besørgede Forbindelsen. Det havde Kvist til begge Sider, og en høj Kælder hvori der var Folkestue, Pigekamre, Bryggers, Rullestue og de store Forraadskamre; paa Kvisten ind mod Gaarden sad et Ur som ikke viste Tiden. Pelle kaldte Bygningen Slottet og var ikke saa lidt stolt af, at han havde Lov at betræde Kælderen. Gaardens andre Folk havde ikke saa kønne Navne til den.

Han var den eneste, hvis Ærefrygt for Hovedbygningen ikke rummede nogen skummel Tilsætning, paa de andre virkede den som en fjendligA Skanse. Enhver der gik over Brolægningen i den øvre Gaard skelede uvilkaarligt op til de høje tilslørede Vinduer, bag hvilke der i Smug kunde holdes Øje med alt herude. Det var noget i Retning af at passere en Række Kanonmundinger – det gjorde usikker i Benene; og ingen gik hen over den rene Brolægning uden han var nødt til det. Derimod færdedes de frit nede i den anden Halvdel af Gaarden, der var lige saa let at overskue fra Stuehuset.

Dernede løb et Par af de yngre Karle og legede. Den ene havde erobret den andens Hue og løb med den, og det gik i vild Jagt ud ad èn NLodør og ind ad den næste hele Gaarden rundt, under Pusten og kaad Latter og snappende Udraab. Lænkehunden glammede henrykt og væltede sig sindsforvirret rundt i sin Lænke, den vilde med i Legen. Oppe ved Stakittet blev Røveren indhentet og kastet til Jorden, men han saa sit Snit til at sende Huen op i Luften, den dalede ned lige for Stuehusets høje Stentrappe.

»Ak dit lumske Kadaver!« udbrød Ejermanden med en Stemme der klang af fortvivlet Bebrejden, idet han bearbejdede den anden med sine Støvlesnuder, »ak din fule Forvalterspire!« Han holdt pludselig inde og maalte vurderende Afstanden. »Giver du en NPægl, om jeg tør gaa op og hente Huen?« spurgte han hviskende. Den anden nikkede og rejste sig hurtigt over Ende, for at se hvordan dèt vilde spænde af. »Er det svoret? du vover ikke at snyde dig fra det,« han løftede Haanden besværgende. Kam33|meraten gjorde en højtidelig Bevægelse hen over Struben som snittede han den over, Eden var aflagt. Han der havde mistet Huen trak op i Bukserne og stod lidt og tog sig sammen, hele hans Skikkelse tætnede til af Beslutsomhed. Han lagde Hænderne paa Stakittet og satte over, gik med ludende Hoved og faste Skridt over Gaarden – han lignede en der har sat alt paa èt Kort. Da han havde Huen og rettede sig med Ryggen til Hovedbygningen, sendte han en frygtelig Grimasse ned over Gaardsrummet.

Nu kom Bodil op af Kælderen i sine fineste NKisteklæder, med sort Silkeklæde om Hovedet og en Salmebog i Haanden. Lyse Himmerig hvor var hun vakker! Og tapper – hun gik forbi Stuehuset i hele dets Længde og ud. Men hun kunde vel ogsaa blive klappet af selve Proprietæren hvad Dag hun vilde.

Uden om den egenlige Gaard laa de mange smaa og store Udbygninger: Kalve- og Svinehuse, Redskabsskur, Vognrum, en Smedje som ikke benyttedes mere. De laa der som lige saa mange Mysterier, med Lemme der førte ned til bælgmørke underjordiske Roe- og Kartoffelkældere, hvorfra man naturligvis ad hemmelige Gange kunde naa til de besynderligste Steder under Jorden – og andre Lemme, der førte op til mørke Loftsrum, hvor de vidunderligste Skatte opbevaredes i Form af gammelt Skrammel.

Men Pelle havdeA desværre ikke megen Tid til at gennemforske alt dette. Hver Dag maatte han hjælpe Faderen med at passe Kreaturerne, og Arbejdet med den store Besætning var lige ved at overstige deres Kræfter. Saa snart han havde et Pusterum, var de andre straks ude efter ham. Han maatte bære Vand for Bryggerspigerne, smøre Landvæsenselevens Støvler og løbe til Landhøkeren for Karlene efter Brændevin, eller Snus til at lægge i Munden. Der var nok at lege medA, men ingen kunde taale at se ham lege; altid fløjtede de ad ham som ad en Hund.

Han søgte Erstatning ved at skabe selve Arbejdet om til Leg, og det lod sig i mange Tilfælde gøre. 34| Det at vande Kreaturerne var saaledes morsommere end nogen rigtig Leg, naar Faderen stod ude i Gaarden og pumpede og Drengen blot skulde lede Vandet fra Krybbe til Krybbe. Han følte sig under dette Arbejde altid som noget af en stor Ingeniør. Men meget andet Arbejde var til Gengæld Nfor svært til at være morsomt.

I dette Øjeblik gik Drengen og drev om ude ved Udhusene, hvor der ingen var til at jage med ham. Der stod aabent ind til Kostalden, og han kunde høre Kørnes vedholdende Gumlen der nu og da afbrødes af en hyggelig Pusten, eller af Lænkens regelmæssige Skuren op og ned naar en Ko kløede sin Hals paa Stolpen. Faderens Træsko lød betryggende frem og tilbage inde paa Fodergangen.

Ud af de smaa Udhuses aabne Halvdøre steg der varm Em som lugtede behageligt af Kalve og Svin. Inde hos Svinene var der umaadelig Flid; hele den lange Sti igennem gnaskedes og smaskedes der, en og anden gammel So slubrede det Vaade i sig med Mundvigene, eller blæste boblende rundt med Trynen langs Trugets Bund for at finde de raadne Kartofler under Væsken. Her og dèr sloges et Par om Truget og udsendte skærende Hvin. Men Kalvene stak deres savlende Muler frem i Døraabningerne, gloede ud i det gode Vejr og brølede varmt. En af de smaa Fyre tog Luft ind ovre fra Kostalden paa en egen omstændelig Maade, og vrængede saa Mulen op over Ansigtet i et fjollet Grin – det var en Tyrkalv. Den lagde Hagen paa Halvdøren og forsøgte at sætte over, Pelle jagede den ned igen. Saa slog den bagop, saa paa ham fra Siden, og stod med krum Ryg og stampede i Gulvet som en Gyngehest. Den var skør af Solen.

Nede i Dammen stod Ænder og Gæs paa Hovedet i Vandet og fægtede i Luften med de røde Ben. Og pludselig kunde hele Flokken faa et Anfald af ør Solglæde og baske skrigende fra Bred til Bred; det sidste Stykke Vej rutsjede de paa Vandet og vrikkede latterligt med Gumpen.

35| Pelle havde lovet sig meget af disse Par Timer, som var helt og holdent hans egne, da Faderen havde givet ham fri indtil Middagssyslerne kom. Men nu stod han og vidste hverken ud eller ind, Rigdommen overvældede ham. Var det morsomst at sejle paa Dammen paa to korslagte NVognfjæl? – der laa netop en Møgvogn til Vask derude. Eller skulde han gaa ind og tumle med Smaakalvene? eller skyde med den gamle Blæsebælg inde i Smedjen? Naar han fyldte Lufthullet med vaad Jord og trak godt til, kunde der komme et pænt Skud ud af det.

Pelle fór sammen og søgte at gøre sig usynlig – selve Storbonden var kommet frem om Hjørnet og stod nu med Haanden over Øjnene og spejdede ned over det faldende Land og Havet. Da han fik Øje paa Pelle nikkede han udtryksløst og sagde: »Goddag min Ven, naa hvordan gaar det!« Han stirrede stadig og vidste vel knap af, at han havde sagt det og klappet Drengen paa Skulderen med Enden af sin Stok – Stengaardsbonden gikA ofte i Halvsøvne.

Men Pelle følte det som et Kærtegn af guddommelig Art, og løb straks over i Stalden for at fortælle Faderen hvad der var hændt ham. Han havde en løftende Fornemmelse i Skulderen som havde han faaet Ridderslaget, Stokken blev ved at føles der. Der strømmede berusende Varme fra Stedet ud i hans lille Krop og fik Oplevelsen til at stige ham til Hovedet og ham selv til at svulme. Han lettede sandt at sige og gik til Vejrs i en uklar svimlende Fantasi – noget om at Stengaardsbonden antog sig ham som sin Søn.

Han kom hurtigt ned igen, for inde i Stalden løb han lige i Armene paa Søndagens Skrubvask. Søndagsvasken var det eneste vægtige han havde at indvende mod Tilværelsen; alt andet kom og glemtes igen, men den meldte sig bestandig paa ny. Han afskyede den, og da navnlig den Del som drejede sig om det indvendige af Ørerne. Men der hjalp ingen 36| kære Mor, Lasse stod parat med en Spand koldt Vand og grøn Sæbe paa et Potteskaar, og Drengen maatte af Tøjet. Som om Skrubningen ikke var tilstrækkelig maatte han bagefter krybe i en ren Skjorte – heldigvis kun hveranden Søndag. Bagefter var det hele rart nok at se tilbage paa – som noget der var overstaaet og ikke kom igen for det første.

Pelle stod i Stalddøren ind til Gaarden og vigtede sig med strittende Haar og rene Skjorteærmer; Hænderne havde han begravet i NStiklommerne. Lige foran i Panden slog Haaret en Hvirvel, det saakaldteA N»Koslik« der skal betyde Lykke; og Ansigtet, der trak sig sammen mod det stærke Lys, dannede det snurrigste hulter til bulter hvor ikke en eneste Ting var paa Plads. Pelle svajede Læggene bagud og stod og vuggede let i Benene, lige som han saa Gustav gøre det oppe ved Hovedtrappen hvor han stod og holdt i Tømmen og ventede paa Herskabet.

Nu kom Fruen ud og Proprietæren ogsaa; en Pige løb foran ned til Vognen med en lille Trappestige og hjalp Fruen op, Proprietæren blev staaende øverst paa Trappen til hun var kommet til Sæde. Hun var daarlig til Bens. Men sikkenA et Par Øjne der sad i Hovedet paa hende i Dag! Pelle skyndte sig at se til den anden Side da hun vendte Ansigtet ned mod Gaarden – Folkene hviskede om, at hun kunde se et Menneske i Ulykke naar hun vilde. – Nu slap Gustav Hunden løs, den dansede foran Hestene og glammede idet de kørte ud af Gaarden.

Saadan lyste Solen alligevel ikke paa en Hverdag. Det skar i Øjnene, naar de hvide Duer fløj hen over Gaarden i samlet Flok og slog Sideslag saa regelmæssige som om et stort hvidt Lagen drejede sig i Sollyset; Skæret fra deres Vinger jog i Blink over Møddingen og fik Svinene til at lette Hovedet med et spørgende Grynt. Ovre paa Kamrene sad Karlene og spillede N»Sekstiseks« eller beslog Træsko, Gustav gav sig til at spille paa sin Harmonika: NGubben Noah, Gubben Noah!

Pelle drev forsigtigt op i den øvre Gaarddel til 37| det store Hundehus der var til at dreje for Vinden; han satte sig paa Kanten af Taget og kørte Karussel, ved at støde fra med Foden hvergang han passerede Stakittet. Med ét kom han i Tanker om, at han selv var alles Hund og helst maatte gemme sig. Han lod sig dumpe lige ned, krøb ind i Hundehuset og lagde sig rund paa Halmen med Hovedet mellem Forpoterne. Der laa han en Stund og stirrede ud paa Stakittet og lod Tungen hænge gispende ud af Munden. Saa fik han pludselig en Idé, den kom over ham som en Nysen og fik ham til at glemme al Forsigtighed. I næste Øjeblik var han i fuld Gang med at rutsje ned ad Hovedbygningens NTrappelæn.

Han havde rutsjet sytten Gange og var stærkt optaget af at naa de halvtreds, da han hørte en skarp Fløjten ovre fra den store Vognport. Derovre stod Landvæsenseleven og vinkede ad ham. Pelle drev slukøret derhen, han fortrød bitterligA sin Tankeløshed. Nu skulde han vel igen smøre NTranstøvler, maaske for dem alle sammen.

Eleven trak ham inden for Porten og skød den i. Der blev mørkt, Drengen som kom fra det stærke Dagslys kunde lige straks intet skelne, og det han efterhaanden skimtede tog uformelige Omrids i hans rædde Fantasi. Stemmer lo og brummede plumret for hans Øren, og nogle Hænder der forekom ham forfærdelig store tumlede ham imellem sig. En uhyggelig Rædsel krøb over ham ledsaget af forrykte springende Forestillinger om Røvere og Mord, og han gav sig til at skrige højt af Angst. En mægtig grov Haand lagde sig over hele hans Ansigt, og i Stilheden som fulgte paa hans kvalte Skrig hørte han en Stemme ude i Gaarden kalde paa Pigerne, de skulde komme og se noget morsomt.

Han var for lammet af Skræk til at fatte hvad der blev gjort ved ham, og undrede sig blot svagt over hvad der kunde være af morsomt derude i Sollyset. Mon han nogensinde fik Solen at se mere?

Som Svar paa hans Tanke blev Porten i det samme slaaet op. Lyset vældede ind, han kendte 38| Ansigterne om sig og stod der selv med nøgen Krop midt i Dagen, Bukserne ned om Hælene og Skjorten kiltet op under Vesten. Henne til Siden stod Eleven med en Kørepisk og klippede efter hans nøgne Legeme.

»Spring!« raabte en bydende Stemme, og Pelle sprang sanseløs af Skræk og Forvirring ud i Gaarden. Dèr stod Pigerne ude, de lo og hvinede ved Synet af ham, han vendte sig for at flygte ind i Porten igen. Men Pisken traf ham, og han maatte atter frem i Dagslyset, han humpede som en Kænguru og kaldte ny Jubel ned over sig. Derude stansede han, stod ret opA og ned og græd hjælpeløst, mens det regnede ned over ham med raa Bemærkninger, især fra Pigerne. Han ænsede ikke Pisken mere men krøb blot sammen for at skjule sig, til han sank om paa Stenbroen i en krampagtig hulkende Klump.

Den sværlemmede Karna kom stormende op fra Kælderen og trængte sig skældende frem. Hun var ildrød i Hovedet af Vrede, paa hendes fregnede Hals og svære Arme sad brune Dask af Kohaler fra sidste Malkning, de lignede kluntede Tatoveringer. Hun sendte sin Tøffel svirrende lige i Synet paa den lange Elev, svøbte Pelle ind i sit Sækkelærreds Forklæde og bar ham ned i Kælderen.

Da Lasse hørte hvad der var overgaaet Drengen, tog han en Hammer og gik rundt for at slaa Landvæsenseleven ihjæl. Den gamle Mand saa saadan ud af Øjnene, at ingen havde Lyst til at stille sig i Vejen for ham. Eleven havde imidlertid fundet det klogest at forsvinde; og da Lasse ikke fik Afløb for sin Vrede, faldt han i rystende Graad og Frysninger. Han blev helt syg, saa Karlene maatte kvikke ham op med en god Slurk BrændevinA. Den tog med ét Slag NKoldfeberen, og Lasse blev igen sig selv og kunde nikke fortrøstningsfuldt til den forskræmte snøftende Pelle.

»Bare roligt Pøjke,« sagde han trøstende – »bare roligt du! Endnu har aldrig noget Menneske kunnet 39| løbe fra sin NStraffedom, og Lasse skal knuse Skallen paa den lange Halvsatan, saa Hjærnen skal sprøjte ham ud af Snudeskaftet, vær vis paa det.«

Ved Udsigten til denne kraftige Oprejsning lysnede det over Pelles Ansigt, og han krøb op paa Stænget for at vælte Hø ned til Kreaturernes Middagsmaal. Lasse, der ikke var saa glad ved at krybe til Vejrs, gik paa Fodergangen og fordelte Høet. Han gik og smaatyggede paa noget, Pelle hørte ham stadig tale højt med sig selv. Da de havde syslet af, gik Lasse ind til den grønne Kiste og hentede et sort Silkeklæde frem som havde været Bengtas Stadsklæde; han saa højtidelig ud da han kaldte paa Pelle:

»Spring over til Karna med det og bed at ikke hun forsmaar! For nok er vi ikke saa fattige heller, at vi lar Godheden selv gaa tomhændet fra os. Men du skal ikke lade nogen anden se det, at de ikke skal faa ondt af det. Mor Bengta vil sikkert ikke Nfortryde paa det dèr hun ligger i sin Grav; hun havde foreslaaet det selv hun – i Fald hun kunde Nsige fra. Men hun har jo Muld i Munden, NStakkel!« Lasse sukkede tungt.

Han stod endnu en Stund og vejede Tørklædet i Haanden, inden han gav Pelle det at løbe med; han var ikke slet saa sikker paa Bengta som hans Ord lod, den gamle Mand vilde gærne forskønne hendes Minde baade for sig selv og Drengen. Nægtes kunde det vel ikke, at hun helst stillede sig Nkrængd i et Tilfælde som dette her – sjalu som hun var; og kanske faldt hun paa at gaa igen over det Tørklæde. Men Hjærte havde hun alligevel haft baade for ham og Pøjke, og som oftest sad det hvor det skulde sidde – det Lov maatte de give hende. Saa fik Gud Herren dømme hende saa mildt han kunde.

Om Eftermiddagen var der stille paa Gaarden. Folkene var næsten alle ude, hvor de nu var henne – til Kros vel eller inde hos Stenhuggerne paa 40| Værket. Herskabet var ogsaa ude, straks efter Middag lod Proprietæren spænde for og kørte til Staden, og en halv Time efter trillede Fruen af Sted i Ponyvognen – hun skulde ud og passe paa ham sagde Folkene.

Gamle Lasse sad oppe i en tom Baas og bødede Pelles Tøj, Drengen gik paa Fodergangen og legede. Han havde fundet en gammel Støvleknægt i Røgterkamret, den satte han under Knæet og lod som han gik paa Træben. Imens pludrede han sorgløst med Faderen. Han var dog ikke saa højrøstet som ellers, Formiddagens Oplevelse sad endnu i Kroppen paa ham og virkede dæmpende; den sad der nærmest som noget af en Bedrift han havde udført og nu var benovet over. En Omstændighed til gjorde ham højtidelig stemt – Forvalteren havde været ovre og sagt, at Kreaturerne skulde ud næste Dag. Pelle skulde vogte Ungkvæget, og dette blev altsaa den sidste Fridag, kanske for hele Sommeren.

Han stoppede op ud for Faderen: »Hvad slaar du ham ihjæl med Far?«

»Med Hammeren kan jeg vel troA.«

»Slaar du ham helt pladask ihjæl – saa død som en Hund?«

Lasse nikkede ildevarslende: »Ja for alt!«

»Men hvem skal saa læse Navnene for os da?«

Den Gamle rokkede betænkeligt paa Hovedet. »Da var det ogsaa et sandt Ord!« udbrød han og kløede sig saa èt Sted saa et andet. Hver Ko havde sit Navn staaende med Kridt over Baasen, men ingen af dem kunde læse. Forvalteren havde rigtignok gaaet Navnene igennem med dem én Gang; men det var ikke til at huske halvhundrede Navne for den ene Gang – end ikke for Pøjken som havde saadan en masakrerende god Hukommelse. Slog Lasse nu Eleven ihjæl, ja hvem skulde saa hjælpe dem at tyde Navnene? Forvalteren taalte saa vist ikke at man kom til ham og spurgte anden Gang.

»Vi faar vel hellere nøjes med at piske ham,« sagde Lasse grundende.

41| Drengen legede en Stund, saa kom han igen hen til Lasse:

»Tror du ikke Svenskerne kan prygle alle Folk i Verden, Far?«

Den Gamle saa betænkelig ud: »Ja – jo, det er vel troligt.«

»Ja for Sverig er meget større end hele Verden, det er det du!«

»Ja stort er det,« sagde Lasse og gjorde et Forsøg paa at forestille sig dets Udstrækning. Der var 24 NLen, deraf var Malmøhus bare et og Ystadtrakten en liden Del af det igen. I det ene Hjørne af Ystadtrakten laa saa Tommelilla, og en Nverdsens liden Del af Tommelilla det var hans Torp, som han engang syntes var saa vældigt med sine fire Tønder Land! Ak ja, Sverig var stort – ikke større end hele Verden forstaas, for det var jo bare Barnesludder det, men nok større end hele den øvrige Verden tilsammens. »Ja det er stort! – Men hvad er det du bestiller Pøjke?«

»Jeg er jo en Krigskarl der har faaet det ene Ben skudt af ser du vel!«

»Ja saa du er en Invalid. Men det skulde du ikke, for Gudfader lider ikke saadan noget; du kunde let blive til en rigtig Krøbling, og det var ondt og ilde.«

»Aah han ser ikke detA for han er jo i Kirkerne i Dag!« svarede Drengen men var dog saa forsigtig at holde op. Han stillede sig i Stalddøren og fløjtede men kom pludselig sættende i stor Iver: »Far nu er Landvæsnet der, skal jeg springe hen efter Pisken?«

»Nej vi maa vel lade det være. Han kunde dø mellem Hænderne paa os, saadant fint Skidt holder ikke at slaa paa. Han kunde dø af Skrækken alene.« Lasse skelede betænkeligt til Drengen.

Pelle saa meget skuffet ud: »Og hvis han nu gør det igen?«

»Nej han slipper ikke fra dette her uden Skrækken. Jeg skal tage ham i stive Arme og lette paa ham, saa han hænger og dingler i lyse Luften og ber 42| ynkeligt for sit kære Liv; og saa skal jeg sætte ham lige saa roligt ned paa Jorden igen. For Lasse kan ikke med at være ond, Lasse er et skikkeligt Fæ!«

»Saa skulde du lade som du tabte ham, naar du holder ham helt højt oppe i Luften. Saa skreg han vist og troede han skulde dø, og de andre kom og lo ad ham.«

»Nej, nej, du maa ikke friste din Far heller! Maaske jeg da fik Sind til at smide ham i Jorden, og det var et Mord det og NSlaveri paa Livstid! Nej jeg maa hellere skælde ham Huden fuld, det bider bedst paa saadan en fin Gavflab.«

»Ja og saa skulde du kalde ham en tyndskanket Knoldsparker, det gør Forvalteren naar han er gal paa ham.«

»Nej det gaar vel ikke det heller. Men jeg skal nok tale et Alvorsord med ham som han ikke glemmer saa snart igen.«

Pelle var velfornøjet. Der var ingen som Faderen – heller ikke naar det galdt at tale Donner naturligvis. Han havde aldrig hørt det, og glædede sig mægtigt til det mens han gik og stavrede med Støvleknægten. Han brugte den ikke længer som Træben for ikke at æske Guds Straffedom; men holdt den under Armhulen som en Krykke og støttede den mod Fodmurskanten fordi den var for kort. Hvem der gik paa to Krykker ligesom Præstens Søn hjemme! – han kunde springe over de længste Vandpytter.

Lys og Skygge fik pludselig travlt oppe under Loftet, og da Pelle vendte sig om, stod der en fremmed Dreng i Døren ud til Marken. Han var Njævnstor med Pelle, men Hovedet var næsten som en voksen Mands. I første Øjeblik saa det ud som han var skaldet over det hele; men saa drejede han sig i Solen, og det bare Hoved glinsede som af Sølvskæl. Det var dækket af tyndt hvidligt Haar, der var ganske smaat og temmelig jævnt fordelt over Ansigt og det hele; Huden var lyserød og det hvide i Øjet ogsaa. Ansigtet vaandede sig under Lyset og var 43| dækket af gamle Rynker; Baghovedet ragede stærkt frem og saa ud til at være altfor tungt.

Pelle stak Hænderne i Stiklommerne og gik hen til ham. »Hvad hedder du?« spurgte han og sprøjtede en Straale Spyt ud mellem Fortænderne ligesom Gustav plejede. Kunststykket mislykkedes desværre, Spyttet slap ikke men løb ham ned ad Hagen. Den fremmede Dreng grinede.

»Rud,« sagde han tilsløret, hans Tunge var noget tyk og uregerlig. Han stirrede misundeligt paa Pelles Stiklommer. »Er det din Far?« spurgte han og pegede paa Lasse.

»Det er klart,« sagde Pelle vigtigt – »og han kan prygle alle Mennesker.«

»Men min Far kan købe alle Mennesker, for han bor deroppe.« Rud pegede over i Retning af Stuehuset.

»Saa-aa gør han det mon?« sagde Pelle vantro. »Hvorfor bor du saa ikke med der?«

»Jeg er jo en Horeunge – det siger Mor selv.«

»Fy fan siger hun det!« Pelle skottede til Faderen i Anledning af den lille Ed.

»Ja naar hun er arrig – og saa banker hun mig. Men saa stikker jeg fra hende.«

»Naa det gør du?« faldt en Stemme i udefra; Drengene fòr sammen og trak sig dybere ind i Stalden. Et stort fedt Kvindfolk kom frem i Stalddøren og jog sine gale Øjne ind i Halvmørket; da hun fik Øje paa Rud skældte hun videre, hendes Tonefald var svensk:

»Ih, saa du render dit Hvidkaalshoved – ja saa? Bare du vilde løbe saa langt da, at du ikke fandt tilbage igen, saa var en anden fri for at gaa her og tæske sig Nangpusten paa saadan et ledt Skabelse! I Helvede ender du saamænd alligevel, saa det skal du ikke græde forA! – – Saa er det vel Drengens Far?« afbrød hun sig selv da hun fik Øje paa Lasse.

»Ja det er nok saa,« svarede Lasse roligt – »og det skulde vel aldrig være Skolelærer Johan Pihls Jo44|hanne fra Tommelilla – hun som rejste af Lande for nærved 20 Aar siden?«

»Og det skulde vel aldrig være Smedens Hankat fra Sulitjelma, han som fik Tvillinger med en gammel Træsko Aaret før i Forfjor?« spurgte det store Kvindemenneske vrængende.

»Ja ja, I maa være for mig, hvem I vil!« sagde Lasse krænket. »Jeg er ikke Politispion.«

»Da skulde man tro det, siden I holder Forhør. Ved I naar Kreaturerne skal ud?«

»I Morgen om alt gaar vel til. Det er kanske jer Pøjke, der skal hjælpe Pelle ind i Sagerne? Forvalteren talte om èn, som kunde følge med ud og anvise Vogtepladsen.«

»Ja det er ham Søren Skidthas dèr – kom frem og lad os se ordenlig paa dig din Følfod! Naa Fyren er væk – ja ja. – Faar jer Dreng mange Prygl?«

»Aa ja ibland faar han jo« svarede Lasse, som skammede sig ved at tilstaa at han aldrig straffede Drengen.

»Jeg lægger heller ikke Fingrene imellem! der skal noget til om der skal blive Folk af det Skrabsammen – Prygl er halve Maden. Saa jager jeg Hvalpen herop i Morgen tidlig – men pas paa at han ikke viser sig i Gaarden, for saa er Fanden løs.«

»Fruen taaler ikke at se ham kan jeg vel tænke?« sagde Lasse.

»Nej akkurat – hun har jo ikke lagt Redskab til, det halvgale Spetakel. Ellers skal Gud vide der ikke var noget at misunde èn. Men jeg kunde været Gaardmandskone den Dag i Dag og haft en pæn Mand til, om ikke han Stolthenrik heroppe havde lagt sig ud efter mig. Vil du tro det dit gamle sprukne Overlær?« Hun klaskede sin Haand i hans Hofte og lo.

»Det vil jeg godt tro du kunde« sagde Lasse. »For du var den vakreste Pige dengang du tog hjemme fra.«

»Æv – du med dit hjemmefra,« vrængede hun.

»Ja ja da, jeg kan jo nok baade se og forstaa, at du helst vil jævne Fodsporene til efter dig. Og jeg 45| kan saamænd godt lege Fremmede, i hvor vel jeg har holdt dig paa mit Skød mere end engang, da du var en liden Tøs. – Men ved du ellers af, at din Mor ligger og drages med Døden?«

»Ih nej, ih nej!« udbrød hun og saa paa ham med et Ansigt, der forskød sig mere og mere.

»Jeg tog jo Farvel med hende, inden jeg forlod Hjemmet nu for en Maaned siden godt og vel – hun Nvar meget simpel. Farvel du Lasse – sagde hun – og tak for godt Naboskab gennem alle Aarene. Og træffer du Johanne derovre saa hils hende – sagde hun. Hun er jo kommet rent forskrækkeligt ud i det efter hvad èn har hørt – men hils hende alligevel fra hendes Mor. Johannebarnet, lille Barn! hun var sin Mors Hjærte næst, derfor kom hun til at træde paa det! Kanske var det vor egen Skyld. Vil du hilse hende det fra hendes Mor, vil du Lasse? Det var de Ord hun sagde – og nu er hun saavist død, saa Nmaadelig som hun var.«

Johanne Pihl Nhavde ikke Raadighed over sig selv. Hun var nok ikke i Vane med at græde, saa forfærdeligt det rev og sled i hende. Taarer kom der ingen af, og hun pintes som kunde det være Fødselsveer. »Lille Mor, lille lille Mor!« sagde hun ind imellem og sad og rokkede paa Krybbekanten.

»Saa, saa, saa!« sagde Lasse og klappede hende paa Hovedet. »Jeg sagde jo nok til dem at de var for haarde ved digA. Men hvad skulde du nu ogsaa krybe ind ad det Vindu for – sejstenaars Barn og midt om Natten! èn kan ikke undres paa om de glemte sig selv et Gran. Saa meget mere som han jo tjente for Føde og Klær, og var en daarlig Fyr der altid kom fra sin Plads i Utide.«

»Jeg holdt jo af ham,« sagde Johanne grædende – »han var den eneste jeg nogensinde har holdt af. Og jeg troede at han ogsaa holdt af mig, skønt han aldrig havde set mig – saa dum var jeg.«

»Ak ja du var et Barn – jeg sagde det jo til dine Forældre. Men at du kunde hitte paa noget saa uanstændigt!«

46| »Der var ikke noget ondt i det, jeg mente blot at vi to maatte søge til hinanden, saadan som vi holdt af. Nej jeg tænkte ikke det engang, jeg krøb bare ind til ham – uden at gøre mig nogen Tanker ved det. Vil du tro det, at jeg var saa ren dengang? Der skete heller intet ondt!«

»Der skete ikke engang noget?« sagde Lasse. »Men det er jo forfærdeligt, saa trist at tænke paa som det er gaaet. Og det tog din Fader sin Død over.«

Det svære Kvindfolk gav sig til at græde hjælpeløst; hun var som en Klud syntes Lasse, og han var lige ved at komme i Graad han ogsaa.

»Ak ja jeg skulde vel aldrig sagt det, men jeg troede jo du havde hørt om det!« sagde han fortvivlet. »Han mente vel han som Skolelærer havde Ansvaret for saa mange, og derfor aad det sig ind i ham, at du havde kastet dig hen paa den Maade – med en fattig Tjenestekarl til og med. For vel omgikkes han paa lige med os Fattigfolk, men Æren er der jo alligevel; og det tog haardt paa ham, da de fine Folk ikke vilde se til ham mere. – Og saa var det hele tomt Mundsvejr, der skete ingenting? Men hvorfor sagde du da ikke det til dem?«

Johanne græd ikke mere, hun sad og saa forgræmmet hen til Siden, Trækkene dirrede bestandig paa hende.

»Jeg sagde det, men de vilde ikke høre. Man traf mig jo dèr! Jeg skreg om Hjælp, da jeg blev klar over, at han ikke engang kendte mig, men blot var vigtig over at jeg kom, og vilde tage mig ind til sig! Saa kom de andre løbende og traf mig dèr. De lo, og ved du hvad de sagde til hinanden? – at jeg havde skreget, fordi min Uskyldighed sprang! Mine Forældre mente det samme kunde jeg forstaa; selv de kunde ikke taale at der ikke var sket noget, hvad saa det andet Rak? – Saa betalte de ham for at rejse hertil, og mig sendte de bort til nogen Familie.«

»Ja ja, og saa gjorde du dem den Ulykke at rømme bort.«

47| »Jeg fulgte bagefter ham, jeg tænkte han maatte komme til at holde af mig, naar blot jeg var i hans Nærhed. Han havde taget Tjeneste her paa Stengaarden, og her tog jeg saa ogsaa Tjeneste som Stuepige. Men han saa kun til mig for èn Ting, og det vilde jeg ikke, naar han ikke holdt af mig. Han gik saa og gjorde sig til af, at jeg var løbet hjemme fra for hans Skyld – og det andet ogsaa som var Løgn; saa enhver troede de kunde gaa og tage paa mig og byde sig til. Kongstrup var nygift dengang, men han var ikke anderledes end de andre. Jeg fik Pladsen i Utide, fordi den anden Stuepige maatte søge hen et Sted og Nligge, saa jeg tog mig vel i Agt. Han fik hende siden gift med en Stenhugger inde ved Værket.«

»Saa han er den Slags Mand,« udbrød Lasse – »ja jeg har jo nok haft mine Tvivl om’et. Men hvad blev der af den anden Kalurius?«

»Han tog ind paa Stenværket og arbejdede, da vi havde tjent sammen et Par Aar og han havde gjort mig al den Fortræd han kunde. Deroppe laa han og svirede og sloges det meste af Tiden. Jeg opsøgte ham ofte, for jeg kunde ikke slaa ham af Hovedet – og fuld var han altid. Tilsidst kunde han ikke være der og stak af, og saa hørte vi, at han laa henne Nordlands, i Klipperne ved NBlaaholt, og huserede. Han tog nok hvad han havde Brug for, hvor der var nærmest til det, og slog Folk ned for et godt Ord. Og en Dag sagde de, at Øvrigheden havde erklæret ham fredløs, saa hvem der vilde kunde slaa ham ihjæl. Jeg havde en stor Fortrolighed til Proprietæren, som alligevel var den eneste der vilde mig vel; og han trøstede mig med, at saa galt blev det vel ikke; Knud skulde nok hytte sig.«

»Knud – var det Knud Engstrøm?« spurgte Lasse. »Se se, da har jeg jo hørt om ham. Han huserede som en Djævel sidst jeg var her paa Landet, og tastede Folk an paa Landevejene midt paa Dagen. En Mand slog han ihjæl med en Hammer, og da de fangede ham havde han skaaret sig en Flænge 48| fra Nakken ned helt til Øjet. Det havde den anden gjort sagde han – han selv havde blot værget for sig. De kunde ingenting gøre ham saa. – Saa det var ham! men hvad var det saa for en han levede sammen med da? – de sagde, at han den Sommer boede i et Skur midt oppe i Lyngen og havde et Kvindfolk hos sig.«

»Jeg løb af Tjenesten her og bildte de andre ind at jeg rejste hjem – jeg havde hørt om hvor elendigt han laa i det; hele Hovedet var flækket paa ham sagde de. Saa tog jeg op og passede ham.«

»Saa gav du dig alligevel til Slut,« sagde Lasse og blinkede skælmsk.

»Han pryglede mig hver Dag!« svarede hun hæst. »Og da han ikke kunde faa Magt med mig, jog han mig tilsidst bort. Jeg havde nu sat mig i Hovedet at han skulde holde af mig først.« Hun var blevet grov og haard i Mælet igen.

»Da fortjente du ogsaa Pisk i din bare Bag, at du kastede dit Behag paa saadan en haard Bøddel. Og vær du glad at din Moder ikke fik noget at vide om det dér – hun havde vist ikke overlevet det.«

Ved Ordet Moder gav det et Sæt i Johanne. »Enhver faar holde til det han kan!« sagde hun haardt. »Jeg har holdt til mere end Mor, og se hvor tyk og fed jeg er bleven.«

Lasse rystede paa Hovedet: »Du er vist ikke god at bides med længer. Men hvordan gik det dig saa siden da?«

»Jeg søgte tilbage til Stengaarden igen ved NFistje. Fruen vilde ikke fæste mig paany, for hun saa hellere min Hæl end min Taa; men Kongstrup trumfede igennem at jeg blev her som Malkepige. Han blev ved at være lige mild imod mig, skønt jeg havde modstaaet ham i ni Aar nu. Men saa var’et at Øvrigheden blev ked af at have Knud gaaende længer, han uroede for meget; og de holdt Jagt paa ham deroppe i Lyngen. De fik ikke fat paa ham, men han maa have søgt tilbage her til Stenværket for 49| at skjule sig da det kneb; for en Dag de sprængte deroppe, kom hans Krop frem mellem Klippestykkerne – helt smadret. De kørte Stumperne her ned til Gaarden, og jeg blev saa syg ved at se ham komme til mig paa den Maade, at jeg maatte krybe til Sengs. Jeg laa og rystede i Sengen Dag og Nat, for jeg syntes, at han var søgt hen til mig da det kneb værst for ham. Kongstrup sad nede hos mig og trøstede mig naar de andre var i Marken, og han misbrugte sig af min Elendighed til at faa sin Vilje.

Der var en yngre Broder til Bakkebonden som godt kunde lide mig, han havde været i Amerika i sine unge Dage og havde Penge nok. Han brød sig Katten om hvad Folk sagde, og hvert eneste Aar gjorde han mig Tilbud – præcis paa Nytaarsdag. Han kom igen det Aar ogsaa, og nu Knud var død kunde jeg jo ikke gøre bedre end at tage ham og blive Madmoder paa en Bondegaard. Men jeg maatte sige nej til det alligevel, og du kan tro, det var drøjt da jeg gjorde den Opdagelse. Kongstrup vilde tilmed have mig bort, da jeg satte ham ind i det; men det satte jeg mig imod. Jeg vilde blive og føde mit Barn her paa Gaarden hvor det hørte til. Han brød sig ikke en Smule om mig mer, Fruen satte sine onde Øjne paa mig hver Dag, og der var ingen som var god ved mig. Dengang havde jeg ikke det gale Sind som nu, jeg maatte gaa og gøre mig haard for ikke at græde altid.

Jeg blev ogsaa haard. Naar der var noget i Vejen bed jeg Tænderne sammen, for at ingen skulde haane mig. Jeg var i Marken den Dag det skete ogsaa, jeg fødte Drengen midt i en Roerække og bar ham selv hjem til Gaarden i mit Forklæde. Han var allerede saadan vanskabt dengang – Fruens onde Øjne havde forgjort ham. »Saa skal de sku ogsaa have NSkiftingen for Øje til enhver Tid!« sagde jeg til mig selv og nægtede at rejse min Vej. Ligefrem smide mig ud kunde Proprietæren vel ikke faa sig til, og saa anbragte han mig i Huset hernede Nefter Stranden.«

50| »Saa gaar du maaske paa Arbejde her paa Gaarden i den travle Tid?« spurgte Lasse.

Hun blæste haanligt: »Gaa paa Arbejde – synes du jeg skulde behøve det? Kongstrup maa vel nok kunne betale mig noget for at opdrage hans Søn, og saa for Resten kommer der NGovenner til mig, saa én og saa en anden, og har lidt med – naar de da ikke har drukket det op. Du kan komme ned og besøge mig i Aften, jeg skal være rigtig saa venlig imod dig.«

»Nej Tak!« sagde Lasse alvorligt. »Vel er jeg et Menneske jeg ogsaa, men jeg tyr ikke til den, der har redet paa mit Knæ som kunde hun været mit eget Barn.«

»Har du Brændevin da?« sagde hun og stødte haardt til ham.

Lasse troede ikke der var mere, men gik for at se. »Nej du, ikke en Draabe!« sagde han og kom med Flasken. »Men her skal du se hvad jeg har til dig, din Mor bad mig give dig det til et Minde – det var dog godt jeg kom i Tanke om det.« Han rakte hende en Pakke og saa helt lykkeligt paa hende mens hun pakkede ud, han glædede sig paa hendes Vegne. Det var en Salmebog. »Er den ikke fin du?« sagde han. »Guldkors og ægte Spænde – og saa er det jo din Mors.«

»Hvad skal jeg med den?« spurgte Johanne – »jeg synger ikke Salmer.«

»Naa ikke?« sagde Lasse stødt. »Men din Moder har vel ikke vidst bedre end at du endnu holdt paa din Barnetro – saa du faar tilgive hende for denne ene Gang.«

»Er det alt hvad du har til mig?« hun stødte til Bogen saa den fløj.

»Ja det er,« sagde Lasse dirrende og tog den op.

»Hvem skal have Resten?«

»Ja Huset var jo Nfæstet, og Sager var der ikke mange til Rest, det er længe siden din Far døde – husk paa det! Dèr hvor du skulde have været, har Fremmede maattet gaa i Barns Sted; og de der har 51| passet hende, skal vel have det der er, saa vidt jeg kan forstaa. Men kanske var der Tid endnu – om du tog med første Damper.«

»Nej tak du! Komme der hjem og være overbegloet og angergiven – nej tak! Lad saa hellere Fremmede trække af med Stumperne. Og Mor – har hun levet uden min Hjælp, kan hun vel ogsaa krepere den foruden. Naa jeg skal vel hjemad! – hvor har nu den tilkommende Stengaardsbonde gjort af sig?« Hun lo af fuld Hals.

Lasse turde gøre sin Saligheds Ed paa at hun intet fejlede i den Retning, og alligevel dinglede hun paa Benene da hun gik bag om Kalvehusene for at lede efter Sønnen. Han havde paa Læben at spørge, om hun saa ikke skulde have Salmebogen med sig, men opgav det. Der var saa meget oppe i hende nu; hun kunde falde paa at spotte Gud. Saa pakkede han nænsomt Bogen ind og gemte den i den grønne Kiste.

Nede i Hjørnet af Kostalden var der skilt et Rum fra med Brædder; det havde ingen Dør, og der var en tommebred Aabning mellem hver Brædde saa det lignede et Træmmebur. Det var Røgterkamret. Et bredt Sengested optog det meste af Pladsen; det var tømret op af raa Brædder, og Kamrets Stengulv gjorde det af for Sengebund. Paa et tykt Lag Rughalm laa nogle Sengeklæder hulter til bulter, de tykke stribede Uldvaar var stive af skorpet Kosnavs, hvori der strittede Fjær og Halmstraa.

Midt i Sengen laa Pelle og krøb sammen, han havde Dynen op om Nakken og laa og gassede sig. Paa Sengekanten sad Lasse og rodede i den grønne Kiste mens han snakkede halvhøjt hen for sig.

Han var midt i sin Søndagsandagt. Stump for Stump tog han langsomt de Smaating frem der var bragt med fra det opløste Hjem. Det var lutter Nyttegenstande: Garnnøgler, Tøjstumper og lignende, der gik med efterhaanden til at holde hans og Dren52|gens Klæder ved Lige. Men for ham var hver Ting en Relikvi der maatte tages varsomt om, og det blødte i ham hvergang en eller anden Del slap op. For hver Genstand han lagde til Side gentog han langsomt, hvad Bengta havde sagt om deres Bestemmelse, da hun laa for Døden og ordnede alt paa det bedste for ham og Drengen: N»Garn til Pøjkens graa Sokker! – Lapper til hans Søndagstrøje som skal snart lægges ned paa Ærmerne! – Huske ikke at gaa for længe med Hoserne forinden de bødes!« Det var den Døendes sidste Vilje, og den blev efterkommet i et og alt. Lasse bevarede den ordret trods sin daarlige Hukommelse.

Saa var der Smaating som havde tilhørt Bengta selv, billig Pynt med hver sin glade Historie fra Marked og Højtider, som han mumlende opfriskede.

Drengen holdt af denne dæmpede Brummen, som han ikke behøvede at høre efter eller svare paa – og som var saa behagelig at glide bort i. Han laa og døsede og kiggede ud mod den lyse Himmel, mæt og træt og med en svag Fornemmelse af noget uhyggeligt der var overstaaet.

Det gav et Sæt i ham. Han havde hørt Døren til Kostalden gaa, og nu lød der Støvleskridt paa den lange Fodergang. Det var Eleven, han kendte straks de forhadte Skridt igen.

Det krøb i ham af Glæde. Nu skulde den Fyr faa at føle, at man ikke maatte gøre Drenge noget, naar de havde en Far der kunde løfte sin Mand i stiv Arm og skælde ud – ja meget værre end Forvalteren. Nu skulde – han rejste sig over Ende og stirrede spændt paa Faderen.

»Lasse!« kaldtes der nede i Kostalden.

Den Gamle brummede tvært. Han blev siddende men flyttede uroligt paa sig.

»Las–se!« lød det lidt efter igen, vigtigt og utaalmodigt.

»Ja–ha!« Lasse rejste sig og gik derud.

»Kan du ikke svare naar man kalder paa dig, din svenske NHallunk? Er du døv?«

53| »Jo svare kan jeg vel,« sagde Lasse med rystende Stemme. »Men NHr. Eleven skulde nu ikke – – jeg er Fader skal jeg sige – – og Faderhjærtet – –«

»Jeg er tilfreds du var Jordemor, saa skal du svare naar man kalder! Ellers skal jeg faa Forvalteren til at snakke lidt med dig – forstaar du det!«

»Ja saa, ja jo – Hr. Eleven faar undskylde, men jeg hørte ikke –«

»Naa men vil du saa huske, at NAspasia ikke skal med paa Græs i Morgen.«

»Skal hun Nkælve kanske?«

»Ja naturligvis! Troede du maaske hun skulde fole?«

Lasse lo pligtskyldigst og fulgte Eleven tilbage gennem Stalden. Nu maatte det vel komme, Pelle sad op og stirrede i stiv Lytten. Men han hørte blot Faderen gøre endnu en Undskyldning, lukke Halvdøren og komme tilbage med langsomme stolprende Skridt. Saa brast han i Graad og krøb langt ned under Dynen.

Lasse gik og rodede en god Stund og smaagnavede over et eller andet; saa kom han hen og trak varsomt Dynen bort fra Drengens Hoved. Men Pelle borede sit Ansigt ned i Sengeklæderne, og da Faderen drejede det mod sig, mødte han et fortvivlet uforstaaende Blik der fik hans eget til at flakke hvileløst i Kamret.

»Ja« sagde han med et Forsøg paa at være gnaven »du kan sagtens tude. Men naar én nu ikke ved hvor Aspasia staar, saa faar man vel være høflig ved jeg.«

»Jeg kender godt Aspasia, hun staar tredje fra Døren her,« hulkede Drengen.

Lasse vilde give et Nvrangt Svar men sank sammen i det, grebet og afvæbnet af Drengens Fortvivlelse. Han overgav sig paa Naade og Unaade, bøjede sig ned saa han støttede sin Pande mod Drengens, og sagde hjælpeløst:

»Ja Lasse er fattig ja, gammel og fattig! en Flab 54| kan spille ham paa Snuden. Gnistre i Vrede kan han ikke længer, og ingen Kræfter er der i Næven – hvad hjælper det saa én knytter den! Alting maa han tage imod – og lade sig slænge hid og did – og takke til! – saadan er gamle Lasse. Men saa maa du huske, at det er for din Skyld han lar sig spytte paa; ellers tog Lassefar sit Kram og gik – alt det gammel han er. Men du kan gro af det din Far muldner. Og saa faar du stoppe Graaden!« Han tørrede Drengens vaade Øjne med Dynen.

Pelle forstod ikke Faderens Ord, men de beroligede ham alligevel, og lidt efter faldt han i Søvn. Men længe laa han og snøftede i Søvne.

Lasse sad stille paa Sengekanten og lyttede til Drengens Søvn, og da den var blevet nogenlunde rolig listede han gennem Stalden og ud. Det havde været en fattig Søndag, og nu vilde han dog hen og se, om nogen af Karlene var hjemme og havde Besøg – for saa vankede der Brændevin. Lasse nænnede ikke selv at tage op af Lønnen til at købe Snaps for; de Penge fik nok at gøre om de skulde strække til det nødvendige. –

Paa en af Sengene laa en Karl og sov, fuldt paaklædt og med Støvlerne paa – han var døddrukken. Ellers var de alle ude. Lasse opgav saa Snapsen og stolprede over mod Kælderen for at se, om der skulde være lidt Livlighed hos Pigerne. Han kunde godt have Mod paa et eller andet – nu han var løs og ledig og sin egen Mand ligesom i Ungdommens Vaar.

Oppe ved Mælkestuen stod de tre Husmandskoner der plejede at malke for Pigerne Søndag Aften. NDe var tæt indbundne, smaa og krøgede af Slid; Munden gik paa dem alle tre, de talte om Sygdom og anden Elendighed i en klynkende Tone. Lasse følte en øjeblikkelig Trang til at slutte sig til dem, Æmnet klang igen i ham som Tonerne af en kendt Vise, han kunde falde ind i Omkvædet af hele sin Livserfaring. Men han strittede imod og gik forbi dem ned ad Kældertrappen. »Ak ja, Døden er os alle vis!« 55| sagde en af Konerne, og Lasse sagde de Ord efter for sig selv idet han gik ned.

Nede i Kamrene sad Karna og lappede paa Gustavs NMolskindsbukser; Gustav laa paa Bænken og sov med Kasketten over Ansigtet. Han havde smidt sine beskidte Fødder op i Karnas Skød – uden saa meget som at tage Skoene af! Og hun sad og gjorde sit Skød bekvemt, for at hans Skanker ikke skulde glide ned.

Lasse satte sig ved Siden af hende og forsøgte at gøre sig til, han trængte til lidt Hygge. Men Karna var ikke til at komme nær – de beskidte Drengekoder gjorde hende tosset i Hovedet. Og Lasse havde glemt det, eller han manglede Sikkerheden – hvergang han forsøgte med en Venlighed, slog hun fra sig.

»Vi kunde have det saa hyggeligt vi to halvgamle,« sagde han haabløst.

»Ja og jeg kunde vel nok gøre Udvej for det der manglede,« sagde Gustav og kiggede frem bag Huen. Den Flab som laa der og blærede sig med sine sytten Aar! – Lasse havde Sind til at vælte sig ind paa ham og lade det komme an paa Kræfterne endnu engang.

Men han nøjedes med at sidde og se hen paa ham, til de røde vippeløse Øjne løb fulde af Vand. Saa rejste han sig.

»Ja ja, du vil nok Ungdom i Aften du!« sagde han bittert til Karna – »men dine Aar løber du vel ikke fra, du heller! Kanske kommer du bare til at slikke Skeen efter de andre.«

Han gik over i Kostalden og gav sig i Snak med de tre Husmandskoner, der fremdeles talte om Sygdom og Elendighed og Død som var der ikke andet til paa Jorden. Lasse nikkede og sagde: »Ja ja, det er vist.« Han kunde af Hjærtet sige god for det alt sammen, og han kunde lægge mangt og meget til de andres. Det gav Varmen i en gammel Krop; han blev helt behagelig til Mode – saa Nlemydig!

Men da han laa paa Ryggen i Sengen kom det 56| tunge igen, og han kunde ikke sove. Til daglig sov han som en Sten saa snart han fik smidt sig over Ende, men i Dag var det Søndag og han havde dette pinende Nag i sig over at være forbigaaet af Tilværelsen. Saa meget havde han lovet sig af Øen her, og saa var der ikke andet end Slid og Slæb og Bekymring – ikke det Gran andet.

»Lasse er gammel ja!« sagde han pludselig højt, og de Ord blev han ved at gentage, lidt og lidt varierede, til han faldt i Søvn: »Gammel er han Staklen – og ude af Spillet! – Ak saa gammel!« De Ord rummede det hele.

Han vaagnede igen ved Sang og Hujen ovre paa Landevejen:

Det var nogle af Gaardens Karle og Piger der kom hjem fra Morskab. Da de svingede ind paa Kørevejen til Gaarden blev de tavse.

Det var lige begyndt at lysne, Klokken kunde vel være to.