73| V

Manden som var udsendt af Gud og havde de alvorligt bebrejdende Øjne, var Pelle ikke længe om at komme ud over. Han viste sig at være en slet og ret Smaamester nede i Lejet, som talte i Forsamlingshuset om Søndagen; det hed sig tilmed at hans Kone drak. Rud gik i Søndagsskole hos ham, og han sad smaat i det – han var ganske almindelig.

Desuden havde Gustav faaet en Kasket, hvis Puld kunde vende tre forskellige Sider ud – en af blaa NDyffel, en af vandtæt Voksdug, og en af hvidt Lærred til Solskinsbrug. Det var en spændende Viden, som fortrængte alt andet og laa pirrende fremme i Pelles Bevidsthed mange Dage; han brugte Vidunderkasketten til at maale alt stort og attraaværdigt med. Indtil han en Dag gav en smukt snittet Haandstok for Tilladelsen til selv at gøre Kunststykket med at krænge Pulden. Saa fik han endelig Ro, og Kasketten maatte ind i hans dagligdags Verden den ogsaa.

Men hvordan saa der ud i Proprietær Kongstrups store Sale? Dér laa vel Pengene paa det bare Gulv, Guldet for sig og Sølvet for sig; og midt i hver Dynge stod et NSkæppemaal! Hvad betød Ordet formaalstjenlig, som Forvalteren brugte naar han talte med Storbonden? og hvorfor brugte Karlene Ordet Svensk som Skældsord mod hinanden – de var jo svenske allesammen? – Inde bag Klippebrynet hvor Stenværket laa, hvad var dér? – ja dér var jo Gaardens Grænse til den ene Side! Han havde ikke været der endnu, men skulde derind med Faderen saa snart Lejlighed gaves; rent tilfældigt havde de faaet NSpørgedom paa, at Lasse havde en Broder som ejede Hus derinde. Saa det var jo forholdsvis kendt.

Histnede laa Havet, det havde han selv sejlet paa! Ude paa det gled Skuder baade af Jærn og Træ, men hvordan kunde Jærn flyde som var saa 74| tungt? Vandet i Havet maatte være stærkt, for i Dammen gik Jærn øjeblikkelig til Bunds. Midt ude var Dammen bundløs, saa der blev man nok ved at synke i al Evighed! Den gamle Tækkemand havde i sin Ungdom haft over hundrede Favne Reb dernede med et NDræg ved for at Nfinde en Spand op, men han naaede aldrig Bund. Og da han vilde drage Rebet op igen, var der nogen dybt nede som greb fat i Drægget og vilde trække ham ned, saa han maatte slippe det hele.

Gud Herren – ja han havde stort hvidt Skæg lige som NKaasegaardsbonden; men hvem holdt Hus for ham paa hans gamle Dage? NSankte Peter det var nok hans Forvalter det! – Hvordan kunde de gamle tørre Kør føde lige saa unge Kalve som Kvierne? – – – – – – – – – – – – – – – – –

Der var én stor Selvfølgelighed, som man ikke rettede sin Spørgen paa og overhovedet ikke tænkte over i den Forstand, fordi det var selve Grundlaget for al Tilværelse – Far Lasse. Han var der simpelthen, stod som en tryg Mur bag alt hvad man foretog sig. Han var det egenlige Forsyn, den sidste store Tilflugt i ondt og godt; han kunde alt hvad han vilde – Far Lasse var almægtig.

Saa var der ét, naturligt Midtpunkt i Verden, Pelle selv. Om ham maatte alt lejre sig, hver Ting var til for hans Skyld – for at han kunde lege med den, gaa og grue for den, eller lægge den til Side til en stor Fremtid. Selv de fjærnere Trær, Huse og Stene i Landskabet, som han aldrig havde været paa nært Hold, tog Stilling til ham, enten venligsindet eller som Fjender. Og Forholdet maatte gøres nøje op for hver ny Ting der kom inden for hans Sfære.

Lille var hans Verden, han havde først lige begyndt at skabe den. En god Armlængde til alle Sider var der nogenlunde fast Land, udenfor drev den raa Materie, Kaos. Men Pelle fandt allerede sin Verden uhyre, og havde god Vilje til at gøre den uendelig. Han huggede umætteligt ind, hans opspilede Sanser 75| drog alt det til der kom inden for Rækkevidde; de var som et Maskinsvælg hvori Materien uafladelig styrtede sig i hvirvlende Smaadele. Og i Suget bag dem kom andre og andre – hele Verdensaltet var paa Vandring hen imod ham.

Pelle formede og satte fra sig, tyve ny Ting i Sekundet. Jorden voksede ud under ham til en Verden, der var rig paa Spænding og groteske Former, Uhygge og de mest dagligdags Ting. Han færdedes utrygt i den, for idelig var der noget der forskød sig og maatte omvurderes eller skabes om; de selvfølgeligste Ting slog over og blev med ét til haarrejsende Vidundere – eller omvendt. Han gik om i en bestandig Undren, og forholdt sig afventende selv til de kendteste Ting. For hvem vidste hvilke Overraskelser de vilde berede.

Dér havde han hele sit Liv haft Lejlighed til at fastslaa, at Bukseknapper var drejede af Ben og havde fem Huller, et stort i Midten og fire mindre udenom! Og saa kommer en Dag en af Karlene hjem fra Staden med et Par nye Bukser, hvori der sidder Knapper som er af skinnende Metal og ikke større end en 25-Øre. De har kun fire Huller, og Traaden skal ligge overkors i dem, ikke fra Midten og ud som i de gamle.

Eller Nden store Solformørkelse som han havde været spændt paa hele Sommeren, og som alle Nde Gamle sagde vilde drage Verdens Undergang efter sig. Han havde glædet sig til det – navnlig det med Undergangen; det vilde være noget af en Oplevelse, og et eller andet Sted i ham sad der en Stump Fortrøstning til, at han nok skulde klare den for sit Vedkommende. Solformørkelsen kom ogsaa som den skulde, det blev tilmed Nat som ved Dommedag, Fuglene blev saa stille, og Kreaturerne brølede og vilde løbe hjem. Men saa blev det lyst igen som ellers, og det hele løb ud i ingenting.

Saa var der uhyre Rædsler, der med et Slag afslørede sig som bitte smaa Ting – gudskelov da! Men der var ogsaa Glæder som skabte hæftig Hjærte76|banken – og blev til slet og ret Kedsomhed naar man kom hen til dem.

Langt ude i den taagede Masse drev der usynlige Verdener forbi som intet havde med hans egen at skaffe; en Lyd ude fra det ubekendte skabte dem helt og holdent i samme Nu. De blev til paa samme Maade, som Landet her den Morgen han stod paa Damperens aabne Mellemdæk og hørte Stemmer og Støj gennem Taagen: vamsede og mægtige, med Former der virkede som uhyre Bælgvanter.

Og inden i én var der Blodet og Hjærtet og Sjælen. NHjærtet havde Pelle selv fundet ud af, det var en lille Fugl som var lukket inde; men Sjælen borede sig som en Orm derhen i Kroppen hvor Begæret sad. Gamle Tækkemand Holm havde trukket Sjælen som en tynd Traad ud af Tommelen paa en, der led af NStjælesyge. Pelles egen Sjæl var kun god, den sad ham i begge Øjenstene og spejlede Far Lasses Billede, saa tidt denne saa ind i dem.

Blodet var det værste, derfor lod Far Lasse sig altid Naarelade naar der var noget i Vejen med ham – de onde Vædsker skulde ud. Gustav tænkte meget paa Blodet og kunde fortælle de underligste Ting om det; han gik og snittede i sine Fingre blot for at se om det var modent. En Aften kom han over i Kostalden og viste en blødende Finger frem; Blodet var helt sort. »Nu er jeg en Mand,« sagde han og svor vældigt. Men Pigerne gjorde blot Nar ad ham, han havde ikke baaret sin Tønde Ærter paa Loftet endnu. – – – –

Saa var der jo Helvede og Himlen – og Stenværket hvor de huggede hinanden med tunge Hammere naar de var fulde. Folkene i Stenværket det var Jordens største Kæmper, en af dem havde spist ti Spejlæg paa én Gang uden at blive syg. Og Æg var dog selve Kraften.

Nede i Engen hoppede der NLygtemænd søgende om i de dybe Sommernætter; en af dem holdt sig altid i Nærheden af Aaen, og stod og spillede paa Toppen af en lille Stenbunke som laa der midt i 77| den fede Eng. For et Par Aar siden havde en Pige en Nat født et Barn herude i Klitterne, og da hun ikke vidste sine levende Raad for Far til Barnet, druknede hun det i et af de Huller, Aaen skærer hvor den drejer. Gode Mennesker rejste den lille Dysse, for at Stedet ikke skulde gaa i Glemme; og over Dyssen gav Barnets Sjæl sig til at brænde i de dybe Nætter, paa den Aarstid Pigen havde født. Pelle troede, Barnet selv var begravet under Stenene, og pyntede nu og da Bunken med en Fyrregren; men paa det Sted af Aaen legede han aldrig. Pigen kom jo over Havet, i NSlaveriet paa mange Aar; og Folk undredes paa Faderen. Hun havde ingen lagt ud, men Gud og hvermand vidste hvem det var alligevel. Det var en ung fremmelig Fisker nede fra Lejet, og Pigen var af fattigste Slags; saa der kunde aldrig blevet Tale om et Par af de to. Pigen havde vel saa foretrukket dette her, fremfor at løbe ham paa Dørene om Hjælp til Barnet – og sidde i Lejet som Væverpige med en uægte Unge til Spot og Spe! Og det maatte man sige, at han Nholdt Ørerne godt stive, hvor mangen en maaske vilde have skammet sig og taget ud paa Langfart.

Nu i Sommer, to Aar efter at Pigen kom Nhen, gik Fiskeren en Nat langs Stranden hjem mod Lejet med nogle Garn paa Nakken. Han var en haard Hund og betænkte sig ikke paa at tage den korteste Vej op over Engen; men da han kom godt inden for Klitten, var der en Lygtemand i hans Spor og han blev angst og gav sig til at løbe. Den halede stærkt ind paa ham, og da han sprang over Aaen for at lægge Vand mellem sig og Aanden, greb den fat i Garnet. Saa skreg han Guds Navn og løb sanseløs fra det hele. Næste Morgen ved Solopgang hentede han og Faderen Garnet, det havde faaet fat om Dyssen og laa tværs over Aaen.

Saa søgte Knøsen til de Hellige, og Faderen forlod sin Svir og fulgte ham. Tidlig og silde kunde man træffe den unge Fisker ved deres Møder, og 78| ellers gik han om som en Misdæder med hængende Hoved, og ventede blot paa at Pigen skulde komme hjem fra Slaveriet, saa han kunde gifte sig med hende.

Pelle var med i det hele. Pigerne talte gysende om det, naar de hang paa Karlenes Skød i de lange Sommeraftener, og en kærlighedssyg Karl indefra havde lavet en Vise om det, som Gustav sang til sin Harmonika. Saa græd alle Gaardens Piger, selv Raske Sara fik Vand i Øjnene og begyndte at tale til Mons om Forlovelsesringe.

En Dag Pelle laa paa Maven og trallede og fægtede med de nøgne Fødder i den blanke Luft, saa han en ung Mand staa nede ved Dyssen og lægge Stene paa den som han tog af sine Lommer; derpaa knælede han. Pelle gik hen til ham.

»Hvad bestiller du?« spurgte han dristigt – han følte sig paa sit eget. »Læser du Aftenbøn?«

Manden svarede ikke men blev ved at ligge bøjet. Endelig rejste han sig og spyttede Skraasovs ud.

»Jeg beder til ham som skal dømme os alle,« sagde han og saa vist paa Pelle.

Pelle kendte det Blik igen, der var det samme Udtryk som hos Manden forleden – ham som var udsendt af Gud. Der var blot ingen Bebrejden i det.

»Har du kanske ingen Seng at sove i?« spurgte Pelle – »jeg læser altid min Aftenbøn under Dynen. Han hører det alligevel han! Gud Herren ved alting.«

Den unge Mand nikkede og gav sig til at flytte med Dyssens Sten.

»Den maa du ingen Fortræd gøre,« sagde Pelle bestemt, »for der ligger et lidet Barn begravet.«

Knøsen vendte et underligt Ansigt imod ham.

»Det er ikke sandt!« sagde han med tyk Stemme, »for Barnet ligger oppe paa Kirkegaarden, i rigtig viet Jord.«

»Ja-saa?« sagde Pelle med Faderens langtrukne Tonefald – »da var det vel nok Forældrene som druknede det ved jeg – og begravede det her.« Han 79| var for stolt af sin Viden til saadan uden videre at opgive den.

Manden saa ud som han vilde slaa, og Pelle trak sig lidt af Vejen; der stod han og lo aabenlyst, han var sikker paa sine Ben. Men den anden ænsede ham ikke længer, han stod sløvt og saa hen forbi Dyssen. Saa kom Pelle igen hen.

Manden fòr sammen ved hans Skygge og hentede Vejret i et dybt Suk. »Er du dér?« sagde han tonløst uden at se paa Pelle, »hvorfor kan jeg ikke være i Fred for dig?«

»Det er min Eng,« svarede Pelle »for jeg vogter her. Men du maa gærne være her naar du lader være med at slaa. Og Dyssen skal du lade være, for dér ligger et lille Barn begravet.«

Den unge Mand saa alvorligt paa Pelle: »Det er ikke sandt du siger, hvor tør du lyve saadan? Gud kan ikke lide Løgn. Men du er kun et godtroende Barn, og jeg skal fortælle dig hvordan det gik til uden at skjule noget – saa sandt jeg kun ønsker at vandre helt for Guds Aasyn.«

Pelle saa uforstaaende paa ham: »Hvordan det gik til ved jeg vel nok selv, naar jeg kan hele Visen udenad. Jeg kan godt synge den for dig, hvis du vil have det; den gaar saadan.« Pelle begyndte at synge, lidt usikker i Stemmen af Undseelse:

Pelle holdt forundret inde, den voksne Mand var sunket helt forover og sad og hulkede. »Ja det var ondt,« sagde han – »for saa dræbte hun sit Barn og kom i Tugthuset.« Han talte med en vis Ringeagt, han kunde ikke lide grædende Mandfolk. »Men det er da ikke noget for dig at græde over,« henkastede han lidt efter.

»Jo for hun havde jo ingenting gjort, det var Barnets Fader der slog det ihjæl. Det var mig der gjorde det forfærdelige; ja ja jeg tilstaar jo at jeg er en Morder. Vedgaar jeg da ikke aabent nok min Brøde?« Han vendte sit Ansigt opad som talte han mod Gud.

»Ja saa det var dig?« sagde Pelle og rykkede lidt bort fra ham. »Slog du dit eget Barn ihjæl? – det kunde Far Lasse aldrig gøre. Hvorfor er du saa ikke i Slaveriet da? Løj du kanske og skyldte hende for det?«

Disse Ord havde en egen Virkning paa Fiskeren. Pelle stod og iagttog ham lidt, saa udbrød han: »Du snakker saa underligt: blop-blop-blop ligesom du kunde være fra et andet Land! Og hvorfor kradser du saadan i Luften med Fingrene og græder? faar du da Prygl naar du kommer hjem?«

Ved Ordet græder brast han helt i Graad, Pelle havde aldrig set noget Menneske græde saa løssluppent, Ansigtet var helt i ét.

»Vil du have et Stykke Mad?« spurgte han for at trøste. »Jeg har med Rullepølse paa.«

Fiskeren rystede paa Hovedet.

Pelle saa hen paa Dyssen, han var stædig og vilde ikke give sig.

81| »Det er nu begravet der,« sagde han. »Jeg har selv set Sjælen brænde oven paa Stenene om Natten. Det er fordi den ikke kan komme i Himlen.«

Der trængte en uhyggelig Lyd ud af Fiskerens aabne Mund, et dumpt Brøl der fik Pelles lille Hjærte til at hoppe i Livet paa ham. Han gjorde selv nogle Spring i Angst, og da han besindede sig og stansede, saa han Fiskeren løbe stærkt foroverbøjet ned over Engen og forsvinde i Klitterne.

Pelle stirrede forundret efter ham og gik langsomt hen til Madkurven – hans Resultat var foreløbig Skuffelse. Han havde sunget for en vildfremmed, det var unægtelig en Bedrift – saa svært det kunde være blot at svare ja eller nej til én man aldrig havde set før. Men han var brændt inde med de fleste af Versene, og det enestaaende laa dog navnlig i at han kunde hele Visen uden ad. Nu sang han den for sig selv fra først til sidst, idet han holdt Tal paa Versene med Fingrene. Og han tog den drabeligste Oprejsning ved at skraale op saa det kunde høres vidt og bredt.

Om Aftenen drøftede han som sædvanlig Dagens Oplevelse med Faderen; og da forstod han et og andet som for en Stund fyldte hans Sind med Uhygge; Far Lasses var endnu den eneste menneskelige Røst Drengen helt forstod. Den Gamles blotte Suk og Hovedrysten havde en overbevisende Magt som ingen anden Tale.

»Ak ja,« blev han ved at gentage – »ondt og ondt allevegne, Sorg og Nød hvor man saa vender sig hen! Han gav nok gærne sit Liv hen for at slide Slavelænken i hendes Sted – nu det er for sent! – Saa han løb sin Vej dengang du sagde dét til ham? Ja ja, Guds Ord i en Barnemund er heller ikke godt at staa for, naar Samvittigheden har taget Skade. Og et daarligt Levebrød er det at handle med andres Lykke. – Men tag du nu og Nto dine Fødder Pøjke.« – – –

Livet gav nok at tage i, og bakses med – og adskilligt at grue for. Men værre end alt det der vilde 82| Pelle selv ondt, var næsten de Glimt der nu og da steg op til ham fra Menneskedybet; over for dem var hans Barnehjærne magtesløs. Hvorfor græd Fruen saa meget og drak i Smug? hvad foregik der dérinde bag Ruderne i det høje Stuehus? Han begreb det ikke, og hvergang han brød sit lille Hoved med det, gloede blot Uhyggen ud paa ham af alle Ruder, og stundom lukkede den sig over ham med det ufatteliges hele Rædsel.

Men Solen gik højt paa Himlen, Nætterne var lyse, Mørket laa sammenkrøbet under Jorden og havde ingen Magt. Og han besad Barnets lykkelige Ævne til at glemme paa en Studs – og sporløst.