IV

Klokken fire var Lasse og Pelle i Tøjet og slog Dørene op fra Kostalden ud til Marken. Derude rullede Jorden sig ud af sin hvide Nataande, og Morgenen løftede sig forudsigende. Lasse stillede sig gabende i Stalddøren og fastslog Dagens Vejr; men Pelle lod Luftens slørede Toner og Lærkesangen – alt dette der steg – slaa mod sit lille Hjærte. Med aaben Mund og usikre Øjne saa han ind i det ufattelige som hver ny Dag var med alle sine utænkelige Muligheder. »I Dag maa du tage Frakken med, for op imod Middag faar vi Regn,« kunde Lasse saa 57| sige; og Pelle kiggede ud i Luften for at komme efter, hvor Faderen nu vidste det fra. For det slog gærne til.

Saa gav de sig til at muge Kostalden, Pelle skrabede ned under Kørne og fejede efter i NFloren, Lasse læssede paa Børen og trillede ud. Klokken halv seks nød de deres Morgenmaal – Spegesild og Søbe.

Saa drev Pelle ud med Ungkvæget, han havde Madkurven paa Armen og NKlaffen slynget mange Gange om Halsen. Faderen havde lavet ham en kort tyk NRingstav, som man kunde rasle advarende med og kaste efter Kvæget; men Pelle foretrak Klaffen, fordi han endnu ikke havde Kræfter til at bruge den.

Lille var han, og det kneb ham i Begyndelsen at gøre Indtryk paa de store Magter, han havde under sig. Han kunde ikke faa sin Stemme til at lyde skrækindjagende nok, og Uddriften var strængt Arbejde, især oppe ved Gaarden hvor Sæden stod høj paa begge Sider af Markvejen. Kreaturerne var morgensultne; og de store NStude gad slet ikke flytte sig for ham, naar de først havde faaet Mulen begravet i Kornet og han stod og pryglede løs paa dem med Klaffens stumpede Skaft. Den seks NAlen lange Snært, som for en øvet Haand klippede Huden af Kreaturerne i smaa trekantede Huller, kunde han slet ikke svinge; og sparkede han Studen i Hovedet med sin Træsko, lukkede den blot Ngodlidende Øjnene og græssede sindigt Bagen til ham. Saa brød han sammen i selvopgivende Skraalen, eller fik smaa Anfald af Raseri hvor han angreb blindt og søgte at komme Dyrets Øjne til Livs – men lige meget hjalp det. Kalvene kunde han altid faa til at flytte sig ved at sno Halen paa dem, men Studenes Haler var for kraftige.

Han græd dog ikke længe ad Gangen over sine smaa Midlers Fallit. En Aften fik han Faderen til at sætte en Brod i den ene Træskosnude; siden blev hans Spark respekteret. Dels af sig selv dels gennem Rud lærte han ogsaa at finde de Steder paa 58| Dyrene der gjorde ondt. Kviekalvene havde deres ømme Sted i Yveret og Lysken, de to Tyrkalve i Testiklerne; et velrettet Slag mod et Horn kunde faa de store Stude til at Nbøge af Smærte.

Uddriften var stræng, men selve Vogtningen var et Herreliv. Naar Kvæget først var faldet til Ro over Græsningen, følte han sig som en General og lod sin Stemme lyde ustanselig over Engen, mens det gik i hans lille Krop af Stolthed og Magtfølelse.

Det kneb for ham at være borte fra Faderen. Han kom ikke hjem til Middag, og bedst som han gik og legede kunde der falde Fortvivlelse over ham; han bildte sig da ind at der var sket Faderen noget ondt, at den store Tyr havde taget ham paa Hornene – et eller andet. Saa lod han det hele i Stikken og løb skraalende hjemad, men kom i Tide til at huske Forvalterens Pisk og traskede tilbage igen. Han raadede Bod paa Længslen ved at vælge sin Standplads saaledes, at han kunde holde Øje med Markerne deroppe og se Faderen, naar han gik ud for at flytte Malkekvæget.

Han lærte sig til at snitte: Skibe og smaa Markredskaber og Haandstokke med mønstret Bark – Kniven faldt godt i hans Haand, og han brugte den flittigt. Timevis kunde han ogsaa staa paa Toppen af en NBavtasten – han troede det var en Ledstolpe – og forsøge at slaa de skudlignende Knald med Klaffen. Han maatte krybe til Vejrs for overhovedet at faa Snærten fra Jorden.

Naar Kvæget midt paa Formiddagen lagde sig, var han ogsaa gærne træt. Saa satte han sig paa Panden af en af de store Stude og holdt om Spidserne af dens Horn. Og mens Studen laa og gumlede, svagt dirrende som en Maskine, sad han paa dens Hoved og skraalede af fuld Hals Sange om ulykkelig Kærlighed og grufulde Massemord.

Henad Middag kom Rud løbende og var skrupsulten; Moderen jog ham hjemmefra naar Maaltiderne nærmede sig. Pelle delte altid sin Madkurv med ham, men krævede at han skulde Ngenne et vist Antal 59| Gange for hvert Stykke Mad. De to Drenge kunde ikke undvære hinanden en Dag til Ende. De tumlede sig i Engen som to Hundehvalpe, sloges og blev gode Venner igen tyve Gange om Dagen, svor de frygteligste Trusler om Hævn der skulde komme i den og den Voksnes Skikkelse, og sad i næste Øjeblik med hinanden om Halsen.

En halv NFjerdingvej bred Bræm af Klitter skilte mellem Stengaardens Marker og Havet. Inden for Klitterne var Jorden stenet og laa hen som mager Græsning; men paa begge Sider af Aaen kilede en Strimmel saftig Eng sig ind mellem Klitterne, der var dækkede af Dværgfyr og Marehalm for at binde Sandet. Her paa Engen var der bedst Græsning, men det var besværligt at passe begge dens Sider, da Aaen løb imellem. Og det var med haarde Trusler indskærpet Drengen, at intet Dyr maatte sætte sin Fod i Klitten, da den mindste Rift kunde fremkalde Sandflugten. Pelle tog Tingene helt bogstaveligt, hele den Sommer tænkte han sig noget som en Eksplosion, der fik det hele til at ryge i Luften saasnart et Kreatur betraadte det. Og denne Mulighed hang bagved alting som en Skæbne, naar han vogtede hernede. Naar Rud kom og de skulde lege, drev han Kvæget op paa den magre Græsgang, hvor der var Plads nok for det.

Saasnart det var Solskin løb de nøgne om. Havet turde de ikke vove sig ned til af Frygt for Forvalteren, der ganske sikkert stod oppe i Hovedbygningens Kvist og holdt Øje med Pelle altid gennem sin Kikkert. Men i Aaen badede de – af Vandet og i Vandet igen i det uendelige. Efter stærk Regn svulmede den op og var da ganske mælkehvid af NKaolin, som den rev løs af Brinkerne længere inde; Drengene troede det var Mælk fra en uhyre stor Gaard langt inde i Landet. Med Højvande gik Havet ind og fyldte Aaen med Tang, der raadnede og farvede dens Vand purpurrødt. Det var Blodet af alle de druknede derude fra Søen.

Mellem Badene laa de under Klitten og lod Solen 60| slikke sig tørre. De undersøgte vidtløftigt deres Legemer og udvekslede Mening om de forskellige Legemsdeles Brug og Betydning; paa dette Punkt var Rud den overlegne i Viden og optraadte belærende. Ofte kom de op at trættes om, hvem der var bedst udstyret med et eller andet –: havde det største. Pelle misundte saaledes Rud hans uforholdsmæssig store Hoved.

Pelle var en lille harmonisk bygget Fyr, han havde lagt sig NHuld til siden han kom til Stengaarden. Huden strammede glansfuld over Legemet og havde en varm solbagt Farve. Rud havde en tynd Hals i Forhold til Hovedet, Panden var kantet og fuld af Ar efter talrige Fald. Han manglede fast Herredømme over sine Lemmer og var slem til at slaa og støde sig; rundt om paa ham var der blaa, underløbne Pletter som vanskelig vilde fortage sig – han havde Ndaarligt Lægekød. Men han var ikke saa redelig i sin Misundelse som Pelle; han hævdede sig ved at prale sine Skavanker op til lutter Bedrifter, saa Pelle endte med at misunde ham alting af et ærligt Hjærte.

Rud havde ikke Pelles aabne Sanser mod Verden, men han havde mere Instinkt og besad paa Punkter en næsten genial Ævne til at foregribe det, Erfaringen først skulde lære Pelle. Han var allerede til en vis Grad gærrig – og mistænksom uden at forbinde bestemte Tanker med det. Han aad Broderparten af Maden og havde mange Udveje til at sno sig fra Arbejdet.

Bag deres Leg laa, klædt i de barnligste Former, en Kamp om Overtaget, og Pelle var indtil videre den der trak det korteste Straa; i værste Fald forstod Rud altid at tale til hans gode Egenskaber og vende dem mod ham.

Og under dette var de de bedste Venner af Verden og kunde ikke undvære hinanden. Pelle gik og kiggede langt efter »Soens« Hytte naar han var alene, og Rud stak hjemmefra saa snart han saa sit Snit.

61| Det havde regnet stærkt op ad Morgenen til Trods for Lasse, og Pelle var gennemblødt til Skindet. Nu trak den blaasorte Byge bort derude over Havet, og Baadene stod midt i den med alle de røde Sejl oppe og kom dog ikke af Stedet. Solen stak og glitrede i det vaade, saa alting kom til at se henrykt ud; og Pelle gik og hængte sit Tøj til Tørre paa Dværgfyrren.

Han frøs og krøb ind under NPær, den største af Studene, der laa og tyggede. Det dampede af Studen, men Pelle kunde ikke blive Nmyg ude i Lemmerne hvor Kulden havde bidt sig fast. Kinderne faldt ogsaa ind mod Tænderne, og Mellemgulvet bævrede paa ham.

Og saa kunde den ene af N»Rinkerne« ikke engang unde ham Ro. Hvergang han rigtig fik boret sig ind under Studen og skulde samle lidt Varme, stræbte den bort over Skellet mod Nord. Der var ikke andet end Sand dèr, men dengang den var Kviekalv havde der været et Stykke NBlandsæd – det kunde den huske endnu.

Rinkerne var to Kør der var skudt ud af Malkebesætningen paa Grund af Goldhed. Det var to sure Kreaturer, altid misfornøjede og ude paa Fortræd; og Pelle hadede dem rundeligt. To rigtige Pulverhekse var det, som ikke engang Prygl bed paa. Den ene var en NBrumleko, den sparkede i Jorden og brumlede som en gal Tyr, bedst som den gik og græssede; og naar Pelle gik imod den vilde den tage ham paa Hornene. Kalv kunde den ikke blive med, men den gik og vilde ride de andre – og satte de skikkelige Stude Fluer i Hovedet; og naar den kunde se sit Snit, aad den Pelles NMadklæde. Den anden Rinke var gammel og havde Kringelhorn, der pegede ind imod dens Øjne, af hvilke det ene var hvidt i Stenen.

Det var Brumlekoen, der nu var paa Spil. Hvert Øjeblik maatte Pelle op fra sit Leje og skælde: Hej NBlakka din nederdrægtige Rinke, vil du vende! – han var hæs af Fortørnelse. Endelig brast hans Taal62|modighed, han greb en forsvarlig NFæpāl og tog sig for at løbe Koen ind. Saasnart den saa Hensigten, satte den i Løb opefter mod Gaarden, Pelle maatte gøre en stor Bue for at faa den drejet ned mod Hjorden igen. Saa gik det i strakt Løb ud og ind mellem de andre Kreaturer, Hjorden blev forvirret og løb hid og did, Pelle maatte for en Stund opgive Forfølgelsen mens han fik den samlet. Men straks tog han fat igen, Forbitrelsen kogte i ham og fik ham til at springe som en Bold, hans nøgne Legeme tegnede lysende Sløjfer mod den grønne Eng. Han var kun et Par NFavne fra Koen, men Afstanden blev ved at holde sig, han kunde ikke løbe den ind i Dag.

Han stansede oppe ved Rugen, og Koen stansede næsten i samme Øjeblik; den huggede et Par Duske Sæd og slog lange Slag med Hovedet for at vælge sin Retning. I to Kattespring var Pelle der og havde den i Halen. Han drev den Fæpālen over Snuden saa den snurrede ud af Sæden, og nu gik det i flyvende Fart ned mod de andre, mens Slagene regnede ned over dens Knokler. Henne fra Klitten kom hvert Slag drabeligt igen som Hug mod en Træstamme og fik Pelle til at svulme, Koen forsøgte at slaa ham fra sig under Løbet, men han var ikke til at ryste af. Den satte over Aaen i lange Spring, frem og tilbage, Pelle hang nærmest og svævede i Luften; men Slagene blev ved at regne ned over den. Den blev træt og sagtnede Løbet; tilsidst stod den helt stille, hostede og lod sig prygle.

Pelle smed sig plat ned paa Maven og gispede. Haa haa, det gav endelig Varmen! Nu skulde hun nok, Bæstet –. Han væltede pludselig om paa Siden med et Sæt – Forvalteren! Der stod en fremmed skægget Mand over ham og saa paa ham med alvorlige Øjne. Den Fremmede blev længe ved at stirre paa ham uden at sige noget, og Pelle vidste ikke sine levende Raad for de Øjne; saa havde han ogsaa Solen lige i Ansigtet om han vilde se igen paa Manden – og Koen stod endnu der henne og hostede.

63| »Hvad tror du nu Forvalteren siger?« spurgte Manden endelig stille.

»Han har vist ikke set det,« hviskede Pelle og saa sig sky om.

»Men Vorherre har set det, for han ser alting. Og han førte mig paa din Vej for at stanse det onde i dig, mens det endnu er Tid. Vil du ikke gærne være Guds Barn?« Manden satte sig ved Siden af ham og tog hans Haand.

Pelle sad og ruskede i Græsset, og ønskede han havde haft sine Klæder paa; han nikkede.

»Saa maa du heller aldrig glemme, at Gud Fader ser alt hvad du gør, selv i den mørkeste Nat ser han det. Vi vandrer altid for NGuds Aasyn. Men kom nu; det er ikke sømmeligt at løbe nøgen om!« Manden tog ham ved Haanden og førte ham hen til Tøjet; derpaa gik han over til den nordre Side og gennede, mens Pelle klædte sig paa – Rinken var allerede derovre igen og havde trukket et Par andre med sig. Pelle saa forundret efter ham, han drev ganske stilfærdigt Kvæget tilbage, brugte hverken Sten eller Raab. Inden han naaede tilbage, havde Blakka igen overskredet Skællet; han vendte om og gennede den ind, lige saa sagtmodigt som før.

»Det er ikke nogen nem Ko,« sagde han mildt, da han kom tilbage – »men du har jo unge Ben. Skal vi saa ikke brænde den dèr?« han tog den tykke Knippel op fra Jorden – »og gøre vor Gærning med de bare Hænder? Gud vil altid staa dig bi, naar det kniber! Og vil du være Vorherres rette Barn, saa skal du i Aften fortælle Forvalteren, hvordan du har baaret dig ad – og tage din Straf.« Han lagde Haanden paa Pelles Hoved og saa en Stund paa ham med dette uudholdelige Blik. Saa gik han, Kniplen tog han med sig.

Pelle kiggede længe efter ham. Saadan saa altsaa en ud, der var udsendt af Gud for at Nvare ham ad! Nu vidste han det, og det skulde vare noget, før han igen løb en Ko fordærvet. Men gaa til Forvalteren og melde sig selv – og faa af Piskesnærten 64| over de bare Ben – det skulde han dog ikke have noget af! Saa maatte Gud Herren hellere blive vred – om han nu ogsaa virkelig kunde se alting? Værre end Forvalterens kunde det aldrig blive.

Hele Formiddagen var han stille til Sinds. Mandens Øjne hvilede paa ham ved alt hvad han foretog sig, og røvede hans Frejdighed. Han prøvede sig tyst frem og fik alting fat fra en ny Side; det var ikke raadeligt at støje op, naar man altid vandrede for Gud Faders Aasyn. Han slog ingen Knald med Klaffen, men pønsede saa smaat paa at brænde den ogsaa.

Men lidt før Middag kom Rud, og det hele var glemt. Han røg af et Stykke Spanskrør, som han havde snittet af sin Moders Kakkelovnsrenser, og Pelle tiltuskede sig et Par Drag for et Stykke Mad. Først satte de sig op at ride paa Studen NAmor, der laa og tyggede Drøv. Den tyggede roligt videre med lukkede Øjne, lige til Rud trykkede det brændende Spanskrør mod dens Halerod; saa lettede den sig hastigt, og Drengene trillede ud over Hovedet paa den. De lo og udmalede brovtende hver sin Kolbøtte for den anden, mens de gik op i NRèn for at søge efter Brombær. Derfra gik det til nogle Fuglereder i de smaa Graner, og endelig tog de fat paa deres bedste Leg – at grave Musereder ud.

Pelle kendte hvert et Musehul i Engen; de laa paa Maven og undersøgte dem omhyggeligt. »Her er et som er beboet« sagde Rud, »vil du bare se her er Møddingen.« – »Ja her lugter af Mus,« bekræftede Pelle og stak Næsen ned i Hullet. »Og Straaene vender udad – de gamle er nok ude!«

Med Pelles Kniv skar de Grønsværen bort og gav sig ivrigt til at grave med to Stykker Potteskaar. Jorden røg dem om Ørerne mens de snakkede og lo.

»Naa for Søren hvor det gaar strygende!«

»Ja saa rask kan Strøm da ikke arbejde.« – Det var en berømt Slider, der fik 25 Øre mere om Dagen end andre Høstarbejdere og brugtes til at N»trække« Arbejdet.

65| »Vi kommer snart lige Nrags ind i Maven paa Jorden.«

»Ja, men der er gloende hedt inde.«

»Aa Sludder vel?« Pelle holdt betænkeligt inde med Gravningen.

»Jo det siger Skolelæreren.«

Drengene tøvede og stak en Haand ned i Hullet – jo der var varmt nede. Saa varmt endda, at Pelle syntes han maatte trække Haanden til sig og sige: Av for Pokkeren! De overvejede en Stund og gav sig derpaa til at skrabe videre nede i Hullet, saa forsigtigt som galdt det Livet. Men om lidt kom der Halmstraa til Syne i Gangen, og Jordens indre Hede var med èt Slag glemt. I en Fart havde de afdækket Reden, og lagt de nyfødte lyserøde Unger op paa Græsset – de lignede halv udrugede Fugleunger.

»De er grimme,« sagde Pelle der ikke var helt modig ved at tage paa dem men skammede sig ved at vedgaa det. »De er meget væmmeligere at røre ved end Skrubtudser – jeg tror nok de er giftige.«

Rud laa og klemte dem mellem Fingrene:

»Giftige – er du tosset, de har jo ingen Tænder! – Der er slet ikke Ben i dem, de kunde vist godt spises.«

»Py, ha!« Pelle spyttede.

»Jeg tør da godt bide i en – tør du?« Rud nærmede en Museunge til Munden.

»Tør – ja vel tør jeg – men –« Pelle nølede.

»Nej du tør ikke, for du er en NBlaapung!«

Øgenavnet passede egenlig kun paa Drenge, der led af Vandskræk, men Pelle greb rask om en Museunge og førte den op efter Munden – nøjagtig saa nær til Læberne som Rud holdt sin. »Vil du saa selv se!« udbrød han krænket.

Rud snakkede, med mange Fagter:

»Du er bange, det er fordi du er svensk. Men naar man er bange, skal man bare lukke Øjnene – saadan, og gabe op. Saa lader man, som om man førte Museungen lige ind i Gabet, og saa« – Rud 66| gabede og holdt Haanden helt oppe ved Munden; Pelle var under hans Magt og efterlignede hans Bevægelser. »Og saa –« pludselig fik Pelle et Stød, saa Museungen fløj ned i Halsen paa ham. Han Nkløgedes og spyttede; Hænderne famlede i Græsset og fik fat i en Sten. Men da han kom paa Benene og skulde kaste den, var Rud allerede langt oppe paa Markerne. »Nu skal jeg hjem,« raabte han uskyldigt, »der er noget, jeg skal hjælpe Mor med.«

Pelle elskede ikke Ensomheden, og Udsigten til en Blokade stemte ham straks til Forhandling. Han smed Stenen for at vise sin alvorlige Vilje til Forlig, og maatte sværge dyrt paa ikke at Ntrække Had. Saa kom Rud endelig tilbage, fnisende.

»Jeg vilde have vist dig noget morsomt med Museungen,« sagde han afledende, »men du holdt jo paa den som et Fæ.« Han vovede sig ikke helt hen til Pelle men stod og fulgte hans Bevægelser med Øjnene.

Pelle kendte den lille Nødløgn, naar der var overhængende Fare for Prygl, men Løgnen som Angreb var ham endnu fremmed. Naar Rud, nu da det hele var glemt, sagde at han blot vilde have vist ham noget morsomt, saa var det vel sandt. Men hvorfor var han da mistroisk? Som saa ofte før forsøgte Pelle at bøje sin lille Hjærne om mulige Bagtanker hos Kammeraten, men kunde ikke.

»Du kan lige saa godt komme helt herhen,« sagde han firskaarent. »For hvis jeg vilde, kunde jeg magelig løbe dig op.«

Rud kom. »Nu vil vi til at fange store Mus,« sagde han. »Det er morsommere.«

De tømte Pelles Mælkeflaske og søgte sig en Muserede ud, der kun saa ud til at have to Udgange – den ene oppe i Engen, den anden midt nede paa Aabrinken. Hernede stak de Flaskehalsen ind, Hullet oppe i Engen blev udvidet til en Tragt, og de skiftedes til at holde Øje med Flasken og bære Vand op i Hullet med deres Huer. Det varede ikke længe, før en Mus smuttede ud i Flasken; og de slog Proppen i for den.

67| Hvad skulde de nu gøre med den? Pelle foreslog at de skulde tæmme den og dressere den til at trække deres smaa Markredskaber; men Rud satte som sædvanlig sin Vilje igennem – den skulde ud at sejle!

Henne hvor Aaen drejede og havde hulet sit Leje ud til en hel NKedel, lavede de en skraa Bane og lod Flasken rutsje ned i Vandet med Halsen forrest, som en Skude der løber af Stabel. De kunde følge den i dens Bue under Vandet, til den dukkede op med et skraat Stød og stod og vuggede paa Vandet som en Bøje med Halsen lige op. Musen gjorde de grinagtigste Hop mod Proppen for at slippe ud; Drengene sprang i Græsset af Henrykkelse.

»Den ved godt hvad Vej den kom ind – den ved det!« De gjorde dens mislykkede Hop efter, tumlede ned paa Maven igen og vred sig overgivent i Græsset. Men omsider blev det gammelt.

»Skal vi tage Proppen af?« foreslog Rud.

»Ja – aa ja!« Pelle vadede hurtigt ud efter Flasken og vilde sætte Musen i Frihed.

»Vent lidt dit Øg!« Rud rev Flasken fra ham. Han holdt over Mundingen, mens han satte den midt ud i Vandet. »Nu skal vi faa Løjer!« raabte han og skyndte sig op.

Det varede lidt, inden Musen opdagede at der var fri Bane, saa sprang den. Det mislykkedes, og Flasken kom i vuggende Bevægelse, saa andet Spring blev skraat og prellede af mod Siden. Men saa fulgte en Række Spring lynsnart paa hinanden, et helt Bombardement; og pludselig fløj den højt ovenud af Flaskehalsen og paa Hovedet i Vandet.

»Det var et Spring der havde vasket sig!« raabte Pelle og sprang oppe i Græsset, lige op, med Armene strakt ned ad Siden, »– den kunde lige knibe sin Krop igennem, lige akkurat du!« Han sprang igen og gjorde sig tynd.

Musen svømmede til Land, men der var Rud og satte den midt ud igen med Foden. »Den svømmer godt,« sagde han og lo. Saa styrede den mod 68| den anden Bred. »Pas paa for Søren!« skreg Rud, og Pelle sprang til og satte den fra Land med et kraftigt Spark. Den svømmede raadvild frem og tilbage midt i Hullet, saá de to dansende Skikkelser hvergang den nærmede sig en Bred, og vendte og vendte i en Uendelighed. Den laa dybere og dybere – Pelsen blev vaad og trak den nedad; tilsidst svømmede den helt under Vand. Pludselig spilede den sig ud i et Ryk og sank til Bunds, med alle fire Lemmer udstrakte som en aaben Favn.

Pelle havde i et Glimt fanget det raadvilde og hjælpeløse – maaske genkendt det. Ved Dyrets Spjæt brast han i Graad – et lille Skrig – og løb storbrølende op over Engen mod Fyrreplantningen. Noget efter kom han tilbage. »Jeg troede gale mig Amor var løbet væk,« sagde han gentagende og undgik omhyggeligt at se Rud i Øjnene. Stille vadede han ud og fiskede med Foden den døde Mus op.

De havde lagt den paa en Sten i Solen for at den skulde leve op igen. Da det ikke lykkedes, huskede Pelle en Historie om nogle Folk der var druknet i en Sø derhjemme, og som kom til sig selv igen da man skød med Kanoner over dem. De slog de hule Hænder sammen over Musen, og da det heller ikke førte til noget besluttede de at begrave den.

Rud kom i Tanke om, at hans Bedstemor i Sverig netop blev begravet i disse Dage, og det fik dem til at gaa frem med en vis Højtidelighed. De lavede Kiste af en Tændstikæske og pyntede den med Mos; de laa paa Maven og firede med Sejlgarn Kisten ned i Graven – med stor Omstændelighed forat den ikke skulde komme til at staa paa Hovedet. Et Tov kunde jo springe, det hændte undertiden; og Illusionen tillod ikke, at de rettede ved Kistens Stilling med Hænderne bagefter. Siden kiggede Pelle ned i sin Hue, mens Rud læste over den afdøde og kastede Jord paa. Og de smed Graven til.

»Bare den nu ikke er skindød og vaagner op igen!« udbrød Pelle pludselig. De havde begge hørt mange uhyggelige Historier om Skindøde, og gen69|nemgik sammen alle Muligheder: hvordan man vaagnede op, og ikke kunde faa Luft, og bankede paa Laaget, og gav sig til at æde af sine egne Hænder – til Pelle tydeligt kunde høre det banke paa Laaget dernede. I en Fart fik de Kisten op og undersøgte Musen; ædt af sine Forpoter havde den ikke, men den havde ganske bestemt drejet sig om paa Siden. De begravede den igen; for en Sikkerheds Skyld gav de den en død Skarnbasse med i Kisten og stak et Halmstraa ned i Graven for Lufttilførsel. Saa pyntede de Tuen op og satte en Mindesten.

»Nu er den død du!« fastslog Pelle alvorligt.

»Ja det er den min Sjæl – saa død som en Sild.« Rud havde lagt Øret til Straaet og lyttede.

»Nu er den vist oppe hos Gud i al sin Herlighed, helt højt højt oppe.«

Rud blæste foragteligt:

»Aa dit Fjols, tror du den kan kravle der op.«

»Mus kan da godt kravle!« Pelle var muggen.

»Ja, men ikke gennem Luften – det kan kun Fuglene.«

Pelle følte sig slaaet af Marken og trængte til Hævn.

»Saa er din Bedstemor heller ikke i Himlen!« erklærede han afgjort. Der sad alligevel Nag i ham endnu fra det med Museungen.

Men det var mere end Rud kunde lade sidde paa sig. Han var ramt lige i Slægtsfølelsen og gav Pelle en i Siden med Albuen; og i næste nu trillede de rundt i Græsset med hinanden i Haaret og gjorde kejtede Forsøg paa at ramme hinandens Næse med knyttet Næve. De væltede rundt i en Klump hvor snart én snart den anden var ovenpaa, hvæsede hæst, stønnede og gjorde drabelige Bevægelser. »Jeg skal faa dig til at Nnyse rødt«, sagde Pelle indædt og hævede sig over Modstanderen. Men i næste Øjeblik var han nede igen; og Rud hang over ham og udstødte de frygteligste Trusler om blaa Øjne og dansende Sole. Deres Stemmer var tykke af Lidenskab.

70|Og pludselig sad de over for hinanden i Græsset og overvejede, om de skulde stikke i at skraale. – Saa rakte Rud Tunge, Pelle gjorde Skridtet videre og gav sig til at le, de var igen de bedste Venner af Verden. De rejste Mindestenen der var væltet i Kampens Hede, og sad siden med hinanden i Haanden og hvilede ud efter Stormen – noget mere stille end sædvanlig.

Det var ikke fordi der sad mere ondt i Pelle; men Spørgsmaalet havde faaet selvstændig Betydning for ham, der maatte Mening ind i det. Det sprang grundende frem i hans Øjne, og han udbrød tænksomt:

»Ja men du har jo selv fortalt, at hun var lam i Benene.«

»Ja hvad saa?«

»Saa kunde hun da ikke kravle op i Himlen.«

»Aa dit Kadaver – det er jo hendes Aand!«

»Saa kan Musens Aand ogsaa godt være deroppe.«

»Pyh! Nej for Mus har ingen Aand.«

»Saa? – Ellers kunde de vel ikke aande!«

Dèr stod Rud! og der var det kedelige ved det at han gik paa Søndagsskole. Næverne havde været gode nu igen; men hans Instinkt sagde ham, at Pelle før eller senere vilde faa Overtaget i at slaas. Og Bedstemoderen var i al Fald reddet.

»Ja« – sagde han eftergivende – »og aande det kunde den. Men saa har Ndens Aand faret op og væltet Stenen om du – det har den!«

En fjærn Lyd naaede ned til dem, langt oppe mod Hytten tegnede en tyk Kvindeskikkelse sig; hun stod og vinkede truende.

»Soen kalder paa dig,« sagde Pelle; de to Drenge kaldte hende aldrig andet indbyrdes.

Saa maatte Rud af Sted. Han fik Lov at tage det meste af Madkurvens Indhold og aad løbende; de havde haft for travlt til at spise.

Pelle satte sig op i Klithegnet og holdt Maaltid. Som sædvanlig naar Rud havde været ude hos ham begreb han ikke, hvor Dagen var blevet af. Der var 71| et Ophold i Fuglesangen, og ikke et eneste Kreatur laa ned længer, saa Klokken maatte mindst være fem.

Oppe ved Gaarden var de i Færd med at Nage ind. I fuld Trav gik det, ud og hjem, ud og hjem; Karlene stod op i Vognbunden og pryglede løs paa Hestene med Enden af Tømmen. Og de svingende Læs fòr af Sted langs Markvejene; de lignede strittende Smaakryb, der er bleven overrasket og piler i Skjul.

Der kørte en Enspænder ud fra Gaarden og tog Landevejen fat mod Staden, i stærkeste Trav. Det var Stengaardsbonden; han skulde nok til Staden og ture, saadan som han kørte! Saa var det galt derhjemme, og der blev Graad paa Gaarden til Natten.

Ja, ja, nu kørte Far Lasse ud med Vandvognen, saa var Klokken halv seks. Det kendtes ogsaa paa, at Fuglene begyndte deres hyggelige Aftenkvidder, der gik lav og tindrende lige som Solens Straaler.

Langt inde over Stenværket hvor Kranerne tegnede sig mod Himlen, steg nu og da en Røgsky til Vejrs og brast i et Springvand af Klippestykker. Langt om længe kom Knaldet drattende, i Stumper og Stykker; det lød som en løb og daskede sig paa Laarene med Bælgvanter.

De sidste Timer var altid lange – Solen blev saa langsom i det. Og Tiden havde heller intet Indhold, Pelle selv var træt, og Aftenstilheden lagde sig dæmpende i Vejen for stærke Ytringer. Men nu kørte de ud til Malkning deroppe, og Kvæget begyndte at græsse sig op efter den Kant af Engen der vendte mod Gaarden; saa Nstundede det.

Og endelig begyndte Vogterdrengene at jodle ovre ved Nabogaardene, først én, saa faldt der flere ind –:

72| Fra alle Sider dirrede den bløde Sang over det faldende Land; som en lykkelig Graad løb den ud i Luftens begyndende Tindren, og Pelles Kvæg blev saa langstrakt i sine Bevægelser. Men endnu turde han ikke drive hjem; der vankede Knubs af Forvalteren eller Eleven om han kom for tidlig.

Han stod øverst ved Engen og gennede for Hovedet af sine stundende Kreaturer. Og da de sidste Toner af Hjemdriftsangen var døet helt hen, stemte han selv i og traadte til Side. Kreaturerne løb med en egen kort Trippen og fremstrakte Hoveder; Græssets Skygger laa i lange fine Striber hen over Jorden; Dyrenes Skygger var uendelige. Nu og da brølede Kalvene langeligt og slog over i Galop. De længtes – og Pelle længtes.

Bag en NGlime skød Solen lange Straaler ind gennem Rummet, som havde den taget alle sine Ævner hjem for Natten og nu strakte dem i én Higen, fra Vest til Øst. Alting pegede i lange tynde Striber, Kreaturernes Higen laa synlig efter dem i Luften.

I Barnets Sind var der slet intet ude mere; alt var taget hjem og rakte sig fremover i en næsten syg Længsel efter Faderen. Og naar han endelig svingede om Hjørnet med Hjorden og gamle Lasse stod der, lykkeligt smilende med sine hudløse Øjne, og aabnede Leddet til Folden, saa brast det for Drengen og han kastede sig grædende ind til Faderen.

»Hvad er der Pøjke, hvad er der?« spurgte den Gamle saa med Bekymring i Stemmen, og strøg en rystende Haand over Barnets Kind. »Har nogen gjort dig ondt? Naa ikke – da var det vel! Bedst er det nok at de hytter sig – for glade Børn staar i Guds egen Varetægt. Og Lasse skulde vel heller ikke blive god at nappes med han, om det kom dertil. – Ja saa du har længtes? Da er der skønt at være i dit lille Hjærte, og Lasse kan kun være glad han. – Men gaa du nu ind og æd – og græd ikke.«

Han snød Drengens Næse med sine haarde krogede Fingre og skubbede ham læmpeligt af Sted.